Elemér var langsomt dalet tilbage at ligge i sengen, med hovedet en smule hævet fra den fyldige dunpude, og armene liggende langs siderne, uden at de gjorde noget. Han var ikke sig selv med NOX i kroppen. En sober Elemér ville trods alt kigge væk i høflighed, men Sata virkede ikke opmærksom på hvad det egentlig var han udsatte ham for. Det rygtedes at Sata også var til mænd… nogle gange… Lidt ligesom Elemér, skønt han absolut ikke kunne kalde sig erfaren. Det var i hvert fald første gang han havde ligget i en seng sådan her, som om… "..."

Men tydeligvis var der ikke noget, andet end et broderskab imellem dem. Men bare det at de ænsede hinanden var banebrydende. Men at de ligefrem skulle ligge i samme seng!? Drømmeeliksiren i hans blodårer fik ham til at fornemme ting der ikke var der…

Som Sata havde afklædt sig fra de pæne balgevandter og smykker, og havde iført sig sin løse natrobe, vendte han sig om og kiggede på Elemér. Han håbede ikke at hans øjne afslørede, at han havde set på alt imens. Men man kunne jo give stofferne skylden, eftersom, at de gjorde ham ude af stand til at opføre sig normalt. Støvlerne blev hevet af med Satas hjælp, men efter det ville man kunne aflæse på Elemérs kropsprog, da han krydsede sine arme lidt beskyttende, så man ikke ville kunne klæde ham af, var det tydeligt at han ikke havde lyst til at ligge med bar overkrop ved siden af ham. Elemér ville ikke risikere at få en nervøsitetsrejsning, hvis Sata skulle begynde at trække tunikaen og blusen af ham. Han havde ikke lyst til at blive fejltolket… Han ville bare gerne have lov til at beundre ham fra afstand, som han plejede…

Måske var det naivitet der fik Sata til ikke ænse øjnene der ikke kunne fjernes fra ham. Eller også var det fordi at Elemér stadig så noget tåget ud, som han lå der på sengen og jo ganske vidst kiggede hans vej. Det lå langt fra Satas tanker i dette øjeblik at Elemér kunne se på ham med lyst i øjnene, måske fordi de aldrig havde snakket rigtig sammen og at den anden vogter ikke havde gjort noget for at gøre sin interesse tydelig.

Indikationen var dog tydelig fra Elemér at han ikke ville have taget mere tøj af sig. Et lille girn undslap Sata og en hovedrysten. ”Bare rolig, jeg gør ikke noget,” sagde han, og gik over til siden af sengen, hvor han satte sig, så han kunne lægge sig ved Elemérs side. Det var ikke beregnet til to mennesker, og de kom til at ligge rimelig tæt.
Han tog dynen og tog den op over dem, men forsøgte så vidt muligt ikke at røre Elemér for ikke at gøre den stadig høje vogter utryg, selvom hans fingre ved et uheld alligevel ramte hans arm, som han lagde dynen om dem. Forhåbentlig kunne de bare gå direkte i seng. Sata følte sig i hvert fald træt.

Sata grinte? Kunne det passe at han fandt hans selskab hyggeligt, trods alt? Elemérs læber bredte sig smilende. ”Åh, jamen jeg er rolig,” Forsikrede han ham. Det var ikke Sata han var nervøs for, det var mere ham selv og hvad han kunne komme til at sige eller gøre, når han var sådan her. ”Jeg vil bare ikke risikere at fryse, eller noget...” Overforklarede han, hvilket i øvrigt var en løgn. Der var ikke koldt i det her opvarmede slot, især ikke i forhold til hans værelse hjemme i templet, eller i forhold til når han sov ude, under Dions vinge.

Lige nu lå han jo på ryggen og optog det meste af pladsen, og det var han ganske bevidst om, specielt fordi Sata forsøgte ikke at fylde. Som om det ville genere Elemér at ligge tæt… Han kunne jo give ham mere plads ved at lægge sig på siden, men skulle han vænne ryggen til ham, nærmest afvisende, eller skulle han lægge sig med fronten mod ham og stirre direkte på ham mens han sov? Elemér huskede at han havde været så ufatteligt træt, at han dårligt kunne komme op at sidde, da Sata dukkede op. Og nu var der noget der holdt ham vågen. Satas aftegninger på kroppen så ud som om, at de var blevet påført med svie og smerte, så… Var det der af religiøse årsager eller var det en elemental-ting?

