" Nearhj? " gentog han, selvom det lød en smule mere kluntet og vævende i sit udtryk, som han ikke var sikker. Men Enzel fulgte op og han nikkede indforstået, som han forstod hvad de aftalte. " Spild af blod jah " og det var så også der samtalen var ved at gå i glemmebogen for ham. Kun næsten.

Grebet om Engels arm blev sluppet og han trådte tilbage og løftede begge hænder op som han blev beskyldt for tyveri eller stod over for en trussel der bad ham løfte hænderne, blotte dem for den anden. " Kom, vi skulle danse i månelyset " lød det så endnu en gang fra ham, som samtalen ikke var kommet videre, som alt andet de lige havde talt ikke var hent. Smile og munterhed kunne ikke slås ned så nemt, så han begyndte atter at gå. 
Fredfyldt på sin egen måde, så lykkelig. Måske var det nox ikke så slemt igen alligevel. Den tog væk alle de tvære ting for ham, men selvfølgelig kendte han ikke efterspillet af det. Måske var det blot brud i hans personlighed der kom til syne. Det som engang havde levet brød op til overfladen og skreg for hjælp. Skreg for mere lys. 

" Jeg har ikke været der i evigheder! Men jeg vil dele det med dig " hemmelighed nummer to. Finneas løftede hænderne op, fingrene godt adspredt og kørt begge hænder i halvmåne væk fra hinanden som han illustreret noget mageløst. Noget fantastisk. Men hvad der var fantastisk for ham, var en hverdag for andre. Men nu hvor Enzel var så bekendt med hans natteliv, var det måske meget tydeligt at der var steder han ikke kunne komme hen med sådan en nemhed eller opleve som det i virkeligheden var. 

Blomsterne i tempelhaverne ventede på dem. 

Ham Finneas havde ikke glemt, at han ville danse med ham. Under stjernerne og i månelyset. Enzel havde lidt håbet på, at han havde glemt det, for uanset hvad Finneas havde i tankerne, ville han få en meget kluntet og forvirret Enzel. Men okay så. Hans arm var jo fri... og udover hærværk, havde Enzel tydeligvis ikke nogen bedre planer for i aften. Så han rakte ham sin hånd, og hvilede den ædelt i hans. "Jamen så tag mig med. Hvor end det er," Det måtte da være et specifikt sted. Enzel kunne bare ikke gennemskue det.

Han fulgte frivilligt efter ham, også for at passe på ham. Han var vampyr og var på en måde mere udsat end almindelige mennesker. Hvad skulle han gøre hvis han afslørede sine hemmeligheder til de forkerte? Hvad skulle han gøre, hvis han faldt omkuld et sted, og først registrerede at solen skinnede over ham, når hans hud gik i flammer? En mand som Enzel havde kun sine forestillinger at bygge sine bekymringer på, men han kunne ikke bare stå til.

De nærmede sig hurtigt tempelhaverne, et sted Enzel kom meget, trods han absolut ikke var religiøs. Han havde været på date her et par gange, og ellers selv været heroppe for at nyde omgivelserne. Hvis bare han havde mere fritid, der ikke lige gik til druk og sex, så var det her han ville være. "Du havde vel ikke tænkt dig at blotte dine syndige tendenser her?" Spurgte Enzel drilsk og puffede til ham. Blomsterne duftede omkring dem. Mange af blomsterkronerne var lukkede på dette tidspunkt af natten, men var stadig smukke. Og de var sikkert endnu mere farvestrålende, når den høje vampyr kiggede på dem.

Den samarbejdesvillighed syntes ulig Enzel, men Finneas tog det! Han skulle ikke klage, for han var jo godt betaget af halvkatten. 
Det skulle næppe komme som nogen overraskelses, men han lå på samme niveau som englen. Men om det var i et kærligheds spektrum kunne den unge vampyr ikke helt redegøre for. Elske var så meget sagt. 

Men hånd i hånd kom de afsted. Finneas fuldkommen ubekymret og tankeløs. Stakkels Enzel. Et sted måtte guderne teste ham. 

