Det var underholdende at studere hvordan Nicola tog sandheden om tærtefyldet. Han kunne se at han var håbløst forvirret, indtil det gik op for ham hvad det var Enzel havde indikeret at have gjort. Men Nicola vidste endnu ikke hvad han havde spist, men selvfølgelig ville Enzel ikke fylde sin elskede med noget der var giftigt. Det skulle eftersigende være ufarligt at indtage orkbær, så længe man ikke havde et overforbrug af det, eller var uheldig og var allergisk. Enzel stoppede Nicola fra at tage anden bid, netop for at se at Nicola ikke svulmede op. Altså andre steder end der hvor Enzel ønskede det.

Han havde et grinagtigt smil og morede sig gevaldigt over Nicolas lidelser, som den ondskabsfulde mobber han kunne være. Men smilet forsvandt, da han mærkede at Nicola rækte ud efter ham, for at tage lidt for hårdt fat. Han fik fat i Enzels silkekrave. Som om det betød noget som helst at hans tøj kom lidt i uorden blev han stram i den hvide maske, og øjnene lynede et splitsekund.

Han skulle til at true ham med at hæve sin stemme overfor ham, men Enzel nøjedes med at tage i Nicolas hånd der havde grebet ud efter ham. Med tommelfingeren pressede han til på håndledet, og vidste lige præcis hvor man skulle trykke og hvor hårdt man skulle trykke, for at få en person til at give slip.

”Hmph!” Fnøs han efter at have processeret situationen med Nicolas vrede og hævede stemme overfor ham. Det fik ham lidt til at smile, for han følte sig ikke rigtig truet af ham, selvom han var vred så sjældent. ”Den er bagt med kærlighed, elskede.” Mindede han ham om, for at lette situationen efter næsten at være kommet til at give Nicola dræberblikket ”Jeg har fyldt tærten med orkbær. Efter du var syg spurgte jeg Dr. Kiefer om der var et middel til dine problemer, og han hintede om at der fantes nogle bær, men at de var forbudte. Så jeg tog på Det Sorte Marked for at skaffe nogle til dig.” Nicola anede ikke hvor meget arbejde Enzel havde lagt i denne her overraskelse. Det ville klæde ham at vise ham lidt taknemmelighed! ”Det er ikke farligt. Jeg spiser gerne et stykke for at bevise det, men kender jeg dig ret forsøger du bare at udnytte det.” Enzel havde ikke noget ønske om at slide Nicola unødigt op. Han ville bare gerne have et mere ligeværdigt seksuelt forhold med ham.

Med et hårdt ryk i taget i Nicolas hånd skubbede han ham ned at ligge på ryggen. Han landede dog blødt på en silkepude.

Nicola vidste godt, at han sikkert burde være bange for Enzel lige nu, for han var langt fra tilfreds med hans reaktion på situationen, det vidnede det hårde greb i hånden også om. Han gav da også slip på Enzel, men det blev fulgt af en svag utilfreds knurren. 
Det var da ligegyldigt, at den var bagt med kærlighed! Enzel kunne jo lige så godt have forgiftet ham! Og så den undskyldning om, at han da selvfølgelig havde snakket med en healer om det! Nicola havde svært ved at tro, at en healer faktisk ville foreslå at købe noget, som var forbudt, så havde Enzel faktisk snakket med healeren om det? Han håbede det virkelig ikke, for han brød sig virkelig ikke om tanken om, at Enzel havde snakket med en helt fremmede om hans 'problemer' i sengen. Især fordi de problemer jo kun skyldtes Enzel.
"Du behøver ikke spise noget af den" Skyndte Nicola sig at svare. Han kunne jo mærke, hvilken effekt tærten havde på ham, og der var der ingen grund til at sætte yderligere gang i Enzels lyster!

Med en lav, overrasket lyd faldt Nicola bagover og landede i puderne. Han vidste jo godt, hvad der skulle til at ske, og normalt ville han bare lukke øjnene og finde sig i det. Lige nu var han dog i forvejen godt sur på Enzel, så i stedet for bare at læne sig tilbage og vente på det uundgåelige, forsøgte han at sætte sig op igen, så han med lidt held kunne slippe væk. 

Uhadada. Nicola knurrede ligefrem af ham. Det plejede at betyde at panteren var løs, og at det blev lidt farligt. Enzel havde et underligt forhold til Nicola. Han både elskede og hadede når han blev vred, men det var kun på grund af at det tændte ham at se den mere dyriske side af ham, som Nicola beklageligvis undertrykkede. Men han gad ikke at slås hver gang han ville overraske ham med sex.

