Det sidste blev fjernet der beskyttede dem fra at fortsætte. Hans ord var alt hun havde brug for, for lige så stille at bevæge sig opad, med hans hjælp. 
Hoved lagde sig mod hans skulder, lagde læberne tæt ved hans krave ben som hun undslap et støn da hun snak ned over ham. Igen følte hun hvordan at han forenede sig med hende, men den smerte som der havde været sidst, eksisterede ikke på samme måde som nu. 
Først var hun ikke helt sikker på hvad det var hun skulle, fulgte bevægelser han lavede med hans hænder. Før hun lige så stille mærkede hvad det var, han ville have men også hvad hendes krop fortalte hende. Lige så stille begyndte hun at rulle med hendes hofter, gispe efter vejret, som følelsen spredte sig i hendes indre. Det havde ikke været sådan sidst. Sidst havde været mærkelig, efterladt hende med en følelse af, at hun slet ikke forstod hvad der var sket. Nu, nu var det som en magiske tilstand hvor hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. 
Hendes læber fandt hans igen, og hænder greb fast omkring hans hår som hun bevægede sig en anelse hurtigere frem og tilbage. 

Et støn af behag forlod ham som sjælen forlod de døde. En befriende og givende oplevelse, det varme og bløde, strammende og fugtige - kunne det være det såkaldt paradis han havde hørt andre fortælle om. Selvom hans hænder lå ved hoften for at guide hende, overtog hun let styringen og hans hænder fulgte blot med en rytmisk bevægelse. Omsluttet af hendes læber på ny, var det ikke bare at smage dem, men at lade tungerne fægte omkring pladsen og hinandens kærtegn. 

Ethian trak hende så dybt ned på sig som han kunne og hjalp med tempoet. Sørgede for at holde hastigheden hvis ikke pressede tl noget hurtigere. Han måtte vige fra deres leg med mundene for at gipse og stønne og lod håndet falde mod hendes kraveben og hev efter vejret. Han ville så gerne have mere, gøre mere, men sad hun godt, måtte de holde sig til det. Ikke at han vidste hvad eller hvordan han ellers skulle gøre. Kunne man gøre det på samme måde som han havde prøvet med Dorian? Normalt ville han ikke spørge (for normalt var han den som blev brugt, men nu var det jo ikke misbrug). "Kan vi.. Kan vi prøve en anden stilling?" spurgte han nådefuldt og så med spørgende øjne op på hende. 

Synder, lys, ærbødighed. Alle disse tanker, værdier, de var blevet efterladt da hendes ben havde krydset tærsklen ind til Ethians værelse.
Varmen der var opstået i rummet, fik hende til at gispe efter vejret, og lydende blev kun tydeligere da hans læber forlod hendes. Normalt ville hun blive nervøs for, at folk vil høre det. Men i stedet lod hun blikket glide ned ad hans ansigt, så hvordan han nød det. Hun var sikker på, at hun ikke kunne give ham, hvad han egentlig havde brug for. Men for nu, ville hun lade sig som om, at det der skete, var hvad Isari havde i kortene for hende.
Konsekvenserne, måtte blive taget efter morgengryet ville komme. Når solen ville lægge dens varme på hendes marmorhvide og huske hende på, hvad det var hun havde viet hendes liv til.

Hun lod hånden glide hen over hans ansigt, da han talte, kiggede på ham med omtåget øjne. Påvirket af akten som de foretog sig. Med let skilte læber, lod hun tommelfingeren gribe om hans under læbe og hæv forsigtigt ned.
”Det… det kan vi godt” stemmen havde ingen sikkerhed i sig, om det var fordi hun ikke anede hvad det var hun lavede: eller om det var fordi hun var så påvirket af følelsen, der havde totalt overtaget hende, var hun ikke sikker på.
”Skal jeg, rejse mig?

Det var og forblev en omtumlet omgang, intet kunne være mere rigtigt, som det var forkert. Blodet boblede i hans indre og fik kropsvarmen til at stige. Hvordan kunne man svede af sådan en oplevelse gav på ingen måde mening for den unge uerfarne Ethian. 

Isari ville vende sig i vildesky af ham, hvis ikke hun selv havde ledt ham på afveje. Var det retfærdigt at han gav hende skylden i øjeblikket som det var lige nu, nej. Men hun havde ledt ham i Dorians favn og holdt ham der. Ethians hjerne spillede puds med ham. Men han lænede hovedet en anelse tilbage og lod hendes fingre glide omkring sig som de ville. Han sank en klump og kunne ikke vige øjnene fra hendes. "Jah" sagde han en smule stakåndet og usikker på om han kunne finde ud af det, men han ville prøve. 

Han lod hænderne glide om hendes hofter og gjorde antræk til at hun skulle rejse sig. Hvordan skulle det gøres? Hvordan plejede Dorian Deloras Solace at gøre med ham? Til tider havde han vidst ligget på knæene i sengen, andre gange fladt ned og få gange lænet forover. Men Solace var erfaren i dette, det kunne an næppe kalde Ethain. Han famlede i blinde. 
"Sæt knæene på sengekanten og læn dig forover" guidede han prøvende og rejste sig selv og lod sin hånd glide ned omkring sig selv, så han kunne mærke hvordan han var fugtede i hendes safte. 

