Phoebe gidder ikke engang svare sin søster, men tripper bare hen til hende. Hun burde egentlig vente her, indtil drikken er klar. Men hun er bare så... træt.

Melanie smile kort Phoebe, før hun lunter væk imellem træerne.

Omg, Phoebe følger med! Det havde ingen regnet med! Wow!

klikklik. Kuuur!
Oppe over det blege vampyrbarn, der sidder på sin sædvanelige plads under birketræet, pipper fuglene ihærdigt. Lige meget hvor meget hun vender og drejer sit ynkelige hoved, kan hun ikke få øje på dem, deroppe. Men høre dem, det kan hun. Og hun er faktisk på grænsen til at nyde det. For det vækker lyse minder om dagene før sin forbandelse, og den gode tid med Renatika. to ting som hun savner noget så voldsomt.

Avias spinkle arme er foldet rundt om hendes ben, som hun har trukket op til sig. Nogle få af solens stråler når ned til i sumpen, men Avia gør det fornuftigste og holder sig fra dem.

I læ af sit birketræ.

Samson sad på en træstamme der var fadet i en storm. Den lå henover noget mudder, bandet med nogle græsstrå der lå fladt ned til jorden.
Han sad lidt og rodede med sig skæg, snurede det rundt med sin finger, mens han så tankefuldt udover søen.
Det skæg begyndte at irritere ham lidt.
Det skulle vel også snart til at kottes helt!
Der skulle være kommet en barber salon i landet, så hvorfor ikke tage hen til den, og få en forfriskning?

Samson havde ikke set Avia, men han kunne mærke, at der var en i nærheden.
Men han var ikke just interesseret i at finde ud af hvem det var der var nær.

I et rent tilfælde vælger alle fuglene at være stille på samme tid, i bare 5 sekunder, der dog lader Avia koncentrere sig om en fjern lyd af vejrtrækning, i stilheden. fuglene kvidrer igen. Man skulle tro at de var på det modsatte af hendes side. At de kun pippede for at gøre det sværere for Avia, at identificere en mulig fjende. Et vilddyr. En ulv?

"Atjuuuh"
Avias hjerte sidder oppe i halsen, da hun kommer til at nyse. Hun ved nu at ulven, hvis det er en ulv, vil kunne finde hende. Selvfølgelig har hun ikke brugt sin lille hjerne til at regne ud, at det ville den kunne alligevel, eftersom ulve jo har en god lugtesans. Men sådanne småting lægger hun ikke mærke til.

Samson vender hovedet lidt, da han hører nyset. Det var ren og skær for at se, om der var nogen fjender, da han jo havde en del af dem efterhånden.
Han får øje på Avia.
Samsons hud er så brun, at man næsten skulle tro, at han kom fra ørkenen.

Han hæver et øjenbryn ved synet af Avia.
"Hng?" kom det bare lavt fra ham, ude af stand til at kunne bedømme om hun hørte det eller ej. Men han var også ligeglad.
Hører hun det, så hører hun det, gør hun ikke, så kunne det være ret så ligegyldigt.

Eftersom Avias kolde hjerte allerede sidder oppe i halsen på hende, gør hun et nervøst hop. Hun kigger omkring, med skræmte øjne og får øje på Samson. Skrækslagent løber hun væk..


((Omg, sorry D: Jeg bliver nødt til at smutte... Hej >_< undskyld besværet))

Samson smiler bare ved synet af, at hun løber.
Hun var helt sikkert bange for ham, hvilket Samson nød.
I stedet for at folk nærmest sprang på ham, og måtte vise at han kunne slå hårdt tilbage.

Samson sad der i noget tid, og efter den rums tid, rejste han sig, og gik mod barberen, hvor han havde hørt at den skulle ligge.

Under træet, op af den hvide, ru bark, sidder en spinkel vampyr og slumrer. Hendes mund er halvt åben, og bevæger sig i takt med hendes vejrtrækning, der er unormalt rolig, for Avias vedkommende. Vampyren er iklædt en tæt uldkappe, i en lysebrunglig farve, dog med nogle få huller. På fødderne har hun noget der ligner vores verdens ballerinasko. Luften omkring hende er kølig, og det småregner.

