"Måske netop dét ville få dig til at føle noget igen," indskød han. Stemmen skælvede ganske svagt under ordene, før han atter fik den under kontrol. Makellos havde set trækningen i Fausts ansigt. Stramheden omkring kæben, om øjnene. Han ventede alligevel. Lod den gamle vampyr tale færdig.

Jeg kan kun håbe, at du gør det samme, Makellos.

Noget ændrede sig i hans ansigt. Smilet blev siddende, men der var intet behageligt ved det længere. De honningfarvede øjne gled langsomt ned over Faust, som om han betragtede noget, han netop havde mistet respekten for.

"Hm." En lille, eftertænksom lyd. Som om Fausts ord virkelig havde givet ham noget at overveje.

Så løftede han håndleddet til munden. 

De sylespidse hjørnetænder brød huden med et enkelt bid. Blodet vældede frem, varmt og mørkt, og begyndte at løbe ned langs den løftede underarm. Makellos betragtede det et øjeblik, næsten fraværende, før han igen rettede blikket mod Faust. Noget vådt skinnede i de store øjne. Han lukkede den sidste afstand helt. Den frie hånd fandt vej om bag Fausts nakke, fingrene bløde mod huden. Med den anden løftede han sit blødende håndled mellem dem, så tæt på den ældre vampyrs mund, at duften umuligt kunne undgå ham.

Blodet fra mennesket fandtes endnu i ham. Varmt. Friskt. Blandet med hans eget. 

Faust og Makellos havde aldrig drukket af hinanden. Ikke én eneste gang. 

Makellos' læber skiltes i et lille, næsten ømt smil. "Så gør det her for mig..." Han lod håndleddet komme en anelse nærmere. "Drik." Stemmen var fløjlsblød.