Jax følte lidt at der var faldet mere ro over samtalen, den var ikke nær så anspændt.
Han nikkede til det som Romeo sagde "jeg forstår Dem godt, jeg har det på samme måde" sagde han roligt, Jax var heller ikke selv fan af forbandelsen, men det var desværre noget han måtte lære at leve med, og tankerne, minderne om hvad han havde gjort før hen måtte han også leve med.

Jax spiste lidt og så på Romeo da han stalte ham spørgsmålet, han tog en dyb indånding "14 år, hvad med Dem?" spurgte han roligt, Jax blev forvandlet da han var 15 år, han var ikke engang voksen på det tidspunkt, men han viste at han ikke kun havde mistet sig selv til et uhyre, han havde mistet så meget mere end det.
Jax så ned i sin mad, det var da hårdt at snakke om, men samtidig også en lettelse ikke at skulle skjule det hele, han kunne enlig godt li at ha en han kunne snakke med det om.

  Romeos mundvige trak sig op i et skævt, sympatisk smil. Så var den anden altså ligesom ham selv. Han havde været utrolig heldig at møde en ligesindet i dag - og måske havde udfaldet været noget andet hvis det ikke var en varulv, som ham selv, der havde fundet ham. 

 Fjorten år - han nikkede opmærksomt til hvad Jax sagde, og rynkede brynene en anelse. Tænksomt. Det var blot ét år mindre end Romeo selv. Så de var næsten blevet forbandet på samme tid. "16 år." sukkede Romeo. Det var så længe siden - Alt for lang tid med denne forbandelse. Romeo så lidt vurderende på den anden nu - Jax så meget ung ud, og for Romeo kunne han ikke helt få det til at hænge sammen hvis han skulle være på alder med ham selv. "Så blev du bidt temmelig ung?" gættede han, men så spørgende på den anden. 

 Romeo var 16 år gammel da han blev angrebet på et af Medaniens årlige karnevaller - han huskede ikke meget bagefter, andet end at det føltes som en syredrøm.  

Jax nikkede roligt da Romeo fortalte hvor længe han havde vært varulv, det var ikke meget forskel på dem begge.
Han nikkede roligt til Romeos spørgsmål "ja, jeg var 15 år da jeg blev bidt" sagde han roligt, det var selvfølgelig ikke sjovt at snakke om, men det var på en måde nemmere at tale med en som vidste noget om det i forvejen.

Jax så på Romeo "må man spørger hvordan?" spurgte han forsigtigt, ikke alle ville måske fortælle historien om hvordan de blev bidt, Jax havde i hvert fald svært ved at fortælle om hans egen oplevelse.
Jax mistede mange gode venner den aften, men han mistede også noget af sig selv da han fik forbandelsen over sig, men han havde lært at leve med den, det var ikke nemt men han var nød til at acceptere det, hvilket også gjorde at han nemmere kunne holde sig i ro og styre sin ulv lidt bedre, dog ikke helt, men det ville han nok aldrig kunne.

 Romeo nikkede lyttende med et anstrengt og bedrøvet udtryk. Begge deres ungdom var ødelagt. Og for hvad? Præsten havde længe prøvet at finde ud af hvad grunden var til at hans skæbne var blevet som den var. For ham, kunne han ikke se den større mening eller helhed ved forbandelsen. Mange gange havde han overvejet at tage sit eget liv - før han fandt vej til Isari templet og slog sig ned der, var han fristet til at tage sit eget liv og få det overstået. Men han holdt ved - det sidste håb om at finde en kur til dette ustoppelige mareridt.

 Den anden varulve ville vide hvordan det skete for Romeo, og tanken om dette fik hans øjne til at glasere over og blive fjerne som hvis han genlevede det igen i dette øjeblik. Han gnavede sig ubehageligt i kinden og gned sig anspændt i panden. 
 "Mhm.." brummede han overvejende. Han havde aldrig delt dette med nogen før, og derfor havde han også svært ved at se Jax i øjnene da han begyndte at fortælle. Blikket var sænket. 
 "Der er ikke så meget at sige.. Jeg var til den årlige midsommerfest i Medanien. Det er næsten som et stort karneval - og da jeg gik væk fra familien for en stund.." han sank en klump og knugede hænderne stramt for at holde sig rolig. Det var stadig hårdt for ham at tænke på. Rædslen, smerten og hvad der skete efter. "Jeg blev bidt i en gyde. Og jeg husker ikke meget bagefter. Det hele føltes som en feberdrøm." sagde han dæmpet, og kom med et svagt kluk på trods af sig selv. Der var ingen glæde at spore i de grønne øjne. Arret fra hvor han blev bidt kan stadig ses på hans lår da det aldrig blev set på af en healer. 

 "Jeg troede vitterligt at jeg skulle dø." Måske havde det været bedre sådan. 

 Han tvang blikket op fra tallerkenen og så på Jax, "Og hvordan lyder din historie?" Romeo forventede at nu hvor han havde delt lidt af sin historie, at den anden ville gøre det samme.

