”For at hjælpe dig til at holde fokus,” Han placerede skeen ved skålen, smilene, men tiltede så hovedet spørgende, ørene vippede lidt, men var som udgangspunkt lyttende. Finneas virkede lidt mere end bare plaget nu, gjorde han ikke? ”Er du sur på mig?” Spurgte han med en blid stemme, der fik ham til at virke såret. Hvad havde han gjort andet end at flirte lidt med ham. Men Finneas havde fortjent lidt god behandling, ovenpå dagens heltegerning og sit vellykkede forsøg på at lave mad til ham.

”Det kunne jo være, at dit forhold til Valdemar vil være en hæmsko for dig?” Spurgte han, men kendte næsten svaret allerede. Finneas havde ikke haft sex med Valdemar. Men det sagde jo intet om, om Finneas måske havde lyst til det, hvis Valdemar skulle åbne op for ham? ”Ligesom mit ægteskab er for mig… Selvfølgelig.”

Ja. Enzel måtte tage sig lidt sammen. ”Desuden har jeg forslået mit hoved… og min krop…” Blikket sænkede sig lidt.

 Finneas lod hænderne lægge på bordkanten og tappede lidt med fingrene på kanten. " Fokus? " som om det var noget han kunne holde lige nu. Den flirtende krop var blot et bord væk. En lille klump blev endnu en gang synket. 

 Hovedet vippede lidt fra side til side, men han valgt at lade fingerne forlade bordkanten og han rejste sig fra sin siddeplads, trådte ned for enden af bordet, bukkede sig en pæn del ned forover og lagde hovedet tæt mod Enzel, tæt som en invitation til at kys, men alligevel havde de deres lille afstand. " Absolut ingen hæmsom.. " 

 " Brug det ikke som en undskyldning nu.. " bad han med lavmælt stemme. 

En halvkat kunne sagtens mærke trykket i stemningen, og han imiterede Finneas og sank lidt sammen. Blikket fulgte Finneas rejse sig og gå runden rundt om bordet, og han vidste udmærket godt hvor han ville hen. Enzel vidste ærlig talt ikke hvad han skulle stille op, men flygtede ikke fra sin plads.

Han løftede hovedet og kiggede op på Finneas, ligeledes tæt på ham. Der var intet mobbende eller drilagtigt grin på hans læber, og heller ingen vrede. Men hans ører lagde sig nedtrykt ned og han var usikker.

”Finneas,” De var kommet på fornavn nu, helt ad sig selv. Han rakte en hånd frem og pressede den blidt på mod Finneas kraveben, for at han ikke skulle komme for tæt på ham, og komme til at kysse ham. ”…Jeg har brug for at sove… Jeg skal ikke kysse med dig…”

 Blikket så hvordan ørerne formede sig og en mild skuffende rynken med brynene formede sig. Det var for første gang noget så tydeligt for Finneas at tyde halvkattens sprog. Men alligevel følte han ikke det var retfærdigt. Hånden på kravebenet for at skabe afstanden, holde ham på afstand. 

 " ... Et stykke af dig, der aldrig vil blive mit, huh " mumlede han og lagde hånden oven på Enzels lige så fint. Fingrene lagde sig nænsomt om håndens ryg for at løfte den fra kravebenet. 
 Uanset hvordan han ville vende og dreje det, kunne han ikke vinde i dette, men agtede ikke at give op. 

 Afstanden forblev den samme, men blikket søgte dybt ind i halvkattens. Som de skulle falde ind i hinandens verdner og se hvordan deres individuelle kaos ville kunne samle dem stykke for stykke, men aldrig fuldende dem helt. De var nød til at stå ved det de kendte og forstod. 

Enzels ører forblev nedadvendte, blikket kiggede trist ind i Finneas'. Der var så meget han fortjente at vide om ham, hvorfor han var som han var. Hvorfor det var så svært... at give sig selv til en anden. Hans bedste undskyldning var, at han var gift, men det var langt fra den reelle årsag. Finneas ville ikke kun have ham for en nat, han ville have ham for den han var. Finneas havde alt for mange ligheder med Llyon, hvad det angik, og det var farligt...

