Det havde ikke været helt tydeligt før. Nok fordi at hans fokus havde ligget på magien, og magien tog sin del af opmærksomheden, den fyldte lidt. Det føltes som de store fugleflokke, han havde observeret fra sit værelse, som ung. Mørke masser der ubesværet svirrede ind imellem hinanden, og så pludselig ændrede retning, i hvad der tog form - som en sort bølgeflugt over himlen - pigmentet opførte sig altid forskelligt, og han havde svært ved at kontrollere de lysere kontraster. Man da han gav slip, og blikket vendte tilbage til Viktor, blev fornemmelsen af at... noget tyngede, penslet mere frem for  kunstneren. 
Hvorfor så han pludselig fjern ud? De mørkebrune øjne prøvede at skjule et eller andet, og Corinth kunne ikke helt forbinde sig til, hvad det mon var. Men det prikkede til hans sociale register, på den der måde, som ofte bad ham borre lidt dybere. 
Se det klædte ham lidt, at skjule den vage, forpinte fornemmelse, som Corinth ikke helt kunne sætte fingeren på hvad var. Han så ærgerlig ud, og det lagde sig som en lille, fin, mørk ring omkring de mokkafarvede øjnes gnist. 

Men ligeså hurtigt som han mente at have lagt mærke til det, ligeså hurtigt forsvandt det igen. Så i kontrol af sin mimik, at Corinth ikke helt kunne udlede det bedste eller værste. 
Og med en lille nikken fulgte han  trop, og satte selv i bevægelse.

Til dine malerier selvfølgelig, det ekkoede i hans tanker. Og det var et godt bud. "Mmmh..." 
Heller ikke forkert - det var selvfølgelig også til malerierne. Men at han i ligeså stor stil brugte det til mere... under bordet formål, det var en famille hemmelighed. "Faktisk ikke særlig længe. Mine evner kom ganske sent, og de var mildest talt svage, sammenlignet med mange andre i familien" glad for at skifte til et andet form for emne, efter at have solet sig lun i beundringen fra tidligere. I virkeligheden, var han joh lidt af et udskud på det sorte stamtræ, selvom det let kunne virke anderledes. En forunderlig kontrast. Hvordan det der gjorde ham spændende i den virkelige verden, gjorde ham svag i deres famile-verden. 
Corinth drejede dem imod venstre, og fulgte en gade som gik parallelt med hovedvejen, men udenom det travle mylder af mennesker. For en kort stund syntes væggene at sluge baggrundstøjen der hele tiden havde fulgt dem, og gav plads til den dæmpede tone, der fulgte med emnet. "Jeg tror nogle gange, at dens tilstedeværelse gør der tydeligt, hvad de kunne have været. Hvad man burde have kunnet" det var joh aldrig godt at skuffe sine forbilleder. Men alligevel var der en hård kant til det smil Corinth sagde det i. Ligeglad, han undskyldte ikke længere for sin eksistens. "Men det er irrelevant" og han sendte Viktor et lille blink. "Der jo nogle der værdsætter dem" 

 Brostenene klappede under deres støvler. Viktors skulder var tæt på Corinths; med kun en brøkdels afstand mellem deres fingre, der hang ved deres sider. Han lyttede opmærksomt, en alvorlig panderynken mens han bearbejdede den andens ord. Mine evner kom sent, svage - sammenlignet med mange andre i familien. Den unge Alryss-søn pressede læberne overvejende sammen. Forsatte med at lytte i stilhed.

'Jeg tror nogle gange, at dens tilstedeværelse gør det tydeligt, hvad de kunne have været. Hvad man burde have kunnet.'

 Viktor rejste et bryn. Han så overrasket ud, som hvis Corinths pludselige sårbarhed var et uventet regnskyl på en solskinsdag. Men de ting han sagde, gjorde et eller andet ved ham. Fik det til at dunke let i brystet. En følelse af sammenhørighed - måske var de to mere ens end hvad Viktor først havde forestillet sig om dem. En rar tanke, og det fik kun Viktor til at værdsætte den ældre kunstner mere. Viktor klikkede sine fingernegle sammen. 'Hvad man burde have kunnet', den sætning ramte ham, ekkoede i krogene af hans indre - for hvor mange gange havde han ikke siddet med den byrde? Skammen ved at være anderledes. Derfor prøvede han jo så hårdt, derfor ville han altid imponere, og derfor ville han vise verden hvordan hans kunst kunne strække sig udover magiske evner. Han behøvede dem ikke. Men skønt, han ikke behøvede dem, var det stadig ærgerligt at undvære dem. 

 Selvom Corinth mente at det var irrelevant, pressede der alligevel en bestemt tanke sig på sinde. Han sendte adelsmanden et svagt smil da han blev blinket til.  

 "Var det ensomt?" spurgte han forsigtigt, men med en dæmpet følsomhed i stemmen der indikerede at han selv havde følt sig ensom. Det kunne være ensomt at være den eneste i familien uden evner, ikke at de så ned på ham for det. Men for dem havde det altid været en selvfølge; de så ikke ned på ham, men de undrede sig i begyndelsen. Og spørgsmålet endte altid det samme sted; hvorfor var han blevet sprunget over?   

