Aidan står med leen i hænderne og ser helt forbavset og fortabt ud, efter han hun har omfavnet ham. Derfor tager det også lidt tid, før det, hun siger, trænger helt ind i hovedet på ham. Han ryster voldsomt på hovedet for at klare sine tanker.
”Øh… jo, sandelig,” siger han og rækker forfjamsket hendes le til hende; den må hun virkelig have savnet at dømme efter den måde, hun så ihærdigt forsøgte at få den tilbage på. ”Her, du må hellere få den tilbage nu.”
Han bemærker, hvordan får kuldegysninger, og ligger hovedet let på skrå med et bekymret udtryk i sine krystablå øjne.
"Hvad er der galt? Er du ved at blive syg?" spørger han med en lille rynke imellem sine øjenbryn, som dog ikke kan ses, fordi han hår dækker halvdelen af hans pande. Han kan ikke rigtigt se nogen anden grund til, at hun skulle få kuldegysninger, for det er jo ikke koldt eller noget.

hun tager imod sin le, og holder den i et stramt greb. Hun vil ikke risikere at miste den igen. Det ville hun ikke holde til.
"Tak" siger hun, og ryster så på hovedet. hun tænker sig lidt om. er det mon smart at fortælle ham om tetrez? hun bider sig let i læben, før hun svarer;
"Nej jeg... jeg kom bare til at tænke på en drøm jeg havde i nat... eller snarere et mareridt" hun trækker på skuldrene, og smiler skævt. Hendes blik falder endnu engang på hans tænder, og hun tillader sig selv at spørge ham om det hun har villet hele dagen.
"Aidan... hvad er du for en? jeg mener, der er jo så mange eksistenser her i landet.. er du af en speciel race?" siger hun, og berører forsigtigt leens klinge med fingerspidserne...

”Okay,” mumler han, men det bekymrede udtryk forlader ikke helt hans ansigt. Det må have været noget af et mareridt, siden hun stadig er plaget af det. ”Det lyder ikke så rart. Jeg hader at have mareridt.”
Hans blik søger ned imod leen, som hun holder i sine hænder. Han vil så gerne have svar på, hvad hun er for en, men han tør ikke spørge hende. Sæt hun nu bliver fornærmet over det. Han kan tydeligt huske hendes ansigtsudtryk, da han for noget tid siden havde kigget på hendes vinger, og hvordan hun havde sukket over det.
Så da hun spørger, hvad for en race han er, må han kigge op fra klingen med et overrasket udtryk i ansigtet.
"Ja, der er mange eksistenser her i landet," siger han. Et lavtmælt suk høres fra ham, idet hans blik søger væk fra hendes. "Jeg er en vampyr."
Og det er bestemt ikke noget han er stolt af at være. Han har aldrig selv ønsket at være sådan en modbydelig skabning, en myg, der bliver nødt til at bide andre for at drikke sig mæt i deres blod.

Hun betragter hans betagelse af leen. det var meget forskelligt hvordan folk reagerede på det store redskab- nogle flygtede straks, andre var mere interesserede ligesom Aidan.
"Vampyr?" siger hun blot, og nikker. Så var det derfor han havde det så slemt i solen. hun fugter tavst sine læber, og et lillebitte smil spiller på dem.
"Hey... det er ikke noget at være flov over. Hvis der er et liv at være flov over, må det være mit" hun mærker hans længsel efter at finde ud af hvad hun er, og sukker. ikke på grund af ham, men på grund af at det er en lang historie hun snart skal til at fortælle. I sit hoved gennemgår hun hvert et ord, hver en sætning.
"Kom" siger hun, og går ind i skyggen fra broen.
"Jeg vil fortælle dig noget, som jeg aldrig har fortalt nogen før. Fordi du hjalp mig, selvom du ikke vidste hvem jeg var" hun bider sig i læben, og ser afventende på ham, for at vide om han overhovedet vil høre historien. den er ikke just rar.

Han følger med hende ind i broens skygge, nysgerrig efter at høre, hvad hun vil fortælle ham.
Da han får øje på hendes afventende blik, nikker han let.
"Bare tag dig god tid," siger han, eftersom hun jo tøvede lidt.
Han læner sig op af broens mur. Den er dejlig kølig, fordi den er i skygge og ikke har set solens lys hele dagen, og virker nærmest beroligende imod hans ryg. Han kan meget bedre lide kulde end varme og sollys.

((Det blev lidt kort men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive.))

