Jargonen de havde mellem sig var mild, lettende og behagelig. Det var nemt at være sig selv i den byvagtens nærvær. Han havde en personlighed, når først den blev mere gennemtrængende fra hans erhverv, der kunne få en til at løsne sig på måder, som man sjældent kunne. "Nej," svaret han lettende. Det faldt så naturligt at smile skævt og kækt til ham som svaret var blevet givet. Det var en behagelig at kunne være ærlig på sådanne måder. 

I et sammenklemt smil der træk læberne indad, rystede han blot kort på hovedet. Af alt der skulle prales af, var det ikke dét der skulle prales af. "Var det en del af din salgstale da du skulle i byvagten? At du er fisk-mesteren?" spurgte han drilsk og lod blikket falde frem for sig. Nok kunne han ruten hjem uden problemer, men det var ikke helt så oplagt at gå og kigge på den anden i en sådan intensitet. 

Brynene blev rynket sammen og han så mod Stian og han trak en anelse på skulderen: "Nej..?" svaret han små vævende og i tvivl om hvor det kom fra. Selvfølgeligt sidst de havde set hinanden, havde han haft dem på ryggen som det mest naturlige, men det var jo ingen hemmelighed at han kunne få sine vinger til at svinde ind i kroppen. Mon byvagten blot havde glemt den deltajle. Det var vel ganske normalt at glemme.

"Hvorfor?"

Stian kunne ikke holde den snigende latter tilbage mere, så den brød dæmpet ud mellem læberne i et lille 'pfftt'. Blikket gled moret op og ned ad Basil mens vennen stadig havde øjnene på vejen. Han fik et kort øjeblik lyst til at puffe til hans arm, men .. det virkede pludselig grænseoverskridende, så istedet stak han hånden dybere ned i lommerne og lod latteren ebbe ud. "Ah, gid jeg gjorde." Brummede han og kiggede nu også frem for sig med et skævt smil. Mærkelige ting Basil fik ham til at sige.

De raske trav blev en smule langsommere som Basils udtryk ændrede sig til et af forvirring. Og Stian blev selv lidt forundret, og trak svagt på skuldrene som den anden gjorde det.
"Ikke for noget." Han fugtede læberne lidt, eftertænksomt, "Det er bare anderledes at se dig uden - jeg var vant til det andet." Forklarede han og anede ikke helt hvad han mere skulle sige. Var det forkert at bringe op? 
Stian vidste godt at Basil kunne få vingerne ind og ud af kroppen- det var blevet nævnt under deres.. kammerattelige ophold i cellen. Så han undrede sig bare over hvorfor han i dag ikke havde vingerne fremme - de var jo.. ganske flotte på ham. Fascinerende.

  "Foretrækker du uden vinger?" Kunne han ikke helt lade være med at spørge alligevel, som de nærmede sig de fleste beboerområder, nu måtte de vel snart være hos Basil.

"Gid du gjorde?" klukkede han, latteren kunne ikke helt stilne så nemt hen. Det var så uventelig et svar fra den garvede byvagt. Måske var det blot et så underligt samtale emne, at han ikke helt kunne sammenkæde ordentlige svar, men det var jo normen for Basil. Mere eller mindre. 

Men som de fik sænket tempoet, fik han latteren under kontrol og lod den ebbe ud. Det havde nu taget en drejning for dem, og han søgte svar, han ikke vidste han søgte. Vingerne havde åbenbart en større betydning for byvagten end han først havde antaget, men i hvilken grad af betydning havde de? Handlede det om dét, at han kunne tage ham med på en flyve tur? På deres første date? Måske han skulle stoppe med at kalde det en date, de var jo blot to venner som sås i et venskabligt ærinde. 

"Vant til det andet" summede han mumlende for sig selv. 

Hjemmet begyndte at komme til syne, men det vidste modparten selvfølgelig ikke, hvorfor han helt stoppede sin gang og tog en hånd til nakken og trak et forkvalt smil op og grinte små akavet som han søgte efter ord at svare med. Men som ordene blev fundet, faldt grinet og smilet hen og han lod hånden falde ned om siden på sig selv: "De er aldrig i vejen, hvis det er dét du tænker. Men nej," Han kunne vel lige så godt så bare få dem frem når de kom hjem til ham, det virkede til at være en skuffende oplevelse at se ham uden vinger - hvilket var det første for hans vedkommende. 

