Der var en ro over Issac, som virkede han ganske fattet, situationens alvor til trods. Men i lyset af at Corinth ikke ønskede at sælge ud af Issacs lille sideforretning, var det ikke en ringe placeret ro, og han kunne nok regne med, at informationen ikke ville komme særligt meget længere udenfor disse mure. Selv hvis det ikke havde lykkedes ham, var det ikke engang sikkert at adelsmanden havde fundet det nødvendigt at gøre alvor af sine 'trusler' - det virkede så ekstremt. Det virkede som hårdt arbejde. 
Men de virkede til at nå bølgelængde; Corinth smilede en tand mere vellidt, da han hørte løjtnanten indvillige mere og mere. 

Hvad søger du i registret? Og den ene hånd gled tænksomt under hagen, da han mødte den anden mands blik. "Jeg søger ikke noget bestemt deri, lige nu. Du vil ikke finde mit navn i registret.." håbede han da, men lød ganske skråsikker når han sagde det. 
Det ene ben blev udskiftet med det andet, da han krydsede dem den anden vej. "Og det håber jeg så heller ikke, at man vil kunne i fremtiden. Sammen med navnene Cullin Delto Relieras, og Sirell al Lechon" hvilket egentlig var essensen af hans egen forespørgsel. 
Kunne deres navne holdes helt væk fra det forbandede register, hvis de nogensinde - rent hypotetisk set - skulle gøre noget dumt? Den slags lidt for dumme ting, som af og til skete, ved uheld selvfølgelig. 
Selvfølgelig. 

Han havde ikke haft nogen idé om hvem Corinth var til en start, og der havde lagt et stort pres på hans skuldre, alt efter hvad denne mands intentioner egentligt var. Det virkede dog nu til at de havde fået et fælles ståsted, og Issacs side interesse nu var synlige for Corinth, og han var kommet til den rigtige mand. Det betød at de nu kunne arbjede ud fra et fælles ståpunkt, og de begge kunne hjælpe hinanden på den ene eller anden måde. 
Issac havde ikke haft nogen viden om Corinth, og om det blot havde været for at lokke informationer ud, så han kunne videregive disse informationer til hans overordnede og at Issac dermed ville miste sit job - Heldigvis var de ikke kommet dertil.

Registret måtte være vigtigt for Corinth, men hvad han søgte i arkivet eller registret, måtte Issac spore sig ind på. Det kom dog hurtigt frem på bordet, hvad hans intention egentligt var. Han regnede ikke med at hans navn var at finde i registret, og det var også den vej Corinth gerne ville have det. "Ah, jeg ser" Lød det fra ham, som han lod blikket glide over på manden. "Det skal jeg selvfølgelig forsøge, at holde op på" Aftalen måtte selvfølgelig gå begge veje, og Issac forventede at Corinth dermed ville levere informationer, som Issac på den ene eller anden måde ville kunne gøre nytte af, "Jeg går ud fra at det er deres kompagnoer?" Det sagde næsten sig selv. 

Hvis de sammen kunne finde et ståsted, så ville der intet problem være i at lade et par navne forsvinde. Han vidste ikke om de allerede fandtes i registret, og hvilke forbrydelser de dermed stod med, men det måtte han undersøge.

Thorne forstod hvad han mente, og Corinth kunne arbejde med det. At han ville forsøge at holde op på det, var nok det bedste løfte han kunne afkræve lige nu - Corinth havde hverken personlig information eller noget der lignede, på den kære løjtnant. Ikke endnu i hvert fald. Men uden noget af den slags vægt, var det optimistisk at presse citrunen til mere end et 'forhåbentligt'. 
Måske en dag det ville være anderledes - men ikke nu. 

Kompagnoner var ikke ligefrem et positivt ord, men det var nok meget beskrivende. Som man dog kunne sige det, og adelsmanden nikkede en anelse kort. "De er bekendte" en lille løgn, men hvad fanden. Corinth viftede lidt beroligende med den ene hånd, da han tilføjede "Og ganske gode mænd, egentlig. Men bare for at være på den sikre side". 
Jah egentlig var han ikke engang selv sikker på hvorvidt de stod i systemet - han kunne næsten forestille sig at i det mindste en af dem havde sit navn paradet rundt. Men måske det endda ville være til at fjerne. 
Det måtte tiden vise. 

