Tiltalen landede så naturligt, at Viktor et øjeblik slet ikke registrerede, hvad han blev kaldt. Først et sekund senere dæmrede det.
Hr. Alryss. En svag sitren gled gennem ham. Hjemme var han den unge herre eller unge Alryss. Det her lød anderledes. Mere… fast. Mere voksent. Og han måtte modvilligt indrømme, at han nød det en smule.

Da Corinth gentog efternavnet hen over bordet, trak Viktor brynene en anelse sammen og sendte ham et lidt forlegent smil. Det lød pludselig næsten for højtideligt. En titel han egentlig ikke havde lyst til at stjæle fra sin far endnu. 
Han gned læberne sammen i en overvejende grimasse. "Mhmr… fordi du ser mig som et barn?" Det ene bryn løftede sig let. Tonen var ikke fornærmet - mere drilsk, næsten forventningsfuld. Han havde hørt det så ofte før, at han næsten ventede det.

"Jeg er ellers mest vant til at høre 'Unge Herre'." Et øjeblik gled blikket væk fra Corinth, som om han alligevel ikke helt var sikker på, om han ønskede at høre svaret. Så vendte han tilbage med et lille, drenget smil. "Hr. Alryss får mig til at føle, at min far er med os i rummet." Han gøs teatralsk og lod blikket glide rundt i stuen, som om hertugen kunne stå og lure et sted mellem væggene. Da hans øjne fandt tilbage til Corinth, trak smilet en anelse bredere.

Alder var et sjovt begreb,  hvert fald når man færdedes i hans kreds. Langt de fleste af hans bekendtskaber var startet med ældre dele af det fine borgerskab. Med tiden var han vokset nogle af dem over hovedet, med tiden havde han mødt sine egne, yngre folk at tage hånd om, og i dette øjeblik? Der ville han ikke vove at påstå, at Viktor var et barn. 
Måske da de først havde mødt hinanden. Men nu? Nej, næppe. Adelsmanden pustede lidt ud, udadtil lettet over at det ikke blev taget som en fornærmelse, og fulgte hans skutten rundt i lokalet, et bekymret udtryk, indtil de flækkede over i et grin. "Hvis det nogensinde sker, lover vi at give hinanden et hint inden han står her" at møde hertugen, var ikke på hans liste over must-dos i dette øjeblik, og det gøgleri der skulle til for at håndtere typer som ham, det orkede han ikke i sit eget hjem. 

I det dæmpede lys, kunne man måske ane den rødlige tone glimte ud imellem det mørkebrune. Blikket som betragtede Viktor, en lille stemme i baghovedet som atter ekkoede; måske da de først havde mødt hinanden, men han var vokset. 
Og hvad der før havde været en underholdende selvophøjelse, måden Viktor havde betragtet ham på før. Som noget forbudt, men lokkende. Det var nu blevet til en reel dans, med skub og træk, som om tidevandet selv skubbede med, i de skridt, de ikke burde træde. 

Corinth satte koppen fra sig med en lille klirren. Smilet, lidt mere dæmpet, da han tilføjede. "Nej. Nok fordi jeg ser dig som noget mere, end kun en Alryss" og holdt øjenkontakten i nogle sekunder, inden at han lod dem glide over bordet. Ledte efter hans fine lille æske med tobak, som Merilla nok havde lagt frem til ham. 

"Aftale." Viktor var hurtig til at sige det, med et smil der straks trak op i mundvigen. Han ville næsten have rakt hånden over bordet for at give hånd på det, hvis ikke afstanden havde været der. Bare tanken om at hans far skulle se ham her… Han gøs demonstrativt. Han ville få en zalaens masse ballade, og en skideballe.

Tærten havde efterladt nogle få krummer på tallerkenen. Viktor samlede dem distræt med fingerspidserne, mens varmen fra maden stadig sad behageligt i kroppen. Den rolige tyngde der kom, når man endelig var blevet både mæt og varm. Nu manglede han kun teen. Blikket fandt tilbage til Corinth.

Og så stivnede noget en anelse. Noget mere end kun en Alryss. Brynene løftede sig i en stille, næsten overrasket dans, og Viktor blev hængende i det vinrøde blik et sekund længere end planlagt. Noget i ordene hang i luften mellem dem.