Øjnene lå søgende i et seriøst leje på den anden. Hvad var det helt præcist han søgte af svar fra ham lige nu. Men han fjernet blikket fra vagten og skævede mod bygningen som lå ved hjørnet af en gade og var hjørnet til gaden. To etager med en lille fransk altan. Frem for at sige noget, begyndte han blot at gå igen. Det ville knap tage dem tre minutter at nå der hen. 

Basil var en farverig kontrast til Stians ellers monotone tilværelse - eller, han så den vel egentlig ikke sig selv som værende monoton, som sådan. Men det var ikke langt fra sandheden alligevel, at han ofte lod sig styre af rationaliteten, frem for at lade sine følelser og intuition guide ham i livet. Og dét havde fungeret for ham, lige indtil Eskild - den skæbnesvangre aften hvor alt gik over styr på så kort tid. Ændrede ham, rystede hans grundvold og væltede alle elementerne omkring ham. Stian måtte blinke for at fokusere, og viftede lidt affejende med hånden da Basil gentog ham, og fnyste lidt af sig selv. 
"Jeg ved ikke hvad jeg selv siger." sagde han med antydningen af et skævt smil løfte sig i den ene side af hans mundviger. 

Stemningen blev pludselig, underligt.. klemt. Stian kunne ikke helt sætte en finger på det, men han havde en fornemmelse af at han muligvis havde sagt noget forkert. Selvom, han ikke helt forstod hvad det kunne være. Han kløede sig uvilkårligt ved mundvigen og betragtede Basil inden hånden kom ned at ligge langs siden igen - forsvundet ind under den varme kappe. 
"Ah." sagde han med et lille nik, stadig i tvivl om hvad der lige skete mellem dem. Men de smalle nøddebrune øjne hvilede forsat på Basil, mens de forsøgte at afkode den andens reaktion. Har jeg skuffet ham på en eller anden led? Eller var det ufølsomt af mig at sige sådan, når nu han har trukket vingerne ind? Så de stod bare, og endte med at stirre lidt på hinanden i stilhed.
"Jeg mente ikke noget med det.." begyndte han så endelig, småforsinket, da Basil var begyndt at trave videre mod deres slutdestination. Stians hånd kom op til øreringen igen og pillede lidt småforvirret ved den og fulgte efter Basil.    

Stemningen havde vendt sig som vinden i kuling op til en orkan. Men det var ikke så slemt som den anden nok fik det til at tro. Basil kunne vel godt følge den andens undren og måske betagelse af vingerne. Men Basil var jo mere end sine vinger, eller var det blot det som fangede den andens interesse — og hvorfor betød det nu så meget for ham om hvorfor byvagten havde en interesse for ham. De var jo venner, bare venner. 

Lyden af deres fortrin var det som fyldte mest for øjeblikket og han så mod den blondhåret mand der pillede ved sin ørering på ny. "Vil du gerne have jeg har dem ude for dig?" spurgte han og trak en anelse på smilebåndet. Som han ville føje sig for den anden. Behage ham og kun ham. Men hvad ville han gerne med vingerne som ikke Basil kunne? 
Døren kom til dem, og han lagde en hånd mod vagtens skulder for at stoppe ham op. "Her" og hånden blev ført i lommen for at grave en nøgle op og åbnet blev døren. "Gæsten først" bød han den anden indenfor. Det var vel i samme dur som byvagtens eget hjem, forskellen var blot at det var to etagers og badeværelset lå foroven og ikke på stueplan. Ny modern opsætning, men det fungeret ganske fint. 

"Soveværelse og badeværelse er oven på, stue, køkken og spisestue er hernede," der skulle selvfølgelig være plads for at vagten kunne liste omkring og se sig selv rundt. For én ting havde Basil da gjort. Ryddet op for gæsten. 