Lidt undersøgende gled Corinths hoved på sned, imens han overvejede... jah ville dette så være en mundtlig aftale, eller ville Thorne kræve noget nedskrevet? Ikke at han virkede som en mand, der bekymrede sig meget for beukratiske regler. 
Nok nærmere det modsatte - papirspor var mindst ligeså tydelige som pengespor kunne være. 

Lige nu var der ikke andet end at tro og sætte sin lid til anden den anden holdt sine ord. Det var første gang at Issac havde set Corinht og den mand som sad over for for ham. Han vidste ikke om han var en mand som kunne stoles på, men det virkede dog sådan og eftersom begges interesser var kommet frem i lyset, stod det klarere hvad han egentligt ønkede, nu hvor Issacs rygte var kommet ham nær. 
Det store spørgsmål var dog blot hvad Corinth kunne give og tilbyde Issac, men det måtte han jo finde ud af, når deres samarbejde ville vokse og blive stærkere.

Issac fandt måske ikke ordet "Kompagnoner" negativt, men det var måske blot den omgangstone, som byvagterne havde lagt for dagen, og det var hvad de kaldte de kriminelle og deres venner. Hvor kriminel Corinth var, var ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Issac nikkede roligt, som blikket gled over på Corinth, "Det tvivler jeg selvfølgelig heller ikke på" Han var slet ikke i tvivl om hvad der blev ment, og de så måske forskelligt på det at være gode mænd, de var trods alt på hver deres side af loven. 
Der var selvfølgelig altid en grænse, altid en linje som blev trukket, og hvis man trådte over den, så var det måske begrænset hvor meget man kunne se bort fra.

Blikket som Corinth gav ham var undersøgende og de havde nok samme tanke, der var ingen grund til at skrive dette ned. Det var nu de måtte finde ud af hvordan den andens ord stod fast, om den anden var til at stole på.  

Corints øjne fik et varmere skær, og han nikkede en sidste gang. En mundtlig aftale, og han kunne håbe at det i sidste ende ville gavne nogle. Om ikke andet, skulle det her vise sig at redde en af hans kære 'bekendte' fra en uheldig situation, ville han minde sig selv om at drengene skyldte ham en lille tjeneste. 
En god handel, og Corinth satte sin stok imod gulvet med et dæmpet smæld, og rejste sig op fra stolen. "Nå, hr. Thorne - jeg er glad for at De fandt tid til at se på min problemstilling" smilede han glat, og lavede et lille nik imod den siddende mand, inden at han rakte hånden ud i et håndtryk. "Jeg stoler på at den er i gode hænder, herfra" og han klukkede lydløst, indvendigt, da han gjorde antræk til at samle sine ting, og komme afsted. 

Måske han ville støde på løjtnanten en anden dag? Det burde ikke være et problem at lære hans skema at kende - skulle det være nødvendigt - det handlede nok nærmere om at finde hvad end byvagtens betragtede som deres stamsted, og sætte sin lid til at Thorne måske var en af de mænd som kom der. 
Men den tid, den mulighed. 

Med et sidste nik samlede Lochtree sine ting, og tippede i en halv honør imod den arbejdende mand. "Ah, til vi ses igen, hr. Thorne" summede han, inden at han forsvandt igennem døren igen, den sorte frakke og en enkelt, behandsket hånd løftet, som en afsked inden døren lukkede i. 

Issac kunne have pure afvist de tilnærmelser som Corinth var kommet med, og dermed midt skylden over på en af hans egne kollegaer, og sendt Corinth videre i systemet. Selvfølgelig ønskede han ikke at det skulle blive offentlig viden, hvad han gik og foretog sig. Han stolede på de folk, som han handlede og lavede aftaler med, fordi at var afhængelig af hans hjælp. Det var Corinth ikke, muligvis nu hvor hans problemstilling var blevet forlagt, men ellers ikke. 
Han havde været nød til at sikre, hvilken vej Corinth ville gå, og først dermed selv vælge hvilken vej Issac ville tage.

Han nikkede til den andens ord og søgte hans blik, som han gjorde klar til at forlade Issacs kontor. "Tid kan vi altid finde, til de rette personer" Kom det fra ham, som han gjorde antræk til at rejse sig, for at tage afsked med det nye bekendtskab. "Selvfølgelig. Jeg er sikker på at vi kan komme hinanden til gode" Når først samarbejdet var i gang, så ville de blive gode for hinanden. Det virkede til at han havde nogle evner, som uden tvivl ville kunne blive gode for Issac, hvis han brugte det rigtigt.

Han fulgte manden som han bevægede sig mod døren, og efterfølgende forlod rummet, med de sidste ord for i dag.