”Det jeg har gjort?” Elemér kunne ikke lade være med at fnyse, og dermed afbryde Iáin før han kunne nå at sige mere. Det var en underlig, nærmest sårende, måde at sige det på. Han havde aldeles ikke været alene om at gøre noget som helst. ”Det vi har gjort,” Rettede han ”Har vi gjort for nydelsens skyld, ikke?” Ikke? Hvis han skulle være helt ærlig, kunne Iáin forvirre ham meget, specielt når han blev så afholden eller ligefrem fjendtlig overfor ham.

Han trådte nærmere og rakte langsomt ud til ham, selvom Iáin ikke var spor inviterende, trods de endelig kiggede på hinanden, mens de talte. Han var nødt til at blødne situationen op, for han havde jo savnet ham. Hans hånd lagde sig blidt på hans overarm. ”Så.. jeg vil ikke være din ven. Og jeg behøver ikke at være din kæreste.” Ikke at han nogle aftener kunne savne at tilhøre nogen. Men det afsavn gik som regel over igen. ”Hvis jeg må være din elsker, er det alt jeg behøver. Så skal jeg nok kende min plads, og lade være med at stille nogen som helst spørgsmål til din fortid.” Hans kropshukkommelse kendte ikke til andet end at kræve Iáin. Så da han kom tæt på ham, sitrede det i hans krop. Han ville virkelig gerne kysse ham og gøre en ende på alle diskussionerne imellem dem hurtigst muligt.

Elemérs rettelse fik ham til at se små rødt. Blikket ændret sig langsomt, som gløderne fik fat i det tørre brænde. Stille ville røgen smyg sig op ad det og tage fat. De havde ikke gjort noget for nydelsen, Elemér havde. Elemér havde langt ham ned og bare taget for sig, som et eller andet tag-selv-bord. 

Men i mens varmen tog fat, hørte han blot med det halve øre af hvad den rødhåret menneskedreng havde at sige. Det var ikke hvad han havde sagt, det var ikke hvad han havde ment eller efterspurgt. De skulle ikke være elskende eller kærester. De kunne kun være venner eller intet. 
Grænserne havde krydset sig selv, slået knude på halen og sat sit i spænd. "Stop!" bed han i sidste ende, som han mærkede hånden ved sin overarm. 

Blikket skreg. 
Det hyldede op, som han genlevede et minde der ikke huede ham på nogen måde. Hvilket han heller ikke gjorde. Vampyr angrebet virkede næsten nemt ved siden af Elemér nu. "Du gjorde mod mig, og jeg er ikke dit redskab til dine lyster, Elemér!" og han slog hånden væk fra sig. Iáin var ikke sit rette element, han følt sig strandet og nøgen, ydmyget og tilintetgjort. 

"Jeg er ikke til mænd, du har taget alle mine hjælpsomme gestus som et tegn på at ville være sammen med dig" flød det ud af ham, og han mildende op i mimikken, som han blev såret over hvor grimt det hele var blevet. Akavet og forfærdeligt. 
Det var nu. Et tegn til at gå. 
Ørkeneleveren trådte et vævende skridt tilbage og valgte i sidste ende at sætte gang i fodtøjet og bevæget sig uden om Elemér. 

Han var fuldstændig paf. Lammet af chok, nærmest, som han ikke bare blev afvist, men også råbt af. Det dunkede i hånden, hvor Iáin havde slået, men der hvor det gjorde mest ondt, var i brystet på ham. Det var meget voldsomme anklager, som Iáin slyngede efter ham, og de måtte være usande. Elemér troede ikke en skid på, hvad Iáin sagde. Især efter, at han kom med den nødløgn, om ikke at være til mænd. Det var så fejt af ham, det her.

Som med ét, vækkede han op fra sin egen choktilstand, da Iáin allerede havde rykket sig fra ham, og nået hele vejen hen til udgangen af lokalet. Det var sikkert en dum ide at jagte ham lige nu, men ud fra tidligere erfaringer med Iáin, var det næsten værre at lade ham stikke halen mellem benene. Elemér vidste, at hvis han lod ham gå nu, ville han ikke være i stand til at finde ham igen, for han ville bare gemme sig, og følelserne ville vokse og tage form. Og stormen af følelser i ham, hvor end de stammede fra, ville bare få lov til at hvirvle og tage fat.

