Proteaus? Den gruppe havde hun aldrig hørt om, men siden hun ikke var velkendt i området, gav det sig selv. Det var smartere at holde sig udenfor søgelyset og arbejde under jorden. Dette kendte hun alt til, hvilket var derfor, at hun ofte gik under andre navne og så vidt muligt holdte sig ude af brummen. Den ene gang det hele havde glippet blev hun redet af Issac Thorne, og selvom hun hadede tanken om at blive redet af en mand, så var hendes frihed vigtigere end principper. 

“Jeg vil tænke over tilbuddet,” svarede hun og lod blikket glide over kvinden. Svaret var et nej, Rory arbejdede altid alene, også selvom denne kvinde selv virkede ret kompetent til sit arbejde. Nok fordi hun kendte området og ikke fordi, at hun var bedre end Rory - sådan et menneske fandtes jo ikke. Rorys taske var endnu ikke helt fyldt op, så når noget fangede hendes øjne tog hun det til sig. Dog måtte hun indrømme, at tasken var ved at blive ret tung.

“Yeah, lad os.” Hun tog tasken på ryggen og sørgede for, at det hele sad som det skulle. Hvis perlerne pludselig begyndte at falde ud ville deres dække først og fremmest blive afsløret og Rory ville have gjort alt dette for intet. Rory tog føringen og gik mod døren som de havde gået ind af. Håndtaget blev taget i, hvorefter hun åbnede døren op til trappen kvinderne før havde bevæget sig ned af. Så tæt på mål! Det ville være en skam, hvis deres plan pludselig blev ødelagt.

    Rhaya himlede med øjnene, men trak også på smilebåndet. Den tøs var alt for selvhøjtidelig og satte sine evner alt for højt. Som tyv burde man altid have en vis grad af selv-skepsis, så man ikke tog munden for fuld og begik store fejl. Prisen var for høj i det erhverv. Men der var ikke meget, Rhaya kunne gøre, for det var tydeligt, at pigen ikke ville lytte. Mennesker, tog hun sig selv i at tænke. Selv var hun stadig en ungelver, men mennesker havde en helt anden grad af mangel på overlevelsestanker.
    "Har du stadig nøglen?" spurgte hun, da de stod for toppen af kældertrappen. Rhaya stod direkte bag pigen og kunne ikke se så forfærdeligt meget i mørket. Lanterne fra rummet havde hun ladet stå for ikke at tiltrække dem opmærksomhed under flugten. "Vagten låste den udefra, men man må næsten kunne åbne den fra den her side også. Når vi er ude, er det nok nemmest at snige os ud gennem haven. Op mod taget er sværere, når vi har læs på."

Sigt efter haven. Selvom planen ikke var hel klar, så var Rory forberedt på at snige sig lydløst ud som om hun aldrig havde været her. Forsigtigt åbnede hun den sidste dør, der adskilte dem og den øvre etage. Inden hun åbnede døren lod hun øret hvile op ad den, men der var intet at høre bag. Næsten lydløst fik hun taget i håndtaget og kiggede nu ud gennem sprækken, hvorefter hun bedømte at banen var fri. Hun gjorde tegn til, at kvinden hun kom med skulle følge med. Nu skulle de finde vejen ud uden at blive opdaget. Ofte den mest nervepirrende stage fordi man har mere læs på end da man kom ind.

Rory orienterede sig og valgte at gå mod venstre i håbet om, at der vil være et vindue de vil kunne bryde op, hvorefter de kunne hoppe ud i baghaven. Når de bare var ude af huset, ville alt blive meget nemmere for dem. Sådan fungerede det i hendes hoved. De sneg sig ikke omkring i lang tid før Rory så det perfekte vindue. “Her,” hviskede hun og lod kvinden komme foran hende. Åbenbart var vinduerne her anderledes at bryde op, så hvis de også var anderledes at åbne ville hun ikke sætte fingrene på det. I stedet kiggede hun sig omkring i håbet om, at vagten ikke ville komme tilbage.

