" Nej, bevares! " Svaret var forhastet og falskt og Ingrids kinder blev ekstra røde ved tanken, og lyser i brystet tog til. Hun rystede voldsomt på hovedet og trak skuldrene op mod ørene igen. 
 " Eller altså... Nogle gange.." Endte hun så med at mumle, stadig med blikket forlegent vendt med jorden. 
 " Men.. " Ingrid sagde dog ikke mere, for hun vidste ikke rigtig hvad hun ville sige. Hun ville forklare sig. Gøre det klart hun ikke var en eller anden uanstændig pige, men han virkede også ligeglad. 

 " Jeg.... Eh.. har en lille.. bod ved markedspladsen.. " svarede hun på spørgsmålet om butik. Hun havde ikke råd til et rigtigt sted. Og boden.. den var hjemmelavet af gamle trækasser. Hun havde ikke en gang en tilladelse til at sælge på markedspladsen.
 Ingrid flyttede blikket op på byvagten ved hendes siden da han pludselig virkede interesseret i bivirkningerne. Det var ikke fordi det var så sært hvis han var interesseret i hendes blandinger, det var mere hvordan det virkede så anderledes i forhold til hvordan han ellers havde været. 
 " Uhm... Det kommer an på blandingerne... Nogle gange er det bare træthed eller hovedpine. Andre gange.   Eh... Andre ting... " Ingrid så væk igen og rømmede sig lidt.

Det rungede næsten i hovedet på ham, men før han nåede at give hende et form af svar, mumlede hun en forlegen sandhed. Men han ville vide hvad der lå bag hendes men, hvorfor han spurgte opfølgende: "Men hvad?" det ville jo næppe være en hemmelighed at de kom tilbage og fortalt om deres oplevelser eller mangle på oplevelse. 
Skulle hun nu sige, at hun havde tavshedpligt som en eller anden præst. 

Han var desuden mere end ligeglad med hvad hun følte eller tænkte omkring emnet. Uanset hvor forlegen og anstrengt hendes stemme måtte være, ændret det ikke hans synspunkt for hende eller emnet. 

"Lovligt?" spurgte han lidt små retorisk. Hun kunne have en ulovlig bod midt inde i indre by og han var nok gået videre. Det var jo bare et barns måde at tjene penge på. Ja, han holdt fast ved ideen om at hun var et barn. 
Selvom de gik side om side, som intet var i gære, var det med rig mulighed for at gøre ind til tingene hun havde i sin besiddelse eller kunne formå at bringe i sin besiddelse. 

"Andre ting betyder hvad?" træthed og hovedpine kunne alle jo overkomme, men det andet lød nu alligevel en del mere.. relevant at forholde sig til. 

 De spinkle læber blev presset sammen og Ingrid brummede lidt usikkert. Hun så kort op på byvagten inden hun så ned på fødderne igen. Ja, men hvad? Ingrid endte med at trække på skulderne.
 " Men ikke noget... " mumlede hun.

 Ingrids hjerte sprang et lille slag over da han spurgte ind til legaliteten af hendes bod. Hun følte sig pludselig utrolig tør i munden, og hænderne gav sig til at pille ved en løs tråd i kjolen. Hun ville virkelig gerne beholde boden! Men hun havde altså ikke krystallerne til at have en lovlig bod, og da slet ikke til at betale for en bøde ved at have boden. Det havde ikke været et problem ind til videre, men hun frygtede hun pludseligt at hun altid skulle sidde og kigge sig over skulderen når hun satte boden op.
 " .. Ehem.. Selvfølgelig! " rømmede hun sig, og prøvede at lyde overbevisende. 

 Ingrid så sit snit til hurtigt at komme væk fra snakken om boden da han spurgte ind til hvilke andre bivirkninger han snakkede om. Ingrid rettede sig op og så op på ham.
 " Uhm... Nogle af dem kan være.. Gøre så man ser synere.. Eller bliver dårlig.  " forklarede hun. Det var måske ikke så godt at hun snakkede om de blandinger der virkede mere som stoffer, men hvis det kunne få samtalen væk fra den ulovlige bod, så tog hun chancen. Og måske var han ligeglad? Ingrid kunne ikke helt gennemskue de her byvagt, men virkede.. sær.. 

