
Veszatar Måneskygge
Artefakt skaber og skøre kattemand på bakken
Det var frygteligt for de langtlevende at kunne se hvordan tingene ændrede sig og så samtidig var det samme, på den værst tænkelige måde. Ves havde håbet at han ikke skulle se hvordan tingene blev ved med at gentage sig, men efter sine næsten 2000 år, måtte han erkende
at det gjorde bare.
"Meget," igav han det til Faust. Uvis og så bekendt på en af samme gang.
Hans fingre kørte gennem den korte pels på Millie, som alt i alt virkede til at have accepterede at vampyren var i rummet, så lang tid hun fik nusseriet fra Ves. På visse punkter havde kattene nok også været det der fik Ves til at falde ned og acceptere sin skæbne, trods alt han havde set i sin tid.
Et lille smil trak op på Ves' læber, som han hørte ordene. Faust var næppe så gammel som ham selv,
men han forstod. Følelsen af tidens tand, selv som man ikke blev ældre. Måden tingene føltes lidt tungere, selvom man egentlig var ligeså frisk som man altid havde været.
"Jeg forstår," sagde Ves og lod sig sænke lidt mere ned i stolen.
"Jeg tror elvere bare benægter hvordan det indfinder sig selv hos dem." På mange punkter fandt Ves skovelvere næsten lidt... naive.