" Nuvel, Enzel " så måtte de gå på list omkring det emne, nu hvor samtalet alligeve kredsede omkring hans forbandelse, som det ingen hemmelighed var. " Hvis deres hørelse er så god, burde de så ikke være bekymret for at deres ejer har en som mig på besøg? ". 
De måtte vel kunne lugte det på ham, eller var hans undskyldning for det, at han omgik dem så meget som han gjorde. 

Et hånende og grinagtig smil sprang op og han tvivlede på mandens ord. " Dræbt mig? Flå mit hoved af? " om han agtede at give ham alle løsningerne til at slå en vampyr ihjel. De to som nu engang var, medmindre man var så ganske modbydelig at lade dem stå til offentlig skue i sollys døgn for døgn og sulte dem. Mobilitet var vel næppe ordet, men tæt på. 

" Du må ellers godt stik mig lidt i maven hvis det er hvad du vil " og med det trillede hovedet tilbage og så atter mod manden i kostumet.. " Er du bange for mig eller er vi kommet forbi den frygt " alt efter svaret, ville han rejse sig. Men skulle han endnu være bange, forblev han troligt siddende. 

Enzel var lidt mindre påpasselig med at bevare Finneas’ lille hemmelighed. Men han mente nu også, at det var ham selv, der ikke kunne vente med at bringe det op. At han var blodsuger… og at han havde magten til at bestemme, hvordan denne her nat skulle ende for ham og hans prostituerede. En enkelt bemærkning… eller fornærmelse… kunne få flere års hårdt arbejde og slid til at falde til jorden.

”Jeg har fjernet folk som dig før…” Kom det ret hurtigt fra ham. Måske var det ikke lige så impulsive og utilregnelige vampyrer, som ham, for dem han før havde taget sig af, havde gået efter at Enzel havde sat hælende i. Finneas virkede til at være lidt mere besværlig at få ud, så derfor havde han opgivet på forhånd. Man kunne ligeså godt lære ham at kende.

Han lod ham grine, men trak sig væk fra ham, for ikke at vise ham, at det plagede ham, at blive hånet. Enzel havde læst sine lektier. En gammel, støvet bog, skrevet af vampyrjæger, beskrev hvordan han bar sig ad med at skille sig af med vampyrerne, én efter én. Tilsyneladende var det lettest at dræbe vampyrer, allerede når de lå på healerhusene og endnu ikke havde fået tænder endnu, umiddelbart efter en forvandling. Med de ældre vampyrer, var det straks mere besværligt. Man skulle spidde deres hjerter eller hugge hovederne af dem. Sollys havde vist sig at være… en meget langsommelig måde at slå dem ihjel på… og blev derfor sjældent praktiseret. ”Det er hårdt, men ikke umuligt at fjerne et hoved fra en krop.” Svarede han spidst, og skævede mut om på ham, fordi han stillede ham nogle irriterende spørgsmål.

”Det ville være dumt, hvis ikke jeg var bange for dig…” Lød det meget ærligt fra ham. ”Det kommer ikke til at ændre sig, selv hvis jeg lænkede din hals til væggen.” Men det ville i den grad hjælpe. Og heldigvis var midlerne til det, oppe på det tredje værelse, hvis det skulle blive nødvendigt.

" Det betvivler jeg skam ikke. Men med din alder, kan du ikke have dræbt så forfærdelig mange, ikke med den mulige baggrundshistorie du har dig " som at læse op fra en børnebog, deltaljerne skulle og måtte genopfriskes selv for de mest erfarne lyttere og læseheste. Enzel var 23, og det summede endnu i ham. Selv dengang han havde været menneske, havde det været ungt at syntes sådan om en som ham. Zalans stjernemagi. 

Latteren ebbede ud og sluttede på et tungt mmhm i sidste ende. Det var ikke lige ham at se manden træde væk. Det ville normalt tyde på at man ramte folks følelser eller værdighed, og Enzel havde vidst primært kun sin værdighed i behold at tage højde for. Følelser gjorde han sig vidst ikke i. Fornuftigt. " Brækker man det nok til og flå længe nok, skal det nok komme af " hvorfor skulle man altid bruge våben til en så pulserende opgave. Det kriblede helt i hukommelsen som han mindede sin første gang med Emmett. Et myg smil voksede for et øjeblik som han så det for sig, men det blev trukket væk igen med lynets hast. 

Finneas rejste sig og trådte hen i mod bordelejeren, hænderne løftede med håndfalderne op. Tydeligt indikeret han at han ikke ville gøre ham ondt, blot lige tæt. " Nu når vi alligevel deler alle mine hemmeligheder, så har jeg en sidste og så skal jeg nok lade dig gøre regnskabet færdigt " hvis han måtte ville han lægge håndfladen mod den andens brystkasse, men endnu en gang gav han sin garanti for at han nok skulle gå. Hvis det var hvad Enzel ønskede. De kunne jo begge forhandle sig til alt, og hidtil havde Enzel ikke bedt ham gå, så nu måtte han få muligheden. 

