Grunden til at Lilac for det meste var des med fremmede var fordi, at hun var opdraget til at være høflig. Det var ikke alle, som reagerede lige så pænt, hvis man kom til at sige du. Især ikke, hvis de anså dem selv som værende af højere rang. Ellers havde Lilac ikke noget problem med at være dus med Aria. Det var først da hun rettede sig selv, at hun opdagede fejlen. Måske var hun ikke vant til, at være på des med andre. Hun lignede ikke ligefrem en af Lilacs klasse, hvor folk hurtigt kunne blive en smule højrøvede.

“Yeah… for det meste er det bare min fantasi der løber løbsk, men desværre var det ikke sådan en dag,” sagde Lilac en anelse mut, men prøvede at løfte humøret igen med et lille smil. Selvom hun var en ret sensitiv person, brød hun sig ikke om at græde eller have triste emotioner. Normalt pakkede hun de dårlige følelser væk og fejede dem under tæppet. Måske var det derfor, at hun endnu ikke havde draget korrelationer til dengang hende og Aqi Unqi blev angrebet. Dengang var det ikke fulde mænd, men landevejsrøvere, dog havde hun ham ved hans side hele tiden. Denne gang var hun alene indtil Aria kom. Desuden var det hendes hjemby, hvordan skulle hun nogensinde færde sig almindeligt rundt i byen igen?

Aria var godt nok vokset op med at dem af højere stand var man ikke dus med før de mente man var det, men til tider glemte hun det, og da hun var ret lavt nede i stand så var det faktisk de fleste hun skulle sige De og Dem til, men hun havde det stadig med at glemme det til tider.

Aria nikkede som hun så rundt for at holde øje "det er godt nok at være på vagt, dog ville det være en fordel for di...Dem at De kunne forsvare Dem selv, ikke kun fra fulde mænd men også fra alt andet der lever i mørket" sagde hun roligt og en smule fraværende som hun kiggede rundt i gyderne de gik forbi, mest fordi hun syntes hun så noget i skyggerne og gik derfor en smule tættere på Lilac, dog uden at sige noget, der var ingen grund til at gøre hende mere nervøs end hun allerede virkede til at være.

Aria holde øjne og øre åbne for det hun syntes hun så, hun skulle ikke overrasket mens hun gik, så hun ville hellere være klar. Aria var også klar til at trække sværdet hvis det skulle blive nødvendigt, hun håbede det ikke, men hun havde det klar.

“Hvis det passer Dem bedre, kan vi sagtens være på dus,” foreslog Lilac blidt, da hun havde lagt mærke til, at des tiltalen ikke forekom naturligt i Arias mund. De var trods alt på fornavn, så at være på dus ville ikke være det største step. Med sin redningskvinde var det da rimeligt, at man havde et nogenlunde mere intimt forhold. Lilac åbnede jo også sit hjem op for hende.

“Men ja, De har ret i, at jeg burde lære at forsvare mig selv… det falder mig mig bare ikke naturligt ind. Jeg er intet værd med mine bare næver som Dem,” sukkede Lilac. I den familie hun var vokset op i, havde hun aldrig lært, at hun burde skulle forsvare sig selv. Det var altid været en mands job, og hvis Lilac nogensinde fortalte om denne oplevelse, ville hun få en bodyguard på sig konstant. Ja enten det eller også måtte hun ikke gå ud fra sit værelse ved solnedgang. Begge scenarier virkede ikke tiltalende, så selvom at Lilac ikke brød sig om at have hemmeligheder for sine forældre, så var det noget hun blev nødt til.

Imens de gik forbi en mørk sidegade hørte Lilac noget rasle. Kuldegysningerne bevægede sig ned af kroppen på hende, og hun stivnede i sin gang. Nok den modsatte reaktion et byttedyr burde have. Da kom et højt brag fra gyden, og Lilac var klar til at løbe mens Aria var klar til at gå til angreb… det var lige indtil de så, at det var en kat, som havde skubbet en metalgenstand ned på jorden. Lilac kunne nu ånde lettet ud og stoppe med at spænde i hele kroppen.

