Laras hoved kom en anelse på skrå, mens hun med vurderende øjne betragtede føniksfyren. Måske havde han ikke hovedet helt skruet forkert på, siden han var interesseret i hendes magi - men hun tøvede en anelse, bange for at afsløre sine "forretningshemmeligheder".

Efter et øjebliks betænkningstid besluttede hun sig dog for, at interessen måtte være ægte. Trods alt var hendes arbejde også tydeligt på husene i byen - og det var ikke kun runerne i sig selv, men magien, der sikrede mod teleportationen. Skrifttegnene var trods alt bare en måde at kanalisere kraften på..

"Joooh.. det kan jeg da godt.." Hun rakte ned i lommen og fandt et stykke kridt frem og sætte sig på hug, hvor hun med umage begyndte at tegne runerne på jorden. Hendes magi fandt automatisk vej til tegnene, men på grund af tegnemidlets skrøbelighed, ville de ikke holde længe.

Leo var hurtig til at sætte sig på hug sammen med hende, og kiggede på runerne der blev tegnet. Et par gange trak han i mundvigen kort efter at Tia havde skræppet lidt, men han kommenterede ikke på hendes kommentarer, og for en der ikke kunne forstå fugle, så var der nok ikke så meget i hverken ansigtsmimikken eller hvad føniksen sad og skræppede op om.

Han følte at han havde set nogle runer der mindede om det før, men han måtte nok indrømme overfor sig selv at han ikke havde lagt meget mærke til det, og det føltes mindre relevant når man alligevel ikke kunne teleportere.
"Hvor har du lært runerne?" spurgte han, som hans blik stoppede med at studere tegnene for en stund og han kiggede i stedet for mod Lara. Selv de lyssky typer havde deres interessante hemmeligheder at gemme på, selvom hun nok blot ville være et fjernt minde efter dette møde. Leo regnede ikke med at støde på hende igen.

Fuglefyren virkede lidt som en, der faktisk havde forstand på det. Måden han studerede det på, fik hende i hvert fald til at tænke, at han havde set runer før. Hun afsluttede cirklen med kridtet og rejste sig forsigtigt op for ikke at ødelægge noget. 

"Van Heide, hed min læremester. Han har samme type magi." Forklarede hun med et lille skuldertræk. Måske fyren havde hørt om hans forretning - der var en del mere ærlig end hendes eget. Lara var ikke bange for at bruge beskidte kneb, og folk havde det med at være lidt mere villige til at forsvare sig mod teleporterende banditter, når de først havde været udsat for dem..

"Kender du til den slags? Runer altså." Spurgte hun. 

Navnet sagde tilgengæld ikke rigtig Leo noget, så han trak lidt på skuldrene, og håbede han kunne huske navnet, så han forhåbentlig kunne undersøge om det var en af interesse for hans forretning, med alt sandsynlighed så var det ikke. De fleste der var interesserede i at købe fra ham, var indenfor det sorte marked, og især dem der gerne ville have magiske objekter, og ikke alle havde pengene til det. Især ikke med den mængde Leo nogle gange kom tilbage med, også selvom der var måneder mellem det.

"En lille smule, jeg ser en del af dem når jeg begiver mig ned i ruinerne," sagde han. "Men jeg har intet magi der kan bruge runerne til noget, så det er mere for at bedømme om det er noget der bør være farligt, og det er de her runer så tydeligvis ikke." Han smilede lidt bredt til hende, en let fløjten der næsten lød som en latter kom fra Tia. "Der er også nogle der gerne køber runeaftryk af historisk interesse, så det gør jeg mig også nogle gange i."

Lara fik et lettere interesseret udtryk i øjnene over Leos forklaring. Hun havde tilbragt mere eller mindre hele sit liv i Dianthos' gader, og hvis hun skulle være helt ærlig, fandt hun verden uden for bymuren stor og farlig. Dianthos var hendes trygge hjem, hvor hun kendte gaderne ind og ud.

Men runerne lød interessante. Hun havde kun dem, hun havde lært her i byen - der kunne findes andre, måske bedre, gemt i de gamle ruiner rundt om i landet..