Det var rigtigt, at det ikke var forfærdeligt mange, Enzel reelt havde slået ihjel. Mange havde han blot skadet nok, til at de ville lade være med at prøve på noget med enten ham selv eller hans piger. Ingen nød at slå ihjel, vel? De fleste liv han havde taget, havde været forbavsende let at tage, at han var blevet overrasket over hvor skrøbeligt livet var. Han havde selv mistet sit liv til Llyon… og han havde taget livet af ham… kun for at fortryde det lige efter, og begræde hvad der var sket, selv flere år efter.

En mægtig mand som Llyon, havde formået at sætte sig i hans drømme og mareridt om natten. Så hver evig eneste dag, slog han ham ihjel på ny, igen og igen.

Finneas havde ikke ret til at udtale sig om hans baggrund. Enzel var halvdyr og fra Rubinien. Hver dag var han i fare, fordi halvdyr blev handlet med som kvæg, og sexualiseret af mange.

Lidt i sine egne tanker forsvandt han. Han fik et chok da Finneas var på vej hen mod ham, selv med sine hænder oppe, indikerende om, at han ikke var ude på noget. Han var ikke vant til berøringen og gøs under den. Men han tillod det, og kiggede op på ham med en nervøs panderynken i det normalt glatte ansigt. ”Hvad?” Var det eneste der kom ud af hans mund. Hvad han gerne ville have sagt var, hvad hans hemmelighed var. Men i stedet fremstod han lidt dum og overrasket. Det lød som om vampyren tillod at… gå? Det lød mærkeligt.

”…Jeg troede du var kommet for at blive. Som min sexslave.” Måske var han kommet på bedre tanker…

Han nød faktummet at Enzel tav, syntes at forsvinde ind i egne tanker. Genleve hvad han før havde levet igennem. 

Finneas følte dog et behov, en snert af trang, til at vide hvad der lå i gemmerne. Hvad hjemsøgte han. Hvad frygtede han så meget ved denne Llyon. Hvorfor indgik han i blodsbånd ægteskaber. Alle de hv-spørgsmål. 

De lange fingre foldet sig pænt ud på brystkassen. Så tæt, men endnu så langt fra. Han følte varmen og dunken i den anden. En hver vampyrs drøm, et levende individ. Men som Finneas skulle til at fortælle den så tydelige hemmelighed, kom Enzel ham i forekøbet. Hovedet bukket en anelse forover så deres blikke kunne mødes. “ Du kom aldrig med et endegyldigt svar, og så har jeg også andre ting at varetage.. vil du have jeg bliver til ligefør daggry? “ hvis behov var det nu lige som skulle krydses af? 

Men med et lille blødt rømmende suk med udånding fra næsen: “ Du er smuk, smukkere uden alt det i ansigtet. Det var hvad fangede mig “ lød det med en lavmælt stemme. Hvor antiklimatisk, men romantikken var så ment ikke død i ham, blot gået til spilde. 

Enzel var faktisk meget høj af et halvdyr at være, men stadig smal og lille ved siden af et menneske. Finneas var meget højere end de fleste mennesker – på højde med Llyon – vurderede han. Hans hånd der spredte sig mod hans bryst, syntes at være faretruende stor, men det var blot endnu et faresignal han valgte at ignorere, foruden at han også var vampyr og spontansk. Hvad man ikke udsatte sig selv for, i jagten på en nats spænding.

Finneas syntes han var smuk. Men ligesom de fleste andre i Dianthos, var sminke kun noget man gjorde sig i på teater eller syden. Og ja. Bordeller. Det var kun Enzel selv der følte sig komplet, gemt bag en pudret maske. ”Tak,” Svarede han, som om han fik det at vide hver dag. Enzel vidste godt at han var smuk, selvom det kun var en minoritet, der fandt androgyne, overpyntede mænd smukke. Den verden han selv kom fra, var han mange kameler værd.

”Det kan være svært at gennemskue en kats signaler, men det kan tillæres.” Sagde han så i et smil, og afbrød ikke øjenkontakten. Det meste kommunikation var at finde i hans øjne. Og lige nu var pupillerne ikke skarpe og smalle som før, men runde og velkomne.

God behandling skulle belønnes, så Enzel knappede op i sin silkekrave, og håbede ikke at det ville sætte gang i hans rovdyrsinstinker. At blotte sin hals, måtte være som at stille katteurt foran en kat… Han lagde sin hånd på Finneas’ og guidede den ned bag lagene af silke, så han kunne røre og mærke hans hud, der normalt kun kom i kontakt med silke og rosenvand. Han lærte ham hvordan man skulle røre ham, og det var ganske forsigtigt.

Enzels smil forsvandt lidt, og han måbede lige så stille. Hans fingre var kolde… Som en person der havde ligget død et par timer. Kun mildt opvarmet af blodet fra hans seneste offer. Det her grænsede sig til nekrofili, hvis han endte med faktisk at gøre det…

Arrogance klædte mange, men ikke alle. De færreste kunne bære det med sådan en klasse som Enzel. Drengen var som skudt i hjertet med en pil, men det var blot helt objektive observationer. De skarpe blå øjne, de finde krøllende totter af sort hår, de skarpe hjørnetænder når de endelige tittede frem. 