    Rhaya var lige bag pigen fra det øjeblik, hun åbnede døren igen og til hun pegede i retning af et vindue. Med et selvtilfreds smil trådte Rhaya ind foran for at åbne vindue. Værende et almindeligt størrelse vindue på nederste etage, var det meget ligesom dem i Dianthos, og Rhaya havde det åbent på under et halvt minut. Men hun behøvede jo ikke fortælle tøsen, at det var så nemt. Hvis hun skulle rode rundt i Balzera et godt stykke tid endnu, ville det nok gøre mere gavn, at hun var ekstra påpasselig, fordi Rhaya havde fået ind i hendes hoved, at alting var markant anderledes her.
    "Fri bane," hviskede Rhaya og hoppede nemt ud af vinduet. 
    Udenfor så hun et blåt lys skinne i et vindue fra nabobygningen, og hun skyndte sig at tage fat i pigen, så snart hun også var ude af vinduet.
    "Shh, vagtpatrulje på vej herhen. Hen i den der busk, hurtigt!" hviskede hun og pegede mod en busk nær ved dem.
    De andre fra Proteaus anede ikke, hvor Rhaya befandt sig i komplekset, men de var stationeret i eller på husene omkring. Her kunne de tænde en lille amulet, der afgav blåt lys, når de kunne se en vagt. Det gav Rhaya en god idé om, hvornår hun skulle være forsigtig, og hvornår hun kunne løbe frit mod den lave havemur, der omkransede huset. Det var meget bedre end at famle i blinde.

Rory nåede ikke engang at få fodfæste inden en hånd tog fat i hende og trak hende med sig. En anelse kluntet fulgte hun med hende, kun loge i stand til at holde sig selv oprejst. Det virkede alvorligt siden, at kvinden trak så hårdt i hende og af samme grund valgte Rory ikke at stille spørgsmål til det. Hun fulgte med, og opdagede først efter hun havde fået balancen, lyset fra en nabobygning. Rory vidste ikke hvad det var, om det var lys fra en vagt, men hun tænkte at kvindens handlinger gav mere mening. Det lignede en form for advarsel.

Rory nikkede til kvindens ord og skyndte sig hen til busken, de ville gemme sig i. Den stikkede og rev hendes arme til blods, men hun tvang sig alligevel igennem og holdt sig selv fra at pibe. Hun havde prøvet langt værre, og det ville sikkert blive mere forfærdeligt, hvis en vagt fik fat i de to tøser. De nåede kun lige at få gemt sig selv, da en mand dukkede op, der hvor de lige havde været. Han kiggede mistænksomt på det åbne vindue. Måske overvejede han om nogen havde glemt at lukke det eller om nogen havde brudt ind. Rory kunne ikke gøre andet end at holde vejret. Hvis der kom flere vagter ville det klart forværre deres chancer for ikke at blive opdaget.

    Rhaya holdt også vejret, mens vagten inspicerede vinduet. Det var ikke åbnet, som det burde være indefra, for Rhaya havde ikke brugt den normale låsemekanisme, da den krævede en nøgle. Vagten tog sin lanterne op og satte den i vindueskarmen for så at råbe ind ad vinduet til en anden vagt, nok indenfor.
    "Pis," hviskede Rhaya sagte.
    Hun kiggede varsomt rundt. Når først vagter begyndte at råbe, var det tid til at tage benene på nakken. Og i en hurtig fart. Selvom busken var et godt gemmested, ville det ikke hjælpe dem, hvis først vagterne begyndte at kigge rigtigt rundt i bedene. Og det ville de gøre, så snart de fik kigget ordentligt på det vindue.
    "Nu eller aldrig," hviskede Rhaya til pigen og pegede hen på et træ, der stod tæt på muren. "Fra træet og over muren. Derfra til højre. I gaderne kan vi løbe fra dem. På 3."
    Hun rykkede sine fødder, der ikke gav den lyd fra sig i busken, som de burde. Ligeledes rev grenene ind i hende uden en lyd.
    "1. 2. 3."
    Rhaya satte i løb. Det tog vagten ved vinduet et alt for langt øjeblik at lægge mærke til det på grund af den dæmpede lyd, men så snart den anden kvinde rørte på sig, rettede han sig op - lige direkte op i toppen af vindueskarmen. Banden og svovlen kom fra ham, hastigt efterfulgt af mere råben. Rhaya var allerede oppe i træet og ved at springe over på muren.

