"Det må være derfor, han er blevet sådan en forbandet stivstikker..." Det fløj lidt for prompte ud af munden på Treston, og da ordene først var ude, fortrød han dem en lille smule. Det var ikke helt retfærdigt - han og Zirra havde det med rent vanemæssigt at male Ersten i et dårligere lys end han måske fortjente... Og det kunne da hænde, at dét også havde smittet af på storebrorens opførsel.
    I hvert fald var det gået op for Treston, under hans mange timer med 'bøn' i diverse templer rundtom i landet, at det nok heller ikke altid havde været let at være Ersten; den ældstefødte Reynlest. Hvis Treston havde følt, at hans livsvej var blevet udstukket for ham på forhånd måtte det være for intet at regne imod forventningerne til Ersten... Og hvor Treston selv på en måde altid havde haft en allieret i Zirra, så havde Ersten klart stået mere alene.
    Dén indsigt betød ikke, at Treston havde tilgivet broren hans opførsel under deres sidste par interaktioner! Men den betød, at han faktisk havde fundet sig selv savne storebroren... Bare en lille smule. Det havde været underligt pludselig ikke at se noget til et menneske, der ellers havde været så stor en del af hans hverdag...
    Treston delte dog ikke sine tanker med Zirra - ikke lige nu. Han havde stadig det svage mærke efter den ene af Erstens hænder brændt ind over ribbenene i den ene side. Trods denne følelse af savn, ville der nok komme til at gå en tid, før han var klar til at forsone sig med deres storebror....
    Da Zirra sank og tog sig til maven, tvang Treston alle tanker om Ersten ud af hovedet, mens han var påpasselig med at holde sit ansigt i nogenlunde neutrale folder. Zirra havde ikke brug for at se dén sorg, han følte på hendes vegne, for hun var tydeligvis afklaret med situationen. 
    Derfor gjorde hendes ord nu ondt alligevel.
    "Jeg er... glad for at du ser sådan på det." Eller det var i hvert fald sådan, han endte med at formulere sig. 'Glæde' var bestemt ikke den fremherskende følelse i hans krop lige nu... "Selvom jeg er virkelig ked af, at valget blev taget for dig - om det så var endt på samme måde eller ej." I et halvhjertet forsøg på at lette stemningen, tvang han den ene mundvig op i et skævt smil. "Jeg må vel så bare forsøge at producere nok afkom til at du og Bertram får mulighed for at udleve eventuelle forældredrømme, der må dukke op - om ikke andet, så på 'tante-og-onkel'-basis..."

    Zirra forsøgte sig med et smil, men det var lige så halvhjertet som det Treston formåede at fremmane. Hun var ikke blevet afklaret med situationen p åen god, sund følelsesmæssig måde, men nærmere havde hun tvunget sig til at blive afklaret med det, for ellers følte hun, hun ville gå i stykker. Og det var endda årevis efter, hun var kommet til den konklusion, at hun nok ikke skulle have børn selv. Mest fordi hendes smag i mænd var varierende grader af ubrugelig på den front. Men hun havde da flirtet med tanken om at opfostre små askeblonde spioner på egen hånd uden at tage sig af, hvem faderen var. Gøre det lidt i en trodsig modsætning til resten af familien med deres mor-far-og-børn. Men nu havde hun ikke muligheden.
    "Jeg vil gerne være tante til dine børn," sagde hun og så ud ad vinduet. Mest fordi hun havde fået tårer i øjnene. "Jeg havde faktisk spurgt min arbejdsgiver, om vi kunne gøre det her ved mig, altså mere permanent end Topalisurt... Men jeg havde ikke forestillet mig, at det så ville ske helt af sig selv. Han rev virkelig noget i stykker i mig."
    Det sidste kom ud langt mere sagte end resten, og hun vidste, hvor skidt Treston ville tage det, men hun havde brug for at vise ham, at hun ikke var helt okay. At det stadig var svært, og at hun havde brug for at blive hjulpet gennem det, hun følte var knæhøjt sumpterræn. Det var ikke kun fysisk, noget var knækket i hende og ødelagt for altid. Hun havde taget et slag, hun ikke kunne modstå. Måske bare et for meget i en lang række af slag, hun havde taget for Lysets gode sag. Den bitre smag, hun fik i munden, når hun tænkte på det på den måde var med til at fasttømre tvivlen i hendes indre. Tvivlen på, om hun skulle fortsætte sit liv sådan her, og hvad hun overhovedet skulle gøre, hvis hun valgte at stoppe med at gå ned ad den sti, hun havde brugt så mange år på at anlægge.