Hvorfor hun ikke blot fortalte hvad der lå bag det men, var ham en gåde. Men det virkede til, at hun ville gøre sit for ikke at fortælle hvad der så lå bag det. Skulle han blot tage det for gode vare eller accepter det. Gad han virkelig blive ved med at stikke til et svar, som nok ikke kom? 

Pumpene ændret sig som et blik, og han vidste godt hvad det betød. Måske det alligevel godt kunne svare sig, at blive ved med at stikke lidt til hende, når hun nu alligevel havde en lille ulovlighed i gang. Han var jo ikke en, der ødelagde tingene for folk, bare så længe han selv kunne få noget ud af det. 
Et grynt forlod ham, og han lod hende få muligheden til at rømme sig fri for hvad end, der skulle holde hende tilbage. Overbevisende var ikke ordet han ville bruge, men for nu fik hun lov at tro det. 

"Så en eliksir i forklædning som en blandning?" alt hun sagde vile jo i sidste ende blot modsige sig selv - ikke? Havde hun ikke rettet ham i hans eliksir-udtalelse? 

Men det var jo faktisk lige meget. "Vi kan se bort fra din.. "lovelige" bod, ved en udveksling og sådanne små ting," selvfølgelig illustreret han lovelige i anførseltegn, igen - det var jo et barn han havde med at gøre. 

 Munden åbnede sig og lukkede sig igen, da han begyndte at snakke om det var eliksirer hun lavede. Hun havde lyst til at sige ham imod. Forklarer ham at det ikke var sådan, men havde han ikke ret? Nogle af hendes blandinger var bare ting hun puttede i glasset, men der var ting hun blandt andet moste og blandede sammen. Blev det så ikke en eliksir? Læberne blev til en smal streg og hun trak så lidt på skuldrene. 
 " Måske lidt, så... " mumlede hun opgivende.   

 Da han så åbenlyst pointerede at hun var gennemskuet stoppede Ingrid op og stirrede lidt frem for sig. Nervøst sank hun en klump og tænkte over hvad han sagde. Vi kan se bort fra din "lovlige" bod. Det lød ikke som noget en byvagt burde sige. 
 " Jeg bor ikke på Månesvamps Gade..." mumlede hun så stille. Det var jo nok noget han allerede havde regnet ud var en løgn, men hvis han alligevel var ligeglad med hendes bod, var han vel også ligeglad med hvor hun boede? De kunne i hvert fald lade hver med at spille tid på at gå der over. Spidsen af den ene fod skrabede lidt mod jorden og fingrene pillede uroligt ved kjolens stof.
 " Hvad mener du med.. en udveksling? " Ingrid skævede lidt hen mod ham, og prøvede ikke at tænke for meget over hvad han havde ment. Det kunne da ikke være noget uanstændigt, vel..?

Den opgivende mumlen var en form af bekræftelse af at han jo havde ret i det han sagde. Men det var jo ligemeget alligevel, blanding eller eliksir, det var vel blot et af de ord, som betød det samme alligevel. 

Tempoet stilnede, nej det stoppede helt. Han stoppede op og vendte sig skråt mod hende for at vende sit fokus mod hende. Stilfærdigt og ubekymret. Det var ingen overraskelses at hun ikke boede der, hvor hun havde sagt hun boede. Lystløgner var hun hvert fald ikke, og om hun nogensinde blev det, var svært at sige. "Aha," lød det blot tørt fra ham som bekræftelsen på hendes falske adresse oplysning. "To af dine blandinger og jeg ser bort fra dit gøren nær undergrunden og din uautoriseret bod. Betragt det som en advarsel," omend det ikke lød som en advarsel, men ville hun virkelig med til hovedkontoret eller blive fulgt hjem - hvorend hjem var henne ?

