Hun betragtede ham, betragtede manden som hun elskede, mere end hun elskede de andre mænd hun kendte. Den der stod hende nærmest næstefter Morgoth var, ironisk nok, Morgoths fjende men også rigmand. En rigmands søn med utroligt lavt selvtillid og en far der ikke gjorde det meget bedre, den rigmandssøn var Cassa.
Hun førte sit hår hen foran sit ansigt og begyndte at tørre det lange blonde hår. Det var nok noget af det besværlige ved at have så langt hår; det tog så pokkers lang tid at få det hele tørret bare nogenlunde, og håndklæder skulle man bruge hvertfald to af. Hun så op fra marmor-gulvet og hen på Morgoth der kom med en kåbe. Hun smilede.
Hvor så han dog dejlig afsplappet ud nu. Hun lod sit håndklæde falde og tog imod den dejlig bløde, lune kåbe. Den var grøn, og passede på det bestemteste til hendes lidt store øjnes farve. I en bevægelse der fik det til at se ud som om det var en selvfølge for hende, tog hun kåben på, og bandt snoren om livet, ikke alt for afslappet selvom det var fristende. " Tak.." Hun så op på ham, havde sådan en lyst till at give ham et kys, igen! Forsigtigt trippede hun de sidste par skridt hen til ham, stillede sig op på tåspidserne og plantede et kys på hans smalle læber.

En lille fnys, blandet med et tamt grin, bredte sig på hans læber. Han gengjaldt blidt hendes kys, og lagde hænderne imod hendes overarme hvor han blidt aede hende. Han rynkede brynene let, og vandrede forbi hende og over til håndvasken hvor han trak ud i en skuffe. Her trak han sin sminke op, og lagde op til at ligge en ganske enkel makeup. Han fik lagt en fint lag puder i ansigtet, så hans hud blev ganske bleg - men utrolig flot at se på. Så et tynd streg på hans øverste øjenlåg, og på den vådekant i øjet - også en ganske flot rød læbestift.
Han fugtede læberne, og betragtede sig selv i spejlet. Et tilfreds smil lager sig over hans læber, og sminken gled roligt ned i skuffen på deres forrige pladser.
Han vendte blikket over skuldren, imod Horisont, og sendte hende et roligt blik,
,,Besynderligt, at se en mand ligge makeup - ikke?" sagde han, med et lille skævt smil. Hans stemme var lavmæld, men rolig og på ingen måde grum og kold som den plejede.

Hun gav et skævt lillel smil fra sig da hun betragtede ham finde sin makeup frem og ligge den på sig med en ganske øvet hånd. Hun kendte skam godt hans svaghed for makeup, at han ikke syntes så godt om sit udseende som det var uden sminke. Selv brugte hun sjældent sminke.. Hvis det endelig skulle bruges var det oftest kun til særlige lejligheder såso forårsfesten, og vinterhvervsfesten på krystalpaladset.
Hun tildede hovedt en anelse på skrå idet han vendte sig om mod hende igen. Med et skævt smil og en kærlig brummen gik hun de få skridt hen til ham og nussede hans kindben. " Hmmm... Bare en smule..?" Sagde hun drillende imens hun søgte hans trygge varme favn.

En lille varm latter lød fra ham, og han satte begge hænder imod hendes kinder. Han nussede dem blidt med sine tommelfingre, og bøjede blidt hendes hovede ned hvor han kyssede hende på panden. Derfter slap han hende og sendte hende et kærligt blik. Han kørte en hånd igennem hendes lange gyldne hår, nulrede det lidt - men vandrede så forbi hende og hen til badekarret hvor han satte sig på hug. Tæt ved hanen, hvor vandet havde løbet ud, trak der sig en lille sølvkæde ned i karret og i det lunke vand. Han trak i kæde og der lyd et *purp*, og en prop kom til syne. Vandet skyllede sig ned i afløbet, og ud et andet sted.

