”Ha, det er fordi du aldrig kommer til at møde en kvinde som mig” svarede hun tørt, selvom det nok også ville blive set som en god ting. Flere af hende, ville nok bare skabe en ubalance verden ikke kunne håndtere. For Anann var ikke blind, hun vidste udmærket godt hun var en person, som de færreste personer kunne håndtere.

Alt hvad der foregik i dette rum, denne aften. Det var udnyttelse fra hver person. Udnyttelse af menneskelig kontakt. Udnyttelse af at mærke noget, bare et eller andet, der ikke var had, sorg, frustration eller andre følelser der havde fyldt dem begge denne seneste tid.
Igen blev værelset fyldt med lyde af tilfredsstillelse, fyldt med varme. En varme der gjorde at den stadig våde kappe som Anann havde haft på, siden hun havde trådt ind i kroen, blev smidt på gulvet. 

Hun lænede sig frem over, og lod hendes tænder synke ned i hans læbe og trak den let ud, før hun tvang hans hoved til side, og lod hendes læber glide ned af hans hals, nu hvor skægget havde vokset sig til en størrelse, hvor hun ikke ønskede at kysse hans kæbe.

Smilet bredte sig lusket frem på Logans læber ved hendes ord. Nej, det gjorde han ikke og tak skæbnen for det. Det ville han slet ikke havde kræfterne til at håndtere. "Guskelov for det - en er nok" men der var intet ondt i hans ord. Hun var en mundfuld, og hun var som en storm uden stopklods! En grund til at Logan aldrig begyndte at kede sig og formentlig også en grund til at han simpelthen ikke kunne afholde sig fra at vende tilbage til det belastende væsen! Hun var så direkte uhåndterbar at han ikke kunne holde snitterne for sig selv.

Logan var vant til at være den dominerende i dette tilfælde. Han var den som tog, og han tænkte på sig selv først og fremmest. Lige nu, havde han allerede fået sin første tilfredsstillelse af et desperat behov der var sprunget frem i det øjeblik det var gået op for ham, at Anann ikke bare var et spøgelse fra fortiden der hjemsøgte ham. Det kunne argumenteres at hun stadig hjemsøgte ham, men det var et problem til senere!
Derfor lod han sig også frivilligt udnytte og mærke varmen og lysten efter kontakt sprede sig omkring i kroppen igen, som hun fortsatte med at opfylde sine egne behov.

Han brummede dybt, som hun bed og derefter tvang hans hoved til side. Bemærkede spidsen af hendes tænder var anderledes, men et problem til senere at tage sig af. Lige nu, var hans hovedfokus på hvor zaladinsk fantastisk det var at lade hende gøre hvad der passede hende. Ikke at det hindrede ham i at lade hænderne køre op fra hoftet og trække kjolen op ad kroppen for at blotte den for hans blik.

Anann borede sin næse mod hans hud. Hun kunne dufte ham på en anden måde nu, selvom at der lå sved, alkohol og hvor lang tid siden det havde været siden han var i bad. Var det dog en anden duft der væltede ind i hendes næsebor, duften af ham, duften af hjem og kærlighed. Måske var det langt at gå, og sige nogen kunne dufte af ting, som var følelser. Men det var de ting der væltede frem, for hver indånding hun tog, trods af det ikke længere var nødvendigt for hende.

Tænderne skrabede ned af hans hud, da hun begyndte at dufte og høre blodet der pulserede gennem hans åre. Det var nok til at hun kastede sig selv op i siddende position. Mest for at få hendes tanker ind på noget andet. Da hun så han ønskede at få kjolen højere op, gled hendes hænder hurtigt over det breddebælte, og fik det af hvorefter hun kastede det i samme retning som kappen. Derefter hjalp hun ham med at tage kjolen af, fuldkommen ligeglad med, at hun nu var fuldkommen blottet for ham, mens han stadig var fuldt påklædt.

Der var noget stærkt pirrende og tilfredsstillende ved den hårde og næsten dyriske tilgang hun havde. hvordan hun duftede til ham og lod sine tænder skrabe hen over hans hud. Det var anderledes og fik blodet til at pumpe hurtigere i kroppen, som han strammede sit greb om hende. Han kunne ikke forestille sig, at den overordnede lugt, nærmere stank, af sved, alkohol og generelt manglende bade, var synderligt behagelig. Det virkede mere dybdegående, mere blottende og mere intimt. Som duftede hun til hele hans person.