Finneas havde for længst bevist at han havde gode hensigter, men Enzel blev alligevel overrasket over, at hånden der lagde sig ved hans hånd blot blev fjernet med en fremmed blidhed, som virkede fjernt fra hans virkelighed. Og han fik dårlig samvittighed over at have leget med ham, uden omtanke for hans... følelser? Følelser han i hvert fald ikke selv forstod sig på.

"...Jeg vil have at du skal føde af Eskild Havasis blod..." Enzel trak sin hånd til sig og vendte ansigtet koldt frem for sig i stedet. Han tog sig til baghovedet og befølte den hævede hovedbund, som gjorde smerteligt ondt, hvis han kom til at rykke på en forkert slangekrøllet lok hår. "Han har ikke forstået sin lektie endnu... og han vil komme efter mig, og forsøge at fængsle mig igen..." Et blik skævede til Finneas igen med en overvejende stilhed for en stund. "...Da kan du få dit kys."

 " Enzel.. " lød det blot som en bemærkning til at han skulle stoppe. Han trak sig fra bordet og rettede overkroppen op på ny. Det var umenneskelige ting han bad til, ønskede fra ham. At Enzel ikke kunne høre sig selv lige nu. Det var at misbruge sin position til et andet individ. Så kynisk en adfærd og tilgang til tingene, at selv Finneas var artig ved siden af på de værste dage. 

 Hovedet vendte sig lidt væk fra Enzel, brystkassen hævede sig og en mild sukken forlod ham. " Du kan måske lok andre til at føje sig for dig på den måde, opgive hvad end de har af værdier og standpunkter... og selvom det ikke er mit blod der pumper rundt i hjertet, er det ikke koldt " svaret han og lukkede kort øjnene i som en skuffelse af situationens udviklning. 

 Finneas valgte at vende sig og trådt lidt rundt i rummet, indtil han endte ved dørkarmen: " Lad mig se om der ikke er nogen bukser til dig ". Et eller andet sted prikkede halvkatten til hans fortids rædsler og frustrationer, en ulmende mangle af forståelse for hvor han kom fra eller kom af. 

Han forstod det ikke. Han forstod ikke hvordan en vampyr kunne have bedre værdier end ham selv. Havde Enzel selv været i besiddelse af den slags kræfter, havde han glædeligt suget blodet af alle der trodsede ham. Enzel ville måske endda gå så langt, at hvis Finneas bad om hans hjælp, ville han gå ud og tage sig af problemet. Måske ikke i går, men efter i dag.
Han ignorerede hans bedende Enzel.., kiggede stadig væk. Og i et øjeblik stod de og kiggede uenigt i hver deres retning.

Men helt kold var gæsten dog ikke. Han kunne mærke at hans hjerte slog hårdt og trykkede samvittighedsfuldt i brystet på ham. Han lyttede til hvad Finneas havde at sige til ham, og blev siddende i sine egne tanker, uden at tænke på noget specielt, andet end den dårlige følelse han havde i kroppen.

Men så da Finneas endelig vendte tilbage, med eller uden bukser, rejste han sig fra sin plads. "...Smider du mig ud?" Hans stemme grænsede sig til at knække over i en anklagende tone. Finneas havde før smidt ham ud, hvor det føltes som om at det var fordi han selv var tarvelig, når Enzel ikke ville give ham hvad end Finneas nu end havde tænkt sig at tage. Det kunne ikke passe, at han kun var noget værd, hvis han ville kissemisse eller løfte op i sin alt for store skjorte og blotte sine juveler.

 At forsvinde og efterlade halvkatten tilbage i køkkenet var måske et lavpunkt for ham, men han brug for pusterummet for at rense tankerne. Der var så mange måder han bad til ham, men halvkatten var godt gemt bag en maske, end ikke en katteekspert ville kunne tyde igennem. Skønt ørerne lagde sig, udfoldede pupillerne sig voldsomt og den spindende lyd kunne erstatte af hvæsen. 
 I færd med at rode noget igennem, fandt han endelige noget der syntes at matche til den andens krop og form. Farven var ikke ham, men den var neutral nok til at kunne gå an. 

