Kain nikkede til hende for at sige det var så lidt til hendes tak. Han kunne da ikke benægte en dame, uanset om det var et halvdyr eller om det var en krystallisianer. Det var noget andet med vampyrer og dæmoner. Han havde aldrig mødt en dæmon der var venlig, og umiddelbart ville han tro at alle dæmoner kun lavede ballade og slog ihjel, hvilket for ham var god nok grund til at slå dem ihjel. Hellere det end at de formerede sig og kastede skam over det smukke land der var i Krystallandet.
Han tyggede iidt på druen han havde taget i munden og overvejede hendes ord. Ville det sige at hun ikke spiste kød? Var hun veganer?! Ja ja hun var en frugtflagermus, men en flagermus spiste da insekter gjorde de ikke?! Han sank den tyggede drue og kløede sig lidt på den bare hage. "Altså, det er vel som Dem der kun spiser frugter. Der er ikke nogen forskel tror jeg. Jeg spiser både kød og grønt, selv brød. Man kan vel sige at jeg har en varieret kost" han kunne ikke forstille sig kun at spise en ting hele sit liv. Det måtte være død kedeligt. Måske hun bare ikke havde lært at spise kød? "Har De aldrig spist kød før?" spurgte han. Kød behøvede jo ikke at være rødt inden i, det kunne sagtens være gennemstegt, alt efter hvilket kød det var.

ja han var efter vampyre og det forstod hun godt. men at flagermuse blev forvekslet med vampyre var et dårligt rygte for en som hende. hun vidste at nogle flagermuse fandtes der spiste blod. en vampyrflagermus. men de var så små de slags flagermuse. så de var ikke til skade da de drak fra kvæg og heste.
da han fortalte at han spiste varieret nikkede hun. hun spiste da også andet end druer. alt muligt frugt spiste hun. hendes ynglings spise var vandmelon men de var svære at få på denne tid. da han spurgte om hun havde spist kød måtte hun tænke lidt. "da jeg blev "adopteret" prøvede min ven at severe kød. men da jeg spiste det vendte maven sig på mig. jeg for det dårligt af at spise kød" sagde hun tænksomt. hun så på ham og smilte lidt.

hun havde tit overvejet om hendes mave bare skulle vende sig til det men bare lugten af kød, og stegt kød, blev hun dårlig og måtte trække sig. for ellers endte det for hende med at hun kastede indholdet i maven op. Batella så på den drue han tog, han skulle ikke føle sig tvunget til det men hun kunne simpelt ikke få mere ned i sin lille krop. hun var jo ikke høj. hun var ikke tyk, hun var lille og spinkel som en flagermus som hende jo var.

Adopteret? Havde hun aldrig haft en mor og en far der passede på hende og lærte hende om værdierne i livet? Havde hun altid skulle klare sig selv il en venlig sjæl fandt hende og opfostret hende? Det kunne han næsten ikke bære da han hørte det. "Har De aldrig kendte deres forældre?" spurgte han og kiggede på hende. Det var næsten synd hvis ikke det var tilfældet. Han ville hade ikke at kende sine forældre. Men de var også døde og borte nu. Nu havde han kun sin storebror Seth som var hans ærkerival fordi han var vampyr og Kain var Varulv. De to ting gik bare ikke i spænd sammen, han ville ønske at han kunne slå sin bror ihjel, men det var det eneste familie han havde tilbage.

"Ej De skal ikke svare hvis ikke De vil. Jeg er bare nysgerrig, jeg kunne ikke overleve uden at kende mit ophav" kom det fra ham og kiggede på hende inden han tog en drue mere og puttede det i munden for at tygge lidt på det. Han ville jo ikke være til besvær, om end at hun virkede klog nok af en lille flagermus at være.

ja hun havde været adopteret i en lille år række. hun vidste hvem hendes forældre var men hun vidste at flagermuse ikke altid  holdte deres børn tæt i lang tid. hun vidste dog at hun ikke var alene. hendes brødre var også der ude et sted. "jeg kendte dem. men kun i meget ung en alder. min forældre er her ikke mere, men mine brødre er nok et eller andet sted der ude." sagde hun med et lille smil. hun lagde kløerne på sin mave og var faktisk ret så mæt.
 at han også havde en bror vidste hun ikke. men hun vidste kun at hendes brødre nok ikke var i dianthos men ude i det åbne villdnis. hun var ikke trist over ikke at kende dem men hun måtte indrømme at hun havde en længsel efter om de kunne huske hende, savnede hende, og ville være sammen med hende.

hun så han tog en drue mere og var glad for at han gerne ville ha nogle af dem. for det var virkelig dejligt at kunne dele et måltid med nogle. det var længe siden det var sket. "men min pleje mor, hun var sød og rar ved mig, selv om hun fandt mig i en gyde." sagde hun med et roligt glad smil. ja hun havde været et efterlat barn men hun havde ikke rigtigt hukommelse til hvad der var sket engang men mere hvad der skete nu.