Vil du gerne have jeg har dem ude for dig? Stian slap øreringen, og sendte Basil et lettere perpleks udtryk da han så hen på ham. Den andens læber formede sig i et smil der gav byvagten dårlig samvittighed for.. det var uundgåeligt at det fik det til at trække lidt i hjertestrengene. 
"Det behøver du ikke - altså du må gøre hvad du har lyst til." Sagde han med en viftende hånd der understregede hvad han sagde. Ikke for min skyld. 

Vingerne var fascinerende, men så betydningsfulde var de heller ikke for ham. Det var blot en observation, at vingerne havde været der, og nu var de der ikke. Han blev dog hevet ud af sine tanker da Basil lagde hånden på hans arm, og med et pludseligt (lille) ryk i kroppen, måtte han stoppe. Det var lige ved at slå hans alarmerende byvagtsanser igang, men han mindede sig selv om at han var sammen med Basil, og at der ingen grund var til at være på vagt. Også en fjollet ting at komme over styr på - det var jo bare en hånd på armen. 

"Ah." Lød det ganske opmærksomt fra ham, mens han betragtede den andens hænder låse døren op. 
Gæsten først, og Stian måtte fnyse lidt fornøjet af gestussen. Hvor galant. Byvagten trådte ind og sendte den anden et skævt smil over skulderen inden han kom ud af skoene og gik længere ind i huset. 
"Det er stort." Kommenterede han observerende, og stod lidt midt i det hele uden rigtig at vide hvor han skulle gå hen. Armene kom i folder imens han lyttede til Basils præsentation af hjemmet med nogle koncentrerede nik og brum.

Fingrene begyndte at fumle med det lille spænde der holdt kappen lukket, og Stian fik nu svunget den af sig og foldede den nydeligt hen over sine arme. Han kiggede lidt rundt igen, alt imens han duften af lejligheden ind. Rent, og en genkendelig duft han også havde fornemmet på Basil, dengang de lå tæt i cellen, vævede sig som et let slør derinde og om ham. 

"Mh, tak for invitationen." Kom det en smule stift fra ham. Det føltes som var de på det akavede stadie igen. Men det var sjældent at han var i folks hjem, medmindre det var arbejdsrelateret eller.. Eskild. Det smagte surt i hans mund ved tanken om den anden byvagt.
Desuden, var det her vel også kun anden gang at de mødte hinanden efter en god rum tid - breve og virkelighed var to forskellige ting. Det var ihvertfald hans undskyldning for nu.

De bevinget mand defineret svaret som et mikset signal. Han tog det ikke som en form af skuffelse over de ikke var fremme, men at de ikke var der. Skønt byvagten tydeliggjorde at det var op til ham, at de var der, fik han en stikkende følelse af at det ikke var helt op til ham. 

Men han lod det ligge for nu og trak bare læberne vagt sammen i en falden mine. 

Basil lod sige ikke helt bemærke af hverken ah eller kommentaren omkring at det var stort. Det var vel stort for nogen, småt for andre. Det passede til hans behov og det var hvad som var nødvendigt. "Der er en knage der" kommenteret han uden at se efter om den anden søgte det, men fumlen var blevet hørt og nu også kommenteret på. Men Basil lod sig forsvinde ud i køkkenet og fandt krus frem til teen de begge så spændt ventede på. Men han så sig over skulderen og mod byvagten: "Så lidt?" svaret han med en forvirret stemme og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv med den kommentar. De havde jo aftalt det for lang tid siden at de skulle ses. Nok ikke helt under disse omstændigheder, men nu sås de da. 

"Hvordan går det med ham der... den anden byvagt?" hvad han nu hed, halvleveren, men det lød nu heller ikke så pænt, hvis det var alt han kunne refererer ham til og som. Lyde af skuffer og skabe kunne høres åbnes og lukkes i søgen på teen. 

Knagen blev præsenteret for ham, og med en tøven (uden helt at forstå hvad han tøvede for) gik hen han og hang den på knagen; sørgede for at den ville blive hængende inden han slap den helt igen. 

