Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Sitali Tunivi'el Rhe'ol
Kaldet: Sita, Sitali, Frøken Rhe'ol.
Køn: Kvinde
Alder: 1856
Fødselsdag: 23. april år 164
Tilhørsforhold: Retmæssig Neutral
Tro: Haldis
Erhverv: Medlem af Ældre rådet i Thal'Elor
Civilstatus: Kompliceret
Seksualitet: Biseksuel
Nuværende levested: Rubinien - Thal'Elor, hendes mors palæ ved siden af slottet, hvor rådet hører til.
Race: Ørkenelver

Udseende

Højde: 182 cm
Vægt: 62 kg
Hudfarve: Gyldenbrun
Hårfarve: Langt hvidt hår, der går hende til låret.
Øjenfarve: Gyldne
Kropsbygning: Slank og høj
Særlige kendetegn: Gyldne smykker i hår, ørerne og rundt om halsen. Mørk lille tøj og et gennemsigtig sjal i samme farve. 3 knive i et bælte, som er spændt rundt om hendes lår.

Generel beskrivelse:
Når man skal beskrive Sitalis udseende, så er det vigtigt at huske på at hun faktisk ikke kun har ét udseende (se evne 2), men faktisk flere. Men hendes originale udseende og som de fleste kender i Thal'Elor er en høj og slank kvinde, som klæder sig i silke og gennemsigtige klæder. Tøjet er kropsnært og hendes stil mørk med gyldne detaljer. Hendes tøj består ofte af en heldragt, som bliver spændt fast på ryggen og omkring hendes nakke. Når hun befinder sig i rådet bærer hun altid en mørk blå kappe over, som er dækket med blå detaljer. Kraven står højt og er lavet af fjer. Kappen bliver bundet sammen med hendes halssmykke, så det holder sig pænt på plads. På ryggen kan man se hendes families våbenskjold.

Hendes hår er lyst og en anelse atypisk for ørkenelvere, men hun har ladet det gro langt og er ikke typen til at klippe det, da hun gerne vil bevare længden. Grunden til at hendes hår er så lyst, skyldes hendes første evne. Solens kraft afspejler sig i hendes hår og er også det eneste foruden hendes hudfarve, som hun faktisk ikke kan ændre med sin evne. Hvis hun mangler solens energi, så bliver spidserne dog mørke i det og er et tydeligt tegn på, at hun mangler at mærke solens stråler imod sin hud.

Magi

Magisk evne (1): Sollys
Ørkenelverne er meget afhængig af de indbrydes evner i deres by, derfor var det heldigt at Sitali viste tegn på stærk lys magi. Hendes lysmagi kan faktisk være lige så kraftig, som solen selv. Men hun bruger aldrig den fulde styrke, da det ville tappe hende for hurtigt og dermed forkorte hendes liv yderligere. Lyset springer ud af hendes krop, men ofte er det koncentreret omkring hendes hænder, da hun så nemmere kan styre hvad det bliver brugt til.
Evnen er afhængig af Sitalis livsenergi og hvor afkræftet hun føler sig. Når hun lige har ladt kræften op, ved at gå op til overfladen og 'bade' i solens lys, så vil hendes hår være helt hvidt. Jo mere hun så bruger af evnen, jo mørkere vil hendes hår blive. Det starter altid med at spidserne bliver mørkere, hvor det så bevæger sig op til hendes hovedbund. Bliver håret helt mørkt, så skal hun skynde sig ud i solens lys igen, for ikke at være ude af stand til at bevæge sig.

I tilfælde af at Sitali kommer i problemer, så bruger hun evnen til at forsvare sig med. Ofte gør hun ikke mere end at blænde folk længe nok til at hun kan undslippe. Står hun til gengæld overfor en stærk modstander, så vil hun være tvunget til at skrue op for styrken, så lyset i stedet brænder og ikke kun blænder. Det kan forårsage store brandsår på hele kroppen, hvis hun bliver for aggressivt i hendes panik. Gør hun det så voldsomt, så vil hun være tvunget til at lade evnen op indenfor få dage igen.

Evnen bliver primært brugt til at holde lyskilden i Thal'Elor kørende, så byen ikke skal være foruden lys. Lyset minder meget om solen, da det er varmt og livsgivende, derfor er det med til at få planter til at gro i byen, hvor intet egentlig burde kunne gro. Netop fordi det giver liv til planter og indbyggerne, så er det også med til at tære på Sitalis egne kræfter og derfor kræver det at hun lader op 1 gang i måneden, medmindre hun bruger evnen rigtig meget.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Transformering
Med tanke på, hvor gammel Sitali egentlig er, så har hun for nylig opdaget en anden evne, også selvom den er over 350 år gammel. Den opstod da hun brændte inde med et ønske om at kunne bevæge sig rundt i landet uden at blive genkendt som sig selv. På den måde ville hun kunne undslippe sin livvagt og samtidig se Thal'Elor med andre øjne end den første fødte af Rhe'ol slægten.
Sitali har mulighed for at ændre sit udseende til forskellige skikkelser. Hun ved endnu ikke om hun kan udvide variationen, men lige nu gør hun kun brug af 2 andre 'kroppe' end sin egen. Hun har ikke mulighed for at ændre hudfarve eller race, så hun vil altid fremstå som en ørkenelver, med mørkt eller lyst hår, afhængig af hendes første evne. Hendes favorit er den lille gadepige, som altid render rundt på gaden og blander sig i alt muligt.


Ellers gør hun brug af en ældre kvinde, som har en del livserfaring og som ingen kunne drømme om at betvivle. Kvinden har et seriøst ydre, men virker stadig en anelse fremmede i byen. Denne kvinde bevæger sig sjældent ud på eventyrer, men hun kan sagtens snige sig rundt i byen og distrahere mændene. Kroppen gør det muligt for Sitali at indtage forskellige roller, som kroppen ikke lige umiddelbart ligner en kvinde af betydning. Hun har en rolig men bestemt fremtoning.

Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Personlighed

Styrker:
Lys - Lyset er med til at give hende flere kræfter, hvorfor hun næsten altid vil forsøge at opholde sig i lyset. Hun er ikke så meget til skygger og natten, særligt ikke når hun begiver sig ind i en fremmed by eller rundt i landet.
Smidighed - Sitali er hurtig til bens og har nemt ved at springe over ting, der kunne komme i vejen for hende.
Chakra - Selvom hendes evner kræver en del af hende, så har hun en del chakra at gøre brug af. Så hun bliver ikke nødvendigvis ligeså hurtigt afkræftet, som andre væsner ville blive det.
Forbedrede sanser - Sitali ser virkelig godt i mørke, men gør sjældent brug af det, da hun helst ikke vil opholde sig i et mørkt rum for længe ad gangen.
Varme - Ørkenen påvirker hende ikke på samme måde og hun kan heller ikke rigtig tørste så nemt, som andre væsner. Hendes krop har nemt ved at omdanne varme til ny energi.
Transformering - Hun er efterhånden blevet rigtig god til at forvandle sin krop og eksperimenterer stadig en smule. Men hun har endnu ikke formået at forvandle sin krop til en af hankøn og tvivler lidt på, at det nogensinde bliver aktuelt.

Svagheder:
Mørke - Hendes evne dræner hurtigt hendes krop for energi, hvis hun opholder sig for længe i et mørkt lokale eller område. Derfor søger hun ofte lyset for at holde fat i energien og ikke sætte sig selv i fare.
Forsvar - Hun kan kun forsvare sig selv med sin evne, men er meget påpasselig med det, da hun ikke altid kan kontrollen mængden og derved kan ende med at sætte sit eget liv i fare ved at bruge den for meget.
Sihan - Han er lidt som en bror for hende og egentlig ikke et kæledyr, som så mange andre vil beskrive ham som.
Overfladen - Det kan bekymre hende en smule at støde på fremmede væsner, men hun er ikke bange af sig og slår da også igen, hvis nødvendigt. Hun er bare ikke helt så stærk i hvad der foregår på overfladen i forhold til styre og begivenheder.
Styrke - Bliver hun taget til fange, så har hun svært ved at slå sig ud af det. Hun har ikke mange kræfter at tage af og er derfor meget afhængig af sin evne til at bryde fri.

Talenter:
Sprogstærk - Sitali er øre for at lære nye sprog og kan faktisk tale næsten samtlige sprog i landet. Det eneste der halter en smule er dæmonisk, men det skyldes fortiden til dæmonerne og de regler, der er sat op omkring den race i Thal'Elor.
Adræt - Sitali har brugt sin krop rigtig meget igennem sin barndom og bruger den stadig til at undgå farlige situationer. Hun kommer nemt omkring og ved hvile begrænsninger hendes krop har. Uanset hvilken form hun har taget.
Eventyr - Hun har talent for at opsøge eventyr, særligt når hun går på opdagelse på overfladen. Hun kan næsten se et eventyr i hvad som helst.
Thal'Elor historie - hun har brugt lang tid på at sætte sig ind i Thal'Elor fortid og fremtid, samtidig med at hun kender byen ind og ud.

Generel beskrivelse af personlighed:
Sitali er lidt af en eventyrer, men tager også sin rolle i Ældre rådet meget seriøs. Hun ønsker ikke at nogen ørkenelver nogensinde skal lide last eller forvandles til underholdning for de øvrige racer. Derfor er hun også typen til at kæmpe for at ørkenelverne bliver sat fri, særligt fra Balzera, som er berygtet for at holde hendes artsfæller som slaver. Hun har dog endnu ikke samlet mod nok til at konfrontere nogen i byen, men arbejder konstant på at nærme sig området.
Når det kommer til fremmede, så holder hun sig ikke væk, men kun en smule på afstand, indtil hun har set personen an. Sitali er virkelig stædig, når det kommer til at lære de øvrige væsner bedre at kende, men hun kunne aldrig drømme om at sætte sin fod i dæmonernes by, derfor synes hun også det er fint at Mørkets hær er blevet jaget på flugt, så hun heller ikke lige så nemt risikere at støde på dem. For er der noget hun ikke bryder sig om, så er det de væsner, som gør andre ondt.

Når man kommer ind på livet af Sitali, så har hun faktisk en meget smittende livsglæde, som gør de fleste omkring hende glade. Det tager dog lang tid at komme så langt med hende, da mange, særligt indbyggerne i Thal'Elor er nervøse for at hun kunne finde på at trække dem med i rådet og kaste en dom over deres opførsel. Men udenfor byen så er der ikke mange, som kender hendes rolle i byen og derfor føler hun også at hun kan være mere fri på overfladen, omend hun er klar over, at hun skal træde varsomt for ikke at bringe hele byen i fare.

Baggrundshistorie

Born in darkness - år 164
Thal'Elor var efterhånden en veletableret by, men ørkenelverne gik stadig forsigtigt med dørene og ingen turde rigtig bevæge sig udenfor for byens grænser. Det var heller ikke velset og da slet ikke, hvis man kom helt udenfor og op til overfladen. Byen havde vokset sig større over årene, der var efterhånden gået snart 700 år med at bygge byen op og få den til at køre rundt uden de store problemer. Symir og hans kone, Siowiel, havde længe ventet på at stifte familie, da der endelig var kommet ro på sagerne og alt så ud til at fungere som det skulle. Derfor var Siowiel også blevet gravid og snart skulle hun føde, efter hendes mavefornemmelse, så skulle der stadig gå nogle dage, før at deres førstefødte ville melde sin ankomst, hun havde derfor sendt sin mand afsted mod slottet, så han kunne genoplive lyskilden, som svævede over byen.

Symir gik med tunge skridt imod den store port, som kappen hang tungt over hans skulder og slæbte imod jorden. Gulvet var belagt med hvidt marmor, som de havde fundet i en klippe ikke langt fra byen. Alligevel kunne man hurtigt fornemme støvet på den tunge kappen, som enden blev brun og beskidt, men der var ikke tid til at bekymre sig om udseende nu, hvor han havde en vigtig opgave. I døren mødte han sin sædvanlige vagt, der bukkede hovedet dybt og skubbede porten op, så han kunne passere. Derfra fulgte han med et skridt bagved ham og kiggede sig hele tiden over skulderen. De bevægede sig imod det fjerneste hjørne på slottet, som Symir åbnede en mindre dør ind til en smal og høj trappe. Skridtene blev lettere og lettere, mere og mere fjern i det store rum, som de to skikkelser bevægede sig op i toppen af det smalle tårn. Der var enkelte vinduer, så man kunne få en fornemmelse af, hvor langt op der endnu var. Symir var målrettet og gik med hastige skridt op til den låge, som han skubbede op med armen og trådte helt op på den mindre platform. "Bliv dernede, Isuril" lød det hæst fra ham, som vagten nikkede og blev stående på nogle trin længere nede. Han kunne stadig fornemme Symirs skikkelse igennem hullet i gulvet, men der var ikke plads nok på platformen til at de begge kunne være der.
Hænderne blev løftet væk fra kappen, som Symir hævede dem over hovedet og lod ærmerne glide ned, så tatoveringerne kom til syne. Han begyndte at mumle en messe, som han havde lært fokuserede hans evner yderligere. Tatoveringerne begyndte at lyse op, som han pegede armene imod den svævende lyskilde oppe under grottens loft. Kilden begyndte at snurre rundt, før at et skarpt lys pulserede kraftigt i den og den gik i stå. 10 gange pulserede lyskilden, før at lyset tog til, før at det blev et blødt lys, der nåede selv de fjerneste afkroge af byen. Symir tog armene ned, gik hen imod trappen og ned igennem lemmen for at lukke den til igen.