"Du har ikke tilfældigvis runeaftryk på dig?" Spurgte hun med antydningen af et lille smil. "Jeg kunne også godt have en vis.. historisk interesse." Ikke at hun nødvendigvis var interesseret i at købe fuglefyrens oldtidsfund.

Leos ene øjenbryn hævede sig, som hun spurgte ind til om han havde flere runeaftryk på sig, og han lagde armene over kors, som han kiggede overvejende på hende. En del af ham ville gerne sige nej til hende, af den simple grund at det var hans levebrød, men hun havde trods alt vidst ham sine runer. Men til sidst tog han armene fra hinanden, men et lille nik. "Nuvel, jeg tror jeg har nogle," sagde han, selvom han var ret sikker på at det var dem der var blevet kasseret for ikke at være gode nok.

Han stak sin arm ned i tasken, som praktisk talt virkede til at forsvinde, som han rodede dernede, indtil at hans fingre fik fat i noget papir, som han hev op, og kiggede overvejende på det. Nogle af runerne var brudt, men om det var sølle arbejde fra hans side, eller grundet hvor gamle de var, var ikke tydeligt at se på papiret.
"Det her var nogle vi fandt, ikke at jeg helt kan huske hvor," indrømmede han og videregav papiret til Lara, og kløede sig lidt i nakken over det. Det kunne meget vel have ligget dernede i måneder, og han havde været forbi et par ruiner i den tid.

En svag antydning af et smil spillede over Laras læber, mens fuglefyren overvejede. Han havde været kvik nok til hurtigt at gennemskue, hvilken type forretning hun reelt lavede, og de var også begge helt klar over, hvad for et sted, de var stødt på hinanden. Hun villle bestemt ikke lade sig fornærme, hvis han havde sine tvivl om hendes person.

Med et interesseret blik holdt hun øje med hans arm, der forsvandt ned i tasken - som der tydeligvis også var noget underligt ved - men hun blev hurtigt fanget af runerne i stedet, som hun betragtede med sammenknebne øjne, holdende papiret foran sig.
Van Heide, hendes gamle læremester, havde haft en del mere kendskab til oldruner, end hun selv havde - den unge elver havde altid forholdt sig mere til mulighederne for at bruge magien i praksis og tjene en god mønt på det.

"De ser elviske ud." Konstaterede hun efter at have studeret dem et stykke tid, lydende end del mere sikker på udsagnet, end hun reelt var. De lignede i hvert fald en smule nogle oldelviske runer, hun en gang havde set.

Leo nikkede lidt til hendes udsagn og tænkte sig lidt om, inden han sagde det næste. " Det er ikke usandsynligt," sagde han. "Der er overraskende mange elviske ruiner i forhold til at de traditionelt set har været nogen der bor i skovene." Og når ruinerne lå så frit for at folk kunne komme forbi, så var der typisk ikke længere noget han selv kunne være interesseret i. Han gik trods alt udelukkende efter steder der havde noget af værdi, længere var hans interesse ikke for oldtidslevn, noget som visse af hans samarbejdspartnere nok var en smule træt af og måske også lidt ærgerlig.

"Men kan du tyde hvad de gør?" spurgte han, dog alligevel en anelse nysgerrig på hvor langt hendes egne evner rakte. Var hun fuldstændig inkompetent på alt andet end det hun selv brugte runer til. Ikke et unormalt træk blandt folket i Dianthos, hvis Leo skulle være helt ærlig.

Elvere havde også været i verden frygteligt længe. Det undrede ikke på nogen måde Lara, at de havde efterladt lidt af hvert - selvom hendes viden om sit eget folkefærd var meget begrænset. Hun var, når det kom til stykket, nærmere byelver end skovelver. 

Hun kneb øjnene en smule mere sammen. Det føltes lidt som om fuglefyren udfordrede hendes viden, og en del af hende havde bestemt ikke lyst til at lyde dum - også selv om hendes viden om oldelvisk runemagi var stort set ikke eksisterende.

"Det er lidt svært at sige, når de er taget ud af kontekst. Måske hvis du kunne huske hvilket bygningsværk de havde siddet på.." Hun rakte modstræbende papiret tilbage mod Leopold. "Men det er sandsynligvis noget beskyttelse eller bevarelse.." I hvert fald et rimelig godt bud, synes hun selv.