Ah, Det var ikke dét Romeo havde ment, omend det sagtens kunne forstås på den måde Fabian havde tolket det. Mere kendt, som i.. at folk ville vide hvem han var, hvis de så ham. En kendt skøge. Men Romeo lod det være som det var, og lod som om at det var dét han havde ment, fremfor det andet, og nikkede let. "Hmm, Ja så." brummede han eftertænksomt, og følte pludselig det utrolig svært at samle op på emnet. Han misundede lidt Fabians.. løse tilgang til tingene. At han var så imødekommende, og sikkert kunne tale om det meste uden nogen form for bekymringer. Sådan havde han da i hvert fald været dengang. 

 "Jeg klager ikke." svarede han til den drilske kommentar med et træt smil og løsnede sin rodede hårknold, der alligevel ikke var særlig nydeligt sat op, så lokkerne dalede bølget omkring hans ansigt, og han ruskede kort op i dem med hånden. Præsten forsatte med at lede nede i kistens dyb og fandt endelig frem til en strikket uldsweater, i en grålig farve han sjældent gik med. Den kunne måske gå an, tænkte han med et lille nik og betragtede Fabian fra hvor han sad. Det var så.. underligt at have ham i sit hjem. Romeo havde sjældent, hvis aldrig, nogen gæster i sit hjem. Det var for risikabelt, men så længe Fabian ikke begyndte at vandre rundt i hans hjem, men blev siddende på sin popo, kunne det måske ikke gå helt galt. 

 "Her - se om den passer." sagde han da han kom hen til Fabian, og rakte den til ham. Blikket gled henover barndomsvennen. De var vidst rimelig nær i kropsbygning. Så, den ville højst sandsynligt passe. Uhmm, han kunne mærke det kriblede lidt akavet i fingrene på ham, og et mildt suk forlod hans læber. Hvorfor havde han taget ham med hjem? "Er du sulten?" spurgte han så som det næste - det var umiddelbart hvad der lige faldt ham ind.

Det var en næsten underlig trykket stemning over at Fabian havde betrådt præstens bolig, men det var alligevel også en stemning som Fabian nægtede at tage sig af. Hvis det var noget der generede Romeo, så kunne han have ladet vær med at invitere Fabian med sig hjem. Desuden var Fabian stadig nysgerrig på hvad i alverden han havde gang i.
Han tog fat i den tilbudte trøje. Ikke noget han i de fleste tilfælde ville gå i, men det ville vel gå an.
”Det kommer an på om du har noget godt,” sagde Fabian med et drilsk smil, inden han begyndte at trække uldtrøjen over hovedet. Den var væsentlig varmere, og med varmen, så kom også noget af trætheden alligevel tilbage til ham. Han havde også efterhånden været vågen i rimelig mange timer, og han måtte kort gemme et gab bag hans hånd. ”Virker til at vi har samme størrelse i det mindste,” indrømmede han som han glattede den lidt ud. Aldamar ville i den grad grine af ham, hvis han så ham lige nu, men fyrstesønnen havde trods alt ikke været i Dianthos i et stykke tid, så mon ikke også det gik? 

Romeo støttede sig til stoleryggen frem for at tage plads ved siden af den ubudne gæst. Ubuden var han jo sådan set ikke, men tanken kunne ikke lade være med at spores flygtigt derhen. Alle gæster i Romeos hjem var ubudne, om de så var inviteret eller ej, selv Phillippe. Og alligevel, var han blevet fanget i situationen, og hans gode hjerte, at hans bolig kortvarigt var blevet til en kaffestue. Det kunne der ikke gøres så meget ved nu. Skønt Romeo ikke ville indrømme det, kunne han ikke lade være med at føle sig nostalgisk, og en følelse af savn spirrede frem, når han så på barndomsvennen. Blikket hvilede fortsat på ham, mens han kom i trøjen, og dukkede så frem med hovedet på ny. Måske var det ikke Fabians stil til hverdag, men.. det gav ham et mildt udtryk at have den på. Mere, hjemlig, og knap så.. skøget. Hvis det var en ting, altså. 

"Jeg troede ikke jeg skulle sige det her, men den klæder dig faktisk." sagde han med et prøvende smil, en smule beklemt, og skubbede sig ud fra stolen så han ikke stod og dvælede for meget. Og så passede den heldigvis. 
"Selvom, du lidt ligner en bibliotikar." tilføjede han ved nærmere eftertanke med et dæmpet grynt - et forsøg på at være morsom. Givetvis, en bredskuldret og muskuløs bibliotikar. Mundvigen trak sig op i skyggen af et smil fra noget han engang var - en fjollet seksten årig, men da han vendte ryggen til Fabian og gik mod køkkenbordet, falmede smilet svagt, og det trætte udtryk hang lidt over ham som en mørk maske. "Det hurtigste er brød, og ost. Æbler." gjorde han den anden opmærksom på, og vendte sig rundt, støttede sig op ad bordpladen imens han så den anden an, blikket var dog ganske imødekommende, omend en smule brugt. 