 Mødt af figuren der rejste sig, fik ham til at smalle øjnene en anelse: " Nej, ikke den her gang " det skulle være op til Enzel selv at forlade hjemmet denne her gang. 

 Bukserne blev lagt på stoleryggen, men det afholdt ham ikke fra at vade lidt frem og tilbage igen på ny, som en hund i bur. " Ved du hvad det er du beder mig om? " spurgte han så endelig, blikket vendt mod halvkatten og mimikken der talte for sig selv. Trætheden af at skulle redegøre for sig selv og sine værdier. 

Et forkert ord og Enzel var faret op i et niveau hans krop slet ikke var i stand til at håndtere. Hans krop var kampklar et øjeblik, men tav lettet så snart han hørte Finneas give ham en forsikring på, at han kunne blive. Ørene løftede sig en smule, og han gik hen og stillede sig ved bukserne der blev lagt frem til ham. Han lagde armen hvilene på ryglænet de hang ved, og tog dem ikke på endnu. Hans opmærksomhed var hos Finneas. Han betragtede ham vade hvileløst frem og tilbage.

"Ja." Svarede han, stadig afklaret på sin beslutning om hvad han ville have fra ham. "Du behøver ikke slå ham ihjel, hvis det er der din bekymring ligger. Den ære vil jeg meget gerne have." Kunne det passe at Finneas aldrig dræbte for at få hævn? Eller når han var ude i natten efter blod og spottede en forbryder, der var ved at dræbe en uskyldig? "Hvis du skræmmer ham nok, vil jeg måske endda kunne få den undskyldning jeg gerne vil have." Funderede han videre "Men jeg vil ikke acceptere den. Og så lover jeg at slå ham ihjel hurtigt."

Enzel smilte til den fortvivlede vampyr. Nok var han lidt blød i det, men Enzel havde jo en pris til ham, som han vidste han gerne ville have. Så hvorfor ikke udnytte det? Enzel tog bukserne op og løftede dem kritisk op foran sig og hadede alt ved den. Materialet... farven... designet... Det passede ikke en rubinsk skønhed, at gå klædt som en gadedreng.

 Brynenen tætnede sig langsomt mere og mere, som skyklapper lagde sig tungt over ham og hans synsfelt. De mange lag af roller som de lagde på bordet for sig, gode som dårlige blev mørtel sammen til ukendelige hed. 

 Det simple ja, var som en kniv i maven på ham. Men det fortatte som bladet sad i maven på ham, den blev vendt og drejet som en lås skulle brydes op med den brutale vold af utålmodighed. Øjenlågene faldt i og som de blev ført op igen, havde blikket lagt sig mod vinduet hvor genspejlingen stod for skarpt til hans smag. Reflektionen af sig selv og Enzel, så tydelige og alligevel udtværet af manglen på rengørning på de fronter. 
 Der var så mange sætninger, så mange tanker på hold og intet forlod hans mund. Men han lod blikket finde tilbage til halvkatten og han måtte næsten se hvor han selv stod. Kærlighed var en ting, men at destruere sig selv for et andet menneske, det var noget han ikke kunne. Modsat Enzel, levede han ikke blot nogen små fyrre år endnu. 

 " Din blodtørst må ophøre et sted.. " hørt han sig selv sige, så underlig en sætning kom fra en vampyr og slagsbror som havde brug for det til sin egen levevis.

 Men det kunne ikke stoppe der. Finnas fandt sig selv stå foran Enzel, lod en hånd glide om nakken på ham, ind i mellem håret, lukkede sig let uden at tage reelt fat. For nu. " Du vil have jeg ofre alt for dig, for din medlidenhed for min interesse..Jah? " tonen var stille, men fyldt med passion. 
 " Ligemeget hvordan vi så vendt og drejet det, ville byvagten og lyset hær spidde en pæl i mit hjerte og hænge dig op for mord, ligegyldigt hvordan det så ud " men det var ikke slut der. Finneas havde mere at sige, flere følelse at gemme på. Hånden i nakken tog lidt mere fat og han trak hovedet tilbage på Enzel så de kunne se hinanden i øjnene. 