”Bliv nu her,” Enzels stemme sænkede sig og blev mere intim. Hans hånd greb dog fat i Nicola lige før han lettede sig for at stikke af, og Nicola blev trykket tilbage ned at ligge i puden. Det var nok lidt voldsomt for Nicola at blive holdt fra at løbe væk, men Enzel ville ikke have at han forlod rummet.

”Jeg lod dig kun spise én bid. Det var jo en overraskelse,” Forsøgte Enzel at berolige ham med, alt imens han sikrede sig at Nicola ikke forsøgte at gøre modstand igen. Hvis han snart slappede mere af, kunne Enzel snart slippe i det stramme greb og endelig nærstudere hans erektion. Han ville virkelig gerne nyde den, nu hvor den endelig stod så pragtfuldt oprejst, helt ad sig selv. Langsomt og roligt, forsøgte han at slippe i taget der holdt Nicola nede, og i stedet ae ham ned langs silkeblusen, så han kunne mærke Nicolas tynde figur bagved.
”Vil du ikke gerne nyde det jeg gør ved dig? Ligesom i de gamle dage?” Han kælede ham med lokkende, cirkulerende håndbevægelser og talte til ham med sit mest forførende toneleje. Han ville ikke slås i dag på Nicolas fødselsdag. Han ville gerne have det godt og rart, for en gangs skyld.

Nicola var på ingen måde tilfreds med, at han igen blev holdt tilbage, men denne gang lod han da vlre med at forsøge sig at rejse sig igen. Det ville alligevel ikke fære til noget godt. Nok så Enzel ikke ud af meget, men han vidste nok bedre end nogen andre, hvor stærk bordelejeren faktisk kunne være, og Nicola havde ikke ligefrem lyst til, at situationen skulle ende ud i et decideret slagsmål.

Selvfølgelig kunne Nicola påstå, at han da altid nød, ved Enzel gjorde ved ham, men de vidste jo begge to, at det var en lodret løgn. Nok fik Enzel oftest, hvad han selv var ude efter, men han var næppe i tvivl om, at Nicola ikke fik andet end smerter og ydmygelse ud af det.
"Tror du virkelig det her skulle være løsningen til at få mig til at nyde det!?" Stemmen var vred, men han vidste jo godt, at han kunne ville formå at gøre Enzel endnu mere gal, hvis han blev ved med at skælde ud. Derfor tog han en dyb indpnding, inden han forsøgte at sende Enzel et par bedende øjne.
"Du får mig ikke til at nyde det, ved at give mig bær, som skal gøre mig lysten" Han rykkede lidt beklemt på sig, han havde ikke lyst til at tage den her slags snakke med Enzel.
"Alle andre forgriber sig på mig, uden jeg har noget at sige.. Jeg troede, at jeg kunne stole på dig. På min ægtemand" Han forsøgte at se såret ud, selvom Enzel havde forgrebet sig på ham mange, mange gange før. Han behøvede næppe at uddybe, hvem han specifikt mente med 'andre', og forhåbentlig ville mindet formilde Enzel. Det var trods alt ham, som havde solgt ham til den forfærdelige mand.

Enzel var overraskende nok slet ikke bange for den farlige halvpanter under sig, selvom man kunne komme slemt til skade, hvis Nicola valgte at gøre brug af de rovdyrsegenskaber han var født med. Men Enzel vidste også, at det kun var et spørgsmål om tid før Nicola blev opgivende, som han jo plejede. Han var sikkert for undervægtig til at kunne holde sin kampgejst kørende.

Enzel nød nu samtalen. Den var mere åben end den var, når Nicola talte til ham under andre omstændigheder. Hvis man var heldig kunne det jo være, at han afslørede hvad han virkelig mente om ham. Eller hvad han virkelig ville have… Enzel hævede sin hage og løftede de tætte, smalle øjenbryn til spørgsmålet om han troede på at orkbærtærten kunne give ham lysten tilbage. Hans tone var slet ikke acceptabel i det her hjem, og det vidste han også godt! Men hans ord antydede også, at Nicola selv vidste hvad der virkelig skulle til.

Han lod ham tale ud, og lod ham nå det ud hvor han blev ynkelig og selvmedliden under hans fasholdelse. Det ændrede ikke noget for Enzel. Han mente ikke selv at han havde gjort noget for at såre Nicola.

”Det er ikke et overgreb, når du er min,” Sagde han med ufiltreret koldhed i stemmen, over Nicolas forsøg på at give ham dårlig samvittighed, for at ville elske med ham. ”Du elsker mig jo, dumme dreng,” Mindede han ham om, og begyndte at nusse de arme af hans, som han havde holdt nede, da de stadig kæmpede imod. Men nu hvor kræfterne syntes at være sluppet op, kunne han fokusere på resten af Nicolas delikate krop igen.

