Ares mærkede Fareeds fingre mod sin hånd, den stille hentydning om, at han skulle slippe, og gjorde det uden modstand. Med dét mærkede han sig selv svimle ved kanten af endnu en følelse, hvis afgrund han ikke havde lyst til at kigge ned i. Alligevel virkede han hjælpeløs over for den.

Der er ingen grund til, at vi fortsætter her, vel. En muskel arbejdede ved Ares' kæbe, men han løftede ikke blikket. Fortsætte.

Ja. Det var jo dét, han var her for. Han skulle spille sin rolle. Være Fareeds perfekte lille objekt, som prinsen kunne placere, pynte på og lege med, som det passede ham. Omsorgen havde været kortlivet. Ikke engang et overgreb kunne tilsyneladende udsætte det, Fareed yndede at bruge ham til.

Ares orkede det ikke.

"Det har De ret i," svarede han så neutralt, som han kunne formå, selvom resignationen lå tungt i ham. Slavekvinden var allerede begyndt at klæde ham på, og Ares lod hende gøre det uden at sige mere. Han stod bare stille, mens lag efter lag dækkede huden igen, alt for opmærksom på Fareeds tilstedeværelse i rummet uden én eneste gang at søge hans blik.
Til sidst trådte kvinden tilbage og præsenterede ham for prinsen, som var Ares endnu en ting, der skulle godkendes. Tøjet dækkede omtrent lige så meget som det, han havde haft på sidste gang, blot i andre, varmere nuancer.

Ares lod blikket hvile et sted omkring Fareeds bryst frem for hans ansigt. "Hvor vil De have mig?" spurgte han.

Hvad var det? Ændringen i humøret af Ares gik ikke forbi Fareed, og han kunne ikke helt lade vær med at spænde kæben en lille smule i misfornøjelse over at Ares ikke forstod hvor meget Fareed i forvejen tog hensyn, hvilket i det store hele måske ikke var meget, men det var meget for en mand for Fareed, som var vant til at alle bare bøjede sig for hans fødder, om de havde nogle problemer med det eller ej.

Så den lille misfornøjelse havde fået arbejdet sig godt ind, som Ares blev iklædt tøjet og alt det grimme langsomt blev dækket til, så Fareed endnu engang havde noget smukt at se på, og med et lille kast med hovedet bad han slaven om at forlade dem.
Hans finger fandt Ares' hage under sløret, stadig blidt, men dog væsentlig mere bestemt som han tvang Ares' blik lidt op så han forhåbentlig kunne fange det.

Han kunne ignorere det hele, og bare forsætte med hans plan, som allerede var blevet lavet om flere gange end han syntes om, men alligevel var der noget i ham der bad ham om at spørge. "Hvad er nu problemet?" Måske ikke de mest omsorgsfulde ord, som der var den flig af bebrejdelse i dem. Fareed kunne tydeligvis ikke helt forstå hvor stort et overfald det måtte have føltes overfor Ares.

Os. Mig. Den her forfærdelige situation, som hele grundlaget mellem Fareed og Ares langsomt og nervepirrende var begyndt at udvikle sig til. Det var problemet.

Hvorfor kunne prinsen ikke se det?

Alt det kunne Ares selvfølgelig ikke sige. Så i stedet blev han svar skyldig og trak ganske let på skuldrene. Han var efterhånden blevet så vant til Fareeds tag om sit ansigt, at han helt naturligt fulgte med, da hagen blev løftet. Ingen grund til at kæmpe imod eller modsætte sig det mere end nødvendigt.

Et øjeblik dvælede de gyldne øjne ved Fareeds bebrejdende stålgrå blik.
"Jeg er vel bare..." Ares tøvede og ledte febrilsk efter vejen tilbage til sit sædvanlige tørre lune. Fareed skulle for alt i verden ikke begynde at grave dybere i ham og finde alle de skeletter, Ares så omhyggeligt forsøgte at holde begravet.

Mundvigen trak ganske svagt.

"... utålmodig."

