Et stille suk forlod Stian, næsten umærkeligt, men nok til at antyde, at noget havde rørt sig i ham.
"Jeg er glad for, at De kom igennem det."

Jeg er ikke sikker på, hvor talentfuld, jeg er...

Alisters ansigt faldt - i den mindste, mest flygtige antydning af noget, der vendte sig indad; skam, måske? Stian sendte ham et blik af stille vantro. I det lave skær fra det brændende træ var det svært at se sergentens øjne. Men det her var et sjældent øjeblik af sårbarhed.

Og den lille ufuldkommenhed i Alisters ellers fejlfri fremtoning fik Stians tanker til at knitre.

Han bevægede sig ikke. Blikket var fæstnet.

"Hvorfor siger De det?"

Spørgsmålet kom sagte. Af nysgerrighed. Af omsorg.
En sandhed malede sig i de brune øjne, når han så på Alister. En dybde af blød fascination.

Alisters hænder føltes pludselig rastløse, og han endte med at gribe fat i en pind, der lå på jorden. Han stak den mod lejrbålets flammer for at rode lidt op i det ulmende træ.

Han var ikke sikker på, hvorfor han pludseligt havde haft et behov for at være så ærlig over for Stian - måske var han bange for, at den fascination, den anden mand tydeligvis havde med ham, alt sammen ville vise sig at blegne, hvis de kom tættere på hinanden. Hvis Stian lærte ham rigtigt at kende.
Eller også var der en træthed i ham her ved det lune lejrbål efter dagens strabadser, der ikke rigtig kunne bringe sig selv til endnu engang at tvinge sit ansigt i en overlegen grimasse. 

"Jeg .. var meget heldig at få det arbejde, jeg har i dag." Lød det fra sergenten, som han kiggede ind i flammerne. "Før .. jeg var helt ude at skide. Når nu jeg har uniformen på, er det som om den gør mig til en anden person." 

Kæbemusklerne forekom anspændte, som han vovede et hurtigt sideblik mod Stian. "Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på .. er det hele blot en facade?"

Tålmodigt ventede Stian, mens han betragtede Alister med sit sædvanlige rolige blik; fast, men uden hårdhed. En let nattebrise legede med deres hår og fik flammerne til at danse. Lyden af træ, der knækkede og aske, der blev forstyrret, satte takten til ordene, der fulgte.

Stian flyttede sig ikke. Han blev bare ved med at se på ham - fulgte hver bue i ansigtet, hver spænd i kæben, hver grimasse, som om han ønskede at glatte det hele ud. Vise Alister, at intet af det skræmte ham. Kun fingrene bevægede sig - en rolig gestus mod håndfladen, mens han lyttede.

Han fangede blikket og lod sætningen synke ind.
Han var ikke god til følelser. Ikke til de store, indviklede ting mellem mennesker. Ikke til at læse mellem linjer eller altid forstå, hvad folk gemte bag blikket. Men han kunne mærke, når noget var vigtigt. Og han kunne være ærlig. Stian havde altid været god til at sige det, han mente.

"Så hvem er Alister Sølvklinge, når han ikke bærer sin uniform?" spurgte han lavt og overvejet. "Er han sine fejl? Sine kampe? Eller den mand, der sidder foran mig nu - som kæmper videre, selv når han tvivler?"

Han løftede hånden og lod den hvile mod Alisters brystkasse. En stille bevægelse, uden pres.
"Måske er han det hele," sagde han lavt. Blikket søgte roligt hans. "Og måske er det nok."

Alister følte sig et øjeblik som om, hans mund var løbet en smule løbsk. Det var slet ikke hans mening, at sige alle disse ting over for Stian - var det fordi, han forsøgte at overbevise den anden mand om, at han slet ikke var, hvad han troede? At de ting, Stian kunne lide ved Alister blot var den, han lod som om han var det meste af tiden?

Stians ord kom som en overraskelse, og det gik op for ham i øjeblikket, at faktisk han håbede, at Stian så ham for mere end, hvad han gav udtryk for.