Corinth så væk. Men Viktor gjorde ikke. De brune øjne blev ved med at hvile på ham, som om han prøvede at fange betydningen, før den helt kunne slippe væk. En stille rislen løb gennem ham; den slags der først viser sig i pulsen. Han sank, og læberne pressede sig sammen til noget der mindede om et skævt smil.

Fingrene gled tankeløst hen over bordpladen. "Og hvad er dét?" Spørgsmålet kom lavere nu. Næsten forsigtigt. 

Imellem kaffekande, små snacks og servietter, fandt han den lille sølvæske. Pibetobakken blev stoppet med rutinerede, hurtigt arbejde hænder, og da de først havde føling med det, behøvede han ikke at følge med i det. Øjnene gled op, for at opdage, at han stadigvæk så på ham. Søgte noget.. svar. Han ville ikke se væk. Det var et forsigtigt spørgsmål, og Corinth, som allerede lidt følte at han havde åbnet Pandoras boks, smilte lidt bredere, da han følte opmærksomheden intensiveres. 
Hvem spurgte, hvis de ikke ville høre svaret? 
Under bordet strakte han benet en anelse. "Du er mere vovet. Mere søgende. Hvad du leder efter, kan jeg ikke helt sætte en finger på... ikke endnu" og han vippede foden lidt rundt om hans ankel. Selvfølgelig kunne han ikke trække ham til sig, et helt bord var desværre imellem dem. Men gav et lille ryk, da han tilføjede; "Du er en spændende mand, Viktor. Jeg håber du bliver længe nok, til at jeg kan finde ud af det" 
Det sivede ud af hans adelige opdragelse, som kunne den ikke holde alt hvad han ønskede sig af verdenen. Og Corinth kendte den sult efter mere, ting som kun kunne findes udenfor høflig tiltale og smukke, luftige bal. Noget kontekst til sine værker? Måske. Var Corinth bare endnu en oplevelse på vejen? Han havde intet imod at blive brugt. 
Og glædede sig til at finde ud af hvordan. 

Et klik fra døren lød, den åbnedes, og Merilla kom tilbage med teen til selskabet. Hendes skridt var hurtige, og en let klirren kom fra fadet, imens hun bevægede sig over til siden af Viktor, for at skænke ham en kop. 
Umiddelbart gjorde Corinth ikke antræk til at 'slippe' ham, men holdt uforstyrret blikket på sin kære gæst. 

Mere vovet, mere søgende... 
Viktor lyttede i stilhed. Ordene ramte ham, og et øjeblik blev han hængende i dem - som om de havde åbnet et lille kig ind til noget han endnu ikke helt selv havde formuleret. Hvad du leder efter… ikke endnu.

Han forblev tavs, men opmærksom. Så rørte noget ved hans ankel. Det kunne ses i hans øjne, hvordan han et øjeblik forsøgte at forstå handlingen - før rykket kom, og foden pludselig blev fanget. Brynene sprang op i overraskelse, og han sank en anelse længere ned i sædet, mens hænderne instinktivt greb stolens kanter for at finde balancen igen. Men blikket slap ikke Corinth. Ikke endnu.

Du er en spændende mand. Ordene fik hjertet til at slå et hårdere slag. Mand – ikke dreng, ikke barn.
Under bordet kunne han stadig mærke foden mod sin egen, og varmen derfra var umulig at ignorere. Han blinkede et par gange, som om det kunne give ham et øjeblik til at samle sig.
"Jeg vidste ikke, at jeg var… sådan en gåde." Smilet der fulgte var skævt, næsten lidt selvbevidst. Han rettede sig en smule op i stolen igen. Men under bordet gled hans egen fod frem. Langsomt.

Beslutningen kom næsten før tanken nåede at stoppe den, og varmen fra kontakten sendte en lille sitren gennem ham. Viktor vidste godt, at nogle døre - når først man åbnede dem - ikke lukkede igen. Og denne dør lokkede lidt for meget.

Merillas skridt fik ham til at sænke blikket. Et kort, anstrengt smil blev sendt til hende, da hun satte teen foran ham, og han nikkede høfligt tak. Selvom intet af det der foregik under bordet kunne ses, bankede en lille uro alligevel i ham ved tanken om, at hun måske kunne fornemme det. 

Men foden blev hvor den var. Den gled en anelse højere op og strejfede stoffet ved Corinths ankel, næsten som en forsigtig prøve på hvor længe kontakten kunne få lov at blive. Selv uden at løfte blikket kunne han mærke opmærksomheden fra den anden side af bordet, som en stille strøm der stadig trak i ham.