Der var noget Ares ikke sagde, Fareed var ikke blind for det, som de stod her alene og det eneste der lød var slavekvindens stille skridt der var på vej væk. Især fordi det her var et af de øjeblikke hvor det ikke bare var begæret der fyldte mellem dem. Overfaldet havde fjernet den del for en stund, så Fareed faktisk kunne tænke klart omkring Ares.
Men Fareed ønskede heller ikke at grave, ikke når Ares stod der og sagde han var utålmodig. Som han også så gerne ville have Fareed, noget der gik underligt ind i Fareed, som intet andet havde.

Det trak endelig lidt i mundvigen på Fareed, et mildere smil, og han trådte hen til Ares igen, og lagde sine hænder på Ares' hofter. Hans krop var i sandhed et mesterværk, noget der kun kunne værdsættes når han havde tøj på som dette.
"Det er du ikke ene om," hviskede han. "Jeg har tænkt på hvor godt vi så ud sidste gang. Vi var i sandhed så smukke." Hans fingre lavede nogle små cirkler på hofterne, stoffet heldigvis tyndt nok til at Ares burde kunne mærke det.

"Men først, skal jeg lige vide..." Han løftede sin ene hånd, og lagde den så mod Ares' mave og pressede lidt ind. Tydeligt ikke for at skade Ares men mere for at tjekke den fysiske respons. "Gør det ondt?" Det ødelagde nogle af hans planer hvis Ares havde for ondt, men så måtte de bare ændre hvad de skulle lave. Derfor kiggede han også ind i Ares' øjne for at være sikker på at han ikke missede det mindste tegn på at det gjorde ondt.

Langsomt trak Ares vejret ned i lungerne, da Fareeds hænder fandt hans hofter. Selv gennem klæderne kunne han mærke fingrene tydeligt, som de bevægede sig i små, sirlige cirkler over stoffet.
Og så var han tilbage. Dén Kazimiprins Ares efterhånden kendte så godt. Ham med sin sjofle, honningbløde mund og den tætte hvisken, der havde en irriterende evne til at sætte hans blod i brand.

Vi var i sandhed så smukke.

Det trak svagt i Ares' mundvig. "Så er det forkert at påstå..." begyndte han mildt og lod det gyldne blik finde Fareeds. "... at De har savnet mig?"
Ordene var flirtende drilske, men på en måde han aldrig rigtig havde talt til Fareed på før. Den sædvanlige trods kunne han ikke helt finde frem i dag. Den nerve var blevet drænet tidligere, og Ares havde ikke kræfter til at grave efter den.

Men først skal jeg lige vide...

Ares så undrende på ham. Vide hvad? Blikket fulgte hånden, der forlod hans hofte og i stedet lagde sig fladt mod maven, og brynene gjorde et lille, forundret ryk. Ved det prøvende tryk kneb Ares modvilligt øjnene en smule sammen.

"Ikke meget," svarede han. "Det er ømt."

Savnet var så stort et ord, men Fareeds krop havde i sandhed manglet Ares i sin seng, og hvis han tanker var vandret flere gange i tiden mellem de sidst havde set hinanden, så kunne han måske ikke helt benægte det, selvom det var det fysiske af hvad de havde gjort. Det var måden Ares altid lænede sig ind i ham, eller hvordan han selv blev så desperat når det virkede til at deres kroppe kun var en person.
"Jeg har savnet, hvordan du føles i mine hænder," hviskede Fareed, eller måske også hvordan Fareed havde følt sig i Ares' hænder. Det var irrelevant hvilken vej, for det var hele Fareed ønskede i hans krop. Ikke at Ares behøvede at vide hvordan han nogle gange havde vågnet op om morgenen med Ares i tankerne, for at en slave så skulle tage sig af ham.

"Måske vi bør lade vær med at overanstrenge dig alt for meget så," sagde Fareed lidt eftertænksomt, som hans fingre gled over de hårde muskler gemt bag klæderne i stedet for. "Ikke hvad jeg havde i sinde originalt, men jeg kan være fleksibel," sagde han, inden han lænede sig helt ind, så han kunne hviske ind i Ares' øre. "Måske jeg skulle gøre det samme for dig, som du gjorde for mig i slangehaven." Han skrabede sine tænder mod Ares' øreflip, et selvtilfreds smil på hans læber.

