Et eller andet sted ville Einri ønske han kunne læse mandens tanker, men på samme tid, var han ikke sikker på han ville vide hvad der skete i hovedet på ham. Hvad nu hvis hans intentioner var noget helt andet end bare at snakke om parfumer og eliksirer… Egentlig burde han nok bare have sagt nej til at starte med, men han havde været naiv nok til at regne med det var reelt, desuden virkede han nu meget venlig. I hvert fald lige nu.
 
Et lille nervøst smil kom til syne på Einri’s læber som manden begyndte at grine. Hvad havde han sagt? Han lod en hånd glide gennem sine lokker før han tog et sip af vinen. Som manden kom tættere på ham, mærkede han en klump forme sig i halsen på ham og ordene der kom fra manden, gjorde det bestemt ikke bedre. Det løb ham koldt ned ad ryggen, men han forsøgte at synke klumpen i halsen. Der kom ikke nogen ord fra ham, det var som havde nogen taget hans evne til at tale og efterladt ham i denne situation. Han så direkte ind i de gyldne øjne og mærkede hvordan hjertet i hans bryst hamrede afsted, som var det på vej ud af hans brystkasse. Dog sagde han stadig ikke noget.
 
Efter at have været så tæt på dæmonen var han alligevel en smule forsigtig nu hvor han gik rundt og så på de forskellige ting. Han så på manden med et svagt smil på læberne ”Spændende.” sagde han og havde endnu smilet på læberne. Han hævede glasset for at sippe mere af vinen. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre af sig selv, efter det han fortalte for lidt siden, men han forsøgte at forholde sig rolig.

Det var tydeligt, at mærke på manden at han bestemt ikke virkede så modig, og tilfreds ved ordene som var kommet ud af Mizechs mund. Selvom det nu var ganske forståeligt, så kunne dæmonen ikke undgå, at smile lidt lusket. Det var ikke med vilje, måske lidt.. Men han kunne heller ikke lade være, og han drak en stor tår af sit glas. Han kunne vel ligeså godt drikke så meget, som han kunne. Der skulle meget mere til, før han ville kunne mærke effekten af det. En stor fordel ved, at være dæmon som ham. Der var efterhånden ikke så meget vin tilbage i glasset, og Mizech var efterhånden også begyndt at blive utålmodig. Hovedet tiltede han, som han gik lidt rundt inden i værkstedet. Der var utrolig mange flasker, og duftene var forskellige. Selve hele værkstedet havde også en særlig duft.

"Hmm.. Det virker til, at du tænker på noget" lød det pludselig fra Mizech, som han lod en finger stryge hen over nogle af flaskerne. Han kunne godt huske, hvad han havde deri. Men han kunne ikke slippe udenom, at han havde eliksirer, og andet stads, han slet ikke vidste hvad var for noget. Han rettede lidt kort på halskæden rundt om sin hals. Ganske kort tid efter, vendte han rundt, for at stå med fronten til denne person. Manden som var en enhjørning. Det var ikke noget, som han havde prøvet før. Det ville være første gang, hvilket bestemt ikke gjorde ham ikke. Han lod smilet vokse, som han lod de gyldne øjne glide ned over manden. 

Alle de muligheder, som pludselig dukkede op i hans hoved. Han trådte roligt hen imod manden, og sippede til sin vin, før han stoppede op foran manden. Lænede sig ind imod ham, før han blinkede til ham"Du behøver heller ikke fortælle mig, hvad du tænker på.. Jeg kan måske hjælpe dig" hviskede han imod enhjørningens læber, før han plantede et hurtigt kys imod mandens hals. Langsomt og tilfreds trak han sig tilbage, og skulede kort ned til hans glas i hånden. Der var altid mere vin, men han behøvede det ikke lige nu. Eller måske han godt kunne bruge det til et eller andet. Mizech tænkte kort, som han lod de gyldne øjne hvile sig på manden foran sig.

Einri forsøgte at holde sig i ro, for det var lige så stille begyndt at gå op for ham hvad der ville ske. Let skulede han mod det glas vin han havde i hånden og undlod at drikke mere for nu, hvis det nu skulle gå galt. Ikke han havde ret meget mulighed for at gøre noget udover hans usynlighed, men lige så snart døren ind til værkstedet gik op, ville dæmonen alligevel vide hvor han var henne. Godt nok holdt evnen i op til en time, men med åbne døre, ville det ikke blive nemt for ham, men kom det til stykket og han ikke gik i baglås… Ville han i hvert fald gøre et forsøg, koste hvad det koste ville.
 