 " Jeg beskytter dig mod fare, også hvis faren er dig selv ". De kunne så lige så tæt som de havde gjort før, men intet lagde op til noget kysseri eller begær for mere. 

Enzel der ellers troede at han havde vampyren hvor han ville have ham, fordi der var et øjebliks uro at finde i Finneas, og fordi der var et kys for ham at vinde, blinkede nu uforstående med øjnene. Skulle hans blodtørst ophøre? Kunne begær efter hævn godt ophøre, når hans fjender stadig rendte rundt og hyggede sig? Og plottede mod ham? Enzels bryn udtrykte forundring.

Han frygtede at Finneas ikke ville hjælpe ham alligevel. Nu hvor Enzel havde forestillet sig hvor let det kunne gøres, med Finneas naturlige instinkter for at jage og slå ihjel, kunne han slet ikke se hvordan det skulle lykkes at gøre det egenhændigt længere. Han ville dø. Han havde gjort Eskild ondt et sted, hvor det kunne ses hver gang manden gloede på sit grimme ansigt i spejlet. Han ville aldrig glemme Enzel.

”Jeg vil hellere dø end at sidde i fængsel…” Hviskede han trodsigt, samtidigt med at han kiggede med opslugthed og bekymring på Finneas. Han ventede på at han skulle fortælle ham, at han gerne ville gøre det for ham. ”Ahh-n,” Stønnede han klagende, uforberedt på at Finneas trak i hans hår. Han knugede øjnene i og forholdt sig roligt, som om det ikke plagede ham det mindste, men som han åbnede øjnene og så på Finneas, dirrede hans øjne blanke.

Finneas behøvede ikke at gøre ham ondt… Han skulle bare… gøre hvad han ville have…! ”Så… Jeg belønner ikke beskyttelse jeg ikke har bedt om… Mh-” Nu måtte han godt slippe. Det var svært for Enzel at stå oprejst og gøre sig stærkere end han var.

 " Du giver mig ikke mange valgmuligheder, det er enten at ødelægge mit eget liv eller dit " der var intet midt i mellem og der var intet poetisk over det. Finneas havde ikke en interesse i at se hverken eller gå fortabte af noget så banalt. Enzel var nok en smed i mange forstande, men selv en smed kunne nå et punkt hvor han ikke kunne se andet end gnisterne fra det varme jern. Blændet for hvor gjalt noget ville kunne gå, hvis ikke man slog lidt koldt vand i blodet. 
 Afstanden blev alligevel tage lige så stilel fre ham, klods op ad hinanden så han ned på halvkatten og slap ikke håret, men sørgede for ikke at det skulle gøre for ondt. 

 Små, ekstrem vage, ryst blev givet. " Du er blind af hævn, tænk på alle de af dine som du ville efterlade til sultne, glubske mænd og kvinder... Din husbond og din elsker.. er de alle virkelig så ubetydelige for din blodtørst " realitetsans hørte ingen sted hjemme i dette rum, men det var alt de havde at gøre godt med. Han ville ikke gå med til at ødelægge sit liv, og han havde allerede en indirekte påmindelse om at Enzel havde lovet ikke at røre Valdemar, men samtidig lød det som en indirekte trussel om at han ville gøre det, hvis ikke han fik sin vilje. En risiko han ikke havde interesse i at tage. 

 " Fortæl mig du ikke gør dig i flere dumheder " 

Finneas havde en god pointe med alle dem som Enzel elskede og holdt af. Hvad skulle der dog blive af dem, hvis deres elskede alfons, mand og kæreste forsvandt? Men uanset hvor god en pointe han havde, virkede det ikke som om Enzel rigtig tog det til sig. Han bekymrede sig ikke det mindste for sine elskede. Hvad Finneas ikke vidste var, at Enzel vidste at han kunne komme tilbage til sine elskede halvdyrsfamilie igen, før de overhoved ville vide besked, at han havde været død.

