Det var sjovt, som tilstedeværelsen af den lille, bløde kat på skødet af Faust, kunne give en følelse af tryghed, som han ellers ikke plejede at have. En følelse af, at et lille uskyldigt væsen rent faktisk kunne lide ham. 

Et lille, umærkeligt smil krusede kanten af vampyrens læber, som han på opfordring fra Ves forsigtigt strøg Snebold over pelsen. Hun måtte kunne lide det, for hun lænede med det samme hovedet ind mod hans hånd for at opfordre til mere.

"Jeg håber ikke, at jeg forstyrrede dig i noget." Lød det efter et øjebliks stilhed undskyldnende for Faust. Han brød sig i virkeligheden slet ikke om at have været påtrængende over for Ves, der jo var hans gode og værdsatte kollega. Det skulle nødig sætte deres forhold over styr, at han sådan dukkede op i hans hjem ud på de sene nattetimer.