Den unge kvinde betragtede Ethian der sad under sig, og tog derefter en dyb indånding. Da hun rejste sig, måtte hun skære en grimasse af smerte. En smerte der blev vasket af kroppen, som hans hænder gled hen over hendes hofte. Der var en ærefrygt i forhold til hvad det var de lavede. En fælles forbrydelse, i øjnene hos andre. Rhoslyn gjorde sig ingen forventninger længere, om hvad dette betød. Ethian elskede en anden, og i sidste ende var hun nok ikke meget mere et tidsfordriv. Hvad der pressede hende til at agerer som hun gjorde, var nok mere et sidste farvel.

For en stund stod hun forvirret foran ham, afventende på hvad han ønskede fra hende. Men han forklarede, dirigere hende til hvad hun skulle gøre, og efter et øjeblik af stilhed, gjorde hun som han havde bedt om. Hendes fingre gled hen over stoffet hen over sengen, men måtte erkende der ikke var plads nok i den lille enkeltmandsseng. Hendes ryg svajede for at efterkomme, hvordan han placerede hende, men måtte lægge overkroppen mod den kolde stenvæg foran hende.
Den unge præstindelæring tog en dyb indånding, hvor efter øjnene langsomt gled i.

Det var et virvar af følelser. Han ville så gerne være i momentet med Rhoslyn, men alligevel dvælede Solace så stille ind i hans tanker, hviskede ham tungt i øret om hvordan han skulle gøre, men at han ikke fik mere hjælp end det. Samme måde som han gjorde på ham. 

Ethian fik rykket sig let omkring og så ned ad hendes nøgne ryg og numse som det var det fremtrædende af hende. Den frie hånd lagde sig mod hende balle og træk let i ballen for at se hvad han havde at gøre med. Så uvidende omkring hvad der egentlig skulle gøres, men det vidste han dog. Det var et område man kunne benytte sig af, og det skulle være ligesom skeden. Ikke?
Han rykkede sig om bag hende og så ned ad sig selv, men lod blikke skifte lidt mellem dem. 

Stille løftede han hælen fra gulvet og dirigeret sit legeme mod hendes anus. Han bed lidt sammen i underlæben og forsøgte stille at presse til men følte udfordringen som den var. Hvordan gjorde Dorian?  Måske det var for forkert, men han slap sit legeme ført hånden til munden og lod en spyt klat falde i håndfladen for så at gnide det omkring sit legeme og pressede atter hovedet mod åbningen og - swop. Et tungt åh forlod ham. 
Kroppen bukkede en smule forover som han følt den stramhed det gav ham. Zalans. Hvorfor følte han nu, at han forstod hvorfor Dorian var så glad for det?

Hendes bryn gled mod hinanden, og skabte en fuge i panden. Men hun ytrede ingen ord, afventende på hvad der ville ske, indtil hun mærkede hvordan han trak sig væk. Der var et ganske kort øjeblik, hvor hun overvejede om hun skulle spørger ham om noget var galt. Men da mærkede hun hvordan han førte sig tilbage og mærkede pludselig en smerte bredte sig som et flammehav gennem hendes krop. De svedige håndflader klamrede sig murbrokkerne, og mærkede hvordan at det rug overflade skar mod hendes kind da hun blev presset mod væggen, som han begyndte at bevæge sig.
Rhoslyn prøvede at nyde det, men hver gang der skete et nyt pres, mærkede hun smerten på ny. Det føltes forkert, og ikke lige som det havde gjort for ganske nyligt. Hun var ikke sikker på, hvad det var som gjorde, denne stilling var anderledes… Men noget var anderledes. Sveden gled fra ryggen under kjolen, og ned ad de rystende ben.
Måske hun burde sige noget, gøre noget, men hun var så overvældet at hun blot blev i positionen hun var blevet placeret i.

Sløret som tankerne var, huskede han ikke alle de forspil og forberedelser der normalt blev gjort når det var ham der var i hendes sted, men han prøvede sig frem, gav sig mulighed for at udfolde sig med hende. Selvom den strammende oplevelse der var i at havde presset glansen ind ikke var en hel så behagelig oplevelse, var det alligevel som om noget løsnede sig. 
Ethian forstod det ikke helt, men selvom hans udvidet pupiller var så optaget af det som skete forneden, så han mod den svajende ryg, hænderne mod væggen og han slap sig selv og trak hænderne fra hende. Forvirret over situationen og hvad der foregik, trak han sig ud af hende. "Undskyld, undskyld" beklaget han og tøvede i sin tøven om han skulle lade hånden falde mod hendes hofte, men afholdt sig fra det. 

Han samlede småt hænderne op mod sig selv, så hvordan hun havde reageret. Det havde været så godt og nu. Nu havde han sat noget på spil og gjort noget forkert, men hvad han havde gjort forkert vidste (og forstod) han ikke. 