    Treston nåede lige akkurat at se hendes udtryk krakelere, før hun vendte blikket imod vinduet, så det askeblonde hår faldt frem og skjulte hendes ansigt. Hendes ord var sagte og skrøbelige, og hvert eneste af dem slog en flig af hans hjerte. 
    "Zirra..." hviskede han og tav så, fordi... Fordi han ikke vidste hvad zalan han egentlig skulle sige. Der var ikke ord nok i verden til at beskrive hans medfølelse - eller til at fjerne hendes smerte. Han ville gerne love hende, at alt blev bedre, eller at de ville ordne det hele sammen, men han vidste jo også godt, at det ikke var så simpelt. At selv når de fik elimineret Kester som problem, ville de ar, han havde efterladt, stadig sidde dybt i hende... Og der var intet Treston kunne gøre ved det. Intet andet end at lytte og støtte hende, så godt det nu lod sig gøre. 
    Han vidste også, at de mørkere, ondere følelser, der som altid var vokset frem i maven på ham ved tanken om Kester, ikke ville være en hjælp for hende - at det var hans forsvarsmekanisme; hans måde at føle, at han kunne gøre noget i en situation, hvor han ellers følte sig ualmindelig hjælpeløs.
    "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige..." endte det med at blive - mens han følte sig frygtelig utilstrækkelig. Han havde allermest lyst til at række ud efter hende - til at trække hende ind i en omfavnelse og skærme hende imod verden, så intet ondt kunne ramme hende igen. Men dét hjalp jo heller ikke noget... Dét ville også bare ende med at føles som en tom gestus...
    Han tog en dyb indånding og slap så langsomt luften ud igen.
    "Hvorfor... Hvorfor ville du have din arbejdsgiver til at - gøre det permanent?"
    

    Trestons tonefald fortalte Zirra, at han hørte hende. Hørte hendes smerte og var klar til at hjælpe hende igennem det. Han behøvede ikke sige mere end det, han gjorde.
    "Det var mens Sedna sad i fangekælderen," svarede Zirra. "Jeg skulle snakke med min arbejdsgiver om, ja, alting."
    Zirra gned sine hænder mellem hinanden, mens hun talte. Hun var ikke sikker på, hvor meget hun havde fået fortalt Treston om specifikke situationer. Deres lange samtale havde også involveret en del alkohol, og hun havde glemt noget af det, fordi aftenens videre hændelser overskyggede deres samtale på kajen.
    "Hun - altså min arbejdsgiver - sagde, at jeg var færdig som mudderkravler," fortsatte hun. "Det var for farligt med de par gange, Mørket nu har fået fat i mig, også selvom Sedna muligvis ikke har indrapporteret det, og Storm dækkede over mig den anden gang. Men hun foreslog allerede der, at jeg skulle ind på adelsscenen. At det jeg lavede med Flagell, og dengang jeg fik snakket en lokation ud af en slavehandler i Rubinien, er sådan noget arbejde, jeg også kunne trives med. Men med Flagell... Og med ham i Rubinien var jeg også endt i hans seng, hvis ikke jeg havde haft en god undskyldning. Hvis det er den slags arbejde, jeg skal lave, bad jeg hende om en permanent løsning til at ingen kunne bruge graviditet imod mig, hvis jeg blev taget til fange igen."
    Blikket faldt til hænderne og hun rynkede brynene i en vred grimasse. Tårer brændte i hendes øjenkroge.
    "Det værste er, at det er min egen skyld," Hendes stemme var stille og bitter. "Jeg var holdt op med at tage Topalisurt, fordi jeg kun er med Bertram. Jeg tog det kun op til opgaver som med Flagell. Men hvis jeg var blevet ved..."
    Så havde Kester ikke haft held med at få noget til at gro i hende.