Ares lavede et velvidende rul med øjnene, men der var intet hånligt over det. Snarere en jeg burde have vidst det-energi over ham. Jeg har savnet, hvordan du føles i mine hænder. Mhm-hm. "Godt at vide..." hviskede han tilbage og priste sig lykkelig for, at han kunne distrahere sig selv lidt fra det, der var sket.
Det burde ikke engang have påvirket ham så meget. Ares burde efterhånden have vænnet sig til den slags, men det var første gang, han var blevet fundet af én, der betød noget. Tanken nåede knapt nok at bundfælde sig, før Ares skubbede den fra sig igen.

"Jeg har heller ikke kunnet glemme Deres hænder," tilføjede han i stedet.

Fareed betød ikke noget. Kun problemer.

Det var svært ikke at lade sig kue en smule under de rare berøringer. At blive strøget sådan over maven føltes beroligende, og Ares kunne ikke lade være med at blive irriterende nysgerrig efter, hvad Fareed egentlig havde haft i sinde. Den mand måtte efterhånden have snesevis af fantasier, han åbenbart havde tænkt sig at udleve med Ares.

Alle tankerne tyssede dog ned og gjorde plads til Fareeds intime hvisken. Ares lukkede øjnene et øjeblik, og læberne skiltes svagt ved kuldegysningen fra tænderne mod øret, der prikkede videre ned langs kæben. "Mh... ja?" Slangehaven. Så Fareed ville ride ham? Det lød ikke dårligt. Ares havde ellers ikke synderligt været i humør til andet end at sove det hele væk, men prinsen havde bare den effekt på ham. Åbenbart...

Hans hånd gled om på Fareeds lænd og blev liggende dér, mens han lænede sig en anelse tættere på.
"Hvorfor står vi så stadig her?" hviskede han luftigt.

En let latter undslap Fareed, som han kunne høre Ares' utålmodighed i at stå her. Måske Ares ikke var klar til særlig meget, men det ville i hvert fald være nok, nu når Fareed havde savnet ham, på hans egen bizarre måde. Nogle gange ville Fareed virkelig bare ønske at han kunne købe Ares og bare beholde ham her, til når han havde behov for ham, men selv i et område som Rubinien var der trods alt love.
"God pointe," hviskede han, inden han tog Ares' hånd, og lod deres fingre flettes, som han begyndte at hive Ares med ud af rummet, for at finde hans eget værelse.

Værelset var trods alt lige i nærheden, som han hev Ares med ind, og døren blev solidt lukket i bag dem, så hvad end der skete kun var for deres ører og øjne alene. Fareed kunne allerede mærke forventningen bygge sig i ham, som om at det faktum at han skulle passe lidt på Ares, næsten begejstrede ham over det hele. Så han skulle arbejde lidt for det selv. Det var ikke ofte han var i humør til dét.

Han puffede Ares mod sengen, som han gav endelig gav slip på hans hånd. "Sæt dig til rette," sagde han, og lod ikke engang Ares være den der tog tøjet af sig, som han selv løsnede sine rober for at lade dem glide ned på gulvet. Jo færre lag han kunne have på, når han skulle mødes med Ares, jo bedre var det, for så var dem adgang. Måske det også sagde noget om hvorfor han blev ved med at tilkalde Ares.

Hvad der var skuespil, og hvad der ikke længere var, begyndte langsomt at flimre i kanterne af Ares' sind. Latteren bragte ham ud af fatning, og et øjeblik så han det hele udspille sig i et andet liv; et hvor Fareed var en helt almindelig mand med et helt almindeligt liv, og hvor Ares kom til ham af egen fri vilje. Afstanden mellem deres rang syntes at formindskes, når prinsen lo så oprigtigt og flettede sine fingre med Ares' frem for at gribe hårdt fat og trække ham med sig.