Da Ethian trak sig, blev den unge pige blot endnu mere forvirret. Rhoslyns første tanker, var om hun havde gjort noget forkert. Hvilket hurtigt fik hende til at vende blikket, og kiggede mod den unge mand der stod foran hende. Det tog hende ikke længe, at finde ud af, at han skammede sig over noget. Og trods smerten, som der stadig pulserede i hende, var den ikke nær så presserende, som det var at forstå Ethian og hvad der lige var sket. Hvorfor at han var så nervøs, omkring noget der kunne ske. 
Ord formede sig i hoved, dannede sætninger, og var tæt på at forlade tungen. Men hver gang fortrød hun, og pressede læberne sammen i irritation over sig selv. En irritation over, at hun ikke anede hvordan hun skulle agerer, eller hvad hun kunne sige til ham for at det blev bedre. 
I stedet, måtte hun jo vise at det var okay. 
Rhoslyn bevægede sig langsomt rundt og tog fat i hans hænder. Med så bløde og omsorgsfulde berøring hun kunne mønstre, lod hun fingrene glide fra ryggen af hans hænder, op til hans overarme. “Du skal ikke undskylde” hviskede hun hæst, og vidste at hvis han havde gjort det i ond mening, havde han ikke reageret sådan. Et blidt udtryk formede sig hen over hendes ansigtstræk, og hun begyndte at bevæge sig ned i sengen og lagde sig på ryggen. Alt imens, at hun prøvede at overbevise Ethian med sine berøring, at han skulle følge med hende. 

Den lille eksistens af hans verden krakleret lige så stille under ham, det var svært at finde sig selv i dette kaos når han så gerne ville. Var han virkelig ikke skabt til noget større end at leve i skyggen af sig selv for en anden. Elskende, elskede eller vanviddet af kærlighed var et forvrænget fjæs han ikke kunne begribe. 

Ethian følt sig ude af stand til at mærke sig selv, føle grænserne for hvad der var rigtigt eller forkert, men alt i ham skreg til at skamme sig. Så at hun kunne røre ham på den nænsomme måde, forstod han ikke, men lod sit våde blik se mod Rhoslyn. Selvom hun hviskede og inviteret ham, tvivlede han. Limet fast i gulvet under sig, men han fik løftet foden og fulgte lidt med hende, men han følte ikke længere et behov eller lyst som tidligere. Et eller andet sted ønskede han blot at græde ude og slå sit image ihjel. 
Hvor var hans største støtte og værste omsorgsperson når han havde behov for det? Kunne Ethian bearbejde Dorian Deloras Solace eller var det i virkeligheden ham selv han skulle bearbejde. 

Lystens leg var slut, som det sidste stearin pustet ud, inden at mørket omsluttede et rum. Rhoslyn havde ikke ønsket, at det var sådan aften var endt, men hun følte også det havde været en nødvendighed. I stedet for at gemme sig bag lysten, en følelse der var så nem at gribe fat i, hive i. En følelse der kunne hviske alt andet væk, selvom det blot var for en kort stund. Og de følelser som blev lukket af, brusede gennem døren som en flodstorm der kastede en ud i det dybe vand, hvor man følte man druknede.
Det var her de var endt ud, og selvom Rhoslyn knapt nok kunne finde rundt i hvad hun selv følte. Da ønskede hun stadig at blive Ethians anker, for natten, ville hun sikre sig han ikke sank til bunden og forsvandt i mørket.
Med armene der snirklede sig rundt om ham krammede hun ham. Bød ham ind i hendes hjerte, hendes kærlighed, nærvær og varme.

”Kan vi bare ligge her? Jeg vil bare gerne hjælpe dig, Ethian” hendes stemme var ikke højere end den lige kunne høres. Alt Rhoslyn ønskede var egentlig bare at give Ethian et øjeblik af sig selv—især nu hvor at tiden var ved at rinde ud. Når hun var nødt til at tage væk, for ikke at trække sig selv, eller Ethian længere ud i mørket.

Hendes gæstfrihed og medmenneskelighed var uden lig en sand præstinde, en præstinde han puttede i fordærv. Ethian havde lovet noget så simpel, som han ikke kunne holde sig til. 

Kunne man hade sig selv mere end han gjorde? Ethian der fortalt at han elskede en anden, satte hendes livsveje på spil og gjorde hende ondt. Det var svært ikke at falde ind i mørket. Et mørke han normalt ellers opholdte sig i uden problemer. Brynene pressede sig mod hinanden og skabte dybe folder i panden på ham, som han lagde armene om hende, knugede sig helt ind til hende og lod hovedet falde mod hendes skulder. Som han strammede grebet omkring hende, begyndte han lige så stille at ryste, en hulken forlod ham i dybet. Hvorfor græd han, kunne han ikke svare på, men det var hvad han gjorde. 

Et sted i forsøget på at dæmpe sig selv, forsøgte det mest betydningsfulde ord han kendte, at forlade ham. En undskyldning, et undskyld. 

//Låst, kan altid åbnes igen.//