Han stivnede næsten som dæmonen talte til ham og han rystede let på hovedet ”Jeg forsøger blot… At finde ud af hvad det er for nogle ting du blander sammen for at lave disse eliksirer.” sagde han og forsøgte med et overbevisende smil. Det så sikkert slet ikke overbevisende ud og han lignede sikkert et der var panikslagen, hvilket bevares heller ikke var helt ved siden af. Einri bemærkede hvordan smilet spredte sig på dæmonens læber og hvordan han allerede spiste ham med blikket.
 
Einri bakkede lidt tilbage og endte med at støde bagdelen op af et bord, som dæmonen nu stod helt oppe ved ham. Han stod som lænket til jorden og kunne mærke dæmonens ånde mod sine læber som han talte, men da læberne blev placeret mod hans hals, bed han sig i underlæben. Igen trak dæmonen sig væk og han så på manden ”Hvor længe er der gået? Jeg må også hellere komme tilbage.” sagde han lettere undskyldende og begyndte at gå mod døren for at komme ud, dog kunne han godt tvivle lidt på, at han fik lov.

Der var mange ting, som han blandede sammen. Men om han faktisk skulle fortælle det til denne person her, vidste Mizech ikke. Personen ville sikkert bare løbe ud fra hytten, eller frygte ham. På den anden side, så gjorde det nok heller ikke noget. Den reaktion ville han sikkert kun lide. Han lod det luskede smil komme frem, som han drak lidt mere af sit glas. Med vilje drak han det sidste, men der var flasker nok, hvis han blev mere tørstig. Det skulle nok komme, det var han sikker på. Men lige nu, handlede det mest om at denne enhjørning ikke skulle forlade hytten. Han fornemmede hurtigt at denne person her, var bange og nervøs. Hvis Mizech var ham, ville han sikkert have det på samme måde.

"Ikke lang tid nok"svarede han ærligt som han gik ud imod stuen. Satte glasset på køkkenbordet. Han vendte rundt imod enhjørningen, og kunne ikke undgå at nyde synet lidt. så denne person ville gå, og tage afsted. Det ville Mizech ikke lade ske, og hvorfor skulle han lade det ske. Han grinede lidt, før han gik hen imod døren, og nærmere på personen. Han greb fat rundt om halsen på enhjørningen. Et blidt greb, som han lod de gyldne øjne bore sig ind i enhjørningens øjne. Det var først nu det sjove skulle til at begynde, så han ville ikke tillade at lade denne enhjørning slippe afsted. Han lænede sig ind imod personen, og betragtede sit eget greb rundt om mandens hals. Nu var det tid til, at han faktisk kunne gøre det, som han var fristet til. 

Han låste døren med vilje, og gik hen imod sofaen. Slangen var væk derfra, så det gjorde ikke noget at nærme sig der. Hvis hans slange havde været der, gjorde det nu heller ikke noget. Mizech kunne også bare have voldtaget manden op ad døren, det ville heller ikke gøre noget"Troede du virkelig, at du kunne forlade hytten.. Du er ganske godtroende.. Vi skal igang med at lege min lille ven" halvt hviskede han imod mandens læber, før han lod blikket glide ned over mandens krop. Jo det her skulle nok blive godt, og sjovt - mest for ham. Enhjørningen ville sikkert hade det. Mizech nærmede sig sofaen, og fik bare skubbet enhjørningen ned i den, for at derefter sætte sig ovenpå ham"Du vil hade alt der kommer til at ske... Medmindre du har en skjult lyst gemt" lød det fra ham som Mizech løsnede grebet rundt om mandens hals.

Einri ville på nuværende tidspunkt ønske han ikke var så naiv, havde set de røde flag allerede den gang manden havde grebet ham i armen, men grundet snakken om eliksirer og hans egne parfumer var han alligevel gået med. Han skulle have sat sig op på hesten og bare sat igennem gaderne for at komme væk, men det havde han ikke gjort. Han måtte nå til den dør og komme ud så hurtigt han kunne, men inden han nåede ret langt, mærkede han grebet omkring hans hals og blev fanget af mandens gyldne øjne. Einri’s ører lagde sig tilbage og han mærkede hvordan hans hjerte nærmest faldt ned i maven på ham. Da manden lænede sig tættere på, fik det ham til at trække lidt væk fra ham.
 
