Uden alt for mange ord virkede Ethian til allerede at have en idé om hvordan han ville have det, og fulgte nydeligt trop - Dorians blik gled med et nydende suk en smule opad imod loftet, da han fornemmede læberne glide længere ned over halsen, imens hænderne fumlede efter mere hud. Selv havde han rigeligt tilgængeligt. Ansigtet blev vendt ind imod de sorte krøller ud fra hans kæbe, og han lod en bifaldende lille brummen over initiativet han tog. 

Endelig virkede han til at greje lagene der udgjorde den skjorte han havde fået på, og lidt koldere fingrer fandt vej henover brystkassen, hvilket fik et skævt smil til at trække over halvdæmonens læber. Han ville ikke have det af først? Det ville halvdæmonen. De øverste snorer løsnedes da han med den ene hånd greb fat, jah assisterede en smule med at få skjorten af ham, og med et lille brum trak han sig tilbage fra Ethian for at trække trøjen over hovedet og kaste den et eller andet sted i rummet. Bedre. 
Øjnene gled opad, mødte Ethians. Ligeså sorte som de altid plejede at være trods middagslyset der skinnede ind igennem vinduerne. Men kiggede man rigtigt godt efter, kunne man se hvordan pupillerne fuldkommen havde overtaget regnbuehinden. 

Så pæn han var blevet igennem årene. Han fugtede (næsten) uden at lægge mærke til det læberne i ekkoet af tankerne. Lidt som en fugl i et guldbur, og han lod hænderne sno sig omkring baglårene, og skubbede ham i et lille ryk ind til sig. Meget bedre. Læberne gled søgende over brystkassen, ned imod en af hans nipples, og kærtegnede ham lidt mere blidt, inden at han tirrende fangede den imellem sine fortænder, og bed lidt ned. 

Et pulsespil var oftest nemmest at have med at gøre, hvis man lagde yderkanten først og dannede rammen for det. Men spionen var gået i krig med at ligge den blå himmel som det første, det mest uoverskuelige og kompliceret af hele pulsespillet, alle tankerne kredsede omkring de andre muligheder. Skønt han skubbet brikkerne fra sig og ville mærke efter frem, blev legen sat på pause. Uenigheden om hvad der var vigtigste for nu blev dikteret af halvdæmonen (til Ethians fordel). 

Pupillernes udvidelse kom delt af den seksualiseret lyst og trang og delt som rester af nattens terror (dog upåvirket). 

Ethian kunne kun ligge krop til og se lidt med som den hvidhåret halvdæmon gled ned ad hans overkrop. De smalle lange fingre krøb omkring den varme og brune hud, som han ville trække sig dybere ind i ham, gå i et med ham. Nngn kom det fra ham som han mærkede tænderne tage fat i den stivebrystvorte. Så blottet på alle de tænkelige måder, kunne han kun læne sit hoved nær sidens af den andens i kærlige strøg som det kæledyr han var. 

Hænderne slap den andens brystkasse og gled ned mellem dem og hev fat i buksekanten. Let hævede han sig op fra sædet, uden at fjerne sig eller forhindre halvdæmonen i at have sit bid i ham. Spionen gjorde sit antræk til at trække bukserne nedover hoften på ham, men det krævede en enkel let lettelse fra Dorian for at få hevet bukserne af sig. 

Det var som at slå strengene an til et instrument, og Dorian varmede sig ved det. Både ved den sagte melodi af ordene fra før, men også nu, hvor at en lille lyd af værdsættelse slap over læberne, så behagelig og passende. Selvom de mørke øjne var gledet i igen, kunne man ikke påstå at Dorian ikke havde en fingre med på pulsen - hans egne hænder gled ned imod madressen og løftede røven for at bukserne kunne blive trukket af ham. 
De var dog hurtige til at finde vej tilbage til den lyse krop, og Dorian? Jah han lod læberne følge usynlige - og lidt mere synlige - linjer op over skulderen, for at give ham lidt mere plads at arbejde på. Støttede hans krop i ikke at tabe balancen, idet at den anden gav sig til at fjerne det fængslende stof. Og bed alligevel lidt til - hvordan skulle han lade være? Lokket af alle kærtegnene op til nu, men ikke hårdt nok til at bryde skindet, han burde ikke erhverve sig flere skader. Bare lige nok til føle den tynde huds varme under tungespidsen, og dens elasticitet imod tænderne. 

Bag bukserne var det ikke kun Ethian selv der var begyndt at blive opstemt af de tiltagende tilnærmelser, og han følte stoffet frigøre hans svajende lem imellem dem - ikke at det havde været en stor hemmelighed op til nu, skulle varmen fra Dorian betyde noget. De små kærtegn fra Ethian var som benzin til gløderne på et bål, og lidt mere utålmodigt borede fingrene sig nu ned i det lyse skind, mere. 

De var tydelig fra to forskellige verdner, ikke blot af deres race, men de var modsætninger på mange plan. Mørkebrunt hår og bleg hud kontra hvidt hår og brun hud. Men modsætninger mødtes jo og lavede i de bedste harmonier, det var ikke blot en skråne, her var det evidensbaseret ud fra dukke og dukkefører. 