Fabian hev lidt fast i trøjen for at se på den, da der blev kommenteret at den klædte ham, og et lidt undrende udtryk i ansigtet. Det var ikke lige hvad han havde forventet ville klæde ham, men på den anden side. Det var det meste der alligevel klædte ham. Han havde haft det på der var værre trods alt. Og så kom den ekstra kommentar, og også Fabian kunne stoppe smilet der spredte sig på hans læber.
"En bibliotekar simpelthen? Så må jeg være den bedst udseendet bibliotekar i miles omkreds," pointerede Fabian med et smørret smil. Han var ikke bange for at komplimentere sig selv, og det var tydeligt at hans selvsikkerhed stadig var som dne var alle de år siden. Hvor meget man havde lyst til at lægge i om det var reel selvsikkerhed eller bare en front, det var op til den hver enkelte, selvom han vidste selv at hans udseende var en af de ting han godt kunne være stolt i. Han kunne formskifte, men han behøvede det ikke.

Mad var vel mad, og Fabian kunne godt mærke at han mave knurrede lidt. Det var nok et stykke tid siden at han havde fået et måltid, og selvom han sjældent blev nødt til at vælge måltider fra, så hendte det trods alt stadig. "Brød og ost er fint," lød det alligevel fra Fabian, som han studerede det meget trætte udtryk i Romeos ansigt. "Du ligner dog også en der burde sove, eller stikker der måske noget andet under?" Der hang så mange spørgsmål i luften og Fabian kunne kun begynde at italesætte de færreste af dem.

Romeos smil hang let melankolsk ved Fabian som kommentaren forlod hans gamle vens læber. Det var forbløffende, hvor lidt den anden synes at have ændret sig. En kontrast til hvor forandret Romeo mente han var. Kunne han overhovedet ane en skygge af den person, han engang havde været? Hans nu fyldte for meget. 
"Du har ikke ændret dig." konstaterede han sagte og sugede nostalgien til sig, så længe han kunne. Men det har jeg desværre.

Den lille bestilling på ost og brød faldt, og Romeo vendte sig rundt for at forberede det til Fabian. Det tog ikke lang tid, han smurte brødet med lidt gedesmør, og placerede derefter osten ovenpå. To skiver, men Fabian kunne altid bede om mere, var han mere sulten. 

"Livet er ikke en dans på roser, Fabian." belærte han den anden med en stemme, der klang som om den bar århundreder af erfaring. Romeo vidste, at han ikke behøvede at lære Fabian noget om livet. Hvis nogen vidste, hvad livet kunne byde på, så var det Fabian - et menneske, der havde lært at danse med det på trods af alt. Alligevel var svaret en undvigende manøvre, der holdt dem fra at tale om Romeos egne kampe og indre dæmoner.

Han rømmede sig dog lidt, og trak svagt på smilebåndet for at undskylde den lidt underlige kommentar. Tallerkenen blev placeret foran Fabian, og Romeo overvejede om han selv skulle sætte sig. Tøvende fik han sat sig og skævede lidt tænksomt væk fra ham. 
"Jeg har nok bare lidt for meget på min tallerken. Det skal nok ordne sig." løj han både overfor sig selv og Fabian.

Som der blev noteret at Fabian ikke havde ændret sig, så kunne Fabian alligevel ikke helt lade vær med at blive mindet om hvor meget der havde ændret sig under overfladen. For på visse punkter ændrede han sig aldrig. Han ville nok altid have selvtilliden i sig selv, men han var ikke den samme helt ubekymret knægt han havde været dengang, men en ting ville ikke ændre sig, og det var at han ikke var villig til at prakke andre på hvad der gemte sig under det hele. Han var mere tilbøjlig til at skifte emne når det blev for dybt. Aldamar af alle vidste det.

Han skulle da også lige til at pointere at en skøge i Dianthos burde vide bedre end de fleste hvordan livet ikke var en dans på roser, men ligeså hurtig som han skulle til at åben munden for at sige det, ligeså hurtig havde Romeo virket udtryksmæssigt som om at han havde trukket det i sig igen.