Lyden af døren der låste, fik ham til at stivne i frygt, men han blev ført over mod sofaen med et greb omkring halsen. Einri’s blik flakkede fra side til side som manden talte og han kunne mærke den andens ånde mod hans læber, så tæt var han på. Han ville så gerne sige noget, men det var som om hans stemme var forsvundet, så da han forsøgte at sige noget, kom der ikke andet end en halvkvalt lyd. Han kunne også godt se hvad manden mente med han var for godtroende, han vidste det godt, for han havde ofte fået det at vide og nu var han fanget her.
 
Da Einri mærkede sofaen imod hans ben, fik det ham til at miste balancen og falde ned i sofaen. Hans blik rettede sig mod dæmonen der havde sat sig oven på ham, stadig med grebet omkring hans hals. Skjult lyst... SKJULT LYST!? Hvem i alverden ønskede at blive taget som gidsel og formentlig blive voldtaget? Som manden slap grebet omkring hans hals, skar han tænder. Han ville stadig gerne sige noget, men han kunne ikke. Det var som om alle evner til at tale og råbe om hjælp var forsvundet fra ham.

De gyldne øjne gled langsomt ned over denne enhjørning, og Mizech overvejede meget om han skulle være blid eller ej. Han var fristet til at være voldsom, og bare flå tøjet af denne person her. På den anden side, var Mizech dog også fristet til faktisk at lade personen nyde alt, hvad han havde tænkt sig at gøre ved enhjørningen. Han kunne godt, at denne person prøvede på, at sige noget. Men der kom ingen ord ud, og Mizech forstod godt hvorfor. Det ville nok være sådan, i lidt tid. Alt efter hvad han havde tænkt sig, at starte med. Han lænede sig lidt tilbage, så han kunne få et bedre overblik over enhjørningen.

Måske han skulle starte med at få tøjet af. Det var alligevel i vejen for ham, og han smillede kækt til enhjørningen under ham. Han greb fat i en stor del af stoffet. Rev det fra hinanden, og han var ligeglad hvad enhjørningen sagde til det. Mizech var simpelthen ligeglad, hvad denne person ville sige til det, eller hvordan han ville reagere. Det betød ingenting, han kunne nu godt lide synet af det ødelagte stof, og at han nu kunne se lidt mere af den blottede enhjørning "Nu mangler du vel bare resten af tøjet.. Det kan jeg godt hjælpe dig med at flå af, eller tage af.. Du bestemmer selv" lød det fra ham i en kæk tone, som han blinkede til enhjørningen. 

De lyserøde øjne fulgte hver eneste af dæmonens bevægelser, for han var rædselsslagende for hvad der skulle til at ske, hvilket helt sikkert også kunne ses på ham. For ikke nok med hans ører var blevet lagt ned, men hele hans krop var også begyndt at ryste. Det var ikke dette han havde lyst til skulle ske og havde han ikke været så Zalans dum, havde dette ikke sket på noget tidspunkt. Dæmonen havde ret, han var alt for godtroende, men det var ikke noget der kunne laves om på nu. Blikket var låst på dæmonen over ham som trak sig lidt tilbage, tydeligvis for at danne sig et overblik over hvor meget tøj han havde på. Einri’s hjerte hamrede afsted i hans bryst og han var sikker på det kunne flyve ud når som helst.
 
Som dæmonen greb fat i hans tøj, begyndte han at vride sig som en gal under ham, men dette var blot med til at tøjet nemmere blev revet i stykker. Han var stadig tom for ord og var så småt begyndt at mærke hvordan tårerne var begyndt at presse på, men han kunne endnu holde dem tilbage og forsøgte at virke stærkere end han i virkeligheden var. Dæmonens ord fik det til at løbe koldt ned af hans ryg og han forsøgte igen at vride sig løs, dog var det uden ret meget held ”Lad mig være!” skreg han nærmest direkte i hovedet på dæmonen. Enten var det idioti eller også var det et lille skud af mod, der skød igennem ham. Formentlig idioti, for han havde på fornemmelsen at dæmonen ikke bare lod ham gå uden problemer.