”...Du plejede at kunne lide det, når jeg tog hvad jeg ville have.” Enzel greb i silkeblusen på Nicola og knugede pirret til, da han løsnede den fra bæltet og blottede hans mave og bryst. Hans hænder kørte målrettet op ad hans solkyssede hud og klemte hans lidt mørkere brystvorter. Det var hvad der var at arbejde med på en så drenget krop, men Enzel kunne lide det fladt. Bryster havde han aldrig reageret på, ikke engang halvdyrpigernes fyldige og indbydende kroppe. Det var Nicola, der gjorde ham helt ekset.

Han lænede sig ned til ham med sit hoved indtil hans mund var helt ved hans øre ”Og du kunne allerbedst lide det, når jeg var led ved dig.”

Hvis ikke Nicola lige præcis havde nået at stoppe sig selv, havde han råbt af Enzel, at han jo lige præcis ikke elskede ham. Men heldigvis nåede ordene aldrig at slippe ud. Hvis Nicola følte, at han var i problemer nu, så turde han da ikke engang tænke på, hvad der ville ske, hvis han formåede at briste Enzels lille bobbel af kærlighed. Eller besættelse, som det nok nærmere var. 

Hvordan Enzel på nogen som helst måde kunne tro, at han faktisk kunne lide det, når det var hårdt og ondskabsfuldt, var Nicola en gåde. Jo, en enkelt gang eller to havde han da måske nydt det og faktisk leget med. Men det var trods alt før, at Enzel for alvor var blevet led. Normalt kunne det jo dårligt nok siges, at han gjorde det frivilligt. Men det var jo langt fra den første ting, hvor Enzel praktisk taget levede i sin egen virkelighed, så Nicola burde vel næppe være overrasket.
"Så tag, hvad du vil have" hvæste han vred tilbage. På trods af vreden, som ulmede og stadig truede med at tage over, gjorde Nicola sit bedste for at slappe af i kroppen. Han vidste af bitter erfaring, at det kun gjorde det værre at stritte imod, men følelsen af Enzel fingre mod brystvorterne fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen.
"Men du kan ikke tvinge mig til at nyde det" Selvfølgelig vidste han ikke, hvordan han krop ville reagere, nu hvor orkbærerne havde haft en hvis indvirkning på ham. Han ville da også gerne have taget trykket, for det var ærlig talt ved at være en smule ubehageligt, men han ville ikke give Enzel den fornøjelse! 

Nicola kunne ikke lide hvad han gjorde ved ham overhoved, det var så let at se som stjernerne på en klar nat. Men hvorfor? Enzel gjorde sit bedste på at forføre ham, så godt som han kunne, i sin rolle som den dominante part. Men det var jo ikke ligefrem fordi Nicola gav ham noget at arbejde med. Kun konstant modspil!

Det var lige før han lod sig provokere af Nicolas kommando. At han bare skulle tage hvad han ville, som han altid gjorde efterhånden. Men hvad var pointen så med hans hårde arbejde? Hans overraskelse til Nicola? Han ville jo netop være sød ved ham, og give ham den lykkefølelse man fik når man kom. Han havde drømt om at det skulle være i dag de kunne dele det sammen.

Hans tag i ham strammede lidt, men kun lidt. ”Men det jeg vil have er ikke noget man bare kan ta’.” Lød det behersket gnavent fra ham. Nicola var så dum! DUM. Han kunne helt få ham til at hade ham sommetider, for at få ham til at føle sig så uelsket og uværdig hver evig eneste dag. ”Jeg gjorde det af kærlighed til dig, min mand. Der er intet jeg hellere vil opleve, end at se dig nyde hvad jeg gør ved dig.” Han udtrykte sig med en dyster og misfornøjet tone, men man kunne tydeligt høre, at hans frustration stammede fra dybt inde i ham. Enzel var på visse områder lige så plaget af deres voldsomme og intense forhold, som Nicola var.

Taget som blev strammet, også selv det kun var meget lidt, og den gnavne tone fik Nicola til at krympe sig lidt. Han havde ikke lyst til at vise Enzel, at han stadig var bange for ham, men efterhånden lang tids erfaring havde jo vist ham, hvor grusom Enzel kunne finde på at være. Kunne Enzel helt ærligt ikke bare gøre, som han havde bedt ham om? Så ville det da i det mindste være hurtigt overstået.. Men så let slap han tydeligvis ikke.

