”Naturligvis,” sagde hun med et nik. ”Du ved vel hvor du kan finde mig, når det er.” Hun virkede aldrig til at bevæge sig langt fra det hellige bydistrikt. Om det var fordi hendes pligter holdte hende travlt beskæftiget, eller der var andre grunde, det kunne folk kun gætte. Kun hun viste den fulde sandhed trods alt. Angsten krøb sig ind på hende, når hun var for langt væk.

”I lige måde Ypperstepræst Lucid,” sagde hun, for det var i hvert fald et ord de kunne sige om hinanden. Hun var ikke sikker på hvad hun havde forventet af ypperstepræsten for Zaladin, men det var nok i sidste ende ikke ligefrem det her. Det var ikke nødvendigvis på en dårlig måde, men hun var stadig ikke helt sikker på hvordan hun skulle tolke ham på. Han var en underlig størrelse, fordi han ikke bare udstrålede hvad hun ville have troet at Zaladin gjorde.
Hun kiggede sig om for at orientere sig før hun nikkede med et smil. ”Jeg kan sagtens finde tilbage herfra, så det skal du ikke tænke på. Jeg håber du selv finder godt tilbage.” Hun gav et sidste let buk til ham. ”Må...” hun tøvede. ”Må dine veje være behagelige.” Hun kunne trods alt ikke ønske Isaris lys med ham, når han var en del af Zaladin, kunne hun vel.
Med de ord forlod hun dog også endelig den anden ypperstepræst for at gå tilbage til katedralen. 

Ja, Lucid vidste lige præcis hvor han kunne træffe hende nu. Men mon han ville være velkommen indendøre i Isarikatedralen? Lucid tænkte nej. Han gad gerne se den i al sin pragt indefra, men han havde det bedst med at holde sig udendøre, ligesom han aldrig ville ønske at byde nogen ypperstepræst af Isari indenfor i sit gamle tempel. De havde simpelthen ikke noget at gøre inde hos ham, og ligeledes havde han heller ikke. Men en tur rundt i de dejlige haver, iblandt skønne skulpturer og hellige bygninger, det var noget der interesserede ham. Lucid gengældte hendes høflige buk.
 
Pludselig slog det ham, at hun nær havde ønsket Isari med ham. Han holdt på været for ikke at gispe, slippe en latter eller lignende. Det her var i sandheden uvant for dem begge. ”Mange tak. Jeg ønsker det samme for dig, ypperstepræstinde.. Reina.”
 
Lucid trak sig væk i den modsatte retning mod en af udgangene af haven. Han så sig ikke tilbage mod Reina eller templerne. I skjul for alles blikke tog han hånden til den maske som hang synligt rebbæltet om livet på ham og knugede i sit tag. Anspændt, frustreret og rasende. Men kun for et øjeblik, og så genfandt han roen igen. Ingen grund til at hidse sig sådan op på grund af en ung og uerfaren pige.