Han skulle nok blive, så længe han kunne.

Det kunne måske havde været lige meget hvad han egentlig sagde i det øjeblik. Fordi handling talte højere end ord, selvom ord var noget han ellers var rigtig god til at bruge som man skulle. Ovenborde, foregik samtalen ubesværet og for hvem end der måtte observere dem; korrekt, formelt på den rigtige måde. 
Men under, følte Corinth en prikkende varme starte i sin krop, som små gløder, der forsigtigt blev pustet varme, da han følte den andens fod. 

Lyden af varmt vand som fyldte koppen, var et kort øjeblik det eneste i stilheden imellem dem. Lukket ude af hans fokus, var den rødhårede tjener - også dem der stod langs væggen - han havde alligevel aldrig lagt meget i den slags facader, når det var med folk han gik op og ned af hver eneste dag. 
Han ville se mere. Se hvor langt den uskyldige dans kunne strække sig, inden at han enten gav op, eller gav efter. En forbudt tanke, som dog var nødt til at blive fulgt, nu hvor frøet var plantet. Hvad hvis det voksede til noget smukt? Corinths fod gled lidt længere frem, et dæmpet puf imod hans knæhaser. Hvad hvis det voksede til noget giftigt? Og han grinte, lidt smigret. 
"Så er jeg glad for at lære dig noget nyt idag" 

Merilla nikkede en sidste gang, inden at hun bakkede, og vendte sig for at gå. 
Der var ikke mere ben at gi' af, medmindre han sank ned i stolen, for at komme tættere på. Et sagte hvisken indvendigt, mindede ham dog om at han godt kunne vente, selvom det var svært, når han umiddelbart - og til hans indvendige begejstring - lod sig forføre. 
Det klædte Viktor, at få pillet de adelige facader af ham. Det var joh slet ikke til at sige, hvad der gemte sig nedenunder. 

Foden gled længere. Længere, indtil den ramte det bløde i knæhasen. Stoffet i bukserne foldede sig og nev let mod huden, men Viktor gjorde ingen mine af det. Han sank i stedet en anelse ned i stolen, vipperne dirrede næsten umærkeligt til fornemmelsen, mens han forsøgte at se både anstændig og upåvirket ud på overfladen.

Så er jeg glad for at lære dig noget nyt i dag.

Der var en forfærdelig pirren i måden Corinth sagde det på. Viktors tunge gled kort frem mellem læberne for at fugte dem. Luften føltes pludselig tør i halsen, som om den truede med at slippe ud i et alt for afslørende suk. I stedet skjulte han det i et lavmælt grin.

Et lille nervøst heh.

Han lod blikket falde et øjeblik, før det løftede sig igen gennem de mørke vipper. Da han mødte Corinths øjne, syntes han næsten at se noget sno sig i dem, som røg i stille bevægelse. Hånden gled frem og tilbage over bordpladen, indtil det begyndte at summe svagt i håndfladen. "Og det er derfor," sagde han, og forsøgte at holde stemmen rolig, "at jeg valgte dig som min mentor." Et lille glimt i øjet fulgte ordene, selvom roen i hans mimik var en anelse for velovervejet. 

Under bordet søgte hans egen fod længere frem. Den fandt vej under buksebenet, så tæerne strejfede skinnebenet i en langsom bevægelse. Fornemmelsen sendte en sitren op gennem hans eget ben. Hvis det fortsatte sådan, ville det blive svært at rejse sig fra bordet.

Viktor løftede koppen og tog en slurk te - mest for at have noget at gøre med hænderne. Corinth havde altid haft en evne til at føre ham ud mod kanten, og Viktor havde aldrig været særlig god til at lade være med at følge efter.

Det havde været sådan før også. Dengang kunne han skyde skylden på sin alder. Det kunne han ikke længere.
"Har du ellers noget spændende for dagen?" sagde han og tvang sig selv tilbage til samtalen, fremfor at give sig hen til det der skete under bordet.

Et lille grin mere. Endnu et blik, endnu en rolig antrækning fra et ekspressivt ansigt - vandet så.. så klart ud foroven. Selvom strømmen var stærk, kunne det snyde så forfærdeligt meget, og forventningens hurtigere hjertebanken, kunne mørkes i den andens krop. 

Corinth greb piben. Tændte for tobakken, og forsvandt kortvarigt i doven røg, da han ekshalerede. 

Og det er derfor... at jeg valgte dig som min mentor. 