Avia gør urolige bevægelser med sine øjenbryn og sin pande, og ser fortvivlet ud. hendes vejtrækning hører op en gang imellem, men begynder igen, efter lidt. Vampyren har tilsyneladende mareridt.

Avia siger nogle klynkende lyde, før hun åbner sine grønne øjne med et sæt. Noget vækkede hende. hun mener at have mærket en lettere rysten i træet, som var noget stor ramlet ind i det. Som sad noget i træet... I hendes træ! Egentlig en åndssvag tanke at hun skulle kunne eje det træ, både fordi hun hverken selv har plantet det eller set det vokset op, eller på nogen måde har evnen til at forsvare det imod folk og fæ, hvis de beslutter sig for at fælde det. Men træet har været hendes ven lige siden hun stak af hjemmefra, og eftersom hun ikke har så mange af dem, er det jo tydeligvis klogest at bevare, hvad bevares kan.

Istedet for at kigge op i træet, som ethvert intelligent individ ville have gjort, vælger hun at kigge rundt om det. Hun rejser sig med besvær op, grundet den fugtige jord, og kigger på den anden side af sit træ. Men der er intet. Kun sump og sump og sump. Egentlig en pæn sump...

Avia stivner. Hvis hendes hjerte stadig bankede blod igennem hendes blege krop, var hun sikkert besvimet af skræk. Hun retter ryggen op i noget der kunne ligne en akut choktilstand, da hun hører en stemme bag sig. En mandestemme. Forhåbenligt, ellers må det være en meget maskulin kvinde. Men det ville nu også have været bedre. Alt ville have været bedre, for hun kan på mandens stemme hører at han ikke lyder rar. Om det er fordomme eller ej kan så diskuteres. Hendes forvredne opfattelse af verden, forbinder ham bare med noget ubehageligt. og det er til trods af, hun ikke har vendt sig om endnu, for at lade sin øjne møde hans.. Hans kolde øjne. Hun kan høre på hans stemme at han har kolde øjne. Men det er måske for meget sagt, for så klog er hun slet ikke.

Avias ben ryster under hende, ikke som den behagelige blævren de begynder på, når hun træder ind i Hecate's tebutik, og studerer alle hylderne. Og de eksotiske dufte. Og Vampyren undrer sig over hvad hun laver ude i sumpen endnu en gang. Når hun ved at hun er sikker hos Hecate.

Avia tager en dyb vejrtrækning. Og én mere, men har svært ved at tage sig sammen til at vende sig om. Hun vil trodsalt hellere slås ned forfra, end bagfra. og det gør det ikke bedere at for hver gang han siger putte, føles det som et slag i hendes baghoved. En konstand påmidelse om den familie hun knapt nok havde. Sådan at bruge et så kærligt og varmt ord, med et formål der nok nærmere var det modsatte. Hun får kvalme.

Vampyren vender sig om, stiv i sine bevægelser, men alligevel hurtigt, da det pludselig går op for hende at det er dumt at stå med ryggen til, altid. Avias øjne møder hans. Et lyn går igennem hende, en blanding af fascination og frygt. Og nok alligevel mest det sidste. Med vaklende skridt træder hun tilbage, selvom hun nærmest ikke kan komme længere tilbage, grundet træet.

Avia ryster. Og hun bævrer. Over hele sin spinkle, underernærede krop, og læner sig op at træet bag sig. Det snurrer i hendes hoved. Kvalmen er der igen. Avias hænder knuger om barket, der flere steder smuldrer grundet råddenskab. Det overrasker hende ikke, da hun ved at træet er gammelt. Men hun havde vel nok, inderst inde, håbet at det ville støtte hende.. Man kan da heller ikke regne med nogen mere...

"Hold op med at kalde mig putte!"
Snerrer hun højlydt, men hendes stemme er næsten helt forsvundet i tavsheden, og det er en smule svært at høre hvad hun siger. Det lyder mere som en dyb snerren nede fra halsen. Inden længe er hun igen tavs, og det eneste der bryder stilheden er aftenens fugle, der pipper af oppe mellem de enkelte træers blade.

