Tanken om at ende i kløerne af en krage, virkede bestemt ikke tiltalende, hvilket også var derfor at det nok var bedst at de smuttede nu. Hassel havde i hvert fald ikke lyst til at dø, ikke i dag. Hvis dette skete nogensinde igen, måtte de have et eller andet med… Sand eller sådan noget de kunne smide i hovedet af fuglene, for det ville sikkert gøre dem blinde i et par sekunder og så havde de en fordel til enten at angribe eller stikke af.
 
”Og det er derfor vi skal væk!” råbte han tilbage til Bumle. Bien var tydeligt større end ham, så det var ikke ham fuglene var efter, men Hassel. De var nødt til at skulle skynde sig, for begyndte Bumle at blive til sin normale størrelse, ville Hassel styrte i døden. De store sorte øjne så over skulderen for at være sikker på kragerne ikke fulgte efter, hvilket de naturligvis gjorde, men da de begyndte at komme tættere på beboelse, var det som om de ikke fortsatte efter dem.
 
De sorte øjne forsøgte at finde et sted, hvor der ikke var så mange mennesker ”Derovre i gyden! Der er ingen mennesker!” råbte han og pegede med synålen over på en lille gyde, hvor der sikkert var tomt. Det ville være et fint sted for dem at lande.

De skulle væk, for hverken ham eller Bumle havde lyst til at ende som føde for kragerne, og ørnene. Hvad der var værst, vidste Bumle ikke. Men uanset hvad, så var det nogle farlige, og frygtelige fugle. Kunne det ikke bare have været en spurv, eller måge.. En slags fugl, der var svagere end de her rovfugle, som var efter dem. Bumle brummede irriteret, og kunne ikke undgå at blive bekymret for, hvornår han ville vende tilbage til sin egen størrelse. Det var nok et spørgsmål om tid, og han skulede kort hen over skulderen til kragerne, som var godt efterfulgt af ørnene. Det var slet ikke godt, men han prøvede at holde sig rolig

"Perfekt! afsted mod gyden.. Vi skal være hurtige!!" råbte han bestemt, som han fløj igennem mængden af mennesker. Tænkte slet ikke på, hvordan de ville reagere eller hvad de ville sige, til at ham og Hassel kom flyvende så tæt på jorden. Men det var bedst, for før eller siden, ville Bumle vende tilbage til sin egen størrelse. Han nærmede sig gyden, som han tydeligt kunne høre kragerne larmede. Der gik ikke lang tid, før han kunne se en ørn over sig, og satte panisk tempoet op. Ikke tale om, at den ørne bevingede dæmon skulle få kløerne i ham eller Hassel.

Var der generelt mange mennesker her ved gyden, eller tæt på den. Selvom Bumle godt kunne se, at der ikke var så mange mennesker, som han nærmede sig. Det var godt, så skulle de ikke tænke på at blive forstyrret. Han holdte godt fast rundt om sin synål, og svævede lidt rundt inde i gyden. Det virkede helt perfekt, skulle han sætte sig ned på jorden, eller var det bedst at holde sig svævende i luften. Bumle tænkte lidt, som han kiggede over skulderen til Hassel"Skal vi holde os i luften.. Eller hvad er bedst" han var ikke sikker, så han var nødt til at forhøre sig med sin makker.

Hassel huskede fortællinger som hans bedsteforældre fortalte ham, skrækhistorier om familiemedlemmer der var blevet fanget af fugle, for aldrig at blive set nogensinde igen. Det ønskede han ikke… Ikke for sig selv, Bumle eller nogen andre små væsener.
 
”Afsted!” råbte han tilbage til bien og så på de forskellige mennesker som de susede forbi. De trådte til siden, nogle skreg og andre var helt fortvivlede og begyndte at bede midt i gaden. De kunne ikke tro deres øjne. En gigantisk bi med en mus på ryggen? De store sorte øjne rettede sig mod luften som han hørte lyden fra vingeslag. Nok var ørnen højere oppe end dem, men deres øjne var super gode og de kunne dykke med en vanvittig fart, så hvis de ikke skyndte sig, ville de sikkert ende i kløerne på ørnen.
 
Som de kom ind i gyden, hoppede Hassel ned af biens ryg og ned på jorden ”Du skal gemme dig… Kom!” sagde han lettere febrilsk og greb fat i den hånd.. Ben? Som Bumle havde synålen i og trak lidt i ham. I gyden var der nogle kasser, som kastede en stor skygge, her kunne de gemme sig til at ørnen havde givet op.

Bumle havde bestemt ikke troet, at han skulle bruge dagen på flugt, fra disse bevingede dæmoner. Bestemt heller ikke regnet med, at Hassel skulle være med. De havde nok troet og håbet på, at dagen skulle være blevet brugt på andre ting. Men nu flygtede de fra deres liv, og en bi som Bumle, bekymrede sig meget. Specielt for sin lille ven, for han var bestemt ikke så stor som Bumle var lige nu. Alle de folk som stirrede undrende på dem, var slet ikke noget som Bumle tænkte over. Han havde alt for travlt med at flygte fra sit liv.

