Efter en lang rejse, der havde varet i 3 måneder nu, var dragerytteren Elemér endelig hjemvendt. Det var ved at blive sommer, men efter at have tilbragt så lang tid syd på, virkede det jo frysende koldt på øen.

Midt om natten ankom han til sit lille kammerværelse i templet, der var dekoreret med templets egne møbler. Der var det nødvendige på alle værelser, såsom en futon, et sengebord med en olielampe, klædeskab og et bord og nogle puder han kunne side og læse ved. Elemér havde selv brudt med den traditionelle munkestil, ved at udstille sine våben på en af væggene, og på en anden væg var der tegninger af Dion, som han selv havde tegnet for evigheder siden, men som han stadig var ganske stolt af.

Han klædte sig af på vej fra skydedøren og hen mod sin futon, da han opdagede, at der lå noget til ham på puden. Nå ja. Hans mester, Sylvain, nævnte godt noget om, at Elemér havde efterladt noget på sit værelse på slottet. Men hvad kunne det dog være?

En læderpose? Han tog den op og vejede den i hånden, og ganske rigtigt. Det var penge. Det mindede ham om Iáin, som havde efterladt penge og mad til ham på slottet, af en eller anden grund… Og det havde da hjulpet ham meget, men det kunne da ikke være fra ham, efter det skænderi de havde haft i orangeriet, kunne det? Elemér begyndte ikke straks at tælle sine penge, men tog i stedet den lille lap papir op, og begyndte at læse.

'Elemér, håber din mission gik dig vel.
Jeg ved ikke, hvor dine penge ender henne,
men du er voksen nok til at administrere dem.

Jeg efterlader dig nogle af mine, men husk mad.
Forresten, hvis jeg kunne fortælle dig alt du ønskede,
ville jeg ikke gøre det. Det er privat og høre fortiden til.'

Åh… Det var jo fra Iáin. Mon det var ment som en forsoningsgave eller en afskedsgave? Elemér ville sådan ønske at han havde skrevet mere. Men han ville åbenbart… stadig… ikke snakke med ham om sin private fortid.
Tankefuldt tog Elemér plads i futonen og strøg pergamentet mod sine læber, mens han nervøst overvejede hvad han skulle gøre. Han kunne godt mærke at han inderst inde havde behov for at rede trådene ud med Iáin. Men det var jo nat, og han sov sikkert, og vidste sikkert ikke engang, at Elemér var kommet tilbage endnu.

Stilheden havde for længst lagt sig og Iáin var upåvirket af hvad der var sket det forgående år. Som intet var hent, men en hulens masse var sket i mod udgangen af året. Men selv var han flygtet i slutningen af det hele og havde efterlad Elemér nogle småting. En naturlig omsorg som han havde for sine planter var givet videre til mennesket. 

Alle vidste næsten at Elemér var hjemme, dragen kunne man ikke undgå at se eller høre. Men det havde været en normal ting. Vogtere kom og gik, mens Iáin havde sine urter og at passe og undersøge. Forvildet ind i skove, grotter og ødemarker. Der hvor man ikke forventede at finde nogle, der fandt man gerne Iáin. 
Men sjældent nok var han beskidt, det eneste som var dækket ind i jord, mudder og støv var hans fingre. Så da han den nat kom hjem fra søgen på en natlig plante og blomst, var det at være stille som en mus. Men selv muse havde det med at rumstere og efterlade noget støj her og der. 

"Jeg er ikke med til mødet i morgen" sagde han stille, som han passeret en af munkene ikke for langt væk fra Elemérs værelse. "Hvis ikke jeg får omplantet og bestøvet den i nat, er det spild arbejde, giv dem mine beklagelser" og stille trådte han videre med sit net fyldt med planter, jord og sten. 

Der var meget lydt på gangene, så selv den mindste mumlen kunne høres. Elemér havde bare for vane at ignorere lydene, men han kunne ikke undgå at lytte med, da han genkendte Iains stemme.