De gyldne øjne dvælede ved deres hænder. Ved hvordan Ares' egne fingre fandt sig så naturligt til rette mellem Fareeds, mens han lod sig føre med, som var de to elskende, der stak af sammen.
Det tjente ham bedre at forestille sig, at Fareed gjorde den slags med alle. Med alle sine slaver og tjenestefolk var Ares sikkert bare én ud af mange.

Men Fareed slap ikke hans hånd. Ikke før de var alene på værelset.

Det opfordrende puf fik Ares videre mod sengen, hvor han satte sig med benene ud over kanten. Blikket hvilede forundret på Fareed, med en mørkere dybde gemt deri, da prinsen begyndte at klæde sig af. Fingrene gravede sig lidt længere ned i lagenerne, men Ares kunne ikke få sig selv til at se væk. Ikke når Fareed helt af sig selv stod og smed lagene foran ham.

"Mhm..." Det trak svagt i hans mundvig. "Kom tættere på og giv mig et show." Ares spredte benene en smule og gjorde plads til, at Fareed kunne træde ind mellem dem, mens han lod blikket blive på ham. Han ville se hvordan hver lille muskel arbejdede under prinsens varme hud. 

Fareed lod sig selv træde tættere på Ares som tøjet var blevet smidt, og kiggede ned på ham. Så smuk han var, hvad han ikke ville give for at kunne sørge for at Ares var ligeså smuk uden tøj. Hvordan det ville føles med den varme hud mod hans egen. At kysse hver en lille centimeter af ham. Forgude den stærke, fregnede krop. Han ville bruge timer på det, men... det var en umulighed, så han måtte tage hvad han kunne.

"Jeg vil give dig et show," hviskede han, og lod sine fingre løbe gennem Ares' krøller, nu når han endelig havde højde fordelen mellem de to af dem. "Eller skal jeg lige få dig startet, inden jeg gør mig selv klar til dig?" spurgte Fareed. "Hvis du ikke tror det er nok at se mig foran dig, åbne mig langsomt op, mens alt jeg ønsker er blot at blive klar, så jeg kan tage dig i mig. Det er selvfølgelig kun at se på." Det sidste var næsten hviskende.
Han havde lyst til at give Ares et show nemlig. Det øjeblik det gik op for ham, at det nok var bedre at ride Ares, var det som om at muligheden bare havde åbnet sig for hans sind. Tanken om at Ares kun kunne fokusere på ham og hvor meget han ville røre ham. En smuk tanke.

Ares mærkede en spindende varme brede sig gennem kroppen, da Fareeds fingre gled ind mellem krøllerne og legede dér i behagelige strøg. Prinsen måtte gerne blive ved. At blive kælet for var noget, Ares aldrig ville blive træt af, og blikket løftede sig mod manden foran ham, mens han betragtede ham gennem de tykke vipper.

Hvorfor skulle han være så... god ved ham.

Han tiltede hovedet en anelse ind mod hånden for at søge mere af berøringen, nærmest som en berøringssyg kat.
"Jeg vil gerne se Dem." Han huskede stadig, hvordan Fareed havde set ud i spejlet sidst. Desperat, på kanten og fuldstændig ødelagt under Ares' hænder. Han ville gerne se det igen. Se hvordan desperationen langsomt slog revner i prinsens kønne ansigt og samtidig trak Ares selv længere og længere ud mod kanten. Høre prinsen tigge efter ham, mens han rørte ved sig selv. 

"Se, men ikke røre..." De gyldne øjne vandrede over Fareeds stærke fysik, næsten ærbødigt nu hvor fingrene ikke måtte følge med. Det lille smykke ved brystvorten fangede atter hans blik et øjeblik, inden det langsomt bevægede sig op til Fareeds ansigt. "Forstået." Et rystende suk slap fra Ares, og øjnene blev tunge af forventning.

"Og hvad hvis..." begyndte han, inden blikket flakkede kort ned mellem dem igen. "... jeg vil røre ved mig selv?" Vipperne blafrede let ved tanken, før han igen så op på Fareed.

"Tillader De det?"

