Øjnene flugtede de forskellige mennesker der sad til bords her til aften, alle med deres hoveder og tanker begravet i den flygtige fred. Alle havde deres agendaer for dagen, og mange af disse... beboere følte sig sikkert berettiget til det hvil de tog om aftenen. Elverens skarpe ører fangede hviskende brøkdele af hver samtale - hun havde altid fundet støjen brusende, selvisk og uciviliseret. Mennesker. Og det var nok i virkeligheden den slags megalomani, som i sidste ende ville blive hendes fatale hybris. 
De var intet. Det var deres avlslyst og rene antal alene, der gjorde dem til et irriterende skadedyr. 
Men Lucids stemme var fattet. Dyb og blød i larmen, selvom hans ord skurrede hende imod hårene. Øjnene gled i et reptilryk tilbage på dæmonen, og noget undrende spirede frem i den kolde glød. Hvad mente han med det? 
Mennesker var ikke ubevidste om deres handlinger. Deres skyldfølelse, var hvad der fik dem til at angrer. Sigte imod renhed, velvidende at de aldrig ville kunne måle sig med noget så arkanisk som engle, dæmoner, elememtaler, eller sågar skovelverne. Solari havde dog altid holdt kortene tæt, hendes paranoia ville ikke tillade hende andet, så det samme gjaldt tankerne nu. 
Stilhed var dog aldrig hendes stil. 

"Min hævn er ikke et... Entydigt mål, du kan sætte på din langtlevede tidslinje..." Kom det lidt mere lavmælt. Ikke fordi andre ikke skulle høre hende - men Solari tænkte. Kalkulerede. Det vævedes ind i ordene, og smilet faldt som en sten, idet præstindens lidt mere muntre glimt, døde ud. "Små konflikter her og der.." gentog hun. Smagte på om det føltes hånende, eller nysgerrigt, og lukkede øjnene. "Det bedste tidspunkt at plante et træ, var for 50 år siden... Det næstbedste tidspunkt, er idag. Det er et gammelt skovelvisk udtryk, har du hørt det før?" Og hun ventede ikke rigtig på svar, inden at hun forsatte. "Store, grandiøse planer går altid galt. Jeg gør mig ikke i kompliceret.." på det punkt, var hun for god til at tilpasse sig. For impulsiv og alt for (selv)destruktiv. Men. 
"Men at plante et frø, og lade det gro. At snitte en hals, tage en sjæl - ødelægge en andens fine, lille  verden, og lade den afmagt vokse. Jeg behøver ikke at føre kniven, for at ramme lyset" og de hvide øjne åbnedes, for at låse sig fast i dæmonens.  "Og jeg behøver ikke deres forståelse". Eller hans, lød det indvendigt. 

De var måske begge tjenere af ondskab, men hvor var de forskellige. Lucid kunne nu for første gang se, andet en mani i hendes blik, men det han kunne se, var langt fra betryggende. Han fik en fornemmelse af, at hun ikke brød sig det mindste om ham lige nu. Han havde fornærmet hende.

Det var dumt ikke at frygte en som Solari, uanset om man var en lavmåler, ligesindet, eller måske endda… højere hævet. Men for en videnbegærer som den gamle dæmon jo var, når masken ikke blev båret, så kunne han ikke lade være med at tale frit.

”Det lyder meget ustruktureret.” Sagde han en snert kritisk, mens deres blikke var låst rettet mod hinanden. ”Og voldsomt.” Endda voldsomt for en herre, som var berygtet for at være til den voldsomme side.

Lucid brød med øjenkontakten. Hans blik faldt ned mod den lille skål med oliven, og han rakte ud med sine kløer og fik grådigt forsynet sig med en håndfuld. ”Jeg ved ikke hvad det er, men når jeg sidder her sammen med dig, bliver jeg lettere..” Han spidede en oliven med neglen og undersøgte den, som fascinerede den ham mere end hans drikkepartner lige nu ”..Irritabel ...Er det normalt?”