"Jeg .. ved det ikke." Lød det ligeledes dæmpede svar fra Alister efter et længere øjebliks stilhed. Tanken gav ham en underlig, hul følelse indeni, for hvem var Alister egentlig?
"Tror du, det er nok?" Blikket søgte Stians igen, og han gjorde ikke mine til at fjerne sig fra hånden på brystkassen. Udtrykket i øjnene søgte næsten desperat den andens anderkendelse. 

Tror du det er nok? De var ikke længere menig og overordnede. Bare to mænd, afskærmet fra verden og med hjerterne blotlagt for hinanden. Tror du det er nok? Stians blik blev i lange sekunder på Alister. Mærkede desperationen fra ham slå rødder i den tørre jord under dem. Overfor ham, sad den Alister der så sjældent kom frem til overfladen. Selvsikkerheden der som en maske var blevet revet af for en stund. Og det gjorde ham ikke noget at se sin helt sårbar. Tværtimod. 

Varme fyldte Stians blik. Mundvigene løftede sig langsomt til et mildt smil. "Ja," svarede han dæmpet, "det er nok." 

Hånden blev på Alister. En usynlig kraft trak i Stian - ville have ham til at læne sig ind - men det gjorde han ikke. Han blev bare ved med at se på skyggerne danse i mørke, varme, farver på det kantede ansigt. Han pressede sin hånd mod brystkassen. Et svagt lille pres for at understrege sine ord og alt det der ikke blev sagt. Så fjernede han den. 

Det var sjovt. De mænd, Alister normalt søgte anerkendelse fra, var byvagtskaptajnen, løjtnanterne .. de fine folk oppe fra paladset, hvis man var rigtig heldig. Det var først i dette øjeblik da Stian fortalte ham, at han var god nok, at dette måske mere end noget andet, var den type anerkendelse han i virkeligheden higede efter. 

Alisters læber skiltes let i et varmt smil. "Det .. det betyder meget." Svarede han en anelse hæst. Han var uhyre bevidst om varmen fra hånden mod hans bryst, men han turde ikke gengælde berøringen. Han huskede stadig lidt for tydeligt hvad der var sket i hovedkvarteret, og følelsen af hans egen krop, der forrådte ham. Han håbede ikke, at hans øjne forrådte hans tanker, men han vég ikke blikket fra Stian.

Det gik først op for ham, at han han havde holdt vejret, da Stian fjernede hånden. "Måske vi burde gå til ro." Skyndte han sig et sige med et blik mod himlen. De havde endnu en lang dag foran dem i morgen. 

Selvom Stian intet sagde, satte synet af Alisters ægte smil sig som en knude i halsen. Smilet, så afvæbnet og sandt, ramte Stian med en knugende varme i brystet, så han et øjeblik glemte at trække vejret.

Hans hånd svævede et eller andet sted imellem dem. Halvvejs gennem bevægelsen blev hånden hængende i de mange åndedrag hvor de ikke kunne tage blikket fra hinanden. Alisters øjne glitrede som juvelbesat fra flammernes skær.

En lille lyd slap op af Stians svælg da Alister brød blikket. Et forsøg på at anerkende forslaget. 
"Ja..." han fulgte Alisters blik op mod den mørke himmel og trak vejret tungt ind. 

"Vi har stadig et langt ridt foran os når vi vågner."

Pragmatisk. Det faldt ham naturligt. Selv når hans hånd der lige før hvilede på Alisters bryst, stadig kunne mærke en summende varme derfra. 

Alister følte sig pludseligt tør i munden. Han talte sjældent om sig selv på den måde, og indrømmelserne over for Stian, fik ham pludseligt til at føle sig såbar. Havde han været i Dianthos, havde han nok forsøgt straks at foretage sig noget mandeagtigt - som at gå ud og træne i gården ved byvagtshovedkvarteret. Men på nuværende tidspunkt var det nok bedst at spare på kræfterne, for de havde stadig en opgave foran dem. 

Han rejste sig en anelse hurtigt og greb et vandskind fra sin oppakning, og begyndte at hælde indholdet ned med så kraftig en bevægelse, at en stribe af vand banede sig fra hans mundvig og satte sig i hans skægstubbe. 