Stian fornemmede godt den forvirrede klang der lå om læberbe hos Basil- og han måtte selv lukke øjnene en smule opgivende over hele situationen mens han tog en dyb indånding. Tag dig nu sammen. Men selv de sværeste opgaver i byvagten synes at være barnemad, sammenlignet med dette. Den unge byvagt kunne ikke andet end at brumme lidt til den forvirrede tone og ruskede lidt perpleks op i pandehåret. En lille lok satte sig på skrævs på toppen af hans hovede, så den strittede som en vildfaren blomst i en kornmark.
"Har du boet her læ-" Stians spørgsmål blev sagt ved et uheld i munden på den andens - og en akavet udveksling om hvem der skulle gå først dansede mellem deres hænder. 

Basils spørgsmål fik dog lov til at stråle først. Den anden byvagt - Stians neutrale mimik stivnede lidt og en klump formede sig i halsen, mens blikket hvilede undersøgende på Basil. Hvorfor han først troede den anden snakkede om Eskild, forekom ham som absurd. 
"Du mener min sergent?" Det kunne vel kun være Alister han havde ment. Sergenten var heller ikke et særligt ønsket emne for Stian at tage op, men han måtte hellere svare et eller andet.
"Travl med arbejdet.. du ved." Ordene ebbede lidt ud - han havde ikke så meget at dele om den ældre elver, for han konverserede ikke rigtig med ham i dagligdagen, hverken før, og langt mindre efter... ja.

Stian fandt hverken sine svar, eller det første spørgsmål han originalt ville have stillet. Så istedet ændrede han taktik. 
"Fortæl om din tur." Tonen var nysgerrig, "Hvorfor tog du afsted til at begynde med?" Forhåbentlig ville det få snakken til at glide nemmere mellem dem efterfølgende.

Det halve spørgsmål fangede hans opmærksomhed, hans søgen på teen stoppede i et øjeblik og han vendte sit fokus mod lyden af stemmen som han overvejet om han skulle gætte sig til spørgsmålet, omend det virkede så ganske gemt at tyde, men han nåede ikke at gøre mere, som svaret på hans eget spørgsmål blev besvaret. 

Deres tunge havde været lige hurtigt, men hans havde skrået mest igennem og fået det dominerende ord. Uforklarligt skar det en anelse i ham. Brevene havde været en så nem fornøjelse, at han stille kunne ønske sig til, at de blot satte sig ned og skrev tingene til hinanden i stedet for. Men ville det ikke se dumt ud?
Sergent, ah ja, det var det han var. "Ah, en arbejdsbi?" kunne man unde ham det, manden havde set noget så bestemt ud. Han osede hvert fald af den vibe. Arbejde over liv på alle tænkelige måder. Men kunne han tillade sig at spørge ind til dem, for det havde været en så besynderlig oplevelse at se dem stå som de gjorde. Intenst. Men det ebbede ud, for han fik spørgsmålene og i et opgivende kig i en køkkenskuffe med bestik, fandt han teen. 

"Min tur?" gentog han og lagde teen på bordet og skubbede skuffen ind igen, og vendte ryggen til køkkenbordet: "Det viste sig, at min mor var halvelver og jeg håbede på nogle svar, men hun havde startet et nyt liv op og skønnede ikke at indvie mig i sit," det var et kort svar, men han havde ikke helt haft en interesse i at tale om det, men det var ikke hvem som helst som spurgte. 

"Alt i alt, indså jeg nok bare, at jeg skal undskylde til min veninde for at have efterladt hende i Norvik i sin tid og bare gøre det som gør mig til mig" så ingen ændringer, men alligevel nogle ændringer. 

Basil fik sat sig selv i gang og ville sætte kedlen over for at koge vandet. 

En pludselig tanke om deres brevudveksling var et kærkommen minde der kom til ham, men som også fik ham til at undres hvordan fantasi og virkelighed kunne fare så langt fra hinanden som lige nu. Hvorfor var de så gode på skrift, når ordene ikke kunne få ben at gå på som de stod overfor hinanden. 