Ord som ganske rigtigt var smigrende - og varmende - for hans alt for store ego. Så han var valgt for sine lette komplimenter? For hans skamløse små tilnærmelser, og selviske vaner? Corinth havde aldrig været nærig med smukke ord. Smukke ord til smukke mennesker. De var joh solskin man kunne samle op i sin hånd, han elskede skønheden der ellers kom fra en så brutal verden. 
Nikotinen rullede med det næste sug bedre ud i kroppen, ud i fingerspidserne, Corinth lænede sig tilbage i sin stol, og grinte lidt sagte, til den ligegyldige samtale, han holdt fast i at opretholde. Vejret, dagen og vejen. "Spændende? Næppe" og han himlede lidt med blikket, inden han tilføjede. "Min kusine bør finde et passende parti. Hvilket indirekte betyder, siden det er mig som bor her, at jeg bør finde et passende parti, til hende" og Corinth skar en grimasse, og ville foretrække at blive holdt udenfor de anliggender. 
Men. Udsigten til at Pleasance Lochtree i en skarp vending kunne ende med at blive hans hustro - jah så ville han hellere finde en anden stakkel. 

Fraværende nussede han Viktors ben under bordet imens han talte, og ovenvande, åbnede Lochtree lidt op, om de trivielle, og måske på få punkter, som han faktisk var adelig. 
Selvom det i hvert fald for ham, var forfærdelig let at glemme. 

Endnu en slurk te blev taget. Tjenestefolkene opdagede intet af det der skete under overfladen. Og hvis de gjorde, sagde de intet. Skuespillet forsatte, og uroen, spændingen, ikke mindst, nysgerrigheden for hvad der ville ske, hvis han blottede sig fra al fornuft og gav sig hen til fortryllelsen, fik det til at dunke i hans tindinger og i de små steder i kroppen hvor pulsen altid røbede ham først.

Viktors bryn løftede sig først. Foregav, eller i hvert fald, lyttede med lidt for stor ihærdighed, interesseret, til det der blev delt over service og tærterester. Næsen krummede sig en anelse, som om han allerede kunne mærke besværet ved hele affæren. 
"Ah - sikke en hovedpine," svarede han med en næsten medfølende grimasse, mens den ene mundvig trak sig skævt. 
"Når min lillesøster selv er gammel nok til at komme ud på ægteskabsmarkedet, er det med stor sandsynlighed også mig der skal ledsage hende." Han fangede underlæben mellem tænderne et øjeblik, tænksomt. "Men har du nogen i tankerne? et passende parti?" svaret interesserede ham ikke mere end teen ved hans hænder. Selvfølgelig nød han at høre Corinth tale. Det var den dovne, og alligevel selvsikre kvalitet omkring ham. At stemmen næsten kælede for ilten i rummet - med en evne til både at lulle nerverne til ro og samtidig sætte dem i brand. Den mættede én og gjorde én sulten på samme tid. 

Samtidig mærkede han hårene rejse sig på benet i lette kuldegysninger. Huden summede, og han gnubbede sin håndflade, han før havde gnedet på bordpladen, med sine fingre. Et langt åndedrag blev taget ind gennem næsen i et forsøg på at regulere blodet der varmede alle de forkerte steder. Kinderne var med garanti farvet i en let rosa da han mødte Corinths blik et øjeblik for længe. Det var umuligt for Viktor at gennemskue hvad det hele gjorde ved ham. Eller også skjulte Corinth det bare bedre.

En medfølende grimasse - næsten da - og Corinth prustede, som om at hovedpinen allerede var på vej. Men foråret bragte joh bare sin del af 'handler' med. 
Blikket røbede sjældent meget, og det konverserende smil, lå som et slør over alt der kunne minde om tunge emner. Søskende. Ikke noget han selv havde fornøjelsen af at nyde (hvilket nok godt kunne mærkes, at han var lidt af et enebarn), men essensen var det samme, og han rystede på hovedet. "Det skal i hvert fald være nogen som.." og kortvarigt blev blikket fjernt. Hun kunne være skræmmende. ".. kan acceptere hendes spøjse sider" det var i hvert fald én måde at beskrive hende. 
Hvis Viktor var heldig, ville han aldrig møde hende. 

"- du må sige til hvis du kender nogle interesserede" jokede han dog kort efter. Tanken om nogen fra hans kreds af venner - og så hans familie, giftet ind i det. Kaos. Uden tvivl måske nok til at det ville blive Lochtrees endelige, hvis de ikke holdt alt deres beskidte vasketøj nogenlunde indenfor rækkevidde. 