Elemér tog hurtigt en beslutning, så hurtigt at han helt snublede på vej op fra futonen, og hoppede i nogle løse bukser. Han nåede lige at være tilstrækkeligt tildækket i sekundet inden han skubbede skydedøren til side. Lige i rette tide til at komme Iain i møde. Der var kun et lille problem.. Elemér vidste ikke hvor velkommen han var. Men han havde længdes efter at se ham.

Så nu stod han foran ham, stod lidt i vejen til at man bare kunne passere ham. Han havde kun bukser på, håret var endnu ikke klippet og rodede lidt, og i hånden havde han Iains lille note, fordi han simpelthen havde glemt at han stadig havde det i hænderne.

"..." Han var ude af stand til at sige noget, men kiggede bare på ham, en anelse målløs. 

Et hjerteslag sprang rytmen over og Iáin stoppede op. 
Blikket gled studsende ned ad Elemér der stod i sit natlige pragt. Ufin og rodet, præcis som hans personlighed. Skuldrene sank mildt i takt med et suk der var fortabt i ekkokammeret i hans brystkasse. "Velkommen hjem" hilste han, og trak et lille smil op. Den bløde karakter af ham, var som varmt brød. Frygten og uroen der havde været var dybt begravet, men han håbede at Elemér sørgede for at accepter hans begrænsninger som de var. 

Et lille skridt bagud blev taget, den ene hånd greb om nettets strop ved den modsatte skulder: "Må jeg komme forbi?" ydmygt bad han om den andens tilladelse til det, men trods for alt i hans personlighed virkede i bedring, var kropssproget forbeholdt og påpasselige med at komme for tæt på. 

Iains smil. Der var intet der varmede som det, og alligevel var han så pokkers beskeden med det. Elemér smilte også nu, lettet over stemningen var lettet ovenpå den lange rejse han havde været på. Han kunne kysse ham, som han stod nu, men Iain virkede tilbageholden.

"Ja?" Sagde han, først lidt overrasket fordi han troede at Iain spurgte om han måtte komme forbi - ind forbi hans værelse. Men ret hurtigt så han at Iain bar på et net med plantesager, og bemærkede at han stod i vejen for ham. "Vent lige..." Sagde han så, og skyndte sig ind på sit værelse. Greb sin løse bluse og hoppede i et var sandaler,og kom ud til ham igen. "Jeg går med dig." Elemér havde brug for at snakke med ham. 

Misforståelsen var ikke noget ørkenelveren fangede, tvært i mod - og dog en smule alligevel vej. Han forstod ikke den andens overraskelses, men på den anden side forstod han sjældent Elemér eller det faktum hvordan menneskesønnen var. Af alle mennesker, var Elemér for sig selv. 

Sekundet kom til, at han kunne passere videre, men som han var klar til at træde videre, lød ventet og Iáin nåede knap tre skridt før han kunne se at den rødhåret kom i tøjet og ville med ham. "Skal du ikke sove?" som det var det mest forsvarelige at gøre, men det skete ikke. Elemér sov jo aldrig - eller han tvivlede efterhånden. 
Men som de kom afsted, lod Iáin stilheden starte fra hans side af, som han gik alene. 

Elemér havde jo været træt og godt på vej til endelig at sove i en rigtig seng. Også selvom hans seng bare var en futon. Men det var noget blødere end at sove på drageryg, eller under vingen på Dion, som han ellers plejede. Men efter at have læst Iains note og set hans gave, kunne han umuligt falde til ro. 

"Jo jo, men jeg kan jo bare indhente søvnen senere," Svarede han og fulgte Iain lige i hælene på ham, intetanende om hvor de skulle hen, eller hvad der skulle ske. Planter havde aldrig interesseret ham jo... Men han måtte indrømme, at han var begyndt at finde dem mere interessante end før, fordi han forbandt dem med Iain. På mange måder var han vel lidt en plante. Stille og fin.

For en stund gik de ned langs den lange gang uden at der blev sagt et ord imellem dem, og det kunne Elemér ikke undgå at bemærke. Han kunne ikke finde ro i stilhed. Han fandt det akavet, også selvom de var sex-partnere, hvis de mon stadig kunne kalde sig det, altså. 
Han rømmede sig, som var det for at sige noget, men han kom fra det. Mistede modet, og besluttede sig bare for at iagttage Iain i stedet. Han ville ikke genere ham i hans arbejde, selvom han nu selv mente, at det var vigtigst at de fik snakket sammen. Og måske... Fik indhentet de berøringer, som han havde manglet fra ham? 

