"Altså, nej. Altså. Jeg bor ganske alene. Jeg har rejst meget rundt de sidste par år, men nu bor jeg fast. Og helt alene"
Alt sammen siger han med et let blik i øjet. Han kvæler et gab bag sin skællede hånd.
Han bemærker at hun kigger lidt på ham, og retter hovedet en anelse op. Måske for at se lidt mere stolt og værdig ud. En pludselig rumlen opstår i hans mave, og han kigger overrasket ned på den, lettere genert. Han var sulten. Indtilvidere havde han ikke bemærket det, ikke før nu. Det var også på tide at komme hjemaf, syntes han. Han ville egentlig gerne invitere hende Cennet med hjem på en omgang salat, men syntes ikke at han kendte hende godt nok. Istedet valgte han bare at give hende et venligt blik og et nik med hovedet, og sagde;
"Jeg må til at forlade Dem nu, Cennet. Det har været en fornøjelse at snakke med dem, og lære Dem at kende. Pas nu godt på Dem selv, jeg håber at møde Dem igen!"
Étienne forsvinder over imod beboelseskvarteret. Snart forsvinder også lyden af hans kløer imod brostenene og halen der slæbes efter dem.
- 27årig, kulturinteresseret leguanfyr med kronisk dårlig hukommelse