Øjnene flugtede de forskellige mennesker der sad til bords her til aften, alle med deres hoveder og tanker begravet i den flygtige fred. Alle havde deres agendaer for dagen, og mange af disse... beboere følte sig sikkert berettiget til det hvil de tog om aftenen. Elverens skarpe ører fangede hviskende brøkdele af hver samtale - hun havde altid fundet støjen brusende, selvisk og uciviliseret. Mennesker. Og det var nok i virkeligheden den slags megalomani, som i sidste ende ville blive hendes fatale hybris. 
De var intet. Det var deres avlslyst og rene antal alene, der gjorde dem til et irriterende skadedyr. 
Men Lucids stemme var fattet. Dyb og blød i larmen, selvom hans ord skurrede hende imod hårene. Øjnene gled i et reptilryk tilbage på dæmonen, og noget undrende spirede frem i den kolde glød. Hvad mente han med det? 
Mennesker var ikke ubevidste om deres handlinger. Deres skyldfølelse, var hvad der fik dem til at angrer. Sigte imod renhed, velvidende at de aldrig ville kunne måle sig med noget så arkanisk som engle, dæmoner, elememtaler, eller sågar skovelverne. Solari havde dog altid holdt kortene tæt, hendes paranoia ville ikke tillade hende andet, så det samme gjaldt tankerne nu. 
Stilhed var dog aldrig hendes stil. 

"Min hævn er ikke et... Entydigt mål, du kan sætte på din langtlevede tidslinje..." Kom det lidt mere lavmælt. Ikke fordi andre ikke skulle høre hende - men Solari tænkte. Kalkulerede. Det vævedes ind i ordene, og smilet faldt som en sten, idet præstindens lidt mere muntre glimt, døde ud. "Små konflikter her og der.." gentog hun. Smagte på om det føltes hånende, eller nysgerrigt, og lukkede øjnene. "Det bedste tidspunkt at plante et træ, var for 50 år siden... Det næstbedste tidspunkt, er idag. Det er et gammelt skovelvisk udtryk, har du hørt det før?" Og hun ventede ikke rigtig på svar, inden at hun forsatte. "Store, grandiøse planer går altid galt. Jeg gør mig ikke i kompliceret.." på det punkt, var hun for god til at tilpasse sig. For impulsiv og alt for (selv)destruktiv. Men. 
"Men at plante et frø, og lade det gro. At snitte en hals, tage en sjæl - ødelægge en andens fine, lille  verden, og lade den afmagt vokse. Jeg behøver ikke at føre kniven, for at ramme lyset" og de hvide øjne åbnedes, for at låse sig fast i dæmonens.  "Og jeg behøver ikke deres forståelse". Eller hans, lød det indvendigt. 

De var måske begge tjenere af ondskab, men hvor var de forskellige. Lucid kunne nu for første gang se, andet en mani i hendes blik, men det han kunne se, var langt fra betryggende. Han fik en fornemmelse af, at hun ikke brød sig det mindste om ham lige nu. Han havde fornærmet hende.

Det var dumt ikke at frygte en som Solari, uanset om man var en lavmåler, ligesindet, eller måske endda… højere hævet. Men for en videnbegærer som den gamle dæmon jo var, når masken ikke blev båret, så kunne han ikke lade være med at tale frit.

”Det lyder meget ustruktureret.” Sagde han en snert kritisk, mens deres blikke var låst rettet mod hinanden. ”Og voldsomt.” Endda voldsomt for en herre, som var berygtet for at være til den voldsomme side.

Lucid brød med øjenkontakten. Hans blik faldt ned mod den lille skål med oliven, og han rakte ud med sine kløer og fik grådigt forsynet sig med en håndfuld. ”Jeg ved ikke hvad det er, men når jeg sidder her sammen med dig, bliver jeg lettere..” Han spidede en oliven med neglen og undersøgte den, som fascinerede den ham mere end hans drikkepartner lige nu ”..Irritabel ...Er det normalt?”

Han spiste en oliven og lod Solari vente lidt. Lige nu mærkede Lucid efter, hvilke følelser der dukkede op i ham. Han følte sig uretfærdigt behandlet. Hun havde kritiseret ham, men tålte ikke kritik selv. Han havde fortalt hende om sine planer, men fik ikke noget tilbage, enten fordi hun holdt dem hemmelige for ham, eller også fordi hun ikke evnede at danne sig nogen.