Et lille kattet smil var pllaceret i hendes ansigt som hun så op på ham, nærmest som et lille barn der ser op på sin største idol. Hans nulren af hendes hår, satte gang i en stille prikken i hendes hovedbund, det var ikke nogen slem og ubehagelig følelse. Nej tvært imod. Det var som om hendes nerver slappede helt af. Hendes mørkegrønne øjne fulgte ham i hans bevægelser som han gik hen til badekarret, satte sig ned og trak proppen op af vandet. Det eneste som afbrød stilheden da hun betragtede hans kropsbygning, hver eneste fold i hans kåbe og det matte skær i hans hår, var lyden af vandet der slubrene blev skyllet ned i afløbet. Som en forslugen hund der ikke havde fået noget at spise i flere dage.
Hvor lang tid siden var det at de havde været sammen uden at skændes? Havde de nogensinde været sammen uden at skændes? Jo, det havde de vidst. Men det var år tilbage. Hvad var det mon der havde gjordt forskellen i deres humør overfor hinanden? Hun så spekulativt på Morgoths siddene skikkelse.

Han rystede sin hånd, da vandet havde omsluttet den da han skulle trække proppen op, og rejste sig så fra sin siddende stilling. Han sukkede let, og trak sit våde hår om foran hans skuldre. Derefter vendte han fronten frem imod den anden. Han sendte hende noget der kunne ligne et smil, og slog så blikket imod spejlet for at betragte sig selv. Han følte sig underlig tilpas. Grunden var sikkert, han rent faktisk rendte splitter nøgen rundt. Det var ikke just det han holdte mest af.
Han rynkede brynene og vendte blikket tilbage imod Horisont, som nærmest så ud til at kunne begyndte at savle - hvert øjeblik. Han rynkede brynene, og begyndte så småt at grine. Han holde en hånd op imod munden, for at lade latteren glide lidt af. Han rystede lidt på hovedet, men latteren stoppede ikke ligefrem. Han vandrede frem imod hende, stadig grinende - på sin egen små grumme måde. Da han nåede hende lagde han armene omkring hende, trykkede hende blidt ind imod sig og lagde sin kind ind imod hende. Han spærrede øjnene op, da han mærkede hendes kvindelige former imod sit bryst - eller deromkring - og syntes at gyse lidt. Det var en behagelig følelese, der ophidsede ham lidt. Han kunne ikke lade være med at små fnise lidt, og kyssede blidt hendes kind.
Han trak ansigtet tilbage fra hendes og vendte øjnene frem imod hendes ansigt. Han lagde nogle kæretegnende fingre imod hendes kind, og strøg blidt noget af det våde blonde hår fra hendes ansigt.
Han sukkede let, for så at tale:
,,Utroligt, efter din fødsel har du stadig den smukkeste krop, jeg nogensinde har set"
han rynkede brynene sammen, for at sende hende nogle sigende øjne - uden at smil.
Allermest havde han lyst til at trække hende med sig, og gentage deres lille oplevelse igen inde på soveværelset, men det kunne måske også blive for meget for Horisont. To gange i træk. Det kunne selvfølgelig aldrig blive for meget for ham selv, han elskede sex og kunne nemt blive en trivsel for ham. Det gjorde det mindre underligt for ham at han var necro, han kunne lige så godt erklærer sig for nymfoman.

Hun smilte uskyldigt udvidene til ham over hans latter, bare glad for at han var i godt humør. Som et barn kunne finde på at gøre det rakte hun armene frem imod ham, indtil hun stod i hans dejlig trygge favn. Følelsen af hendes spændstige bryster trykket imod området omkring hans brystkasse fik hende til at rødme, en let klædelig rødmen. Hun nød ham og modtog hvert eneste lille kærtegn og kys som en tør svamp modtager vand. En behagelig gysen ilnede ned langs hendes krop da han blidt, nærmest kærtegnene, strøg noget af hendes, til stadige krøllede og våde hår, væk fra hendes ansigt.
Roligt mødte hendes dybgrønne øjne hans idet hun svarede ham. " Ja, man kan vidst sige jeg er en vampyr ud over det sædvanlige. " Med dette mente hun at hun vidst ikke var helt som andre vampyrer, og at det virkede sært, nærmest makabert at hun overhovedet var i stand til at føde børn nu hvor hendes krop jo teoretisk set var død.
Blidt lagde hun hovedet på skrå af ham og sad bare i tavsed og betragtede ham. Lysten. Hun kunne nærmest se den i hans øjne, og det fik hende til at smile drilsk til ham, mens hun sendte ham et drillende ' jeg-er-ikke-helt-sikker-på-om-jeg-gider'-blik. Selvom hun jo allerede vidste at hun gad, og havde lysten.
Når ting angik Morgoth havde hun altid lysten, selv nogen gange når de havde været oppe at skændes havde hun bagefter lysten på en sær måde, som hvis hun ønskede at blive bundet op og blive tændt udlidelligt meget..Nærmest som et slave-mester-forhold. Hendes underliv var som en utæmmelig kilde der kun kunne tæmmes af én bestemt person, og den person stod hun overfor i dette øjeblik.