Og Finneas…? Hvis alt gik galt ville han enten blive tvunget til at leve i skyggerne i en lille levealders tid. I værste tilfælde ville Enzel miste ham som allieret. Han ville lide under hans tab, men som det var lige nu, vidste han ikke om han ville lade ham dø, eller om han var villig til at bruge et af sine 9 liv på at skåne ham. Og ville hans evner i det hele taget virke på en vampyr…?

”Vores liv vil ikke blive ødelagt, kæreste Finneas,” Det hjalp en del på det, at Finneas nærmede sig ham og slap i sit greb, så det ikke gjorde så ondt mere. Men han følte at han var tvunget til at blive her, og tage diskussionen med ham, selvom de var to forskellige personer med to forskellige holdninger til blodsudgydelser. ”Det ville gøre din kat meget… meget…” Snørrene til Finneas bukser gik pludselig op. Enzels fingerteknik var skam meget erfarent ”…tilfredsstillet.”

Han hypnotiserede ham så godt han kunne med de blå øjne, hvis pupiller udspilede sig og gjorde alt uhyggeligt sort. Man kunne nærmest ikke se det blå i dem længere. Der var en bekendt hånd i Finneas bukser, og Enzel kælede målrettet behageligt for den, for at lokke Finneas på vej. Finneas burde efterhånden vide, at det her var Enzels måde at få sin vilje på – en slags sidste udvej, hvor det i sidste ende ikke vil gå som man skulle tro.

”Du er så kold… Lad mig varme den lidt op.” Hviskede han med en kælen, insisterende hvisken. Enzel trådte en skridt frem mod Finneas, så han ville være tvunget til at bakke et halvt skridt tilbage.

 Vores. Det skar smertelig i hans indre. At halvkatten turde formulere sig på den måde, som de havde en dybere historik end som så. De var intet andet end sammenflettet knuder for Finneas eget begær at blive anerkendt af Isaris skønhed og Zaladins personlighed. 
 Så set tilbage i bagspejlet, uanset hvordan han havde grebet det an, ville halvkatten ikke have været tilfreds med hvad end han ment, sagde eller gjorde. 

 En kamp han måske allerede havde tabt, men værdigheden var hans livslinje i sidste ende, noget som end ikke Enzel måtte tage fra ham. Så da snørrene blev bundet op, stod han blot passiv og så ned i halvkattens perfekte store øjne. Han agter virkelig at drukne mig, gør han ikke, tænkte vampyren lige så stille. Lod tingene ske, som han var intet andet forstenet. Paralyseret og underkastet for den andens skønhed. De spindende lyde der lå så ulmende i baggrunden, det var måske halvkattens stærkeste træk. 

 Brystkassen hævede og sank blot. Havet var forsvundet væk og universet stod nu for dørtærsklen. 
 Det gibbede let i ham som han mærkede hånden i bukserne. Finneas kneb øjnene en anelse, de smallede så fint og tæt. Havde han været en kat, havde ørerne lagt sig tilbage og halen pjusket op. Det var en uretfærdig måde at få sin vilje på og han ville helst ikke give Enzel den fornøjelse. " Enzel .. " lød det med en rusten stemme, stille efterfølgende blev halsen rømmet og han trådte i et forsøg det halve skridt tilbage. 

 Afstand forekom som en god ting, men afstand var ikke noget de ville kunne få meget af i sidste ende, for han vidste at hvis de fortsatte sådan, ville han ende med køkkenbordet i ryggen. Så Finneas måtte finde en metode hvorpå de kunne stop det.. selvom han jo gerne ville. " For Zalens.. " gipsede han alligevel mod sin vilje og lagde den frie hånd let om kæben på halvkatten, kærtegnede hagen med tommelfingeren. 