Fareed kunne mærke hvordan luften blev tyk mellem dem, som forventningen steg. Det her havde været det rigtige valg. Han ville have de gyldne øjne på sig, tiggende efter sig, som han vidste de ville være, for han vidste trods alt godt hvordan han så ud når han gjorde det selv. Som en stor buffet som Ares ikke måtte sætte tænderne i før Fareed tillod det. En magt Fareed næsten ikke kunne stå for.

Smilet spredte sig på hans læber, som Ares spurgte om han selv måtte gøre sig, og hvor fristende det var at lade Ares tage sig selv i hånden og virkelig nyde synet, så kunne han jo ikke have at Ares kom for tidligt vel?
Så Fareed lænede sig ned, bøjede sig over Ares, blot for hviske ham drillende i øret. "Nej. Hvor meget end jeg ikke kan komme af mine egne fingre, kan du heller ikke. Du skal bare se mig vride mig af nydelse, som jeg gør mig klar, velvidende at du ikke må røre dig selv eller mig, før jeg er klar." Og så gav han slip på Ares.
"Længere ind. Der skal være plads til mig... især hvis du gerne vil se mig fra begge vinkler." spejlet gjorde det trods alt belejligt, og hvis der var noget Fareed elskede, så var det at se sig og andre i spejlet når man gjorde det. Man fik lidt flere vinkler på den måde.

Nej.

Det var umuligt ikke at høre smilet omkring prinsens læber. Ares mærkede hårene rejse sig overalt under det tynde, lette stof, han var blevet klædt i, mens ordene faldt som nænsomme, men altopslugende stød. De bredte sig som en vulgær strøm gennem ham i takt med de billeder, Fareed plantede i tankerne.
De så på hinanden, og Ares blev ved med at følge Fareed med øjnene, selv da prinsen slap ham. Han måtte synke og suge luften ujævnt ind mellem læberne, mens blikket vandrede over hver en afkrog af Fareed. Det var ikke nok. Der havde aldrig været nok tid til rigtigt at lære hvert et snit og svaj at kende, der flugtede sig mellem de forførende muskler. Måden venerne tegnede sig under huden. Alle de små detaljer Ares efterhånden havde set nok gange til, at han slet ikke burde være så nysgerrig længere.

Og alligevel var han det.

Ares møvede sig længere bagud, så lagenet krøllede under ham, samtidig med at han gjorde plads til, at Fareed kunne føje sig til ham i sengen. Se ham fra begge vinkler. Pupillerne voksede en anelse. For få minutter siden havde Ares været træt nok til bare at ville sove det hele væk. Nu sad han lydigt og gjorde plads, fordi Fareed havde hvisket et par sjofle ord i hans øre.

Ynkeligt...

Blikket gled endnu en gang over prinsen, men standsede denne gang ved armene.
"Hvad med Deres arme?" spurgte han og pustede et lille suk ud gennem næsen. Ares var efterhånden begyndt at bemærke, at det næppe kunne være et tilfælde, de gange Fareed lod ærmerne blive på. Og nu hvor han først havde opdaget mønstret, gjorde det ham kun mere nysgerrig. "Jeg vil jo se alt på Dem."

Fareed tog først olien der stod klar, inden han fulgte efter Ares op på sengen. Han kunne mærke hvordan begæret og spændingen var begyndt at sprede sig i ham. Hvor våd kunne han gøre Ares af bare at få ham til at se? Han var trods alt blevet ophidset da de så på slaverne, men nu var det en han havde lyst til at røre? Bare tankerne var nok til at Fareed kunne mærke varmen sprede sig i ham.

Men det var lidt som isnende koldt vand, da Ares spurgte om den ene ting han ikke havde taget på. Ærmerne der så fint havde siddet omkring hans arme hver evig eneste gang de havde gjort det her, som var de næsten limet på. Den ene ting der holdt omverdenen fra at se hans eneste uperfekte ting ved sig. Den forbandet tørkeplage. Han hadede selv at se sig uden ærmerne på. Det var som et evigt minde om at selv han ikke kunne være perfekt.
Hans blik blev en anelse køligere som han kiggede på Ares. "Du kan allerede se rigeligt af mine arme," lød det køligt og næsten lidt faretruende. Måske var det mere sigende end noget andet, men Ares kunne lige vove på at prøve at finde ud af hvad der var under dem. Især som han daskede lidt til Ares for at få ham længere op af sengen.