Næsten lige så hurtigt, som hun havde ladet sig rive med og ladet tænderne afprøve hudens overflade, trak hun sig op og væk.
En let utilfreds brummen kom over ham, afslørende at han egentlig havde fundet hendes hårdhændede behandling ganske tilfredsstillende. Hurtigt erstattet af et tilfreds udtryk som bæltet blev fjernet og hun blev blottet for hans blik. Et øjeblik gået i staver, som han lod blikket glide hen over hende.
Han kendte hende. Hver centimeter af hendes krop kendte han og alligevel følte han det var første gang han så hende. Hun havde aldrig været smukkere.

Da det gik op for Anann, at der tydeligvis var noget omkring manden der lå under hende, som hun ikke kendte til. Dette frembragte et lusket smil frem på hendes læber, der hæv den ene side skævt op. Betragtede hans glubske smil da hans øjne gled over hendes rene og pæne former. Foruden arret over hendes ansigt, der havde frarøvet hende det ene øje, var der ikke længere en eneste ar at finde på den marmor hvide hud.

Hun lænede sig frem over, og greb omkring hans hals med smilet der næsten spredte sig ondskabsfuld over hendes læber, som hun bevægede ansigtet tættere på hans. ”Du trænger virkelig til et bad” hviskede hun hæst mod hans læber, før hun fjernede hånden så han kunne få luft igen. Han havde trods alt stadig brug for den, hvor hun ikke længere behøvede at huske på så trivielle menneskelige ting.
Derefter lod hun igen tænderne skrabe hen over hans hals, før hun lod tænderne pierce igennem den beskidte ud og mærkede hans blod flyde ind i hendes mund.

Havde Logan været en mere filosofisk mand, kunne han nærmest se det smukke i at begge parter nu havde erhvervet sig en skade, der resulterede i et manglende øje. Hans havde været væk i mange år, mens aret ned over hendes bløde og blege ansigt var sprit nyt - i hvert fald for ham. Men nu var Logan ikke nogen poetisk mand. Nok nærmere så langt fra som overhovedet muligt at være. Det var nok nærmere noget der lå og ulmede i hans underbevidsthed, mens han lige nu fuldt ud koncentrerede sig om at se, høre og mærke kvinden der så villigt udnyttede ham til sin egen tilfredsstillelse.

"Gør jeg ikke altid det" knurrede han tilbage med let morskab, så snart hun havde sluppet hans hals så han igen kunne trække luft ned i lungerne. Der var noget direkte dyrisk over hende lige nu, og han vidste ikke om han skulle overveje om han var i fare eller bare skulle nyde at hun gjorde hvad der passede hende. Logan strammede sit greb om hendes hofte og skar en grimasse som de nye spidse tænder skrabede ind i hans hals og brød barrieren ind til det pumpende blod. Måske var han langsom, men så snart han havde set tænderne, var han klar over hvad der var sket - og han havde ingen intentioner om at stoppe hende fra hvad hun havde gang i. Den ene hånd som havde et solidt tag om hendes hofte, fulgte op af den nøgne ryg og ind i det sorte hår hvor han tog fat, men uden at fjerne hende.

De glødende øjne skinnede, som blodet fossede ind i hendes mund. Det var ikke bare det, at hun havde ændret sig fra menneske til vampyr. Det var mere end det, det væsen som altid havde eksisteret inde i Anann. Et væsen som var konstant blevet presset ned, væk fra tankerne væk fra omverden. Måske den var kommet til udtryk i hendes hårde måde, at træne hendes rekrutter på. Men hun havde aldrig været ondskabsfuld, og havde altid gjort det ud fra den mening, at hun sikrede at de mænd og kvinder, som var under hendes oplæring skulle klare sig godt. 
Nu? Nu var hun selvisk, hadefuld og hævngerrig på en måde, som hun aldrig havde været før. Hofterne genoptog den rullende bevægelse, en bevægelse der var hårdhændet. Præcis som Logan havde været mod hende før. Hun var alt lige fuldstændig ligeglad med manden under sig, hun tog hvad hun ville have, og hvad der passede hende. Og lige nu, var det at stille sulten og lysten, som havde hersket i hende, siden at hun var blevet revet væk fra Dianthos og smidt ud i Tusmørkeskoven.

