Leo trak på skuldrene, som pralede det af på ham. "Bedre end at blive taget i lommetyveri, og jeg er ikke kommet markant til skade indtil videre," sagde han med et ryst på hovedet, og nussede Tia under hagen, som lavede en let trillende lyd. Han havde ikke tænkt sig at lytte to arrogante typer. Det var dem der troede de vidste for meget, der typisk endte i saksen, og han havde ikke tænkt sig at være en del af det.
Hans blik faldt dog stadig på Christopher, som virkede til at han havde tænkt sig at forsætte videre ind i hulen, og et suk undslap den unge skattejæger. "Hvad end du leder efter ligger nok den vej," sagde Leo endelig, og pegede ud i mørket, en vej der ikke tydede på at være en tydelig lige vej til. "Gør med den information du vil." han trak på skuldrene. Han kunne stadig mærke hvordan hans evne hev ham i to forskellige retninger, men typisk hvis man ville ud, så var det den modsatte retning. Og med de tanker, så rejste han sig op, og kiggede overvejende på hulen de var i. Hans blik gled op søgte for udformingerne i klipperne, og derefter lukkede han øjnene kort i, som han prøvede at fornemme en form for friskere luft og hvor den kom fra. Ah der, og så vendte han sig med ryggen fra hvor han havde peget.

”Mmhm” den bløde brummen kastede sig mod væggene og kom tilbage som havde han råbt i stedet for bare at lade struben udtrykke en lyd.

Hvor mange nok ville have fundet udgangen, begav Corvus sig ind i mørket. Hans stok og stive ben, gav genlyd og fortalte den retning han forsvandt, som han gik ned af den mørke gang. De trætte øjne gled rundt, ind til at han fandt endnu en af stenene, og knugede den i hånden. Sprækker af lys gled ud gennem hans fingre, mens han nu med vågne øjne, kunne sikre sig, at han ikke blev overrasket igen.
Stokken blev brugt til at føle på mistænkelige sten, inden han gik videre. Måske det ville tage tid, men Corvus var om intet andet, en meget tålmodig mand, der nok skulle få fat i det han søgte—lige meget hvad.

Leo kunne høre skridtene fra den anden mand føre væk, og selvom hans blik kort gled mod ham, og et lille fløjt kom fra Tia, så var det blot med et træt træk på skuldrene fra Leo, og en kort kommentar "Virker til at han selv har styr på tingene," sagde han. Han havde ikke tænkt sig at kæmpe med en anden omkring ruinerne, og han havde allerede fået en del af hvad han var kommet efter.
Det ville ikke veje tungt på Leos sind skulle han aldrig se manden igen. Man tog ned i ruinerne velvidende om at det kunne være sidste gang man ville se dagslyset. Desuden kendte Leo ikke engang manden. I hvert fald havde hans hjerne stadig ikek supplleret den ekstra information der lå omkring hvem han var. Men Leo var i forvejen ikke en der tænkte for meget over tingene.
Så i stedet for skuttede han sig lidt mod kulden, selvom Tia hjalp ham med at holde ham varm, inden han begav sig mod hvor han havde kunne mærke den friske luft fra. Forhåbentlig ville han ikke være endt et eller andet fuldstændig åndssvagt sted så han skulle en kæmpe omvej for at komme tilbage til Dianthos.