
Ares
Vilddyrstæmmer hos slavehandlen
Jo mere Fareed omtalte ham som et bæst og degraderede ham til et
det, desto mere begyndte Ares at føle sig som et. Her lå han, spraglet i græsset med skjorten skubbet langt op over navlen, og sit halvhårde lem stadig blottet over buksekanten. Det var forfærdeligt at ligge sådan til skue, selv hvis det kun var over for den mand, der for få øjeblikke siden havde haft ham i munden.
Et ynkeligt syn.
Prøv at være behagelig, formanede han sig selv, til trods for at han havde lyst til at skrige. Tungen pressede hårdt mod bagsiden af tænderne, mens Ares tvang sig til at bibeholde øjenkontakten. Han blev nødt til at tilpasse sig. Lære trinene til denne nye vals, inden han endnu engang fik trådt prinsen over tæerne.
Var fornærmelse virkelig alt, der lå bag Fareeds pludselige kulde? Eller havde Ares ramt noget andet uden overhovedet at vide det? Hvis bare han havde kunnet holde sin kæft. Han lærte åbenbart aldrig af sine fejltrin.
Prinsen ville have ham til at indrømme løgnen. Ares trak vejret dybt ind, indtil lungerne brændte.
"Jeg løj." Ordene måtte presses ud. Det tog næsten alt i ham, især fordi de var
sande. Han forsøgte at gøre sig blødere under Fareeds blik. Medgørlig. Samarbejdsvillig.
"De har ret..." Han fugtede læberne. Blikket flakkede et kort sekund, inden det fandt tilbage til Fareed.
"Det var mit nej, der var løgnen. Tilgiv mig." Men Ares vidste allerede, at det umuligt kunne være nok.
Han blev nødt til at stryge Fareed med hårene. Kærtegne det sted på prinsens ego, som Ares med vilje havde trådt på, men ikke havde haft den fjerneste anelse om ville fremkalde
denne reaktion. Spørgsmålet var bare
hvordan. Det ville have været lettere, hvis Fareed kom ned til ham igen i stedet for at blive stående i den kølige afstand.
"Kan vi starte forfra?" Ares vred sig ganske lidt under slangerne.
"Jeg nød Deres mund. Virkelig." Stemmen var dæmpet og mild, som om ordene på en eller anden måde kunne lokke varmen tilbage i prinsens blik.