Pulserende trang for at blive bidt i, taget af og misbrugte var alt der kunne drømmes om. Det gav en følelse af accept og kærlighed, det var ligemeget om han blev revet i stykker og svaghederne blev brugt i mod ham. Fingrene fik kæmpet bukserne væk under dem, så de sad hud til hud. Det unge blik faldt ned mod det svajene lem som kaldt på ham. En kobraslange der var kommet frem fra sit skjul ved at spille den rigtige melodi. 
Selv var han ikke synderligt fokuseret på sin egen stivhed eller den trang til at komme, det var bare at blive taget hånd om eller opfylde den andens behov som betød noget for ham. 

Ethian lod en hånd flade i mellem dem og lod først en nænsom tommelfingeroverflade kærtegne glansen, før han lod hånden glide ned omkring skaftet, endnu med tommelfingerne liggende ved glansens kant. Brystkassen hævede og sank sig og han lod blikket falde mod de sorte perler: "Hvordan vil du have mig" fortil eller bagtil, alt var muligt, og han ville med glæde ligge krop til. Næsten bedende til at blive destrueret som hvis ikke han havde været igennem en helvedesnat. 

Hud imod hud, endelig, og Dorian følte et mere længselsfuldt suk samle sig sammen, lige på spidsen af læberne. Som en lille, ordløs, hemmelighed: han havde måske alligevel savnet det her. Dem 
En bøn uden ord, der dog stadigvæk talte forfærdelig tydeligt op, om hvad han følte. Eller måske nærmere, hvad Ethian fik ham til at føle -  både indvendigt og udvendigt. Jah selv med halv-lukkede øjne kunne han også føle hvordan det unge blik gled ned ad kroppen, Ethians opmærksomhed som en usynlig tredje hånd der trak små striber af kuldegysninger nedover Dorians overkrop, og forlangte at han ikke trak sig nu. Om det så havde været en mulighed, blev den sti langsomt mere og mere overgroet, indtil at der til sidst ikke var en anden sti, et andet valg, end at forsætte ned i det blomsterbed af en beslutning som det her var. 
Hvilket udsøgt alternativ, sådan at lade sig omfavne af både rosenblade, eller de tornekrat, når de først begge faldt i. 

De sorte øjne gled op i et ryk, og Dorians læber slap et lille støn, dæmpet af den bløde hud han kælede for, idet han følte en nænsom hånd lægge sig over ham. Jah. Og fugtede læberne lidt betaget med tungen, når han sagligt kiggede ned. 
"Mmh.." mild taknemlighed kælende for hans dybe bas, og lod ryggen ramme væggen bagved dem, så han kunne følge med i de sengeøjne der blev sendt tilbage ham. Hvordan han ville have ham? 
Se der var altid ideer, og en del af Dorian, følte (trods den gode behandling og intention fra Ethian) stadigvæk rester af ejerfornemmelse hænge tilbage i hans ulmende temperament, især efter at han havde fortalt om hans lille 'eskapade' - eller burde han sige eskapader? Han havde været en travl lille bi. 
Flertallet var vidst nødvendigt, og for det, måtte han aldrig være i tvivl om hvor han hørte hjemme. Ikke at det var tvivl han så i de lige nu sorte øjne, og Dorian nynnede sagte. "Læg dine læber om mig.." summede han, og lod samtidigt en hånd vandre ned over hans maveskind, ind over taljen, hen til ryggen, og satte langsomt lidt mere negle i arvævet der dækkede store dele af bagsiden, lidt nidkær med at vige udenom hvad der var vred at heale, for i stedet at skabe nye, lidt mindre ar. "Vis mig, at du alligevel værdsætter mig" spandt han sagte, og lod den anden hånd glide ned imod Ethians lem, som han gav sig til at kærtegne lidt mere løst. 

Ethian havde undret sig over hvorfor han før var kommet, af en så nedværdigende og nok også smertefuld handling som tidligere? 
Når han langsomt satte tænder og kløer i mennesket, gav det for ham... forfærdelig god mening. Det kunne han vise ham lidt senere.
Måske slukke lidt af den indre tvivl, hvis det virkelig var et spørgsmål han ikke kunne se svaret på, trods nye linjer af stresset hud langsomt blev tilføjet til de 'gamle'. Han kunne virkelig ikke selv se, hvor ødelagt han med tiden var blevet? Han ville aldrig kunne fungere i en almindelig hverdag, et almindeligt liv, eller med en almindelig partner. 
Aldrig, sagde han sig selv. 

Ingen hud og ingen berørning kunne overgå den effekt og følelse der blev skabt i Ethian når det kom til Dorian. Det var den statistisk elektricitet der blev skabt og fik hele kroppen til at føle behag og ro. Alt det som hobede sig op i hans indre, det blev opløst som regnskyer når solen skruede op for varmen og charmen. 