Jax ville lyve hvis han sagde han kunne li denne forbandelse, et var bestemt ikke tilfældet overhovedet, tværtimod så hadet han den og han var så træt af at denne skæbne skete for ham.
Havde han ikke haft Kayla til at støtte sig den gang så havde han nok ikke selv vært der igen.

Jax kunne godt se og høre på Romeo at det ikke var behageligt at snakke om, men det ville også overraske ham en del hvis Romeo fandt ette behageligt, det var trods alt om en af de oplevelser der ændrede hans liv for altid.
Jax var forstående og holde derfor selv blikket sænket for ikke at stirre helt vildt på Romeo.

Jax nikkede forstående til det der blev sagt, han kendte det trods alt selv, følelsen af en feberdrøm, følelsen af at være syg og frygte at man var ved at dø, han kendte det alt for godt.

Men selvfølgelig kom spørgsmålet tilbage, det ville overraske ham hvis det ikke gjorde. Jax kunne ikke forvente at få den slags af vide og så ikke give svar tilbage.
Jax så lidt op på Romeo og tog en dyb vejrtrækning "øhm, jeg var ude i skoven sammen med nogen venner og sove i telt, vi vågnede ved en lyd og gik ud for at se hvad det var, men før vi nåede at gøre noget så blev vi angrebet, jeg blev bidt, og mine venner overlevede ikke, jeg var syg i flere uger" fortalte han, man var ikke i tvivl om at det var hårdt for ham at snakke om, han mistede sit liv og sine venner den nat. Men da han selv blev forvandlet gik det udover så meget mere.
Jax havde stadig et ar over sin brystkasse fra sin far som havde forsøgt at forsvare sig selv, dog kan Jax ikke huske meget, men efter han fandt sin far med en blodig kniv havde han lagt to og to sammen.

 Som Jax fortalte sin historie, blev Romeos blik mere og mere sympatisk. De udtryksfulde øjenbryn, gled op i en trist grimasse, og han foldede sine hænder og lyttede. Manden ham havde mistet sine venner til døden. At han kun overlevede varulvens angreb den nat, var ren held - eller måske et overvejet angreb fra varulvens side? Romeo rynkede brynene tænksomt og lukkede øjnene hårdt i imens han granskede dette. Præsten havde ofte tænkt, om der måske kunne være bagtanker ved disse angreb, eller om det bare var held i uheld, at der kom en varulv eller to ud af angrebene. Mest af alt, manglede Romeo jo nok bare en mening med galskaben. En grund.

 "Det gør mig virkelig ondt, Jax. Virkelig." Hans mundvige mimrede i et forsøg på at sende den anden et beklagende smil, og ellers bare hænge forpint. Ordene forlod ham dæmpet, og overvejet. 

 Romeos foldede hænder gled fra hinanden, og han sukkede tungt, "Ved De noget.. uhm." han standsede sig selv lidt og vidste ikke helt hvordan han skulle formulere sig. Han forsøgte dog igen at opretholde sin høflighed ved at sige De og Dem - det havde vidst glippet for ham tidligere i hans fortvivlelse. "Har De nogen idé om.. hvorfor De blev forvandlet?" Det var et skud i tågen, og det kunne sagtens være at Jax anede ligeså lidt om grunden til hans forbandelse, som Romeo gjorde. Men hvis han bare vidste noget.. mere om varulve end Romeo - kunne han komme et skridt tættere på sin søgen.

Jax kunne godt se hvordan det han fortalte påvirkede Romeo, men han havde selv spurgt. Ja Jax mistede meget den nat og han havde da stadig mareridt omkring det. Han havde også besluttet at han aldrig nogensinde ville resikere at gøre nogen fortræd som varulv, han ville aldrig lade nogen gå igennem den smerte og lidelse som han selv havde gået igennem. Han var på en måde glad for at han venner ikke overlevede angrebet ellers skulle de alle gå igennem den smerte og det ville være så meget værre for ham, i hvert fald hvis man spurgte ham om det.

Jax nikkede roligt til Romeos ord "tak, Det kan være hårdt til tider, men jeg er glad for mine venner ikke overlevede så de slap for denne forbandelse" sagde han roligt, selvom det gjorde ondt at sige at han på sin vis var glad for de døde, men hellere det end at de også fik forbandelsen.

Jax så på Romeo og rystede lidt på hovedet "Desværre ikke, om det var bevidst eller et uheld og de troede jeg var død, det ved jeg ikke, jeg er stadig i gang med at undersøge det nærmere, og det har jeg vært siden jeg blev forvandlet" sagde han roligt, han var rigtig nok i gang med at lære så meget om varulve som han overhovedet kunne. Han kunne ikke rigtig huske noget når han blev forvandlet, så det fik han ikke meget hjælp ud af, men han forsøgte at finde bøger, legender og historier om varulve for at lære noget mere.