De skulle bare lige igang, forsøgte han at trøste sig selv med. Ikke at han var skuffet over tilværelsen han befandt sig i lige nu.. den var bare -- mærkelig, var vel ordet. Stian var ikke vant til følelsen af nervøsitet, men det var nok det som i store træk egentlig sad i ham. 
"Det er det han lever for." Besvarede han Basils kommentar med et let skuldertræk og lagde armene over kors. Minen forholdt han så neutralt han kunne, for ikke at afsløre de sande tanker han havde om sin sergent.

Stian priste sig dog lykkelig ved at Basil tog teten og talte om sin rejse. Ikke at det var særligt uddybende, men blot en synopsis  af hvad der var hændt i korte træk. Ligesom når Stian aflagde rapport på jobbet. Han lyttede dog med omhu og betragtede Basils ansigt som han fortalte. Det var ikke en synderlig lykkelig slutning, og Stian ville have kommenteret på det, hvis ikke hans opmærksomhed blev fanget af det næste der blev sagt.

"Gøre det, som gør dig til dig?" Gentog han nysgerrigt, og håbede at Basil ville forklare hvad han mente. Stian trådte langsomt nogle skridt nærmere og lænede sig op ad væggen, stadig med armene over kors og betragtede Basil nøje.
 
"Hvad gør du da?" 

Følelsen for at trække fjer ud af sig selv steg lige så stille i ham, men det krævede hans vinger var ude. Tænk at skulle have sådan en skam over at de ikke var ude og flyde for hans eget behov lige nu. Kunne man foreslå at de bare skrev på pergament til hinanden og slap for at snakke? Ord var de tilsyneladende forfærdelige til. 

Basil ville så gerne kunne have samme kemi med byvagten som de havde på skrift, men et eller andet sted, var det som om de var to fremmede tvunget i et nyt møde. Havde de bare haft en god oplevelse af hinanden, været det den anden manglede for en stund. Men lige nu føltes næsten som om de døde hver i sær. Han havde fundet teen frem fra en tilfældig skuffe, men måtte erkende, han var nok ikke den bedst tekoger, så han kunne vel måske spørge ind til det, men som hans tanker flød omkring hvordan man kogte te, hørte han hvordan hans egen sætning blev nysgerrigt gentaget. 
Hvad havde han dog også sagt, det var en besynderlig sætning! Men så kom spørgsmålet. 

Men som han vendte sig halvt, så han hvordan vagten stod slænget op ad væggen med armene i folder. En lille mavepuster og han fangede sig selv i kort at måbe, men fik klappet munden i. "Det finder du måske ud af med tiden, men vil du have noget te?" og lod langsomt trække et skævt smil op, som han ikke stoppe sig selv fra at betragte Stian som han stod der. 

Hvad var det dog han tænkte. "Men hvis du skal have te, må jeg være ærlig, jeg er ikke den som har kogt det før" man lød jo næsten så adelig og uduelig. 

Et dæmpet moret fnys forlod Stian i det han måtte dreje hovedet væk fra Basil. Det ville han finde ud af med tiden? Det brune blik skævede tilbage mod den adelige ven. "Ja så - Det lyder meget tvetydigt." konstaterede han overvejende, og med et lille puf skubbede han sig ud fra væggen, og gik hen mod ham. Ville han finde ud af noget godt, eller noget skidt?

"Te lyder godt." svarede han, og lod sit blik klatre ned fra Basil, til teen han stod med. En lille tilståelse faldt; Basil vidste ikke hvordan man lavede te. Og alligevel havde han te i sin skuffe. Satte man to og to sammen, kunne man nemt komme til konklusionen at teen var til ære for Stian. "Og alligevel har du te, men kan ikke lave det?" spurgte han lidt drilsk, fiskende. "Nu skal jeg." uden at vente på at Basil flyttede sig, stillede Stian sig op ved siden af ham, skulder mod skulder, så han helt automatisk ville kunne presse ham væk med sin egen vægt. 

Tvetydigt eller ej, det var godt at kunne være svær at tyde for en. Ikke at han kunne sige at Stian var lige til at læse. Basil måtte måske lige overveje om det var det samme de havde oplevet når de skrev med hinanden. 