Hun tager en dyb indånding. det er ikke mange der kender til hendes historie, en historie hun bestemt ikke er stolt af. Trods det kan hun huske det som var det igår.
"Jeg var yngre, sårbar, og et let offer. Jeg havde få venner, og de venner jeg havde, forandrede mig. En dag fik jeg bare nok af det hele. Jeg... jeg dræbte dem Aidan. Mine egne forældre! Bagefter... jeg glemmer aldrig deres udtryk i øjnene. koldt og dødt. Jeg føltes mig så alene, fortabt, og opgav at leve mere" hun holder en pause, hendes øjne er blanke. det er trodsalt et følsomt emne for hende.
"Men skæbnen ville mig noget andet. Satan ville mig noget andet. Han gav mig disse vinger, og leen her. Han sagde, at jeg skulle lære at elske et andet menneske. først der slipper jeg af med dette" hun sukker, og ser afventende på ham. hun er bange for hans reaktion, bange for at han flygter fra hende.

//FRYS fra og med næste indlæg ^^

Aidan betragter hende med et par øjne, der bliver mere og mere spærret op af overraskelse efterhånden som hun får fortalt sin historie. Han knytter sine næver hårdt, men han flygter ikke, selvom han godt nok er blevet noget forskrækket over at høre hendes historie. Men han gav hende jo selv lov til at fortælle den. Han trækker vejret dybt ind, før han siger, så roligt han kan:
"Det... er jeg ked af at høre."
Er det virkelig det eneste, han kan sige til det? Nu står hun der med blanke øjne og fortæller ham noget, som hun aldrig har fortalt andre før, og er det eneste, han kan sige, noget der er så dumt!
Han trækker igen vejret dybt ind og ryster på hovedet.
"Du... er ikke den eneste, som har dræbt et familiemedlem," siger han. "Så... du behøver ikke at føle dig så fortabt og alene."
Og det siger han, selvom han godt ved præcis, hvordan det føles at dræbe nogen, som man holder af!

((Jeg skal logge af nu. Kan vi fryse? ^^ Hvis ikke kan du bare gå, for jeg bliver nødt til at logge af nu :/))

Hun mærker hans frygt, lige så tydeligt, som hvis han stak af. men et lille håb breder sig i hendes krop, da hans ord trænger ind.
Du er ikke den eneste der har dræbt et familiemedlem hun spærrer øjnene op, og ser på ham. var han i samme situation? og hvis han var, hvorfor slap han så så let over det? Hvorfor skulle hun trækkes med en kæmpe le, og vinger, der skræmte alle og enhver væk? hvorfor skulle hun have en psykopat af en bror, der gav hende mareridt hver nat? og mest af alt; hvorfor kunne hun ikke lære at elske et andet menneske? Det havde været tæt på med Live, men skæbnen ville dem åbenbart noget andet, for krigen bredte sig hurtigt, og håbet om at se Live igen blev mindre og mindre...
"Det.." glæder mig at høre at jeg ikke er den eneste? nej..
"Det gør mig ondt. Døden er altid hård..." hun kan ikke få sig selv til at bede om historien. Han ved hvordan hun har det, og det er egentlig også nok. hun synker en klump i halsen. hele stemningen synes pludselig lidt mærkelig for hende. hun ser ned i jorden, hvor en lille blomst er skudt frem. årets første rigtige forårstegn. Hun smiler let, og puster lidt hår væk fra øjnene.
"Er du sulten?" spørger hun pludselig, men kommer straks i tanke om, at han jo nok spiser noget liiiidt andet end det hun kunne tilbyde. eller gør han? hun kigger på sin pulsåre, hvor blodet pumper rundt. Kunne hun få sig selv til det?

Aidan skæver lidt til hende, da hun spørger, om han er sulten. Men så ryster han på hovedet, og kigger igen ned i jorden.
"Nej," siger han, selvom det ikke er helt sandt.
Hans blik fanges nu også af den lille blomst, der ser ud til først lige at være sprunget ud. Det er egentligt utroligt, at den stadig kan blomstre selvom der er krig og alting virker så mørkt. Men det er åbenbart ikke den slags ting, der skal forhindre blomsterne i at springe ud. Han havde godt set, hvor mange vintergækker og anamoner der allerede var sprunget ud ved skoven, sidste gang han var der. Og det var mange.
Han trækker sin jakke lidt tættere om sig og kaster igen et hurtigt blik op på Life.

