Ekthelion fulgte Rins pegende hånd, "Det lyder som en god ide og jeg skal nok være forsigtig, ellers kan de jo gribe mig igen, frøken Rin." svarede han smilende og grinene. For Ekthelion betød der enormt meget at Rin havde været så venligsindet som hun var, da han før havde mødt mere fjendtlige folk på sine rejser. Det var bestemt her ikke alle der havde brudt sig om at få lavet et portræt og ofte var han blevet jaget gennem landet for det.

Han satte det ene ben foran det andet i den retning Rin havde udpeget, "Efter dem frøken, de er vist bedre kendt her end jeg." sagde han og lod hende gerne komme foran, så han kunne følge efter. Han havde svært ved at navigere gennem den tykt bevoksede skovbund.

Rin nikkede  og små grinte lidt. hun havde jo set for klodset han måske var.  Rin kunne ikke se hvorfor  folk skulle behandle andre dårligt for at være.... ja kreativ og sig selv. hun så det mere som en god ting. hun dansede og sang jo også når hun gik og var alene. hun begyndte at gå ved hans side da han pludselig stoppede og bad om hun førte an. hun nikkede igen.

"jeg ved nok lidt for meget om denne skov. her opholder jeg mig mest" sagde hun og begyndte at gå mod lysningen. hun  trådte over nogle rødder og fortalte ham hver gang der var store rødder så han ikke faldt igen. hun gik igennem to buske som bare var.. buske uden torne. hun stoppede op i et lille område uden så meget bevoksning. ja det var naturen selv der havde lavet dette. dyr spiste alt der voksede op af jorden lige her. det var en lille mini lysning så dyrene brugte den også som lege plads for dådyr unger, harer unger osv.

"her er det." sagde Rin med et venligt varmt smil. hendes smil vidste hun elskede dette område.

Ekthelion fulgte efter Rin uden de store vanskeligheder. Der var dog tider hvor hans sandaler var glatte og han intet fodfæste havde, men det lykkedes ham da at komme frem uden af falde nogen steder. Det hjalp også at Rin fortalte hvor samtlige rødder var på deres vej. Han kunne ikke lade være med at tænke tilbage til en tid for længe siden. Den gang han selv var bosat i Amazonitskovene. Han var en voksen elver på knap 400 år da de blev fordrevet fra skoven. "Ja, skoven har sørme ændret sig siden den gang jeg boede her." sagde han stille.

Da de kom ind i lysningen kunne han med det samme se hvor smukt og fredsfyldt der var. Han kunne se spor efter diverse dyr der havde nydt område for kort tid siden. Han fandt sig et plads ved siden af en sten som han satte sin taske ned på. Han pakkede stille sit staffeli ud og begyndte at folde det ud. Det var foldet sammen så det slet ikke lignede et staffeli på nogen måde.

Mens han stillede staffeliet op kiggede han rundt for at finde det bedste sted Rin kunne stå. "Hvad med at hvis du stiller dig der ovre, og gerne se naturlig ud." sagde han roligt og pegede på et sted i lysningen hvor solens lys endnu ikke havde nået.