Meira vidste at gyder i byen kunne være farlige så ville en grotte være det samme? hun nikkede til Sitali og da de kom over til hundene og Sitali grinte smilte Meira varmt. hun vidste jo at hunde havde en stor appetit men de fik ikke lov at spise hele tiden. "ja Mino er glad for mad og mennesker. men ikke alle mennesker er glade for hunde" sagde hun varmt og nussede Mino der spiste gladeligt.

Sila så på Sitali da hun fik skålen. men kunne se glæden i den lille hund. da hun satte sig ned og skubbede maden mod Sila lavede hun et lille bjæf for at sige tak. hun tog hovedet ned til madskålen og begyndte at spise gladeligt.

"det er rart at kunne hjælpe dyr der kommer til skade. om de er vilde eller tamme. bare de for det godt" sagde hun og så på Sitali og smilte da hun betragtede Sila. hun var blot en lille hund med stor uheld i livet når hun faldt ned på potten og ikke kunne gå mere på den lige nu. men det ville komme. det vidste Meira bare.

hun så på vand skålene i burene og de var heldigvis fyldte. så dem skulle hun ikke fylde op. hun så mod katte huset og så på Sitali. "har De nogle sinde set en katte mor med killinger?" hun vidste ikke lige hvor mange katte der var i en ørkenby så hun var lidt nysgerig omkring denne elvers kendskab til katte også.

Mørke var ikke nødvendigvis en dårlig ting for Sitali, måske fordi hun var van til det, det var trodsalt hende der fik lyset til at skinne i Thal'Elor, men det betød ikke at lyset kunne nå alle steder. Derfor var mørket også en naturlig reaktion, når lyset ikke kunne nå. Men det var selvfølgelig ikke alle, der brød sig om mørket. Men om ikke andet, så skulle Meira ikke bekymre sig om det, hun ville langt hellere fokusere på de søde dyr, som havde brug for hendes hjælp. Hjælp hun tydeligvis ikke havde noget imod at give til alt og alle, der havde brug for det. Et godt menneske. I hvert fald i Sitali's bog. "Dyr fortjener vores respekt uanset hvad" sagde hun med et nik imod Mino. Han virkede fredelig og kærlig, så hvorfor skulle man ikke synes om ham?

Det søde bjæf fik Sitali til at smile, som hun dog kunne høre Sihan bevæge sig. Han havde løftet hurtigt for at se hvad der foregik, men da der ikke var nogen fare på færde, valgte han hurtigt at lægge sig ned igen, dog med blikket rettet imod Sitali. Hun sendte hunden et varmt smil, som hun langsomt rakte hånden ud for at ae den stille over hovedet. Pelsen var ikke lige så blød som Sihan's, men den var skam stadig behagelig at røre ved. Hun nikkede til Meira's ord, da hun ikke kunne andet end at give hende ret. Det fortjente de alle. Uanset størrelse.

Spørgsmålet kom en smule bag på hende, som hun vendte blikket imod Sihan. Det store dyr havde ingen mage og derved ingen måde at formere sig. Men hun havde aldrig tænkt over det før nu. Måske hun i virkeligheden skulle forsøge at øge bestanden af Bhediya? "Ikke rigtig" svarede hun eftertænksomt, som hendes tanker muligvis var vandret et andet sted hen end til lige netop en almindelig kat med søde små killinger.

Meira kunne kun gi Sitali ret. uanset hvad skulle de ha hjælp. noget Meira kunne tilbyde dem fordi hun kunne forstå dem. hun elskede dyr og elskede at hjælpe så to fluer med et smæk... nej var det ikke lige præsis modsætning af hvad hun gik og lavede. at skade dyr? hun så på Sitali der rakte hånden ud mod Sila der lukkede øjnene og logrede endnu mere med halen end før. den elskede nus. og så var det jo også en god til at blive hjulpet af Meira for hun nussede dem tit.

Meira smilte varmt til Sitali og sila. de havde det godt nu. og sila skulle udskrives om en dags tid. for så var hun ikke i kritisk tilstand mere og kunne humpe rundt med sin ejer.

ja at bestyrke et magisk væsens bestand ville være en klog ide. Meira så ind i Sihan og så på Sitali. da hun svarede Meira med et ikke rigtigt grinte Meira lidt. "er det så ikke på tide? jeg har den sødeste missemor som fødte for 3 dage siden. hun er desværre en hittekat så inden har gjort kræv på hende men jeg kunne ikke lade hende føde ude i denne kulde. så ville alle unger nok ikke klare den" fortalte hun og nikkede mod det hun kaldte katte huset. en lille tilbygning hvor der var lavet et paradis til katte. ed legetøj. ting at hoppe op på og meget mere.