Det havde nok aldrig helt været Corinths mening, at det skulle lyde sådan som det gjorde. Nok også af ren vane, havde han forventet et lille grin, og fra sin vante omgangskreds, havde det nok også bragt et lille puf imod skulderen med sig. Jah han kunne næsten høre sin kammerat Cullin, når de sammen lo over hvor svagelig Corinth egentlig var. Som en spinkel, fin lille satan, havde det dengang lydt, både hans far og ham selv havde vel forventet mere end hvad de fik. Men han rullede med slagene, og havde bevist sit værd alligvel, selvom han aldrig indrømme det, fordi han var ligeglad. 
Men når Viktor spurgte om det var ensomt, refererede han til fortiden. Og kortvarigt stivnede et eller andet i adelsmandens holdning, hvorefter forvirring blomstrede frem i de mørke øjne. Han lagde ikke engang mærke til, hvordan det indvendigt fik ham i paraderne-op-forsvar, da han tænkte; hvorfor spørger han om det? 

Hvad ville han have at vide? 

Han stoppede ikke med at gå, men fik et lidt mere fjernt udtryk i øjnene, da han overvejede sit svar. "Nogle gange.." hvilket var utrolig vagt, men for en sjælden gangs skyld, overvejende ærligt. En del af ham huskede ikke tiden på borgen, imens en anden nok aldrig ville lade ham glemme. 
Corinths blik studerede byen han boede i nu, men gled i et lille ryk tilbage på Viktor, da han nu havde besluttede sig.".. jeg tror ikke, at jeg nogensinde er blevet spurgt om det før" og forvirringen fra før, lå stadigvæk i det lyse ansigt. Men ikke vagtsom nok til at afvise spørgsmålet, selvom han ikke forstod hvor det kom fra. Men det dragende ham ind, det føltes varmt. Han kunne ikke lade være med at være lidt betaget af knægtens venlighed, førhen at det gik op for ham at han stirrede og med et høfligt brum trak blikket tilbage imod vejen. 

Forvirring glimtede i Lochtree-sønnens øjne. Et udtryk flimrede over hans ansigt, et som Viktor aldrig havde set før i den andens, ellers selvsikre, ydre. Det krakelerede noget i den guddommelige facade Viktor tillagde Corinth. Som kradsede man den tørre maling af et lærred, og blev efterladt med anerkendelsen af at, bag al skønheden, lå det rå materiale blot tilbage. Hans øjne klemte sig en smule sammen, lyttende. 'Nogle gange', og Viktor var på nippet til at spørge, 'Og hvad med nu?' Istedet pressede han sin tunge mod tænderne, og forholdt sig tavs. 

Han holdt kun Corinths blik, blidt og opmærksomt. Hans udtryk i en betænksom panderynken, mens alle ord synes at have forsvundet fra hans indre da den andens ord ekkoede i hans sind, 'jeg tror ikke, at jeg nogensinde er blevet spurgt om det før.' Et hint af noget bedrøvet skyllede kortvarigt hen over Viktors ansigtstræk, og han undrede sig, hvor meget Corinth egentlig lod andre se ham. Han var stille et øjeblik, før han sagde; "Så var det vel ved at være på tide." 
Smilet der fulgte med var oprigtigt, og han tog sig selv i at se væk da Corinth også gjorde. Et varmt strøg af lyserød penslede sig over næseryggens fregner. Forlegenhed synes at prikke i de unge kinder, og Viktors hjerte skiftede tempo til en tung rytme. For var det længsel, eller interesse han havde set i den andens fløjlsvævede blik? Uden at tænke over det, strøg hans fingre let hen over den andens håndryg, inden de hurtigt blev trukket tilbage og gemt i lommerne. Det var ikke hans hensigt at røre ved ham. 

Efter et par skridt, løftede Viktor blikket, "Tilgiv mig, hvis jeg har overskredet en grænse." undskyldte han så, og den røde farve malede forsat hans kinder. Et sprødt kluk forlod hans læber, og han skuttede sine skuldre op til ørerne med en dyb vejrtrækning, før han lod dem falde ned på plads igen. Blikket rettet frem. Han så kort på omgivelserne omkring dem. 
 "Jeg kunne bare spejle mig i dine ord, så.." indrømmede han, og sank blikket til brostenene, før skosnuden puffede dovent til en løsreven sten foran sig. 

"..det gav mig lyst til at lære dig bedre at kende."

Det havde alligevel været nogle sekunder, havde det ikke? Tid strukket ud imellem dem, og en skrøbelig nysgerrighed med sig. Men med den øjenkontakt Viktor havde bibeholdt med ham, havde det for Corinth, føltes som kort tid. Det var sjældent at hverken den ene eller andens blik, på et eller andet tidspunkt flakkede væk. Corinth havde ofte være begge personer - øjenkontakt kunne føles utroligt krænkende, når den stak for dybt. Det var dog ikke sådan lige nu, det havde måske virkelig været på tide. Lige nu, gav den en følelse af nærvær. Et kald efter 'mere' i ekkoet af mørkebrun, og alt det fik et lidt mere tålmodigt smil frem, nu hvor han følte fingerstrejfet på den anden side af handskestoffet. 

Med øjnene på vejen foran dem, gik det heller ikke op for ham med det samme, hvordan en sart rødme havde overtaget dele af det fregnede ansigt. I stedet fulgte hans blik mønsteret af brosten, et lyttende lille nik, efterfulgte en af en dæmpet,blød latter over undskyldningen. Meget høfligt, meget adeligt. Etiketten skinnede igennem, og det føltes som en uskyldig grænse, sådan at undskylde for. Jah det føltes ikke som om at han huskede deres sidste sammenstød, overhovedet. Måske meget godt, og han vendte blikket hen, for endelig at opdage den stille rødmen henover kinder og næseryg. Oh.
"Ah" og han lænede sig en smule sidelæns, ind tættere, for at tilføje. "Men dét lyder joh ikke helt forfærdeligt.." og mente det. Corinth kunne heller ikke lade være med at smile lidt mere tilfreds, lidt mindre påpasselig. Men følte sig også en del mere hjemme i de små komplimenter, i stille tanke på hvad han mente med at 'lære ham bedre at kende'. 
 
