Heldigvis samlede Sebian hurtigt op på hvor halvenglen ville hen med det, og udover det, virkede han heldigvis ikke til at have de store problemer med det. Når missionen blev sagt højt, kunne de med skjult tilfredsstillelse se det faldt i god jord. 
Jah det her kunne sågar godt gå hen og blomstre op til noget smukt. En del pænere, end hvad det kunne være endt med, da tyvens mission fik sat bremseklodser om benene for blot få minutter siden. 
Ramiel fulgte ham med blikket, et spirende smil i mundvigen over hans gåpåmod. Det var selvfølgelig ikke sikkert han ville brillere, og hvis tyven faktisk blev fanget, ville det være et beklageligt tab, sådan at tage afsked med hans spændende person allerede nu. Han brød sig om den slørrede melodi Sebian bevægede sig til; han skulle nok gå hen og blive et godt instrument hvis afstemt rigtigt. 

Og med et lille, faktisk oprigtigt grin rystede han så endelig på hovedet, og tog den sidste tår der var tilbage i hans eget glas. "Hah! Ikke nu - jeg har fri" og glædede sig til at smække benene mere mageligt op på bordet, og byde roen velkommen. Det der bad der..
De gyldne øjne fik et kort øjeblik (ikke meget mere end et lille sekund) et mere.. træt skær til sig. Før Sebians forstyrrelse, var det ikke ligefrem fordi at det var gået godt på arbejdsfronten, og han skulle døje med eftedønningerne af den fiasko tidligere idag havde været. Derfor føltes det ekstra godt, og måske også en smule som skæbnen, at der var vandret en løsning ind fra gadens afkroge.
Stemningen her var også lettere nu. En man lod sig smitte af, og han skubbede fingerspidserne ind imod hinanden, imens han lænede sig tilbage igen, et lille nik imod ham. "Og det tænker jeg også du har? Jeg kan vende tilbage med detaljer på et mere passende tidspunkt" Eller rettelse, han fik nogle til at vende tilbage med detaljer. De viille nok begge gerne sove lidt ud, hvis han skulle dømme på hans eget, forstyrrede  balancepunkt. "Imorgen, når solen er gået ned. Nogle af mine folk vil vise dig en anden indgang på vej ud - benyt dig gerne af den, når du skal herind" et lidt drilskt løftet bryn. Ikke flere vinduer, tak. 

Samtalen havde taget en definitiv afsluttende drejning og Sebian kunne mærke, at den bevingede mand med en rolig autoritet hentydede, at det var ved at være tid til at gå. Han havde også brug for at få noget at spise, og en blød seng at sove i. Der fandtes masser af gode kroer i alle prisklasser i byen, han kendte langt de fleste. Selvom han gik herfra uden tyvekoster, havde han heldigvis stadig lidt mønt på lommen.

”Tak for din tid. Og tak for din tillid,” sagde han med den rette mængde af respekt i tonelejet. Han skulle ikke undervurdere hvor heldig han havde været, det var ikke mange tyve der blev fanget på fersk gerning der fik lov at gå helskindet hjem i stedet for at ende i en celle eller miste en hånd. Det kunne lige så godt have gået den vej, hvis han havde sagt de forkerte ting eller Ramiel måske havde været i et dårligere humør. Det var svært at vide, når han ikke kendte manden. Han vidste stadig ikke rigtig noget om ham, om han virkelig var halvengel, det måtte han prøve at finde ud af på et tidspunkt.

Han rejste sig og Ramiel gjorde det samme og fulgte ham ud til døren, tilkaldte en tjenestedreng hvis nervøse, unge udseende morede Sebian en anelse, og han blev fulgt til en sidedør, ikke ud gennem hovedporten. Han sørgede for at indprente sig vejen, trods sin fuldskab lykkedes det ham fint at koncentrere sig om det. Han gik ud i natten igen og da han ramte gaden der førte ned til kroen, begyndte han at fornøjet at fløjte. 

Det strøg lidt halvenglens ego ved de afsluttende ord, og han nikkede en enkelt gang til ham på hans vej ud, da han så Sebain gjorde antræk til at rejse sig. Selv fik han også - lidt svajende men dog noget han ikke håbede var for tydeligt - rejst sig, og bevægede sig hen for at trække i et af de mere dekorative reb, for at få en eller anden herop. 
Der gik som regel ikke alt for lang tid, og ikke meget mere end et halvt minut senere kunne de åbne døren og sende ham afsted. 

Med et overvejende glimt i de lyse øjne så han tyven forsvinde, en enkelt hånd over fipskægsfletningen og strøg den tænksomt. Alt efter hvor godt det gik for ham, her på den kommende mission, måtte de se om det blev nødvendigt at beholde ham lidt endnu. Han måtte uden tvivl også forsøge at opstøve lidt smuds om ham, var han overhovedet en skikkelse nogle kendte her i byen? Det ville blive et længere projekt, han regnede nemlig ikke med det. Men måske Chances held tilsmilede ham i det henseende også. 
Da han senere fik samlet tyvekosterne sammen, selvfølgelig undersøgt hvad Sebian var gået efter og endelig kunne synke ned i sit efterlyste bad, føltes det alligevel som en okay dag. 
Den var i hvert fald sluttet langt bedre end ventet, kunne han ikke lade være med at tænke fornøjet for sig selv.