"Ja, hun er," fortsatte Jontar brokkende. Han havde endnu ikke sagt noget om dette til sin fader. Han kunne ikke få sig selv til det, for slaven havde været faderens valg. Men dér havde fyrsten valgt dårligt, hvis man spurgte hans egen søn. "Hun er gammel og kedelig og bare dårlig. Hun hører ikke efter. Hun virker bare dum," Mere uddybende kunne der ikke komme fra Jontar. Et barns indsigt i konstruktiv kritik af andre personer var begrænset. Derfor blev ordene valgt, som de var gjort. "Du burde have været min slave." Dog vidste Jontar uden tvivl godt, at dette aldrig ville ske. Oftest, med understreget oftest, var personlige slaver kvindelige. Hvorfor, vidste Jontar ikke. Det var bare sådan.

Svømmetiden var snart færdig. Jontar kunne sikkert prøve at forlænge den igen. Det kunne han til evig tid. Men tænk, hvis Emin valgte at fortælle det videre til hans fader. Så ville det være prinsen, der skulle straffes nok. Måske også Emin, men også Jontar i hvert fald. Derfor stoppede drengen sin svømning for at træde ud af karet. Han dryppede fra overalt. Håret lå tykt på panden. Dråberne faldt fra hagen, ørerne, fingerspidserne. Ja, fra alt, der kunne faldes dråber fra.
"Begge knæ," pointerede Jontar. Han kiggede kort ned, som han stod på fliserne komplet nøgen med røven bar til karet bag sig. Knæene var endnu røde og forslået. Men der var ingen græsrester tilbage. Ej heller mere blod. Men begge knæ var godt slået. Huden var revet i hvert fald. Drengen kiggede op med de mere sarte øjne igen. Tanken om et klæde om knæene for at dyppe dem tørre virkede smertefuldt lige nu. De limegrønne øjne prøvede ihærdigt at sige til Emin, at han hellere ville gå rundt og lufttørre sig i hele paladset end at sige 'av' igen. "Er-er de slemt slået, Emin?"

"Hvis jeg selv måtte vælge, ville jeg vælge en ny." sagde Jontar surmulende, kun som et lille og forkælet barn kunne. Men at få en ny personlige slave for at udskifte den, der blevet givet fra fødslen, var ikke normen for Kazimi'er. Men det var bare ikke retfærdigt. Når der var så mange gode slaver, hvorfor skulle Jontar have den dårligste og kedeligste? Hvis hun havde været andet end menneske, havde hun haft lidt interesse over sig. Som Emin. Han var elver med de spidse ører. Og andre havde halvdyr. Hvorfor skulle Jontar så nøjes med et simpelt menneske? Dem var der så mange af. Han fortjente noget bedre.

Det åbne håndklæde var en tydelig invitation til Jontar, men den lille dreng forblev væk. Ja, han krydsede sågar armene trodsigt. Hvis først han var i nærheden af håndklædet, ville det uden tvivl nå knæene. "Kan jeg ikke bare få blid salvie på? Noget, der ikke gør ondt." bad Jontar. Han tiggede ikke. Det gjorde Kazimi'er ikke i. Det var mere en forspørgsel. For hvis det skulle syes, ville en nål ind og ud i huden. Det ville kun gøre mere ondt. Drengen gøs ved tanken.
Dog tænkte han over sine valg. Ville han vælge at lade sin personlige slave gør det? Eller Emin? Om det var bevidst af slaven over for ham at give Jontar et indre valg, der fik tankerne i drejninger, vidste prinsen ikke. Men slaven tog i hvert fald sit snit. Imens Jontar tænkte for sig selv, blev han han fanget i håndklædet og Emins arme. Han kunne ikke gøre noget end at baske med benene. Men det ville være en forgæves kamp. Derfor gik der ikke mange sekunder, før Jontar gav op og lod Emin tørre ham. "Vil jeg miste benene, hvis jeg ikke bliver syet?" Spørgsmålet var fjollet, men for et barn var det et af de mest seriøse spørgsmål, Jontar havde stillet i sit liv. Frygten ved tanken var malet i det unge ansigt og i de store øjne, som kiggede direkte på Emin gennem de fugtige, mørke lokker.

Den svage, røde farve kunne ikke lade være med at opstå i de søde kinder, som Jontar fik svar på sit spørgsmål. Fordi Emin fnyste og smilte, kunne fyrstesønnen ikke lade være med at tænke, at det var et dumt spørgsmål. Men helt dumt var det jo ikke. Meget vel ville han uanset hvad beholde sine små ben, men de kunne komme slemt til skade, hvis ikke der ikke blev gjort noget. Desværre. Jontar vidste godt, hvad det betød. Nål og tråd skulle ind i spillet på et eller andet tidspunkt.

