Rory nikkede bestemt med hovedet af hans retoriske spørgsmål. “Og hvilket navn gør du sig så brug af?” Spurgte hun for at teste om han gik ned af samme rute som hende. For hende virkede alt andet ulogisk, men nogle havde åbenbart ikke et problem med at opgive deres rigtige identitet til alle og enhver. Mene Rory ventede på svaret manden lænede hun sig op ad dørkarmen og satte sine arme over kors. Havde han regnet med at komme indenfor?

Det med betalingen havde hun ikke lige fået tænkt på mens han havde været ude. Faktisk havde hun haft for travlt med at have ondt af sig selv og skrubbe vægge. Hvis han så gerne ville have de krystaller som hun ikke havde, kunne hun da altid betale ham ved at give ham noget dyrt sølvtøj eller ligende. Så måtte det være hans eget problem at få byttet det væk for krystaller. Hun fandt ham ved undergrunden så mon ikke han kendte sin vej rundt dernede. I hvert fald fandt hun ham på jagt efter en anden kriminel, men hvorfor han jagtede ham havde hun aldrig været interesseret i at vide.

"Rasmus," svaret han noget så naturlig, at han overbeviste sig selv. Rasmus III af Arys måtte havde ham for det her, men deres vejes mødtes jo alligevel aldrig, så hvad var der er midste ved det. Det havde alligevel være for risikablet at udgive sig for at være af de royale. Men Rasmus var nu et rimelig klassisk navn, alle hed mere eller mindre Rasmus. Ikke? Eller skulle han være gået med Mathias?

Men de kunne lige så godt lade deres veje skilles nu. Ja. "Indtil næset gang," sagde han og lod to fingre indikeret et farvel, før han lod sig forsvinde lodret op i luften og fløj ind mod det centrale Dianthos. Hun havde intet give ham, han havde aldrig haft forventningen af dette, så hvorfor se mere på hinanden end højst nødvendigt. 

Men som om der ville være en næste gang, pff.

Rasmus… sikke et basalt navn, der var let at slynge ud til alle og enhver. Rakte hans fantasi vitterligt ikke til mere eller havde han bare uheldigheden med at dele sit navn med tusindvis af andre? Fordi Rory ikke kendte ham bedre, kunne hun ikke helt regne ham ud. Derfor antog hun med det samme, at han løj. Hvorfor skulle han ikke, når det var så åbenlyst at de ikke havde det bedste forhold til hinanden? Tillid var næppe et ord Rory ville bruge i denne sammenhæng, og hun tvivlede på, at Rasmus ville sige hende imod. Så meget var de vel enige om. Det vigtigste var dog, at denne såkaldte Rasmus havde skaffet liget af vejen.

Hans hurtigt afsked forvirrede Rory, da hun var sikker på han ville kræve de krystaller, der var blevet sat på højkant. Hvilken person ville lave et beskidt arbejde som dette gratis? Det fik alle alarmklokkerne til at sætte i gang, men inden hun kunne protestere hans afsked var han allerede væk. En smule chokeret kiggede Rory efter ham, men derefter besluttede hun sig for, at hun burde holde lav profil i det næste stykke tid. Hvem vidste, hvornår denne situation ville bide hende i røven.