"Tag det i dig igen!" Lød Elemérs forhastede stemme, bag ham, som han indhentede ham. Han gik efter at stoppe ham, før han nåede for langt - De var ikke langt fra værelsesgangene "Du får ikke lov til at løbe væk denne gang. Nu fortæller du mig sandheden."

Han havde lovet ikke at stille spørgsmål. Men det var kun på betingelse af, at de var elskere. Det var før Iáin anklagede ham for...

For overgreb!

Elemér fik fat på hans arm og bremsede ham. I en bevægelse, rykkede han ham rundt, så han kunne se på ham. Elemér var tydeligt misfornøjet i ansigtet. Hans ansigtsmimik grænsede sig til vrede, men han kunne ikke bare hade ham så let. Han var mest af alt ulykkelig over, at Iáin ikke ville være sammen med ham mere. Havde han fortrudt det hele? Var det det, det hele handlede om? Eller handlede det mere om misundelse over, at Elemér var taget afsted, uden at sige farvel? Det var jo ikke fordi Elemér ikke havde prøvet at få fat på ham. Men han havde ledt alle Iáins favoritsteder igennem for at finde ham. Men han havde kun haft en time til at pakke, fra da han havde fået beskeden om at han skulle på mission. Calanis havde regnet med ham.

"Hvordan kan du sige sådan om mig? Er du klar over hvad du anklager mig for, Iáin?" Hvordan kunne han være så ond overfor ham? Den nat de havde haft sammen, betød så meget for ham. Nydelsen og følelserne, havde været vildere og bedre end nox. Iáins krop havde slanget sig i lagnerne i hans seng. Bukket og bøjet sig villigt under ham. Med hjælp fra den gode glideolie han havde fået foræret af byvagtens, havde Iáins mørke krop reageret lystigt til hver af Elemérs hoftebevægelser, særligt de hårdhændede stød. Og Elemér længdes efter at se og opleve det hele igen med ham. Hvis han da nogensinde blev hel igen.

Ørkenelveren var ikke et split sekund i tvivl om sine berettelser eller udtalelser. Den aften og nat stod faretruende stjerneklart for ham. Det var en pinsel der hjemsøgte ham på nye måder hver dag. Aldrig i hans lange liv, havde han forventet noget skulle kunne gøre ham mere utilpas end vampyrer, men hed stod Elemér foran ham alligevel. 

Iáin var ikke op for at tale med ham om det, mere end rigeligt tid var blevet spildt og var ikke helt til gavn at spilde mere for en, der var så selvoptaget og blind for andres perspektiv. 
Alligevel fortsat mennesket og han var misfornøjet over at mærke hånden på sin arm endnu en gang. Hans øjne formede sig i tydeligt frustration. Frustrationens udtryk var tydeligt og stikkende. 

To fingre prikkede hovedet hårdt mod Elemérs brystkasse og han skubbede ham væk. "Præcis det du gjorde, Elemér" der var ingen tvivl eller usikkerhed i stemmen. Han pressede skuldrene tilbage og trådte vagt ind i sin rolle som diplomat - eller forestillingen om det for at kunne tale om konflikterne der måtte være. "Du penetreret mig mod min vilje og fortsat med at ville gøre det" - "Vi har aldrig været noget, men i dit hoved har vi været alt" stak ham, vel vidende det måtte gøre ondt at høre sandheden på den måde, men Iáin følte sig snart løbet tør for venlige udtryk og forklaringer. 

De kunne ikke længere lade som om at alt var ok. 

Man kunne ikke lyve fra, at det gjorde ondt, da der blev prikket til hans brystkasse på den måde. Hvis han virkelig krævede at have Iáin fastlåst her, kunne han sikkert stå imod det, og det var lige før at han gjorde det. Men han lod sig nu bakke væk let. Måske fordi Iáin bevarede fatningen, og talte roligt til ham.

"Hvis det er sandt-" Elemér prøvede at samle sig om at finde ordene midt i alle følelserne. "Hvis det virkelig er sandt, at du har det sådan med det vi- altså det jeg gjorde." Måtte han hellere rette. For ordenens skyld, og ikke fordi han var helt overbevist endnu. "Og hvis du ikke er til mænd... Hvorfor sagde du det ikke bare? Hvorfor gik du ikke din vej? Hvorfor lod du mig gøre det ved dig?" Spørgsmål var der mange flere af. Men de kom allerede væltende ud, før Iáin havde en chance for at besvare nogle af dem. Men selv hvis Iáin svarede ham, ville det så være den fulde sandhed han fik?