Teen hang fra hans fingre, men han så måske lige så eleverende på Stian som han selv følt sig tilset. Måske var det hans indbildning at vagten så ham til, men det måtte han egentlig godt. " Vi kan da godt være ærlige, jeg har det kun for dig " tilstod han igen og lod sig blive små skubbet til som Stian placeret sig skulder ved skulder. " Jaja, skal nok flyt mig " svarede han drilsk og lod teen blive placeret på bordet for lige at svinge sig bag om Stian for en stund, uden at tænke synderligt over hvor tæt de næsten stod: " Sig til hvis du skal have hjælp med at finde ting " og lod hånden glide ind forbi om siden på Stian og trak lidt ud i skuffen han stod op ad. Bare lige for at skub lidt til ham forfra.

Men Basil flyttede sig med det fluks efterfølgende, som han følt en sitren i sit indre. Ej, det var da underligt. 

Stian standsede meget kort sine bevægelser af overraskelse over hvad Basil sagde. "Du har det kun for min skyld?" spurgte han, og hævede blikket fra bordet for at se omhyggeligt på ham. Hvad skulle det betyde - og betød det mere end bare hvad det var? Stian kunne lide te, Basil vidste at han en dag ville komme på besøg, og derfor havde han te. Det var gæstfrihed når den var størst. Alligevel, når han tænkte over deres brevudveksling, virkede denne gestus mindre uskyldig, end hvordan den kunne se ud udefra. 

De stod tæt, og det var som om spændingen omkring dem, og de følelser som havde lagt i deres breve summede omkring dem som ildfluer. Pulsen begyndte at stige i ham, men ansigtet trak ikke en eneste mine, da Basils hånd gled forbi og snittede ham mildt i siden. Han rykkede sig lidt for at gøre plads til skuffen der trak sig ud, og skævede ganske kort derned, og på Basils fingre før de forsvandt igen. "Tak." svarede han kortfattet, men der var en hvis usikkerhed, og tunghed i hans stemme. 

Da Basil flyttede sig, var det som om han bedre kunne trække vejret igen. Og derefter gik det hurtigt med at forberede teen, indtil den var klar til at blive flyttet andetsteds hen hvor de kunne nyde den. "Jeg tænker, at vi sidder et andet sted end køkkenet eller hvordan?" spurgte han og vendte sig mod Basil, med to kopper i hænderne. 

Hænderne løftet så håndfladerne blottet sig: " Afsløret " erkendte med et beklagende smil og øjnene der forsvandt lukket i som han smilte og lod den ene hånd falde om bag nakken med et lille grin. Han havde det udelukkende kun for Stian. Købt det grundet Stian. Så meget for kun Stian, og Basil kunne ikke redegøre for hverken eller. 

Ville han gerne fremstå som mere end hvad han var for byvagten? Det ville normalt ikke ligne Basil når det kom til mænd, for kvinder, heller ikke så meget, men lidt dog. Men alligevel formåede han at gøre en indsats for at imponere dem når det endelig gjalt. Men at imponere med te. Jah.. 

Spændingen var tung i mellem dem, men han gjorde sit for ikke at give efter eller vise noget, men det summede i kroppen i sådan en grad at han næsten frygtede for at vingerne ville lade sig presse ud. Det var effekten Stian havde på ham. Det lå nu ellers ikke helt i hans skema at lægge sig ned for smerten af vingernes frempressen nu. " Vi kan sidde i stuen eller oven på, selvom det er mit soveværelse, så er der noget siddeværk ved altanen " hvis nu de skulle nyde vejret en anelse og han endt med at pege henover skulderen mod gangen til trappen. 

Læberne pressede sig til siden, som hvis han forsøgte at tilbageholde et genert smil. Stian rømmede sig lidt, og lod blikket vandre på Basils ansigt nu hvor han havde lukket øjnene. De vage kragetæer ved øjenkrogene, og det finurlige smil han ikke kunne finde ud af var afslappet eller genert. Men hvorfor skulle en mand som Basil være genert? Han virkede rimelig selvsikker. Det synes Stian også selv at han var, men alligevel var der noget ved den anden som fik Stians båd til at gynge. Hvornår ville han mon få overbalance og falde i vandet? 