Selvom Rory ikke rigtig kendte byen eller vidste hvordan man åbnede Zaladins vinduer, så vidste hun, hvordan man hoppede over en mur. Det var også ganske normalt, at store og prægtige bygninger troede de kunne gemme sig bag en murblok. En skam at tyve som Rory havde fundet en metode hvorpå, at man kunne komme over den. Derfor var hun også klar, da kvinden ved hendes side endelig nåede at tælle til tre.

De sprang op af den busk de havde gemt sig i og tog den ene vagt med bukserne nede. Dog gik der ikke lang tid før han var lige i hælene på kvinderne. Rory var den sidste til at nå træet. Normalt var hun en dygtig hurtigløber, men perlerne var lagt tungere end hun først havde forventet. Måske havde hun været for grådig og taget for mange. Hastigt kravlede hun op i træet og var næsten nået langt nok op til at springe over til muren, da vagten fik fat i hendes fod.

Fuck, fuck, fuck.

Rory rustede sin fod, prøvede at sparke ham væk i håbet om, at han ville give slip. Lige lidt hjalp det og nu måtte hun tænke hurtigt. Den anden kvinde var allerede sprunget over, og ville næppe kunne komme tilbage og hjælpe hende. Nej, hun kunne ikke stole på hende, hun havde kun sig selv. I det samme tog hun fat i sin kniv, der fast var placeret ved hendes bælte. Selvom hun sad i en akavet position tog hun en chance og fyrede den imod vagten i håb om, at den ville ramme direkte ind i skulderen af ham. Heldigt for hende var det præcis hvad der skete. Han gav slip på hendes fod og nu var hun fri til at gå. Hurtigt hoppede hun fra træet op til muren. Gad vide om kvinden ventede hende på den anden side eller allerede var løbet væk?

    Rhaya havde hørt vagtens hastige fodtrin mod træet lige i det øjeblik, hun selv var sprunget over muren. Det havde været den dårligste timing, for nu kunne hun ikke længere hjælpe den anden kvinde, men var hun ikke hoppet, havde Rhaya selv spærret for, at kvinden kunne komme højt nok op i træet til at klare hoppet. På sin højre side hoppede en af hendes folk ned fra bygningen, hvor han havde været signalpost for hendes flugtvej.
    "Vi er fri, kom nu, Rhaya,"  sagde han og hev i hendes arm.
    "Ikke endnu," svarede Rhaya og så uroligt på muren. "Jeg fik hjælp derinde, hun er ikke ude endn-"
    Og i det øjeblik kom kvinden springende over muren, og Rhaya åndede lettet op. For at hjælpe med at afbøde faldet, trådte både Rhaya og hendes ven frem for at tage imod kvinden. Rhayas eget hop var kun lige gået godt, og hun havde ikke haft en vagt på hælen.
    "Denne her vej, vi kender en vej, vi kan ryste dem af i," sagde hun til kvinden og gjorde tegn til at de skulle løbe ned ad en nærliggende gade.¨
    Og ikke et sekund for sent, for fra huset lød der nu flere råb, og en gruppe på tre vagter var allerede på vej rundt om fra hovedindgangen for at finde deres formodede tyve. Der ville stadig gå indtil næste morgen før de opdagede, at tyvene ikke blot var nået til vinduet og så var blevet jagtet bort, men havde været inde i selveste hjertet af huset, som ejeren ellers havde troet uigennemtrængeligt.

Selvfølelig var Rory lettet over, at hun var sluppet væk fra vagten, og hun stadig var ved sit fulde fem. Dog var hun også irriteret over, at hun skulle efterlade sin yndlingskniv på vejen. Et øje for et øje. Hun havde fået sin frihed og alle godterne med sig, og de havde taget imod hendes yndlingskniv og fået et stiksår. Måske var byttehandlen i realiteten fair nok, men Rory havde et problem med, at hun ville have det hele med det samme. Hvis alt ikke gik efter planen, var det næsten det samme som planen gik i vasken. Dog kunne hun ikke direkte sige, at hendes møde med den fremmede var en dårlig ting. Hvis ikke de havde sneget sig ind sammen, var hun sikkert blevet opdaget inden hun var nået ind i bygningen.