Høje forventninger at give mig, måtte de første tanker være i vampyren. Men han nød lidt sætningen alligevel. Den forekom så flirtende, så intens på sin egen intetsigende måde. " Tager du mig da under din vinge? " hvordan kunne noget så blåt forsvinde bag noget så rundt og stort, det var et under at han fik sin vilje så nemt i sidste ende. Nu var det dog heller ikke helt nemt at sige om han rent faktisk fik sin vilje lige så ofte, som han burde. 

Blikket slap den andens øjne og skævede ned til den blottede hals. Brynene tætnede kort, men blikket faldt tilbage mod den andens øjne. Et vågent lille smil kryb op i mundvigen. 

" Du er varm, hvis ikke du vidste det " endt det ud i en lillen klukken. Finneas var ikke dum, men hans romantiske niveau var vidst allerede nået. Han føjtet og flirtet ikke til højre og venstre. Fingrene strejfede den lune hud med en påpasselig forsigtighed. " Bange for jeg ikke vender retur? " 

Det var så mere Finneas der var kold, end Enzel der var varm, i det her tilfælde. Lidt kropsberøring ville kunne gøre en lille forskel, måske, men blod var sikkert det eneste der skulle til.

”Er jeg?” Hviskede han, og kom tilbage til virkeligheden igen. Forsigtigt guidede han hans hånd ud igen, da han syntes at han havde fået en god nok forsmag på, hvad der gemte sig bag de dyre klude. ”Mænd stikker altid af, når de har fået hvad de vil have. Men hvis det er rigtig godt, kommer de tilbage efter mere.” Han talte både af egen erfaring, men primært fra en alfons synspunkt. Han var ikke bange. Finneas var bare et middel lige nu, og det havde han bare at værdsætte.

”Følg med,” Sagde han, og tog allerede rollen som den, der skulle tage ham under sin vinge. Finneas forstod ikke hans signaler endnu. Han var nødt til at fortælle ham, hvad han ville have fra ham. Det kunne Enzel godt leve med første og måske anden gang, men så forventede han også, at han kunne kommunikere med ham, alene med sit kropssprog, sine øjne eller tonen i hans stemme.

Enzel vendte sig ikke om for at tjekke om Finneas fulgte efter, han kunne skam høre hvor han stod placeret. Han slentrede relativt langsomt i retning mod trappen op til førstesalen, hvor pigerne tog deres kunder ind. Han kunne jo ikke tage ham ind der hvor han havde alle sine hemmelige skatte, eller sin sovende ægtemand, vel?

" Mhm.. " og hånden blev frigjort på ny. Stille faldt den kort mod hans egen brystkasse, for blot at blive sat ind mod hoften i en let berørning. " Du kategorisere mig som du kender mig. Det virker ikke helt fair.. vel? " Der var så mange små ting at tage højde for, de kunne næppe nå alle hjørner i nat. Men det virkede ikke helt at Enzel var enig i det, hvorfor smilet famlede og han vendte blikket over skulderen for stille at træde efter, men alligevel stoppede op. 

" Du beder om noget jeg ikke kan give dig .. endnu ". Finneas vidste det lød kostbar. Men han trådte lidt frem, men agtede ikke at træde med op ad trapperne. Han lagde let hånden mod den andens skulder for at vende ham om, men taget var så let, at det mindste ryk ville få hånden til at slip og glide af. "

Blikket vendte sig kort mod døren: " Jeg har ikke sex med sådan en nemhed, men fordi jeg kan reagerer på personligheden, og der er noget vej endnu " kortene var smidt på bordet, men det var ingen hemmelighed for ham. Sex var ikke den form af en nødvendighed for ham, han foretrak det intime baseret udelukkende ud for hvordan han føltes for deres personlighed, og først til sidst havde Enzel smidt et af sine mange lag. 

”Jamen passer det da ikke?” Svarede Enzel, som de nærmede sig trappen. Nok var det ikke fair, men det var ikke unaturligt at kaste om sig med fordomme. De kendte ikke hinanden, som i slet ikke.

Han mærkede et tag på sin skulder – et blidt tag, som om Finneas var bange for at røre ham. Men Enzel var ikke lavet af porcelæn, og han drejede hurtigt rundt på trinnet, som han var kommet til. Lige nu var han hævet over ham placeringsmæssigt.

”Du vil ikke?” Han rynkede fornærmet på næsen, på en måde som ikke gjorde ham synderligt attraktiv, og han skød ud med hoften og krydsede sine arme strengt. Som i hvad spilder du så min tid for? Han lyttede kun nøje efter, fordi han ville vide hvilken dårlig undskyldning han havde. Men uanset hvad, måtte det være på grund af usikkerhed i manden. Eller fordi han i virkeligheden skyldte sin uskyld til en anden. Måske var han endda jomfru?

Alt dette var lige meget for Enzel. ”Personlighed, huh?” Det havde han aldrig hørt om før. Det var da kun noget man sagde til tykke eller grimme piger, for at få et nemt knald, var det ikke? ”Det her er ikke et ægteskab eller en elskovsnat.” Det var ret vovet at tale så åbent om det, når de var på trapperne, lige over Enzels værelse. Han måtte ofte bede pigerne om ikke at trampe op og ned, fordi der var så lydt. ”Hvad er den rigtige årsag? Kan du ikke få den op uden hjælp?”