Aria så på Lilac og nikkede roligt "det ville hjælpe mig en del, jeg er ikke så god til de formaliteter" sagde hun roligt og smilede lidt, Aria havde det bedst med at være dus, hun hadet at være des med folk, det virkede altid så højrøvet, men det ville hun nok aldrig indrømme overfor nogen.

Aria smilede lidt "Hvis du nogensinde vil lære det, så skal jeg gerne lære dig lidt, jeg kan lære dig nogen ting som gør folk ukampdygtige så du nemmere kan stikke af, men uden at gøre rigtig skade på dem" sagde hun roligt og så lidt rundt i skyggerne igen.

Aria vendt sig hurtigt mod det høje brag og var klar til at slås, hun slappede dog mere af da det viste sig bare at være en kat, hun grinede lidt og så på Lilac "er du okay?" spurgte hun roligt, det kunne godt ha vært noget af et chok, Aria blev selv forskrækket, men hun regerede nok en del anderledes end Lilac gjorder.

At kalde Aria bange ville være dumt, for var der noget hun sjældent var, så var det bange, hun vidste trods alt hvordan hun skulle slå fra sig hvis det skulle være.

Lilac smilte en smule til sin nye veninde. “Formaliteter får en til at lyde som om, at man taler til en adelig eller ældre dame,” sagde hun i en spøg selvom man også brugte des i hendes omgangskreds. Dog forstod hun også godt, at det var sært at holde folk i en arms længde. For hende var des brugt for at komme udenom problemer for ellers kunne man hurtigt blive stemplet som en uartig unge. Det ville hun alligevel ikke kalde sig selv, selvom hun nogle gange ikke var lydig for sine forældre.

“Jeg aner ikke hvor jeg skal begynde. Modsat dig er jeg ikke fysisk stærk, så hvis en mand har et greb om mig vil ingen teknikker kunne redde mig… men man kan vel altid prøve,” sagde hun overvejende selvom hun tvivlede på, at hun nogensinde ville kunne klare sig selv i en ligende situation. Hendes kondition var ikke engang noget at prale med, men måske ville hun kunne løbe fra to fulderikker. Hvis adrenalinen pumpede i kroppen kunne man vel også løbe fra en flok ulve, så to stive mænd var vel intet i forhold til… også selvom de ved Zaladin var skræmmende. Kun en gang havde hun været så bange for sit liv.

“Ja… ja, jeg har det fint,” åndede Lilac lettet ud, da den sorte mis kiggede på dem med store øjne. Den var da ikke farlig og kunne næppe forvolde de to piger mange skader. Lilac måtte nok bare indrømme, at hun var ekstra nervøs grundet dagens begivenheder. “Lad os gå videre inden en hund kommer ud eller noget,” sagde hun og de to piger gik atter i retning mod Lilacs hjem. Stadig havde hun øjne og ører alle steder henne, hvis nu, at der skulle ske noget på deres vej. Dog ville det være sært, hvis samme situation udspillede sig to gange.

Aria grinende lidt af det hun sagde med formaliteterne "det er rigtig" sagde hun roligt og smilede lidt.
Aria kunne ikke li at bruge des, det lød så underligt, som om man ikke var den anden person værdig eller sådan noget og hun kunne ikke li det, i hendes hoved var alle folk lige værdige.

Aria smilede lidt "det handler ikke altid om styrke, men teknik, og ens fysiske styrke kan jo trænes" sagde hun roligt og smilede lidt til Lilac. Aria vidste selv hvor meget hun havde trænet for at få sin styrke og teknik, det sammen med hendes udholdenhed som gjorder at hun kunne løbe det bedre også.

Aria smilede lidt og så på den lille kat der stod og så på dem "den er nu meget sød" sagde hun roligt inden hun fulgte med Lilac. 
Aria havde intet i mod dyr, hun havde ikke selv nogen, men hun havde ikke noget i mod dem hun syntes de var søde.

Aria holde øjne og øre åbne, men hun lyttede stadig med i samtalen med Lilac og holde også øje med om Lilac var okay.