”Sata? Hvordan plejer du- Skal jeg… Bare skub til mig hvis jeg fylder, eller begynder at snorke.” Af en eller anden årsag havde Elemér en ide om at Sata sov ligeså stille som hans udseende gav udtryk for. Han snorkede sikkert heller ikke, eller stjal dynen. Elemér anede ikke om han snorkede eller sov uroligt, og det havde aldrig bekymret ham før nu. For det meste snorkede hans dragepartner langt højere og overdøvede alt andet.

Sata var bekymret for at fylde og gjorde sit for at gøre den anden mand mere bekvemt i den smalle seng med ham. Ikke at han kunne gøre så meget, når han prøvede på ikke at røre ham. Det var i det hele taget lidt akavet, når de to mænd dårligt kendte hinanden tiltrods for at Sata havdek endt til Elemér nok hele hans liv. Det var et af børnene der var vokset op i templet trods alt. En køn man var han da blevet.

”Det er okay,” sagde han, selvom han følte at han selv lå lidt ubekvemt, og med et lille bitte suk måtte han erkende at de nok skulle ligge tættere hvis de skulle ligge godt begge to. ”Vil du være… okay med at jeg lægger en arm omkring dig? Jeg tror vi vil ligge bedre, hvis vi ligger op ad hinanden...” I stedet for det akavet mellemrum der var imellem de to af dem lige nu, som kun gjorde sengen mindre mellem dem. Desuden så var Sata ganske vant til at ligge i ske med folk, men nogle kunne ikke lide. Især visse af munkene var lidt sære. 

”Øh-” Det var ikke lige det Elemér havde forventet at høre fra Sata. Han troede at han havde hørt forkert, men nikkede så da brikkerne var faldet på plads. Han var så langsomt tænkende. Men han var også i tvivl om, om det her var noget han bildte sig ind. Sata mente at de ville ligge bedre i hinandens arme? ”Okay, det… er en god ide.” Langsomt tiltede han om på siden, med ryggen til den anden dragevogter og afventede at der skulle lægges en blå arm om sig. Elemér forestillede sig hvordan det måtte se ud oppe ovenfra… Munkene talte tit om at de stræbede efter at opnå den der ud-af-kroppen tilstand, og her lå Elemér og følte det let som ingenting takket været Nox.

Han mindedes Satas nus fra da han trøstede ham, men det var der nok ikke mere af for nu. Især ikke så mærkeligt stivt i det, som Elemér opførte sig lige nu. Sata måtte have det virkelig akavet med ham. Han var urolig indeni, men helt stilleliggende udenpå.

Sata kunne ikke helt hitte ud af om Elemér faktisk mente det var en god idé eller om han tænkte at det var lidt mærkeligt. Måske han følte sig ukomfortabel med Satas præferencer? Det ville i hvert fald forklare hvorfor han var så akavet omkring ham. Det var vel næppe fordi Elemér var tiltrukket af ham. De fleste der kendte til ham vidste trods alt at Sata var… nogle gange lidt for nem. Han fortrød det sjældent, men hans tildens til ikke at sige nej, fik ham lidt for ofte i seng med en anden køn mand… eller kvinde, når de engang imellem bød op til det.

Men Elemér havde sagt god for det, så forsigtigt lagde Sata sig tættere på, og lagde en arm forsigtigt omkring Elemér. Hans hoved var så tæt på at han nok åndede den anden mand i nakken, men fordi han kunne læne sig lidt mere op af Elemér så var det væsentlig mere behageligt at ligge ned. ”Ligger du fint?” spurgte han forsigtigt. Han ville trods alt ikke have at den anden vogter så pludselig lå dårligt.

Elemér måtte holde sig selv fra at svare, at han da lå nogenlunde. Det ville være et dække over at det her faktisk var det han ville have. At han ligefrem nød det lidt for meget. ”Ja,” Han fik svaret kort og simpelt, så han ikke fik rodet sig ud i noget, og så blev han stille, som for at finde ro til at falde i søvn.