“ Nej “, det var som at sige alle halvdyr kun var til for sex og at de tog alt med en puls. Næsten som en vampyr med sidste punkt hvert fald. 

Hånden flytter sig og Finneas løftet blikket som han så hævet op på Enzel. Den underliggende spydighed, det var endnu en anelse underholdende for Finneas. Han havde blot nævnt sexslave og med et var det hvad bordelejerens fokus var rettet mod. Intet andet end at få sin egen marionetdukke. 

Panden løftede sig kort. “ Du skruer manden på hårene nu “ det var absolut ikke i hans interesse at blive undervurderet. 

“ Fint, før an. Dropper du dine lag eller skal jeg have bind for øjnene “ om han så skulle have en trækugle i munden, hvad end manden dikteret, så skulle det nok ske. Men det summede i ham, tænk at være så snæver synet og tro, at man ikke kunne have andre præferencer. 

De havde kun natten, for Enzel ville næppe kunne lyve sig ud af hvorfor der lå et menneske i et af rummene en hel dag. 

Den strenge positur som halvkatten have påtaget sig, gled langsomt tilbage, da noget tydede på, at Finneas ikke ville skrue bidsen på. Hvad gik det lige ud på? Hvorfor kunne han overtales så let, hvis han gik så højt op i personlighed? ”Godt… Du vil alligevel aldrig lære af affinde dig med en personlighed som min,” Lød det med en lettet tilfredshed, og meget ærligt, fra ham. Han var meget selvbevidst om, at han var… meget krævende, at være sammen med. Men de fleste var villige til at holde ud, alene fordi han var pæn at kigge på. Og måske fordi de håbede at kunne trænge ind igennem facaden af en grusom og fordrukken bordelejer.

”Hvis det er en betingelse for dig, skal jeg nok. Men hvis ikke jeg kan lide din krop, så bliver der ikke noget.” Svarede han og vendte sig atter om på at bestige de mange sidste trin op. At smide tøjet var vel ikke længere noget problem, når nu han allerede kendte til ørerne. På en eller anden måde havde Enzel gennemskuet, hvordan man gemte en hale også… Men han var stadig ikke trænet i at vise sig selv frem nøgen længere. Han følte sig stadig så sårbar.

Han blev koncentreret og hemmelighedsfuldt, så snart de kom op på værelsesgangene. Enzel kom af og til herop for at inspicere værelserne, om de var blevet gjort pæne og rene nok. Men han udspionerede også, enten hvis han kedede sig, eller hvis han var bekymret for en kundes adfærd for hans piger.

Til højre kunne man se Enzels smukke rosenhave, og et område der var dedikeret til at tørre den store mængde vasketøj, såsom sengelagner. Det var en konstant arbejdsbunke, der aldrig kom i bund på et bordel som dette. Her kunne man nemlig forvente rene senge, i modsætning til så mange andre bordeller Krystallandet over.

Til venstre var der tre ledige, store værelser. Alle ens, tilsyneladende, men Enzel fortsatte forbi de to første og gik ind på det tredje værelse. Det var for det første det værelse, som var i den modsatte ende af hvor Nicola sov lige nu, men rummet gemte på en del flere møbler og redskaber end de andre rum. Hans snedker og elsker, Phillippe, havde været her for at arbejde på en specialbestilling, der bedst kunne beskrives som et stort kryds man kunne hænges op på. Umiddelbart lignede det en stor vægdekoration, men man skulle være godt blåøjet, for ikke at se, hvad det virkelig skulle bruges til. Enzel kunne godt lide at se det her rum som et plysset torturkammer.

Der var åbne altandøre ud til gaden i rummet, og vinden blæste roligt til gardinerne, der skjulte dem fra nysgerrige blikke fra bygningerne overfor. Og for måne- og sollys, naturligvis. Enzel lukkede døren ind til værelset, så snart han havde sikret sig at Finneas var kommet ind – En lukket dør betød ingen adgang, her på bordellet. Så han behøvede ikke at låse.

Han gik forbi korset, som var det der slet ikke, og fortsatte mod den væsentlige mere behagelige seng, hvor der ved sengebordet var placeret en kande vand og to glas. Han hældte op for den begge, af ren vane, og glemte lidt at vand nok ikke havde interesse for en vampyr. ”Tag dit tøj af,” En ret kynisk kommando, der blev sagt med en behersket ro, og så tog han plads på sengekanten og krydsede sit ene ben afslappet over det andet, og støttede sig mod armen, der begravede sin hånd i det bløde sengeunderlag bag ham. Og han kiggede på ham for første gang, siden de var trådt ovenpå. Afventende.

" Det kommer vel an på en prøve, jeg har hele dit liv til at afgøre det " og med et blev evighed pludselig så langt og kendskabet til Enzel så kort. Det var som at knips med fingrene og før han så sig om, var årene passeret og Enzel en sten i jorden. Medmindre...