Med grebet om styrepinden, tog han alle de små ryk og glædes støn til sig for blot at eftergive sine egne støn for mere og jamren til at høre hvad end han skulle gøre for. Tjæren som var opstået og havde omsværmet Ethian udtørret til det fineste lune sand. Lod ham synke i sandet der var så genkendeligt og varmt. Hjem, dette var hjem. Intet andet kunne fungere som hjem for ham i det lange løb, jorden halvdæmonen havde betrådt var hans at følge til sine dages ende, der var intet andet for ham. Skulle han gøre en ende på de pinsler varulven besad, ville han overgive sig og finde fred med den beslutning. Det var der absolut intet galt med. Kærligheden mellem dem var ubeskrivelig (unik). 
Da beskeden om hvordan han ønskede ham kom, åbnede han let munden op i et gipsende indånd og mærkede neglene i sin ryg, et sagte støn forlod ham som læberne let blev lagt i sammen. Værdsættelsen af den anden skulle bevises, men hovedet nikkede vagt en helvedes masse gangen og maven krøb sammen. Han holdt et støn inde som han mærkede hånden kærtegne lemmet. 

Grebet om Dorian blev sluppet og han rykkede sig tilbage. Løftede forsigtigt det ene ben over Dorians, for at lade det andet følge trop. Velplaceret i midten af halvdæmonen lod han sig sænke ned. Nok havde det været ønske om at læberne skulle falde om ham, tog han en lille omvej der til. En hånd lagt mod inderlåret og blikket der gled op, så det skævede forbi øjenbrynene, blev tungespidsen tittet frem. Som blikket sank tilbage til det var lige for næsen af ham, lod han tunge glide henover pungen. Op ad skaftet for at tungen lave et svirp med tungespidsen som glansen og kanten kom. 

Ethian lod tunge falde tilbage mod pungen for at kærtegne hele skaftet op igen. Men som han nåede spidsen af skaftet, lod han læberne kys det for kun at lade dem glide ned omkring ham. Munden faldt dybere og dybere ned omkring, indtil han nåede en naturlig stop grænse, for at være skånsom ved sig selv i starten. 
Men selv med hovedet og mund stærkt optaget, kunne han uden problemer forflytte sin krop til hvad end side Dorian ønskede ham. Erfaringen tillod ham at kunne multitaske lige præcis med det.  

Lidt som en lydig nikkedukke virkede det til at Ethian fik fat i hvad han ville, og Dorian fulgte ham med blikket, grebet omkring ham en anelse løsnet, så han kunne få lov til at ændre position. En omvej godt nok, men en omvej man da ikke kunne andet end at holde af, og halvdæmonen sukkede først forventningsfuldt, og dernæst tilfreds da han kom tæt nok på. 
En skælvende udånding slap fri fra hans mund, og Dorians øjne betragtede ham kortvarigt i nogle lidt intense sekunder, inden at han lukkede øjnene, et smil krøllet i den ene mundvig. Han behandlede ham så godt, det var der i hvert fald ingen tvivl om. Så godt, at man nogle gange blev i tvivl om han egentlig ikke også tilbedte den forkerte gudinde. 
Men det var en pointe til en anden dag. Lige nu, var nutiden vigtigst, og små lyde af velbehag gled over hans læber, da Ethian gik rigtigt i gang. 

Det var ikke hele vejen ned, men han skulle nok få tid til at gøre det bedre. At varme op til det, var nok i den bedste interessse, og apropos; de sorte øjne gled i et ryk op, et interesseret blik henover den arrede ryg. 

"Mmm, Ethian, det er godt.." roste han, ganske oprigtigt, og lod en hånd glide igennem de sort-hvide krøller, inden at han lænede sig en smule frem, med hånden på vej ned af nakken, og ryggens svaj. Lidt bestemt fik han skubbet ham på plads, mere sidelæns, og fulgte rygsøjlen ned imod ballerne i en doven, lille kælen. "Man skulle næsten tro at du havde trådt ved siden af med mere end én person, i din tid i Dianthos" drillede han (lidt uhensigtsmæssigt) og gav den ene balle et lidt udfordrende klem, inden at han slap. Omend kun et øjeblik til at fugte midterfingrene, og han vendte tilbage til sit udgangspunkt. "En skam at jeg ikke kan være der med dig.." forsatte han, bevidst om at Ethian ikke ligefrem kunne svare på nogle af hans spørgsmål, og lagde lidt vævende hånden over hans lænd, imens han langsomt lod fingrene krybe tilbage til hans åbning. Små ryk nærmere.
Den anden gled om omkring baghovedet, men pressede ikke på - hverken fortil eller bagtil. Det sekund Ethian dog besluttede sig for at gå dybere, ville han endelig lade den ene finger glide på plads i Ethian bagende, som en lille form for belønning. 
Han skulle trods alt varmes op - men han kunne selv være med til at styre lidt af tempoet. Ikke at det gjorde det let for Dorian at holde sig tilbage, da sagte små støn begyndte at blande sig med hans tilfredse suk. 

Munden kærtegnede glansen og den øvre del af skaftet som det var, tungen gled glidende og kildende omkring for at få det hele med sig. Præsæd og hvad end der måtte være ved halvdæmonen, som en sjælløs skikkelse åndede og levede han for dette ene individ. Øjnene kunne falde let i, men med hovedet nede, blev kroppen guidet til for den andens velbehag. Det var næsten et talent for varulven at kunne holde hovedet i fokus og den centreret position samtidig med at flytte kroppen så 'elegant' omkring . 
En ro fangede kroppen som aldrig før i nyere tid, det var effekten dette havde for ham. 