Fordi.. det virrede lidt i luften. Han fornemmede det i små, flygtige hentydninger, og adelsmanden kunne ikke lade være med at gribe ud efter bare lidt af det. Jah, lagde med et lille brummen armen om den lidt lavere mand, og trak ham ind. "Er det så min tur, til at stille et spørgsmål?" Af den kaliber?
En sød og små-genkendelig duft af vanilje, tobak, krydderier og pæne vaner, pustede til hans sanser da den sneg sig ind i hans næsebor. Han duftede godt. Genkendeligt fra sidst, sagde han i hvert fald til sig selv. 

Et enkelt gip rystede Viktor da han så op fra sin lille sten der flygtede fra skosnuden, og opdagede hvor tæt på de nu stod. Hvor tæt Corinth lænede sig ind til ham. Det lød ikke helt forfærdeligt? gentog han i sit sind, smigret. Eller rettere, lettet ved hans anerkendende ord. Læberne formede sig til et lille smil - der straks ændrede sig til en sammenpresset overraskelse da den ældre kunstner lagde armen om Viktor og pressede ham ind til sig. Som var de gamle kammersjukker, eller noget mere. 
 De unge fødder røg kortvarigt i kambolage ved det pludselig skift af rytmik i deres skridt, og hurtigt fulgte Viktor ind i Corinths tempo. Som havde det hele tiden været hensigten.

 Duften der lå om adelsmanden, kom til ham i det halve knus. En smuk aroma, der mindede ham om slotshaven. Om hemmeligheder og poetiske nætter. Viktor kunne ikke holde sig selv tilbage fra at tage duften ind i diskrete strøg - som vuggede duften ham til ro. Men selv i deres nærhed, forsøgte Viktor stadig at opretholde en høflig afstand, men uden at trække sig. Det var nok stivheden i hans skuldre, der gjorde at han ikke smeltede helt ind i Corinths varme. Det virkede forkert, men han ville heller ikke miste den. Hvor grådigt af ham.

'..er det så min tur, til at stille et spørgsmål?' Han lod lige præcis nok tid gå, så Viktor kunne registrere, at hans spørgsmål måske ikke ville være helt tilfældigt. Den unge adelssøn skævede op til ham, og følte sig ganske afvæbnet, men ikke truet. Som folk der rødmer let, men ikke er forlegne over det. 
 "Jah?" Han løftede det ene bryn skeptisk, men de brune iriser glimtede af interesse, "Hvad er dit spørgsmål da?" Hvad kunne Corinth dog have lyst til at vide? tænkte Viktor nysgerrigt og alligevel med en nervøs knude i brystet. Han fremtonede et let, men opfordrende smil om læberne, skønt brynene blev en anelse krøllede.  

I et kort øjeblik, kunne man fornemme disharmonien. Takten ude af trit, i ubalance og som et vaklende tårn, kunne han ane de modsatrettede følelser svaje med den østenvind Corinths nærvær bragte med sig. Det ruskede op i hvordan tårnet burde stå, når andre betragtede dets majestætiske silhuet. 
Han kunne ikke sige, hvorvidt det var ham eller alle de andre omkring dem, som fik Victor til at vakle. Men at kan ikke trak sig, var indikation nok for ham til at holde ved. 

Som om at han ikke værdigede de måske overraskede blikke, mange tanker, fordi det gjorde han ikke. 
Hans tanker var på adelsmanden, og den sarte, delikate varme, der kom med hans milde tilstedeværelse.

Blikket skævede ned imod de mørke øjne. Et dovent, skråsikkert smil trak de bløde læber op, imens hånden om hans skulder begyndte at sno de bløde krøller legesygt. "Mmmm..." Lød det tænksomt i kunstpausen, og han kiggede endelig ligeud igen, til det hus Lochtree familen ejede. "Du undskylder ofte. Hver gang du måske føler du kommer lidt for tæt på.. er det en opdragelses ting, i jeres familie eller mere en dig ting?" Og han løsnede sit halve kram. Dog først efter et lille, flygtigt nus med fingeren nedad kæbelinjens kant. 
Et stille lille farvel, for nu, selvom han kunne mærke hvordan det sad tilbage i fingerspidserne, at holde sig tæt. 
Nærvær var ligesom honning - klistret, sødt og gyldent i solen. Men ikke godt for ham, når han følte sig så grådig omkring dens nærvær, at han ønskede mere af den søde smag. 

Som et møl draget af ilden flakkede Viktors klare brune øjne op til Corinths blik. Et sug gik igennem ham ved deres øjenkontakt, men han gjorde sit bedste for ikke at lade det vise. Han var vant til at bibeholde sin høflighed, og ligesom han undlod at afsløre, hvordan fingerspidsernes subtile leg gennem hans krøller påvirkede ham, lod han heller ikke sit indre følelsesliv træde frem. Forvirringen og overraskelsen over den intime berøring var næsten overvældende, men Viktor holdt fast i sin ydre facade af ro

Mens Corinth formulerede sit spørgsmål, anstrengte Viktor sig for at lytte opmærksomt, velvidende at hvis han lod sig distrahere for meget, ville øjeblikket glide ud af kontrol. Hans pande krusede let af koncentration, og hans ansigt afslørede spor af tankevirksomhed, som han søgte efter et passende svar. Eller er det mere en dig ting? Han var ved at formulere sine ord, da adelmandens finger gled langs hans kæbelinje, og for et øjeblik kunne han mærke sin krop stramme sig – ikke af ubehag, men på grund af intensiteten i den stille forbindelse mellem dem. Hans hjerte hamrede mod hans brystkasse, og øjnene gled væk fra Corinth. 