"Kærlighed er ikke tvang!" svarede han frustreret. "Eller 'gaver' og overraskelser, som skal bruges til at tvinge mig til ting" Han forsøgte at gemme vreden væk. Når nu Enzel ville snakke om kærlighed, så var der måske en chance for, at man kunne tale fornuft med ham. Han havde jo trods alt ikke lyst til endnu en smertefuld omgang med Enzel, hvor kun en af dem fik nogle former for nydelse ud af det, så hvis det måske kunne undgås..
"Jeg har ikke lyst til, at det skal være sådan her mellem os" Han forsøgte at se såret på Enzel. "Jeg elsker dig, men du gør det svært, når du behandler mig som en ting og ikke din ægtemand" Han havde lyst til at brække sig, hvordan han overhovedet formåede at få ordene ud vidste han knapt nok selv, forhåbentlig virkede de på Enzel. 

Det var svært ikke at bryde ind og modsige, at han havde forsøgt at tage ham med tvang i dag. I dag skulle det have været med samtykke. Det frustrerede ham sådan, at hans gave ikke var blevet taget godt imod alligevel. Gaver og ord var Enzels kærlighedssprog. Hvad var Nicolas? Han syntes aldrig han fik noget fra ham… Han følte sig uelsket, når der ikke var handling bag Nicolas ord. Når han sagde, at han elskede ham…

Nicolas forsøg på at pakke vreden væk og i stedet sende ham sårede blikke, havde en yderst vellykket effekt på Enzel. Han slap sit stramme greb i ham, og knækkede sammen, og stødte sit hoved mod hans krop. ”Undskyld…” Kunne Nicola slet ikke lide det, end ikke dengang? Enzel forstod det slet ikke. Han mindes at Nicola nød det, og var i stand til at få en rejsning, som enhver anden sund mand. Men han måtte vel tro på hans ord, når nu han blev så sur på ham. ”Jeg håber du forstår at jeg prøvede at gøre dig glad? Jeg troede det ville hjælpe os,” Han løftede den silkeklædte pande og kiggede op på Nicolas ansigt igen, så han kunne søge forsoning i hans øjne. ”Du er ikke en ting for mig, du er hele min verden. Jeg tænder bare også på dig, rigtig meget endda. Jeg har måske et forskruet syn på kærlighed, men så må du vise mig hvad du godt kan lide. Hvad du mener kærlighed er, så jeg kan lære...”

Det var umuligt for Nicola at holde et lettet suk tilbage, da Enzel slap sit stramme greb og derefter nærmest faldt ind mod ham. Forhåbentlig betæd det, at der var lidt ro, om ikke andet bare for et kort stykke tid. 
"Det ved jeg, Enzel" Han forsøgte at gøre sit blik blidt og tvang endda sig selv til at stryge Enzel forsigtigt langs ryggen. En del af ham trodde faktisk på, at Enzel havde gjort det af god mening, men hvordan kunne nogen person have et så forskruet syn på, hvad kærlighed var? Det var langt nemmere bare at betragte Enzel som ondskaben selv.

Han skulle vise Enzel, hvad kærlighed var.. Hvorfor havde han en grim fornemmelse af, at uanset hvad han viste ham, så ville det ikke være godt nok? Desuden havde han intet andet end had til overs for Enzel, så hvordan skulle han vise ham det? Om ikke andet kunne han da præce at få bare lidt godt ud af situationen.
"Jeg har brug for tid Enzel. I hvert fald bare en lille smule" Det var ikke svært for ham at lyde trist, som han forsøgte at forklare sig.
"Jeg har oplevet noget helt forfærdeligt, og det siger jeg ikke for at skyde skylden på dig.. Men jeg tænker stadig på det hver dag" Han stoppede kort. Det var sandt hvad han sagde, og bare det at nævne de forfærdelige begivenheder var nok til at han begyndte at ryste svagt igen. Hvad han selvfølgelig ikke fortalte Enzel var, at han også var en del af de ubehagelige minder.
"Jeg har stadig mareridt om det" Mumlede han lavt. Han håbede på Enzel ville forstå, ellers var der vist ikke rigtig noget andet, han kunne sige eller gøre.

At Nicolas svar var, at han havde brug for mere tid, var det sidste Enzel havde håbet på at høre. Han syntes selv at han havde givet ham mere end rigeligt med tid, uden at det havde hjulpet. Det var tydeligt at der skulle andre indgreb til. Hele denne overraskelse, burde have været det der skulle være til.

