Det var sjovt, som tilstedeværelsen af den lille, bløde kat på skødet af Faust, kunne give en følelse af tryghed, som han ellers ikke plejede at have. En følelse af, at et lille uskyldigt væsen rent faktisk kunne lide ham. 

Et lille, umærkeligt smil krusede kanten af vampyrens læber, som han på opfordring fra Ves forsigtigt strøg Snebold over pelsen. Hun måtte kunne lide det, for hun lænede med det samme hovedet ind mod hans hånd for at opfordre til mere.

"Jeg håber ikke, at jeg forstyrrede dig i noget." Lød det efter et øjebliks stilhed undskyldnende for Faust. Han brød sig i virkeligheden slet ikke om at have været påtrængende over for Ves, der jo var hans gode og værdsatte kollega. Det skulle nødig sætte deres forhold over styr, at han sådan dukkede op i hans hjem ud på de sene nattetimer. 

Som spørgsmålet blev stillet, stoppede Ves kort op med at nusse Millie, som han kiggede på Faust. Det var måske lidt upassende som kollegaer som de sad her, men selvom Ves havde forkastet Lyset, så havde han stadig et blødt hjerte.
Som Millie skubbede hovedet mod hans hånd, og han begyndte at nusse hende igen, så rystede han sagte på hovedet. Måske lidt forstyrrelse af søvn, men det var ikke ligefrem en prioritet han alligevel havde.

"Ikke ligefrem," sagde Ves, og kiggede ned på Millie som blev ved med at gnubbe sit hoved mod hans hånd. Så meget for at hun havde været godt sovende da de blev vækket. "Det virker lidt som om at jeg har behov for mindre søvn i takt med alderen alligevel." Hvilket nok i grunden mere var nogle af de særheder elvere begyndte at få når de blev rigtig gamle.
Men selv som Ves sad her og næsten kun var blevet vækket, så virkede han ikke som om at han var blevet hevet ud af sin søvn, og der var ingen bebrejdelse at finde i ham.

Fausts hånd stoppede kortvarigt med at nusse Snebold for at løfte tekoppen til de smalle læber. Katten var ikke helt tilfreds og skubbede hovedet op mod hans hånd, hvilket fik den svageste antydning af et smil til at krumme Fausts mundvig. 

Interessant. Fausts egne søvnvaner var naturligvis også blevet anderledes med alderen, men det skyldtes mere hans .. lille dagslysproblem end så meget andet. "Hvor gammel er du efterhånden?" Spurgte han med en let hæven af øjenbrynet. Han vidste godt, at Ves var langt oppe i årene, men elvere så jo evigt ungdommelige ud, og det kunne være svært at vurdere.

Spørgsmålet fik Ves til at lægge hovedet på skrå lidt, som han kiggede ned på Millie. Det var så sjældent at han talte sine egne år mere. Årene gik, og det blev mere og mere ligemeget. Han så regenter komme og gå, og krige forsvandt i et øjebliksblink.
Og det var nok også derfor stilheden fyldte længere tid end Ves normalvis lod et spørgsmål hænge. Det var så lang tid siden at han havde tænkt på sin ungdom, hvor han havde taget nogle valg omkring hvem han skulle være resten af livet. Måske forkerte valg, men det var med en ungdommelig dumhed som han ikke kunne bebrejde.

Men endelig trak der alligevel et lille sørgmodigt smil op på hans læber. "Jeg er født og opvokset i Amazonitskovene," sagde han. "Jeg føler det siger meget godt om hvor gammel jeg er." Alle vidste at der ikke havde været elvere i de skove i over et år tusinde. "Jeg kan stadig huske en verden hvor min slags ikke eksisterede." Og selvom han ikke satte de konkrete ord på det, så var det ikke svært at tyde fra hans ord. Han var en af de der var blevet skabt og ikke født af mørket.
Det var ikke fordi det var en hemmelighed, men det var så sjældent at folk spurgte ind til det, og han faktisk følte for at være ærlig, men der var ingen grund til at skjule noget for Faust. Faust var en af de få personer han faktisk nød selskabet af, tiltrods for at de blot var kollegaer.

Faust var ikke sikker på, hvorfor det overhovedet skulle være vigtigt for ham at kende til Ves' alder. Han selv så småt begyndt at stoppe med at tælle - han var vel for ganske nylig rundet de 400? Med Ves var det mere end nysgerrighed - ikke efter det deciderede tal - men hvem manden bag de magiske artefakter og alle kattene reelt var. 

De havde kendt hinanden så længe, og alligevel vidste så lidt om hinanden. Det var langt fra naturligt for Faust på nogen måde at blande sig i andres privatliv - men nu var grænserne alligevel overtrådt, da han var troppet op i Ves' private hjem på et ugudeligt tidspunkt af døgnet. 

"En længst glemt verden af de fleste." Bemærkede han stilfærdigt, som Ves endelig svarede. Hans næsten sorte øjne i det halvmørke rum betragtede tavst Ves et øjeblik, før han fortsatte. "Jeg ynder heller ikke at tænke meget over mit tidligere liv, men måske er det godt, at nogle ting ikke går i glemmebogen." 

Ves' blik hvilede på Faust. Hvilke hemmeligheder ikke også vampyren måtte gemme. Især med alle de år som han havde været i Dianthos og stadig ikke fundet. Måske en dag Ves ville lære dem at kende, men han havde ikke travlt.
Der var dog noget ved stilheden og det intime i at sidde i Ves' stue som gjorde måske ves mere tilbøjelig til at snakke, Og det var jo Faust.

"I den grad," sagde Ves som en bekræftelse. Han var ikke engang sikker på at nogen af hans artsfæller fra dengang stadig var i live. Jovist måske nogle af skovelverne, men dem som blev vendt med ham? Umuligt at vide, men usandsynligt. De fleste havde været fanget i mørkets hænder hele deres liv. "Vi kan lære noget fra dengang, men jeg tror desværre at det er så mange år siden, at det efterhånden er et spørgsmål om tid før at det hele gentager sig på ny."
Måske det ikke ville gentage sig, så mørkelvere ville begynde at kunne blive lavet igen, men noget ville ske. Især som dæmonriget rørte på sig igen efter alle disse år. Ikke at Ves var gammel nok til at have oplevet det.
"Jeg tænker du også må kunne føle tidens tand efterhånden?" kunne Ves ikke lade vær med at spørge. Han var heller ikke klar over hvor gammel Faust var, men han havde været et menneske, og et menneskes tidssyn var noget anderledes end en elver. Det måtte slide en anden måde på sindet, når man pludselig levede forbi de af ens folk man burde dø med.