"Hmm," brummede Viktor let, mere for at bryde stilheden end for at sige noget bestemt, og han kunne mærke, hvordan hans stemmebånd rystede i hans hals. Med et blidt, næsten usikkert smil, rettede han sig op med en kort bevægelse af skuldrene da de fik afstand igen. Han kunne stadig mærke hvor fingeren havde rørt ham.
"Jeg tror det er en blanding af begge dele," svarede han forsigtigt, med en smule undren i blikket. "Opdragelse har nok lært mig at være høflig og ikke træde nogen over tæerne.." Han skulle til at sige mere, men standsede sig selv, usikker på om sårbarheden der fulgte med var velkommen.

Med en utrolig opmærksomhed holdt han øjnene på den unge adelsmand, ikke sky for den øjenkontakt han bragte med sig. Nej, tværtimod, så kunne man næsten ane hvordan at han nød dens prikkende intensitet. Fornemmelsen af blodet der bevægede sig under den blege hud - han kunne rent fysisk mærke varmen - og han bød den velkommen, her i forårskulden. 
En blanding simpelthen? Corinth vægtede stilheden der fulgte, og lod et lille , inviterende smil trække op i mundvigene. "Jeg fornemmer næsten et ´men´ i den sætning?" lød det derpå, og han satte tempoet et lille, afventende skridt ned.

De var nok ikke ens, på det punkt. Men derfor endnu mere grund, til at invitere ham ind, i hans verden. Der var nok ikke et mere tilfredstillende tidsfordriv, end den dans, han havde tænkt sig at byde Viktor op til. 
Havde junkeren ikke været så god til at skjule sine reaktioner, havde Corinth kunne slå fast, at de allerede dansede efter samme orkester. Men hans facade var rolig. Ubrydelig, så han kun så, hvad Viktor ville vise. 
Og rank - det gav ham alligevel lidt god højde, tænkte han stilfærdigt, og vristede blikket tilbage på øjnene, selvom det måske kort havde vandret henover hans holdning. 

Viktor tilpassede Corinths gang. Standsede, da det lignede at han gjorde, og så tilbage på ham. "Men..." jeg frygter allermest afvisning. og han trak vejret ind før han forsatte, "jeg synes ikke at jeg undskylder så ofte." Han havde så sandelig ikke undskyldt i slotshaven, kahytten eller på Svenningsgård. Eller da han forsvandt for Marius uden et ord om hvorhen.

Jo da - adelens høflighed gnavede ham i anklerne, som små blister der sprang op når han trak facaden godt frem når den kaldte på sig. En overvejet forsigtighed, der sørgede for at holde Viktors livlige følelser i skak. Pli, manerer og alt det rigtige at sige, hang ham langt ud ad halsen i de fleste sociale sammenhænge. Han havde mestret det til sin fordel - og alligevel - spændte det ben for hans indre virkelighed. Måske var den hjertelige og kunstneriske dreng, blevet for hurtig voksen. I søgen efter et bevis på at han simpelthen kunne. At han ikke var et barn, eller barnlig, men i stedet kunne blive mødt som ligeværdig. Som en mand. 
Sandsynligvis formet af behovet for anerkendelse fra dem, der i hans øjne havde hængt månen på himlen med egne hænder.

Der var Frederik... og så var der Richard. Viktor kradsede i deres kanter for at de skulle se på ham som mere end et barn. Det udfordrede hans selvbillede. Og selvværd. Men der havde han ikke været høflig. I starten måske. Men ikke senere. Snarere som en overmoden blomme, der revnede så safterne kunne sive ud og fedte alt omkring sig til. Og Corinth havde bemærket at han undskyldte ofte.

Og hvorfor følte Viktor trang til at undskylde? Det var jo Corinth. Var de ikke langt over høflighed og pinlig korrekthed? Når Corinth, både dengang og nu, mødte ham som ligeværdig.

"Jeg prøver vel bare at få alle til at lide mig." Opsummerede nok det største grundlag. Skønt det alligevel summede som et falsk præmis da ordene forlod ham i et flygtigt smil. Den kom automatisk, som et skjold. Som en måde at sikre, at han ikke igen kom til at tage for meget, spørge for meget, føle for meget.

Der var noget fantastisk almindeligt i det udsagn. Alle til at kunne li mig.. Corinth nikkede, imens han tænkte over det. Nikkede - fordi hvem havde ikke følt det behovet for det samme. Hans verden havde i mange år, ikke bestået af mere end familiens tætte sammenhold. Der havde han da selv været lidt af en familie-pleaser på det punkt, jah? Et eller andet sted var det dog blevet drejet 180 grader. 
Et lille grin faldt fra ham, og Corinth nikkede en sidste gang. Mest, da han fandt ud af hvor anderledes den virkelige verden var, i forhold til deres egne familietraditioner. Hvilket nok også var derfor, at han var nødt til at nyde det, når de fleste endte med at afsky eller forgude ham, til sidst. "Ahah, jah dét er noget jeg forstår.. men" og han startede med at gå igen, en præsenterende hånd slået ud imod bygningen foran dem. ".. du ville ikke kunne træde mig over tæerne, " sagt ganske selvsikkert, et sidste blik på Viktor inden at han vendte tilbage til deres lille endestation. 