Da de endelige nåede dertil, strakte han armene ud til siden, endnu med Enzel i hånden. “ Er det ikke smukt! Det næst smukkeste altså “ fortsatte han og lod fokus vende mod Enzel. 

Let forvirret. Brynene rynkede: “ Mener du med sex? Hvorfor ikke, hvis du ville, kunne det da være smukt mellem blomsterne. Intimt og ægte “ så ægte det som det nu engang kunne tillades af Enzel.

Enzel tillod sig selv at betragte alle blomsterne, der blomstrede så fint i denne årstid. Snart blev det efterår, og så vinter, og så ville der gå et halvt års tid, før de kom tilbage. Snart var blomstringstiden for roserne derhjemme overstået… ”Jo, det er meget smukt,” Svarede han og svarede ikke på komplimenten, som var det noget han fik at vide ofte.

Han skævede til Finneas. ”Nej,” Han flyttede sin hånd op til Finneas mund og pressede sine fingerspidser mod hans læber. Det var måske dumdristigt at vifte med hånden på den måde foran en blodsuger, en han var nødt til at stoppe talestrømmen, før hans lystige ord ødelagde den fredfyldte stemning. ”Jeg snakker om at danse. Herude, hvor alle de belurende præster og munke kan se dig, hvirvle forelsket rundt blandt blomsterne som en gal.” Det var første gang nogen af dem adresserede forelskelse. Og dette var kun et gæt. Finneas var stadig et mysterium for ham. Han anede ikke om han var forelsket eller besat, men én af tingene måtte det være.

Men det ændrede jo ikke på, at Finneas havde sin smukke, dejlige mand der ventede på ham derhjemme. Enzel var håbefuld. Han og Nicola kunne stadig nå at forsone sig.

”Du får én dans. For jeg er slet ikke beruset nok til det her.” I modsætning til Finneas, der var høj på drømme. Enzel løftede op i deres hænder og strakte sin krop. Med skridt der krydsede ind over hinanden, kom han imod Finneas, balancerende og elegant. Denne gang lod han sig sno rundt under Finneas hånd, helt frivilligt. Indtil han så fint snurrede ind i hans favn.

Der var ingen musik… Der var lyden af nattens cikader og græshopper, der var som et orkester, der spillede monotont. Men Enzel fulgte en melodi fra sin hukommelse. En langsom en, bestået af det harmoniske harpespil og de smukke, klare toner fra fløjten.

Enzel flyttede Finneas’ hånd ned til sin talje, lod ham få lov til at få herrens rolle, for det var alligevel åbenlyst, hvem af dem der var mest feminin af de to.

Skønt de var klappet i, nød han det som hvad det var. Det var alt han havde at kunne se, så han foretrak det ganske meget. Måske mere end de levende nød dem åbne. 

Men som han skulle til at åbne munden og sige noget, mærkede han fingeren som fortiede ham. Lyttende og med et kærligt blik på den fine halvkat. Næsten som han havde glemt han var vampyr. Uden tanke for blod og næring. 
“ Vil du hellere belures i at have sex da? “ hvis det var valg mulighederne, hvorfor så ikke danse. “ - forelsket mhmh “ opsummeret han dog kort efter og trak skævt på smilebåndet. 

Men dansen gik stille i gang. Helt naturligt for Finneas, et nøje blik og mimik der vidnede om koncentrationen. 

Hånden lagde sig tæt om taljen og han lod blikket hvile på halvkatten, hovedet lå let på skrå. “ Du er god, Enzel. Ved dine mænd godt det “ som han dog talte uden at tænke. 

"Stadig nej," Havde Enzel svaret, hverken hårdt eller irriteret. Der var en blidhed over ham her til aften, med eller uden NOX. Måske hele ideen med at blive ført herud til alle blomsterne, i den falske natur, passede ham udmærket. Han var væk fra problemerne derhjemme, og han var ikke i færd med at ynke sit liv over et krus et-eller-andet. Han havde det meget godt. Og tænk at det skulle være en vampyr som Finneas, der fik ham til at slappe sådan her af.