Sætningen var ikke indbydende til et svar. 
Som sandpapir mod en allerede glat overfalde, hvor arbejdet syntes ligegyldigt og man derfor undlod at gøre noget ved det. Men set under et mikroskorp, ville det måske have haft gavn af det alligevel. 

Ørkenelveren med planterne i nettet gik som han var alene. Deres veje havde skiltes for længst, lagt en dæmper på hvad end Elemér havde startet op og forvildet sig selv ind i af drømmeverdner. Skridt for skridt, de kom konstant nærmere mod et arbejdsrum, det var dog intet sammenlignet med orangeriet i menneskenes hovedstad, men det havde præcis det fornødne Iáin skulle bruge. Deres klima tillod alligevel mere fritlevende planter. 

Han åbnede døren ind til rummet der havde en udgang i den anden ende. "Nogle planter kan snydes til at tro dag og nat er forskudt, men denne sag, den plante, den har sit eget sind" fortalte han, som det var blevet bragt op. "Den vil lukke i når månen går ned, den er lidt som tidevandet. Den fornemmer månens effekt i sine rødder" fortalt han videre, og det stoppede ikke der. Som han pakkede nettet ud og fandt en krukke frem og lagde jord og gødning og forflyttet planten, talte han videre, fandt frem sine redskaber til at plukke dens små korn til forstøvningen. 
En sådan kærlighed til planterne, de forsigtige bevægelser og nænsomhed med fingrene. 

Iáin havde virkelig grønne fingre, og han var både tålmodig og omhyggelig, og derfor også stikmodsat af mennesket med flammehår og flammepersonlighed. Men som Elemér stod der og betragtede Iáin gøre sine ting, afspejlede han næsten den ro, der var over Iáin.

”Og hvad kan den så?” Spurgte Elemér, med en forventning om at det måtte være en magisk plante, eller lignende, siden Iáin gjorde så meget ud af det. Måske var det et dumt spørgsmål, men som hans mentor plejede at sige, så fandtes der ikke dumme spørgsmål. Kun dumme folk.

Han havde stillet sig ved hans side. Ikke helt tæt nok til at røre ham, men tæt nok til at han kunne mærke varmen fra ham. Han ville forfærdeligt gerne røre ved ham, men han ventede bare på den perfekte åbning. Så for nu lod han sig undervise af den sikkert flere-årige elver.

Omstændighederne tillod en sådan nænsomhed. Som et tyk træ i en storm, bar Iáin sin ro på ydre siden, intet syntes at ramme ham som det var. Men stemmen af den andens var ishakken mod issen så tyk, og den havde sin effekt. "Det er endnu tvivlsomt, for den er så levende som en plante kan være. Men den skulle have en helende effekt" men i hvilken grad og for hvad, det var endnu uden for hans forstand, det skulle testes - og primært på ham selv. 

Men som ørkenelveren fik skåret op i den, plukket og trukket plantevæv og pollen, var det tydeligt at se den langsomt begyndte at trække kronbladene ind mod midten igen for stilken han rørte ved. Det lykkedes, og håbet var blot at den ville åbne næste nat igen. 

"Gik din mission godt?" spurgte han, endnu uden at vende blikke imod Elemér og uden at give mere opmærksomhed, end den verbale. 

Det gik op for det rødhårede menneske, at det der plantearbejde, var mere betydningsfuldt en han havde regnet med. Iain passede ikke bare planterne fordi de pyntede, men fordi hans studier måske kunne ende med at redde dem allesammen. Elemér var glad på hans vegne. Tænk at have fået så betydningsfuld en opgave.

Det var selvfølgelig ikke ligeså prestigefuld som en mission, måske. Det kom an på Calanis holdning. 