Lochtreeboligen var nok ikke noget slot sat til sammenligningen med hvad den unge Alryss var vant til, men det havde sin egen charme. En mørk bolig, som skåret i sort onyx og mørkt egetræ. Hvad den ikke havde i bredden, havde den i højden, med tre etager og stålsorte spir og krængende detaljer. Stilistiske valg, helt sikkert, og han mindedes at den var opført en del tid før ham. Ikke at han havde gjort meget om. Gårdhaven var dekoreret af en bue i krybende egeføj, hvor lyset i spots skinnede igennem. Man kunne ane hvordan græsset var uplejet bagved de mindre stensøjler der indrammede dem. Skarpe trigonometriske former prægede facadens top, imens gotiske detaljer af sten omringede de beskidte vinduer. Gardinerne var trukket for - det var de ofte. 
Stålporten var lukket, men krængede lydløst op, da Corinth åbnede for den. 

Så simple ord kunne få Viktor til at smile. Ikke af det, der blev sagt - men af måden det blev sagt på. Der lå en glat, ubesværet selvsikkerhed i Corinths tone, som om alt, hvad der kunne ske mellem dem, allerede var skrevet i stjernerne. Han svarede ham ikke, det var der ikke behov for, men blikket blev hængende. Der var noget i det mørkebrune blik, der glimtede; som en mønt under vandoverfladen, der fangede solens stråler i et enkelt, stjålent sekund. Noget der nægtede at synke. Et glimt af sårbarhed, der kun kunne ses, hvis man virkelig så efter.

Blikket fulgte Corinths hånd mod bygningen, og hans øjne løftede sig i en stilfærdig anerkendelse; ikke overrasket, men alligevel fascineret. Han kastede et hurtigt blik tilbage - som for at sikre sig, at Corinth stadig var der - før han igen lod sin opmærksomhed synke hen i arkitekturen.
"Jeg forventede intet mindre," sagde han, og tilføjede med et skævt smil: "Det er meget dig."
Bygningen rejste sig foran dem som et sort teatralsk bagtæppe, dramatisk i al sin gotiske pragt. Selvom den lå midt i byen, virkede den isoleret, som en tanke, der ikke lod sig dele med nogen. Ikke ensom på en sørgelig måde, men udvalgt. Som en sjæl, der havde valgt sin ensomhed med omhu. Mørk, slank, urokkelig. Og smuk på en måde, der føltes lidt farlig. Lidt for hemmelighedsfuld.

Som Corinth selv.

De trådte gennem porten. Skyggerne mellem søjlerne virkede dybere, og han havde travlt med at tage det hele ind. Nu forstod han pludselig, hvorfor Corinth dengang havde været så optaget af de grædende engle i slotshaven. De passede ikke ind dér. Men her. Her ville deres tårer have noget at falde på.

Havde Corinth valgt selv, at gå klædt, som hans familie altid havde gjort? Eller var det et ganske stille kald, der altid trak i Lochtree familiens sønner og døtre? Fik dem til at gå i sort og silke? Han tænkte aldrig nærmere over det. Nogle ting, virkede så fjollede at kæmpe imod. Corinths blik glimtede i sin stille latter, da han nikkede, enigt i Viktors ord. Det var meget ham, og stod som en skygge i Dianthos bymidte - væk fra resten af adelen, men alligevel meget til stede. Svær at overse. 
Omgivet af sten og ukrudt gik de. Ned imellem de få lysglimt der trængte klart igennem, og hen imod hjem. 
Ligesom porten, så var hoveddøren så godt som lydløs. Lyset kom ind, og selvom man måske skulle glippe lidt med øjnene, for at lade dem vende sig til den dunklere belysning, trådte detaljer af rødt, violet og sort gradvist frem. Ligesom udenpå, var Lochtrees familiens kærlighed for mørkt træ tydelig, med sirlige detaljer i de gamle håndskårne møbler. Løvefødder på bordbenene, glimtende, oxyderede detaljer af messing, sat på hjørner og et varmt lys fra de flerfarvede, men primært rødlige lanterner. 

Og der var så stille herinde... adelsmanden tog fat i kraven af sin frakke. Begyndte at knappe den op, og pludselig, kunne de høre lyden af skridt der hastigt trommede ned af trappen.

Merilla havde været i arbejde hos Corinth i nogle år efterhånden, loyal og diskret, hvilket han kun kunne værdsætte. Men havde (ud fra sit overraskede ansigtsudtryk), nok ikke forventet at han kom hjem med selskab. I hvert fald ikke så tidligt, eller så pænt, og overraskelsen sivede da også lidt igennem de store øjne, inden at hun fik lagt ansigtet tilbage i passene folder. "Velkommen tilbage, sir.."  Merilla skævede til dem, "Jeg troede først De var tilbage i aften! Hvad kan jeg byde jer?" og hun snuppede først hans, og derefter Viktors jakke, inden at de fik lov at hænge dem op selv. 
"Tak Merilla. En lille forfriskning fra kælderen ville være fantastisk - vi tager den i dagligstuen" Og væk var hun, ligeså trippende som hun var ankommet. 