"Til at danse?" Spurgte han, mens han lod sig selv føres rundt i blomsterhaven, så hans silker hvirvlede blidt om dem "Jeg tror de forguder mig. Men jeg danser aldrig. Jeg foretrækker at sidde eller ligge ned hele dagen." Enzel havde ikke altid været doven, men den eneste aktivitet han gad, var at slås lidt med Nicola, indtil han fik sin vilje, og kunne brænde sit krudt af i sengen med ham. Måske gjorde han lidt let rengøring her og der, men udover det... ganske stillesiddende. "Du danser også godt. Du er lidt hurtigere på fødderne end mig, jeg kan dårligt følge med," Lo han og smilte overraskende uskyldigt, bag masken af hverdagssminken "Mænd fra din tid lærte bare det hele engang, gjorde de ikke?"

Et så kedelig svar; men ganske okay. Finneas var okay med at de kun skulle danse. Han nød deres små stunder som disse. At det bare var dem. 

Duften af de lukkede blomster mindede ham om alt det som kunne have været og endnu var muligt. Et lykkeligt forhold, mulighed for en uendelighed med en man elskede. Enzel kunne nemt være den evighed, men selv i dette lykkelige stadie vidste vampyren det ikke var en mulighed. Ville han ofre mad, vin og sollys for evigheden med ham? 
Kun en idiot ville dette. End ikke Finneas ville trække nogen igennem det, hvorfor engler, elver og dæmoner var den mest oplagte mulighed. 

Han brummede bekræftende. “ Forgudet de dig, ville de nyde alle stunder med dig.. stille som voldsomme. Præcis som jeg nyder dem, “ eller det var han da stærkt overbevist at han gjorde. Men han førte ham endnu rundt, som de lette ben svævet henover blomsterne og efterlod dem uberørte. 

“ I de selskaber jeg kom i, så jo. De lavere klasser er lidt mere løsslupne i det. Fest og farver med kanonbrag “ fortalte han og sagte farten let for at få Enzel med i et tempo han foretrak. 

“ Jeg ville give mit udødelige liv for at kunne være med dig “ 

Enzel håbede da, at dem han elskede, virkelig elskede alt ved ham. Men han vidste godt at han ikke var perfekt. At de umuligt kunne elske hans grimmeste sider… Men han smilte taknemmeligt på en rolig måde til Finneas. Mon han nød det en smule, når de skændtes? Finneas virkede altid så irriteret på ham, når han ikke ville samarbejde. Når han krævede, at han skulle bide nogen for ham. Måske kunne han slet ikke huske det nu, fordi han var høj. Måske var han endda villig til det hele lige nu, uden tanken for konsekvenser.

Tro det eller ej, men Enzel var faktisk ikke villig til at udnytte situationen. Han havde besluttet sig for at beskytte ham i nat.

”Det lyder som en sjov tid,” Enzel ville ikke bytte sin økonomiske tryghed væk for noget som helst, men han kunne godt tro på, at de laverestående klasser, selv i dag, vidste hvordan man festede for ingen penge. Enzel var måske født fattig, men han havde lært Llyons rige vaner og dårligdomme siden han var 10. Han og Finneas dansede lidt videre, nu i et lavere tempo. Han var holdt op med at finde det akavet, at der ingen musik var. Men hvis der havde været musik, var der nok sprunget en streng, og orkesteret brattede op.

Enzel stoppede. ”Det er noget af en erklæring.” En kærlighedserklæring… Men hvordan…? Han og Finneas havde ikke engang delt en nat sammen. Det havde ikke elsket. ”…Du spilder din tid, hvis du leder efter en livspartner. Halvdyr bliver ikke gamle.” Enzel blev ikke gammel. Det levede han for usundt og farligt til. Selv med så mange liv, havde han allerede formået at miste nogle...

For hvert et skridt, kom de en centimeter tættere på hinanden. Han tog det hele med sig ind. Nød det, elskede det, forgudet det. Men det hele stoppede også der.