Men han havde ikke tænkt sig at en dum kommentar fra en dum mand skulle ødelægge hvad de havde gang i. "Nyd nu bare showet, og lad vær med at stille dumme spørgsmål," sagde han, mere kommanderende end legende, inden han vendte sig med ryggen til Ares, så han sad på knæene, inden han spredte noget af olien ud på sine fingre. Det her skulle nok få dem begge to til at glemme alt om den dumme kommentar. De skulle bare være i begæret af det hele.
Han lænede sig ned på sin ene albue, så røven kom rigtig til syne og så rakte han om og langsomt pressede en finger ind. I spejlet var hans ansigt ganske tydeligt, som han trak lidt luft, inden han begyndte at bevæge den.

En rynke af forvirring dannede sig under de mørke krøller, Fareeds fingre havde rodet til. Sagde jeg noget forkert?
Hjertet syntes næsten at standse, da Ares mødte prinsens velkendte stormgrå øjne og mærkede temperaturen mellem dem falde. Ikke nok til at slukke hans nysgerrighed dog, og han var hurtig til at registrere, at han tydeligvis havde ramt et ømt punkt. Hvorfor? Han anede det ikke. Havde Fareed været en hvilken som helst anden fyr, havde Ares sikkert allerede lænet sig frem og hevet ærmerne ned i et snuptag bare for at se, hvad alt hemmelighedskræmmeriet handlede om. Fareed havde nok pisket folk for mindre.

Brynene hoppede op i en lille nå okay-grimasse ved irettesættelsen, og da Fareed daskede til hans ben, trak Ares de lange stænger til sig og gjorde så meget plads, som han nu kunne give prinsen i sengen.

Han måtte hellere sætte et plaster på såret.

"Hmm... De er smuk, selv når De skuler til mig." Ares fandt prinsens ansigt i spejlet og lænede sig tilbage mod sengekarmen med benene i skrædderstilling.
Smilet forsvandt dog langsomt igen, da Fareed vendte sig. Et luftigt begær satte sig i brystet, så Ares næsten glemte at trække vejret, og blikket slap prinsens spejlbillede for i stedet straks at glide ned over ham. Han fulgte hver lille bevægelse, hvordan musklerne spændte og dirrede under huden, mens Fareed pressede sin finger ind og varmede sig langsomt op for ham.

"Mh..." Ares sank brummet, mens vipperne blafrede mildt, og han tvang sig til at blive siddende præcis dér, hvor Fareed havde placeret ham.

Smuk. Jah, han var smuk. Så lang tid han var dækket var han smuk. Hans blik gled over sin krop, for at se hvert en kurve og linje som gjorde at han var smuk. Ares havde jo ret, selv når han ikke var i godt humør, så var han stadig smuk. Det kunne han huske fra de gange han havde smadret spejle i arrigskab. Selvom nu var det nemt at lade sig selv give sig over til begæret.

Hans blik gled fra sig selv til Ares, som han tilføjede endnu en fingre og han langsomt lod sig åbne overfor Ares. "Jeg er smuk, især sådan her ikke?" hviskede han om et halvkvalt støn som han pressede fingeren lidt længere ind. Det var lang tid siden at han havde gjort arbejdet på denne her måde. Han foretrak at lade andre gøre, måske noget dovenskab på sine gamle dage, men han huskede da han stadig var ung, hvor det var mere normalt.
Fingrene gik ind og ud i hullet, som Ares var den eneste af de to der kunne se, og han lod fingrene vride sig i ham, som han langsomt lod sig åbne. 

"Se på dig," hviskede Fareed. Selv gennem spejlet kunne han se hvordan Ares' blik blev så fokuseret på ham. "Du vil så gerne røre vil du ikke? Mærke hvordan jeg arbejder under dine fingre. For det gør jeg, og jeg ved liiige hvor jeg skal presse." Han pressede ind så et støn kom fra ham. Han havde stadig sit kram på sin egen krop. En tredje finger blev tilføjet, som han også begyndte at vride sig under den. "De er ikke i nærheden af ligeså gode som du er. Måden du fylder mig op på er... ulig noget andet, men når man er så stor, så skal der også gøres plads."