Hvad der overraskede Rory mest, da hun nåede over muren var, at kvinden fra før havde ventet på hende i stedet for at efterlade hende til hundene. Der hvor hun kom fra kæmpede enhver mand for sig selv. Her havde de åbenbart et helt team, der havde ens ryg. Rory fandt tanken om et samarbejde ubegribelig, men det var vel hvad de lige havde gjort? “Lad os komme afsted så,” svarede Rory uden tøven og fulgte de fremmede ned af den ukendte gade i mørket. 

Rory følte at vagterne var lige i hælene på dem som hun løb med den gruppe, hun lige havde mødt i dette sekund. Hun nægtede at rejse hovedet for at se, hvor langt de var bag dem. De havde et lille forspring og bestemte løberuten, men samtidig løb de i mørket, mens mændene bag dem havde lys og løb uden oppakning. Med en taske på ryggen blev en kort løbetur pludselig meget hårdere, men adrenalinen fik alligevel Rorys ben til at blive ved med at løbe. Hun løb som om hendes liv var på spil, hvilket det meget vel var. Menneskehandel var lovligt i Rubinen, og Rory så ikke sig selv blive en del af den.

    Med Rhayas skærpede sanser tænkte hun ikke over mørkets tæthed ligesom sine kumpaner. Selvom hun ikke have perfekt nattesyn, stod murenes kanter skarpere i kontrast til resten af det mudrede, farveløse billede. Efterladte kasser på gaden var ikke et problem for hende, og hendes bandemedlem overtog tasken på næste gadehjørne, da den blev for tung for hende. Længere henne stødte en af de andre udkigsposter til dem.
    "Hvem har du fået på slæb?" spurgte hun med et blik på Rory. "Hey, op med farten, menneske. Vi skal fire gader mere, før vi er helt fri."
    Selvom de ikke kunne høre vagterne, kendte Proteaus deres forfølgelsesmetoder, og de vidste at de ikke gav så let op. De blev betalt for godt og straffet for hårdt til ikke at forfølge i lang tid.
    "Hun havde samme mål som os," sagde Rhaya til sine venner, forpustet mens hun løb. "Hun beholder sin del, og vi har ramt hårdere end hvis det bare var os. Klap i og løb."
    Fire gader længere henne stoppede Proteaus-folkene op og klemte sig ind imellem to bygninger, hvor man ikke normalt lagde mærke til, at der var et mellemrum. Tasken blev taget af og de maste sig ind på række. Rhaya vinkede ad pigen for at følge med.
    "Ind her," sagde hun. "Så ryster vi dem af os."

Tydeligvis var det ikke alle, der var lige så hurtig til at lukke Rory ind i varmen. Selv i mørket kunne Rory mærke, hvor skeptisk kvinden var overfor Rorys indblanding. Mest af alt var hun nok nervøs over om hun ville afsløre deres dække, men det ville ikke gavne nogen af parterne. Hun ønskede lige så lidt som enhver anden at ende ud som slave i den legale menneskehandel. Benene under Rory bevægede sig med lynets hastighed i håb om, at hun ville kunne følge med resten af flokken, der tydeligt bedre kunne finde vej end hende selv. Tasken bankede hende skiftevis fra venstre og højre på ryggen, og i et forsøg på at få den til at ligge mere roligt tog hun fat i stropperne. Lige nu lignede hun mere en skolepige, der var ved at komme for sent i skole.