Endnu engang overraskede det ham, at det overhoved var muligt at tæmme en vampyr som Finneas. Faktisk var det meget let at overtage kontrollen. Han mærkede på ham hvordan han kunne få ham til at glemme verden omkring sig, og måske endda glemme, at Enzel krævede hjælp til sin hævn. Han lovede sig selv at minde ham om det, men lige nu nød han selv at se op på Finneas’ forpinte ansigt. Mon det var meget længe siden, gjort sådan noget for ham?

Lige så blidt hvilede han hagen mod den kælende tommelfinger. Lod ham kærtegne ham og holdt øjenkontakten med ham. Enzels øjne var glubske, men funklende fra stearinlysene, der endnu gnistrede i rummet. Hans egen hånd kæmpede lidt imod det for lange ærme, der hele tiden ville glide ned ad den arbejdende hånds håndryg, fordi rykkende i armen blev mere åbenlyse, mens resten af Enzel krop kun langsomt bevægede sig en anelse fremad.

Finneas blev trængt længere op i en krog, mod bordkanten af køkkenbordet. Det kom ikke i vejen for det Enzel ville ham. Bukserne kom længere ned til midten af lårene på Finneas, så den var helt fremme. Og varm, opvarmet af Enzels håndflade. ”Tænk på alt det du kan få,” Hviskede han sødt og åndeløst, som om den nydelse han gav Finneas på en eller anden måde blev overført til ham selv ”For kun en lillebitte tjeneste.”

 Ryk for ryk blev han lige så stille trængt op i en krog mellem Enzel og køkkenbordet. Sjældent så fortvivlet og vildledt havde han været, at der var større chance for at opleve meteorregn på højlys dag. Finneas’ bryn forblev tætnet som broer blev bygget og øjnene der ikke kunne undlade at forlade de sorte portaler der så så ædende ud.  
 Alligevel vidste Finneas godt, at de åd ikke ham, men fantasien om hvad han skulle gøre for at få et tilsvarende og oprigtig blik. 

 Brummende kvalte han støn i halsen som håndarbejdet havde vist sig yderst effektiv. 

 Blikket gled tungt i, bukserne forlod ham og efterlod hans underkrop blottet. Det stak i ham, men han bukkede sig forover, tættere med hovedet. Hånden der kærtegnede hagen rettet let på hovedet så de stod mere i linje med hinanden. “ Du er så forbandet manipulerende.. ved du godt det? “ intet afvisende, blot en små rusten stemme, men noget så bevidst om at få blottet sine tænder for Enzel. 
 Et forsøg på at få ham til at træk sig, være den som gav sig. Men alligevel bed han tænderne sammen og træk læberne tilbage, som han måtte undertrykke et støn der sad i hele kroppen. Pande lagde sig kort mod Enzels i det sekund. For Zalans da også en erfaren massør.

Åh jo han vidste det inderst inde godt, selvom alt han gjorde, naturligvis var af gode årsager. Han ville jo gerne have noget tilsvarende igen. Ikke den samme nydelse som han gav Finneas lige nu, dog, men den nydelse han kunne opnå, ved at vinde det spil han havde gang i med Eskild. Finneas var meget vigtig i hans plan. Og så så Finneas jo ret nuttet ud, når han sådan kæmpede for at holde sig.

Han klukkede underholdt over Finneas' anstrengelser, hvilket tydeliggjorde, at det her var den rene leg for ham. Det var let for ham, at tage i en anden mands kropslegeme og styre det i sin hånd. Han holdt øjenkontakten med ham lidt, kiggede derefter lidt ned, for at overvære synet af de kælne, men også intense gnub, der blev givet. "Jeg ved hvad jeg vil have, og jeg ved hvad der skal til," Mindede han ham om som svar, da han slog blikket op på ham igen. Han spandt kun mere højlydt, over at de talte om det. Finneas havde endnu ikke givet ham noget der mindede om et svar på, om han ville takke ja til hans brilliante tilbud endnu, men Enzel tog stilhed som bekræftelse. Finneas skulle nok hjælpe ham... og Enzel behøvede kun at give ham den ene nat.

Men det behøvede han jo ikke bekymre sig om endnu. 