Corinths hænder tøvede kortvarigt ved hans handsker. Havde Viktor set hans sortsodede hænder før? Men trak dem dog i sidste ende af, et spændt blik på Viktor, der blidt blev puffet ind i dagligstuen til venstre for dem. Spændt, fordi...
Jah det var svært at slå fast. Men der var noget elektrisk, i at have ham her. Han havde lyst til at vise, udfordrer og nærer ham. Nysgerrig på hans tanker, og endnu mere på hans holdninger, omkring Corinth selv. 

Lyden af et par løse småsten knasede under Viktors støvler da han gik ved siden af Corinth. Spejlede hans smil, og manglede ord at tilføje til øjeblikket. Han tog bare... det hele ind. Mærkede omgivelserne. Fornemmelsen af at træde ind i en anden verden - som om lydene forstummede herinde, og alt udenfor Corinths porte kunne vente. 

Øjnene skulle vænne sig til den dunklere belysning i det de trådte indenfor. Og da han standsede bag Corinth, og betragtede noget så banalt som skuldrenes blide bevægelser da han begyndte at afklæde sig... skete der pludselig et skift i Viktors vejrtrækning. Den satte sig i halsen og hjertet dunkede et par slag hårdere i brystet. Nervøsitet... og... en forventning om noget han ikke turde sætte ord på. At stå her i Lochtree sønnens bolig efter så lang tid... efter den hændelse der skete da Viktor var meget yngre og ivrig - fik ham til at forestille sig ting, der uden tvivl var fantasi. At de løfter, lavet af en ung drengs mund, pludselig blev meget, meget virkelige her i de røde lanterners skygger. 

Viktor blev hevet ud af sine tanker da hastige fodtrin kunne høres på trapperne, og en lettelse bredte sig i ham. De var ikke alene. Selvfølgelig ikke. Han kørte en hånd gennem krøllerne for at gøre sig selv mere præsentabel, og håbede at kunne fordrive tankerne med bevægelsen. Viktor sendte kvinden noget der kunne ligne et høfligt smil, omend brynene sad en anelse knyttet sammen. Det hele skete så hurtigt og nænsomt, og med ét gled jakken af ham. En gestus han nær havde glemt eksisterede efter sine tre måneder til søs. De adelige privilegier. Han kunne ikke bedømme om han havde savnet dem... men velkendt føltes det. En rutine der hurtigt ville komme til ham igen. Uden tvivl.

"Jeg havde næsten glemt følelsen af at blive opvartet," sagde han med et forundret kluk, for at fylde stilheden da hushjælpen var gået. Han begyndte at folde sine ærmer op til albuerne, nænsomt og øvet. Lignede mere sit gamle jeg, nu hvor det mørke overtøj forsvandt, omend en mere beskeden udgave. Viktor bar en let stribet skjorte i blød, ubleget hør, kraven enkel og uden flips. Over den bar han en brun vest, tætknappet og skræddersyet, ikke prangende, men heller ikke helt almindelig. Mørk, varm valnøddebrun, med små gyldne ornamenter i syningen langs flipper og lommer. Snørkler, som i dæmpet lys måske kunne forveksles med broderede slyngplanter. 

Blikket gled over til Corinth imens. Han kunne ikke undgå det. Handskerne, der så længe gemte på de hænder Viktor havde ønsket at se, blev taget af. Bare sådan. Uden fanfare. Og det gik op for ham, at han stirrede. Sorte fingre... som var de dyppet i blæk. Viktor var sikker på at Corinth havde bemærket hans blik. Og igen, følte han, at han måtte sige noget. Igen slog hjertet hurtigere.

"Jeg var faktisk begyndt at tro... at du aldrig tog dine handsker af." Tonen var nysgerrig, med et løftet bryn der bar en blanding overraskelse og en vurderende kant. Han lod sig guide ind i dagligstuen der var lige så ekstraordinært sat sammen som entréen.

En lille latter undslap Corinth, og han nikkede. Jah Viktor havde jo været til søs, og de små subtile tegn på noget.. andet, end det lette liv, kunne nu anes. Corinths rødlige blik fulgte lidt undersøgende hans nøjsomme proces med ærmerne. At have arbejdet med hænderne, at have arbejdet på et skib, gav de før smalle arme et lidt mere markeret udtryk. Det klædte ham ganske godt. Med et stille smil lirkede han blikket væk igen, og fangede tidsnok det undersøgende blik, der rigtigt nok blev sendt til hans hænder. Hænder, der i et lille vink slog ud, og viste ham videre. 
"Jaså?" En lidt overrasket kant til hans ord, men sagt med et grin. "Så er jeg da næsten ærgerlig over at bryde illusionen... men nej desværre. I mit eget hjem, er jeg doven med det" Et glimt af afvæbnende dril listede sig dog ind i hans efterfølgende ord, og han gemte kort hænderne i håret der blev skubbet bagud, så det hele lagde sig lidt pænere efter at have rodet rundt med overtøjet. Men ikke afvisende eller defensiv omkring det. 

Dagligstuen hos Lochtree var møbleret op til samtaler, og virkede altid ganske varm og indbydende. I dette hus, blev der aldrig sparet på stearinlys, men også en knitrende pejs, lyste resten af lokalet op i varme, flakkende skygger. Foran pejsen var der sat sofaer - og det var sofaerne som kaldte på Corinth. Helt specifikt den L formede. 
Med et dump kastede han sig tilbage i det ene hjørne, armene spredt ud over ryglænet og et tilfreds prust. Det var rart at komme indenfor igen. 
Der hvor silken vævede ind i det mørke skjortestof, dansede små lysglimt fra pejsens flammer henover brystet. Sirlige mønstre beklædte de slanke overarme, broderet tæt ind til huden, så dens blege farve skinnede igennem imellem snirkler og snørkler, og det samme gjaldt kanterne af hilsen. Men ellers var Corints tøj løst, og luftigt, og lagde sig i et forsinket pust nedover hans silhuet, da han fik sat sig til rette, med det ene ben svunget i kryds over det andet. 