Han kunne nemlig godt lide den ekstra vægt over ham fra Satas arm. Den var som et beskyttende lag, der holdt ham fra at snurre for meget rundt i rummet, på grund af Nox. Han syntes også at han følte hans berøring meget tydeligere på Nox… Men ikke på nogen skidt måde! Sata havde altid været en af de munke der klarede sig godt, og i Ango Corda, selv før dragernes udklækkelse, var Sata en af dem teenagerne idoliserede. Men var Sata overhoved klar over det? Eller var han god til at ignorere de andre? Elemér selv havde altid gerne villet være som ham en dag, men det var nok første gang i dag, at han legede med tanken om at være hans for en nat…

Men i nat? Hvis noget skulle ske i nat, så ville det kun være fordi de var to mænd i en seng. Fordi Elemér havde hørt nogle rygter om Satas præferencer… eller fordi Sata måske havde ondt af ham for den udskammelse han havde oplevet? Ugh… Det gjorde Elemér syg i brystet ved tanken!

”…Sover du?” Efter at have ligget med sine egne tanker i en lille rum tid, var han ikke sikker på om Satas vejrtrækning mod hans nakke var tung nok til at han sov. Elemér lagde sin hånd på Satas meget blå hånd, som hans blik havde fikseret på siden den blev lagt over ham, og tog den tættere ind til sig. Han førte den ned ad sig. Bedst som man kunne tro at han ville have hans hånd ned i bukserne, ville han trods alt bare have den ind under den yderste tunika, og føre den op til sit bryst. Han søgte lidt mere af den omsorgsfulde nus han havde fået på skulderen, da Sata forsøgte at trøste ham. Men Elemér kunne ikke finde ud af at sammensætte en sætning til at spørge pænt.

Sata prøvede at falde i søvn. Den varme krop ved hans side føltes behagelig og han fandt sig selv falde ind i følelsen ganske nemt, som han havde gjort alle de andre nætter han havde haft en varm krop at ligge med. Kroppe der typisk forlod ham når morgenen kom forbi, men det var hans for en nat. Eller han var deres for en nat nok nærmere. Sata var ikke blind for sine egne fejl, og han havde altid været dårlig til at sige nej.
Duften af Elemér infiltrerede også hans sanser, og det var nok også det der i sidste ende var det der havde gjort at han ikke helt var faldet hen, så da han hørte den varme stemme, åbnede hans øjne sig igen, selvom han kun kunne se bagsiden af Elemérs nakke.

"Ikke endnu," svarede han lavmælt, men han kunne mærke hvordan hans hjerte pludselig begyndte at banke hurtigere og hurtigere, som han mærkede hvordan Elemér tog hans hånd. Han kunne mærke stoffet under sine hænder, kunne mærke hvor den var på vej hen, og han havde det ikke sig selv at stoppe den. Vidste med sig selv, at ville Elemér forsøge noget, så havde Sata det ikke sig at sige nej. Ikke når han kunne lugte ham sådan her, og han vidste hvilken trøst det kunne bringe at være sammen med en. Lige indtil at hånden blev ført under tunikaen i stedet for.
En næsten forvirret mine lagde sig over Satas elegante ansigt, inden hans fingre langsomt begyndte at nusse brystet. Usikker på hvad præcis Elemér ønskede.

Det var utroligt hvordan han havde kunnet få Sata til at nusse ham ved sit bryst, helt uden mundtlig kommunikation. Hans hånd havde bare bragt Satas hånd der, og havde på minimal vis vejledt hans fingre på vej, indtil Sata tog over og begyndte at kæle ham, præcis som han havde ønsket. Sata ville straks vide at det var hvad hans hånd var der for. Elemérs hånd, der hvilede på hans, slap lidt på grebet, for ikke at komme i vejen for de små bevægelser. Hans fingre strøg ham endda kærligt henover hans knoer, inden han passivt hvilede sin hånd på hans.

Elemér slap på et besværet suk, som indikerede at han havde glemt at holde vejret. Men nu kunne han slappe af i det, og nyde Satas accept af ham. Nyde drømmen, der lukkede af for bekymringerne og forstærkede hans sanser, og kun fokusere på den fantastiske følelse, indtil han langsomt følte sig tungere og trættere, og til sidst faldt i søvn sådan her.