Alarmklokkerne ringede og de klingede meget højlydt i hans øre. Alle dele af hans overlevelsesinstinkt burde havde taget aktion mod det som foregik. Han vidste nok om verden, til at vide, at Anann ikke var som før, omend den hårdhændet behandling var ganske genkendelig. Hun havde ændret sig, og lige nu, var det væsen fremtræden og brugte alt hvad det overhovedet kunne få ud af situationen. Væsnet, som dybet set nok altid havde været præcis den hun var.

Havde han ikke fået noget ud af situationen, var scenariet et helt andet. Han ville for længst havde stoppet hende, hvis alt hun havde bragt var ubehag. Der var grænser, selv for hvor meget han ville give hende. Som hofterne rullede hårdt hen over ham igen, forlod vejret tungt hans strube i en dyb brummen. Gjorde det ondt - ja. Gjorde det godt - endnu mere. Hans rug hænders tag i hende var alt andet end blide, men insisterende i at holde hende fast og følge hendes bevægelser, ligeglad med at han stadig blødte kraftigt fra halsen. Blod havde trods alt aldrig generet ham, og skulle han aflives fra denne jord, var dette noget nært den perfekte måde at forlade den på!

Der var stemmer i hoved der skændes. Skændes om de skulle fortsætte eller stoppe. For lige meget hvor meget denne mand, kunne drive hende til vanvid, kunne hun ikke løbe fra hun elskede ham. Det var det mest gennemsyret og gifte forhold, man kunne finde frem til. Måske der ville være andre der var værre, men hvad de to delte var alt andet en godt. Måske det en gang kunne have været det, mens hun havde været ung, hvis han ikke var stukket af. Hvis hun ikke havde mistet sin titel, funden vejen til lykken i bunden af en flaske. Hvis Anann havde taget ansvar, beholdt hendes barn og ikke efterladt ham hos hans farmor. Der var så meget, der kunne have ændret skæbnen, også ville hun ikke befinde sig her. 
Men alle veje, trods hvor snoede og tågede de havde været, ville nok altid lede hende her. 

Endelig gav hun slip, og lod tungen glide hen over hans hals. Slikkede blodet der strømmede ud, og lagde derefter en hånd mod det, for at sikre han ikke blødte ud.
"Så nemt slipper du ikke" hviskede hun næsten blidt, og lod bevægelserne blive blidere, som hendes blodige hænder greb hans kinder og derefter lænede sig ned og kyssede ham. 

Der kom intet godt ud af at dvæle ved fortiden. Logan havde gjort en dyd ud af at følge det råd igennem hele sit liv. Fortiden var død og begravet. Ironisk, taget i betragtningen af hans reaktion, som hans fortid - hans Anann, var forsvundet fra hans liv. Han havde ikke gjort andet end at dvæle ved hvad var. Måske ikke så meget hvad kunne havde været, men præcis hvad det var. Et frygteligt forhold, hvor han var overbevidst om at de begge havde et indædt ønske om at gøre den anden fortræd med jævne mellemrum. Samtidigmed at Logan elskede hende højere end noget andet væsen.

Lige så hurtigt som de havde været i det ene side af følelsernes vold, bestående af bogstavelig vold, var de over i den næste. Gennemlevede hele aspektet på et og samme tid. Han nåede at komme med en lavmæl latter i morskab over hendes ord, før deres læber mødtes igen - denne gang dybere og blidere end før, trods det stadig var tydeligt påvirket af den igangværende forestilling. Logan kunne kun drømme om at få lov at stille træskoene i en akt som denne, men når sandheden skulle på bordet havde han ikke spor lyst til at dø endnu. Ikke længere i hvert fald. Før nu, havde han været rimelig ligeglad med om han vågnede næste morgen.