"Den gik rigtig godt," Svarede han stolt, og taknemmelig over at der blev spurgt ind til det. "Det var noget helt andet end i Dianthos, men jeg tror at landlige forhold er mere mig. Og jeg tror også de to menneskefamilier bedst kunne relatere til mig, fordi jeg var menneske. Idrys og Sata er alt for fine og magiske..." Han smilte bredere. For det havde ikke været en let start med de to, men efter 3 måneder havde han vænnet sig til dem. 

"Men... Ehm... Det er godt at være tilbage." Især nu, kunne han mærke savnet til ham. Men Iain virkede ikke som om han havde savnet ham specielt. Men elvere virkede ikke så let gennemskuelige jo. 

De bar alle deres egne kapper med deres styrker og svagheder. Elemér og Iáin var to forskellige individer, ikke blot af race og opvækst. Men deres passioner lå vidt spredt for alle vinde, men ét punkt havde de alle tilfælles. Kunne krig, konflikter og kaos undgås, skulle dette gøres. 
Men modsat de andre, Iáins begrænsninger lå også stille for sig i tage konflikterne op og irettesætte dem. Først når han lå presset nok, kunne bladet løfte sig let fra munden. Elemér pressede ham til tider, eller havde efterladt ham i spredte vande af forskellige hav. Det ene ville lade ham flyde, mens det andet ville drukne ham. 

Men med lyttende øre flugte han med i hvad Elemér sagde. 
"De bær også et andet form af ansvar over dem, Elemér" indskød han blot. De var ældre, de var ikke mennesker og de forstod sig på etiketter (noget Elemér manglede). 

Arbejdet fortsatte, eller det stoppede faktisk der. Han fik hvad han skulle og kunne nu forsegle det i en tætning, så han kunne fortsætte senere. For noget sagde ham, at han ikke ville få meget frihed og alene tid til at fokusere på det. 

"Jeg tænkte på noget, Elemér" lagde han stille ud, som han ville gøre antræk til at få tingene væk.

"Jah.. hmm," Svarede han lidt dæmpet, og forsøgte at gennemskue hvad Iáin lige præcist mente med det. Om han måske vidste noget, som Elemér ikke vidste, hvad angik Sata og Idrys. Måske havde de et ansvar for at passe på Elemér eller noget, men den teori var Elemér skeptisk over for. Uden ham, var der ingen Dion til at transportere Idrys, hvis drage var for lille til at flyve.

Han blinkede nu ekstra opmærksomt, fordi Iáin lagde op til noget nyt, og pakkede endda sit endeløse arbejde sammen. For ja, Elemér kunne jo forstyrre ham hele natten, men Elemér var ikke selv i stand til at se, at han ikke skulle være velkommen. Var det ikke altid hyggeligt med selskab, når man skulle lave noget kedeligt arbejde?

"..Hvad tænkte du på, Iain?" Var han nødt til at spørge, eftersom Iain lod til ikke at sige mere efter det, og Elemér var alt for ivrig efter at snakke om noget dybere med ham. Deres skænderi, eller brevet... for eksempel... Deres venskab, der måske var gået i stykker for altid?

Som ulve på jagt i mørket, vendte maven sig langsomt i Iáin. 
Nu var pandoras æske langsomt ved at blive åbnet og han skulle kunne sikre sig, at den kunne lukkes i igen, men Elemér var stærkere end hvad man forventet af et menneske som ham. 

"Angående hændelserne i Dianthos, ehm" rømmede han sig og sukkede tungt ud, men skabet samtidig en form af stand til menneskesønnen for ikke at lade sig fange i et tag af den anden. Han havde tentakler som arme, de gav ikke så nemt slip. Slip var ikke et udtryk eller ønske Elemér forstod sig på. Han tog, stjal og kidnappet. 

Blikket veg ned og han så væk fra mennesket. "Hvorfo.. hvad er din grund til at ville snage i min fortid?" lagde han ud, og håbede på en form for ærlighed. 

Elemér var klar på denne her samtale. Lige indtil han hørte Iáin bruge ordet snage… Da vidste han godt, hvordan Iáin virkelig havde haft det med det. Og Elemérs hjerte slog en kolbøtte, og fratog modet fra ham.