På vej ned af de mange trin, kunne de fornemme panikken i rummet under dem, som skridtene farede rundt og kaldte på dem. Vagten gik i forvejen for at sikre sig, at der intet var i vejen. Da det ikke var tilfældet, skyndte Symir sig ud blot for at få nyheden om at hans hustru lå i smerter derhjemme og højst sandsynligt ville føde deres barn inden længe. Hvis det ikke allerede var for sent. Kappen fløj om kroppen på ham, som Symir nærmest løb igennem slottet og ud af døren for at løbe til palæet ved siden af slottet. Døren blev åbnet allerede før han nåede den, som tjenestepigen hurtigt pegede ham i retningen af deres soveværelse. Ikke at han var i tvivl, som han straks kunne høre en baby græde og Siowiel der gjorde sit for at trøste hende. Han løb hen til sengen, faldt på knæ, kyssede sin hustrus pande før at han beskuede den lille elverpige i favnen. "Sitali.." kom det stolt fra moderen, som de lagde panderne sammen og Symir placerede en beskyttende hånd imod datterens hoved. "Perfekt.." svarede den nybagte fader.

Show me your true colour - år 395
Der hvilede et enormt press på Sitalis skuldre allerede fra det øjeblik hun kom til verdenen, havde hendes forældre en forventing om, at hun skulle overtage sin fars rolle i rådet og ikke mindst et håb om, at hun udviste bare noget lignende de samme evner som ham. Ellers ville de skulle finde en anden, der kunne holde liv i lyskilden og den slags undersøgelser kunne tage lang tid og ikke mindst være farlig, hvis de først løb tør for lys i byen.
Det var efterhånden umuligt at tælle på en hånd, hvor mange gange Sitali havde siddet på taget af deres palæ for at betragte den kæmpe lyskilde i loftet. Hun var noget så betaget af den, men i en alder af 231 år havde hun endnu ikke udvist nogen evner forbundet med solen eller lyset. Begge hendes forældre var begyndt at blive bekymret, men gik også samtidig med tanken om, at de måske skulle begynde at overveje at få et barn mere, så de forhåbentlig kunne give evnen videre til den næste, hvis ikke Sitali havde opfanget de evner. Bekymringerne voksede sig større og større, som Sitali endte med at trække sig mere og mere ind i sig selv, hun kunne tydeligt mærke det på sine forældre og ikke mindst de øvrige ørkenelvere i landet. De stirrede alle på hende, forventede at hun gjorde sit bedste. Hun kunne dog stirre nok så mange gange på lyskilden, men hun fik aldrig rigtig noget tegn på at hun kunne lave lys.

Forventninger, bekymringer og lignende gjorde at hun fik nok.. Sitali pakkede noget mad ind i et stykke stof, som hun bevægede sig udenfor byen og ikke langt tid efter stødte på en sti, der førte hende op til overfladen. Stien mundede ud i en mindre grotteindgang, som gangene blev smallere og smallere. Til sidst var hun nødsaget til at smide posen og masse sig igennem den lille sprække i væggen. Hun kunne fornemme lyset på den anden side og var sikker på, at hun sagtens kunne komme igennem. Det mørke hår hang løst, men sad fast i klippevæggen op til flere gange, hvor hun måtte hive sig fri for ikke at sidde fast for alvor. Til sidst nåede hun enden af sprækken og faldt ud i noget sand, der føltes ufattelig blødt at lande på. Hun trak vejret dybt, som luften var knap så tung heroppe. Egentlig følte hun lidt at hun skulle besvime, fordi luften var langt tyndere end hvad hun var van til. Stædig, som hun var, kom hun på benene, som hun støttede sig op ad væggen.
De første par skridt udenfor grotten var tunge og svære at tage, som hun stoppede op efter at have gået nogle få skridt, som hun vendte rundt og kiggede imod klippevæggen, det var svært at få øje på sprækken, som hun bukkede sig ned og rev et stykke af sin kjole for at hænge den op med nogle sten, så hun kunne finde indgangen igen. Så begav hun sig længere ud i sandet, lod blikket glide imod himlen og solen, der varmede hendes ansigt noget så forfærdeligt. Det var slet ikke den samme form for varme, som lyskilden derhjemme.
"Kom så!" en stemme i der fjerne, fik Sitali til at smide sig i sandet, som hun forsøgte at skjule sig for hvem der end måtte have fundet vej til hende. Mon de var på jagt efter hende, havde de allerede fået færten af hende, var hun i fare? Nervøsiteten steg hende til hovedet, som hun lagde armene over hovedet og skjulte ansigtet imod sandet. Forhåbentlig ville de forsvinde inden længe. En smæld fik hende til at give en lyd fra sig, som hun hvinede op og hurtigt rejste sig på benene for at løbe i den modsatte retning. "Hvem der?!" råbte skikkelsen, som befandt sig på en sandbakke ikke langt fra hende. Personen sad på en vogn, der blev trukket af mennesker.. Eller slaver. Sitali vidste det ikke, hun løb bare videre. Manden fik øje på hende, hudfarven og de spidse ører, som han straks sendte nogle mænd efter hende. "Fang hende" råbte han efter dem, som det blot motiverede Sitali til at løbe hurtigere. Det var dog svært at løbe i sand, når man var van til hård klippe og sten.
Med ét faldt hun på røven, som noget greb fat i hendes ankel og væltede hende omkuld. Hun blev lettere omtåget og forsøgte at sparke det af sig, men det nyttede ikke og snart blev hun samlet op og smidt over en høj bred mands skuldre. Hun hamrede løs på hans ryg. "Slip mig så!" råbte hun vredt og frustreret, som hun vred kroppen, men egentlig ikke kunne bevæge sig særlig meget. Manden lo let, som han smed hende op i vognen. Hun gispede efter vejret, som den hårde overflade havde slået luften ud af hende. Vognen begyndte atter at bevæge sig, som pisken blev svunget over hovedet på hende og vognen. Det gav endnu et sæt i hende. Hendes forældre havde ret, overfladen var et farligt sted. Men hvor var hun mon på vej hen?