Var det alt? Det var underligt at tænke at det var alt Elemér ønskede, for et eller andet sted havde Sata måske også forventet mere. Det var ikke nødvendigvis en dårlig ting at det var alt der var ved det, og Sata var sjældent den der skubbede for mere. Så lang tid at den anden vogter lå godt, så var det vel alt der behøvede at være ved det. Også selvom det sendte kuldegysninger ned af Satas ryg hver gang han mærkede de fine kærtegn.

Men til sidst faldt også han i seng, og som de lå og sov formåede djinnen at vikle sig mere og mere ind i Elemér. Et ben blev flettet ind i mellem hans, og hans arme hev Elemér mod brystet. Hovedet kom tættere på nakken. Det var som om at Sata kun var mere omklamrende når han sov.
Men djinnen sov trods alt dybt og lydløst, og var også noget længe om faktisk at vågne igen, da morgendagen endelig kom. Hans øjne føltes i hvert fald tunge , og han lå så behageligt. Den varme krop ved hans side der fortalte ham at han nok havde haft en god aften, nu når han ikke helt var vågnet nok til at huske hvorfor præcist der var en krop i hans seng. 

At falde i søvn i Satas arme var forbavsende let. Elemér vågnede ikke af at de kærlige nus mod hans bryst på et tidspunkt ophørte, i takt med at Sata selv forsvandt ind i drømmeland. Og han vågnede kun kortvarigt, da han mærkede hvordan Sata i løbet af natten viklede sig endnu mere ind til ham, med et ben imellem hans og hans hænders greb om ham blev mere bessideriske. Man skulle tro, at når man ikke var vant til at sove med andre, ville man ikke længere være i stand til at falde i søvn igen, men sådan var det ikke for Elemér. Han vågnede kort, erfarede at han stadig lå i sengen med Sata og fandt til ro med det. På et tidspunkt, da han blev vækket et par timer før solopgang, var noxen så godt som ude af hans system, og Elemér kunne dreje sig lidt i kroppen og kigge bagud og ane Satas blå, hvilende ansigt... Skønt det var utrolig tæt på, var han ikke i tvivl om at han var meget smuk og fredelig. Han lod fingrene mærke lidt på stoffet af hans hvide natrober og rørte lidt ved en af de lange hårtotter, der gradierede fra sort til blå og så til hvid... Og så puttede han sig til rette igen og faldt i søvn.

Ude på gangene, kunne man i løbet af morgenen høre hvordan nogle af deres kollegaer banke på hos deres tætteste venner for at vække dem i god tid inden fællesmorgenmad. Det var nok til at vække Elemér rigtigt. Han spærrede øjnene op og stirrede ud i et værelse, der i går havde lignet hans eget fuldstændigt. Men i dag var det overhoved ikke et rum der kunne sammenligne med hans. Hey...! Hvorfor havde Sata fået så fint et værelse? Elemérs var en halv gang så lille. Og han havde ingen balkonudsigt til haverne!

"...Sata, vågn op," Elemér flyttede blikket ned på Sata. Det havde virket klogt at vække Sata, inden nogen kunne finde på at brase døren op, men så gik det op for ham, at han på en eller anden måde havde fået begge Satas hænder op under blusen. Lidt blufærdigt måtte Elemér hjælpe dem fri. Han blev mindet om timen op til han faldt i søvn. Han havde på en eller anden måde formået at forføre Sata til at puttenusse med ham... "Jeg... undskyld. Undskyld for i går aftes," Rømmede han sig akavet, samtidigt med at han lige så stilfuldt forsøgte at løsne sine ben der havde fastlåst sig om Satas ene nøgne ben. Med en hånd flyttede han lidt rundt på sit vilde morgenhår.