Den let rosa farve fik mindet om hans tidlige ord til kortvarigt at flakke henover nethinden. Kært. Måske fordi Corinth selv fandt det ganske uskyldigt, i forhold til hvad - eller hvilket tempo - han plejede at rykke sig i. 
Men en del af legen, var også jagten. Måske var adelsmanden i virkeligheden lidt bange for at skræmme ham væk, og havde et stort nok ego, til at nyde den stille begærelse. 
At han så også var kvik, var kun en bonus; han tog sig selv i at nyde samtalen, selvom den var overfladisk og ligegyldig. Trivielt, kunne han med undren konstatere. 

"Hmm," brummede Viktor og løftede hagen en anelse. Spøjse sider. Det kom ikke bag på ham; hvis rygterne altså talte sandt, måtte der være rigeligt at tage af i Lochtree-familien. Alligevel gled blikket undersøgende over Corinth et øjeblik, som om han prøvede at forestille sig, hvordan de spøjse sider kunne tage sig ud hos en kusine.

"Det er tvivlsomt," sagde han med et lille grin, der viste en række tænder. "Men jeg skal nok holde øjne og ører åbne."
Koppen blev løftet igen. Han lod blikket hvile på Corinth over kanten et øjeblik længere, end det egentlig var nødvendigt, før porcelænet igen ramte bordet.
"Er det en Lochtree-ting?" fortsatte han let. "At være lidt spøjse." Noget næsten udfordrende dansede i hans brune øjne.
Under bordet hvilede hans fod stadig mod Corinths ankel. Den havde ligget der så længe nu, at den næsten føltes som en naturlig del af samtalen - en stille strøm mellem dem, der løb uden ord.

Så blev Viktor pludselig opmærksom på det. 
På hvor langt den var gledet. På hvor lidt der egentlig skulle til, før det ikke længere bare var en leg. Han rettede sig let i stolen. Brynene samlede sig et øjeblik i noget, der kunne ligne en undskyldning. Langsomt trak han foden til sig. Som om dansen under bordet aldrig havde fundet sted.

En hæs, men oprigtig latter gled imellem hans læber, og Corinth trak lidt vævende på skuldrene. Det var en underdrivelse. Men modsat ham, så trivides de også på en anden måde i isolationen. Han havde altid haft brug for et publikum. Men du kunne fjerne manden fra skyggebjergene, men nok aldrig helt fjerne skyggebjergene fra manden. Han var bare relativt god til at.. gå lidt under de fleste, vigtige folks, radar. 
Ord, måske et kvikt lille modsvar skulle til at lirke sig fri, men så trak Viktor sig pludseligt. 

Som om at vægtskålen var tippet, og et eller andet havde forandret sig. Corinth rykkede sit ben tilbage - det var nok mest af alt den dvælende pause, der kort, vidnede om hans undren. Så helt skamløs var han alligevel ikke, og Corinth viftede lidt afværgende med hånden, måske for at samle op på samtalen, måske for at signalere, at der ikke var noget at undskylde for. Godt for ham. 
"Måske lidt. Men du ved, alle familierne har deres sorte får at slås med - se blot Reier familien" og han kastede en tanke på deres kære overhoved. 

Adelsmanden tog endnu et drag af piben. Selvom Viktor måske havde trukket sig, var der et eller andet i ham, som ikke var helt klar på at give slip. Corinths øjne kneb lidt vurderende sammen. Ikke lade ham slippe så let, han nød lidt, at se ham vrikke uroligt. "Hmm. Syntes du ikke, at jeg er spøjs? Eller ville du måske bruge et andet ord?" og han løftede et udfordrende øjenbryn tilbage, for at se hvad han ville sige. 
Nu ikke være så kedelig, at lyve for ham. Det var joh hans banehalvdel. 

Viktors blik flakkede undersøgende over Corinths ansigt. Den lille pause, der fulgte efter at hans fod havde trukket sig bort, hang et øjeblik imellem dem som en næsten usynlig tråd. Viktor kunne ikke afgøre, om den havde båret skuffelse med sig - eller blot ligegyldighed.

Men samtalen fortsatte, som om intet var sket.

Reier-familien.