Anann havde lært den dag, hun næsten døde, at det var ikke døden man frygtede. Det var menneskerne, som man efterlod om de over hoved ville huske en. Om man blot ville ende, som et spørgsmålstegn på en grav, hvor ingen nogen sinde ville besøge graven. Hun kunne nu forstå, at der havde været én, som havde sørget over at hun ikke længere var på jorden. Selvom, at det ikke havde været sandheden når det kom til stykket. For en havde husket hende, og en havde været påvirket hendes død. Manden der lå under hende lige nu, og lignede mest af alt en der havde prøvet at drikke sig selv i en grav. Måske ikke fordi, han faktisk ønskede at forlade verden. Men mest af alt fordi, han ikke anede hvordan han skulle leve i en uden hende.
Var det arrogant at tænke sådan? Ja, selvfølgelig var det dét, men hun havde alt det bevis som hun behøvede lige under hende.

Tiden gik, og enden træk hun sig væk. Mættet både sult og sind. Derefter tog hun tøj på, og gik ned for at bestille både hende og Logan et bad, og et andet værelse at være. Ikke om hun skulle være inde i hans ildelugtende værelse, hvis hun kunne blive fri.

Kald det egoisme alt hvad du ville, men når sandheden skulle på bordet, var der ingen i den her verden der betød mere for ham end hun gjorde. Ved hendes død, var der ikke noget der holdte ham fast mere og det havde sat sine tydelige præg på ham. Hvor stort et røvhul han end var, og forblev til evig tid, var hun grunden til at han vendte tilbage hver gang. Om han ville indrømme det eller ej.

Logan trak vejret tungt og kollapsede i sin fortsat godt fulde tilstand, som agten afsluttede sig på ny og han følte sig endnu mere brugt end før. Brugt og tilfreds. Han blev liggende som hun gik afsted, faktisk var han mere eller mindre allerede sovende. Han havde knap nået at få pakket sig bare en smule sammen før hans øjne faldte i.
Ikke han fik lov til at sove længe før hun var tilbage og han åbenbart ikke var færdig med at være vågen den dag. Han brummede utilfreds og tvang sig op at sidde. ”Seriøst, Anann? Kan det ikke vente til i morgen?”

Anann kiggede på ham med afsky ”Nej, det kan ikke” vrissede hun gennem sammenbidte tænder. ”Du stinker, og ikke en gang grise ville indfinde sig i denne rotte bo” hun fnøs som afslutning på ordene, og gik så over til ham og sparkede lidt til sengen ”Du kan blive, jeg går ind på et andet værelse og tager mig et bad nu” forklarede hun med hendes typiske tørre toneleje, før hun vendte rundt og gik hen mod døren, hvor nummeret der korresponderet på nøglen stod.

Da hun trådte ind, så hun hvordan at karet med vand allerede var ved at blive fyldt op. Vampyren nikkede mod kvinden, der bøjede hoved og tog den nu tommespand med sig og smuttede ud ad døren.
Anann ventede et øjeblik, for at se om Logan havde tænkt sig at deltage i dette værelse, eller blive inde i hans helveds hul som han havde skabt for sig selv.
Derefter træk hun sig ud af hendes tøj igen, og trådte ned i det brandene vand.

Taget i betragtning af at hun ikke havde kunne holde nallerne fra ham for et par sekunder siden, fortjente det et grynt fra hans side at blive set på som var man afskum. Man var selvfølgelig hvad man var, men alligevel! Han var ikke en gris. En gris var mere renlig. Han rystede opgivende på hovedet af hende og stirrede op i loftet i et par solide sekunder før han med en anstrengt brummen tvang sig ud over kanten af sengen og hen over glasskårerne der fyldte lokalet og knasede under hans støvler. "Selvfølgelig, ja ja. Ikke engang fem minutter og hun har taget fuldstændig styring igen! Kvinder!" knurrede han irritabelt og smækkede døren efter sig for at følge efter hende som en sur hund der trods alt ikke kunne få sig selv til ikke at adlyde. 

Han kantede sig uden om tjenestepigen som havde været inde med vand og lukkede døren efter sig, og efterlod ham sammen med hende i et værelse der næsten virkede for rent i forhold til hvad han var vant til. Det var som om at områdeskiftet fik ham til at indse hvor beskidt han egentlig var - trods han da aldrig nogensinde havde været en renlig mand. Skjorten trak han over hovedet og brugte til at tørre det værste af blodet der stadig var let fugtigt mod hans hals og overvejede om den skjorte nogensinde kunne blive ren nok til at blive kategoriseret som tøj igen og ikke skidtklud.