Så krævende, så dømmende. Øjnene måtte lige en tur forbi øjenlåget for et kort visit. Lige så selvsikker og selvbevidst som Enzel var, lige så skråsikker var Finneas i sin egen krop og dens ydre. Han havde dog en usikkerhed i hvor vidt Enzel foretrak at skjule sit virkelige jeg frem eller om det var Finneas der måtte blive blind for nattens (nu tvungne) fornøjeligheder. 

Blikket burde nok have ladet sig frist og vandre omkring til at se have, dekorationer og antal døre på etagen. Alle de noget så nødvendlige ting at forholde sig til, hvis nu han skulle komme igen, gå hen og blive blot et middel for bordelejeren. Skønt Finneas godt så han blev til mere end bare et stykke legetøj. Men alt han så lige nu var bare den fulde skikkelse af Enzel bag fra. Forestillede sig hvordan han måtte være. Smidig, kradsende og aggressiv. Det var ikke hvad normalt skulle få blodet til at strømme, men det dunkede nu vagt i underlivet alligevel. Det måtte være den bestemmende og bidske adfærd med den milde og sårbare personlighed som var skyld i det. 

Så man forbi Enzel, så ville man nok have svært ved at sige hvad det første man så var, men Finneas så korset, hævet bryn af beundring til det. Det var alligevel brutalt, men alligevel ville han næsten gerne selv prøve det. Ophængt eller den som skulle se Enzel hænge der. Fantasier var der hvert fald nok af.

Finneas stoppede stille op i midt rummet, lod de orange øjne hvile mod sengen, ventede på at Enzel tog plads et eller andet sted. Hans held at have ramt plet. Vandet måtte gå til spilde med mindre det skulle hæles ud over ham. Kommandoen var tydelige, den var sagt med sådan en ro. Sikke en siddende position, som han nu skulle afgøre om guldet i sandhed var guld. Men som sagt, blev det gjort. 

Skjorten blev knappet op uden at han veg blikket fra Enzel. Arm for arm kom ud af ærmerne og lod den falde til jords. Huden i sig selv var intakt og fin, men der var ar fra kniv og daggert stik lidt rundt omkring på overkrop og ryg. Dekoration på sin egen historiske måde. Bukserne blev åbnet op og han trak dem ned. Ligeglad med om der var en forventning til om han var slap eller fuld erigeret. Det var et mildt mellem stadie. Tydeligt det varmeste sted på hele hans krop, og det kunne blive varmere. " Lykkelig  gift? " genspurgte han alligevel en smule små drillende. 

Finneas’ underlige vending sad stadig i ham. Han havde hele Enzels liv til at afgøre, om han kunne lide hans personlighed. Naturligvis brød Enzel sig ikke om at have en så dedikeret beundrer, at han endte med en syg ekskæreste nummer to. Enzel regnede ikke med at danne bånd med Finneas. Han var vampyr… Og han havde stalket ham… kidnappet ham og truet ham. Det ville bare dræbe stemningen at sige ham imod lige nu.

Nu sad han på sengen, med god afstand til hans ubudne gæst og havde bedt ham om at klæde sig af foran ham. Han var en ivrig tilskuer, med blikket rettet stikkende og fordømmende i retning af ham, og betragtede hver en bevægelse. Han studerede arrene, uden at virke synderligt overrasket. Noget tydede på at han var blevet mishandlet, eller havde levet et meget barskt liv. Eller også havde Finneas krævet opmærksomheden fra flere ’specielle’ typer, der mindede om Enzel. Og det her var så prisen for en farlig livstil…

Det der interesserede den forklædte halvkat allermest, var hvad der gemte sig inde bag bukserne. Han kiggede på den i upassende lang tid, lige så længe som det lystede ham. Så den kan sagtens blive hård. Konkluderede han privat i tankerne. Hans størrelse eller facon skuffede ikke, indtil videre. Hans pupiller udvidede sig tilfredst, inden han slog blikket op på den blonde mands ansigt igen.

”Min mand tænder ikke på mig længere…” Svarede han slukøret og veg ansigtet til side i skam, og lod hånden føle lidt på det lækre materiale, som han sad på. Det var en gammel hemmelighed, at Nicola ikke elskede ham mere. Enzel havde bare… gået og håbet på at det kunne ændres på. Men håbet var lige så stille ved at svinde ind, hvorfor han også tillod sig at gøre hvad han ville, med Finneas i dag. Han sukkede tungt og slog blikket tilbage på ham ”Det må være min personlighed.” Apropos snakken på trappen.

Han rejste sig og nærmede sig lige så forsigtigt den nøgne person i rummet, som stadig var utrolig farlig for ham, selvom han var strippet for kluns og anstændighed. Hvad havde en så køn knægt at skamme sig over, i det hele taget? På nær at være en omvandrende død krop, måtte Enzel lige minde sig selv om. Han kom tæt nok på ham til at lægge sin hånd på hans arrede bryst, og gav arrene en blid berøring med fingerspidserne, og kiggede observerende op på Finneas, for at se om det rørte ham eller ej. Og derefter kørte han hænderne om på hans ryg, fulgte hans svang ned og greb i hans balder med en hånd på hver balle. Han trak ham ind til sig i et ryk, så Finneas nøgne krop fik hans bløde silke mod sig. Og varmen fra hans brusende, levende krop.