(( Endelig fik jeg taget mig sammen til at svare x3 ))

Han smilte frem imod hende lod sine øjne fastslå imod hendes grønne øjne. Hendes øjne mindede ham om ædelsten. Han trak hånden til sig og lagde armene omkring hendes liv, hvor han blidt vuggede dem fra side til side.
Han lagde hovedet let til den ene side, da hun svarede ham. Han trak på skuldrene og vendte blikket imod hendes hals, ,,- ikke at det gør noget" konstaterede han hurtigt, og hævede øjenbrynene.
Han kunne godt mærke på hende, at hun så hvad han mente - igennem hans utrolige gode kropssprog (?xD) - og sendte hende et lille uskyldigt smil. Han trak armene fra hende igen, og trak sig selv tilbage for så at tale:
,,Du kender mig alt for godt" kommenterede han til hendes blik, med et let fnys. Selvfølgelig uden nogen form for negativ tone.
Han trippede hen til døren, åbnede den for at lufte ud i lokalet. Han rynkede brynene sammen, standsede i sin bevægelse og blev stående i døråbningen. Han lod sine fingre spidser knuge imod døren, hvorefter hans negle borede sig ind i det mørke træ. Han mindes om dagen før denne, hvor Mørkets lord hidkaldte ham. Mørkets General? Meget høj titel, nærmest Mørkets lord. Det var et utroligt fristende tilbud, som han selvfølgelig ikke kunne modstå. Men var det nu ikke meningen han skulle springe fra? Springe fra Mørkets lord, og lade sig forblive neutral i forhold til krigen. Nej, åbenbart ikke alligevel.

Hun nød hans favntagn, den stille trygge vuggen som var de begge nogle børn i en vugge. En vuggen som kunne tages på mang måder, men hun vidste at dette var en kærlig vuggen, hvilket fik hende til at føle sig endnu mere lykkelig. " Hmm.. Muligvis ikke.." Brummede hun kommenterende, og skulle lige til at ligge sit hovede mod hans halshulningen, men blev overrasket da han trak sig tilbage. " Naarj.. Jeg er sikker på at selv du har hemmeligheder som end ikke jeg kan få gravet frem, uanset hvad. " Hun lød sikker i sin sag. Selv Cassa havde holdt hemmeligheder for hende, indtil han pludselig en dag havde taget hende med op i et tårn hun aldrig havde lagt mærke til og vist hende hemmeligheder han aldrig havde vist andre, hemmeligheder om hans fortid i det underlige Italien.
Selv havde hun stadig hemmeligheder for alle hun kendte. Hun turde ikke lade folk vide hvilke hemmeligheder hun rendte rundt med. De kunne jo være både til skade og gavn, det kom vel an på hvem der fik det af vide.
Hendes øjne så kærligt efter Morgoth i hans bevægelser hen til døren, så ham være igang med at åbne den også.. Stivne!
Med en let bekymret rynke imellem brynene, som bestemt ikke klædte hende, betragtede hun hans fingre og negle som borede sig ind i det smukke træ. Forsigtigt gik hun hen imod ham, stillel rækkende en hånd frem som hun med et spørgene udtryk plantede på hans skulder, ikke hårdt ellelr noget. Bare blidt, mindst ligeså blidt som hendes navn.