Kain kiggede på hende. Han vidste hvordan det var at miste sine forældre. Han mistede selv sine egen far i en ung alder, og hans mor blev slået ihjel af vampyrer for nogle år siden. Så han vidste hvordan det var at være forældreløs. Godt nok havde han været 20 da han mistede sin mor, og troede at han havde mistet sin bror til de blodtørstige vampyrer. Dog viste det sig senere hen at hans bror blot var blevet vampyr selv. Kain havde nær slået ham ihjel med sit sværd da han havde genkendt det lange hvide hår og højden. Hvis ikke han havde stoppet sit sværd havde Seth været død. "Det er jeg ked af. Så De ser slet ikke deres familie ud over dem som har adopteret dig?" spurgte han og savnede egentlig noget familie igen. Det var ikke så tit han så Seth og når de kuneses var det kun forid Seth havde en vampyr bule der skulle nedkæmpes. Det var sådan en tradition de havde når de så hinanden. Men Seth fortalte aldrig hvor han boede henne eller hvor hans skaber var!

"Er Deres plejemor frugtflagermus også?" spurgte ahn for at få en samtale i gang. Han elskede at snakke med nye folk, og det var nok også lidt af dårlig samvittighed over at kaldt Battlla for en vampyr og ikke havde troet på hende. Men han havde sit sværd for gode vare om at hun ikke vampyr og hendes ord, så han måtte stole på det selvom hun havde tænderne til at være vampyr. Dog havde han ikke set så mange flagermuse i sit liv til overhovedet at vide hvordan de så ud tæt på udover Batella der sad overfor hende nu.

hun smilte venligt og ikke noget sorg at spore i hende da han sagde at han var ked af hun ikke havde en familie. hun var ikke just ked af det over det, men nok fordi at hun ikke var menneske agtig og flagermuse blev efterladt når de kunne flyve. nok ikke sådan helt men der stod de selv for mad og sådan. så at være sammen med en familie var ikke noget Batella var van til.
"det behøver du ikke være. min pleje mor passede mig til jeg kunne stå på egne ben." hun grinte lidt da han spurgte om plejemoren også var flagermus. 
"ikke just, hun er 100 % menneske. hun fandt mig  i en gyde og synes vidst at jeg var for bedårene til at lade sige der i en gyde." 
det var ihvert fald hvad hun havde fået fortalt at hun havde gjort. hun var jo også lidt bedårene. med de store øre til den lille krop hun havde. hun så så godt hun kunne på ham og vendte hovedet mod vinduet der ikke havde et glas for sig da der kom kolde vinde ind. "fryser du? jeg har et tæppe vis du vil låne det" hun frøs ikke selv for hendes lille kjole hun havde på var rigtig fin til at holde kulden ude. hun var dog lidt i tvivl hvor meget tøj han havde på. for hun ville da ikke ha at han frøs hjemme hos hende. eller hvad man nu kunne kalde dette sted, hun kaldte det et hjem, ind til hun ville finde et nyt og bedre loft.

Han lyttede intenst til hende og lagde hovedet lidt på skrå for at lytte ekstra til hende da det jo var trods alt en særdels spændende samtale han havde fået startet. Nok skulle han ikke bekymre sig om hende, men på den anden side kunne han ikke lade vær. Det var da en grusom skæbne sådan at blive efterladt. Nu kendte han jo heller ikke rigtig til hvordan en flagermus blev opdraget. "Det må jeg nok sige, det er da en grusom skæbne sådan at blive efterladt i en gyde" konkluderede han og rettede hovedet op for at kigge ordentligt på hende. Heldigvis som hun selv sagde at hun var blevet fundet så måtte det da gøre hende tryg ikke sandt? "Det er da heldigt at De har nogen til at passe på Dem selvom De bor helt her ude for byens grænser" svarede han og smilte til hende. Han savnede selv sin familie, men Seth var ikke til at opdrive på nuværende tidspunkt, måske havde han forladt Medanien og sluppet ud af sin skabers klør? Han vidste ikke helt hvordan han skulle tolke det når der gik så langt imellem kontakten til Seth.
Da hun spurgte om han frøs rystede han på hovedet. Han havde sin frakke med pelsen på huen så han frøs egentlig sjældent med mindre han var oppe i Nordlandet, for der var det egenlig koldt! Han smilte venligt inden han sagde. "Det er megetvenligt af Dem, men jeg har jakken. Så brug De bare tæppet hvis De ønsker" han ville ikke tage noget fra hende, desuden havde hun allerede tilbudt ham vindruer det måtte da være nok ikke sandt?

