Kaatima lod dem sidde sådan et stykke længere. Jontars nye følgesvend, var faldet i søvn op ad hans ben, krøllet sammen og spandt i en dyb rungen. 
Det var en af de stunder Kaatima ville huske for resten af hendes liv. Den gang hendes Jojo var sød og uskyldig, på trods af han allerede var begyndt at interessere sig for slavehandlen. Måske en dag de kunne side sådan her igen, selvom næste gang nok ville være, hvor Jontar var blevet stor. For stor til at ville sidde op ad hende på denne måde. Men for nu, frembragte et et sjældent oprigtigt smil på Kaatimas læber, som hun fortsatte med at nusse Jontars hår.

Med hovedet hvilende på Kaatimas skulder og en sovende killing ved benet var det svært for den lille prins ikke også at døse hen. Især nu, når den ældre prinsesse valgte at lade dem sidde sådan i noget tid. Derfor, da det var på tide, at Kaatima skulle videre, var Jontar for træt i øjnene til at stille modstand til dette. Han ville blot gnide sig i øjnene og lade hende forsvinde. Han var jo endnu blot en lille dreng. Det var først om nogle år, at prinsen ville stå ved sig selv. Hvor han ville være den elegante og charmerende prins, som mange ville beskrive som en rigtig charmør. Jovist gjorde folk det allerede nu, men drengecharme var markant anderledes fra mandecharme. 
Men for nu sad Jontar blot med hovedet hvilende op ad sin søster og lukkede øjne. Hånden i håret gjorde det heller ikke nemmere for ikke at lade den lille prins svinde hen. Måske var middagslurer ikke helvedet, som Jontar ellers altid syntes.