Vognen stoppede op nær en oase, som slaver og mandskab skulle have genopfyldt deres energi med noget vand. Sitali forsøgte at komme på benene og ud af vognen, men den var bevogtet af den samme mand, som havde fanget hende. Hvilket fik hende til at blive siddende. De mørke lokker svajede svagt i den smule vind der var i området, som hun placerede hænderne bag sig og kiggede imod solen. Varmen var fantastisk, men hun var ikke i en position, hvor hun rigtig kunne nyde det. Lige pludselig blev hun hevet hen over gulvet i vognen og ned i sandet med et bump, som hun fik en støvle i ryggen og blev sparket imod vandkanten for at drikke. "Hey!" råbte hun surt, som hun ikke ville behandles på den måde. Men det gav manden ikke meget for, som han hev et metal halsbånd frem, åbnede det og gik hen imod hende. "Vi skal nok få en god pris for sådan en livlig sjæl som dig. Ørkenelvere ser vi ikke så tit mere" der var et tydeligt hån at spore i hans stemme, som han tydeligvis ikke fandt ørkenelvere værdige til andet end slaveri. Hun fnøs lettere køligt af ham, sur, men også skræmt på samme tid, som hun bakkede ud i vandet for at undgå halsbåndet. Tøjet blev gennemblødt, det samme gjorde hendes hår, som han dog fulgte efter hende uden problemer. "Lad mig være!" bønfaldt hun, som hun forsøgte at komme på benene og løbe, men manden greb fat i hendes tøj og hev hende op ad stå, som hun vaklede lidt og slog ud efter hans arm. Han rørte sig ikke, men hev hende til sig, for at smække halsbåndet om hende. Det sitrede i hele hendes krop, som hun skubbede en sidste gang til ham, denne gang med hvad end kræft hun havde tilbage og med et voldsomt skrig, som en voldsom lys strålede ud af hendes hænder og blændede manden længe nok til at hun kunne flygte udenfor hans rækkevidde. Manden blev brændt på det meste af kroppen, som hun kunne høre hans skrig, imens at hun løb, så langt væk hun overhovedet kunne komme.
Sitali nåede hen til vandkanten på den anden side af søen for at få noget vand. Hendes tøj hang tungt omkring hendes krop og nu var hendes ben beklædt med sand, hvilket gjorde hende tungere endnu. Hun var stakåndet, som hun dyppede hænderne ned i vandet og kastede det op i hovedet for at få pulsen ned og samtidig kølet sig ned. Sitali tog en dyb indånding, som hun satte sig ned på røven og stirrede ned i vandet. Det var der, at hun fik øje på den lyse tøj i det mørke hår. Farven var næsten kridhvid og stod i stærk kontrast til hendes øvrige hårfarve. Hun blev så chokeret over det, at hun faldt bagover og slog hovedet imod en sten, så hun besvimede. Heldigvis for hende, havde hun valgt at skjule sig i blandt små buske og træer, der voksede langs med søen. Så ingen fare kunne finde hende..

"Frøken Rhe'ol!" kaldte en stemme i det fjerne, som hun med et sæt slog øjnene op og stirrede op imod den kolde klippevæg. Hun lå på hvad der lignede en båre, som dog blev trukket igennem sandet. Hun forsøgte at kigge sig omkring, som hun fik øje på en stor bredskuldret ørkenelver, der trak hende afsted imod mørket. Stemmen, der havde nået hende, var dog en pige, som hurtigt var kommet hende til undsætning, da hun først havde fået øje på hende. "Deres forældre har været så bekymret! Deres fader er rasende!" forklarede pigen, som hun tog fat i hendes hånd og forsøgte at fjerne sandet. "Elindir.. Sira..." hostede hun lettere omtåget, som hun kunne genkende skikkelser, omend hun ikke helt kunne se ordentligt endnu. Hendes syn var stadig en anelse sløret, som hun forsøgte at få en fornemmelse af hvor de var. De kunne umuligt have taget hende ind samme vej, som hun var kommet ud. Men hvordan? "Elindir fulgte efter Dem.. Han bragte Dem hjem i sikkerhed, så snart det var muligt uden at afsløre vores position" forklarede Sira med et nik, som Elindir stønnede af anstrengelse over at skulle slæbe hende på den måde. Sitali tog sig til hovedet for at sætte sig op, men kunne hurtigt fornemme den våde fornemmelse i hovedbunden. Hun tog hånden til sig og fik øje på blodet.. Åh nej, hvordan skulle hun forklare det?

De nåede hjem til palæet.. Elindir og Sira forduftede hurtigt, da først Sitalis forældre mødte dem i hallen og straks kom deres datter i møde. Moderen var ovenud lykkelig for at hun var kommet hjem, faderen derimod så en smule anspændt på hende, som de dog begge fik øje på den lyse tot hår. Sitali forsøgte at forklare hvad der var sket uden at nævne noget om, at hun havde været udenfor, men i stedet vinklede det til at hun var blevet overfaldet af et vildt dyr i grotterne. Den historie levede ved i noget tid, men hendes fader lod hende aldrig vandre rundt alene igen.

So protective.. so annoying - År 419
Der var efterhånden flere år siden at Sitali havde fået lov til at vandre rundt i gaderne i byen alene. Hendes forældre ville ikke længere lade hende vandre rundt alene og derfor havde hun næsten altid Elindir på slæb. Hun havde efterhånden forsøgt næsten alt for at ryste ham af sig, men han formåede altid at finde hende igen. "For Haldis' da også.. Kan du ikke bare lade mig få lidt fred" vrissede hun frustreret, som Elindir blot trak på skulderne og stak armene i lommen, som han fulgte efter hende. Han befandt sig godt nok nogle skridt bagved hende, men han var der altid. Han brummede lidt fra tid til anden, hvis hun bevægede sig for langt væk eller snakkede med de forkerte. Det var lidt som at have en hund rendende efter sig og hun var mildt sagt ikke begejstret for det. Særligt fordi de næsten var jævnaldrende, så hvad kunne han gøre, som hun ikke selv kunne klare?