”Kan jeg bruge dig, præcis som jeg vil?” Enzel kyssede det kolde brystparti, mens han kiggede opslugt op efter hans accept. Intet af det her føltes helt ægte alligevel. Det var ikke som at kysse en væg, men det var i hvert fald ikke som at stå overfor et andet menneske. Han havde med en forbandet at gøre… og det skræmte ham, at gå videre. 

...Alligevel fortsatte han...

Han talte timerne i baghovedet, sørgede for at holde en form af tidsfornemmelse som evig reminder for sig selv når han drog ud hvor tid og sted kunne blive gemt af den ene eller anden årsag. Men men men, det var yderst sjældent af denne årsag han drog ud. Tvært i mod. Han var ikke uerfaren, rusten eller håbløs i det, det var blot en ting han primært holdt til med enkelte og bestemte personer. Men mennesker havde det med at dø.. 

Stilheden, den upassende stilhed lå tungt i lokalet. Tanker kom stille til udtryk i mimikken som brynet hævet sig og øjenene gled væk fra hankatten. Det var næsten ved at gå hen og blive akavet for Finneas. Det var ikke en rar følelse, for følelsen var han ikke synderlig bekendt med. Det veg han store skridt uden om. Så at Enzel skulle få ham til at føle sådan, var næsten problematisk. Tungen gled glidende om på ydersiden af overmundens tænder som han ventede på en døm. 

" Det er hans tab ikke at nyde den undertrykkende personlighed "  

Stille stod han til, lod den varme hånd lægge sig på brystkassen, strøg og berørning ved gamle minder, Finneas tiltede hovedet en anelse til siden som han så ned ad sig selv og den andens hånd. Blikket løftede sig og søgte mod den andens som han bare rørte hvor han ville. " Det var gode tider " ... for der var han endnu i live, uden at være levende død. Rykket kom og han trådte frem, følte det silkebløde stof, lagde let sine hænder på den andens skulder, strøgede dem sagte. Grænsede sig til at han ville skubbe tøjet over skuldrene, men lod det alligevel blive liggende. Han var legetøjet, den andens selvforkælelse for natten. Mulighed for magt og dominans, vold og trusler. 

Hvorfor denne handling han foretog sig som deres øjnes mødtes, var bare et øjebliks idioti. Læberne lagde et mildt kys på panden af den anden, før han hviskede ind i panden af manden: " Præcis som du vil ". 
Finneas ville bare have pudret af manden, alle de lag, se ham som han var. Ville han dernæst forblive det smukkeste han havde set i sine alt for tæt på fire hundrede år? Elskovsnat var det ikke, for døden tillod sjældent sådanne agter, men en helvedesnat var det ikke. Eller... ?

Det var overraskende at høre blodsugeren sige noget så sødt som det. At det var hans tab. Det var også sådan Enzel gerne ville tænke det. Men han følte sig temmelig alene om sine lidelser, og kunne ikke tale til sin mand med fornuft. Det gjorde ham en anelse roligere i hans nærvær, men der var lang vej endnu.

Han bemærkede at der blev trukket lidt i hans silke, men at han holdt sig fra at gøre noget, for at klæde ham af. Det var nok et klogt træk. Enzel brød sig ikke om at få sine dyrebare prydklæder ødelagt, på grund af en enkelt nats iver. Det tog måneder at få det lavet og importeret fra Rubinien…

”Godt så,” Han lukkede øjnene roligt i under kysset mod sin pande, og han slap det krævende tag i den anden mands numse, så han roligt kunne løsrive sig fra ham. ”Jeg vil have dig i min seng…” Han løftede sine arme om bag turbanen. Fandt klemmen der holdt det hele sammen, og begyndte at løsne turbanen. Silken blev viklet omhyggeligt og rutinemæssigt rundt om hans underarm, noget mere korrekt, end det overgreb han var blevet udsat for sidst, da Finneas havde trukket det af ham.

Turbanklædet og alle smykkerne blev lagt på en skammel ved foden af sengen, og forsigtigt trak han lidt i det ene silkeklæde om livet, der holdt sammen på resten af hans dragt. Han skubbede de flade sko af, og… Daggerten lagde han fra sig… Selvom han foretrak at holde den tæt, og så gled klæderne lidt af ham, lidt af sig selv. Hans ører lå ned, for han brød sig ikke om at vise sig selv så afklædt og nøgen. Han var gudesmuk, mente han selv, men han var ikke lige så magtfuld og truende som når han stod i sin forklædning og overpyntede sig selv med alle sine rigdomme og skattefund.

Enzels krop var lille og fin. Ikke et mærke eller ar var der at finde på hans krop. Han var ikke behåret fra naturens side af, som man normalt ville finde hos et halvdyr – Det havde man avlet sig væk fra, gennem flere generationer, fra det avlssted, han stammede fra - men fordi han ikke havde forberedt sig på at der skulle ske noget i aften, havde han ladet det sorte hår under armene, ved skridtet og en smal stribe op mod navlen være.