"Ja vi skal skjule os!!" råbte han bestemt, som han tog fat i Hassels lille hånd. Fortsat holdte han fast i synålen. Han savnede allerede at være 120 cm høj, men hvad kunne han gøre. De pokkers dumme fugle var efter dem, og de nærmede sig. Han kunne tydeligt høre dem, og han var bestemt ikke glad for det. Irriteret bed han tænderne sammen. Hvis bare han kunne være større end 120 cm, så havde de fugle fået hans bagdel direkte ind i ansigterne, så de kunne falde om, og besvime - eller andet.

Det var et godt gemmested, sådan virkede det da. Bumle kiggede lidt nervøs på Hassel. Var det ude med dem? nej de djævelske fugle ville da ikke finde dem. Eller ville de? måske hvis han bare lod være med at brumme, eller andet, så ville det gå"Tror du vi er i sikkerhed her"hviskede han som han med en rystende bevægelse holdte sin synål klar, i tilfælde af de pokkers ørne og krager ville komme hen til dem.

Den her dag havde været hektisk… Hassel havde slet ikke gjort fuglen noget og så kom den, fuldkommen uprovokeret og overfaldt ham! Han var ved at være træt af fugle og forstod pludselig hvorfor hans forældre havde været sådan efter ham og sagt de ting de sagde. Lige nu handlede det bare om at ham og Bumle skulle i sikkerhed, så de ikke blev ædt.
 
Hassel hev nærmest bien med sig ind i mørket og over til kasserne. De store mørke øjne forsøgte at spotte et hul i en af kasserne, så deres skjul blev endnu bedre, men i farten var det svært at se. Han svarede ikke bien på hans ord, men sørgede blot for at de kom over i den mørke skygge, der blev kastet af kasserne.
 
De sorte øjne rettede sig mod himlen og forsøgte at spotte fuglene, men han kunne hverken se, høre eller lugte dem. Han skævede mod Bumle og nikkede let ”Jeg tror de har givet op, nu vi er på jorden og mellem mennesker…” sagde han og forsøgte at få sin puls til at falde. Han holdt sin synål klar, hvis de nu skulle være modige nok til at komme efter dem "Bare for at være sikre... Bliver vi her lige et par minutter." sagde han og så på bien med et skævt smil.

De dumme fugle gav ikke op, og Bumle gjorde bestemt heller ikke. Han vidste, at ham og Hassel nok skulle få ram på de dumme bevingede bæster. I det mindste var de gemt væk lige nu under hasserne. Her kunne de ikke finde dem, og det var godt. Ikke tale om at ham og Hassel skulle ende som føde, og miste livet. De var alt for unge til det, og Bumle ville ikke give op uden kamp. Han kunne mærke hvordan hjertet hamrede derudad. Han var måske lidt - meget bange for hvad der skulle ske.

Kunne de blive under kasserne i flere timer. Han vidste det ikke, og kiggede kort hen på Hassel ved sin side. Så længe de vil forblev stille, kunne de fugle vel ikke finde dem. For de havde gode sanser, meget gode sanser faktisk. Ikke ligefrem nogle sanser Bumle kunne hamle op med, og det kunne Hassel vel heller ikke"Ja jeg tror de er fløjet væk.. Jeg håber det" mumlede Bumle lavt, som han bed sig i underlæben over frygten for, at komme væk fra kasserne, og så ikke være sluppet væk fra fuglene.

At blive her under kasserne, indtil de var helt sikre var Bumle med på. Han turde heller ikke tage chancen, for så at opdage at fuglene ventede på de ville komme ud. Hvad hvis de bare lurede på dem, uden at angribe. Bumle tænkte lidt, som han havde sin synål klar. Han vidste at de var mange fugle, og ham og Hassel tydeligt var i undertal. Men måske de kunne luske afsted, og væk. Han bed tænderne sammen"Hmm.. Måske vi er heldige, at de ikke kan finde os herunder. Men hvad hvis de lurer og venter på vi kommer ud" det var tydeligt at høre på Bumle, at han var bekymret.

Hassel håbede virkelig dette trick fungerede, det plejede det i hvert fald de gange han selv havde stukket af. Det var som om mennesker ikke var fuglenes kop te, medmindre de havde brødkrummer til dem og lige nu havde folk mere travlt med at finde ud af hvad de lige havde set. En gigantisk bi med en mus på ryggen.
 
Blikket var stadig rettet mod himlen for at se om han var i stand til at spotte nogle fugle, men der var ikke så meget som en skygge at spotte. Hassel rettede da blikket mod Bumle ”De er væk. Jeg kan i hvert fald ikke se eller høre dem.” svarede han og åndede nærmest lettet op. De kunne vel godt blive her i et par minutter endnu for at være sikre, der var jo ikke nogen grund til at teste skæbnen mere, end den allerede var blevet.
 
Hassel så på Bumle og rystede let på hovedet ”Jeg er ni-og-halvfems procent sikker på… At de er væk. Hvis vi sniger os afsted mellem menneskerne gider de ikke jage os, for menneskerne jager dem væk inden.” sagde han med et forsikrende smil ”Hvis vi løber mellem menneskerne kan vi komme væk.” sagde han og kravlede ud af kassen ”Flyv så hurtigt du kan Bumle, undgå menneskerne og så løber jeg alt jeg kan! Kom!” sagde han og begyndte at gå mod udgangen af den lille gyde de var endt i og satte så i løb ud mellem menneskerne og ud i byen.