Et bryn løftede sig sagte: “ Jeg forstår ikke “ lagde han først ud, men så hørte han den opfølgende sætning. Finneas blødte lidt op, som blodet raslede ud af ham. Blegnede som en levende havde set en død. Figurativt. Men han slap Enzels hånd og talje, knælede foran ham for at se ham mere i øjnene. “ Jeg ved det er en umulighed, men det ændre ikke på faktum at jeg ville ønske for et kort liv med dig, end et langt uden “ tonen var beklagende. Men Finneas blev ikke siddende i den knælende position. Han lod sig sætte ned på numsen for så at lægge sig ned til blomsterne som han skulle begraves med dem. Benene bukket så knæene stod højt og armene spredt ud til siderne, mens blikket så op. 

“ Normalt er tilværelsen noget mat, alt ses i gråt og jeg er træt af livet, men det der Nox.. sætter tingene i farver, måske lidt for meget, men jeg er glad, Enzel. Glad som når vi har ærlige intime momenter “ dybe samtaler, gode skænderier, dårlige skænderier. Alt i mellem. Men om Finneas kunne tyde sine egne sætninger som Enzel, eller om det ville blive misforstået på det seksuelle plan, åh det anede vampyren skam ikke.

Enzel forblev rank, selvom Finneas knælede for at komme i øjenhøjde med ham. Det Finneas fortalte ham, fik ham til at tænke på at Finneas nok ville rende efter ham altid. Hvad der føltes som et helt, langt liv for Enzel, var nok kun et lille øjeblik for Finneas. Enzel var kun 23 år, men hans skønhed dalede gradvist, og så var det vel godt med uendelig kærlighed fra en vampyr? En mand der ville huske ham, og tale om ham til sine fremtidige elskere, ligesom han havde fortalt ham om manden han havde elsket, indtil den kærlighed fik slået ham ihjel. Enzel måtte ikke begå samme fejltrin...

Han lod Finneas dumpe ned på numsen, og videre ned at ligge. Som Enzel stadig stod op, kiggede han ned på ham, og betragtede ham som det melankolske kunstværk det lignede. Han blik virkede køligt og upåvirket som det så ofte gjorde. "Det er noxen, der taler," Sagde han med et lille smil, der afslørede, at han ikke var helt så kold for hans følelser. Han var jo klædt i sine fine silker, og havde ikke tænkt sig at ligge rundt i græsset med Finneas. Han kom ned i knæene, uden at røre græsset, og hvilede ganske godt i den næsten siddende stilling. Nu hvor han var tæt på, førte han sin hånd hen til Finneas og flyttede kærligt på det korte, blonde pandehår af hans. Trøstende.

"Jeg er glad for at du er glad..." Lidt usikker over om Finneas følte glæde nu på grund af noxen, eller om det også gjaldt, når han var sig selv igen. "At jeg også kan gøre folk glade, og ikke kun vrede, som jeg ellers har tendens til." Lidt fraværende skævede han lidt ud i den stjerneoplyste have. Betragtede køligt labyrinthaverne længere væk, som kunne der komme et monster ud fra skyggerne og ødelægge øjeblikkets glæde hvornår som helst. "Jeg havde sådan en forventning om, at det frie liv i Dianthos ville gøre mig glad, på en eller anden måde. Men folk vil slås med mig, og de vil se hvordan jeg ser ud under mit tøj. De vil sætte mig i fængsel og de vil røve fra mig, mine penge og mine piger... Nogen vil sågar have mit blod... og mit hjerte." Blikket fandt lige så stille tilbage til Finneas og observerede hans mimik. "Hvad skal jeg gøre, Finney?"

Blikket havde søgt op, knælende for individet foran ham, så mange lag og hemmeligheder. Det var hans at opsnuse og udforske i sidste ende, beskytte ham for hvad end frygt han måtte have. Finneas rystede let på hovedet. Noxen havde måske så meget effekt, men lige her var vampyren ganske sikker på at han førte ordet. Ledte sin egen skæbne. Skabte sine egne minder der kunne kærtegnes i de lange lysetimer. “ Sig ikke sådan noget, Enzel “ bad han stille til, håbede og søgte på en forståelse. Det måtte ikke være sådan. 

Blikket så blot op på den mørke himmel. Lod Enzel røre ham som han ville. Måtte de falde sammen, men drømme var så meget ved siden af virkeligheden. De kunne farve alt så mørkt og gråt. Men han trak på mundvigen ved tanken om, at det glædede Enzel at han skabte mere ene bare negativitet. Men det stilnede hen igen og hovedet rykkede sig let, han beundret hvordan den anden sad og så væk. 