Olien dryppede ud af Fareeds spredte hul, da endnu en finger skødesløst sluttede sig til opvarmningen. De våde lyde af fingrene, der trak sig ud blot for at presse sig længere ind igen, blev så hypnotiserende for Ares, at det næsten føltes, som om han blev trukket fremad af dem. Prinsens bløde, halvkvalte støn slørede hans tanker, mens en mørk nydelse samlede sig lavt i maven, og Ares kunne se, at det samme skete med Fareed. Prinsen lem svulmede langsomt i takt med deres fælles ophidselse.

"Mh... meget..." svarede han hæst og sank endnu en gang. Så smuk.

Hånden gled ned til skridtet for at rette på stoffet, der efterhånden sad stramt omkring hans boller og lysk, pikken voksende og reagerende på prinsens vulgære forestilling. Ares løftede hovedet igen, og blikket fulgte tøvende med op i spejlet for netop at se på sig selv, sådan som Fareed ville have ham til. Alligevel endte øjnene hurtigt på prinsens ansigt og de varme kinder.

Ares glemte næsten at trække vejret. Munden stod let på klem, som kunne han simpelthen ikke håndtere synet foran sig. Ingen gjorde sådan for Ares. Ingen viste ham alle deres gemte skatte og skjulte vinkler på den måde. På sin vis var Ares vel uskyldig dér; sammen med Fareed oplevede han efterhånden mange ting for første gang.
"Åh... jeg vil bare..." Han lukkede øjnene et øjeblik, næsten svimmel i al den utugt. "Fareed, du åbner dig så godt for mig."
Et rystende sug blev trukket ned i lungerne, og Ares nåede at række hånden frem, før han kom på bedre tanker og standsede sig selv. Fingrene krummede sig i stedet hårdt mod håndfladerne.

Det var tortur ikke at måtte gøre noget.

Når man er så stor... Hans lem gjorde et ivrigt hop ved ordene.

"Mhm... bliv ved..." Langsomt satte Ares sig bedre til rette med benene spredt på hver sin side af Fareed, uden på noget tidspunkt at tage blikket fra ham.

"Forestil dig, det er mine fingre..." Stemmen var blevet lavere og mere ru. "Kan du det?" Øjenlågene hang tungt, og hans egne kinder brændte efterhånden lige så hedt. Han kunne mærke rastløsheden sitre helt ud i fingrene, mens han stadig tvang dem til at blive hos sig selv.
"Årh, Fareed..." vrængede han ud og lod hovedet falde frustreret bagover. Han lagde hovedet på skrå, og sendte Fareed et forpint blik. Det var ikke til at holde ud.

Man kunne næsten se hvordan Fareed begyndte at falde fra hinanden som han hørte Ares snakke tilbage til ham. Du åbner dig så godt for mig. Et gys gik igennem ham, som fingrene begravede sig dybere i hans røv. Hvordan kunne han bare sige sådan noget.
"Jah, jeg gør," hviskede han og lod fingrene sprede ham ud, så han tænkte at Ares virkelig kunne se hvor godt han var igang med at åbne sig for ham. Han ville have det blik på sig, så det næsten sugede ham op. Malede ham en anden farve. Noget kun for Ares.

Øjnene gled lidt i, som han blev bedt om at lade som om at det var Ares. Hvordan var det han plejede at gøre det? "Ah, jah, Ares... jeg kan mærke..." Det var så nemt at forestille sig at det var Ares' fingre, selv som han åbnede øjnene lidt mere igen, så han kunne fange Ares' blik igen.
Hans fingre blev ved med at skubbe sig selv ind og ud, og så hørte han sit navn knække over, og det var bare som om at hele hans krop gav et gys. Han var ikke sikker på at han kunne mere. Hans lem lækkede allerede præsæden, og forbandet tage Zaladin hvor ville han have Ares i sig.