Udefra kunne den intense øjenkontakt godt ligne en ugudelig magtkamp. Is imod ild, et tordnende, destruktiv stormvejr i den ene lejr, og en nådesløs tsunami fra den anden side. Hvis verdenen skulle ende med én af tingene, var det svært at sige hvad der var værst. Men for hende, der dansede kampen på en langt mere spændende knivsæg, end noget så simpelt som at måle pik. 
Hun kunne se bort fra hans fascination af lyset. Men hun brød sig ikke om attituden. Det virkede til at det fælleskab som de havde inde bagved byringene, trak ham ind, som et møl imod flammen. Hun kunne samtidigt ikke lade være med at tænke, at passer du ikke på, vil du brænde dig noget så voldsomt.
Men det ville ikke blive på hende. Ikke idag. 
Og dog, havde Zaladins Kirke haft samme fremgangsmåde som Nalish'ra, hvad angik deres præsteskab... ville den diplomatiske tilgang ikke have holdt længe, med hende som hans skygge. 
Mørkelveren sagde ikke meget til de kritiske ord, arrogante eller ej. Havde det ikke været for den sagte bevægelse af skuldrene når hun trak vejret, kunne man godt have været i tvivl om hun overhovedet havde registreret dem igennem øjenkontakten. Stille som graven, selvom det rev og sled i hende, efter at rette ham. Voldsomt... eller måske bare ambitiøs.

Men ligesom øjenkontakten i første omgang havde sat en gnist til hendes kølige ro, gled det dovne, morende smil tilbage på de kønne læber, da han nu skiftede emnet. Solari slog i stedet blikket hen på den oliven han gav sig til at lege med. Irritabel var et ord for det... Det var ikke kun på grund af hendes skønne selskab, at selv venner, sjældent holdt sig i hendes inderkreds. "Det du mærker, burde du genkende fra dit eget folk..." Noget smørret, næsten almindeligt lusket gjorde mørkelveren noget nær behagelig at se på, og fjernede det glimt af mani der ellers havde taget over. Skraldede nogle af lagene af, så hun næsten så... Jah turde man kalde kammeratlig? 
Ikke at hun selv ville kunne genkende det, om der så blev holdt et spejl op foran hende. 
"Det tog mig også mange år at genkende det, og det var først da jeg selv mødte en af dødssynderne, at jeg endelig kunne greje hvad det var. Modsat dem, har jeg aldrig kunne... slå den magi fra. Eller for den sags skyld styre hvordan, hvem eller hvornår" Ordene var ubebrejdende, men heller ikke undskyldende. Lidt nysgerrig kunne hun dog ikke lade være med at føle sig, da hun med et grin tilføjede: "Du bryder dig måske ikke om det?" 
Du føler dig ikke lidt mere i live, kære ypperstepræst? 

Så det var passiv magi hun udsatte ham for? Ham, samt alle andre der nærmede sig hende? Lucid havde næsten ondt af hende, hvis ikke det var fordi Solari ikke selv så ud til at skamme sig særlig meget over den. Lige nu var han nok den eneste der var plaget af den. Han kunne mærke hvordan han følte sig irriteret og ukomfortabel. Havde det ikke været fordi hun påstod at hun ikke kunne gøre for det, havde han ladet sin voksende trods gå ud over deres stævnemøde her.

Lucid kunne ikke lade være med at undre sig, om den passive magi ville dø ud, hvis hendes eget liv ebbede ud.

”Jeg kan se bort fra det,” Svarede han. Han kunne se bort fra det, så længe det var nødvendigt. Han følte sig i det mindste stadig ved mental kontrol… Sådan da. Men han kunne ikke lade være med at hade hende for, at hun overhoved havde den form for magt over ham, om så det var bevidst eller ej. Han bevarede roen og gengældte hendes falske kammeratlige blikke med et køligt blik ”Jeg kan forestille mig, at du har det ualmindeligt svært ved at holde på folk, med en gene som denne.”

Det generede ham? Svært at sige. Solari havde ellers altid anset sig selv om lidt af en væsenkender - og dæmoner var ingen undtagelse. Eller, det plejede de ikke at være. Men ingen kunne have holdt sin trone så længe som Lucid, hvis ikke, at han havde et mesterligt spillefjæs. 