Det ene ben lignede næsten at det var mumificeret. Bandagelignende stof var viklet rundt om det fra hofte til hæl, og først da Enzel begyndte at binde det op, blev det tydeligt, at han mishandlede sin hale konstant, ved at plastre det ind mod sit venstre ben, for at skjule den. Han tog sig god til om at vikle den fri, og nævnte ikke selv et ord om det. Faktisk var han ubehageligt stille. Halen var i en sørgelig tilstand, lige nu, men han forsøgte at børste pelsen med fingrene, for at få dens normale volumen tilbage.

Mange tanker og overvejelser var forude for de næste par dage og nætter. Godtgørelse for det han havde ødelagt, godtgørelse for deres skæve introduktion til hinanden. Generelt godtgørelse, nemmere kunne det ikke siges. Finneas var ikke spor i tvivl om at de kunne få gavn af hinanden. Han var hans, hvis han kunne se forbi forbandelsen. 

Hans var måske det store definitionsspørgsmål, for hvad ville Enzel gerne opnå i det lange løb, og hvad kunne Finneas gøre for at opretholde Enzels interesse eller behov for at have ham omkring til at varetage de uforudset problematikker der måtte og kunne opstå i hans liv. Forretningsmæssig som det primære, da dette var et nøglepunkt for at komme tæt på forretningsmandens offentlige persona. Alle de mange lag kom ikke kun i tøj, men personligheder ligeledes. 

Uden tøven eller spørgsmål fulgte han blot trop til ønsket eller ordren. Det kom vel ud på et. Men 'i hans seng', dette var næppe hans i den forstand. Ordkløveri når det var værst. 
Finneas tog dog alligevel plads, satte sig på sengekanten benene let spredt og armene placeret en god tand ind mod midt sengen for at han kunne læne sig tilbage i overkroppen og se til og med. Nyde forstillingen af at se den sande natur af Enzel. 

Vandrene stå øjnene ham lige så stille an. Den naturlige kropsbehåring, så menneskelig, at det eneste kattelige der var egentlig afsløret manden var øre, øjne, tænder og formodentlig lige den indelukket hale til benet. Dog det syn han så før halen blev sluppet fri, fik dog blodet til rejse sig en anelse mere i underlivet. Blind og uopmærksom for sin egen kropsligereaktion. Han var opslugt af den skønhed Isari havde skabt. 
Eneste fejl han så, var den forfaldne hale. " Hvor stor er den normalt? ". Blikket klatret tilbage op ad kroppen til ansigtet, trods for små pitstop ved skridt og generelle overkrop. 

Stille lænede han sig en anelse frem igen og samlede hænderne midt for mellem sine lår, undermarne der hvilet langs lårene selv. Var det hans held eller uheld at være lyshåret at hans generelle kropbehåring var lys og ikke lige så i øjenfaldende, men det var ikke noget han gik så meget op i igen. Det var blot at gøre hvad end Enzel ville. Frit slag for natten og kun natten selv. 

”En temmelig favorabel størrelse, når den er fuld erigeret. Oh… Halen?” Enzel lo fornøjet og nærmede sig sengen og manden deri. Ligesom ham satte han sig på kanten, men slængede sine arme om hans skuldre. Finneas kropsposition var meget lukket, så Enzel forsøgte at gøre ham mere afslappet. ”Meget stor.” Det var ikke så tit halen fik luft mere, så Enzel så den kun på værelset, bag lukkede døre, og det var kun når han skulle vaskes. Den kunne stadig blive kæmpestor og flot, næsten ligesom i gamle dage, men der var ingen tvivl om, at der var omkostninger, ved at binde den stramt ind konstant. Men det var et bedre alternativ, end at få den amputeret.

Han greb Finneas arm, og strøg sine fingre undersøgende op på undersiden af håndleddene på ham, og bemærkede den lille fine åbning, hvor han jo nok mente at have set det der bedst kunne beskrives som silketråde ud. Var det sådan det blev gjort?

Og så flyttede han hans arm til side, så han kunne komme til, ind at sidde på hans skød, og lænede sig mod ham, så Finneas ville bumpe ned at ligge i tæpperne, med halvkatten over sig. Halen piskede livligt i vejret, og var allerede ved at genoptage sin fyldige tilstand. ”Ligger du godt?” Enzels hånd søgte skuffen ved siden af sengen, og fandt røde bondagereb frem, og begyndte at binde det i en improviseret knude rundt om håndledet, på en måde som sikrede ham, at det lille hul var blokeret. Han ønskede sig ikke nogen ubehagelige overraskelser i aften, nu når han selv havde lagt sit våben. Hvis ikke Finneas protesterede alt for meget, ville han gå i gang med at gøre det for det andet håndled, uden at vide om han også kunne kaste magi ud af den, eller ej. Han ønskede at se begge hans arme spændt til hvert hjørne af hovedgærdet, og virkede meget opstemt over at få lov til at binde nogen. Han havde ikke ligefrem nogen uddannelse i bondage, men han havde prøvet det her før.