Sata var ikke nær så klar på at vågne da der begyndte at blive banket på dørene, men da han hørte en næsten velkendt stemme ved hans øre, slog han dog endelig de blå øjne helt op og kiggede nu på noget meget rødt hår, og det gik meget hurtigt op for den trætte djinn hvem det egentlig var han lå med. åh nej. Det havde på ingen måde været meningen, og også han blev nødt til at trække sine hænder lidt forfjamsket til sig, hvilket bare gjorde ham mere opmærksom på hvor varme hænder Elemér havde. Så meget for ikke at få sig selv i problemer når han først kom til Dianthos.

Sata fik rykket sig lidt væk og sat sig op i sengen. Hans eget hår var også lidt vildt, men som han kørte en hånd gennem det var det som om at det lagde sig om hans skuldre ligeså let. Selv i de tidlige timer virkede det som om at den blå mand havde styr på sig selv og sit udseende.
”Det er mig der bør undskylde,” sagde Sata næsten lidt for hurtigt, som han ikke helt havde fået alle minderne tilbage fra natten forinden, selvom det var begyndt at dæmre lidt. Og oh, det var måske ikke helt hans skyld. ”Jeg mener, jeg burde ikke have… ligget mig så tæt...” Som om at han rigtigt kunne undskylde for det, men selv Sata kunne ikke helt finde ordene, når han blev sat i en lidt for akavet position. Han havde nok mere accepteret det uden protester, havde Elemér ladet som om at det var meningen de skulle have ligget sådan.

Det var på sin plads at undskylde overfor Sata. Han kunne ikke helt huske om han havde sagt eller gjort noget forfærdeligt under sin påvirkelse af Nox. Han havde bare været så glad og betaget af de smukke omgivelser, at han ikke var i stand til at ænse hvis han generede nogen. Det var lidt pinligt, at han lige netop skulle komme i samtale med Sata på den måde. Sata fik jo ikke engang muligheden for at kende ham, som han virkelig var!

Han var glad for at Sata ikke ville spørge for meget ind til hans brug af Nox, men han blev overrasket over at Sata begyndte at undskylde. Hvad havde Sata at undskylde over?

”Åh, Jamen… Det behøver du ikke undskylde for. Jeg kunne godt lide det tæt- Jeg mener jeg sov fortrinligt!” Han skyndte sig at rette det, da det lød mere forkert når det kom ud af hans egen mund. Han følte sig så fjoget og forsøgte at tale sig fra det ”Jeg dømmer dig ikke fordi du-” 'kan lide mænd', var han lige ved at sige. Det var måske kun godartede rygter startet af pigerne, men de fleste talte allerede om det, som om det var sandt. ”Jeg er selv-… Men ikke at jeg tænkte i de baner, overhoved! Vi sov jo bare…” Ikke? Elemér ville ikke have været fuldt påklædt, hvis der var sket mere, vel?

Sata kunne mærke at hans nakke og ører bare begyndte at brænde mere, hvilket mest af alt bare lignede at han blev lidt mørkere, hvilket da var en af de gode ting ved hans blå hud. Han havde ikke behov for at Elemér vidste hvor pinligt berørt han pludselig følte sig over hele situationen. Han havde nok også fået lidt for meget at drikke, og det havde virket som om at Elemér lagde op til noget, lige indtil han ikke havde. Der var så mange bedre måder at kunne have håndteret hele situationen på hvis han skulle være ærlig.
Elemérs halve sætninger gjorde heller ikke situationen bedre, som Sata selv blev nødt til at holde det sammen, hvilket stadig var lidt svært i hans morgentrætte stadie. "Nej det var heller ikke min intention," var Sata meget hurtig til at sige. Jovist han havde da haft tanken da Elemér havde først hans hånd mod bukserne, og havde jo nok også været villig, men det var ikke derfor han havde haft planer om at dele sengen med ham. "Jeg ville bare være sikker på at du havde et sted at sove. Og ja... sengen er ikke så stor..." selvom sengen nu stod væsentlig større ud her i daggryets lys. 

Han følte sig lidt dum lige nu. Sata virkede meget mere fattet end ham, og han var ikke det mindste forfjamsket over at have ligget som han havde op ad en anden mand – sin egen kollega, ligefrem.

