Hisashi så på hende med undrene øjne. hvordan kunne hun ikke vide hvad en slave var, hvad en herre var. "han bestemmer over hele dit liv, hvad du må gøre. hvem du må tale med, hvornår du må spise. og hvad du må spise." da hun spurgte om at være fri var rart så han lettere bedrøvet ud. "jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv som fri. jeg savner at ha en herre" sagde han ærligt.
hisashi vidste ikke helt hvordan han skulle forklare en herre ud over det han havde sagt her. han var bare van til at være slave. da hun sagde synge var et talent så han så hende og nikkede. "det er også et talent. mmen du vil nødigt smage min madlavning. " sagde han også og prøvede at smile.

Hun så lidt skræmt ud ved tanken om en anden skulle bestemme, hvad man skulle gøre. Hun brød sig ikke rigtigt om tanken. Det lød som om man var meget indelukket og sikkert også sammen med flere. "Det lyder altså ikke rart.." Hendes øjne stirrede ud i luften ved ordene, da hun virkelig synes det lød ubehageligt. 

Hendes øjne kom dog tilbage på ham "Det er jeg ked af at høre. Men du skal vel finde et sted at bo?" spurgte hun, som om det var en selvfølge. Hun havde jo selv fundet hendes hjem. Det var ikke det største, men det var hyggeligt. 

Hun grinede lidt af hans sætning, ikke fordi hun ville lave sjov med ham, men det lød ret sjovt. "Du må få en til at lære dig det" hendes venlige smil kom på læberne. 

vis hun ikke synes det lød rart skulle hun ha oplevet det han blev udsat for når hans herre mente han havde gjort noget galt. hisashi kløede sig i nakken. "når det er alt du kender er det ikke så slemt" sagde han lidt nervøs for at hun ikke ville forstå ham ret.
da hun sagde at han vel skulle finde et hjem lagde han hovedet på skrå. "hvordan for man et sted at bo når man ingen krystaller har.?" han så ind i gyden og sukkede. "det er en af grundene til jeg bedre kan lig at være kat, ingen forventer man har krystaller til at betale skat med." han vidste at folk betalte noget der hed skat for at bo. men når man ikke havde krystaller kunne man jo ikke betale og så endte man samme sted som nu.

da hun grinte over det han sagde løftede han ørene og så undrene på hende. "ingen vil nærme sig mig, så ingen har ville gi mig chance for at få et talent.... eller prøve at få et." ingen ville ha noget med en gade dreng at gøre.

"Nej nok ikke, men jeg kender ikke til det" hun smilede kort. Det var ikke fordi hun ikke ville kende til det, men hun havde på fornemmelsen at hun have prøvet noget af det han sikkert havde været udsat for. Hun gøs lidt ved tanken, at man kunne behandle andre så dårligt, forstod hun ikke. Hun ville nok aldrig forstå det. 

Hun hørte hvad han sagde og lod tankerne være i hovedet. "Til tider kan man være heldig at møde en venlig sjæl som vil tilbyde at man kan bo hos dem i noget tid ganske gratis" hun smilede kort. Hun havde aldrig selv tilbudt andre at bo hos hende, men hun havde hørt et par historier om det når hun var på arbejde. 

Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på ham "Jeg vil gerne" hun smilede venligt. Det undrede hende at han virkelig sagde at ingen ville have noget med ham at gøre. Hun ville aldrig dømme nogen, jo mindre de havde gjort hende noget.

hisashi forstod godt at hun ikke kendte til det. hun var også for fin til det i følge ham. han kløede sig lidt på armen og havde ikke oplevet det hun talte om. han havde aldrig blevet tilbudt et hjem gratis. han sukkede lidt og kom til at klø sin jakke i stykker. "tybisk." kom det lidt fra ham da hans jakke nu var hullet. og han havde ikke andet.
da hun sagde "jeg vil gerne" stivnede han lidt i et chok. hun kendte ham ikke så godt og dog ville hun gerne hjælpe ham med at få et talent. men hvorfor. "men... du ... hvordan kan du ville hjælpe mig... du kender mig ikke engang. og hvad skulle det være for et talent du kunne hjælpe mig med at lærer." sagde han forvirret. og ville da gerne vide hvorfor hun gerne ville hjælpe ham uden betaling, eller noget.

Hun kiggede lidt på hans jakke, som han fik kløet hul på. Hun kløede sig i nakken og vidste ikke helt, hvad hun skulle sige eller gøre. Han virkede på en måde så skrøbelig, hun havde egentlig ikke forventet at nogen kunne være mere skrøbelig end hende. Hun havde lyst til at hjælpe ham på så mange områder, men hun anede egentlig ikke helt, hvordan.. Men måske ville han heller ikke have hjælp? Måske klarede han sig egentlig fint alene? 

Hun kiggede tilbage til hans øjne, da han spurgte hende om det. Hun overvejede sit svar, da hun egentlig ikke helt vidste, hvad hun skulle sige. "Nej, jeg kender dig ikke.. Men det kan jeg komme til? Jeg kunne vel lære dig at lave mad. Jeg behøver ikke betaling for sådan noget.. Det er sådan noget jeg tilbyder.." Hun smilede kort. Hun anede egentlig ikke helt, hvor det her ville føre hende hen, hun kunne kun tilbyde hendes hjælp..

hisashi kunne ikke tro det. hun ville gerne lærer ham aat kende og... lærer ham at lave mad?! Hisashi forstod ikke hvordan verden kunne være så anderledes fra hvad han havde oplevet hele sit liv. han virkede nok skrøbelig men det var nok fordi han gik i mange dage for tiden uden mad så han følte sig bare som en skal der prøvede at finde mad og vand og måske lidt ly.

Hisashi så på hende. hvorfor ville hun mon hjælpe ham? hun fik jo intet ud af det. "mener du det? vil du virkelig lærer mig at kende..... wow" han havde ikke troet det med mindre han ikke lige havde hørt det. det var helt uvirkeligt.