Det havde ikke været helt tydeligt før. Nok fordi at hans fokus havde ligget på magien, og magien tog sin del af opmærksomheden, den fyldte lidt. Det føltes som de store fugleflokke, han havde observeret fra sit værelse, som ung. Mørke masser der ubesværet svirrede ind imellem hinanden, og så pludselig ændrede retning, i hvad der tog form - som en sort bølgeflugt over himlen - pigmentet opførte sig altid forskelligt, og han havde svært ved at kontrollere de lysere kontraster. Man da han gav slip, og blikket vendte tilbage til Viktor, blev fornemmelsen af at... noget tyngede, penslet mere frem for  kunstneren. 
Hvorfor så han pludselig fjern ud? De mørkebrune øjne prøvede at skjule et eller andet, og Corinth kunne ikke helt forbinde sig til, hvad det mon var. Men det prikkede til hans sociale register, på den der måde, som ofte bad ham borre lidt dybere. 
Se det klædte ham lidt, at skjule den vage, forpinte fornemmelse, som Corinth ikke helt kunne sætte fingeren på hvad var. Han så ærgerlig ud, og det lagde sig som en lille, fin, mørk ring omkring de mokkafarvede øjnes gnist. 

Men ligeså hurtigt som han mente at have lagt mærke til det, ligeså hurtigt forsvandt det igen. Så i kontrol af sin mimik, at Corinth ikke helt kunne udlede det bedste eller værste. 
Og med en lille nikken fulgte han  trop, og satte selv i bevægelse.

Til dine malerier selvfølgelig, det ekkoede i hans tanker. Og det var et godt bud. "Mmmh..." 
Heller ikke forkert - det var selvfølgelig også til malerierne. Men at han i ligeså stor stil brugte det til mere... under bordet formål, det var en famille hemmelighed. "Faktisk ikke særlig længe. Mine evner kom ganske sent, og de var mildest talt svage, sammenlignet med mange andre i familien" glad for at skifte til et andet form for emne, efter at have solet sig lun i beundringen fra tidligere. I virkeligheden, var han joh lidt af et udskud på det sorte stamtræ, selvom det let kunne virke anderledes. En forunderlig kontrast. Hvordan det der gjorde ham spændende i den virkelige verden, gjorde ham svag i deres famile-verden. 
Corinth drejede dem imod venstre, og fulgte en gade som gik parallelt med hovedvejen, men udenom det travle mylder af mennesker. For en kort stund syntes væggene at sluge baggrundstøjen der hele tiden havde fulgt dem, og gav plads til den dæmpede tone, der fulgte med emnet. "Jeg tror nogle gange, at dens tilstedeværelse gør der tydeligt, hvad de kunne have været. Hvad man burde have kunnet" det var joh aldrig godt at skuffe sine forbilleder. Men alligevel var der en hård kant til det smil Corinth sagde det i. Ligeglad, han undskyldte ikke længere for sin eksistens. "Men det er irrelevant" og han sendte Viktor et lille blink. "Der jo nogle der værdsætter dem" 

 Brostenene klappede under deres støvler. Viktors skulder var tæt på Corinths; med kun en brøkdels afstand mellem deres fingre, der hang ved deres sider. Han lyttede opmærksomt, en alvorlig panderynken mens han bearbejdede den andens ord. Mine evner kom sent, svage - sammenlignet med mange andre i familien. Den unge Alryss-søn pressede læberne overvejende sammen. Forsatte med at lytte i stilhed.

'Jeg tror nogle gange, at dens tilstedeværelse gør det tydeligt, hvad de kunne have været. Hvad man burde have kunnet.'

 Viktor rejste et bryn. Han så overrasket ud, som hvis Corinths pludselige sårbarhed var et uventet regnskyl på en solskinsdag. Men de ting han sagde, gjorde et eller andet ved ham. Fik det til at dunke let i brystet. En følelse af sammenhørighed - måske var de to mere ens end hvad Viktor først havde forestillet sig om dem. En rar tanke, og det fik kun Viktor til at værdsætte den ældre kunstner mere. Viktor klikkede sine fingernegle sammen. 'Hvad man burde have kunnet', den sætning ramte ham, ekkoede i krogene af hans indre - for hvor mange gange havde han ikke siddet med den byrde? Skammen ved at være anderledes. Derfor prøvede han jo så hårdt, derfor ville han altid imponere, og derfor ville han vise verden hvordan hans kunst kunne strække sig udover magiske evner. Han behøvede dem ikke. Men skønt, han ikke behøvede dem, var det stadig ærgerligt at undvære dem. 