”Jeg ville jo bare…” Begyndte han langsomt, for han var lidt paf. Det var hårdt at se på ham, når han ret tydeligt ikke ville se ham i øjnene, når han hørte svaret. Hvorfor gjorde det ondt? Elemér prøvede at huske hvordan deres skænderi overhoved var startet. Og helt ærligt, huskede han bare, at han var begejstret og naiv, når han var sammen med ham. Han spurgte ham bare, for at høre ham tale. Men han havde ramt ham på et ømt punkt åbenbart. ”Jeg tror… Jeg tror måske jeg var lidt dum og småforelsket,” Undskyldte han usikkert. Usikkert, fordi han følte at Iáin havde opfundet et korrekt og et forkert svar, og dette her var hans prøvelse. Men uanset om det var det forkerte svar, Elemér gav ham, så havde han ikke tænkt sig at lyve overfor ham. ”Og så vidste jeg jo ikke at… din fortid var så privat…”

Iáin kunne snildt have stukket ham en flygtig løgn, og Elemér ville aldrig have ænset det. Men nu hvor Iáin havde reageret som han havde, vidste han, at han måtte være flygtet fra noget.

”Jeg ønskede jo bare gerne lære dig at kende,” Forklarede han, denne gang lidt stærkere end før. Iáin havde gjort ham uret, ved at være blevet så sur. Ligesom det var uretfærdigt af ham at anklage ham for at snage!? ”Det kunne jo være at jeg kunne blive lige så tæt med dig, som du og Sata ser ud til at være.” Nu måtte han altså godt tage at se ham i øjnene…

Smuldrene var dialogen, et stedskred lå for døren efter efterskælvet fra forrige dialog i orangeriet. Men dette var nødsaget til at blive taget op i mellem dem, som så meget andet der lå for lur. De havde uendelige samtaler afventende for sig. 

Alle reaktionerne lå på overfalden og han kunne godt ane dem, skønt han ikke søgte den andens øjne. Det var ikke optimalt at to mænd skulle stå og stirre hinanden i øjnene, ikke på den måde som Elemér ville have de gjorde det. Der var intet galt i det, men Iáin var ikke hvor Elemér var. Forstod han det ikke? 
Forelsket, ønskede, tæt. Det var alle vigtige ord som bad til mere. Langt mere end hvad Iáin yndede at give ham og kunne give ham. Ikke at det betød noget, for han skyldte ham intet. 

Ikke en gang indskød eller afbrød han Elemér, men ventede til sidst, hvor han løftede blikket, så det kort mødte den andens. "Sata ved heller ikke alt. Han og jeg er venner, men det betyder ikke at vi deler alt?" det gav slet ikke mening for ham at sige det på den måde, for hvilke venner delte alt? 
Roligt rømmede han sig. "Hvad er det konkret du vil vide, Elemér? Hvor jeg kommer fra, hvorfor jeg forlod mit hjem, hvordan det kan ske jeg er så påpasselig?" som Elemér kun havde ét at vælge af. 

Det lød ikke mærkeligt, at Iáin og Sata ikke havde den slags venskabelige bånd, hvor man fortalte hinanden om ting der fyldte. Iáin var jo en bogorm og en plantehvisker, og virkede introvert. Men Elemér var af et andet stof, og kunne ikke forestille sig at have en ven, som ikke skulle vide alt.

De ting han havde været igennem med først Sata, så Eskild og nu Iáin, havde han måtte lide med selv.

Elemér sænkede sit hoved en anelse og accepterede stille, at det var sådan det var. At han ikke engang kunne bruge Sata som et eksempel på det forhold han gerne ville have med ham. Men måske var deres forhold også gået hen og blevet mere unikt og kompliceret, end et almindeligt venskab.

”For min skyld behøver du ikke fortælle mig noget af det. Især ikke hvis det river op i gamle minder, som du helst ikke vil dele med nogen,” Svarede han med en blid stemme. Han ville så gerne kende til det hele, men ikke på bekostning af det de havde haft sammen. ”Jeg har besluttet mig for at lade fortid være fortid, og lære den nutidige dig at kende i stedet.”