Han lod frustrationerne blive inde. Lod Nicolas kærlige strøg ned ad hans ryg afslappe ham den smule det kunne hjælpe. Og han lod Nicola tale ud i det spinkle håb om at kunne forstå ham bedre. Han og Nicola var ens på mange områder. Nicola havde været udsat for en fæl voldtægt, og ligeledes havde Enzel. De led begge af grimme mareridt, og hvis Nicolas traumer mindede bare den mindste smule om Enzels, så ville der gå årevis, før han slap af med dem. Enzel var faktisk i tvivl om han nogensinde rigtigt kunne slippe for sine mareridt. Men han måtte sige, at det hjalp at drikke sig fuld og det hjalp at have sex, også selvom det var med Nicolas uvillige krop.

”Du har lidt meget skade, Nicola,” Noget kunne tyde på at Enzel var forstående. Men Enzel var og blev egoist. Der var en hårdhed i hans blik, skønt det for et ganske kort øjeblik næsten havde virket hengivent. Nicolas svar havde bare ikke tilfredsstillet ham, som sædvanligt. ”Du bliver muligvis aldrig dig selv igen. Uanset hvor mange år jeg giver dig tid.” Enzel flyttede sine hænder op på Nicolas overarme og hævede blikket en anelse, mens han så ham i øjnene.

Hvad var der overhovedet at gøre? Nicola kunne ikke tvinge sig selv til at nyde, hvad Enzel gjorde ved ham, og han havde heller ikke lyst til at tvinge sig selv til det. Men samtidig så lød det ikke til, at Enzel havde tænkt sig at vente på, at Nicola var kommet sig over sine indre dæmoner. Især fordi det nok aldrig kom til at ske. Og nu hvor bærrene havde slået fejl, hvad havde Enzel tænkt sig at gøre? Hvis han da så i det mindste bare ville drikke ham så fuld, at han intet bemærkede eller på anden hvis slog ham ud, men det gav jo ikke Enzel den gensidige nydelse, som han tydeligvis havde brug for. 

Uanset, så var han ret sikker på, at han blev nødt til at finde en måde at slippe ud af den her situation, og helst uden, at de skulle snakke meget mere om, hvor ødelagt han var. Og at spille ynkelig virkede tydeligvis ikke til at virke, så hvad havde han snart tilbage af muligheder? Ikke nogen han havde ret meget lyst til.. Men de var trods alt bedre end alternativet. 

"Enzel.." sagde han lavt. Han brød sig ikke om, hvad han blev nødt til at gøre, men i hans hoved var der ikke nogen anden vej ud af det her.
Forsigtigt lagde han sine hænder på Enzels kinder, så han kunne kigge han i øjnene.
"Vil du ikke nok lade mig gøre det godt for dig?" Han strakte sig lidt, så han først kunne placere et kys på Enzel hals og derefter nappe ham blidt. Imens gik hænderne på vandring ned over kroppen.
"Jeg kan gøre det så godt for dig" hviskede han lavt. Ordene blev efterfulgt af en lav knurren, det var ikke for at være truende eller noget, der var en gang, hvor hans knurren kunne gøre Enzel helt vild. Og så havde Enzel jo også altid elsket, når han var en lille kælen mis, så selvom det gav ham kvalme, var det bedre at spille på det lige nu end at risikere Enzels vrede.

De mareridt som Nicola havde… Enzel undrede sig om Nicola så Asads ansigt for sig. Eller Enzels… Enzel forsøgte at gennemskue noget sandhed i Nicolas mørke øjne, men det fik han ikke meget ud af. Nicola blev så opsøgende. Så omsorgsfuld med et fingerknips.

”Mh..” Enzel rykkede sig en anelse tilbage i pudedyngen bag ham. Ikke så langt tilbage, at han trak sig ud af Nicolas forsøg på at kysse ham og gøre det behageligt for ham selvfølgelig. Men han gav ham aldrig en tydelig accept. Det her var jo netop det han ville undgå… Men det var vel bedre end at undvære sex? Hans iskolde blik fulgte Nicola kysse ned ad halsen på ham og længere ned. Det var svært ikke at give efter for det han gjorde. Bare lidt… Enzel flyttede sin hånd, der lå lidt i vejen på sit lår, så Nicola kunne komme til. Stadig mens han betragtede ham, så han kunne se hvor langt han ville gå, for at undgå at snakke mere om de mareridt han havde, og om hans manglende evne til at give ham den kærlighed som Enzel fortjente.

Enzel syntes at holde vejret for en stund, men så gav han et suk, der afslørede, at Nicolas plan var ved at være sikret. ”..Så lad gå, Nicola,” Mumlede han, så småt overtalt til det her kompromis, der trods alt føltes… utroligt rart.