Som hovedet trak sig let op, og lod læberne ligge på spidsen, nippede de let til den og tungens spids flikkede let omkring. Som en hel leg for ham. Den umenneskelige tilstand han var i, havde ingen betydning for ham, da dette var kærlighed og elskov i den reneste form. Set, hørt og rørt. Det var alt han sukkede for, men som den sukkende tilstand forgreb ham, gled læberne i sin ovale form for at glide ned, en tand længere ned end før. 
Hånden der nede omkring huden og støttede let det stive skaft fra ikke at forlade ham, nussede tommelfingeren omkring. Brynene rykkede sig sammen som den drillende kommentar skar i ham, og han pressede sig selv lidt dybere ned, til et gagende host forlod ham, for kun at han trak sig en anelse tilbage, men aldrig slap noget ud af munden. Stille fortsat han. Munden var for fuld til at tale eller sige noget, men det var desuden ikke hans sted at tale nu, blot at yde (og nyde). 

Fortsættelsen havde formentligt langt større betydning for varulven end halvdæmonen, men det betød ikke noget. Det at han så det som en værende skam, at de ikke kunne være sammen, var nok for at Ethian kunne suk en stønnende udånding ud. Kærlighed. 
Bagen spændte let som han følte en finger lå der, pirrende og fik ham til at mærke hvordan det hele summede i ham, spændte op bagtil og fortil. 

Ethian løftede hovedet og så ned mod den dunkende 'godbid' han fik serveret. Han fik vejret for blot at synke ned, dybere ned og så dybt i bund han kunne. Det blev aldrig nemt for ham ham, men ... men der var intet men. Hånden på låret spændte let, som et tegn til at halvdæmonen måtte tage styringen, bruge ham. Tage for sig og mishandle ham som han ville. Øjnene gled let og lå på tippet til at rulle sammen mod midten af det som ville og måtte ske. 

Det var en hårfin balancegang, med en line der blev mere og mere besværlig at betræde desto længere ud man gik. Hvad var det man kaldte det, gå dydens smalle sti, jah det var nogeet folket gjorde. Også selvom den gang på gang viste sig at være en forfærdelig lang omvej. At snyde hjørner og træde nye retninger, havde dog altid været et mere 'rigtigt' valg hos halvdæmonen, der ikke kunne lade være med at gribe de fristelser der faldt i hans retning. 
At det gik galt, var så en del af forventningens glæde, med årene. Fordi op til da, var det som regel rigtig godt. 
Læberne deltes i et dybere støn, da ordene virkede til at vække mere ildhu i menneskets arbejde, og han pressede lidt mere bifaldende fingeren på plads, idet Ethian skubbede sig selv længere. Og en næsten vibrerende brummen sitrede igennem hans krop, da han begyndte at tilpasse håndens tempo til Ethians mundarbejde. 
En finger mere, og Dorians underkrop bevægede sig en anelse, blødt i takt med at Ethian forsatte, og endelig føltes det som om at de nåede en milepæl, hvor at tempoet skulle skifte. Det var også på tide. 

Hånden i baghovedet strammes op da han lige sørgede for at holde hovedet lidt mere insisterende nede i nogle sekunder, Dorians tænder nu mere synlige i det smil der banede sig vej. Kun lige nok til at mærke den dæmpede skælven der banede sig vej, da luftvejen blev udfordret, inden at han i et bestemt ryk hev ham op igen, hovedet og vejtrækningen ud fra hans eget da han hviskede. "Undskyld" næsten på forhånd, men med et forventningsfuldt glimt i alt det sorte, der vidnede om at han så fem til det. 
Dorian trak håret tilbage i et ryk, så Ethian faldt ned i sengen, ham selv på vej til at sidde på knæene igen. Med et fast greb fik han vendt ham om på maven, og klemte lidt mere fristet ballerne, inden at han genoptog at forberede ham, bare med tre fingre den her gang, men mere utålmodigt. Den anden gled over den arrede ryg, et så godt som kærligt blik på det spredte net af gammelt og nyt arvæv. Det var alligevel healet pænt op, var det ikke? 

Brutaliteten var endnu ikke et punkt de var nået til, om det ville være et punkt for dagsorden kunne han dog ikke helt afgøre med sig selv. Dette var alt han ønskede, hvorfor det var så ideelt og givende for ham, smerte og efter mén var blot sideeffekter for kærligheden mellem dem. Fingrene knugede sig ned i de solide lårmuskler, som han kæmpede for at forblive i dybden med munden for at efterkomme det uopnåelige. 

Der var ikke tid eller mulighed for selv at give de fleste lyde fra sig, foruden de refleksende gag-lyde som svælget kom langt nok i brug og hovedet gled mod mundhulens bløde gane. Erfaringerne havde lært ham ikke at kaste op, selvom punkter blev ramte i svælget. Halvdæmonen måtte næsten kende alle de forskellige lyde han kunne komme med, hvornår grænserne var gået, hvor det fungeret noget så godt. 
Selvom munden næsten ikke kunne åbnes mere, åbnede gabet sig en anelse som anden finger fald til. Det var ikke nok, alligevel var det mere end rigeligt for nu. 