Viktor rynkede panden en smule ved tanken. Sladder holdt han sig som regel fra - eller forsøgte i hvert fald - men historien om familiens råddenskab ved roden havde selv nået hans ører. Alligevel måtte han indrømme, at når han havde været i deres selskab, havde intet røbet det. De havde fremstået nydelige, korrekt afmålte mennesker. Præcis som adelen forventedes at være.

Han trak let på skuldrene. "Det er nok meget sandsynligt." Tanken strejfede ham kort, om det samme kunne siges om hans egen familie. Han lod den dog hurtigt passere. Den slags overvejelser havde en ubehagelig tendens til at hænge ved.

Under bordet var varmen forsvundet.
Hans fødder havde pludselig intet at beskæftige sig med og begyndte uroligt at gnubbe mod gulvet, næsten som om kroppen savnede noget, den ikke burde have savnet.

Viktor løftede koppen for at tømme resten af teen, men spørgsmålet standsede bevægelsen halvvejs. Han blinkede en gang - let, overrasket. Om han var spøjs? Han trak langsomt vejret ind gennem næsen og lod blikket glide gennem rummet, som om svaret kunne findes et sted mellem panelerne, tæpperne eller det støvede sollys i vinduet.

Da øjnene vendte tilbage til Corinth, løftede hans bryn sig først.
Et øjeblik så han bare på ham - som om svaret allerede stod skrevet et sted i Corinths ansigt.
"Excentrisk," sagde han og tømte resten af teen, før koppen igen fandt bordet. En lille pause. 
"Hemmelighedsfuld." Han vippede hovedet en smule til siden, læberne pressede sig frem i en tænksom grimasse, mens han betragtede Corinth med den åbne nysgerrighed, der altid syntes at afsløre ham en anelse mere, end han egentlig havde tænkt sig.

"Du siger, jeg er gådefuld," fortsatte han roligt. Hans bryn løftede sig igen - næsten udfordrende denne gang. "Men det er dig, der holder kortene tættest til hånden." Den ene mundvig trak sig op i et dæmpet smil. Ikke helt drilsk. Ikke helt uskyldigt heller. Som om han på én gang nød, at han ikke kunne gennemskue Corinth - og samtidig allerede var begyndt at få lyst til at prøve. "Ærlig talt, ved jeg sjældent hvad du tænker."

Han greb fat i udfordringen, og Corinth lænede sig lidt lyttende ind igen, noget forventningsfuldt i de mørke øjne. Han elskede at blive læst. Kald det narcissistisk arrogance, men det var spændende at se hvordan man fremstod for andre. Nogle gange, kunne han forudsige hvad de ville nævne. Nogle gange havde rækkefølgen endda været rigtig. 
Så hvad havde Viktor bidt mærke i. Og en del af ham ekkoede; hvordan ville det være anderledes, når han så endelig tog herfra? 

Der var så utrolig mange ting, som han ikke kerede hvorvidt andre kendte til. Og så slet ikke hvad deres holdning var - nogle gange gjorde det kun følelsen bedre, at det var en frastødt, eller foruroligende mine. Men alt det der ikke skulle ses, lå ganske rigtigt tæt ind til kroppen. 
Han nikkede, kunne godt se hvor det gav mening. Excentrisk var en af de pænere former for speciel, og alligevel, gled noget af det han sagde, lidt tættere på end han burde bryde sig om. Smilet blev lidt bredere. "Du er en god menneskekender... det skal nok hjælpe dig godt på vej" Måske for nu, var det også bedst at han ikke kendte Corinths tankegang. Men hvad der motiverede ham... det gav mening, at han ikke forstod det. Ikke tænkte, i de baner det nok ville kræve. 

Den var alligevel ikke særlig pæn. Et blik ned på teen, og han konstaterede at den var ved at være tømt ud. Den dæmpede klirren af koppen imod understellet lød på en eller anden måde, som en afrunding. Ligesom når nogle slog hænderne imod lårene, og sagde nåh, på den der specifikke måde. 
Han blev dog siddende lidt afventende. Ville ikke nødvendigvis afbryde samtalen, når den havde grebet blot en lille grad af substans. "Og hvorfor ville det være spændende?"

Viktor var ikke helt sikker på, at det passede. En god menneskekender ville næppe blive ved med at lade sig forføre ind i de samme frustrerende spind, som han så ofte måtte kæmpe sig ud af igen. Han havde en særlig evne til at vælge mennesker, hvor der lå en tragisk utilnærmelighed over dem - noget han først opdagede, når det allerede var for sent.
Og lærte han af det? Aldrig.

