Finneas rejste sig langsomt fra stolen, så det ikke længere var ham som skulle se op, se beklagende for sig, men i stedet kunne sende de bløde øjne nedad. "Fortæl mig.." lagde han langsomt ud, men tøvede som han så hvordan ørene lagde sig. Det var en anden sandhed som de ikke talte om. Men han sagde intet til det, men snakken faldt alligevel til det og i sidste ende på hvordan det var endt.
Han kiggede med nedover Enzels hånd som han blottede de to små huller der flød henover den arret hånd. Finneas øjne gled lidt rundt, men i sidste ende tog han nyt tag under hagen og presset halvkattens hovedet tilbage indtil det stødt mod brystkassen og han lagde et kys på panden som så mange gange før. "Er det ikke dumt at faldefor en udødelig?" såvel som det var dumt at falde for en dødelige. Men han var tæt på tom for ord.
Men han havde aldrig fået fortalt hvad Enzel skulle fortælle ham. Hvordan skulle han?