"Jeg vil have dig, Ares jeg vil så gerne have dig," hviskede Fareed, og endelig tog han fingrene ud, som hans muskler forsøgte at trække sig sammen af det pludselige tomrum han følte i sig. Alle hans intentioner havde været at gøre det endelig med fronten mod Ares, men som han så sig selv i spejlet, gik det op for ham hvor meget han gerne ville se sig selv. Rød og klar og bare på kanten af nydelse. "Lad mig se os," hviskede han og endelig kiggede han over sin skulder over direkte på Ares, hans øjne fuldstændige mørke af begær.

Ares gispede blødt, næsten som var han i smerte over det, han så. Præsæd dryppede fra Fareeds lem, ringmusklen strammede og løsnede sig ivrigt om fingrene, mens prinsens ansigt langsomt gik i opløsning. Øjnene var nærmest fugtige af desperation efter mere.

Efter Ares.

Luften fortsatte med at komme i hurtige gisp, og Ares kunne ikke stoppe det. "Jeg vil have dig..." Det var næsten et klynk, og Ares var hurtigt rykket tættere på Fareed. Sex osede ud af prinsen, og hans forførende tiltrækningskraft forblændede Ares, mens blikket gled tilbage mod spejlet og fandt Fareed dér, beundrende sig selv i det. Det drev ham bare endnu tættere på kanten af galskab.

Med fumlende hænder spredte Ares det dækkende klæde til side og hev sit lem fri, så hånden kunne glide ned over det i heftige pump. "Du er så klar til mig." Han guidede Fareeds lår på tværs over sine hofter og satte sig bedre op bag ham, så armene kunne smyge sig omkring prinsens dirrende mavemuskler og trække ham helt ind til sig. Blikket faldt tilfældigt på et par af de små skønhedspletter, og uden videre lod Ares læberne finde dem i et par blide kys, mens den anden hånd sørgede for at holde hans lem klar til Fareeds røv.

"Kom så..." hviskede han hæst uden at flytte sine læber fra huden. Hånden gled op over Fareeds hårde bryst og klemte om musklen, fingrene masserede den et øjeblik, inden de fandt brystvortens lille smykke og begyndte at lege med det.

Hele Fareeds krop ønskede og tiggede og bedte om at få Ares i sig, og hvis han var en mindre stædig mænd, så havde han været endnu mere jamrende om det, til trods for at det var ham selv der havde sat sig i den position han var i.
Som Ares fandt sit lem frem, og Fareed endnu engang fik det at se, var det som om at hele hans krop allerede dirrede, og han havde ikke engang fået det i sig. "Jeg sagde ikke du måtte røre dig selv," fik han lidt halvkvalt frem, men der var ingen reel irettesættelse af det, som han selv gjorde sig klar til at Ares kom nærmere. Han var ikke sikker på at han selv ville have kunne nået så langt bagud, så det var godt at Ares at komme det nærmere.

De blide kys sendte endnu et gys igennem ham, og et halvkvalt støn kom fra ham, som fingrene rørte ved hans smykke. Han fik langsomt sat sig klar, så han endelig mærkede tippen af Ares' lem begynde at presse mod hans ringmuskel.
Hans øjne gled mod spejlet, hvor man kunne ane hvordan lemmet var ved at tage ham, hvis ikke fordi han holdt sig selv oppe. Hans lem nærmest presset op mod hans mave i begejstring, og de mørke, mørke øjne af Ares.

Hans blik blev på spejlet, som han lød sig synke ned, et højlydt støn brød fra hans læber, som han mærkede Ares endnu engang strække ham indenfra og ud, som kunne Fareed ikke gøres nok klar til lemmet.
Det føltes så om at det tog alt for lang tid, før at han var helt nede og sidde, og alligevel alt for kort tid, som han mærkede Ares så dybt i sig, næsten så det var for meget. "Jeg bliver aldrig træt af dig," hviskede Fareed, som han lige lod sig sunde sig, med et par dybe vejrtrækninger, inden han langsomt begyndte at løfte sig for at sænke sig ned igen.