Teknik? Lilac havde altid troet, at en kamp var bestemt af ren råstyrke. Hvem end der var størst ville nok vinde kampen, men dog havde Aria i dag vist, at det ikke altid var sagen. Selvom hun var en smule højere end hende selv, så gav hun de to mænd en god omgang til trods for, at hun var mindre end dem. “Huh, det har jeg aldrig tænkt over,” indrømmede Lilac en anelse overrasket og tænke sig om. Nu var det ikke fordi, at hun havde særlig meget koordination i kroppen. Faktisk var hendes hjerne dårlig til at kende forskel på, hvornår hun gik med højre eller venstre ben, og balancen… ja den var endnu værre. Det fik Phoebus Falkenstein af se dengang hun faldt i springvandet den første gang, og han oplevede det på egen krop, da hun tog ham med anden gang. Teknik, ja der skulle meget træning til at lære det.

“Ja. Jeg er også et kattemenneske,” svarede Lilac og kiggede på den lille krabat. Aria havde ret i, at den faktisk så meget nuttet ud, men den mente nok ikke, at tøserne var meget værd at kigge på. I hvert fald vendte den røven mod dem og gik sin vej i en arrogant maner. At kunne lide katte var altid lidt af en rutsjebanetur. Man ved aldrig hvad man burde forvente fra dem. “Men jeg har aldrig fået lov til at have et kæledyr. Mine forældre mener, at de sviner for meget,” fortalte Lilac og kiggede efter katten inden de vendte sig for at gå igen. Nu var der ikke langt til hendes hjem.

Aria så lidt på hende "lad mig gætte, du regnede med at det var ren styrke det handlede om?" spurgte hun roligt, det gjorder de fleste som regel, men jo mere teknik man havde jo bedre chancer havde man i kamp.

Aria så på Lilac "jeg vil ikke sige jeg er et kattemenneske, men jeg syntes nu de er søde alligevel" sagde hun roligt, det var rigtig nok, hun var ikke som sådan et dyremenneske, de var søde men det var også det.
Aria nikkede lidt "Det kender jeg godt, vi havde et kæledyr da jeg var lille, men efter min søsters død og vi ente med at skulle flytte så kunne vi ikke ha det med" sagde hun roligt som om det var noget der skete hver dag, det var det ikke, men hun havde lært at leve med det. Ikke mange viste det med hendes søster, men nogen gange kom hun til at tale over sig.

Aria holdte stadig øjne og øre åbne som de gik igennem de mørke gader, men hun var som sådan ikke bange for der ville ske noget.

Det var som om Aria læste hendes tanker. Det var præcis, hvad Lilac havde gået og tænkt. “Ja… jeg må indrømme, at jeg aldrig har givet det megen tanke” svarede hun en anelse skamfuldt, ligesom når man havde sagt noget forkert, når læreren havde valgt en til at tale. Generelt set brød Lilac sig ikke om ikke at vide noget, men desværre viste det sig ofte, at hun ikke vidste meget om… ja noget.

Aria nævnte sin døde søster som når man nævnte, hvad man havde fået at spise den forgangende dag. “Det er jeg ked af at høre… var I tætte?” Spurgte Lilac forsigtigt og kiggede på sin samtalepartner. Det virkede til, at hun var meget afklaret med hendes død, hvis man altså kunne være det. Lilac havde aldrig oplevet et stort tab i sit liv. På de måde var hun meget priviligeret uden rigtig selv at have indset det.

Mens de gik og talte begyndte de at bevæge sig ind i boligkvarteret. Først ville man blive mødt af middelklassehjemmene, hvor husene mere eller mindre lignede hinanden. Hyggelige, men en anelse grå i Lilacs optik. Fordi hun havde et kunsterøje elskede hun arkitektur, hvilket ikke var en standardfamilies førsteprioritet, når der skulle bygges en bolig. De to kvinder bevægede sig gennem boligkvarteret med øjnene på nakken. Tænk nu, hvis de to mænd havde fundet dem og fulgt efter.

Aria nikkede lidt "det tænkte jeg nok, men som du selv så før, så handler det ikke kun om styrke" sagde hun roligt og smilede lidt, nok var Aria ikke så stor og muskuløs, men slå det kunne hun sagtens finde ud af uden de store problemer, selvfølgelig havde de to mænd vært mere ædru havde kampen nok vært noget anderledes.