 Ingrids hænder svedte ved uvisheden over hvad byvagten mente. Kunne han virkelig snakke om at hun skulle... udveksle sin krop, kunne han? Det ville hun ikke.. Men kunne hun virkelig afvise? Hendes forældre havde ikke krystallerne til at få hende fri fra arresten, så havde hun et valg? Og da han begyndte at snakke om hende blandinger, var det som en kampesten faldt af hende skuldre og Ingrid åndede lettet ud, i en vejrtrækning hun ikke var klar over hun havde holdt. 
 " To blanding? " Gentog hun, med overraskelsen i tonen. Hun trak vejret rystende og nikkede lidt, inden blikket blev løftet til hans.
 " O-okay.. Ehm.. Hvilke t-to blandinger? " Ingrid rømmede sig og rettede sig lidt op. Tænkte kort.
 " Hvad vil du have? " Rettede hun det til, for hvordan skulle han vide hvad hun præcist havde. Hvis han ville have noget der kunne noget specielt, kunne hun se hvad hun havde der kunne det eller noget lignende.

Den lettende vejrtrækning gik ikke uhørt hen. Han rynkede let på panden og følt en form af tvivl af hvad hun havde forventet ramme ham. Havde hun oplevet noget lignende før da - og hvis ja. Var det formentligt Issac. Han havde det med at røre ved unge kvinder, men hun var jo et barn. Eller hun påstod andet da. 
Summende sukkede han og rystede på hovedet: "Hvorfor åndede du ud på den måde?" spurgte han, måske det blot skulle have været en tanke, men nu havde ordene forladt hans mund. 

Men spørgsmålet hun gav ham var ganske gode. Hvad ville han have? Han kendte ikke hendes sortiment. "Oplys mig omkring dit sortiment og vi ser på det," svaret han og lavede antræk til at hun kunne vise vej. Der var vel ingen grund til at de skulle stå og drøfte det, han skulle jo have det med sig når han forlod hende. 

 Hvorfor åndede du ud på den måde? Ingrid spidsede læberne og vendte blikket ud til siden. Varmen sneg sig op i hendes kinder, og skuldrene blev trukket lidt forlegent op til ørene. Hun ville da ikke sige hvad hun havde frygtet han mente. Var det ikke også en noget så uhøfligt ting at antage om folk man ikke kendte?
 " Ikke af nogen grund.. " mumlede hun stille og afvisende. 

 Ingrid sank en klump og nikkede lidt da han spurgte ind til hvad hun mere præcist havde. Hen over skulderen hang en skuldertaske, og hun stak hånden ned i den, for at samle trækassen hun havde nede i, med flaskerne og mossen der gjorde at magien blev i flaskerne når de lå i kassen.  
 "  Uhm.. Den her er god til selvforsvar, den lammer den det bliver kastet på, og neutraliserer deres følelser. Dem her.. ehm de.. Er til soveværelset.. " Ingrid sænkede stemmen lidt hun pegede på de forskellige flasker.
 " Den øger ens lyst, den øger lysten og forsøger ens udholdenhed og.. præsentationsevner, den her ehm.. øger lyst og.. skal smøres på et sted.. Og det sted bliver så.. større.. " Ingrids kinder blev røde. Blikket var låst på flaskerne, hun kunne slet ikke få sig til at se på ham.
 " Den her gør så man healer bedre, den her så man bliver gravid nemmere, den her dumler smerte og gør en mere frisk. Den her dæmper ens følelser og... eh.. De sidste er lige gyldige.. " Ingrid bed sig lidt i læben og lukkede for kassen igen. Det var bedst den ikke var åben for meget. 

Et sted, tog han hendes afvisende svar som et tegn på noget der kun kunne være værre. Hans indre slog knuder og han følte sig grøn. Det var en gusten tanke. Det var ganske fint hun ikke ville dele ud af sine tanker, hvis det var tilfældet. Kun Issac Thorne ville syntes det lød som en passende idé. Men manden havde jo flair for unge kvinder. 

Blind, men dybt lyttende. Som han var den eneste til en koncert for hende, siddende på forresterække og mærkede volumen fra højtalerne og deres bølge. Der var så sandelig mange der gik til soveværelset og lyst. Det var en del mere end forventet. Eskild sukkede stille ud og var i tvivl om hvor vidt han skulle finde på en anden metode at lave et samarbejde med hende på, men eftersom hun var et barn, var dette den eneste mulighed han kunne gå med til selv. 