Hans øjne virrede febrilsk imod gulvet, han havde egentlig ikke tænkt det hele igennem. Hvis Lysets dronning blev kidnappet, ville det betyde en ting. For det første vil Lyestes krigere storme imod borgen, og prøve så godt som muligt at få fat i hende igen. Men hvis Lysets dronning ikke var på tronen, ville Mørkets Lord selvfølgelig tage over landet. Det betød jo krig, krig mellem lyset og mørket.
Han rynkede brynene og lod sin hånd sænke, og vendte derefter blikket imod Horisont. Hans ansigt var følelses løst. Han vidste det jo godt, hun var jo ikke ligefrem neutral og arbejdede for 'fjenden' - plus at hun var en nær ven af Cassa. Han måtte lyve for hende, selvom han egentlig ikke ville.
Han sendte hende et beroligende smil, selvfølgelig falsk, men for andres synsvinkel ville det virke meget rigtigt,
,,Kan du huske, de uger.. Nede i cellen?" spurgte han hende, med et tomt blik i øjnene.

Hun pirrede let forvirret med øjnene. Cellen. Hvorfor snakkede han nu pludselig om den? Havde han mon stadig mén efter at have siddet derinde? Hun skævede undersøgene til hans ansigt. " Jah." Hun nikkede et stille nik. " Ja det kan jeg, godt.. Det var jo mig der bragte mad til dig.." Hun bed sig let i sin bløde underlæbe, en smule ubehagelig til mode over at emnet pludselig var skiftet så brat.

Han rynkede brynene. Hun gled på den, eller det kunne det i hvert fald godt lyde som. Han sendte et lille halv underligt smil,
,,mhm. Jeg tænkte bare på, du var sort håret dengang," mumlede han og vendte blikket imod hendes øjne. Nu når han egentlig tænkte over det, så var hun sort håret? Men det er hun jo ikke ligefrem nu, hvordan kunne det lade sig gøre.
Han rakte en hånd frem, snorede sin pegefinger ind i det blonde hår og betragtede det, ,,Hvordan har du fået det så lyst?" spurgte han, og hævede det ene øjenbryn. Han lod smilet glide af læben, og trak hånden til sig igen.

Forvirringen blev et kort øjeblik erstattet af noget der kunne minde om forståelse. " Hmm.. Lidt for meget elektricitet.. Tror jeg..?" Endnu engang så hun snotforvirret ud. Hvornår var det nu hendes hår var blevet den gyldne farve den havde nu? Var det ikke da Morgoth sad i cellen og i et pludselig raseriudbrud havde taget fat i tremmerne, som havde givet bagslag i form af en underlig elektricitet. Hun havde vidstnok taget fat om hans hænder og forsøgt at aflede den sære elektricitet fra ham.. Så var alt pludselig blevet sort, og da hun den næste gang så sit eget spejlbillede, havde hun været blondhåret, med undtagelse af den grønne fletning som hun stdigvæk bar, selvo den ikke var særligt synlig. Det gyldne hår var så tykt og krøllet at det nærmest druknede det grønne.
Men hvorfor snakkede han pludselig om det? Var det virkelig det der havde fåret ham til at stivne sådan..? Hun så til stadighed mere og mere snotforvirret ud.

Han nikkede let, med et undrende blik. Sjov måde at ændre hårfarve på, det måtte han nu sige. Han lagde en hånd imod hendes som lå imod hans ene skuldreblad, knugede den let og trak den derfra, lagde den imod sin bryst og omfavnede den med den anden hånd også.
Derefter lod han bare blikket falde imod hendes ansigt, han kunne ikke lade være med at smile lidt. Så forvirret hun så ud,
,,Hvorfor så forvirret?" spurgte han, med et neutralt tonefald.

Hun rystede lidt på hovedet som for at få kylet sin forvirring ¨langt væk. " det er bare.." Startede hun tøvende, og nussede kort hans bryst, der hvor han havde placeret hendes hånd. " Du stivnede ved døren, som kom du i tanke om noget du har fortrudt eller lignene.. Også nævner du pludselig min hårfarves skiften.. Er du virkelig ikke kommet dig over det endnu?" Hun bed sig i læben, bange for at han muligvis ville begynde at skælde ud på hende. Havde hun mon sagt for meget? Det var jo ikke meningen hun ville sætte gang i en diskussion, men hun måtte da indrømme at hun selv var kommet over det. Men det havde Morgoth åbenbart ikke. Hun havde jo hellelr ikke været i hans sted, havde ikke oplevet hvordan det var at sidde så tæt på sin værste fjende, også alligevel spærret inde et sted hvor han ikke kunne stikke af fra..