Aria tog sine hænder i lommerne og så lidt på Lilac og nikkede "Så tætte som vi kunne være... vi er...eller var tvillinger" sagde hun stille og så lidt ned på jorden som hun gik på, hun havde stadig ørene åbne omkring dem, men hun kunne godt mærke stikket i hjertet over at snakke om sin søster, det var ikke noget hun rigtig talte om.

Aria bemærkede godt hvilket kvarter de gik hen til, og hun var enlig ikke overrasket over at Lilac boede i denne del af byen, men hun kommenterede ikke på det, hun lod bare Lilac følge vej, og så holde Aria bare øjne og øre åbne efter de to mænd hvis de skulle ha fulgt efter dem, hun regnede ikke med det, men hvis de havde blev det bare værst for dem selv.

“Handler det så bare om at være… klogere end sin modstander?” Spurgte Lilac en anelse forvirret. Hun havde vitterligt ingen ide om, hvad denne ‘teknik’ Aria talte om indebar. For hende lød det som et spil skak, men selv det var hun elendig til. Hun havde alt for svært ved at tænke fremad og se, hvilket træk modstanderen ville tage. Hendes far fortalte hende engang, at krigsgeneraler ofte var mestre i skak, fordi de var dygtige krigsherre og kunne sætte sig ind i fjendens tankegang. Nu vidste hun dog ikke, hvor god en kilde hendes far var. Han havde trods aldrig været en del af krigen.

“Oh… det er jeg ked af at høre… har du lyst til at snakke om det eller vil du hellere skifte evne?” Spurgte hun blidt sin nye veninde og gav hende et lille opmuntrende smil, da deres øjne mødtes mens de gik hen af stien. Det var sørgeligt at tænke på, at Aria allerede havde mistet sådan en villig person i sit liv. Og så endda en tvillingesøster. Lilac havde ingen tvilling, sågar ingen søskende, men hun vidste, at et søskendebånd var helt unikt. Af samme grund var hun en anelse trist over, at hun selv var enebarn. Som resultat kunne hun få alt, hvad hun pegede på. Samtidig var alle forventningerne pålagt hende. Hun skulle jo videreføre familienavnet. I det samme kunne hun se det hvide hjem i det fjerne. Det tog ikke mange skridt før de nåede hjem.

Aria smilede lidt over hendes spørgsmål "ikke helt, det handler om at ha en bedre kampteknik end sin modstander" sagde hun roligt og så på hende, hun smilede lidt, det var lidt sødt de spørgsmål hun kom med, Aria ville hellere end gerne hjælpe hende med at lære nogen kamptekniker hvis hun ville, men hun skulle være forberedt på hård træning hvis det skulle ske, ligesom Aria selv havde vært igennem.

Aria så ned i jorden som der blev spurgt ind til hendes søster "Det er som regel ikke noget jeg snakker om, jeg har aldrig rigtig snakket om hende før...så det er meget underligt for mig at gøre" sagde hun stille, hun så lidt op og mødte Lilacs blik, hun så helt trist ud syntes Aria, og sendte hende derfor et lidt mere beroligende smil. Aria var jo okay, hun var på sin vis kommet videre fra det, også selvom det ødelagt hendes familie da hendes søster døde, men hvis Lilac havde spørgsmål så måtte hun jo stille dem, Aria skulle nok svare.

Aria så op for at se hvor de gik, hun anede ikke hvor Lilac boede så hun fulgte bare med.

Lilac måtte næsten give fortabt i denne kampsortsverden, da hun ikke forstod hvad teknik var. Gad vide om det var det samme som når man malede? Der brugte man vel også andre teknikker, hvis man brugte vandfarve eller akryl. Dog var det en anelse usammenligneligt med vold. “Oh… så man skal ikke bare slå vildt for sig og håbe på det bedste? Men hvordan ved man, hvilken teknik man skal bruge? Hvilke teknikker findes overhovedet?” Lilac havde på fornemmelsen, at teknikkerne ikke direkte havde navne, men man nærmere skulle tillære sig dem eller bare vide dem ubevidst. Kampteknikker faldt dog ikke bare ind hos hende ubevidst.