"Så har du vist set frem til at jeg kom på besøg, siden du har haft te liggende så længe." Forsøgte han drillende, men stemmen var en smule tilbageholdt. Han trak lidt på skuldrene - den eneste mimik han kunne nu hvor begge hænder var beskæftiget med at holde kopperne. "Men, det har jeg også." Tilstod han lidt efter, og trak skævt på smilebåndet. 

Inden Basil ville kunne nå at svare, nikkede Stian prompte. "Jamen, så lad os tage værelset." Han sagde det uden egentlig at tænke over det, og lagde an til at gå. Men så begyndte tankerne at køre lidt i ring. Stuen virkede mere civil, og værelset mere intimt. Men, det var jo på grund af altanen at Stian lidt fraværende havde sagt ja til værelset. Han skævede hen til Basil ganske udtryksløst, uden at afsløre hvad han tænkte. "Og, her." Sagde han så, og rakte Basil sin kop, så Stian kunne få den ene hånd fri. 

Som en brise havde brudt ind og kildede ham forlegent henover nakken og mindede ham om at kroppen skulle holdes varm, lagde en rødme sig over næsen og kinderne. Kvækkende  grinte han akavet og lod det ebbe ud i et summen af mhm. Presset læber sammen og ned mod den andens fødder. 

Set frem til at få ham på besøg, det havde han vel. Han havde været fald set frem til at de skulle ses igen, men deres skriveri var endnu det bedre at forholde sig til, for intet ved dette var nemt. Stian måtte have en evne der gjorde ham usikker og skælvende på måder som blot en forelskelses måtte gøre ved ham. 
I, hvad Basil vurderet som en forkert rækkefølge, begyndte byvagten at gå og så rakte han ham koppen. Men han fik taget koppen, lidt som et grib og valgte så at føre an. Uden at sige et ord som de bevæget sig i den retning og som de nåede op ad trappen var der højre og venstre, det ene var badeværelset og det andet var soveværelset. Stort og rodet. " Beklager rodet " sagde han udtryktløst. Tøj, breve og meget mere flød over det hele, men var man skarpsindig ville man se Stians breve i sengen, som han havde ligget og læst dem op til nætterne. 

Men han fik bevæget sig hen til chaiselong med halvt ryglæn i en grålig nuance og et lille bord der stod over for det. Basil satte koppen og satte sig i den ene ende af chaiselongen. 

" Hvordan har din mor det? " 

Stian fulgte efter i stilhed, og lod øjnene iagttage dele af Basils personlighed og dagligdagsliv der lå en anelse spredt på gulve og hylder. Det skreg ikke ligefrem af at der var en kvinde, eller husholderske i hjemmet. Men, selvom det så rodet ud, og tingene ikke lå på deres pladser, lugtede der heldigvis ikke fælt i hjemmet. Der var den mere dybe note af Basil som hang der, som Stian havde duftet og bemærket den nat i fængslet. Han måtte blinke mindet væk, ryste tankerne mentalt af sig, og fulgte efter ind i værelset. 

Rodet var en underdrivelse, tænkte han med den ene side af mundvigen løftet i et underholdt smil. "Det er meget hjemligt." kommenterede han til beklagelsen. Det var i hvert fald én måde at beskrive det på. Han skimtede rundt på de rodede breve der lå hulter til bulter på sengen. Stian vidste dog at det var forkert at snage, så han lod sig ikke kigge længe på det, og satte sig istedet hen ved siden af Basil. Blikket søgte først ud mod altanen, skævede til himlen, inden blikket vendte tilbage på Basil der sad overfor ham. 