Han spiste en oliven og lod Solari vente lidt. Lige nu mærkede Lucid efter, hvilke følelser der dukkede op i ham. Han følte sig uretfærdigt behandlet. Hun havde kritiseret ham, men tålte ikke kritik selv. Han havde fortalt hende om sine planer, men fik ikke noget tilbage, enten fordi hun holdt dem hemmelige for ham, eller også fordi hun ikke evnede at danne sig nogen.

Udefra kunne den intense øjenkontakt godt ligne en ugudelig magtkamp. Is imod ild, et tordnende, destruktiv stormvejr i den ene lejr, og en nådesløs tsunami fra den anden side. Hvis verdenen skulle ende med én af tingene, var det svært at sige hvad der var værst. Men for hende, der dansede kampen på en langt mere spændende knivsæg, end noget så simpelt som at måle pik. 
Hun kunne se bort fra hans fascination af lyset. Men hun brød sig ikke om attituden. Det virkede til at det fælleskab som de havde inde bagved byringene, trak ham ind, som et møl imod flammen. Hun kunne samtidigt ikke lade være med at tænke, at passer du ikke på, vil du brænde dig noget så voldsomt.
Men det ville ikke blive på hende. Ikke idag. 
Og dog, havde Zaladins Kirke haft samme fremgangsmåde som Nalish'ra, hvad angik deres præsteskab... ville den diplomatiske tilgang ikke have holdt længe, med hende som hans skygge. 
Mørkelveren sagde ikke meget til de kritiske ord, arrogante eller ej. Havde det ikke været for den sagte bevægelse af skuldrene når hun trak vejret, kunne man godt have været i tvivl om hun overhovedet havde registreret dem igennem øjenkontakten. Stille som graven, selvom det rev og sled i hende, efter at rette ham. Voldsomt... eller måske bare ambitiøs.

Men ligesom øjenkontakten i første omgang havde sat en gnist til hendes kølige ro, gled det dovne, morende smil tilbage på de kønne læber, da han nu skiftede emnet. Solari slog i stedet blikket hen på den oliven han gav sig til at lege med. Irritabel var et ord for det... Det var ikke kun på grund af hendes skønne selskab, at selv venner, sjældent holdt sig i hendes inderkreds. "Det du mærker, burde du genkende fra dit eget folk..." Noget smørret, næsten almindeligt lusket gjorde mørkelveren noget nær behagelig at se på, og fjernede det glimt af mani der ellers havde taget over. Skraldede nogle af lagene af, så hun næsten så... Jah turde man kalde kammeratlig? 
Ikke at hun selv ville kunne genkende det, om der så blev holdt et spejl op foran hende. 
"Det tog mig også mange år at genkende det, og det var først da jeg selv mødte en af dødssynderne, at jeg endelig kunne greje hvad det var. Modsat dem, har jeg aldrig kunne... slå den magi fra. Eller for den sags skyld styre hvordan, hvem eller hvornår" Ordene var ubebrejdende, men heller ikke undskyldende. Lidt nysgerrig kunne hun dog ikke lade være med at føle sig, da hun med et grin tilføjede: "Du bryder dig måske ikke om det?" 
Du føler dig ikke lidt mere i live, kære ypperstepræst? 

Så det var passiv magi hun udsatte ham for? Ham, samt alle andre der nærmede sig hende? Lucid havde næsten ondt af hende, hvis ikke det var fordi Solari ikke selv så ud til at skamme sig særlig meget over den. Lige nu var han nok den eneste der var plaget af den. Han kunne mærke hvordan han følte sig irriteret og ukomfortabel. Havde det ikke været fordi hun påstod at hun ikke kunne gøre for det, havde han ladet sin voksende trods gå ud over deres stævnemøde her.

Lucid kunne ikke lade være med at undre sig, om den passive magi ville dø ud, hvis hendes eget liv ebbede ud.

”Jeg kan se bort fra det,” Svarede han. Han kunne se bort fra det, så længe det var nødvendigt. Han følte sig i det mindste stadig ved mental kontrol… Sådan da. Men han kunne ikke lade være med at hade hende for, at hun overhoved havde den form for magt over ham, om så det var bevidst eller ej. Han bevarede roen og gengældte hendes falske kammeratlige blikke med et køligt blik ”Jeg kan forestille mig, at du har det ualmindeligt svært ved at holde på folk, med en gene som denne.”