Øjnene kneb sammen som håret blev trukket i. Det spændte dybt i hårrødderne i hovedbunden, men som  hovedet blev hævet op, slap hænderne lårene, som han blev til en kludedukke. Savlen hang næsten ud ad munden på ham, som han ikke helt kunne nå at få det slugt. Et undskyld blev givet, men de sløvende blik kunne ikke nå at se hvad der forekom på halvdæmonens mimik, før han blev kastet til siden i sengen. Liggende på siden blev han atter vendt omkring som denne dukke han i sandhed var. 

Et dybt og sammentvunget nnghh forlod Ethian som fingerne presset sig op. Gipsende efter vejret for at kunne følge med igen, ænsede han ikke hånden på ryggen eller andet der end måtte forekommet i rummet. 
Han lod hænderne lægge sig knugende ned i linned nær hovedet, klar til at kravle op på alle fire når eller hvis det blev påskønnet af ham. 

Kom nu, kom nu, kom nu. Som en insisterende banken, der hele tiden virkede til at ville sætte tempoet op - sådan føltes de hurtigere hjerteslag, der afslørede at Dorian lavede noget der gjorde ham spændt. Og tændt. Det var svært ikke at lade sig påvirke, og lidt mere forventningsfuldt krummede han hånden sammen, da han hørte de besværede lyde. Noget, der for Dorian virkede til at tigge om mere opmærksomhed. Han kunne alligevel ikke vente mere. 
Med en dæmpet brummen gled fingrene ud af den anden, og Dorian greb i stedet fat om sig selv, efter at have møvet sig om bagved ham. Den anden greb hoften. Huden var blød, og den gled en anelse op af taljen for at puffe ham en anelse guidende op, her til sidst. Og han lystrede så pænt, så det var en længeventet fornøjelse, endelig at kunne presse hovedet i bund. 
Hngh fnøs han, og den anden hånd spejlede sin makker idet Dorian tætnede sit greb om begge Ethians hofter, som et holdepunkt for de vuggende bevægelser der kort efter begyndte. Tætheden var næsten alt hvad han kunne be' om, og en mere luftig brummen kom begejstret fra ham, da tempoet begyndte at falde på plads, og den mindre krop foran ham næsten virkede til at bevæge sig mere, af sig selv. 

Op til da havde øjnene været lukket, presset sammen i en nydende, halvmåneleende grimasse, men han skævede langsomt ned på ryggen foran ham. En enkelt hånd listede sig lidt mere legende op imod en af de nyere sår fra helvedesnatten, og Dorian satte med et dæmpet, behageligt støn en af neglene imod det udsatte sår, så kanterne atter blev revet op. 

Den syvende himmel var et uvirkeligsted, som alligevel kunne findes når først man gav sig i kast med det. Ethians hjertet bankede for at komme ud af brystkassen. Det teet sig voldsomt, kunne ikke begribe hvad der forekom i kroppen eller hvorfor det hele føltes så hult og alligevel så fyldt. Det gik ikke hånd i hånd, men Ethian var glad.

Villigt og vejledt, kom han op at stå op fire og lod hovedet hænge nede mellems skuldrene. Et rungende støn der kunne minde om et brøl forlod ham som pikken faldt i hak. Selvom han kendte den bedre end sin egen baglomme, var det altid en overraskelse hvordan den blot blev presset i bund på ham. Det dunkede i ham og han kunne mærke hvordan underkroppen lavede sine sammentrækninger omkring legemet i ham. 

Et sted ville han så gerne have rykket sig fremad, men hænderne på hofterne afholdt ham fra det og han pressede blot skuldrene mod hinanden med gipsende støn for at finde roen og velbehaget i hvad der foregik. Man blev aldrig helt vant til det, men han ville igennem smerten uanset hvad. 
Hvis ikke Dorian ville dette, elskede han ham jo ikke. 

Vejrtrækken hobede sig stille op i ham og han sank klumper af spyt der smagte af Dorian. 

Ethian åndede på en måde op og han nød det mere bare som det var, et tempo var fundet og han mærkede hvordan gled op i en svævende himlen af nydelse i sidste ende, omend lykken var kort. Lyde af jamren forlod ham og han løftede den ene arm op under maven som ham prøvede at bide smerten i sig, men alligevel følt en form af uro i det. Han turde ikke sige noget, men i kunne ikke afholde pivende fra at forlade ham ind i mellem stønnee. 

Det var en selvisk fornøjelse. Men måske lige præcis på grund af det, var det en af de bedste slags, og Dorian kunne ikke lade være med at nyde sig selv i det. Jah måske nød han det en tand for meget, skulle man være helt ærlig. Men hvordan kunne han stoppe sig selv? Selvom halvdæmonens skarpe hørelse fangede de dæmpede klynk, forsatte han den ringe behandling af mennesket. Negle der borede sig ind i huden ved hofterne, langs ryggen og indover maveskindet. De rykvise bevægelser, der fik ham til at knække sammen mere i overkroppen når han blev for ivrig. Men han tilpassede sig altid. Han tilpassede sig altid i sidste ende. 

Sveden glinsede snart mere ned af ryggen på den solbrune skikkelse, hvis vejrtrækning blev mere og mere luftig. Lyden af hud imod hud samt duften af jern der hang omkring dem i luften fik Dorian til at stønne af nydelse, og han stoppede et kort øjeblik. Bukkede sig mere ned over den arrede ryg, og gav den et lidt mere værdsættende kys. "Haah, ah..." åndede han imod den varme hud, og slikkede noget af det blod op, der var trillet ned.
Nogle sekunders pause, hvor at hans hænder gled langs de tynde sider på mennesket, og han rettede sig langsomt op igen. Man skulle ellers ikke tro det, men han holdt til overraskende meget. Så godt kendte han alligevel sin varulv, og lod i et lidt mere dovent tempo sine stød starte op igen. Bare for lige at få ham motiveret, det her var intet værd, uden hans begær.