Spørgsmålet til hans mor fik ham til at løfte øjenbrynet overrasket. Det var ikke ofte der blev spurgt til hans mor, men det var noget han satte pris på når det skete. Basil og Stians mor så nu ud til at komme godt ud af det med hinanden, så selvfølgelig lå det til højrebenet at spørge til hende. "Hun har det udemærket, og holder sig aktiv. Måske lidt for meget." tilføjede han små utilfredst og sippede til teen. Det gippede i ham da han hans tunge blev skoldet, og måtte erkende at den var for varm at drikke. Derfor trak han koppen ned at hvile ved låret. "Men hun vil ikke lytte til mig om at slappe lidt mere." forsatte han lidt efter, og kørte hånden igennem pandehåret, og lod de nøddefarvede øjne se ind i Basils. Det var som om de søgte inderligt efter noget i den andens blik, uden at han selv var klar over hvordan han sad og så på ham. 

Det var at blotte sig selv på måder de færreste ville kunne forstå. Hjemmet var mange ting, en engangstilfælde for mange, men aldrig noget hvor de opholdte sig for mere end en god stund. At bringe byvagten med sig hjem var personligt og med det, efterlod det en form af nøgenhed for Basil der ellers aldrig lod sig påvirke af småting som dette. Tankeren kunne flyde omkring, tvivle om de ville var sikre på valgene de havde taget eller om han gravet sin egen grav. Kunne han undgå at de talte om det, kunne han undgå at der blev sat spørgsmålstegn ved hans tilværelse. Et hjem var blot en forlængelse af ens personlighed. Var det ikke hvad hans far havde sagt? Nej, det var hans faders kogekone. 

Men der sad de nu. Klods over for hinanden og kunne nyde deres the som den var. Varm og tiltrængt til den varme akavethed de delte så intimt i mellem dem. Det var i sandhed dødens pølse. 

" Måske lidt for meget? " spurgte han med en rynken i panden. " Er hun ikke kun måske ti år ældre end jeg? " og det var blot en antagelse, for hun så noget så ung ud, og Stian var, hvad han vidste, i midt tyverne. Men han skulle selvfølgelig heller ikke snage for meget, ingen grund til at give byvagten mistanke om, at man alle opsøge moderen. 
De gyldne øjne mødte de nøddebrune og han sank let. Smeltede let hen. " Hvordan vil du have hun slapper af da? " var der noget særligt Stian var i søgen på, og hvorfor ville Basil have, at han viste ham hvordan hun skulle slappe af. 

Der var et eller andet i Basils blik der fik det til at røre sig ganske farligt inde i Stian - som en let hvisken i ørene, eller en brise i håret der dansede let henover een. Uhåndgribelig til at starte med, men som der gav sig til kende lidt efter lidt. Det var forkert af Stian at føle sådan synes han. Men skønt at der var ved at blomstre noget mellem Eskild og ham selv, kunne han ikke stå ved det.. ikke endnu. Stian anede heller ikke hvad Eskild tænkte om det.. det var endnu ikke italesat.

Te-koppen lå trygt i hans hænder, og lige så stille begyndte han at tromme fingrene nænsomt mens han tænkte. Blikket dvælede ved Basils gyldne øjne, inden de fokuserede på hans næse. "Joh." Ti år ældre, eller deromkring. Jiya var ingen gammel kone, og hun kunne klare langt mere end hvad hun så ud til. Alligevel mente Stian at hun skulle forkæles og tage den med ro. Hendes hænder havde været i tilsølet længe nok fra fortidens grumme bånd. 
"Hvordan?" Gentog han overvejende. Hans blik flakkede til øjnene igen, og væk. Ganske tilpas rykkede han sig længere ind på sengen og lænede sig kattet op ad væggen bag ham. Det ene ben lagde sig på skrævs over det andet. Så ankel lå på lår, og gjorde at benene blev lettere spredt. Han trak på skuldrene. Stian havde ikke noget godt svar og så frem for sig.
  "Jeg synes bare at hun ikke skal gabe over for meget. Nyde hendes frihed istedet." Alligevel kunne han godt forstå hvordan hun måtte kede sig i huset alene. Men han kunne ikke forestille sig at se hende finde en ny husbond. Disse tanker fik ham til at dreje hovedet mod Basil, så de gyldne lokker uglede sig mod væggens kølige struktur. De nøddebrune øjne smallede sig mistænksomt.

"Du er vel ikke interesseret i min mor?" Et skjult smil lagde sig i mundvigen der endnu ikke havde givet sig til kende.