 Panden der rynkede let mod den andens som han forsøgte at kvæle hvad end luftig lyde der trængte på. Øjnene kom let op klem og han lyttede til hvad halvkatten. Ord for ord, betød de ikke så meget, men samlet i præcis den sætning, fortalte det en helt anden historie. 

 Han vidste, at dette var noget han ville ende med at fortryde, halvkatten havde vist at den havde klør og tænder der var til stor skade, og selvom han ville heale op som intet var hent, ville han ikke glemme det af den simple årsag. Hænderne slap halvkatten og lagde sig let om håndledet der lå mod hans skridt. " Jeg vil ikke blot være et af dine redskaber som du bare tror, du kan spinde lidt op for og så få din vilje... " lød det luftigt og kvælende fra ham, og han forsøgte stille at få fjernet hånden fra sit legeme. 

 " Jeg har mine perioder hvor det går vildt for sig, men jeg opsøger ikke selv de tidspunkter " fortalte han og håbede på en form af forståelse, men tvivlede stærkt på nogen. Enzel var brutal, uden sans for forståelse og selvoptaget for eget selvbillede og velværd. Alle så dårlige egenskaber, alligevel ville Finneas gerne støtte han op i det, men ikke når det gjalt noget som dette. 

Ret uventet mærkede han at Finneas bremsede det fantastiske arbejde han ellers var i færd med, og så endda før nogen var kommet. Det plejede at betyde, at legen stadig skulle fortsætte, men at de skulle finde på noget andet, end bare at bruge hånden. Men det gik op for den spinnende halvkat, at denne gang betød det stop.

Det kunne Enzel ikke forstå, og han virkede pludselig meget forvirret og så synligt undrende ud i det hvide ansigt. Lidt lavmælt spinnende fortsatte han endda endnu, som om der stadig var en chance. ”…Vil du ikke?” Som Finneas overtog hans hånd, for at stoppe fjerne den fra sit skridt, stoppede han med at gøre mere, for at yde kærlige gestus. Han følte sig ærlig talt snydt. Men prøvede at tyde Finneas ansigt, der ofte var ret ulæseligt, som om det evige liv havde taget hans mimik fra ham. ”Det kunne du godt have sagt noget før,” Hans spinden ophørte nærmest i sekundet og hans uforstående fjæs blev erstattet med et fladt et. Han kunne have lagt sig og hvilet sin trætte krop og sit ømme hoved, i stedet for at bruge nattens sidste armkræfter på at kæmpe for hans nydelse…!

Havde Finneas lige afvist ham? Tanken generede ham mere end den burde. Den vinderfornemmelse, der havde holdt ham kørende, var pludselig taget fra ham. "Pis..." Pis også! Altså... Enzel trak sig væk fra ham, og spejdede igennem rummet efter et tilflugtsted.

 " Enzel " lød det og han løftede hovedet så det faldt tilbage og et suk forlod ham. Hænderne slap Enzel og fik trukket bukserne op og spændte dem, selvom rejsningen sad en kort gang i vejen. " Jeg sagde det mange gange, men du vil have din vilje uanset hvad " påpeget han og tog fingerspidserne til panden og gnubbede sig let der. 

 Han så hvordan han reageret som en kat der søgte mod sine mulighederne, skuldrene sank og han så beklagende mod manden. Det ville blive hans død hvis han hjalp ham med sin hævn. " Jeg vil få hentet noget til dig som er mere dig... agtig ". 
 Finneas fik sat fra og passeret forbi Enzel for at ville forlade ham tilbage i køkkenet, efterlade ham tilbage i hans hjem som det var intet andet end en normalitet, en hverdag han havde været så vant til. 

 Det nagede i ham, og han fangede sig selv i tage hånden til brystet som det spændte i ham over beslutningen han havde taget. Men der var intet værre end at det blot var som en tillokning for at få sin vilje. Var han virkelig ikke mere for halvkatten end et simpelt værktøj når intet andet fungeret? Måske, men de havde aftalt professionelisme.