Rorys dårlige åndedræt gjorde det svært for hende at høre, hvilke ord der faktisk blev udvekslet mellem partnerne, men fire gader længere nede blev hun trukket med ind mellem to bygninger. Ved første øjekast havde hun slet ikke opdaget, at der var en lille passage. Selvom alle de flygtende var forpustede holdte de kollektivt vejret, idet de kunne høre vagterne komme tættere og tættere på. Forhåbentligt ville de løbe helt forbi og opgive jagten, idet de var nået ud af sigte. Hvis de stoppe op lige foran deres sprække ville de være fanget mellem de to huse. Hjertet var i halsen af Rory, da vagterne langt om længe passerede deres gemmested. De var sikre. For nu.

    Vagterne løb forbi passagen, og det var sikkert for den lille gruppe tyve at presse sig videre gennem den og ud på den parallelle vej, den førte ud til. Her blev tasken igen sat på Rhayas ryg, og de tre bandemedlemmer nikkede til hinanden. Et vellykket kup. Rhaya vendte sig mod pigen, der tydeligt var mere forpustet end resten. Det måtte være varmen hernede, der ramte hende. Rhaya havde haft det på samme måde, da hun besøgte Dianthos om vinteren. Kulden var krøbet ind under huden på hende, og hun kunne slet ikke arbejde så hurtigt, som hun var vant til.
    "Tak for i aften, du," sagde Rhaya og strakte hånden frem mod hende. "Hvis du får brug for hjælp, mens du er her, så find Proteaus. Du kan altid spørge efter Rhaya, men jeg er ude de fleste nætter, når de rige svin går i seng. Held og lykke med dit ophold her."
    Med de ord havde Rhaya ikke mere at sige. Pigen havde gjort det godt inde i huset, og hun håbede, at de tricks, hun havde set Rhaya lave, ville holde hende fra at blive opdaget, mens hun befandt sig i Balzera. Rhaya havde ikke lyst til at se hende hos en slavehandler, næste gang deres veje krydsedes.

Rory nåede knap nok at få vejret inden en hånd blev stukket i ansigtet på hende. Hvis det var enhver anden ville hun måske have tøvet, men Rhaya, som hun kaldte sig, havde vist sig at være et godt bekendtskab. “Hvis du har brug for en ekstra mand vil jeg også befinde mig i byen et par nætter mere. Mon ikke, at vi en dag støder ind i hinanden igen, Rhaya,” svarede hun med et skævt smil. Sandsynligheden for at deres veje ville krydses igen var lille. Rory måtte dog indrømme, at hun ikke blive blive generet af, at se kvindens ansigt igen. I løbet af natten havde hun vundet Rorys respekt. Ikke mange individer kunne sige samme ting.

Hånden forhold Rhayas og fandt igen vejen til stropperne på tasken. Når hun kom tilbage til sin base, havde hun alverdens af smykker og perler at komme af med. Dette kup havde været mere succesfuldt end de hun havde lavet i Dianthos. Dog var det også meget mere risikabelt, og kvinderne havde risikeret alt for den bunke krystaller, de ville få i enden. Rory tog sit første skridt ud fra gemmestedet. “Til vi ses igen,” sagde hun som afsked inden hun forsvandt ud i natten.

    Rhaya så efter den unge kvinde, som hun forsvandt ned ad en gade. Hendes tyveevner var formidable, det var helt sikkert. Forhåbentligt kunne hun selv finde videre ad gaderne til hvorend hun brugte sine dage. Sikkert på et hustag eller en forladt bygning, ligesom Rhaya selv havde gjort, før hun fandt Proteaus. Måske ville hun se, om hun kunne finde frem til kvinden igen. Selvom hun ikke kendte hendes navn, burde det være muligt med de folk, hun havde i sin bande. Kvindens evner kunne komme til nytte, skulle de bryde ind i et så stort sted igen.
    "Hvordan så det ud derinde?" spurgte en af hendes folk.
    Rhaya rystede på hovedet. "Tasken er fuld af godt bytte, men ingen slaver."
    Den andens udtryk blev sammenbidt, som han gav hende et enkelt nik. De vidste begge alle, hvd det betød. Enten havde smykkegiganten forventet, at dekom på besøg, eller slaverne blev holdt et endnu mere sikkert sted.
    "Lad os tage tilbage og komme af med det her," fortsatte Rhaya og begyndte at gå. "Vi har mere arbejde foran os, end jeg troede."