Han rynkede brynene, lod hende tale færdig og svarede derefter:
,,Nej, der er ikke noget jeg har fortrudt" svarede han, kort med et kynisk tonefald. Han hævede sine øjenbryn, slap hendes hånd og lod armene falde ned langs siden. Han kunne godt mærke, at han ikke skulle komme op og diskutere med hende nu. Så vidste han ikke hvad han ville gøre. Hele situationen gjorde ham vred, han ville ikke ud og slås for livet. Eller han ville jo ikke ligefrem dø, hvis nogen slog ham ihjel, det var det væreste ved det hele. Han hadede den tanke. Sidst han var oppe at slås, mistede han alt den yderste hud - det gjorde så forbandede ondt, at han fældede en tåre hver gang han lagde sig ned, eller satte sig for den sags skyld.
Han vendte blikket imod hende, ,,- og det vil jeg hellere aldrig" mumlede han og blinkede let. Han virkede utrolig ligeud, men underligt nok også rolig igen. En af hans typiske facader. Han ville virkelig ikke diskutere med hende, og undlod at svare ordentligt på hendes spørgsmål.

" hvad mener du..?" Endnu engang så hun forvirret på ham, men hun mærkede en gysen ned langs ryggen. Ikke den behagelige gysen som hun havde følt for lidt siden, nærmere en form for advarende gysen, en gysen som ikke føltes videre behageligt og som end ikke den dejlige kåbe hun bar rundt på kunne gøre at hun ikke frøs. Hvor ironisk.. Døde krystalisianere burde ikke fryse, de burde heller ikke være frugbare. Men begge dele var hun. Forvirret endte hun med at se ned på sine bare, blege fødder. Stemningen inde i badet var pludselig ikke nær så hyggeligt som det havde været for minutter siden, nu var det langt mere trykket. En meget trygget stemning.

Han strøg en hånd igennem sit hår, med et stift blik vendt imod spejlet. Hvorfor skulle hun spørge så dumt, det pissede han virkelig af. Han hævede øjenbrynene,
,,Bare lad være med at spørge mere, ikke?" sagde han og vendte et udtryksløst ansigt hen imod hende.
Hans krop var tør nu så han besluttede sig for at klæde i noget andet, og smed derfor kåben. Han dirrede kort med fingrene, og pludselig var han i en løs hvid skjorte, og et par sorte bukser og bare føder.

(undskyld det motherfucking korte indlæg - men er på efterskole)

"Men.." Hun lød næsten lige så ynkelig som hun følte at hun måtte se ud. Hun bed sig hårdt i underlæben for ikke at fyre en eller anden spydig kommentar efter ham. Hun var jo trods alt i hans hjem, og hun vidste efterhånden at hvis der var noget han ville dele med hende, så gjorde han det! Hvis ikke, så var det ikke noget hun skulle blande sig i. Hvor meget hun end ville det.
Med et dybt og irritabelt suk så hun væk fra ham, lod blikket falde på badeværelsets smukke indramning, imens hun holdt armene beskyttende om sig, pludselig frysene.

Han vandrede hen til vasken, trak ud i en skuffe og fandt en hårelestik op fra den. Han trak den omkring sit hår, og satte den op i en hestehale. Han vendte blikket imod spejlet, og betragtede sig selv.
Da han kunne se den anden i spejlet, og lagde mærke til hendes kropsprog kunne han ikke lade være med at overveje noget. Han sukkede, og vendte sig om. Hurtigere end noget andet menneske kunne bevæge sig, var han henne ved hende. Han lagde armene omkring hende, trykkede hende imod sig og kyssede hende på panden. Han hvislede:
,,undskyld. Tilgiv mig"
hans åndedræt var langsomt, utroligt og hans øjne stirrende imod hendes pande. Tomme øjne.