Der gik dog ikke mange minutter, inden at han atter følte en prikkende, krævende fornemmelse banke på, og Dorian forsøgte at skubbe en hånd under brystet på ham, og trække den tynde skikkelse ind til sig. Numsen ramte hælene da han satte sig mere tilbage, og snoede den anden hånd besidderisk om maven. Min. 
Tanken ekkoede igennem den blinde nydelse, da han fik puffet håret til siden, og plante et kys på siden af halsen. 

 Læberne blev bidt sammen i smerte som neglene borede sig ned i hans friske sår, en smerte som ikke kunne sammenlignes med noget fra nyere tid. Fugten lagde sig som tårekanalerne blev aktiveret. Jammerlige ynk og tunge hgnn forlod ham og øjnene pressede i så vandet kunne fugte vipperne og lave dråber. Normalt ville han ikke bede til at det skulle stoppe, men han grænsede sig langsomt op til en linje hvor smerten blev for meget og utåleligt. Brændende sølv i huden var bedre, en forståelige smerte han kunne genkende fra så mange gange før. Aldrig (som han huskede det) havde Dorian været så voldsom i mod ham. 

 Tænderne blev blottet som læberne skilte sig trods for munden endnu var sammenbidt, tårerne havde fået frit slag for at rinde ned. Lugten af blod var frygtelig, ødelagde hvad der kunne have været så smukt og harmonisk for ham. Kroppen var så vant til hvad den blev udsat for, men hjernen mindede intet i denne dur og skreg om nåede. 
 Et uforventet " Huh " forlod ham som tungen kunne mærkes på ryggen og stille, ganske forklarende, bed ham sammen for smerten og lod det være et problem til et andet tidspunkt. Legemet i ham var varm og urokkelig, så når han spændte var det dét eneste han kunne mærke og fornemme. En påmindelse om den rare følelse. 

 Blodig, svedig og kinder så røde at de salte såre havde lavet vage linjer. Troligt fulgte han med, lænede sig tilbage og gjorde sit for ikke at tabe ham og lænede hovedet tilbage mod den andens krop og lod ham gøre sine ting. Mundens kæbe åbnede sig og stak helt af med små støn og behagede ah'er. 

 Ethian løftet hænderne op over hovedet og fik dem til at mødes om ved nakken af Dorian som en kærtegne. Det var så ideelt for ham lige nu. Penetreret sad han lænende op mod den anden, og med sit eget legeme strittende hårdt og vådt, en ros til Dorian. At han kunne få ham så opstemt og glinsende våd, trods for smerte og tortur. 

De sorte øjne hos Dorian var i det øjeblik lukket behageligt i, som små bølger af glæde, emmede igennem hans krop. Han kunne ikke se det nydelige syn, men han kunne i den grad mærke det. Varmen fra Ethian var altomsluttende, på mange måder, og den fik ham til at smile noget nær taknemmeligt ind imod den bløde hud. 
I nakken var de flygtige kærtegn også som en lille bekræftelse på, at han ikke var knækket helt sammen endnu, den kære varulv. Og han elskede den del af ham. Så holdbar, han gik ikke let i stykker. Det var utroligt hvad man kunne affinde sig med, under de rigtige omstændigheder. 
En ubehagelig tanke som hvislede sin slangehvisken alt for begejstret indeni, men alligevel ikke en han fandt så utrolig forkert... når han samtidigt følte at han faktisk holdt af Ethian. På sin egen helt specielle måde, kunne Dorian endda ikke forestille sig, at være foruden - knægten gav ham mere end han krævede af ham, i de senere år, det her var godt. 

Halvdæmonen lod hånden over hans mave glide nedad, og greb fat i den strittende rejsning. 
Med et smil der nu voksede ind i en tungere vejtrækning ud for Ethians øre, bevægede han hånden rytmisk op og ned langs skaftet. Modstod fristelsen til at bide og skade ham, sørgede for at holde ham tæt foroven, en fast hånd ind imod det flade bryst, men situationen mere 'løs' og kælende forneden. De burde sidde sådan her noget oftere.
Da musklen begyndte at trække sig mere sammen omkring hans eget legeme, stimuleret af den taktfaste onanering, og Ethians hofter blødt bukkede mere op imod Dorians hånd, kunne han som tak ikke andet end at sukke ind imod det runde øre. 
Og lidt prøvende - helt kunne han alligevel ikke holde sig fra det - lagde han de spidse hjørnetænder ind imod det lyse skind, men bed ikke til. 

 Det som var slået i stykke kunne til enhver tid lappes sammen igen. Med lidt kærlighed kunne alle problemer løses og det var hvad Dorian havde gjort for ham. Alt fra brækkede knogler til dybe rifter, alt healede i sidste ende. Det var hvad der gjorde dem så gode sammen. Ethian var dybt forelsket i ham, uanset hvad han udsatte ham for, ville han gro sammen igen på ny og komme oven på. 