 Selvom Corinth mente at det var irrelevant, pressede der alligevel en bestemt tanke sig på sinde. Han sendte adelsmanden et svagt smil da han blev blinket til.  

 "Var det ensomt?" spurgte han forsigtigt, men med en dæmpet følsomhed i stemmen der indikerede at han selv havde følt sig ensom. Det kunne være ensomt at være den eneste i familien uden evner, ikke at de så ned på ham for det. Men for dem havde det altid været en selvfølge; de så ikke ned på ham, men de undrede sig i begyndelsen. Og spørgsmålet endte altid det samme sted; hvorfor var han blevet sprunget over?   

Det havde nok aldrig helt været Corinths mening, at det skulle lyde sådan som det gjorde. Nok også af ren vane, havde han forventet et lille grin, og fra sin vante omgangskreds, havde det nok også bragt et lille puf imod skulderen med sig. Jah han kunne næsten høre sin kammerat Cullin, når de sammen lo over hvor svagelig Corinth egentlig var. Som en spinkel, fin lille satan, havde det dengang lydt, både hans far og ham selv havde vel forventet mere end hvad de fik. Men han rullede med slagene, og havde bevist sit værd alligvel, selvom han aldrig indrømme det, fordi han var ligeglad. 
Men når Viktor spurgte om det var ensomt, refererede han til fortiden. Og kortvarigt stivnede et eller andet i adelsmandens holdning, hvorefter forvirring blomstrede frem i de mørke øjne. Han lagde ikke engang mærke til, hvordan det indvendigt fik ham i paraderne-op-forsvar, da han tænkte; hvorfor spørger han om det? 

Hvad ville han have at vide? 

Han stoppede ikke med at gå, men fik et lidt mere fjernt udtryk i øjnene, da han overvejede sit svar. "Nogle gange.." hvilket var utrolig vagt, men for en sjælden gangs skyld, overvejende ærligt. En del af ham huskede ikke tiden på borgen, imens en anden nok aldrig ville lade ham glemme. 
Corinths blik studerede byen han boede i nu, men gled i et lille ryk tilbage på Viktor, da han nu havde besluttede sig.".. jeg tror ikke, at jeg nogensinde er blevet spurgt om det før" og forvirringen fra før, lå stadigvæk i det lyse ansigt. Men ikke vagtsom nok til at afvise spørgsmålet, selvom han ikke forstod hvor det kom fra. Men det dragende ham ind, det føltes varmt. Han kunne ikke lade være med at være lidt betaget af knægtens venlighed, førhen at det gik op for ham at han stirrede og med et høfligt brum trak blikket tilbage imod vejen. 

Forvirring glimtede i Lochtree-sønnens øjne. Et udtryk flimrede over hans ansigt, et som Viktor aldrig havde set før i den andens, ellers selvsikre, ydre. Det krakelerede noget i den guddommelige facade Viktor tillagde Corinth. Som kradsede man den tørre maling af et lærred, og blev efterladt med anerkendelsen af at, bag al skønheden, lå det rå materiale blot tilbage. Hans øjne klemte sig en smule sammen, lyttende. 'Nogle gange', og Viktor var på nippet til at spørge, 'Og hvad med nu?' Istedet pressede han sin tunge mod tænderne, og forholdt sig tavs. 

Han holdt kun Corinths blik, blidt og opmærksomt. Hans udtryk i en betænksom panderynken, mens alle ord synes at have forsvundet fra hans indre da den andens ord ekkoede i hans sind, 'jeg tror ikke, at jeg nogensinde er blevet spurgt om det før.' Et hint af noget bedrøvet skyllede kortvarigt hen over Viktors ansigtstræk, og han undrede sig, hvor meget Corinth egentlig lod andre se ham. Han var stille et øjeblik, før han sagde; "Så var det vel ved at være på tide." 
Smilet der fulgte med var oprigtigt, og han tog sig selv i at se væk da Corinth også gjorde. Et varmt strøg af lyserød penslede sig over næseryggens fregner. Forlegenhed synes at prikke i de unge kinder, og Viktors hjerte skiftede tempo til en tung rytme. For var det længsel, eller interesse han havde set i den andens fløjlsvævede blik? Uden at tænke over det, strøg hans fingre let hen over den andens håndryg, inden de hurtigt blev trukket tilbage og gemt i lommerne. Det var ikke hans hensigt at røre ved ham. 