Gaderne var fyldt med mennesker, som forsøgte at gøre deres arbejde, hvor Sitali egentlig ledte efter noget sjovt hun kunne give sig til. Håret var efterhånden tofarvet, som lyset tog mere og mere over i hendes naturlige hårfarve. Hendes forældre var ovenud lykkelige for at hun havde vist sig at have kræfter, der kunne hjælpe byen. Men hvordan hun havde opdaget dem, var ikke noget de længere talte om. Det havde de faktisk aldrig gjort. Alligevel forsøgte de at lære hende, hvordan hun skulle kontrollere dem og hvordan hun skulle arbejde videre for at udvikle dem og forhåbentlig senere bruge dem til at skaffe en ordentlig lyskilde til Thal'Elor. Underligt nok, så følte hun sig konstant svækket, ligesiden hun havde været på overfladen og set solen for første gang, hvor hun faktisk havde følt sig ovenud frisk og energisk, så havde hun ikke samme energi. Men hun slog det bare hen. Det var jo kun 24 år siden, at hun havde været på overfladen, så mon ikke hun nok skulle få chancen igen. Sitali håbede lidt på, at dagen idag ville være dagen, hvor hun kunne komme op til overfladen igen.
Uden at give Elindir et hint om hendes planer satte hun i løb imod mængden for at gøre endnu et forsøg på at ryste ham af sig. Hun løb frem og tilbage, zig zaggede omkring og væltede bevidst ind i folk for at forstyrre Elindirs overblik. Hun kom ud på den anden side, følte hun var fri, som hun satte kursen imod udgangen af byen og imod de mange grotter, som forhåbentlig kunne følge hende ovenpå.

Der var langt. Længere end hun kunne mindes og derfor måtte hun stoppe op, da hun pludselig kom i tvivl om, hvad vej hun egentlig burde gå. Hun befandt sig i en mindre grotte med flere veje, som hun kunne gå, men der var ingen steder, hvor hun rigtig kunne fornemme lyset og derfor ingen måde hvorpå hun kunne lokalise overfladen. "Kom nu.. Ta' en beslutning" mumlede hun for sig selv, for ellers ville Elindir indhente hende og så ville hun blive slæbt tilbage til palæet.. Højre, venstre.. Ligeud? Hun vidste det ikke og var så småt ved at opgive, da hun fik øje på et blåt glimt i det fjerne. Uden at tænke videre over det farede hun i den retning, som hun fik øje på nogle krystaller, der reflekterede lyset. Det måtte være den rette vej. Hun fulgte krystallernes lys, men endte i en mørk blindgyde, hvor hun fik øje på en lys skikkelse i det fjerne. Skikkelsen lå krøllet sammen i bunden af hvad der lignede en rede, som hun tog nogle skridt tættere på og rakte hånden ud mod kanten af reden for at lægge sig ned. Hun kunne fornemme skaller og fjer i reden, den lyse skikkelse bevægede sig, eller den trak i hvert fald vejret, kunne hun se. Som hun kom tættere på, kunne hun fornemme et blå skær omkring dyret, det fik hende til at rynke svagt på brynene, som hun rakte ud for at røre ryggen af dyret.
Det gav et sæt i både hende og dyret, som det straks sprang op på kanten af reden, modsat Sitali og viste tænder. I panden havde den et symbol, der lyste blåt. Symbolerne fortsatte ned af dens krop, alle med det blålige lys, det var særlig tydeligt omkring panden, under hagen og ved poterne, som dyret hvæste af hende. "Rolig lille ven, jeg gør dig ingenting" forsikrede hun dyret, som hun rakte hånden frem og forsøgte at komme tættere på. Den hvæsede endnu af hende, som den sprang ned imod skallerne og skubbede dem rundt med snuden. Den endte med at samle det hele i enden af reden, langt væk fra Sitali, som forsøgte den at beskytte noget. Udfra hendes observationer forventede hun lidt at der var tale om en unge, en unge, der måske var udklækket for sent i forhold til resten af kuldet.

I de følgende dage vendte Sitali ofte tilbage til reden, så længe hun bare kunne slippe væk fra Elindir, hvilket han bestemt ikke var fan af. Hun endte med at bringe mad med sig hver gang, for at se om hun kunne lokke dyret tættere på. Det krævede en del overtalelse, men til sidste formåede hun at komme helt tæt på, så hun kunne mærke dens bløde pels. De blå aftegningerne afgav ikke varme eller kulde, så de fungerede mere som en lyskilde i mørket, noget hun kunne nikke genkendende til.