Kunne det virkelig passe, at han havde voldtaget ham? Var han sådan et forfærdeligt menneske? Når han havde hørt om mordere og voldtægtsforbrydere, havde han aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han skulle sidestilles med dem. Han havde altid ment, at folk som dem skulle ende som drageføde.
Han tog sig til hovedet og knugede sig til øjnene, der var blevet våde af den indre smerte han følte lige nu.

Reaktionen af den anden stak dybt i ham, men han bevaret facaden og det som måtte følge med til den. Det var ikke i hans interesse at sætte det hele op som han havde gjort. Men sandheden var sjældent ilde hørt. Den fik ørerne til at bløde i sidste ende, men her stod de alligevel, og var man skarpsindig, ville man kunne ane hvordan hans blik gav efter for et sekund, mildnede og fortrød. 

Hånden knugede og han tog den til sig selv. Holdt den tæt mod mellemgulvet og tog en dyb vejrtrælning. "Du hørt ikke efter og gjorde det svært at komme væk" svaret han roligt som skuldrene sank dybt til jords. "Elemér" lyden af den andens navn var som jord i munden i dette moment. 
De kunne have stået i regnvejr, og det havde kun løftet stemningen for samtalen i sidste ende. "Du.. alt af dette. her har været en forestilling for dig, alt forinden den hændelse, undveg du mig nærmest" eller det var hvert fald oplevelsen. Venner var de jo ikke, men havde man forsøgt sig let i den retning, jovist. Men kluddermor havde så sandelig slået knuder på trådene. 

En del af Elemér ville gerne holde fast i, at det hele var løgn, det som Iáin fortalte ham. Men han kunne heller ikke benægte, at Iáin havde været et mysterium for ham. Han havde troet… Måske antaget… at han var genert, men gerne ville have, at Elemér skulle fortsætte. I sit eget hoved… havde han åbenbart følt sig smigret over at blive valgt til.

Men det hele havde været indbildning, hvem var det så, han var faldet for? Kunne han stadig være bekendt at føle sig en smule forelsket, hvis intet af det var, som han troede det var?

Lige nu var det ikke muligt at redegøre for hvordan han følte for den mange år ældre elver. Lige nu var han ramt af krise. Han havde gjort noget meget forfærdeligt. Elemér responderede ved at træde lidt væk fra Iáin. Lidt som om han trådte væk fra ulykken i gerningsøjeblikket.

”Jeg undveg dig ikke.” Dette kunne han svare helt sikkert på. Og dog… Måske undveg han i virkeligheden alle, før. ”Jeg undveg dig ikke mere end du undveg mig. Før jeg fik Dion som partner, var jeg som usynlig for jer alle sammen. Og selv med en drage, havde jeg dårligt nok nogen jeg kunne kalde min ven.”

Det var ikke meningen at det skulle komme ud på denne her måde. Eller netop nu! Elemérs tårer pressede på, men det var ikke fordi han afslørede den hemmelighed lige nu. At han var en taber iblandt diplomater og tomater var ikke ligefrem noget banebrydende nyt. Tanken om hvad han havde gjort imod Iáin var begyndt at synke ind. Tanken om, at det her måske ville være sidste gang de nogensinde ville tale sammen tog over.

Hver en og eneste muskel i tarmsystemet gav sig så det stak op i kroppen på elveren. Den mentale smerte han udsatte mennesket for - for det var vel en form af smerte uden lige - var uholdbar. Iáin så på, som han var fluen på væggen, men noget stemte ikke overens i det. 

Han så sig selv og Elemér fra ude fra sit eget perspektiv. Eller sådan føltes det da. Begge led under på deres egne måder, smuldrene, den ene mere end den anden. Brynene rynkede sig i en fortvivlelse. Var han i virkeligheden selv helt forstenet, trods for hvor meget han agtede at give liv til planteriget. 

Konfliktskyheden rasede i ham, men ikke at årsager han forstod. Skrøbelig som han var, var han ikke uden hjerte. Han havde mistet og glemt sig selv førhen. Hvorfor Iáin gjorde som han gjorde, kunne han ikke forklare, men han gjorde det som i helhed gav mest mening for dem begge. 
Hånden der havde hvilet så tungt mod mellemgulvet, fik lagt sig let om baghovedet på den anden me den dirren der kunne ses for selv ti kilometers afstand (ellers sådan oplevede han det da selv). Fortrøstningsfuld ville han ligge den unge diplomats hoved mod hans skulder, og sit eget med haven på toppen af hovedet. "Dion har altid været for stor en drage til dig.." så malplaceret en sætning var alt Iáin kunne give fra sig lige nu. Han kunne dog godt høre det selv. 