” Du kan være rapkæftet, udfordrende… opsøgende og en smule forførende. Man ligger tit som man er redt, ikke at det er ens egen skyld .. “ men Enzel.. han opsøgte de ting, fremprovokeret folk, stak sine hænder i folks bukser, truede dem, undertrykte dem. Han var hvad han nok selv hadet mest. Måske. Finneas var ikke sikker. 

Benene spredte sig en anelse, før de gled under og lå faldt på jorden. “ Du får tit mine tanker til at spinde, jeg ved ikke aldrig helt hvad du vil og ikke vil.. nogen gange vil du gerne have sex, men du vil ikke når jeg vil. Du vil kun når det er fordi du kan afpres mig til at føje mig for dig.. er jeg så forfærdelig? “ spurgte han små mumlende og så tilbage op mod himlen med er blankt blik.

Rapkæftet, udfordrende, opsøgende og forførende. Enzel var lige ved at blive fornærmet, især hvis det skulle vise sig, at listen af dårlige sider blev ved. Men den stoppede, og det observante, skarpe dræberblik, mildnedes op igen. Enzel vidste godt alle de ting om sig selv, men derfor behøvede han ikke at få det at vide vel? "Når jeg ikke får min vilje, bliver jeg bare så sur," Smilte han, og vidste godt hvor forkælet han var. Problemet med hans attitude kom bare af, at han ikke længere fik alting serveret på et sølvfad, og folk frygtede ham ikke længere, som de gjorde dengang han var under Llyons vinge.

Men smilet der så forsigtigt var kommet frem på Enzels mund, gled i sig selv igen. De ting Finneas fortalte ham om... hans følelser og frustrationer, var han godt bekendt med. Han havde bare været kold og havde ignoreret dem. Og måske havde han aldrig helt forstået dem. "Du er ikke forfærdelig," Slog han fast, før Finneas smeltede mere ned i jorden og forsvandt i sin egen selvmedlidenhed og elendighed. Der var sikkert mange her i Dianthos, der ville synes at Finneas var værdig som mage, og mon ikke nogen naive, lidt dumme fyre i byen, ville synes der var noget spændende over at han var vampyr? Enzel var bare alt for glad for at leve, og alt for klog, til at ville risikere noget som helst med en forbandet. "Du er en fortabt sjæl, Finneas... Din tid er overstået for mange år siden... Og dit liv blev stjålet fra dig, på uretfærdig vis... Det gør dig ikke til forfærdelig, men jeg har ikke lyst til at blive trukket med ned i støvet. Ham din mandlige elsker... hans skæbne lød forfærdelig..." Kunne han se ham blive henrettet og hængt op for alle at skue?

Hånden der havde rusket blidt til det blonde hår trak sig en smule. De ting han havde sagt var ikke spor opmuntrende, men det ville give ham et klart svar på, at Enzel aldrig havde ønsket at give sin krop til ham. Især når Finneas ikke ville høre på den anden årsag, som var, at han gerne ville være sin mand tro.

Det var noget han vidste. Enzel blev sur når viljen ikke var i hans boldgade. Men sådan fungeret livet ikke altid og næppe ville det gavne en altid at få alt de ønskede. Ingen fik alt, de færre fik knap muligheden for det. Men han fik ikke nævnt nogle af sine tanker. Dybt forundret og fanget i et stadie der svingede fra virkelighed og fantasi. 

Stilheden ramte kort, elendigheden hårdere. Enzel talte en forfærdelig sandhed og Finneas måtte bare æde det hele i sig. Tomheden ramte ham og alt glæde som ellers havde favnede ham ebbede ud. “ Min tid er overstået.. huh “ gentog han blot og lod øjnene tørre som han nægtede at blinke. Hjertet slaget var uægte, vejrtrækningen forfalsket og varmen midlertidig. 

“ Jeg ved godt at mit kendskab kan .. påvirke folks liv, men det stopper mig ikke fra at forsøge. Selvom det er nytteløst. Folk ændre sig sjældent fra deres vaner.. kriminelle forbliver kriminelle; arrogante forbliver arrogante og så videre .. men jeg håber, selv når mit håb er ude “ mumlet han stille og lod hovedet falde til siden og så mod Enzel. Vagt og skiftende.