Aria blev en anelse mere stille og mut, når man talte om hendes afdøde tvilling. Forståeligt nok, da det var et komplet anderledes emne end hvad de to piger ellers havde snakket om. Det slog hende, at de faktisk ikke havde kendt hinanden i voldsomt lang tid, men oplevelsen havde rystet de to piger sammen. “Så, hvordan var hun? Lignede hun dig?” Spurgte Lilac forsigtigt og åbnede nu den hvide havelåge til sit hjem, hvorefter hun lod Aria komme ind efter sig. En anelse fumlende fik hun nøglerne frem og fik låst kvinderne ind. Huset var stort og tomt, men for Lilac var det sikkert for alverdens af røvere og ondsindede mænd. Hun låste døren efter sig for at være sikker på, at ingen fulgte efter dem.

Aria fandt det lidt sjovt den måde hun forklarede og stalte spørgsmål "nej, man skal ikke bare slå vildt for sig, det bliver nemt at forudsig og derved stoppe" sagde hun roligt og så på hende "det findes en del, hvis du nogensinde vil lære det, så sig gerne til, jeg kan godt lære dig nogen teknikker til hvordan du kan slippe ud af trælse situartioner uden at skulle slås" sagde hun roligt og smilede lidt til hende, det var hårdt arbejde, men hvis man ikke ville skade folk så var det en god måde at gøre det på, så man i hvert fald kunne stikke af.

Aria nikkede lidt til hendes spørgsmål "fysisk ja, vi lignede hinanden på en prik, personligheds mæssigt var vi dog vidt forskellige" sagde hun roligt, de havde vært enægget tvillinger, men deres personligheder var meget forskellige, hvilket deres forældre tit havde moret sig over, at to kunne ligne hinanden så meget, men være så forskellige.
Aria så på Lilac "du minder mig faktisk lidt om hende" sagde hun roligt og smilede svagt, det var ikke en dårlig ting, men hun fik Aria til at tænke på sin søster, Aria fulgte med ind af den hvide låge og videre ind i huset, hun så rundt med store øjne, det var jo et vildt hus at komme ind i, det var bestemt ikke hvad Aria var van til og det kunne man nok godt tydeligt se på hende som hun så rundt på alt hvad der var rundt omkring dem, hun glemte lidt hvad de enlig snakkede om.

Hm, altså normalt ville Lilac slet ikke komme i kamp, da hun ikke direkte tirrede andre personer. Hun gjorde en dyd ud af at være velopdragen og tale pænt til alt og alle. Også selvom hun ikke altid fik den samme behandling tilbage. Desuden var hun også utrolig konfliktsky, og ville hellere give andre ret end at tage en diskussion op. Det værste hun vidste var, når andre var bitter på hende eller gav hende onde blikke. Dog kunne hun vel ikke have undgået situationen i dag… medmindre hun havde været klog og var gået tidligere hjem. “Det med at undgå kamp lyder meget fornuftigt,” svarede hun med et smil til sin nye veninde.

Begge piger kom ind i huset, men Lilac lagde ikke engang mærke til, hvor imponeret Aria var. Hun tog overtøj og sko af og gik direkte hen mod køkkenet, hvor den lille førstehjælpskasse lå. Hun regnede med, at Aria ville følge trop, hvilket hun ganske vidst gjorde. “Hvordan minder jeg da om hende?” Spurgte hun nysgerrigt. Det var da spændende at se, hvilke kvaliteter Aria tænkte, at hun havde. “Og sæt dig bare på en stol, så finder jeg det nødvendige frem,” sagde hun og nikkede til en køkkenskole.

Aria nikkede, det var meget fornuftigt at kunne forsvare sig selv, især som ung kvinde. Aria så på hende "hvis du vil, så kan jeg lære dig nogen teknikker så du i hvert fald kan forsvare dig selv, i tilfælde af at du skulle få brug for det" sagde hun roligt og så på Lilac, hun kunne ikke helt finde ud af om Lilac ville lære det eller ej, men hun havde tilbuddet nu og hun kunne tag i mod eller lade vær, det var helt op til hende.