Efter et par skridt, løftede Viktor blikket, "Tilgiv mig, hvis jeg har overskredet en grænse." undskyldte han så, og den røde farve malede forsat hans kinder. Et sprødt kluk forlod hans læber, og han skuttede sine skuldre op til ørerne med en dyb vejrtrækning, før han lod dem falde ned på plads igen. Blikket rettet frem. Han så kort på omgivelserne omkring dem. 
 "Jeg kunne bare spejle mig i dine ord, så.." indrømmede han, og sank blikket til brostenene, før skosnuden puffede dovent til en løsreven sten foran sig. 

"..det gav mig lyst til at lære dig bedre at kende."

Det havde alligevel været nogle sekunder, havde det ikke? Tid strukket ud imellem dem, og en skrøbelig nysgerrighed med sig. Men med den øjenkontakt Viktor havde bibeholdt med ham, havde det for Corinth, føltes som kort tid. Det var sjældent at hverken den ene eller andens blik, på et eller andet tidspunkt flakkede væk. Corinth havde ofte være begge personer - øjenkontakt kunne føles utroligt krænkende, når den stak for dybt. Det var dog ikke sådan lige nu, det havde måske virkelig været på tide. Lige nu, gav den en følelse af nærvær. Et kald efter 'mere' i ekkoet af mørkebrun, og alt det fik et lidt mere tålmodigt smil frem, nu hvor han følte fingerstrejfet på den anden side af handskestoffet. 

Med øjnene på vejen foran dem, gik det heller ikke op for ham med det samme, hvordan en sart rødme havde overtaget dele af det fregnede ansigt. I stedet fulgte hans blik mønsteret af brosten, et lyttende lille nik, efterfulgte en af en dæmpet,blød latter over undskyldningen. Meget høfligt, meget adeligt. Etiketten skinnede igennem, og det føltes som en uskyldig grænse, sådan at undskylde for. Jah det føltes ikke som om at han huskede deres sidste sammenstød, overhovedet. Måske meget godt, og han vendte blikket hen, for endelig at opdage den stille rødmen henover kinder og næseryg. Oh.
"Ah" og han lænede sig en smule sidelæns, ind tættere, for at tilføje. "Men dét lyder joh ikke helt forfærdeligt.." og mente det. Corinth kunne heller ikke lade være med at smile lidt mere tilfreds, lidt mindre påpasselig. Men følte sig også en del mere hjemme i de små komplimenter, i stille tanke på hvad han mente med at 'lære ham bedre at kende'. 
 
Fordi.. det virrede lidt i luften. Han fornemmede det i små, flygtige hentydninger, og adelsmanden kunne ikke lade være med at gribe ud efter bare lidt af det. Jah, lagde med et lille brummen armen om den lidt lavere mand, og trak ham ind. "Er det så min tur, til at stille et spørgsmål?" Af den kaliber?
En sød og små-genkendelig duft af vanilje, tobak, krydderier og pæne vaner, pustede til hans sanser da den sneg sig ind i hans næsebor. Han duftede godt. Genkendeligt fra sidst, sagde han i hvert fald til sig selv. 

Et enkelt gip rystede Viktor da han så op fra sin lille sten der flygtede fra skosnuden, og opdagede hvor tæt på de nu stod. Hvor tæt Corinth lænede sig ind til ham. Det lød ikke helt forfærdeligt? gentog han i sit sind, smigret. Eller rettere, lettet ved hans anerkendende ord. Læberne formede sig til et lille smil - der straks ændrede sig til en sammenpresset overraskelse da den ældre kunstner lagde armen om Viktor og pressede ham ind til sig. Som var de gamle kammersjukker, eller noget mere. 
 De unge fødder røg kortvarigt i kambolage ved det pludselig skift af rytmik i deres skridt, og hurtigt fulgte Viktor ind i Corinths tempo. Som havde det hele tiden været hensigten.

 Duften der lå om adelsmanden, kom til ham i det halve knus. En smuk aroma, der mindede ham om slotshaven. Om hemmeligheder og poetiske nætter. Viktor kunne ikke holde sig selv tilbage fra at tage duften ind i diskrete strøg - som vuggede duften ham til ro. Men selv i deres nærhed, forsøgte Viktor stadig at opretholde en høflig afstand, men uden at trække sig. Det var nok stivheden i hans skuldre, der gjorde at han ikke smeltede helt ind i Corinths varme. Det virkede forkert, men han ville heller ikke miste den. Hvor grådigt af ham.