 Selvom den andens ord kunne lyde hårde for andre, forstod Romeo hensigten med dem. Han havde jo også selv så tit ønsket at han var død den aften, frem for at gennemgå forvandlingen til et monster. Så han forstod. Han sagde dog ikke noget, men klemte bare øjnene og læberne sammen til at påtvunget smil - det virkede bare mere trist istedet.

 Romeos grimasse falmede, og som han havde gættet, vidste Jax heller ikke hvad der lå til grund til hvorfor han var blevet udsat for forbandelsen. Om det var med vilje eller ej. Han kunne mærke et lille stik af skuffelse som det blev sagt, og så trak han opgivende på skuldrende. 

 "Hm.." brummede han lidt tænksomt, og spidsede læberne. Ja, Romeo var også selv ifærd med sin søgen om flere svar, og havde gået ihærdigt igang med at læse op om varulve noget tid efter sin forvandling - og det blev blot mere seriøst år efter år, men.. han fandt aldrig noget brugbart. 
 "Samme her." Kom det tonløst fra ham, og nu tvang han sig selv til at spise lidt mere.

  "Ligemeget hvor meget jeg læser om dem.. kan jeg ikke finde de svar jeg søger." Panden rynkede sig frustreret.

Jax lyttede til Romeo og nikkede forstående, han havde selv samme problem, uanset hvor meget han lede og læste så fandt han aldrig rigtig svarende på de spørgsmål han havde.
Jax så på Romeo "måske vi kan hjælpe hinanden med at finde nogen af de svar vi søger, det kan være det hjælper at være to i stedet for en?" foreslog han roligt, han kendte det trods alt selv, men det kunne være hvis de kunne hjælpe hinanden at de måske kunne finde nogen ting de kunne bruge, og også bare tanken om at have en som selv gik igennem det med at være varulv som kunne forstå en, det ville også være rart så havde man jo en og snakke med omkring det.

Jax tog selv lidt mere mad, hans sult var stadig den samme, han var glad for mad selvom man ikke kunne se det på ham rigtig, han var slank og muskuløs, men det betød ikke han ikke kunne li mad, han var glad for mad.
Jax hælde noget mere at drikke op til sig selv og holde kanden op for at se om Romeo ville ha mere at drikke, han spurgte ikke han hentydet bare til om han ville.

 Romeo granskede den andens ord nøje. Et samarbejde af en art ville måske gavne i fremtiden.. Men ville det nu gå alligevel? Der var stadig et snert af fordømmende følelser i præstens mave ved tanken om at blive venligt bekendte med en varulv. Selvom han selv var én.. så var det svært pludseligt at ændre mening om disse væsner, bare fordi den første han møder virker ganske normal og venligsindet. 

 Hænderne klemte om sit krus, og han fik pludselig en dårlig smag i munden. Det var tarveligt af ham at tænke sådan. Men han hadede varulve, så meget. Og han hadede sig selv, dobbelt så meget. Romeo begyndte at nikke ganske langsomt, overvejende. 
 "Muligvis." han afviste ikke at de kunne være til hjælp for hinanden. Han tog en dyb indånding gennem næsen og sukkede ud samme vej. "Vi kan give det et forsøg." kom det dæmpet fra ham. Stadig i tvivl om det var en god idé.

 Med et lettere fjernt blik og i dybe tanker, tog han imod mere at drikke. Han løftede kruset op til læberne og begyndte at drikke. Stadig som hvis han ikke var tilstedeværende. Der var sket for meget på bare én nat og efterfølgende. For mange input, for mange beslutninger, for meget han ikke vidste besked om, og alt for meget angst. 

 Selvom badet havde frisket ham op, følte han sig stadig utrolig udmattet - og han følte at han kunne gå kold når som helst. Ironisk nok, sov han bedst efter fuldmånen og en forvandling, da hans krop og sind havde kørt på højtryk hele natten at han ikke kunne andet end at dejse om den efterfølgende dag.
 "Jeg beklager.." lød det pludselig brat, og han rejste sig forsigtigt fra stolen, "Jeg takker.. for al Deres hjælp og gæstfriheden - men, jeg må virkelig hjem og sove." Han tog sig til hovedet for at understrege hans ord, og sendte Jax et beklagende smil. 

 Romeo tog et par skridt væk fra spisebordet og så ned ad sig selv, "Og med hensyn til tøjet - Skal jeg bare komme forbi Dem, og aflevere dette?" 

Hvad end Jax endte med at svare, så ville han imødekomme det uden yderrligere indvendiger. Derefter forlod han den gæstfrie hytte.

Jax nikkede til at de kunne forsøge, det var da et forsøg værd at se om de kunne hjælpes af.

Jax rejste sig for at følge Romeo ud og nikkede roligt som han takkede. "ja, De kan bare aflevere det her, hvis jeg ikke er her så lægger de det bare over i brandeskuret" sagde han roligt og fulgte Romeo ud.

Jax gik ind efter han havde fulgt Romeo ud og fik pakkede sammen og ryddet op efter maden.
han ville gerne møde Romeo en anden gang, men indtil da så ville han passe sig selv, og Romeos forbandelse var selvfølgelig sikker hos Jax.