Fabian tog imod tallerkenen og tog en bid af det. Ikke noget vidunder af mad, men han kunne godt mærke at han var blevet sulten henover natten.
Han lænede sig lidt overvejende tilbage da Romeo pointerede at det nok skulle ordne sig med tiden. Han kendte den måde at vende tingene på. "Nu skal jeg jo næppe blande mig i tingene, men man kan ikke helt lade vær med at have nogle spørgsmål når ens barndomsven dukker op ud af det blå efter så mange år," pointerede Fabian, men for nu så pressede han ikke mere på. I stedet for fokuserede han på at spise maden der var foran ham. 

 I alle disse år havde Romeo levet i blind tro om risikoen for at løbe ind i fortidens genfærd var meget, meget lille. Havde han brugt lidt mere tid på at gennemtænke en mulig historie der kunne dække over sandheden, ville han ikke sidde i krydsforfør hos sin barndomsven, som han ikke kunne vinde. Ved Isari hvor var han vedholden. Romeo sad og stirrede lidt på Fabian, et langt hvileløst blik der ikke rigtig så på ham, men igennem. Som hvis de utallige undskyldninger, og svaret lå gemt bagved ham. 

 Fabian skulle ikke blande sig. Men manden foran ham havde en pointe. Ville Romeo ikke have haft det på samme måde hvis rollerne var byttet om? Jo. Kunne han indvige sin barndomsven i hemmelighederne, nej. Blikket blev tvunget væk fra Fabian og stilheden lagde sig atter over dem. Han granskede over hvordan han kunne forsvare sig selv. 
 "Det er et familie-anliggende." Stemmen var mild, en smule affejende. Hvad mere kunne han sige. 

 Romeo rynkede panden, og en skyldfølelse skyllede hen over hans grønne øjne. Havde han ikke forladt byen, kunne Fabian, og alle andre han holdt kært, have været den næste der skulle bløde under hans forbandelse. Den mørke sult under fuldmånens skær han ikke kunne kontrollere. Han bed sig i indersiden af kinden, og lænede sig tilbage i stolen. Overvejede sine ord inden han forsøgte at finde Fabians blik. "Jeg gjorde det jeg mente var bedst. Undskyld, Fabian." Undskyldningen var dybfølt og ægte. Han ville undskylde igen og igen, kunne det lette på hans ødelagte samvittighed. Men det var der nok intet der kunne. 

Fabian lod Romeo gumle på det. Lod ham selv overveje om han havde dårlig samvittighed over det eller ej, som Fabian selv fik spist hvad der var foran ham, i en ufattelig ro. Han prøvede virkelig ikke at være den til at grave fortidsspøgelser frem, men der var visse ting selv han ikke kunne være immun overfor. Gamle venner, eller nok nærmere gamle mysterier, som hans teenage jeg aldrig havde fået svar på.

Hans blik mødtes Romeo, som undskyldningen faldt over præstens stemme. Han kunne mærke hvor dybt Romeo følte det, men det var ikke et svar på de spørgsmål der var blevet åbnet, og det var ikke fordi Fabian følte han havde behov for en undskyldning. Han var selv en der var løbet fra deres samfund, men han følte sig ikke skyldig over det.
"Det er næppe mig du skylder en undskyldning til," indrømmede Fabian. "Måske nærmere din familie?" tilbød han, velvidende om at Romeo nok ikke ligefrem ville snakke om dem. "For hvis det er et familieanliggende, så er det vel dem der gerne vil snakke med dig? Jeg er nysgerrig fordi det allerede satte hele samfundet over enden som du forsvandt." Men det var tydeligt allerede nu at Romeo ikke havde tænkt sig at svare, uanset hvor meget et svar Fabian gerne ville have. I stedet ende så havde det vel heller ikke n ogen indvirkning på Fabian og hvem han var i dag. 

 Hænderne foldede sig i skødet på Romeo, småsvedige fra fortidens sammenstød. Læberne pressede sig sammen i noget der mindede om et smil til sidst, men det nåede ikke hans grønne øjne. Han skyldte så mange undskyldninger efterhånden, sådan føltes det. Det var nok sandheden. Romeo var en løgn i sig selv. 

 Du har altid været så pokkers nysgerrig. 
"Mhm," brummede han svagt, og strammede hændernes greb, selvom udtrykket i Romeos ansigt ikke fortrak en mine. "Det er nok bedre at de tror at jeg er død." kom det lavmælt fra ham. En tanke der skulle være forblevet en tanke - for modsagde det ikke hans tidligere påstand? Det var problemet med løgne, de var sværere at holde styr på end sandheden. Præstens bryn ændrede sig til en rynken, mens han pressede med pege-og tommelfinger på næseryggen. Næsen undslap et langt træt fnys, tydeligvis ikke klar over modsætningerne i de ting han fortalte. Ved Isari, hvor var han træt.  