"Jeg skal nok tage mig af hestene, hvis du klarer bålet." Sagde han efter at have lagt vandskindet væk igen. Han gik over til hestene for at sørge for, at de havde mad og vand for natten, inden morgendagens strabadser ville begynde igen. 

Alister kom op at stå så hurtigt at Stian et øjeblik troede han ville få overbalance - i stedet tog han en ordentlig slurk af sit vandskind. Selvfølgelig bemærkede han dråberne, der havde sat sig i skægstubbene og glimtede i bålets skær. Han måtte se væk. Det var alt for fristende at række ud og tørre dem væk.

Han kom selv op at stå da Alister begyndte at gå over til hestene. Stian nikkede med et prompte 'javel' der kom så naturligt til ham at man ikke skulle tro at de netop havde siddet og haft en sårbar samtale. 
"Og Alister?" Han pillede distræt ved sin ørering, før han vendte sig mod ham. "Det, du fortalte mig... det bliver her." Et svagt smil spillede i mundvigen, og han lod blikket hvile på Alister et øjeblik, før han vendte sig mod bålet.

Vandet, han hældte ud over, fik flammerne til at hvæse.

Det var nemt at give sig til rutineopgaverne. Arbejde var noget, der for Alister altid satte en effektiv og professionel stemning, og ikke indbød til flere, følelsesmæssige samtaler. Han startede med at hente vand til hestene, så heller ikke de skulle gå tørstige, men blikket faldt kortvarigt over på Stian, som han kom med sin lille, beroligende kommentar.

Det bliver her. 

Der var et eller andet følelsesmæssigt, der gjorde et underligt hop i brystet på Alister, og han var glad for at Stian vendte sig mod bålet igen. "Tak, Stian." Lød det en anelse grødet fra ham, som han vendte tilbage til hestene og fandt en strigle frem fra sin oppakning og begyndte omhyggeligt at inspicere hestene for skrammer og rengøre hove og skind. 

Da han endelig var færdig med at sørge for hestene, vendte han tilbage til soveskindene ved bålet, der nu kun var ulmende gløder. Det var dog ikke mørkere end som så, for på himlen over dem havde skyerne trukket sig tilbage for at vise en klar stjernehimmel. "Godnat." Lød det fra ham, som han lagde sig til rette, og øjnene søgte den klare himmel. Så meget mere at se herude, end inde i byen. 

Tak, Stian.

Ikke menig Hwan. Stian.

Det var kommet nemmere til dem begge herude, langt fra Dianthos og byvagtens velkendte rammer. Stian havde selv kaldt ham Alister tidligere. Ikke sergent. Ikke Sølvklinge. Bare Alister.

Måske var det sådan, det måtte være efter det, der var blevet sagt mellem dem.

De havde begge lagt sig til rette i deres soveskind med en respektabel afstand imellem sig. Alligevel var stilheden anderledes nu. Stian kunne høre de små bevægelser, når Alister rykkede sig mod skindet. Hans lave åndedrag. Hestenes sporadiske prusten længere væk.

"Godnat," svarede han.

Stian lagde den ene arm bag nakken og lod blikket søge op mellem trækronerne. Stjernerne stod klart over dem. Vejret havde været med dem på denne rejse; forhåbentlig fortsatte det sådan.

Han lukkede øjnene.

Alligevel vendte tankerne tilbage til Alister. Til det, han havde fortalt. Til det sjældne blik bag den selvsikre facade. Tror du, det er nok?
Og til det lille, varme smil bagefter. Stian trak vejret langsomt ud gennem næsen og sank lidt længere ned i soveskindet.

Til sidst tog søvnen ham.

~

Daggryets første lys sivede ind mellem træernes blade. Hestene prustede lavmælt, og et sted over dem var fuglene begyndt at kvidre.
Stian slog langsomt øjnene op. Et par gange måtte han blinke, som om søvnen først skulle løsne sit greb om de brune øjne. Han vendte hovedet.

Bålet var brændt helt ned. Kun forkullede rester lå mellem stenene, og en tynd stribe røg steg dovent fra gløderne. Stian satte sig op og lod næsten med det samme blikket søge mod Alister.

Var han vågen?