Not a part of the big picture - år 938
Det var ikke første gang, at de forkerte havde forvildet sig ned i de dybe grotter. Væsnerne flygtede fra pesten på overfladen og håbede inderligt, at de kunne søge tilflugt under landet, og derved undgå pesten og døden, som ikke kendte forskel på god eller ond. Alt og ingenting blev ramt. Derfor var rådet også tvunget til at oprette en beskyttende ring omkring deres by, så de kunne forhindre fremmede i at finde frem til deres underjordiske by. Det gjorde det dog også besværligt for Sitali at komme ud af byen. Heldigvis for hende, var Sihan vokset sig til et stort dyr, der nu kunne bære hende på ryggen. Så hun på den måde kunne springe fra tag til tag og hoppe over klipperne for at komme frem til udgangen. Elindir havde efterhånden opgivet at følge efter hende, som hun stædigt forsøgte at slippe fra ham dagligt og han var ikke længere så opfindsom mere. Måske fordi Sihan var blevet virkelig hurtig og let til bens, så han nemt kunne luske udenom Elindirs forsøg på at indfange dem begge.
Sitali havde lagt sig ned over Sihans ryg og holdt godt fat i hans pels omkring halsen for ikke at falde af i farten. Hun lo let imod pelsen for ikke at afsløre deres position overfor Elindir, som de endnu ikke var udenfor byens mure og derved ikke kunne tillade sig at larme alt for meget. Rådet havde erklæret udgangsforbud, da nyheden om pesten havde nået byen og ingen.. ingen ønskede at pesten skulle finde vej til byen, når de ikke havde mulighed for at undslippe uden at sætte sig selv i stor fare på overfladen. Sihan strøg igennem gaden, før at han sprang frem imod en afsats og hoppede op på det nærmeste tag og videre efter gaden. "Kom så, Sihan" hviskede hun ind i hans ører, som hun opmuntrede ham til at tage det sidste spring, så de ville slippe over vagterne og dermed ind i tunnelen på den anden side. Han fnøs let, rystede på hovedet og tog det sidste spring. Landingen var lettere hård, som Sitali faldt af og rullede rundt hen over de hårde klipper med et gisp. Sihan rystede på hovedet og kroppen for at ryste støvet af sig, som han langsomt gik hen til hende og skubbede til hende med snuden. Sitali lagde en hånd imod hans snude. "Jeg er okay.. det er ikke første gang" lo hun lystigt, som hun dog hurtigt greb ud efter Sihan og begravede hans snude ved hendes mave, som hun kunne høre stemmer ikke langt fra dem. Måske tunnelen ved siden af.. Det var ikke elvisk..
"Vær stille.." Sitali slap Sihans snude, som hun forsigtigt kravlede over til væggen og lagde øret imod den kolde overflade, hun kunne nemt fornemme stemmerne, men hun var ikke helt sikker på sproget, som hun dog havde lært de fleste sprog i landet, hvis det nogensinde skulle bruges. "Jeg kan se lys" lød endnu en stemme, som Sitali satte sig op med et sæt og kiggede sig omkring. De havde kurs lige imod byen, hvis ikke hun gjorde noget for at skubbe dem i en anden retning. Hun vendte blikket imod Sihan, der var begyndt at knurre svagt dybt nede i halsen, hun forsøgte at få ham til at tie stille, men han ville blot beskytte hende. Hun måtte tænke hurtigt, hvis ikke de fremmede skulle opdage byen.. Derfor valgte hun også at rejse sig fra sit skjulested, som hun fandt en mindre sprække i væggen ind til de fremmede. Hun var godt klar over at Sihan ikke kunne følge med.. Eller det var hvad hun havde forventet, som han dog lige pludselig stod ved siden af hende. Undrende stirrede hun på ham, men måtte skubbe forvirringen til side, som hun kørte skridt. Sitali samlede nogle sten op, som hun fandt en vej, der ledt væk fra byen, hvor hun smed stenene hen. Det gav genlyd i de små gange, som de fremmede blev tavse. "Hvad var det? Er der nogen?" der var en vis form for bekymring i deres stemme, som skridtene bevægede sig imod lyden. "Måske et dyr.. Vi kunne godt bruge noget mad" lød stemmerne fortsat hviskende, som de fulgte lyden og hurtigt bevægede sig væk fra byen.

Heldigvis for Thal'Elor havde Sitali formået at lokke de fremmede i den modsatte retning i forhold til byen. Hun fulgte dem i noget tid for at sikre sig, at de ikke vendte rundt og ved en fejl faldt over byen alligevel. Det tog nogle timer og da Sitali først vendte tilbage til byen, måtte hun forklare sin fader, hvad der var sket. Han var ikke tilfreds, men glad for at det var lykkes hende at sende dem bort. Derefter sendte rådet dog nogle krigere ud for at sikre sig, at der ikke var flere måder at komme ind i byen på. Det begrænsede Sitalis muligheder for at flygte ud af byen og derved også hendes chance for at komme ud i lyset ovenpå. Hun følte sig mere og mere svækket med årene, noget hverken healere eller rådet kunne forstå. Hendes forældre var virkelig bekymret. De havde selvfølgelig også hendes broder at bekymre sig om, men han lod ikke til at være helt så eventyrlysten, som hende. Der var altså mere styr på ham. Næsten 100 år efter, fik Sitali også en lillesøster, der var elsket af alle.

Many faces only one soul - år 1632
Panikken havde spredt sig i Thal'Elor, jorden rystede voldsomt, bygningerne faldt sammen og blev knust imod gaden. Flere ørkenelvere var i fare for at komme galt afsted. Ældre rådet forsøgte at råde folk til at blive indendøre eller søge til slottet, så de kunne komme i ly der. Sitali var ude, Elindir lige i hælene og Sihan ved hendes side, som hun gerne ville hjælpe til. Mange kiggede skævt til hende, som hun forsøgte at få en ældre dame på benene igen, da hun blev skubbet væk. Der røg nogle skældsord i hendes retning, som hun så lettere uforstående på den ældre kvinde. "Jeg har intet gjort forkert!" råbte damen til hende, som hun skyndte sig væk ind i sin forretning, hvor hun forsøgte at redde sin keramik fra at blive knust imod jorden. Sitali var lettere uforstående overfor situationen, som hun hørte Elindir brumme bag sig. "Hun er nok nervøs for at De melder hende til rådet for noget hun kan blive straffet for" lød det roligt fra Elindir, som han havde grebet hende i faldet. Så ramte hun da ikke jorden med røven. Hun trak armen til sig og kiggede ind i butikken, men turde ikke rigtig nærme sig. Kvinden havde bedt hende om at gå, så det måtte hun heller gøre. Måske det skyldes at hendes far var medlem af Ældre rådet og hun derved ville have nemt ved at melde noget 'forkert' til ham og resten af rådet. Sitali sukkede opgivende, som hun dog blev gjort opmærksom på alvoren, da endnu et efterskælv spredte sig i byen. Det hele rystede, som en revne dukkede op imellem hende og Elindir. "Bliv der, Frøken Rhe'ol" råbte han eller beordrede han hende, som hun nikkede svagt og forsøgte at få en fornemmelse af, hvor dyb den mon kunne være.

Sitali forsøgte at hjælpe flere på hendes vej, men hun blev ofte afvist og kunne ligesom fornemme frygten hos nogle af de ældre ørkenelvere. Var de alle nervøse for at hun ville træde dem over tæerne, også i en situation, som denne? Det gav virkelig ikke nogen mening, men uanset hvordan hun forsøgte at forklare sig, så var der ingen, som ønskede hendes hjælp. Hun vendte tilbage til palæet med Elindir og Sihan på slæb. Sihan forsøgte at opmuntre hende ved at puffe en smule til hendes hånd. "Det nytter ikke Sihan. Jeg kan jo ikke ligefrem være en anden end Rådsmand Rhe'ols datter" mumlede hun en smule opgivende for sig selv. Der var efterhånden gået lang tid siden det sidste efterskælv, så de fleste ørkenelvere var på vej retur til deres bolig. De gik alle forbi hende, så hun blev fanget i myldret, Elindir havde svært ved at holde styr på, hvor hun var blevet af. Sihan fulgte dog nemt trop, som mange af ørkenelverne så vidt muligt forsøgte at bevæge sig uden om det store dyr, der nemt kunne puffe dem til siden, hvis han havde lyst til det.