 Hovedet lænet tilbage over den andens skulder og armene i nakken på ham, maven der var spændt i udstræk for den anden. Sagte suk, dybe støn og hiven efter vejret for at kunne følge med. Mærke sig selv på måder som ingen kunne gøre. Varulven bed sammen og brummede dyrisk. Ansigtet trak sig sammen i behag, så dyb et velbehag som end ikke Isari tillod et levende væsen skulle eller måtte opleve. 
 " Åh " brød han og maven trak sig faldt ind, munden åbnede åndende op som han mærkede hånden om sig. En så sjælden behandling, det var forkert. Så rigtigt at det kun måtte være forkert. Øjnene åbnede sig sløret op og han løftet hovedet let og så ned ad sig selv. Kroppen gav sig i små stik og jag som han mærkede hvordan legemet i ham lå så dybt og hans egen rejsning blev håndteret med sådan en dedikation. 

 Det var ikke hans hverdagskost, kroppen var så spændt op og han lod hovedet falde tilbage. Brystede dybe røst fra sig som hans underliv gav efter. Uforudset hændelser som dette kom altid med en overraskende hurtig begejstring. I forsøget på at lukke benene let sammen, mærkede han hvordan det pumpede i hans ende og fyldte ham op indefra. 

 Øjnene faldt halvt i og han blottede ikke bare sin hud for halvdæmonen, men gav sig hen som en slap dukke på nogen måder. Tilgængelig for hvad end der måtte og skulle ske med ham. Kroppen var træt på en behagelig måde, den ville forblive sådan hvis den måtte og kunne. " Undskyld .. " mumlet han tørt, halsen var udtørret. Beklagende for at have indsmurt seng og hånd til, men det var vel hvad hans ejer havde forudset. 

Der var på trods af alt, lidt af en hellig oplevelse for halvdæmonen. Rester af kultiske år og mere løse tidspunkter; Dorian havde aldrig helt sluppet sin tro bagved det hele. 
Og det i sig, var nok også et af de få områder hvori han kunne respektere den anden, bare en smule. Selvom han altid havde håbet (og nok også regnet med) at det ville ændre sig fra Isari til Shara, havde han været varsom med at presse på. Alle fandt deres plads i sidste ende. 

Ethians plads var ved siden af hans. Det kildede alle de bedste steder, da han fornemmede varulven give sig mere hen til det. Som om, at de efterhånden luftige støn fra begge parter matchede den samme frekvens - Dorian bevægede langsomt, men gradvist hurtigere underlivet i takt med rytmen de havde fundet. Smagen af salt når han kyssede huden, og selve lyden af hud imod hud fik ham til at nærme sig kanten - uden forbehold være klar til at kaste sig udover kanten. 
Så da Ethian begyndte at vride sig en anelse, kunne han ikke holde sig tilbage mere og bed hårdt ned i skulderen på den anden, imens han også kom. Det slugte lyden af det ellers tilfredse støn af nydelse der fulgte med. 
Klistret og varm føltes hånden, der lige gnubbede ham færdig. Dorian slap lidt mere forsigtigt, lod tænderne glide ud af den forslåede hud. Kyssede lidt mere 'taknemmeligt' det markerede område, i nogle udmattede vejrtrækninger. Undskyld. Læberne krøllede op, og han brummede sagte. "Alt er okay". Der var ingen grund til at undskylde.

Alligevel blev han puffet bestemt fra sig, landende på maven igen. Brugt, det var det ord der dukkede op, når han skævede ned på skikkelsen. 
Virkelig en skam, at det var sluttet så hurtigt.. og med en energi omkring sig, en der næsten kun var ude på ballade, lod han tirrede hånden glide over Ethians røv igen. "Men du troede vel ikke at vi er færdige?" for at presse ham lidt. Men halvdæmonen var bare i et lunefuldt humør, og gav med et lille grin, slip. 
Lagde sig faktisk ind over den arrede ryg. Men ikke for at holde ham nede, eller presse sig ind i ham igen. Dorian møvede dem om på siden og lagde armene omkring de tynde skikkelse, der virkelig føltes lille bitte, sat til sammenligning med halvdæmonen selv. 

 Beriget i et fangeskab, tremmer groet af tornebuske fra intet ringere en den blodrøde rose selv. Hænderne grebet om tremmens betornet tremme for at mærke hvordan legemet dunkede i ham. Hans mentale sikkerheds område var buret opbygget af halvdæmonen, stedet hvor han kunne se alle de stikkende torne, alle de evige minder de havde delt. Hver og en torn havde sit eget kerneminde. Små som store, gode som dårlige. 

 Ethian var stakåndet, pivende og eftergivende, men ikke færdig. Selvfølgelig var han færdig, men han var ikke færdig med at overgive sig til den anden. Tænderne i skulderen var blot en påmindelse om hvor han stod, hvor hans plads var. " Åh " kunne han blot ryste ud af halsen. Bidet var mærkende og ville efterlade et mærke til senere, men intet som ville forblive i ham som den sorte blæk eller de dybe rifter. 
 Undermaven spændte, grænsede sig til en krampende. En fortrøstning, alt var okay. Øjnene lukkede taknemligt i for hans kærlighed og hans forståelse. 
 