I en lille bevægelse strakte Solari hænderne ind over Lucids, for at forsøge at snuppe den fine oliven, fra ypperstepræsten. Nu begyndte hun jo selv at blive halvsulten. "Dem der skal blive, finder deres måder.." smilede hun. 
Men han ramte noget sandt i hende, og smilet nåede ikke øjnene helt. Ikke skarpt, ikke truende. Bare oprigtig. De havde aldrig, og ville aldrig, have samme mængde støtte. Nalish'ras vej var ikke for alle. Men. 
Ypperstepræstinden rystede dog oprigtigheden ud af sine tone, da hun efterfølgende lo. "Du skal ikke have ondt af mig, min kære. Jeg blev skabt til et formål - det er vi alle, jah? - Og desuden.." Hvem var hun, til at træde udenom de veje gudinden lagde for hende?
Hun havde alligevel altid været en enspænder. Og den næste ypperstepræst af Nalish'ra, ville være den, som først lykkedes med at tage hendes liv - og dermed pladsen. Livets cyklus, alt det. "Dem der der tager imod min omfavnelse, søger sjældent fællesskabet" Det fandt de i kirken, i bønnerne og i deres fælles elendighed. Kun dybt svigtede sjæle, søgte Nalish'ras selskab. 

Det skete nærmest aldrig, at noget blev taget ud af hænderne på ham på den måde, som da Solari så snedigt fik strukket sine arme frem og fik snuppet en af de oliven han havde tilbage i sin hånd. Da det gik op for ham, blev hans i forvejen rolige tag slappere, og han lod hende gøre det, og så på hende med en forbløffet mine, som dernæst blev neutralt rolig igen. Et lille smil trak sig på hans mørkegrå mund, som hun fik omdannet hans forsøg på at ramme hendes svaghed til at ligne, at han var medlidende.

"Der skal også være plads til de sørgelige og de bitre et sted." Sagde han helt sagligt med et medfølent blik, som om han ikke selv fik tiltrukket mange af den slags. Den sidste ensomme oliven han havde I sin hånd trillede han lidt overvejende I sin håndflade, inden han rakte den frem og placerede foran hende. En fornærmelse forklædt som en almisse.

Han rejste sig op og skubbede sin stol pænt ind og samlede deres skål og tomme vinglas sammen, selvom det var en uværdig og ikke forventet tjans.
Kroværten og den unge pige så fskrækkede ud, da han et kort øjeblik vendte sig bort fra Solari, for at gå op med det.

"Tak for jeres gæstfrihed. Det vil ikke blive glemt" Takkede han helt mildt og forsigtigt, selvom de ikke blev mindre skræmte,at han havde opsøgt dem på den her måde. Lucid demonstrerede, at han ikke behøvede at torturere et lille menneske på åben gade, for at blive mødt af samme frygt og distance, som den hun havde vist ham.

Det stak til den mørkelviske stolthed, at man næsten intet kunne få ud af ypperstepræsten. Fordi det var bare et strejf, og så ikke mere. Ikke engang en irriteret, irretesættende sukken, eller et verbalt udbrud; det var svært at starte konflikt med sten. 

Og selvom det irriterede hende nu, var det i virkeligheden nok den eneste måde, man kunne kommunikere med Solari. Hvis man kunne ignorere de personlige stikpiller og arrogante ord, som skærmede hende godt. 
Olivenen var hendes præmie. Den smagte bare ikke ligeså godt, når han så bagefter også gav hende den anden, og sidste af dem. 
Der skal også være plads til de sørgelige og bitre et sted. Mørkelverens hvide regnbuehinde, betragtede den sølle snack imens den fandt sig til rette på bordet. Stoppede med at trille, og Lucid besluttede at han var færdig med hende. 

Han havde så evigt ret. Greb den, og flippede den ind i munden. 
Solari fulgte ham med blikket, ikke helt sikker på at hun havde et bedre svar end stilheden. 
Hun ønskede egentlig ikke at rejse sig, idet han gjorde. Alligevel fandt hun sig selv skyde stolen tilbage, næsten mekanisk, og følge hans færd med hovedet, da han så ud til at ville videre. Det pustede til den irritable glød i elveren, at præsten alligevel formåede at have sådan en effekt på hende - især efter hans ophøjethed virkede.
Men som hun betragtede hans høflige takken, kunne hun alligevel ikke lade være med at beundre hans... forsøg, hvis man da kunne kalde det dét. På trods af alle rygter, alle beviser og alle forventninger om hvad han var, forsøgte han at bevise noget mere. 
Mon ikke han nok skulle lykkes. I hvert fald før hende, og Solari fnyste, en forventningsfuld kant, i de lavmælte ord da hun nynnede. "Så, hvad vil du nu, kære ven?" hænderne gled henover hendes hætte, og Solari trak den op over de spidse ører, så hendes ansigt lå dækket i skygge. Ringen på hendes mørke hånd brændte, mindede hende om at de sagtens kunne blive her lidt endnu, og selvom han måske var færdig med hende, var hun ikke helt færdig med ham. 
Det havde trods alt altid været i mørkelverens natur at være anmasende nok for to. 