Avia følger hans øjne, i det han pludselig er i hovedhøjde med hende. Hun ved at en god måde at skjule sin frygt, er at se folk i øjnene. Men desværre er hun for bange til at se demonen i øjnene, og hendes blik flakker flere gange væk fra dem. I håb om at hun måske kunne få ham til at forsvinde, ved at ignorere ham. Men det ser ikke ud til at virke. Hvis ulve kunne lugte frygt, havde hun været omringet af dem nu. Så nem ville hun være at finde.

Avia synker dybt, selvom hun tydeligvis har besvær med det. Det er klumpen i halsen der næsten tager vejret fra hende, når hun bliver bange. Hun kender den alt for godt. Alligevel får hun dog vrisset;
"Jeg er ikke nogen putte. Og jeg er heller ikke interressant!"
Hendes stemme ryster, og det hele siger hun i en skingert toneleje, der tydeligt viser hendes nervøsitet. Med en smidig bevægelse får hun dukket sig ned til jorden, og skubbet sig selv væk fra Bledan. Hun giver en tilfreds lyd fra sig, før hun løber laaaangt ind i skoven

//OUT

Hvad kan man sige? Hun har ligesom været her før. Her, opad det velkendte, triste birketræ. Allermest har hun været her for at få fred og ro og nyde naturen og dens skønhed.
Avia kender stien herud, hun ved hvilke pletter man skal træde på for at undgå at få våde fødder. Men det er ikke engang nødvendigt nu hvor det hele er frosset til. Nu kan man bare vade over det hele som var det klippegrund. Så er det ligesom bare ikke så fantastisk hemmeligt og dragende mere.

Pigebarnet er iklædt en brun/grå uldbluse med lange ærmer og et strikhalstørklæde i sammen farve. Hendes bukser er let posede og strammede ind ved anklen, hvor et par sorte støvler overtager. Hendes sorte, pjuskede hår er dækket af små snefnug ligesom træerne over hende.
Avia mærker den bidende kulde i hovedet. Hun fryser ikke, tværtimod, hun er faktisk kommet løbende hertil. Hun havde brug for at løbe væk. Hun blev kontaktet af nogen der engang havde været til, men ikke var det mere. Avia plejer bare at løbe langt væk når den slags sker.
Avia holder sine hænder op foran sig og lader små snefnug dale ned på de gråblå fingre. Hendes håndflader er så kolde. Ikke engang snefnuggene smelter når de lander derpå.
Avia kigger op ved lyden af en ivrig kvidren og forundres over fuglene evige optimisme. Hun har fået fortalt at fuglene kun synger for at imponere det modsatte køn, men hun kan egentlig bedre lige tanken om at de synger fordi de er glade. Så virker det hele ikke så trist og gråt.

Avia skraber en smule sne væk fra jorden men må til sin skuffelse erkende at her ikke er noget at komme efter. Ikke en eneste lille vintergæk. De ligger under jorden og venter på at solen atter skal vise sig.