 Trætte øjne skimtede op i loftet, vendte sig mod hans herre. Uforstående, men forstående. Vejrtrækningen blev langsomt roligere, fandt sin ro, men alligevel lå den på lur for at begynde på ny. En misforståelse måtte ske, han fik sin vilje, sin tiggende vilje. Hænderne slap den andens nakke og lod sig hænge lidt ned mod siden af egen krop. " Nej " svaret han, en let tøven lå i undertonen, men kroppen var træt. Den fik sin ro, men aldrig sin pause. Den kunne ikke nå at restituere. 

 Kroppen faldt i et split sekund slap fra, men hænderne greb ham i madrassen. Let som fjer kunne han vendes og dreje. Hovedet drejet sig over skulderen og skimte mod halvdæmonen. Drømmende. Drømmende i forelskelse og træthed og udmattelse. En kombination af det hele. " Hvad vil du have mig til at gøre? " spurgte han stille, at der overhovedet var lyd som kom ud af munden på ham var en mild overraskelse selv for ham.  

Det var en ussel taktik, den som Dorian ubevidst benyttede sig af. Men det omskiftelige humør, der på det ene tidspunkt overøste ham med kærlighed, og på andre tidspunkter holdt sin kølige, isende afstand... den blødte også igennem nu - havde sin effekt - og cementerede sine konsekvenser. 
Han holdt ham tæt, han passede perfekt ind imod hans egen krop. Dorian tyssede lidt mere beroligende på varulven - mødte de hasselfarvede øjne der skævede imod ham. 
"Hvil dig imens du kan" og han sagde det egentlig ganske kærligt, selvom det i mange andre kontekster lød lidt mere ildevarslende. Og samtidigt, så brændte det ind imod ham. Varmen fra Ethians hævede ryg, og lysten til mere. 
Det var svært ikke at blive opstemt igen, og uden nogle til at se dem over nakken, følte Dorian sig pludselig en del mere frigjort. Og sulten, han var sulten - de var ikke færdige.

Måske det havde det egentlig naget ham mere end forventet... at Ethian havde fundet sammen med præstelærlingen. At fristelsen var der, men motiveret af en anden. En eller anden kvinde, et menneske af alle ting. 
Han måtte sikre sig, at prioriteterne var i fluks. Også selvom det kunne gøre ondt. 

Et forventningsfuldt suk, et sidste kys i nakken og han viklede sig endelig fri, for at svinge benene over sengekanten og rejste sig. "Jeg er tilbage om lidt.." summede han, og lod hånden følge kurven af den andens krop. Helt op til det tvefarvede hår. Rodede de viltre krøller en anelse rundt, og forsvandt ud i et af de tilstødende værelser med en dæmpet, melodisk nynnen.  
Stuen, hvis Ethian huskede indretningen fra dengang de var der mere. 
Kort efter kom han tilbage, holdende på en lille varm drik der egentlig duftede meget behageligt. Lidt medicinsk, og han satte sig ved kanten af sengen, og puffede en anelse insisterende til ham. Op, sagde øjnene. 
Og drik. 

Blidheden han blev mødt af var præcis som den eftertragtet sommerregn i sensommeren, forårets varmebrise efter de kolde vintermåneder og det første lag sne. Alt noget man så frem til. En brummende bekræftelse på at han nok skulle gøre som der blev bedt om, men selvom han lukkede øjnene i, var det ikke helt der Ethian var. Nej, det ville summe i hans krop hvis han lod sig falde hen, lod sig døse hen og skuffede hans ejer. 

Et smil smyg sig vagt på i mundvigen som han mærkede kysset i nakken og han bukkede hovedet yderligere frem, som en forelsket lille dreng der ikke kunne gøre for det. 
Kroppen gav sig også som den fornemmede hånden der gled ned ad sig, flugte kurverne han havde. Men øjnene åbnede sig på klem, så efter skyggen der lige havde forladt ham. 

Han fik sat sig op, skar nogle milde grimasser, men fik svunget benene ud over sengekanten og rejst sig. Mærkede sig let på mave og ryg. Fingrene blev fugtige og som han kiggede på dem var de smurt ind i lidt blod, men værre var det heller ikke. Ethian rejste sig helt op og og valgte små vaklevorn at liste efter, men han måtte stoppe op som han nåede til dørkarmen og tog sig kort til den ene side med hånden. Det nev i ham. 

Ethian endte med at liste tilbage i sengen og satte sig, men lod sig dumpe lidt ned på siden igen, og så bare opgivende frem for sig. At kroppen var så medtaget, det forstod han slet ikke. Men som han prøvede at finde hoved og hale i hvorfor det gjorde så ondt, kom halvdæmonen tilbage og med et blik, fulgte han trop og tog i mod koppen for så at drikke indholdet som det var. 
Skoldende eller ej, det hele ville blive taget inden for kort tid. " Tak.. Du virker til at være i godt humør? " med hentyden til den dæmpet nynnende melodi som lige var blevet fanget af varulven før han listede tilbage i senge. " Så du er ikke sur på mig? " 

Hvad end han så måtte være sur over, der var jo så mange ting at vælge mellem, men det var ikke indtrykket af, at han var sat ude i kulden som en anden uvillig hund.