De levende lys blafrede som en sagte velkomst, da Corinth bevægede sig hen til sofaen. Og igen forekom kunstneren overjordisk. Som om lyset ikke blot dansede efter luftens naturlige rytmer, men bukkede i ærbødighed for husets herre. Viktor forstod det ikke selv, men huset føltes levende - som om det havde sin egen vilje.

"Jeg ærgrer mig ikke," tillod Viktor sig at svare med et træk i mundvigen. Blikket fulgte uvilkårligt de mørke fingre, der forsvandt ind i de lyse lokker. En ubesværet, elegant bevægelse - og da Corinth så på ham igen, skyndte Viktor sig at se væk. Som havde han slet ikke kigget få sekunder forinden. En barnlig idolisering af Lochtree-sønnen, slog det ham flygtigt. Noget Frederik Ludvik kunne have sagt. Noget han sikkert havde sagt engang… Viktor kunne ikke huske det.

Stuen havde charme. Mere indbydende i sin orangeglød end husets kølige ydre; hvilket han var taknemmelig for. Men med den magelighed, Corinth udviste, kunne han heller ikke forestille sig andet.

Viktor gned sig kort på underarmen, tøvende over, om han bare kunne sætte sig - men besluttede sig til sidst for at følge Corinth. Han placerede sig i det modsatte hjørne af sofaen, kroppen drejet og halvt lænet mod armstøtten, så han kunne se på sin vært.

Han ville spørge til farven på hænderne. Til havnefesten. Og så meget andet… I stedet spurgte han om noget nemt, noget ukompliceret:
"Er det bare dig og… Merilla, der bor her?" Han kørte en hånd gennem de mørke krøller. De var blevet en anelse længere, end han var vant til.

Skjulte blikke og vævende nysgerrighed, Corinth solede sig i opmærksomhed, og veg ikke væk fra junkerens nøddebrune øjne. Jah for nogle, var det en ubehagelig følelse. For nogle, betød den prikkende varme der skyllede ind over hans krop, at de burde være vagtsomme. Tjekke sine usikkerheder, og prøve ikke at lade dem boble op til overfladen. Men for ham, føltes det som vårsolens stråler, der fjernede nattens frost efter mange timers mørke. 
For ham, gav det en helt anden form for rus, end dem han plejede at give efter for. 

Med glimtende, underholdte øjne betragtede han ham danse imellem valgene, at sætte sig eller ej. Men sagde ikke noget, udover at lille træk i øjenbrynet, der undrede sig over den stille tøven. Han var ikke vant til at være så formel, at han gav andre tilladelse til at sætte sig. Men havde Viktor ikke selv fået besluttet at det var okay, skulle han da nok have insisteret. 
Om det blot var ham og Merilla? Corinth rystede på hovedet. "Levine bor her også. Nogle gange min kusine.." og han gyste indvendigt over sidstnævnte. Selv han syntes hun var grænseoverskridende. " - men begge holder sig mest for sig selv"
Hvilket dog var en kæmpe løgn, som ubesværet og beroligende gled over de bløde læber. 
Hovedet gled en anelse tænksomt på skrå. "Jeg troor dog vi er alene, udover Merilla, lad mig da lige.." og næsten som når man snakkede om solen, dukkede Merillas rødhårede skikkelse op igen. Med vin, og glas, og en lille trææske - alt sammen noget der blev sat på bordet, for de to herrer at tage sig af. Tilfreds trommede han fingerspidserne imod hinanden, og lænede sig frem, for at snuppe de to glas, efter at hun havde fyldt dem op. 
"Merilla min kære, er der andre fra min familie, på besøg?" Corinth møvede sig en lille tak hen imod ham for at kunne række ham det, men holdt opmærksomheden på tjenerinden, der rystede på hovedet. "Nej sir. Deres kusine tog tilbage i Vinters, og ventes først at rejse til Dianthos til sommer" og han nikkede, et taknemmeligt smil til hende. 

Levine? gentog han lydløst i sine tanker, og det kunne ses i det fregnede ansigt, at han håbede Corinth ville uddybe. Han nikkede let, lyttede med en oprigtig opmærksomhed. Huset virkede for stort til én person, og Viktor kunne nemt forestille sig, hvordan de mange værelser gav plads til familie - midlertidigt eller ej.

"Ja?" svarede han blot, på begge udsagn. At de holdt sig for sig selv. At de var alene. Ordet fik et lille efterklang i ham, som han ikke helt vidste, hvad betød.

Han drejede hovedet, idet Corinth anerkendte Merillas tilstedeværelse. Hans smil til hende var høfligt, næsten gammeldags i dets taknemmelighed - rettet på begge mænds vegne. Blikket blev dog fanget af den mørke trææske, som hun stillede fra sig. Det var ikke ulig dem, han havde set til sin fars venners sammenkomster. En vag erindring fra brylluppet meldte sig; af Corinth, omgivet af let røg, en sødlig og brændt duft i luften. Urter. Fyrværkeri. Natten.