Dumt var det da. Han følte jo intet for mennesket, ikke på sådan et plan. Elemér var med for megt krudt i rumpen jo. 

Det kom ud så koldt og så ondt. Der var ingen tvivl om, at Iáin ville ramme ham på hans største stolthed. Hans lettere våde øjne blev nu vrede, og han havde i et splitsekund et behov for at skubbe til Iáin. Men han gjorde det ikke. Han måtte være stærk. Han drejede sit hoved væk fra hans skulder igen. ”Er det hvad I alle sammen tænker om mig?” Selv efter at han var den eneste der kunne tæmme Dion i hans altødelæggende raserianfald? Nej… hvorfor skulle det hele nu handle om hans usikkerheder? Iáin havde lukket op for et langt mere bekymrende emne.

”Er jeg virkelig så forfærdelig i sengen?” Det snørrede sig sammen indeni ham. Han krydsede sine arme – ikke vredt, men nærmere beskyttende. ”…Tror du virkelig at det var min hensigt at tage dig mod din vilje?” Elemér frygtede svaret, men han var nødt til at prøve at forstå sine egne fejl. Han forventede dog ikke at han kunne få Iáin efter det her...

"Bare fordi noget syntes for stort til nogen i andres perspektiver, er det ikke ens betydning med, at vi ved bedst". 

Elemér blev set på en måde af nogen. Ligeledes blev Iáin set på, på en måde som han nok heller ikke stod inde for eller forstod. Men det betød så sandelig ikke, at det var hvad i virkeligheden var det korrekte synsfelt. 

En klump af nervøsitet blev sunket, som det var marmor kugler vendt i dragemøg. Ørkenelveren tog en dyb vejrtrækning efterfølgende og lod sit blik vandre omkring i blinde, for i sidste ende at lukke dem i. "..nej" hørte han sig selv svare, skønt han intet ønskede at svare til sådan et spørgsmål. 
Maven slog knude i ham, og han følte den alt omvæltende sitren i fingrene og maven rykke på sig, men alligevel løsrev han sig og trådte et skridt væk. 

Blikket sænkede sig ned mellem undergrunden af dem. "Jeg tror ikke, du har ondskab i dig, ej heller onde hensigter. Du er blot en.. turbulent skikkelse med vildfarende følelser der løber afsted med dig". Sagt med en ro i stemmen, som det var forventet af en diplomat. 

Elemér var nødt til at falde til ro, før han kom til at svare tilbage med spydighed. Ingen vidste bedre end ham, når det kom til hans drage! Kun Elemér kunne forstå Dion, ligesom det kun var Dion der kunne forstå ham! Hans følelser var for stor en mundfuld for ham lige nu… Han følte stadig at han var blevet gjort uret, og at nogen burde give ham en undskyldning eller et eller andet. Iáin havde bare ladet sig bruge, selvom han ikke havde haft lyst. Det kunne Elemér aldrig komme til at forstå! Nu skulle han leve med den sandhed resten af sit menneskelange liv. På en måde var han også selv et offer, om end ikke på helt samme måde som Iáin.

Han tog en dyb indånding og pustede ud, skælvende. ”Tak… for det…” Kom det, ikke særlig oprigtigt ud af hans mund. Der var ikke noget forkert i den beskrivelse af ham. Han var bare ikke spor stolt at den tumult der levede i ham, og var så åbenlys for alle. Hans blik blødede lidt op, som han endelig kunne kigge på Iáins rolige skikkelse. ”Jeg forstår nu at du bare har haft ondt af mig, af en eller anden grund. At du måske stadig har ondt af mig, når du ikke er vred på mig,” Lidt tøvende drattede hans øjne væk, for ikke at se ham i øjnene ”Det her er en forholdvist lille ø, og vi samles ofte i flok. Men jeg skal nok.. gøre mit bedste for at holde mig væk, så du ikke bliver mindet om alt hvad jeg har gjort.” Han var ked af det. En undskyldning var på sin ret, men det var ikke så let endda.