Sjofelt og forventeligt. Finneas gryntet et lille grin og rystet mildt på hovedet over svaret. Blikket havde set den an ved sin opstigning af kroppen, så han betvivlede ikke at den var favorabel. Studsende hævede øjenbrynet sig vagt som meget lød, som at tale ham efter munden. Det ville ikke unde ham at se 'den' fuld erigeret. Måske en gang i fremtiden ville han se den i sit fineste puds. Livlig, silkeblød og frisk. 

Frit for mobilisering, gav han sin arm til manden, lod ham forflytte den som han agtede. Et lille brummen af det blidt støn forlod den lukkede mund som en finger ramte bunden til åbningen på underarmen. Det kildede i ham på alle de forkerte måder, at det fik det oprejsende parti til at vip en gang med musklen. 

Han lagde hovedet tilbage som han gjorde plads på sit skød til Enzel, men med stor nemhed kom han ned og ligge med overkroppen. " Ville det gøre nogen forskel hvis ikke jeg gjorde? " men han lå nu ganske behageligt, der var intet at klage over for omstændighederne. Hovedet afslappet i madrassen, stirret lidt op i loftet kun for efterfølende at se med. Han løftede let håndledet mod Enzel for at gøre det nemmere, kun for at give det andet håndled efterfølgende. Stille hjalp han til for at strække armene til hvert hjørne af hovedgærdet. 

En nysgerrig summede i maven, for det var ikke en af hans mange erfaringer, tvært i mod. Der var endnu mange ting han ikke havde prøvet .. af gode årsager for den sags skyld. 

" Fortæl mig hvad din første handling er " 

Måske det var hans held at være en lang mand, men han måtte få løftet numsen længere op i sengen så fødderne ikke stod solidt plantet i jorden, men for nu måtte han blot følge de givne anvisninger han blev givet. 

Når man tænkte på, at halvkatten var ved at spænde ham fast til en seng, blev det gjort med en overraskende lethed og blidhed. Han virkede meget kærlig og drillende, på én og samme tid. Han var ikke overrasket over at Finneas tillod ham at spænde ham fast, selvom det at blive gradvist afvæbnet, kunne virke… fængslende og dumdristigt. Først som begge hænder var spændt fast, sikrede Enzel sig, at rebene virkelig strammede til! En vampyr ville ikke klage over at hans arme sov, vel? Ville han overhoved få noget ud af det?

”Årh du ved. Natten er jo så uendelig lang,” svarede han meget hemmelighedsfuldt og øjnene glimtede af udspekuleret opstemthed, da de atter tog opmærksomheden fra de hjemmebryggede spejderknob og igen kiggede ned på de glødende orange øjne.

Enzel fik en fornemmelse af, at Finneas, trods han villigt opgav sin frihed til ham, ikke havde prøvet det før. At det var første gang han havde været sammen med en, der ønskede at lege med hans krop på denne her måde. Enzel kunne tydeligt mærke hvordan Finneas’ krop var som vakt til live igen under ham. Han kunne endda mærke varme. Hævet over ham, med sine strakte arme mod madrassen, havde han et godt overblik over Finneas krop og hans reaktioner på det han gjorde. Han kunne se sig selv og den legemsdel han havde valgt at sidde på. Langsomt begyndte han at gnide sig mod den, og kælent som en kat småspandt han.

”Mmmm, min første handling…” Lød det overvejende fra ham og himlede med øjnene fordi det føltes rart lige nu, og det var svært at koncentrere sig. ”Jeg vil få dig til at fortryde… Men først, når jeg har sørget for at du ikke kan bide mig…” Han ophørte med de pirrende bevægelser, der ellers var med til at gøre ham selv hård og lystig efter at fortsætte. Han lagde sin hånd kærtegnende på Finneas’ kolde kind, og lod en finger løfte lidt i huden, så han fik et glimt af den ene skarpe hjørnetand, der gemte sig derinde.

Han sammenlignede den med sin egen. Mænd havde før fejlagtigt antaget, at Enzel var vampyr, når han havde bidt dem. Men hans tænder var overhoved ikke til sammenligning med den ægte vare. Finneas var en sand dræber, og Enzel havde blot lært at bide til.

Han rykkede frem så han sad på hans bryst i stedet. Han pik var farligt tæt på Finneas tænder, og tanken om at skulle modtage en guffer fra en med så farlig et bid lige nu, var gruopvækkende uhyggeligt. Men han havde kun rykket frem så han kunne nå den kæde, der gemte sig nede under sengen, bag sengegærdet. Den var tung og havde et halsbånd af sort læder. Kæden var monteret på væggen og ikke sengen, og kæden var kun lige akkurat lang nok til at hovedet kunne ligge på hovedpuden. Hvis man forsøgte at løfte det, ville det føles anstrengende og kvælende. Enzel kørte læderet ned bagom og lukket til og låste den, relativt hurtigt, for at Finneas ikke skulle nå at komme på andre tanker.

”…Ligger du stadig godt?” Alt ved Enzel ændrede sig til det mere genkendelige. Hans kolde jeg var tilbage, så snart låsen var sikret om Finneas hals, og de der klamme tænder var holdt godt på afstand fra ham.