Eskild åndet ud og presset læberne sammen i en overvejende mine. "To i alt," gentog han og lod sig genopfriske alle hendes tilbud. "Den som dulmer smerte og" nu skulle han vælge med stor omhu. "Bare den til øget lyst" den kunne altid blive givet til Samuel når de engang kom der til. 
Lidt skulle der jo stikkes til, manden var jo hengiven i sin tro. 

 Stilheden lagde sig mellem dem, og det lette suk og udåndinger fra byvagten gjorde Ingrid nervøs. Var der ikke noget han kunne bruge? Ingrid frygtede han lige om lidt ville skifte mening, sige hun måtte finde noget andet, noget bedre, at tilbyde ham, hvis hun ikke skulle ende i arresten. 
 " Jeg har o-.. " Udbrød hun, klar til at tilbyde at prøve og lave en speciel blanding til ham, da han begyndte at snakke. Ingrid klappede i som en østers og stod bare helt anspændt og lyttede og nikkede. Ingrid sank - en smule lettet over hans valg - og åbnede kassen igen. Med den balancerende på den ene hånd, fandt hun de to flasker han bad om og rakte dem mod ham. Så snart han havde taget dem tog hun hånden til sig og rodede lidt rundt i kassen til hun fandt en lille stofpose med det samme mos der var rundt i kassen og rakte den mod ham også.
 " Hav dem i posen til du skal bruge dem. Så holder de bedst på magien, men forvent ikke de holder flere uger. " sagde hun og så kort op på ham, inden hun slog blikket ned, bange for at få ballade hvis hun kiggede for meget på ham. Måske så han gerne at hun ikke kunne udpege ham senere end eller noget.

Helt elegant lod han den halve sætning forblive usagt. Han havde ikke yderligere interesse i at fortsætte gøremålet her - og skulle han være ærlig på vegne af hende, virkede det heller ikke til at hun gad at se mere på ham. Så da de endelige kunne komme til en enighed om at han fik de to, og en lang forklaring på hvad han skulle være opmærksom på. 

Stille stod han blot og lyttede til som det klirkende ramte hinanden. Han tog i mod tingene, og, jah, holdte dem indtil hun kom med noget han kunne have det i. Det var næsten uoplagt at vandre omkring med det så åbenlyst. Men det kom, og han måtte selv smide det i nettet. Kundeservice kunne man ikke kalde det, intet under hendes butik var uden tilladelse. 
Fornemmelsen af at noget skete i hendes indre, forstod han selvfølgelig ikke. Det var ikke lige til at lure, eftersom det hele nok kom til udtryk rent udtryksmæssigt med ansigt. Men var det ikke meget typisk børn at gøre sådan?

"Fint." svaret han blot som det tørreste han kunne, for det var forstået - og han skulle nok erfare af det på den dårlige måde hvis nu endelig det var. 

Men som handlen for hendes frihed og hans manglende interesse var gået igennem, kunne han atter traske væk. "Lad vær og gå så åbenlyst til sådanne steder næste gang," mumlet han blot, som han endelige valgte at træde forbi hende, uden at skænke hende et endeligt blik. Det var overstået nu. For ham, og derfor også for hende. 

 Lige godt hvor tørt byvagten kunne havde sagt sit fint, havde Ingrid nok følt sig lige lettet over at interaktionen var slut. Hun var sluppet fri, behøvede ikke frygte at komme i arresten, og behøvede ikke bekymre sig om at hendes forældre fandt ud af, at hun havde været i karambolation med en byvagt. Skuldrene slappede visuelt mere af, og Ingrid lignede mest af alt en dagen efter en stor træningsdag. Hun var pludseligt utroligt træt og udmattet.

 Ingrid var klar til at gå videre, komme videre med sin dag, men mente lidt at det var bedst at byvagten gik først. Ikke fordi hun havde andre planer nu, end at skulle gå hjem, men det virkede også bare.. mistænkeligt? hvis hun skyndte sig væk. Hurtigt nikkede Ingrid da han sagde hun ikke skulle gå så åbenlyst hvor hun var gået. Hun var ikke sikker på hun nogensinde skulle ned til Undergrunden igen. 
 " Javel, selvfølgelig! " Ingrid rettede sig lidt op, og løftede blikket for at se efter ham, som han gik væk. Aldrig igen...