Med nogle lydløse skridt gled Solari op til ypperstepræsten, hænderne ivrigt foldet foran sig, da hun klappede dem sammen. "Vent, jeg ved. Lad os høre hvad dine planer er, ypperstepræst" 

Måske var det stadig Solaris magi der spillede ind, men Lucid kunne nærmest fornemme effekten af hans arrogance. Han havde endnu ryggen til hende, for hans forsøg på at være venlig overfor kropigen, det lille menneske, var nyttesløst, så længe hun stod som frosset fast på stedet. Når hun ikke reagerede, og krofatteren eller gæsterne ikke reagerede på hans venlighed, vidste Lucid ikke hvad han ellers skulle gøre. ”Her… Tag det nu, pigebarn…” Prøvede han fortsat et øjeblik for længe, puffede akavet til pigens hånd med glasset, indtil hun langt om længe åbnede hånden og tog rystende imod resten.

Først nu drejede han rundt og så på Solari, som havde fulgt ham så langt. Så snart han havde vendt sig fra pigen, styrtede hun ud i baglokalet så hurtigt hun kunne. Det havde ikke været hans hensigt at skræmme hende, men Dianthosianerne var ikke vant til så fint besøg.

Det var højest mærkværdigt, at høre Solari kalde ham kære ven så løssluppent. Var det et forsøg på manipulation? En måde at minde ham om, at de burde arbejde sammen, nu når alle andre havde vendt dem ryggen? Og selv hvis det var sandt, hvorfor følte han sig så… i fare?

”Du har allerede hørt om mine planer,” Lucid gav hende et mistænksomt blik. Han syntes ikke at Solari havde virket spor imponeret over hans planer. Men hun besad jo allerede et stort og fornemt tempel, og der var ikke splid blandt hendes guds følgere, som der var i Zaladins lige nu. ”Men jeg fornemmer ikke at du har været helt ærlig omkring din tilstedeværelse her i hovedstaden, Solari. Er det mon helt tilfældigt, at vi stødte på hinanden så tæt på teltlejren, hvor jeg opholder mig?”

Mørkelverens smil fik en lidt mere underholdt kant, og hun nikkede. Gav ham ret - Jah, rigtigt nok. Noget med indflydelse, noget med at tale med de højere rådsmedlemmer, langsom diplomati. Men var det virkelig alt man ville? Efter alle de år væk, og det var her man endte med at bruge sin tid? 
Hun forstod det ikke. Det kunne ikke være så simpelt. Der måtte være mere til hans planer, end fredsforhandlinger. 

Og ganske rigtigt, hun var aldrig imod Chances tilfældigheder. Bandt sig kun til tidslinjer som gav mening i nueet. Men havde nok planlagt at mødes med ypperstepræsten, indenfor den nærmeste fremtid. Fordi... hun fornemmede de tunge trommer af uro røre på sig. Hun hørte den mørke hvisken fra Amazonitskovene, og manglede.. selvom hun aldrig ville være helt okay med det. Så manglede hun allierede; hun kunne ikke dække verden kun i sin egen skygge. 
Narcisistisk, men ikke så dum, at hun troede alt kunne gøres alene. 

Og Lucid ville snakke sig til et tempel. Det var skuffende at være okay med, men.. måske hun kunne være okay med hans kedelige (men nok mere effektiv end så meget andet) plan, hvis bare... 

Mørkelverens lydløse skridt gled forbi præsten, og hun lagde en mørk hånd om dørhåndtaget. "Kom. Lad mig følge dig hjem" 
Hvis bare de kunne finde enighed. Fordi alt som hun ikke kunne være enigt med, måtte i sidste ende forsvinde - og det gavnede ingen af deres sager. Zaladins dæmonrige var stort, og i dét, ville de alle finde deres plads. 
"Mine seere fortæller om nyheder, ypperstepræst. Hovedstaden, og alt andet, vil igen stå til at forandre sig - jeg vil være på forkant med det" kom det lidt mere kryptisk, men dog (måske overraskende) ærligt.