Viktor lagde ikke skjul på sin nysgerrighed, men lod alligevel blikket glide væk, som samtalen gik videre. En lille justering i hans stilling; afmålte bevægelser, ikke for anmasende. Han tog imod glasset med nænsomhed, som var det en del af noget større, noget rituelt. Hud strejfede let mod hud. En flygtig kontakt, men alligevel mærkbar. Blødere end læderet. Nærmere. Nøgent.

Hans blik hang et kort øjeblik ved Corinths sodmørke fingre, før han lod det vandre til flammerne i pejsen.

Først da Merilla havde forladt dem, rettede han igen blikket mod Corinth. Den underliggende nysgerrighed havde ikke forladt ham, og ordene slap lidt for hurtigt ud:
"Og Levine?" spurgte han, stemmen rolig, men spørgende. "Hvem er det?" Han løftede glasset op til munden, som for at drikke, men tog ikke en tår endnu. 

Med et lille nik skrev han sig det bagved øret. Men vidste også, at hun ville minde ham om det igen. Hun havde været i familiens tjeneste længe, og hendes tjeneste havde altid været værdsat. Nogle gange kunne han dog glemme hvor mange ting hun gik og ordnede for ham. At fylde hendes sko, ville være irriterende, og ikke mindst, næsten umuligt. 
Det gode ved halvelvere, var dog at de holdt længe. 

Blikket gled tilbage til Viktor, og med det, en påmindelse om det ubesvarede spørgsmål der havde luret siden den korte afbrydelse. Lidt overvejende blev Corinths øjne et øjeblik fjerne, og han slyngede rødvinen rundt i glasset, imens han tænkte. "Levine er.. mere end en god ven. Jeg har kendt Dem længe, og De fulgte med mig, da jeg flyttede til Dianthos i første omgang" noget overraskende mildt blomstrede frem i hans blik, inden at han blinkede det væk, ligeså hurtigt at det var kommet. "De er.. min første muse" og han grinte lidt over den dramatiske klang ordet havde, for at tage tyngden af det. Men i sin kerne, var det virkelig, hvad De var. 
Glasset løftedes i en lille skål, efterfulgt af en tiltrængt tår. Smagen eksploderede i en afrundet bærsmag på tungen, og han sendte en lille takken til Merillas gode valg. 
Ryggen ramte sofaryggen, da han spejlede lidt af Viktors position fra før, lidt lænet ind, da han forsatte. "Det lyder fjollet. Men.. jah.." og han trak lidt tøvende på skuldrende. Et vurderende, men også undersøgende blik på Viktor, over hvordan han ville tage den del af hans liv.
At han ikke havde beskrevet Levines køn, var med vilje. Det var ikke til at sige hvilken form De tog. Og det havde aldrig afskrækket Corinth selv, når det ydre skilte sig ud - eller balancerede på knivsæggen imellem maskulin og feminin. 

Uden helt at kunne styre det, løftede Viktors bryn sig en anelse ved ordene; mere end en god ven. Ikke fordi han følte sig truet - nej, egentlig ikke - men fordi det overraskede ham. Han havde svært ved at forestille sig Corinth have nogen så nært. At der fandtes én, der havde rørt noget i ham, der kunne få hans blik til at bløde sådan op.

Og måske...var det netop dét der stak lidt. Ikke Levine som person, ikke engang spørgsmålet om kønnet; for det forblev et mysterium - men det, at nogen havde været før ham. Før han selv var trådt ind i billedet. Og stadig var her.

Viktor forsøgte et smil, men det blev skævt, næsten som en grimasse. Corinth lo let, og Viktor forsøgte at forstå, om det var for at tage brodden af ægtheden, eller bare... vane. Første muse, sagde han. Åndsfæller, havde Viktor kaldt dem engang. Det lød pludselig barnligt. Som noget man sagde, før man vidste bedre.

Skålen gengældte han med et løft af bryn, inden han lod glasset finde læberne, mærkede dens kant og derefter... den røde væske. En stærk smag så tidligt på dagen, efterfulgt af bærenes søde symfoni. Alligevel smurte vinen ham tør i munden. Han forsøgte dog stædigt at skjule, at han forsat drak vin af nød, fremfor lyst. Han prøvede at lade som ingenting. Det var sådan noget, man bare skulle kunne. Drikke vin.

"Slet ikke," svarede han efter et øjeblik. Stemmen lidt lavere, lidt mere indadvendt. Han skiftede stilling, svang benet over det andet og hvilede hagen i hånden, albuen støttet i det løftede knæ. Blikket gled en smule væk, som var han kortvarigt i en anden tid.

Han kendte godt følelsen. Af at løfte nogen op. Male dem større end livet. Nærmest gøre dem guddommelige, når ens eget hjerte ikke vidste, hvad det ellers skulle stille op.

Han havde gjort det med Frederik. Og samtidig fik det ham også til at tænke på tabet af Richard. 

Mundvigen trak sig lidt til siden i et tørt, næsten ømt smil, og blikket fandt Corinth igen. Tilstede. Rolig. Men under det bløde udtryk lå der stadig et eller andet, der spændte lidt i brystet.
"Jeg har selv haft sådan en," sagde han lavt, henkastet, og tog en tår mere. Ikke fordi han ville, men fordi det hjalp med at synke sætningen.

Så lod han hovedet vippe en smule på skrå. Smilet blev skævt, et glimt lyste frem i øjnene; ét, han håbede så charmerende og uskyldigt ud, at det næsten kunne skjule dristigheden.

"Du sagde første muse," sagde han. "Hvem er så den anden?"