Han trak let på skuldrene, mens hovedet vippede en anelse til siden. Brynene løftede sig i en lille, næsten undskyldende grimasse. "Jeg er nu ikke så sikker…"
Fingeren fulgte tekoppens kant. Porcelænet gled ubesværet under fingeren, mens han lod den følge kanten frem og tilbage. Som Corinth selv havde fornemmet, virkede samtalen til at nærme sig sin afslutning. Der var jo også nogle malerier han skulle se, ikke?

Men så fulgte Corinth op med endnu et spørgsmål, og Viktor løftede blikket med et forundret svaj i brynene.
"At vide hvad du tænker?" gentog han først, næsten som om han selv prøvede ordene af. Fingrene fandt distræt frem til tørklædet om halsen og rettede lidt på det. Kæben gled en smule til siden i en tænksom grimasse.

"Fordi du er mere end pæne komplimenter og mørke rygter?" Han tøvede et øjeblik, som om tanken først nu helt fandt form. "Du interesserer mig," sagde han til sidst. Brynene løftede sig en smule igen, og et lille skævt smil gled frem.

"Der er… meget ved dig, jeg ikke helt har gennemskuet endnu."

Det var et pænt lys, som Viktor så ham i. Pænere end han nok fortjente, og Corinth nikkede nogle sidste gange, imens han tog dem til sig. Igennem farvet glas lignede et rødt flag nok bare et flag, og det måske så han virkelig noget i Corinth, som han ikke så i sig selv. Hvis det fandtes, troede han i hvert fald ikke på det. Han var rådden, og selv nu, blev den varme følelse i ham... perverseret, af den krævende lyst til mere fra den unge Alryss. 
Det var ikke smukt. 

Han lænede sig tilbage, et kort blik henover det fint anlagte tørklæde, inden det fandt tilbage til de lysebrune øjne. "Mon ikke du også når at finde ud af det, med tiden" og selvom det lød opmuntrende i hans lette smil, var det også noget lidt mere konkret. Jah næsten et løfte, om man ikke kendte bedre. 

Med en dæmpet skraben gled hans stol tilbage, henover gulvet, og Corinth rejste sig. Nå, det der med malerierne, men tog piben med sig videre. Gjorde et lille vink med hånden, så det slørrede den dovne røg i det vindstille lokale, men stoppede kort, et blik imod den rådhårede Merilla. "Fantastisk som altid" selvom han ikke selv havde nydt meget af maden. 
Men han værdsatte, i hvert fald på sin egen måde, de folk som tog sig af hjemmet. Deres arbejde var vigtigt, og oftere end han måske burde være afhængig af det, var deres tavshed mindst ligeså vigtig. Så det skadede aldrig at behandle dem pænt. 
Blikket gled tilbage til Viktor, og han smilte. "Kom, lad os?" 
Du interessere også mig. Og så, kunne det vidst ikke gå helt galt. 

Smilet gled lettere frem. Så længe det ikke blev til tomme løfter. "Det forventer jeg skam." 
At leve tæt på et andet menneske over længere tid havde det med at afsløre mere, end nogen samtale ved et morgenbord nogensinde kunne. "Mon ikke vi gennemskuer hinanden før eller siden?" Viktor var ikke helt sikker på, om han faktisk ønskede at finde ud af det hele - men tanken havde allerede bidt sig fast.

Stolens skraben mod gulvet fik ham til at løfte blikket igen. Corinth rejste sig, og Viktor fulgte næsten instinktivt efter, som om kroppen reagerede et halvt øjeblik før tanken nåede at indhente den.
Den høflige kompliment til tjenestefolkene fik Viktor til at sende Merilla et venligt blik og et lille anerkendende nik. Det havde smagt nydeligt, og han syntes altid, at det klædte et menneske at huske den slags.

"Ja - jeg skulle jo se, hvad du blev så distraheret af," sagde han med et strejf af drilleri i stemmen.

Et hurtigt blik gled ned over ham selv. Efterspillet af deres lille leg under bordet lå stadig som en svag varme i kroppen, og han ledte næsten instinktivt efter tegn på afsløringer - en krøllet buksekant, et forkert udtryk, noget der kunne have røbet ham.

Der var heldigvis intet.

Viktor lod hænderne glide kort over lårene, næsten som for at glatte noget usynligt ud, før han vendte sig og fulgte efter Corinth.