I et øjeblik virkede det på Finneas som om han helt var holdt op med at fremstå levende overfor ham. Efter Enzel fandt ud af at han havde med en vampyr at gøre, havde han godt kunne mærke det på ham, og han kunne høre det på ham. At der var noget, der ikke var helt rigtigt her… Men Finneas var nu en god skuespiller. Det ændrede bare ikke på det faktum, at han ikke behøvede at trække vejret eller blinke med sine øjne. At han tog det så hårdt, fik næsten Enzel til at fortryde, at han havde sagt det, men han ville ikke få nogen undskyldning fra ham… Hvad skulle han også bruge den til?

”Det er selvisk af dig, at blive ved…” Sagde Enzel sagte. Hans ord kunne sikkert slå hårdt, selvom han ikke sagde det med sin sædvanlige spydige klang. Der var skam medlidenhed i hans blå øjne, hvis man kiggede efter.

Brynet løftet sit let, studsede over den kyniske Enzel, der alligevel bar en sådan blidhed over sig. Han kunne på mange måder godt følge ham, men det var groft sagt alligevel. “ Bebrejder du mig, for at ville elske dig “ det kunne meget vel være deres sidste dialog i den boldgade. Finneas ville aldrig kunne få Enzel, ikke grundet hans evige liv som den største faktor; men at Enzel påstod at ville være sin ægtemand tro, trods for at have en på sidelinjen. 

Men albuerne blev sat i jorden og han skubbede sig op og sidde, forsøgte at skabte et overblik om hvor solen ville stå op henne, men retningssansen var en smule udfordret. Søgende for det usøgelige. “ Ved du hvor solen står op henne? “ 

Finneas lod sine trætte øjne falde på den siddende halvkat, de var tæt på lige højde i deres siddende position, og hans pupiller var langsomt falde i størrelse og lod det orange stille komme igen. 

Det gav et lille sæt i Enzel. Det var ikke et jeg elsker dig, men det var så tæt på som det kunne komme. Finneas ønskede at få lov til at elske ham… på niveau med hans ægtefælle, måske? Eller måske endda på niveau med hans tidligere ejer? ”…Ja, jeg gør… Elske er et meget stort ord at bruge…” Enzel havde brugt det flere gange, men han mente det trods alt hver gang han erklærede sin kærlighed til nogen. Hvis Finneas bare misbrugte det sådan, var han et fjols.

Det var ikke underligt at en vampyr, selv en høj en af slagsen, var opmærksom på solens placering, men at han ikke engang kunne se hvor han var i forhold til katedralen, var bekymrende. ”Kom så.” Nu måtte han få Finneas sikkert hjem. Enzel tog i Finneas arm og hev ham med sig op. Det ville kun lykkes at få ham op, hvis der var lidt hjælp fra Finneas.

Et hmhm forlod Finneas lukkede morgen, han tænkte ikke synderligt over det, men på den anden side, han elskede ikke så forfærdeligt tit, så det var måske derfor. De elskede ikke ens, deres hyppighed var så forskellig, at han skulle nok snare frygte for oprigtigheden i det fra Enzels side af. “ Undskyld “ beklagede han blot, som han skulle pakke sine følelser væk, sin oprigtighed væk. 

Den lille skikkelse fik hevet vampyren op, og han stod nu højt ved siden af. Kommanderende som altid, men på en sødere måde. “ Javel kaptajn “ lød det som han foldet sin hånd ud, spredte fingrene så Enzel kunne lægge sin hånd i den og de kunne gå. 
Enzel kunne tøjle ham på den måde, skubbe hans stolthed tilbage på plads. 

Hans beundrer var måske såret lige nu, men i denne her tilstand havde Enzel trods alt lidt mere styr på ham. Og han blev ikke trukket efter ham i en hast han ikke kunne følge med i. Han fik en rosende, venligt hånd, støttende mod hans ryg, så snart han kom på benene. Det var synd for ham, men Finneas behøvede ikke at vide, at han tænkte sådan om ham. Han skulle nok blive god igen, når først noxen var ude af ham igen.