Menneskesønnens milde ord og blinde stemme, det syntes alt som en fortrøstningsfuld løgn. Tomme ord for at forseglet sin egen værdighed der lå på overfalden af hans blege hud. Stille kulmineret Iáins mur i revnerne. Jorden støvede stille ham til, og hans blik sank dybt ned i mellem luftrummet mellem dem. 

"Hør" forsøgte han stille, næsten mumlende. Ordene haltede ud af ham, som faldne kriger der forsøgte at samle sig selv. Iáin følte sig mere og mere stum for ord. Elemér sugede ikke blot livet ud af ham, men også hans evne til samle ord, var intet ved siden af, at favne om en plante eller blomst. "Jeg vil bare gerne fokusere på nuet" forklarede han og trak let på skuldrene, som de skulle fortælle en anden historie. 

Stille vendte han sit blik mod planten hvis liv han havde forplantet i nyt jord. "Er det mig du vil kende, eller et forhold til mig du vil have?" spurgte han måske lidt mere - direkte. 

Stille trådte ørkenelveren et skridt tilbage. I forsøget på at se hele reaktionen der måtte komme. 

Det hjalp ikke at åbne sig op for den anden mand. Iáin tog ikke Elemérs ærlige ord til sig, som han havde håbet. Siden hvornår havde ærlighed været en skidt ting? Hvorfor føltes det som om, at der ikke var noget korrekt svar til nogle af de ting Iáin spurgte ham om?

Med et knækket blik kiggede Elemér endnu på ham og søgte sandheden i de øjne, som konstant undgik hans. Prøvede at finde en mening i det uvisse. Så han ville fokusere på nuet. Godt. Det ville Elemér også fra nu af. Men hvis de var på samme side, hvad var problemet så?

Da Iáin trak sig et skridt væk og nu vendte sig mod ham og endelig så ham i øjnene, følte han sig pludselig set. Eller nærmere, iagttaget. Og hørte han rigtigt? Nu var det ham der ikke kunne komme til ord. Det virkede halvfarligt at svare uden at tænke sig om. Men ingen af svarmulighederne var spor tilfredsstillende, for hvordan kunne man være i et forhold, uden at lære den anden at kende?

Eller betød det...

Han sank. "Du mener..." Elemér tøvede lidt. Især fordi han var lidt forvirret. "At det er enten eller?" Et ultimatum.Enten er vi venner, eller også har vi følelseskold sex. Var det sådan det skulle forstås? Elemér havde ikke brug for en ven. Især ikke hvis det var ligestillet med det venskab, som Iáin havde med Sata, hvor de aldrig snakkede sammen. Så kunne han lige så godt nøjes med at knalde Iáin, og lære at acceptere, at det bare var det.

For en sikkerheds skyld, krydsede Elemér sine arme og afventede en forklaring. Han så måske bestemt ud, men han var i virkeligheden utilpas over situationen.

Klik. Det var som en af hans egne små knive med deres diamant skarpe kante stak ham, som han hørte Elemérs fortolkning af hans spørgsmål. Skæret gled forsigtigt ned langs hans rygrad, åbnede op til skelettet han gemte bag sin hud. 

Munden forseglet sig, skabte fuger i mundvigene og øjnene rynkede sig tættere sammen. Med et øjebliksbillede og et hurtigt kig på Iáin, ville man med de dybe fugede rynker kunne se, at han ikke var så ung som man ellers ville tro. 
Hans hjerte sprang et slag over, slog op i halsen og ned i maven. Det vendte sig i ham. Mumlende, næsten lydløst lød ordet "Nej". Det var ikke hvad han mente. 

Kropspositionen den anden stod i, den var ikke i hans domæne, og han fik rettet sig rankt op, spændte let i kæben og sukkede tungt ud i gennem næseborene. "Jeg spørger, hvad du konkret har forsøgt at opnå. For hvad du har gjort - det er ikke hvad venner gør" stemmen var forsøgt at holde stabil og rolig, men en vævende rysten lå i undertonerne af den. "..Og jeg er ikke..ehm.." homoseksuel. Interesseret i dig. Din slaskedukke. 

Iáin trak skuldrene let tilbage, og forsøgte at opret holde en øjenkontakt. 
Diplomatisk så det hele måske ud, men det var nok noget så langt derfra.