Aria glemte alt om manere med at tage sko og jakke af som hun så rundt i huset. Hun fulgte med Lilac ud i køkkenet og hendes beundring fortsatte.
Aria så på Lilac da hun spurgte efter hvordan hun lignede hendes søster "godhjertet, venlig, rolig elsker dyr... kan ikke slås" sagde hun roligt og smilede lidt "der er en del ting som jeg har set i dig som jeg kan huske fra min søster" sagde hun roligt, hun så stadig rundt, men satte sig roligt ned da Lilac sagde hun bare kunne sætte sig ned, det var jo et vildt hus at være i. Lilac boede i et af de huset som Aria kun kunne drømme om at bo i "er din familie ikke hjemme?" spurgte hun undrende, der var i hvert fald meget stille i huset, men man viste aldrig.

“Ja! Jeg vil gerne lære det,” svarede Lilac unden tøven og så på sin nye veninde. Hvis det betød, at hun ville kunne forsvare sig selv eller hjælpe en anden pige som Aria så tappert havde gjort, så ville det være det hele værd. Måske var Lilac ikke særlig lærenem når det kom til kropslige ting, men dette var en essentiel form for viden, som hun tidligere havde undgået. Efter denne aften ville hun ikke undgå den mere. Hun skulle lære at blive en kvinde, der ikke regnede med, at en mand eller kvinde kom til undsætning.

“Fire gode egenskaber og en man kan rette op på. Det tager jeg som et godt svar,” sagde hun med et smil og bukkede sig ned for at få fat i den lille kasse på nederste hylde. Den var ikke stor, men indeholdte alt det nødvendige til hjemmehealing. De skrammer Aria havde fået pådraget sig burde med lethed forsvinde over natten, hvis blot de tog sig af det nu. “Okay, jeg tror jeg har noget her til dine sår, men jeg finder lige en klud og renser dem først for en sikkerheds skyld,” forklarede hun og satte førstehjælpskassen på bordet.

“Mine forældre er ofte ude og rejse. Inden jeg blev 18 blev en altid hjemme, men de har åbenbart besluttet sig for, at jeg er ansvarlig nok til at være her alene,” svarede hun og gjorde kluden klar. Det var spøjst, hvordan hendes mor altid havde været en hønemor, men nu havde hun besluttet sig for, at Lilac godt kunne være alene i flere dage. Det var over hendes hovede, men hun spurgte aldrig efter en forklaring. Hun nød blot den ekstra frihed. I dette øjeblik stillede hun sig hen til sin veninde, hvorefter hun tog et godt kig på en skramme, hun havde fået på kinden. Heldigvis så den ikke så slem ud, men gad vide om hun havde andre?

Aria smilede lidt som Lilac svarede at hun gerne ville lære det, hun nikkede roligt "okay, du siger bare til, hvor og hvornår, men jeg advare dig, det er hårdt arbejde" sagde hun roligt og smilede roligt til hende. Aria havde selv trænet hårdt, men det var også mentalt hårdt for man skulle have det mentale med sig også.
En ting var om man kunne bruge sine hænder og ben, men hvis man ikke kunne bruge hoved samtidig, så kunne det nemt og hurtigt gå galt.

Aria nikkede lidt "det var den måde vores forældre så forskel på os som små, jeg var den som havde rigtig meget energi og blev gal hvis jeg ikke fik min vilje, hvor min søster var den rolige og søde af os" sagde hun roligt og grinede en smule ved tanken og minderne. Aria huskede tydeligt nogen af de situationer der kom til tider mellem hende og hendes søster, hendes forældre havde tit undret sig over at de kunne ligne hinanden på en prik, men være så forskellige.
Aria smilede lidt over de numre hende og hendes søster lavede til tider.
Hun nikkede roligt som Lilac fandt ting til hendes skader "det er bare små skræmmer, så det er ikke nødvendigt at gøre en masse" sagde hun stille, mest fordi hun ikke var god til det med at folk ville hjælpe hende, hun var ikke lige frem van til det, hun var van til at få skader og hvis de var for store gik hun til helbredelseshuset men var det små skader lod hun dem bare være.