For nu var det nok bedst, hvis han ledte dem an. Han stillede ikke noget spørgsmål ved, om han skulle tage ham i hånden eller ej, selvom eventuelle nattevandrere ville komme til at se i deres retning, og tro og mene noget, de ikke skulle blande sig i. Deres lov og deres gud var ikke hans.

”Vi må hellere få dig hjem inden morgensolen titter frem.” Hyggesnakkede han, for lette på Finneas humør. Han havde ham med på slæb, for han gik lidt hurtigere end han plejede.

Fingrene lukkede sig tæt om den andens som de holdt i hånden af hinandens. Grebet var præcis som det normalt var. Tæt, men ikke stramt eller slapt, men et lille klem blev alligevel lige sendt i den andens retning. 

Troligt, som hele aften, fulgte han trop. Der var intet han hellere ville, optimismen kunne kun tage fejl, men han bad til det hele nok skulle forløbe sig. De to var så gode sammen, tænkte han. Enzel ville ikke finde en mere ægte kærlighed end den Finneas kunne give ham, at have en som var villig til at underlæg sig den anden, men alligevel træde til når der var behov for det. 
Hvordan kunne hans ægtemand havde ham, når han, hvad Finneas vidste af, aldrig så dagens lys. 

Øjnene lå let på klem: " Jah.. den er ikke så rar den sol " fortalte han og trak lidt på den ene skuldre som de gik. " Du ved godt vi ikke direkte brænder af den i starten, ikke? Den er bare.. forfærdelige i starten.. men med tids nok, tålmodighed hvert fald, vil det hele være som helvede for os " så der, der ville de brænde, han ville brænde. Huden forlade kroppen i klaser der brænder som han var intet andet end en helstegt gris der ikke var marineret. 

Finneas lod hovedet trille lidt fra side til side: " Personligt hader jeg bare blindheden og den afkræftelse den giver mig, hvis jeg ikke får dækket vinduerne til " hint til det knuste vindue i hans hjem. 
Men han havde prøvet at udfordre solen lidt, men hurtigt lært at den ikke længere var hans ven. Månen var hans sande ven og solens den eneste rigtige fjende. Så man bort fra de som frygtede vampyrer selvfølgelig, eller de som så de døde ubegrundet. 

" Men for dig vil jeg både spise og drikke og gå i den, bare for at gøre dig glad, se dig smile for mig " sagt med et lille smil og øjnene der tittede lidt op igen, drømmende, oprigtige og ærlige. 

"Jah? Jo, jeg må indrømme at jeg på et tidspunkt troede at solen ville sætte fut i dig, dengang jeg bandt dig til sengen og trak gardinerne fra," Svarede han, som havde det været et helt almindeligt samtsleemne, mens han tænkte tilbage til hvad der føltes som en anden tid. Nu hvor han kendte Finneas meget bedre, var tanken om at stege ham ikke så tilfredsstillende længere. Han burde nok undskylde... men dengang fortjente Finneas altså at brænde...! De havde begge lært meget siden da.

Enzel havde lidt glemt alt om det smadrede vindue, og huskede det ikke før han så det igen. Lige nu bekymrede han sig kun om at kvikke sin berusede ven lidt op og få ham hjem i seng, eller hvad man kaldte det. Finneas skulle bare være i mørke, i hvert fald.

"Det er meget rørende, alt sammen," Han klemte Finneas hånd lidt, og klappede ham blidt på håndryggen. "Men du ved jo nok, at blodopkast i min fine stue ikke ligefrem får smilet frem på mig." Nej min ven... Han havde jo sagt at hævn over Havasi var det eneste han tænkte på. Det var det eneste der ville gøre ham glad.

Sammen forlod de de grønne haver og kom ind på øverstebydelens brostensveje. Enzel, der ellers havde en stedsans som en fisk, kendte dog området heroppe godt, og styrede dem igennem de små gader, for at skyde genvej, udenom bordellet og beboelseskvarteret og videre mod det lille lejlighedskompleks, hvor Finneas havde sit beskedne hjem.