Mørket er besejret, men Krystallandet står over for en usikker fremtid, ind til den næste tronarving er fundet.
Vil fyrstedømmerne være i stand til at stå sammen, eller vil landet endnu en gang blive kastet ud i kaos?
hun holder hun inde med høfligheden nu kan hun ikke holde det inde mere.
"Cassa du kan ikke dø... ellers så mister jeg en jeg holder meget af ja faktisk elsker så du kan lige våge på at dø, fortæl mig så hvordan man åbner de kæder så jeg kan få dig op på dit værelse!" udbryder hun lidt højt.
"jeg vil jo bare hjælpe dig" kommer det så fra hende lidt efter lidt lavere.
"Hvis du hjælper mig fri, dræber du mange." han ser på hende med lidende brune øjne.. Han tror stadig fuldt og fast på at det er ham der har dræbt sine venner, og han tror de ligger derovre i hjørnet
"og hvad så hvis jeg dræber mange!... jeg kan bare ikke klare at se nogle lide på den måde som du gør og jeg kan da slet ikke tænke på at se dig dø!" hun lyder meget alvorlig lige nu ikke før jeg har fundet en måde at få skildt dig og feanor fra hinanden tænker hun og prøver så at rive kæderne løse, selv om hun nok får mange ar af det, da hun jo healer hvis hun får sår.
men kæderne er ubrydelige.. sortmetal kan jo ikke brydes.. Cassa har smeltet dem sammen om sine håndled.. sortmetal smelter ved en så høj varme, at det nærmest er umuligt at smelte det
hun bliver ved med at rive på kæderne til hun tilsidst er helt udmattet..
"vil du ikke godt høre på mig... hvis du dør... så dør den jeg elsker også og så står jeg alene tilbage med et barn " siger hun lavt og er allerede faldet ned på knæ med hovedet ned og blikket imod jorden..
"Feanor?" spørger han bare ganske lavt.
"Nej han dør kun hvis han selv dræber mig.. eller hvis jeg begår selvmord... dør jeg af andre grunde absobere han bare min sjæl.. så det er ligegyldigt.." Stadig dirrer Cassas stemme
"hør selv hvad de siger... hvis de begår selvmord.. det er lige det de gør hvis de forbliver hernede! du får hverken mad eller vand og du ender til sidst med at falde hen og dø det kalder jeg da selvmord" svare hun lidt efter. hør lige hvad jeg siger... er der overhovedet nogen menning i det? tænker hun
"Nej det hedder at dø af sult.." siger han bare lavt.. egentlig er det jo ikke hans mening at dø.. bare holde sig fra omverdenen..
Han ser bedrøvet væk
"men du har jo selv lænket dig fast hernede og hvis du dør af sult så er det jo også selvmord, kan du ikke se det?" spørger hun og er næsten ved at give op.
"Det er det ikke, for min hensigt er ikke at dø.." han ser først væk, inden han så bare ser på hende med sørgmodige øjne.
"Hvorfor lader De mig ikke bare være? Det er jo min klon De er bekymret for.. Ham sker der intet, så bare lad mig være i fred!!"
"Cassa... ved at du gør det imod dig gør mig også bekymret for dig prøv at se dig selv, du er næsten et lig jeg kan ikke lade folk være sådan... " svare hun igen. jeg er ikke som min søster.. tænker hun... for det menner hun at hun ikke er.
"Ti dog stille!" siger han lavt, let snerrende.
"Jeg ved det kun er Feanor De er bekymret for, så lad mig dog være!" han ser ikke på hende... han er ret ulykkelig for tiden
"Hvis du så gerne vil dø så lad mig hjælpe dig med det!" væsser hun og har i en hurtig bevægelse lagt en dolk ved Cassas hals.
Det er tydeligt at hun er vred... meget vred det hele ville være meget lættere hvis jeg gjorde det tænker hun i vrede.
Hun trækker sin dolk tilbage og slår så sin hånd med sine negle imod ham så han nok først vil få rifter ned af kinden.
"den var fordi du ikke lyttede!"
Derefter giver hun ham så En knytnæve lige i hovedet
"og den var fordi du gjorde mig vred" sage hun og går så lidt tilbage... jeg må se at komme væk tænker hun og sætter så dolken ned i støvlen og løber op af trapperne og ud af døren.
Derefter forsvinder hun også væk... langt væk fra palæet.
Cassa ligger bare stille efter det.. måske er han bevidstløs? måske ligger han bare stille.. i ald fald, bliver han hvor han er... I følge hans eget forstyrrede hoved, er det også det bedste...
Cassa har ligget dernede så længe nu.. den unge Italiener ligner et skellet betrukket med solbrun, smuk hud.. Men selv huden ser for stor ud til ham, får ham til at se gammel ud... Det smulle ved ham er ligesom ikke rigtig at finde.
Han ligger bare i det for store tøj, lænket fast..
James åbner døren ind til kælderrummet for Satira.
"... Herinde." siger han roligt i samme tone som hidtil
Hun nikker og smiler til James som et tak og går så ind af døren.
Hendes høje hæle giver genlyd nede i kælderen.
Straks stopper hun op da hun ser Cassa og får tåre i øjnene.
"Nova?"
Lyden af hendes stemme giver ekko et par gange før det stopper igen.
Hun er svær at se nede i mørget, da hendes hår er blevet helt sort. Det eneste man tydeligt kan se, er hendes grå blege hud og de svage flammer i hendes øjne.
Cassa løfter svagt hovedet og ser mod Satira..
Men han kan ikke kende hende.. Havde det været hans egen far, ville han stadig ikke kunne genkende personen..
"... Hmmmffehah.." mumler han bare.
James lægger en hånd på Satiras skulder.
"Han er ikke i stand til at tale.." forklarer han lavt