Lige pludselig begyndte flere at hilse på hende, nikke respektfuldt og høfligt, som hun stoppede op. Sihan var nær gået ind i hende, men eftersom at hun lugtede som sig selv, så fattede han ikke mistanke, før at han hævede snuden fra jorden og lod de blå øjne stirre op på den kvindelige skikkelse. Han knurrede en smule af hende, før at han kunne dufte, at det fortsat var Sitali. Hans knurren var dog nok til at Sitali vendte et undrende blik imod ham, som hun ikke rigtig forstod hvad der gik af ham. Hun løftede hænderne for at placere dem under hans snude, som hun aede ham lettere beroligende og kiggede ham ind i øjnene. Der gik det op for hende, at hendes spejlbillede ikke længere lignede sig selv. Kroppen så ud til at være blevet ældre, håret længere og blikket noget mere seriøst. Hun lød lettere forskrækket, som hun slap Sihan og skyndte sig hen til den nærmest kilde for at kigge på sit spejlbillede. Sihan fulgte efter hende, puffede til nogle ørkenelvere på sin vej, men stoppede op ved kanten af det store springvand, som han lagde poter på den høje kant og hævede sig op for at kigge ned i vandet. Sitali så meget ældre ud, ansigtet var langt mere markeret end tidligere og hun kunne slet ikke kende sig selv. Slet ikke da hun så sig selv ved siden af Sihan. "Hvad er der sket" mumlede hun forskrækket, som hun kiggede ned af sig selv og mærkede efter om hun var faldt i søvn og derved kunne nive sig selv, for at vågne. Der skete intet.. Men hvorfor og hvordan havde hendes krop ændret sig på den her måde? Hun blev bekræftet i, at hun ikke havde set syner, da Elindir stoppede op ved Sihan og kiggede en smule undrende på hende. "Hvor er hun, Sihan?" spurgte han bekymret, men også irriteret, som hun normalt ikke ville efterlade Sihan, hvis hun skulle afsted på sine udflugter. Sitali havde nær tilkendegivet sig selv, da hun blev opmærksom på mulighederne ved denne nye skikkelse.

So peaceful, yet so terrible - år 1863
"Sitali! - ! - !" der blev kaldt efter alle børn i samme øjeblik, som Sitali var trådt ind ad døren. Hun vidste godt, at hendes far havde haft det dårligt over længere tid, men hun forventede blot at han ville komme ovenpå igen, som han altid gjorde. Men hun måtte nok til at se frygten i øjnene, da hun først trådte ind på sine forældres kammer og beskuede sin far ligge i den store seng. Han var omgivet af healeren, rådsmænd og lignende. Siowiel havde en fast plads ved siden af sengen, som hun holdt hendes mand i hånden. Hendes skikkelse var også blevet tynd og afmageret, som hun ikke ville forlade sin mands side, før han tog sit sidste åndedrag. Der blev snakket i krogene om, hvad der skulle ske, når han døde, men Sitali strøg lige forbi dem alle, som hun faldt på knæ ved siden af sengen og lagde en hånd mod sin fars ben. "Fader" mumlede hun trist og oprørt, som hun kneb en tåre ud af øjenkrogen. Den vandrede stille over hendes kind, som hun sank en klump, da Symir vendte blikket imod hende. Han løftede svagt den frie hånd, som han lagde den imod hendes kind og sendte hende et berolignede smil. "Sita.." mumlede han hæst og svagt, som han vendte blikket imod sin kone og nikkede til hende. Han kunne ikke få ordene over sine læber, afkræftet og ude af stand til at tage den nødvendige snak med hende, som var påkrævet. Det var op til Siowiel. Hun nikkede til sin mand, før at hun gav hans hånd et klem og vendte sig imod sin datter.

"Det er din faders ønske, at du tager hans plads i rådet" forklarede hun stille, grædefærdig, som hun måtte tage en pause og kigge på sin mand igen. Hun vendte dog stædigt tilbage imod Sitali, som hun rakte hende en rulle pergament og bad hende om at læse den igennem, før hun skulle indtage sin plads i rådet. Det omhandlede samtlige regler i byen og ikke mindst instruktionerne til at finde vej til lyskilden, som svævede oppe over det højeste tårn på slottet. Sitali tog imod det, som hun vendte blikket imod de øvrige rådsmænd. Nogle var mere begejstret end andre, stemning var dog en smule trykket, som Sitali vendte blikket imod sin fader igen og lagde pergament rullen foran sig på sengen, før at hun rejste sig op, lagde en hånd på rullen og løftede den imod sin faders brystkasse. Derfra plantede hun et kys imod hans pande. "Tak for alt" hviskede hun så lavt, at kun han kunne høre det. Han nikkede til hende og gjorde et ryk med hovedet for at få hende til at give plads til hendes søskende.

Ikke længe efter deres afsked gik Symir Rhe'ol bort og efterlod sig tre børn og en elsket kone. Sorgen sænkede sig hurtigt over palæet og de måtte indfinde sig med ikke længere at have deres fader i blandt dem. Sitali blev hurtigt hevet ud af sine eventyrer, som hun straks måtte indtræde i rådet og opfylde sin pligt. Men som hun havde lært over årene, så var hun fortsat nød til at komme op til overfladen mindst 1 gang i året for ikke at miste sine kræfter og livsenergi. De øvrige medlemmer var ikke vilde efter at lade hende gå, men de var også klar over, at de ikke kunne leve uden lyskilden, som Sitali kunne lade op med sine kræfter, ellers skulle de lede efter en anden med noget lignende de samme kræfter. Så hun havde deres tilladelse til at gå ud 1 gang i året. Men selv ikke et nyligt rådsmedlem, som hende, kunne holde sig til den ene gang om året. Hun var nød til at følge med i, hvad der skete i landet og ikke kun i Thal'Elor.