'..er det så min tur, til at stille et spørgsmål?' Han lod lige præcis nok tid gå, så Viktor kunne registrere, at hans spørgsmål måske ikke ville være helt tilfældigt. Den unge adelssøn skævede op til ham, og følte sig ganske afvæbnet, men ikke truet. Som folk der rødmer let, men ikke er forlegne over det. 
 "Jah?" Han løftede det ene bryn skeptisk, men de brune iriser glimtede af interesse, "Hvad er dit spørgsmål da?" Hvad kunne Corinth dog have lyst til at vide? tænkte Viktor nysgerrigt og alligevel med en nervøs knude i brystet. Han fremtonede et let, men opfordrende smil om læberne, skønt brynene blev en anelse krøllede.  

I et kort øjeblik, kunne man fornemme disharmonien. Takten ude af trit, i ubalance og som et vaklende tårn, kunne han ane de modsatrettede følelser svaje med den østenvind Corinths nærvær bragte med sig. Det ruskede op i hvordan tårnet burde stå, når andre betragtede dets majestætiske silhuet. 
Han kunne ikke sige, hvorvidt det var ham eller alle de andre omkring dem, som fik Victor til at vakle. Men at kan ikke trak sig, var indikation nok for ham til at holde ved. 

Som om at han ikke værdigede de måske overraskede blikke, mange tanker, fordi det gjorde han ikke. 
Hans tanker var på adelsmanden, og den sarte, delikate varme, der kom med hans milde tilstedeværelse.

Blikket skævede ned imod de mørke øjne. Et dovent, skråsikkert smil trak de bløde læber op, imens hånden om hans skulder begyndte at sno de bløde krøller legesygt. "Mmmm..." Lød det tænksomt i kunstpausen, og han kiggede endelig ligeud igen, til det hus Lochtree familen ejede. "Du undskylder ofte. Hver gang du måske føler du kommer lidt for tæt på.. er det en opdragelses ting, i jeres familie eller mere en dig ting?" Og han løsnede sit halve kram. Dog først efter et lille, flygtigt nus med fingeren nedad kæbelinjens kant. 
Et stille lille farvel, for nu, selvom han kunne mærke hvordan det sad tilbage i fingerspidserne, at holde sig tæt. 
Nærvær var ligesom honning - klistret, sødt og gyldent i solen. Men ikke godt for ham, når han følte sig så grådig omkring dens nærvær, at han ønskede mere af den søde smag. 

Som et møl draget af ilden flakkede Viktors klare brune øjne op til Corinths blik. Et sug gik igennem ham ved deres øjenkontakt, men han gjorde sit bedste for ikke at lade det vise. Han var vant til at bibeholde sin høflighed, og ligesom han undlod at afsløre, hvordan fingerspidsernes subtile leg gennem hans krøller påvirkede ham, lod han heller ikke sit indre følelsesliv træde frem. Forvirringen og overraskelsen over den intime berøring var næsten overvældende, men Viktor holdt fast i sin ydre facade af ro

Mens Corinth formulerede sit spørgsmål, anstrengte Viktor sig for at lytte opmærksomt, velvidende at hvis han lod sig distrahere for meget, ville øjeblikket glide ud af kontrol. Hans pande krusede let af koncentration, og hans ansigt afslørede spor af tankevirksomhed, som han søgte efter et passende svar. Eller er det mere en dig ting? Han var ved at formulere sine ord, da adelmandens finger gled langs hans kæbelinje, og for et øjeblik kunne han mærke sin krop stramme sig – ikke af ubehag, men på grund af intensiteten i den stille forbindelse mellem dem. Hans hjerte hamrede mod hans brystkasse, og øjnene gled væk fra Corinth. 

"Hmm," brummede Viktor let, mere for at bryde stilheden end for at sige noget bestemt, og han kunne mærke, hvordan hans stemmebånd rystede i hans hals. Med et blidt, næsten usikkert smil, rettede han sig op med en kort bevægelse af skuldrene da de fik afstand igen. Han kunne stadig mærke hvor fingeren havde rørt ham.
"Jeg tror det er en blanding af begge dele," svarede han forsigtigt, med en smule undren i blikket. "Opdragelse har nok lært mig at være høflig og ikke træde nogen over tæerne.." Han skulle til at sige mere, men standsede sig selv, usikker på om sårbarheden der fulgte med var velkommen.