    "Zirra stop..." Ordene var blide, og han rakte ind over bordet og at tage hendes hænder - få hende til at se ham i øjnene. "Det er galmandssnak, du har gang i. Det er som at sige, at det er min egen skyld, hvis jeg bliver stukket ned på gaden - jeg kunne jo bare have båret min brynje. Det er 'hvad-nu-hvis-jeg-havde' når det er allerværst, og jo mere, du lader det være en del af dit tankebillede, jo mere bitter vil du blive." Treston gjorde sig virkelig umage for at beholde hele sin opmærksomhed rettet imod Zirra, for lige udenfor stod de blodige, frygtelige billeder af dén nat, Kesters dæmonyngel havde forsøgt at grave sig ud af hende, klar, og han skulle meget lidt bede om det...
    Han rømmede sig. "Bitterhed kan man ikke bruge til en skid, og slet ikke bitterhed vendt indad - tro mig, jeg synes efterhånden, jeg har praktiseret bitterhed i alle dens former, så jeg mener faktisk, jeg ved, hvad jeg snakker om." Det sidste var et meget halvhjertet forsøg på at lette stemningen en lille smule. Men han troede heller ikke helt selv på det, så han fortsatte lige så alvorligt, som han var startet: "Du er berettiget til vrede, Zirra - og selvom vrede måske ikke er skide konstruktiv, så får den i hvert fald sat ting i gang." Han gav hendes hænder et lille klem. "Se om du ikke kan finde den frem i stedet - jeg tror, det vil gøre dig godt."
    For vrede gik udad. Vrede betød, at man havde indset helt ind i sjælen, at verden havde gjort én uret - og samtidig at man elskede sig selv nok til at blive forurettet over det. 
    Det var derfor, tænkte Treston, at vrede var så meget lettere på andres vegne. Det var altid lettere at elske nogen, der ikke var én selv - især for sådan en som Zirra, der havde meget kærlighed at give, men som var mest gavmild med den, når den skulle gives til andre mennesker...

    Mens Treston talte, brændte tårene i hendes øjne sig mere vrede end bebredjelse. Hans ord sank ind, og de bundfældede sig faktisk. Normalt var det farligt at tage Trestons mundlort til sig, men lige nu var det tiltrængt. Zirra havde gået med det for sig selv for længe, og broren var en af de få personer, der kunne få hende ud af en spiral med kurs mod bunden.
    Og så kunne hun ikke helt lade være med til sidst at trække lidt på smilebåndet over absurditeten i hele den her situation. Og også lidt fordi hun ikke havde overset Trestons forsøg på at lette stemningen og at  stemningen nok egentlig burde lettes på nuværende tidspunkt.
    "Du ved godt, at hvis det her var en samtale, jeg havde haft med mor, ville hun nok have sagt det præcis modsatte, ikke?" sagde hun, stadig med hænderne klemt i Trestons. Hun ville ikke give slip lige nu. "Noget med, hvordan man skal se lyst på livet og fokusere på glæden, eller sådan noget."
    Inderst inde vidste Zirra, at deres moder sagtens kunne hidse sig op, men hun havde bare nærmest aldrig set det. Der var altid en blidhed over hende i alt hun gjorde, og nogle gange overvejede Zirra - trods de udseendemæssige utvetydige faktorer - om der overhovedet var noget af mor Eylia i nogle af de børn, hun havde sat i verden. Alle fire havde en eller anden grad af det temperement, de kun så i deres far i hvert fald. 

    Hendes ord om deres moder fik et meget uværdigt latterfnys til at eksplodere ud af Treston. Han lagde hovedet på skrå og sendte hende et spillende blik.
    "Deeet er fordi mor stadig tror på det gode i verden!" sagde han med dril i stemmen. "Mens du og jeg, søs - vi har indset, at Guderne har travlt med mere ret-levende mennesker end os, og universet som helhed ikke giver et halvt læs lort for kødsække med selvbevidsthed, der tror de er noget." Han løftede ølkruset til en skål imod hende, selvom der ikke var mere tilbage i det. "Mor er et godt menneske, der tror på evig tilgivelse, at alle fortjener nye chancer og tilmed at folk lærer af deres fejl... Hvilket - antager jeg - også er grunden til, at hun har holdt far ud så længe...!" 
    Det var hverken helt retfærdigt overfor Eylia eller Dastor, men alligevel var der sandhed nok i ordene til at morsomheden ikke ville falde helt til jorden. At pointen desværre også kom med en syrlig eftersmag, kunne Treston ikke gøre så meget ved... Kruset blev stillet på bordet, og Zirras hænder fik et klem.
    "Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at mors råd ikke er bedre end mine på den lange bane - eller, lad mig rette dét; Det kan jeg godt, for det er de uden tvivl! Men vejen til et lyst udsyn på livet og en evne til at fokusere på glæden frem for alt det andet... den er lang, Zi. Og den er stejl... Og jeg tror på, at en lille smule arrigskab kan hjælpe én det første, gode stykke..."
    