Feel the heat against your skin - år 2017
Det var tid til at forlade Thal'Elor. Sitalis hår var efterhånden blevet helt mørkt og kræfter havde hun ikke mange af længere. Men hun havde følt sig presset til at blive i byen, da de havde haft en del problemer på det sidste. Rygterne om krig og ødelæggelse havde spredt sig i byen og rådet var nød til at tage sig af problemer, før at de kunne lade hende bevæge sig ovenpå. Magtbalancen på overfladen var noget så ustabil. Rygtet om at dæmonernes by atter var åben havde spredt en voldsom panik i landet, for tænk nu hvis dæmonerne atter fandt frem til deres tilholdssted og jagede dem bort? Der var mange spørgsmål, rådet skulle besvare og tiden var ved at løbe ud for Sitali og hendes livskraft.
Sitali sad på ryggen af Sihan, da hun ikke selv havde kræfterne til at bevæge sig op til overfladen. Hun klamrede sig til den lange pels og hvilede øjnene, da Sihan udmærket kendte ruten derop. Imens kunne hun fredeligt lytte til hans åndedrag og mærke de mange bump på vejen, som han havde sat i løb med direkte kurs imod udgangen. Der var noget ganske beroligende over hans bevægelser, som hun faktisk faldt i søvn, men fortsat blev liggende ovenpå ham. Det havde hun gjort mange gange efterhånden.

De nåede endelig frem til udgangen, som Sihan knurrede en smule undervejs indtil de når udenfor og kan fornemme den manglende varme fra solen. Sitali forstod ikke hvorfor Sihan var stoppet, da hun ikke kunne mærke solen imod sin krop. Men som hun kiggede rundt og fik øje på de store sandbunker, så er hun godt klar over at de er nået frem. Men hvor er solen blevet af? Hun kiggede sig omkring, men kunne ikke få øje på solens varme, som hun løftede blikket og kiggede direkte op imod himlen. Solen var forsvundet. Sitali faldt ned fra ryggen af Sihan med et bump, som hun rullede rundt og blot stivnede over det mørke der dukkede himlen. Hvad i al verden foregik der? "Sihan" hostede hun, som han farede hen til hende og puffede lidt til hende, så hun kunne komme op at sidde. Det skulle ikke være nat nu, solen skulle stå på sit højeste, men den var forsvundet.

Efter at have vandret rundt i nogle timer, måtte Sitali opgive, da hun ikke kunne finde årsagen til den manglende sol og varme, som hun sådan længtes efter. De havde bevæget sig langt væk fra indgangen til Thal'Elor, men hun kunne ikke vende tilbage til mørket uden at få sine kræfter tilbage. Hun var så småt begyndt at blive desperat efter at finde noget lys, der kunne give hende kræfterne tilbage. Sihan og hende fandt frem til et ly, hvor hun kunne forsøge at komme til kræfter uden solen. Men der gik ikke længe før at hun faldt i søvn igen. Sihan lagde sig beskyttende rundt om hende, som han havde vendt blikket ud imod ørkenen, blot for at sikre sig, at de ikke ville blive angrebet midt i mørket. Hans pels lyser fortsat op i mørket, de blå aftegninger, gør det muligt for ham at se et stykke ud i sandet, men ikke nok til at han kan fornemme det store distance, da sandet var begyndt at hvirvle rundt omkring deres ører.

"Vær sød ikke at gå!" Sitali vågnede med et sæt af hendes mareridt, som hun klamrede sig til Sihan. Hun turde ikke åbne sine øjne, da hun var bange for at møde mørket igen. Men hun kunne også fornemme et glimt af lys, var det mon solen? Havde de forvildet sig ovenpå, imens at det blot var nat? Hun var sikker på, at det ikke var tilfældet, men noget var der sket, da hun åbnede øjnene kunne hun atter mærke se solen på himlen. Hurtigt kravlede hun ud af deres mindre læ for at mærke solen imod sin krop igen. Det var rart og opkvikkende, som hun atter kunne rejse sig op og gå rundt. Sihan lå stadig og halvsov, som han ikke længere var bekymret for hende, men derfor følte, at han godt kunne forlænge sit hvil bare en smule mere.. Hvad de ikke vidste var, at plagerne var ophørt over natten og lyset atter var vendt tilbage..

Familie: Rådsfamilien Rhe'ol
Tilholdssted: Thal'Elor, byen under ørkenen.
Primære indtægtskilde: Behøves ikke.
Familietraditioner: Hver måned genoplades lyskilden i Thal'Elor for at sikre ørkenelvernes overlevelse under jorden, så ingen behøver at bevæge sig ud af byen, hvor faren lurer eller sådan får børnene det fortalt i byen.
Historie: Symir var den første af hans slags med kræfter indenfor lys og varme til et sådan omfang, at det kunne skabe liv under jorden for alle ørkenelvere, der flygtede under landets overflade. Han var med til at bygge byen op fra bunden. Han grundlagde familien Rhe'ols våbenskjold i år 450 f.Kt, hvorfra familiens historie starter. Ældre rådet blev skabt for at skabe orden og for at kontrollere de forskellige problematikker, som ville opstå med tiden. Mangel på mad, sollys, fjender der vil jage dem bort osv. Symir beholdt sin plads indtil sin død i 1863, hvor pladsen blev givet videre til hans førstefødte Sitali.
Familiemedlemmer:
Tidligere Rådsmand Symir Rhe'ol - død ~ 2634 år Har været død i 157 år
Enke Siowiel Tunivi'el Rhe'ol - Levende (NPC) ~ 2467 år Enke
Rådskvinde Sitali Tunivi'el Rhe'ol
? Rhe'ol - Levende ~ 1567 år
? Tunivi'el Rhe'ol - Levende ~ 987 år Efternøler, ikke planlagt men stadig elsket

Andre bekendte:
Elindir - Tjenestedreng, beskytter/livvagt - har til opgave at vogte over Sitali
Sira - Tjenestepige - personlig tjenestepige for Sitali

Andet

En følgesvend:

Navn: Sihan
Alder: 1601 år
Køn: Han
Race: Bhediya
Personlighed: Meget beskyttende overfor Sitali. Har et voldsomt temperament overfor fremmede.
Uddybende om racen:
Racen er en blanding af en ulv og kat, men dens pels er længere end normale dyrs. Knurhårene er så lange, at de når ned til halen, som har omtrent samme længde. Dyret har aftegninger på det meste af kroppen, som enten kan være røde eller blå afhængig af køn.
Der er normalt 3 unger i et kuld, hvorfra de forlader reden sammen med deres forældre, så snart de udklækker fra æggene og kan bevæge sig bare en smule. De unger, som ikke kan følge efter, bliver efterladt til sig selv.
Levealder: Uvist (mere end 2000 år), da Sitali endnu ikke er stødt på andre. Hun ved dog at Sihans forældre og eventuelle søskende må være et sted.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Over middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Fantastisk