Renatikas åndedræt er tørt og langsomt. Men allermest koldt. Kun de halvgennemsigtige skyer af damp der står ud af hendes mund hver gang hun foretager en udånding bevidner om at der er den mindste rest varme tilbage i tøsen. Forfrossen snubler og trækker hun fødderne frem igennem den ankelhøje sne, gnubbende hænderne mod sine arme i et forsøg på at fastholde den smule kropsvarme hun har. Det er ikke nemt. Især ikke når det bliver sværere og sværere at finde tøj, mad eller logi nogen steder – Krystallandet er fattigt og mistroisk og det går kun ned af bakke. Til stor sorg for de nederste på rangstigen.
Hun stopper for en kort stund og læner sig udmattet op af en træstamme. For første gang i flere minutter åbner hun øjnene på mere end klem og orienterer sig. Sne. Sne, sne, sne og is, ikke andet end forfrossent vand og de uheldige, halvdøde planter der stikker op rundt omkring. Hun ved ikke engang hvor hun er. Hun er også ligeglad, så længe der ikke er en varm kro eller lade i nærheden er det ligegyldigt hvor hun befinder sig mellem Krystalbjerget og Tropalis. Lorteland.
Vaklende tvinger hun sig selv til at gå videre, trækker uldkappen tættere omkring sig og gør klar til at lukke øjnene igen for at skærme for den faldende sne og det blændende hvide, da hun får øje på en skikkelse foran sig. Det er ikke engang nødvendigt at spørge, hun ved hvem tøsen foran sig er. De to eneste personer hun regelmæssigt løber ind i er Avia eller Lucifer, og dem begge kan hun efterhånden genkende på lang afstand. Selvom hun ville ønske hun ikke kunne.
I et øjeblik overvejer hun at løbe væk. Dreje rundt på hælen og stikke af, uden at være helt klar over hvorfor. Et eller andet siger hende at hun ikke kan klare Avia lige nu, men om det er den forbandede vampyrisme eller bare faktummet at hun har et sted at bo og varmt tøj på kroppen skal hun ikke kunne sige. Måske gider hun bare ikke snakke med hende. Uanset hvad bobler en stærk trang til at vende sig og forsvinde op i hende, men forsvinder igen da det går op for hende at hun langt fra har energi til at løbe. Og lige nu er Avia sandsynligvis hendes bedste chance for at komme levende igennem dagen.
Sjovt. Engang var det omvendt.
”Avia,” mumler hun, men hendes trætte stemme kommer ikke langt og hun prøver igen, lidt højere, ”Avia.”

Hun stavrer et par meter på vaklende hen mod pigen og går så omkuld i sneen.

"Gå ud og find min bue, Asbjörn! Jeg er jo din gamle ven og du ved hvordan jeg afskyr sneen. Gå ud og find min bue, gamle ven, og du får en belønning."
Den typiske retarderede stemme, der oftest tages i brug for at latterliggøre andre mennesker, kunne høres på lang afstand. Ejeren var ikke ligefrem stille og rolig, og ligesom hans stemme afbrød sneens tydelige forsøg på at skabe stilhed og skønhed, bragede hans fodtrin også igennem jorden, så grene og is knækkede og hvinede under hans såler.

"Jeg skal nok finde din bue, Tobias, og når jeg gør, så får du den i røven, så du ikke vil kunne gå i flere måneder!"
Asbjörns stemme har ru og irriteret. Han bar sin sædvanlige påklædning, og slog om sig med begge arme, for at få banket blodt igang. Hans sko var gennemblødte efter den lange vandring igennem det kolde vejr. Han havde trukket den røde kappe, der som altid var kastet flere gange rundt om hovedet, op over næseryggen, så han fik noget varme i ansigtet, men det var alligevel tydeligt at han frøs. Det var ingen hemmelighed; hans tænder klaprede, hans hår var stift og den del af hans kinder der kunne ses, var røde.
Hans hår var næsten helt hvidt af sne og snefnug havde også angrebet hans øjenbryn samt alt hans tøj. Han følte sig som en omvandrende snemand, og var da også godt på vej til at blive en.
Sneen, der gik ham til anklerne, dækkede for sumpens rødder og planter, så det var praktisk talt umuligt for den store mand at bevæge sig rundt imellem træerne, uden at skvatte og glide. Han sørgede derfor for at løfte benene op over sneen, for hvert et skridt. Det hjalp lidt, men åbenbart ikke nok. Asbjörn fik sin venstre for viklet ind i en rod og i hans forsøg på at vride sig fri, kolliderede han med jorden. Normalt ville der lyde et bump, men sneen dæmpede jo alle lyde.

"Av for... Argh. Jeg skal tage en seriøs snak med det fjols der har indrettet det her sted," vrissede han. Det lignede ikke ham at være så arrig. Han skubbede sig selv op at sidde og fra sin nye position, lidt under grenene, så han pludselig en skikkelse ligge i sneen.
"Hvad i...?"
Han satte af fra jorden og forsøgte at løbe hen til kroppen. Han havde ikke balance i kroppen og det resulterede i at hans løb nok ikke kun så kejtet ud, men også endte med at få ham kastet i sneen. Igen.
Efter en del banden og et par rolige åndedrag, rejste han sig igen og kom denne gang helt hen til barnet der lå i sneen.
Hvad laver børn dog også udenfor i sådan et vejr?