Det var rart at vide, at der også var gode mennesker til i denne verden. At der var nogen, som tog sig af dem, som havde brug for hjælp. Dyrene fortjente ligeså vel som mennesker og andre, et godt liv, hvis der var plads i verdenen, så skulle der være plads til alle og ikke bare de få. Derfor var det godt at møde én som Meira, der virkelig bekymrede sig omkring dyrene. Hvilket mindede hende om noget andet. "Jeg vil gerne betale Dem for Deres hjælp" sagde hun med et taknemmeligt nik, hun ville ikke kunne klare turen retur til Thal'Elor uden sin følgesvend. Det var bare ikke en mulighed, at undvære ham, så hun var glad for at Meira havde hjulpet dem godt på vej, så han ikke skulle miste poten. Desuden så kunne det ikke være billigt at hjælpe dyrene. Kost og logi var jo ikke gratis i disse tider. Og havde aldrig været det.

Meira havde nogle virkelig gode pointer, selvom det måske ikke var bevidst at få Sitali til at tænke i de baner, men hun ville gerne hjælpe til at Sihan's race ikke blev uddød, men det ville kræve at hun fandt en hun.. Ikke en nem opgave for nogen ude i ørkenen. Hun sukkede let, men vendte blikket imod Meira, da hun talte. "De har et godt hjerte og jeg vil gerne hilse på kuldet" svarede hun varmt, som der hvilede et smil fra øre til øre. Måske Meira kunne give hende nogle råd til hvordan hun fandt en mage til Sihan? Hvordan hun skulle gribe det an eller om det var bedst at lade naturen gå sin gang.

Meira så på Sitali og gik ned i baglommen hvor hun havde en blok papir og en lille kuld stykke jeg skrev med. hun tænkte sig lidt om og skrev hvad hun mente det var værd det creme hun havde brugt. for det var jo ikke nogle operation hun skulle ha i gang med Sihan. det var jo bare en creme mod betændelse og sådan så det var jo ikke ligefremst dyrt. meira rakte sedlen til Sitali roligt. der sted krystalen og hvor mange det kostede. ja det var jo ikke sådan at man mistede hus og hjem med de priser. "jeg håber ikke De synes det er for dyrt. men det er ca hvad creme og bandage er værd"


Meira smilte glad da Sitali sagde hun havde et godt hjerte. ja det var da det mindste folk kunne lærer at ha. at ha et godt hjerte. men så igen. mange glemte det gode i hjertet og så var de blevet kolde og ligeglade jo ældre de blev.
hun gik stille og roligt over til katte huset og så over mod Sihan der vidst ikke så ud til at bekymre sig lige nu. det var godt. for Meira ville dem jo intet ondt. hun åbnede døren stille og en folk miaver fra kuldet lød. det var så nuttet at høre synes Meira ihvert fald.
"her er kattemor og hendes kuld" i en blød seng lå en brun kat og en masse farvet unger og kravlede efter morens die vorter. hun gik roligt over til missemoren og nussede hende bag øret. hun lå oppe på en hylde af en art så man ikke skulle bukke sig. og så var der en kant rundt så ungerne ikke faldt ud. missemoren spandt og gned sit hoved op af meiras hånd.
Meira så mod Sitali for at se hvordan hun tog dette syn. det var jo livets cirkel. et går bort og nye fødes.

Det var fuldt ud fortjent, at Meira skulle have betaling for hendes hjælp, ellers ville det være svært for hende at arbejde videre, hvis ikke der også kom en indtjening og krystaller i kassen. Derfor følte Sitali det også nødvendigt at fortælle dyrlægen, at hun havde i sinde at betale og gerne gjorde det nu, så de kunne få det af vejen. Hun ventede derfor også tålmodigt på at Meira noterede noget på papiret og rakte det til hende. Et simpelt buk med hovedet var en indikation på, at hun accepterede beløbet, før at hun sendte hende et smil. "Det er slet ikke noget problem. Jeg vil gerne støtte Deres klinik" svarede hun høfligt, før at hun rakte papiret tilbage til Meira og brugte den frie hånd til at rode rundt i den lille taske, hun havde spændt om hoften. Hun talte efter, før at hun rakte dem til Meira. "Endnu en gang tak" sagde hun med et varmt smil på læben.

Da betalingen var blevet lagt, fulgte Sitali efter Meira hen mod katte huset, hvor hun satte sig ved siden af Meira. Sihan løftede hovedet ganske kort, men lagde sig ellers tilrette igen for at hvile sig. Måske lidt søvn ville lindre poten hurtigere. Da de små killinger gav lyd fra sig, valgte han dog at rejse sig, som han gik hen imod Sitali og Meira for at få et glimt af killingerne. "Forsigtig Sihan" mumlede Sitali, da den store kattedyr pufftede til hende og forsøgte at se nærmere på killingerne. Så vendte Sitali blikket imod killingerne, da hun havde sikret sig at Sihan ikke ville dem noget ondt. "Årh" lød det straks fra hendes mund, som de små killinger var så små! Det var helt ufatteligt, så små de var. Mon Sihan's unger også ville være så små, hvis han nogensinde fandt en mage. "De er virkelig kære, Meira"