((Det blev... godt nok kort))

Life slipper sit håndled med blikket, og bevæger det igen op på Aidan.
"Er du sikker? for hvis det afhænger af etik og moral, så skal du ikke tænke på mig. Du accepterede mig og min baggrund, og jeg accepterer dig." siger hun, og sender ham et let smil. Han skulle endelig ikke føle sig trængt op i en krog, på grund af hende. Så hellere at han bed hende. Hun hader at gøre folk dårligt tilpas.
Fallafax's skridt giver genlyd, da han skridter under broen. Han puffer til Life, som for at sige; Hey! vi skal ud på markerne! jeg er sulten!
Life klapper ham saligt, og han pruster, og bøjer hovedet ned efter noget spiseligt. et par bidder efter er den lille forårsblomt væk.
ak ja tænker life. det må være det man kalder livets cyklus

((en smule... kort? XD))

Aidan nikker bestemt.
"Ja, jeg er helt sikker," siger han og smiler let.
Han kunne da aldrig nogensinde få sig selv til at bide én, hvis navn han kender. Og da slet ikke Life, efter alt det hun har gjort for ham. Så hellere bide en totalt fremmede, selvom han ikke bryder sig om tanken. Han hader at bide andre, men han bliver jo nødt til at gøre det, hvis han vil overleve.
Han betragter Lifes hest, der giver sig til at spise, og han smiler skævt, da den lille blomst forsvinder i hestens gab. Det var et kort liv, den lille plante havde - ikke engang et helt forår holdt den.
"Din hest er vist sulten," siger han.

((Mit blev ikke meget bedre XD))

"nåh" hun forholder sig i tavshed. hvad var der at sige? 'så må vi vel skilles, siden du ikke vil bide mig, forståeligt nok?' nej vel? så hun holder sin mund. det havde hun altid lært, selvom hun ikke altid er lige god til det.
"Ja, han har jo også været på hårdt arbejde. Jeg må hellere ride ham tilbage, snart" siger hun, og Fallafax pruster enigt. et lille suk forlader Life. Hun har egentlig ikke lyst til at gå fra Aidan, han er den første der rigtigt forstår hende. Men, må hun erkende, der er ikke så meget at gøre ved det. Mørket sænker sig efterhånden over byen, og i et land med krig er det bedst at være hjemme om aftenen. Hun tænker på sin brors offer igår, og sukker. Den kvinde brød nattereglen, og det måtte hun bøde for...

((vi er kommet ind i en kortheds-periode *cries* ))

Aidan smiler lidt.
”Ja, han har jo optrådt foran hele hovedgadens befolkning,” siger han og betragter den prustende hest.
Hele hovedgadens befolkning og en masse af mørkets riddere. Han skæver op imod hovedgaden, hvor der efterhånden er blevet tynget lidt ud i folkemængden. De fleste almindelige mennesker er vel på vej hjem nu, sikkert for at komme i ly for mørket, der er ved at sænke sig, men tilgengæld er der så kommet flere mørkets riddere til. Aidan kan tydeligt se deres sorte støvler imellem alle de andre menneskers ben.
Han kaster et hurtigt blik op på himlen, der bliver mørkere og mørkere for hvert minut der går. Det kan godt være, at alle andre gerne vil væk fra mørket, men det vil han ikke. Det er i mørket at han føler sig bedst tilpas. Der kan han bevæge sig rundt uden at blive forhindret af sollyset, som han ikke så godt kan tåle. Det er en af de mest triste ting ved at være vampyr - han kan ikke nyde solskinsdage, ligeosm han altid plejede at gøre.

Lyden af skridt dør ud, som flk kommer hjem. Et inferno lyser himlen op i det fjerne, og mørkets ridderes lavmælte mumlen breder sig. den har nok hele tiden været der, men nu hvor folkemængden er tyndet ud, høres deres mørke, let rustne stemmer mere.
Life sukker, og sætter sig op på fallafax i én flydende bevægelse. skønt hingsten måler 170 cm i ryggen, er det ikke noget problem for hende at komme op på dens ryg. hun klapper den, og skæver til Aidan.
"Vi må se at komme hjem, min dreng og jeg. Tak for hjælpen Aidan" hun laver en tofingret gestus til ham og smiler, før hun slår klik med tungen, og skridter Fallafax væk derfra.
"Pas nu på med solen!" griner hun, og ser sig bagud. hun kan nu kun se Aidans silhouet, og smiler sagte.
"Det var så aidan" mumler hun for sig selv, og sætter fallafax i trav, væk derfra...

//OUT

(det var hyggeligt at skrive :] )