Aria nikkede lidt, hun var ikke selv 18 endnu, men hun havde en helt del frihed og bruge af "er det ikke meget rart?" spurgte hun roligt, hun kendte ikke rigtig til strenge forældre som sådan, eller jo på en måde gjorder hun, men det var nok på en helt anden måde en Lilac.
Aria drejede sit hoved lidt som Lilac undersøgte skaderne, udover den på hendes kind så havde hun fået et ordentlig slag ind på kæben som var begyndt at ændre farve, hun havde en lidt dyb flænge i læben som også stadig blødte en del, og en flænge i sit øjenbryn, hun havde et lille hul i hovedet som hun ikke selv havde opdaget hvor den ene mand havde haft fat i hende, udover de blå mærker der var kommet efter hun røg til jorden, spurgte man Aria så var det små skader.

På den ene side var Lilac godt forberedt på, at det ville blive hårdt at træne op. Især fordi hun ikke havde nogen erfaring inden for feltet. Samtidig så hun også optimistisk på det hele og var overbevist om, at det hele nok skulle gå. Nu havde hun jo en god læremester, der ville vise hende vejen frem! “Og hvor vil jeg kunne finde dig, når jeg er klar?” Spurgte hun, da hun pludselig kom i tanke om, at hun ikke havde nogen anelse om, hvordan de skulle komme i kontakt igen. Dianthos var en stor by.

“Det er sjovt hvordan I var så forskellige til trods for, at I havde den samme opvækst,” sagde Lilac med et lille smil på læben. Selv var hun enebarn og havde ikke nogen at sammenligne sin egen personlighed med. Dog ville hun sige, at hun lignede sin far mere end sin moder, måske fordi hun ikke var life så streng i betrækket. Gad vide om hendes mor altid havde været sådan? Det var svært at forestille hende som ung.

Lilac undersøgte stadig skrammerne på Arias ansigt mens hun svarede på spørgsmålet. “Jo… det er i hvert fald nyt,” svarede hun og fandt en klud frem som hun fugtede. Det var nok vigtigt at rense sårene inden at hun puttede noget salve på. “Det her gør nok lidt ondt, men jeg er så forsigtig og hurtig som mulig,” advarede hun inden hun lod den våde klud røre Arias hud. Tænk, at dette ikke engang var den første gang hun havde gjort dette. Faktisk var det den tredje efter ulykken med Joey og Bastian. Hvordan kom Lilac altid i kontakt med folk, der endte i problemer? Denne gang var det dog hende, der næsten var ved at blive slået ned.

Aria havde slet ikke tænkt så langt at Lilac også skulle kunne finde hende igen, hun tænkte sig lidt om "hmm... som regel på den lille kro i den nedre bydel, der bruger jeg det meste af min tid... og ellers..." sagde hun roligt og rodet sin taske igennem og fandt noget pergament og noget at skrive med og skrev nogen adresser ned "her, det er hvor jeg bor, og der arbejder jeg" sagde hun roligt og pegede på hvilken adresse der passede til hvad. Så kunne hun enten finde hende eller skrive til hende.

Aria smilede lidt "det syntes vores forældre også da vi var små" sagde hun roligt og grinede lidt.
Hun mindes hendes søster med meget kærlighed, men hun huskede også alle deres ballader som Aria altid startede og fik sin søster med på.

Aria smilede lidt "for mig er det nyt ikke at være alene, så jeg tror jeg kender det" grinede hun lidt.
Hun smilede en smule da Lilac advarede om at det kunne gøre lidt ondt "du vil blive overrasket over hvor meget der skal til før noget gør ondt på mig" sagde hun roligt, og rigtig nok, hun fortræk ikke en mine da kluden ramte hendes hud, hun sad bare helt roligt og så op på Lilac og lod hende gøre det hun mente var nødvendigt.
Aria sagde ikke noget, mest fordi det nok ville være svært at komme til skræmmerne hvis hun talte samtidig så det var nemmere at tie stille og sidde stille.
Hendes bonus mor var trods alt helbreder så hun var van til det efterhånden.