Det lettede da at han var lige så kølig som den blå farve, der var at finde hvor end man kiggede på ham. Elemér havde ikke været til besvær. Sata havde kun villet passe på ham, som man vel forventede at man tog sig af sine medvogtere? Huh… Han kunne mærke at det skuffede ham lidt, at Sata ikke havde haft grummere intentioner med ham. Sata var flot og beundringsværdig, og så ville det jo være en nem måde at få det overstået på.

Ligesom Satas blik søgte mod sengen og fandt den større i dagslyset, kiggede Elemér også. ”Jah…” Gjorde han sig enig, selvom Sata sad lige akkurat der i midten af sengen, og lagnerne på den anden side af nærmest virkede urørte. ”Jeg havde sådan set frem til at skulle sove som en konge på mit fine værelse,” Lo han, for at feje sandhederne om pladsmanglen i sengen lidt under tæppet ”Siden Dion blev for stor til at komme indenfor, har jeg bare sovet på ham udenfor.” Sådan en drage var lige så blød som den så ud. Så ret hård. Men Dion var jo hans bedste ven, så han havde vænnet sig til friluftslivet, for at kunne være sammen med ham så meget som muligt. Gad vide hvor Sata havde gjort af Nilima for natten?
 

Sata følte sig alt andet end fattet som han sad her med ELemér. Han følte sig mindst ligeså forfjamsket, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre for at komme ud af situationen. Han ville heller ikke have at den anden vogter følte sig utilpas, og nej hvor ville han føle det, hvis han vidste hvad Sata havde tænkt natten forinden. Sata blev i hvert fald nødt til at huske på at han havde været lidt fuld, så det var naturligt at han var lidt mere løssluppen.

Den blå vogter kunne mærke hvordan hans skuldre faldt lidt lettet ned da Elemér valgte ikke at kommentere på sengen størrelse. Det havde været en underlig nat, og det var nok bedre for dem begge ikke at dvæle for meget ved det.
"Jeg er ked af at jeg tog den oplevelse fra dig," lød Satas ord. "Men jeg er sikker på at du får muligheden i nat." I nat hvor han forhåbentlig ikke var høj og ikke kunne finde sit værelse endnu engang. Ikke at det havde generet Sata som sådan, men det var nok lidt akavet hvis han væltede ind hos en anden vogter. Det var i hvert fald det Sata fortalte sig selv.
Det sidste der var i Satas tanker var lille Nila, og hvis hun havde været det, så havde han nok undret sig over at hun ikke havde givet nogen lyd fra sig, for der var en ting der var sikkert, og det var at Nila nok ikke var super begejstret over at skulle sove i stalden af alle steder.

Sata følte sig måske på udebane i situationen, men det var ikke noget Elemér bemærkede, han kendte dårligt manden, skønt han havde beundret ham fra afstand. Han havde nok ladet sig farve af forestillingerne om hvor perfekt han var indeni, også.

Ligesom Sata undskyldte, som om han faktisk havde noget fra ham, blev Elemér underligt bevidst om, at han ikke følte sig snydt. Det var pinligt, at han var blevet taget i at have været så påvirket, at han ikke engang kunne se forskel på sit eget værelse og Satas, men han fortrød ikke noget. Det havde været overraskende dejligt at ligge kludret sammen med den smukke, magiske fyr. "Sig ikke sådan... Måske har jeg aldrig sovet bedre?" Elemér følte sig vovet og lystig. Han kunne mærke at han ikke var høj på Nox længere, men høj på noget helt andet - på den gode nattesøvn, sikkert.

Han gav Sata et bredt smil og rejste sig op hurtigt, før hans hentydning kunne nå at lande, og så gik han hen til spejlet i værelset og rettede på både sit tøj og hår. Kunne han tillade sig at gå ned til morgenmad sådan her? Nok ikke... Ikke hvis Calanis var til stede. Og dronningen, naturligvis...!

Sata blinkede et par gange. Og så et par gange mere. Havde han hørt rigtigt? Han nåede dog ikke at få det bekræftet før Elemér bare rejste sig fra sengen, som om intet var hændt, men havde han ikke sagt? Det var ikke som om at det ændrede på noget, men Sata var ikke blind for flirting, eller når folk lagde op til noget, men måske... måske havde den anden vogter ikke gjort det? Sata var pludselig meget usikker på sig selv, men han kunne ikke helt benægte hvordan han følte at hele hans ansigt føltes varmere.

