Årh, at blive betragtet
så indtrængende af et andet kønt menneske var i
sandhed det hele værd ved den slags farlige lege, Arun yndede at deltage i.
At mærke pulsen dunke så tungt i sit indre, at han næsten kunne smage den i munden.
Siden Arun første gang havde opdaget den slags følelser, var det blevet en beskidt lille fornøjelse, han nød at trække op af lommen.
Særligt på de kedeligste dage. Men det var ikke nær så morsomt med slaverne. De kunne sjældent finde ud af at spille op til ham og give igen på den dér næsten forbudte, uforudsigelige måde, som Maximillian — til Aruns store fornøjelse — viste sig at mestre.
Et tungt åndedrag slap ud gennem næsen, og Arun lod øjnene glide i med en næsten eftertænksom skuffelse. Mundvigen trak sig en anelse ned, men det lille smil, der stadig lurede i den anden side, afslørede ham.
"Det har du jo desværre ret i..." Han åbnede langsomt øjnene igen, indtil de mødte det vedholdende, rubinrøde blik. Arun blev hængende dér lidt. Lod øjnene vandre dovent mellem Maximillians øjne og mund, inden han atter så ham direkte i øjnene. Der var noget næsten ugideligt over måden, han smilede på, som om hele samtalen blot havde været en behagelig måde at fordrive eftermiddagen.
"Måske finder vi aldrig ud af det." Ærgrelsen var et spil for galleriet. Det afslørede den lille krølle i mundvigen og måden, hvorpå han lod ordene hænge som sitrende partikler mellem dem.
Arun rettede sig op med en magelig bevægelse og drejede kroppen, så han kunne betragte den pragtfulde have, der dog næppe kunne måle sig med Maximillians skønhed. Han lod blikket glide over rosenbuskene, som om noget derude pludselig havde fanget hans interesse. Et øjeblik sad han blot sådan, med et lille smil om læberne.
"Jeg må hellere..." Han vendte ansigtet tilbage mod Maximillian og sendte ham et varmt, frodigt smil. Hånden gled endnu en gang over den andens ben, denne gang med et langsomt, næsten kærligt strøg.
"Min familie undrer sig nok over, hvor jeg bliver af." Med et sidste lille klap puffede han blidt benene af sig og rejste sig. Ikke spor forhastet. Han rettede lidt på sin løse bluse og lod fingrene glide gennem det mørke hår, inden han igen betragtede Maximillian med hovedet let på skrå.
"Tak for snakken. Den var meget..." Han lod blikket dvæle ved de kønne læber, og smilet trak sig skævt.
"...oplysende."
En sagte latter fulgte, næsten mere et åndedrag end en egentlig lyd.
"Hyg dig med din bog." Arun løftede hånden i en ubekymret afskedshilsen og begav sig ned ad havens sti med sine sædvanlige, magelige skridt. Som om han ikke havde andet i verden at tænke på end sensommerens behagelige varme.
Men hjertet hamrede stadig af begær.