 Blikket lagde sig stilfærdigt på Fabian, betragtede ham spise maden. Skuldrene spændte sig forsat stift op på den trætte præsts skuldre. Fabian havde selv forladt bondesamfundet dengang, det var ikke altid velset at gøre, for så skulle traditioner i familierne brydes.. men.. havde Romeo ikke gået i panik dengang, kunne han have gjort det samme. Haft en fredeligere exit. Så havde landsbyen i det mindste sluppet for det besvær at lede efter ham. 
 Romeos tanker forsatte, mens blikket gled rundt på barndomsvennen foran sig. Det var mest i slutningen af Romeos teenage år, og i starten af hans tyvere, at han tog sig selv i at savne sine barndomsvenner. Derefter dukkede de kun sjældent op i hans tanker. Han ville aldrig glemme Fabian dog, men som han sad og så på ham, og til trods for at han var lige her foran ham, ville de aldrig kunne vende tilbage til dem de var engang. Romeo fugtede sine tørre læber med tungen, og rømmede sig.

"Er du stadig sulten?" spurgte han, fremfor det han egentlig ville have sagt. 

Romeo sagde det næsten så lavmælt at Fabian næsten troede at han ikke havde hørt rigtig, men nej, det var rigtig nok. Han lagde hovedet på skrå, som hans blik stirrede lidt mere bestemt på Romeo. Mente han det oprigtigt?
Fabian ville ikke påstå at han var en familiemand, nok langt fra, mend er var alligevel visse ting han holdt ved lige, fordi hans familie havde trods alt altid været der, og der var visse ting han mente var noget af det mindste han kunne gøre.

Men inden han kunne stille et spørgsmål til det, så prøvede Romeo at skifte emne, og Fabian fandt sig selv rystet lidt på hovedet over det. "Nej, tak for maden dog," sagde han, selvom det ikke var emnet han ville være på. Nej, han ville vide hvorfor Romeo ville mene at det var bedre, men ville han overhoved åbne op overfor det?
Han tog lidt af en indånding, inden han dog ikke lod Romeo helt løbe fra det. "Jeg er ikke sikker på at de ville mene at det er for det bedste," sagde han endelig. "Altså med at tro at du er død. Tror du virkelig det vil trøste dine forældre?" Han gav lidt af et suk, for det var ikke som om at han kunne snakke om hans egne søskende, hvor den ene havde været formodet død, og den anden var varulv og stadig tilbage på hjemegnen. "Jeg ved bare at mine forældre har været overraskende gode til at håndtere de mindre gode situationer mig og mine søskende har fået dem igennem, og det er ikke ligefrem fordi de var de mest afslappede på egnen." De var ikke dårlige folk, men de havde været meget typisk bønder. 

Romeo forsøgte at ignorere det bestemte blik som Fabian pludselig sendte ham. Hvordan de dybe blågrønne øjne granskede ham. Det gik op for Romeo at han havde sagt sine tanker højt, og han bandede indeni. Han kunne pludselig ikke se på barndomsvennen, og pressede læberne sammen. Fabian havde altid været god til at læse ham, og at se væk var det sidste forsøg på at skjule sig. 
 Romeo gav et prompte nik til det Fabian svarede i forhold til maden, og håbede at han ville lade det tidligere emne ligge.

Hvis bare man var så heldig. 

En panderynke, eller tre kunne tydes, og Romeo så pludselig endnu mere træt ud end før - hvis det da kunne lade sig gøre. Hans grønne øjne lagde sig flygtigt på Fabian, før de landede på den tomme tallerken foran manden. Brødkrummer kunne anes. 

Om det ville trøste hans forældre? Hellere være død, end at bekende for dem at han var forbandet. En varulv. Et monster. Nej, de var bedre tjent med en død søn. I sidste ende var det vel det samme. Romeo forblev stille, og Fabian forsatte med at tale. Han kendte godt til Silva familiens væremåde - det havde ikke altid været nemt at være ung knægt i den husholdning - men retfærdige og gode folk var de. Sådan huskede Romeo dem. 
 
Han blev tør i munden og rejste sig fra bordet med et lille suk. Tog den tomme tallerken og stillede den på køkkenbordet. 
"Jeg sætter pris på dine tanker," begyndte Romeo, men bland dig udenom, forsatte tankerne. Han gned sig træt i ansigtet, før hånden røg om i de uglede lokker. 
"Jeg kan bare ikke se dem mere," han kiggede fjernt frem for sig, som skulle det være forklaring nok.  Han så tilbage på Fabian efter nogle lange sekunder, halvt bedende, halvt sårbart, "Vær sød, ikke at nævne at du har set mig.."