    "Mor har mange gode pointer," medgav Zirra med et lille smil, der var mere ægte end de andre, hun havde givet den forgangne uge. "Men nogle gange fatter jeg ikke, hvordan hun er kommet igennem livet uden at være sur. Altså jeg har set hende være sur nogle gange bare aldrig... Aldrig rigtig sådan alvorligt, tror jeg, ligesom far. Hun er altid mere bare skuffet."
    Men der var også rigeligt at være skuffet over, når det kom til de to mellemste børn, egentlig. De havde aldrig rigtig passet ind, havde de? Treston havde godt nok taget den vej, faderen ønskede for alt sit afkom, men det var aldrig gået lige så godt som med Ersten. Havde aldrig været helt så seriøst.
    "Jeg tror du har ret i, at lidt arrigskab er godt. Så drukner man hverken i medlidenhed eller selvmedlidenhed," tilføjede hun så. "Eller forfalder til guder, der er ligeglade." Hun skævede lidt rundt i krostuen. Der var ved at dukke flere folk op efterhånden. "Hvad siger du til at lægge de sidste planer et mere privat sted? Og så tager jeg tilbage inden for muren og får fat i de ting, vi skal have. Så får jeg dem ud til dig så hurtigt som muligt."
    En summende knude i Zirras mave dukkede op igen. Ikke rigtig spænding men heller ikke helt frygt. En mellemting. Det her ville løse deres problemer og give en hævn, men det ville muligvis også gå på kompromis med den sidste del af det moralske kompas.

    Treston pointerede ikke, hvad de begge vidste var sandt: Nemlig, at selvom Dastors vrede, når den rigtig fik luft, var skrækindjagende... Men på trods af dét, var Eylias skuffelse stadig værre. Langt værre...
    "Jeg har nu set hende rigtig arrig..." mumlede han, fordi mindet straks var poppet op i hovedet på ham; dagen han var taget fra Dianthos. Dastor, der havde været i gang med at puste sig op overfor Josefine, og Treston, der havde givet svar på tiltale, fordi han ikke kunne lade være... Eylia havde foldet dem begge på midten, som havde de været et par festduge...  "Men det var heldigvis ikke rigtig mig, hun var vred på..." Han fnøs og rystede mindet af sig - tænkte, at han ville lette stemningen lidt, og rakte derfor ind over bordet for at give hende en irriterende pegefinger i skulderen. "Det er faktisk dér, I ligner hinanden allermest, at du ved det! Der er noget helt igennem frygtindgydende ved at se så store følelser mast ned i en lille-bitte krop... Lidt ligesom dé dér små, indavlede skødehunde, adlen er så glade for og som de slæber med til ethvert arrangement på Paladset. Du ved, at du kunne sparke den halvvejs til Bymuren, hvis du tog den med ud på balkonen, men når den nu sidder dér på Hertug Fisefornems arm med vanvid i øjnene og alle sine undertrykte mordtendenser rettet med største urimelighed imod dig... Så beder du til, at han ikke giver slip på den - til alle Guder. Hold fast på dét bæst. Hadet er blevet destilleret for at kunne være der, og jeg skal ikke bede om det..." 
    Tilfreds med sin totale afsporing af samtalen, og Zirras succes med både at skifte emne og få den tilbage på sporet, rejste Treston sig med et nik. 
    "Jeg lejede mig ind på et værelse mens jeg ventede på, at du skulle dukke op," oplyste han og klappede sig på lommen, hvor nøglen lå. "Jeg har ikke set det endnu, men jeg antager at vi har mere ro deroppe." 
    Han havde faktisk allerede vendt sig imod trappen til overetagen - af ren vane; det havde været ham alene så længe - før det gik op for ham, at der var noget, der hed 'almen høflighed'. 
    Treston løftede et øjenbryn af sin lillesøster. "Vil du med?"

    Treston havde altid haft en helt utrolig evne til at vende en stemning ved simpelthen bare at lukke mundlort ud, indtil alle parter havde glemt, hvad der havde skabt den dårlige stemning i første omgang. Det samme skete nu, og var også grunden til at Zirra ikke gav ham større svar på tiltale. For han havde lige sammenlignet hende med en indavlet, aggressiv hund. Men hun lod det ligge og lo i stedet af hans ordopkast, for det var også hans spidskompetence: At få sin lillesøster ud af dystert humør med sin egen, dystre humor.
    "Ja, lad os gå hen på dit sikkert helt igennem usle kammer og få styr på de sidste ting," sagde hun og fulgte med ham. "I øvrigt tror jeg mor flår dig levende, hvis du nogensinde sammenligner hende med en af de hunde der. Jeg har set hende kigge på dem på samme måde som når vi virkelig gjorde noget lort som børn."