Batella var faktisk ikke sikker på hvorfor hun var efterladt i en gyde dengang. men hendes forældre måtte ha haft en grund. hun smilte dog altid som om det ikke rørte hende det mindste. hvilket det ikke gjorde. hun grinte lidt da han sagde det var en grusom skæbne. "vis det var det ville jeg jo nok ikke være blevet den jeg er idag" sagde hun glad og vidste at hendes plejemor var en ældre dame. nok ikke mange år igen. men hun boede inde i byen og det var for meget larm for en lille flagermus pige som hende selv.
hun sukkede glad. "jeg elsker at bo her, det er stille. ikke for mange mennesker, og så kan jeg altid tage en tur ud i skoven og more mig med dyrene og området og lærer det at kende." hun så på ham da han pludselig så lidt ked af det ud. han havde måske problemer med sin familie og et hjem. "hvordan er din familie?" hun smilte forsigtigt.

da han sagde han havde jakke på nikkede hun og var lidt ked af ikke at kunne se det ordenligt. måske fordi hun havde en flagermus syn. men hun stolede på hvad han sagde. hun frøs ikke selv men skulle jo også sørger for sin gæst i huset.

Han tænkte sig lidt om og kløede sig på hagen. Det kunne der selvfølgelig være noget om det hun sagde, men på den anden side kunne han ikke sætte sig ind i det, han var vred på alle vampyrer der kunne gå, og i hans hoved skulle de alle sammen bare dø, om end at de måske ikke havde gjort noget. "Det kan De måske godt have ret i" svarede han og kiggede på hende en enkelt gang med et enkelt smil. Han lagde armene over kors og han sukkede lidt efterfølgende. Han hadet at være vred på vampyrer, men de havde bare bragt ham så meget smerte her i livet at det aldrig blev helt godt igen.
"Tja det kan De da. MEn er det ikke lidt ensomt når De aldrig ser nogen?" spurgte han og kiggede lidt på hende inden han lagde hænderne på sine lår. Så han kiggede på hende og smilte svagt. Hun virkede noget venlig end hun burde være, men så igen hun var heller ikke så gammel igen.
Da hun spurgte til hans familie sukkede han og rystede på hovedet. "De lever ikke længere" det var jo sådan set sandt, hans bror var også død, bare en uddød en ækle væmmelig vampyr som han sjældent så, og selvom alt inde i ham tvang ham til at slå ham ihjel kunne han ikke, han ville hellere se sin bror og så slå den vampyr ihjel der havde omvendt Seth til en!

ja Batella var måske lidt for venlig af sig men hun kunne ikke lade være. hun var optimist. hun så på ham som han snakkede hun vidste godt at folk så ensomhed som en dårlig ting. men hun mødte dem det var meningen hun skulle møde ifølge skæbnen. hun smilte varmt og nikkede så selv om man burde ha set trist ud der. "jo det kan De ha ret i. det er lidt ensomt når jeg ikek ser nogle. men vis jeg skal møde nogle sker det vel nok" hun så dog med medfølene øjne da han sagde hans familie ikke levede mere. hun vidste godt hun havde brødre ude i verden. men hvor vidste hun ikke så hun havde ikke nogle familie sådan set. hun rejste sig og gik over lidt tættere på ham og lagde en klo på hans skuldre. "det er jeg da ked af at høre. er det derfor De jager efter vampyre?" hun havde jo forstået han ikke kunne lig vampyre men var det derfor? fordi de måske havde dræbt hans familie.

Egentlig kunne Kain godt se det lidt fra hendes side. Livet var uforudsigelige, og når han nu fik breve fra Kayla Moonstone bankede hans hjerte jo altid lidt mere end normalt. Mennesker kom og gik i livet, nogen forblev bare i ens liv end andre gjorde. Det var vel sådan livet var ikke sandt? "Tjaa... mennesker og væsner kommer og går i ens liv, nogle forbliver andre forsvinder, det er sådan livet fungere" kom det roligt fra ham og kiggede lidt ned i gulvbrædderne og et svagt suk forlod hans læber.
Han mærkede kloen på sin skulder og kunne nu først rigtig mærke at hun ikke havde hænder som en almindelig vampyr, men nu havde han også kun haft set menneskelige vampyrer. Endnu havde der ikke været nogen der var anderledes, så om det kunne lade sig gøre eller hvad vidste han ikke. Han løftede blikket og kiggede på hende med sine klare blå øjne. "Jæger vampyrer? Altså det vil jeg helst ikke ud med. Hvad jeg laver og ikke kan lide vampyrer er min sag. Altså ikke for at feje Dem af, men jeg bliver så vred når jeg ser en" så havde han vidT ikke sagt for meget om den sag. Det var jo ikke fordi han reklamerede med at han var vampyrjæger