Avia får øje på Renatika før Renatika får øje på hende. Hun siger ikke en lyd, men ser blot afventende på hende. Renatika der stadig kan dø af kulde. Det fjols! Hun er jo dybfrossen! Hvad laver hun overhovedet her ude? Dette er slet ikke et sted at være. Avia klør sig monotomt i håret. Hun har jo flere gange sagt til hende, at hvis hun ville kunne de snakke med Hecate. Hun kunne sikkert godt bruge endnu en assistent. Så kunne Avia og Renatika sammen blive oplært i teens tegn, de kunne dele værelse, de kunne grine og, og.
Avia bliver afbrudt da Renatika tager kontakt til hende. Et svageligt råb bryder stilheden. Avia rejser sig hurtigt op. Selv herinde imellem træerne fyger sneen en smule og Avia kigger ned i jorden for ikke at få sneen i øjnene, alt imens hun bevæger sig imod sig faldne ven. Langsomme skridt, nænsomt henover jorden og opmærksom på ikke at falde, som en mand gør det ikke langt fra hende. Hun opdager det ikke for bare sne og træer.

Da hun står få meter fra Renatika kaster netop denne mand sig pludselig imod dem, og lander tæt ved hendes veninde. Avia springer tilbage og står varsomt med blikket hvilende på fyren. Hun tøver før hun famlende finder sin kniv i inderlommen. Ikke for at tage den ud derfra, bare for at holde om den hvis det skulle blive aktuelt.
Avia hører ting inde i sit hoved. Alt det man kunne sige i denne situation, alt det man kunne gøre. Alt det man kunne nå. Det drøner frem inde i hendes hoved men bliver derinde. Alle de ting hun ville ønske at hun var modig nok til at gøre.
Avia træder atter et skridt tilbage, men holder blikket på manden.

For et kort øjeblik virker sneen næsten blød og varm. Som en dyne, en behagelig madras og Renatika får lyst til at lægge sig til at sove. Bare lige en smule. Hun gider heller ikke gå mere, og snedyngerne er nok det tætteste hun kommer på en seng lige foreløbig. Lyden af Avias forsigtige skridt hen mod hende virker underligt beroligende, som en eller anden form for underjordisk musik, og tanken om jordfolk og trolde strejfer kort Renatikas sind, men giver hende ikke mere lyst til at rejse sig. Kun sove.
Da snefnuggene begynder at smelte mod hendes middelvarme hud og gøre det i forvejen fugtige tøj endnu mere vådt ombestemmer hun sig dog.
”Pis og lort,” mumler hun nede fra det halvsmeltede isvand og hæver sig op på svage og bævende arme, ”Pis og lort og død og helvede.”
Bandeordene fosser ud i rigt mål i takt med at tøsen får kæmpet sig op at sidde på knæ og det tager hende længe om at få samlet tankerne nok til at danne sig et overblik over situationen. Kroppen ryster let under det våde uld- og lærredstøj der uden tvivl har set bedre dage – det var nu heller ikke ligefrem nyt da hun skaffede det.
Over deres hoveder navigerer en flok fugle tappert igennem snefaldet, cirkulerer omkring dem mange meter oppe. Af uforklarlige årsager føler Renatika sig dybt irriteret over deres skræppen, og hun læner hovedet tilbage i et forsøg på at stirre dem bort eller bare få dem til at forsvinde med tankens kraft. Tydeligvis uden held. I stedet vælger hun at lade sin irritation gå ud over Avia.
”Er du kla- Hvad pokker er der med dig?” hun afbryder sig selv ved synet af den chokerede vampyr over for sig, nervøs og med hånden på hvor Renatika ved hun gemmer en kniv. Der bliver ikke ventet på svar før vagabonden med en bange anelse drejer hovedet i retning af Avias blik. Den frosne krop kommer pludselig omdrejninger da hun bliver klar over den fremmedes tilstedeværelse, og overrasket flyver hun halv meter tilbage og, modsat Avia, er hun ikke sen til at trække sin kniv og holde den beskyttende op for an sig. Normalt ville hun nok have været bare en anelse mere diskret. Men hun har trods alt været i et nervøst humør på det seneste.