Han rømmede sig lidt, før at han også stod op af sengen. Det var væsentlig køligere at være ude af sengen, men pludselig følte han sig ikke helt så vovet bare at skifte tøj foran Elemér.
"Kan du.... huske hvor dit værelse er nu?" spurgte Sata lidt forlegen, og var begyndt at redde sit hår med sine hænder, hvilket ligeså meget var lidt af en nervøs trækning. "Eller skal vi finde nogen der kan hjælpe dig med at finde tilbage?" Sata ville ikke være til meget hjælp, men han kunne godt gå med ud og spørge nogle af de andre vogtere som også virkede til at være vågne efterhånde. Oh. Det betød de ville vide at endnu engang havde en mand fundet vej til Satas seng. Det var som om at han var forbandet hvad det angik.

”Du vil hjælpe mig? Igen?” Det overraskede Elemér lidt, at han havde sagt ’vi’ så afslappet. Men det gjorde ham glad. Det var ikke fordi Elemér var havnet på en ø fyldt med røvhuller, men siden han var teenager og havde sortlistet sig selv ved at tabe Dions æg, havde han sortlistet sig selv. Og da han tæmmede Dion og blev hans partner, vendte de fleste på en tallerken, men der var det allerede for sent. Elemér havde det bedst med at være bare ham og Dion…

”Jeg er ikke sikker længere, men jeg tror at det er ovenpå, i den modsatte ende et sted.” Han havde virkelig ladet sig føre på vildspor på NOX. Det var lidt skræmmende, hvad det kunne gøre, selvom manden med sølvhåret havde forsikret ham om at det var ufarligt…

Hans blik hvilede på Sata som stod og redte det allerede meget glatte hår ud med fingrene. Han spekulerede på hvorfor han bare stod der, og ikke tog sit tøj på, indtil det slog ham, at Sata nok ikke var komfortabelt med at han kiggede. Nå nej… Han drejede hurtigt kroppen. Og for ikke bare at stirre på ham igennem spejlet i stedet, pillede han lidt undersøgende ved nogle af hans ejendele i stedet. Sata havde mange smykker… Men Elemér var mere interesseret i den lille lyskrystal, som Sata havde brugt til at finde vej tilbage til sit værelse med. Han prikkede til den med en negl, for at prøve at få den til at lyse.

”Hvis vi er hurtige, kommer du ikke for sent til morgenmad.”

"Selvfølgelig," svarede Sata uden tøven. Det var vel normalt at hjælpe sine medvogtere, i hvert fald i Satas hoved. De havde gået sammen det meste af livet, så der var en naturlig del af at dele og hjælpe mere end folk måske mente at man behøvede. At Elemér var blevet stemplet som ham der tabte ægget betød jo ikke at han ikke stadig var værd at hjælpe. En fejltagelse bestemte ikke hele ens person. Det var i hvert fald hvad Sata fortalte sig selv som han stadig mærkede den ubehagelige trækken i hans bryst, som nok ville være en permanent del af hans person i det næste lange stykke tid.

Han var dog stadig ikke sikker på at Elemérs forklaring var nok til at de kunne finde soveværelset hvor han burde have sovet, men nogen til morgenmaden ville nok vide hvor det var han boede trods alt. Der var de der huskede bedre, og så bare de der skulle have styr på det.

Nu hvor Elemér dog også havde vendt ryggen til, så kunne Sata endelig tage noget af hans tøj på. Han hev natroben over hovedet, og begyndte så at hive bukser og skjorte på, inden jakken kom på, og så gik han også hen til smykkerne. Øreringe kom i, en halskæde kom på, og håret blev sat op. Det var overraskende hurtigt for ham, men han havde heller ikke i sinde at have det på hele dagen. Der var trods alt en aftale senere han skulle til.
"Skal du med ned til morgenmaden?" spurgte han, da det også ligeså stille var gået op for ham at Elemér ikke havde nævnt at han ville tage med ned til morgenmaden. Kunne jo også være at han bare ikke var klar på det. Der var begyndt at være færre skridt ude på gangen, som nok indikerede at de fleste efterhånden var gået ned efter den.