Med lettere nedsænket hoved lod Jontar sig blive tørt over alt. På enhver anden dag kunne drengen være fristet til at se sit snit under tørringen og springe tilbage i vandet. Han var jo endnu et barn og endnu mere en dreng. Drenge havde tendens til at være lidt på tværs. 
Som klædet blev viklet rundt om taljen på drengen - højt nok til, at navlen også blev dækket - kiggede Jontar op. Han lod en hånd føre det endnu fugtige hår til siden. Han trængte virkelig til en klipning. Hvad ville de andre adelige ikke sige, hvis selveste fyrstens søn havde hår, der mere passede til en landmands søn?
"Okay," medgav Jontar og tog fat i Emins hånd. Der var tydelig nervøsitet i drengens ene ord. Hånden rystede sågar en anelse, før den havde nået Emins. Om det mest var kulden fra at være ude af badet eller tanken om at blive syet, vidste han ikke. Drengen var fristet til at fastholde og endnu nægte at blive syet. Men hvad ville der ikke ske med Emin så? Hvis drengen fik en infektion under slavens tilstedeværelse? Jontar ville ikke være skyld i uretfærdig straf til Emin. Han var en god slave jo. Derfor måtte Jontar bide i det sure æble og lade sig blive ført op til sit kammer for at blive syet. "Vil salvien få det til at gøre mindre ondt? Når jeg skal syes?" De store øjne kiggede atter på elverslaven. Nu, når Jontar var ren og kun havde klæde rundt om livet, så han endnu mindre ud end før. Mere uskyldig. Eller så uskyldig som en Kazimi nu kunne se ud.

På vejen op til Jontars private værelse rendte de ind i mange slaver. Alle som en bukkede de sig, da de passerede forbi dem. Prinsen vidste godt hvorfor. Han var grunden. De var ikke værdige nok til at se ham i øjnene. Det havde hans fader sagt. Kun, hvis slaven var blevet spurgt om noget eller var i en situation, hvor øjenkontakt var nødvendig, ville det blive givet. Som med Emin. Det ville ikke have været nemt at vaske og tørre Jontar, hvis Emin ikke måtte kigge på ham. 
Emins hånd blev holdt fast og hårdt. Lige nu var det tryggeste sted for drengen at være hos Emin. Meget vel havde slaven gjort lidt ondt på ham på knæet, men inderst inde vidste Jontar godt, at det var drengens egen skyld. Han havde selv slået hul i sine knæ.

"Godt." Andet sagde Jontar. Og meget mere nåede han heller ikke, før drengen, der kun var viklet ind i et klæde om taljen, kom ind i sit private værelse. Ingen sad derinde. På en måde forventede drengen nok at se den private slave eller en barnepige, men der var ingen. De ledte nok febrilsk efter ham. Han havde sluppet godt væk fra dem jo.
Hurtigt kiggede Jontar op på Emin, stadig hånden i slavens. "Hvor er salvien?" Jontar havde ingen salvie på sit værelse. Det vidste drengen. Den slags remedier ville fyrsten næppe have sine små afkom til at lege med. Meget galt kunne ske med alt muligt i børns lange fingre. 
Lige nu kunne Jontar ikke flygte. Hvor skulle han flygte hen? Oven på sin seng, inde i skabet, under sengen? Nej, han kunne lige så godt være en god dreng og lade Emin gøre, hvad Emin ville gøre. 

Ovenpå sengebordet, hvor der normalt kunne ligge en bog i form af godnathistorie, lå der istedet nogle små ting. Fremmede ting. Ting, Jontar ikke havde set før. Det måtte være salvie og nål og tråd. Nu begyndte drengen at blive nervøs og småbange igen. Hjertet bankede i den lille brystkasse. Og på grund af manglen af gevandter var det mere end tydeligt at se, hvordan brystkassen lavede hurtige bevægelser. Både af vejrtrækning og hjertebanken. Hånden var nok også ved at være lidt svedig i Emins. Men skulle Jontar vælge mellem alle, ville valget være endt på Emin. I hvert fald i dag. Især ikke hans private slave. Hende stolede Jontar ikke på. Hun var for uduelig. Men ikke Emin. Emin var god. Rar. Ordentlig. En god slave.

Derfor gjorde drengen heller ingen modstand, da han blev løftet op og kort efter lagt igen på sin seng. Det var ikke en stor seng. Ikke som hans forældres. Det var en enkeltpersonseng. Sådan en seng for de små prinser og prinsesser. Når han var blevet ældre, ville en opgradering uden tvivl forekomme, men for nu var det en seng kun med plads til prinsen selv.
"Hmh." mumlede Jontar og nikkede, ikke voldsomt tydeligt. Den barnlige nervøsitet flød nærmest ned af ham som vandet fra det store badekar få øjeblikke tidligere. Han vidste, hvad der skulle ske nu. Derfor knugede hænderne i lagnet, til knoerne blev hvide. Hovedet blev kastet bag ud på hovedpuden og øjnene blev lukket hårdt i. Lidt frygtede Jontar, at han ville sparke Emin i ansigt af refleks. Dét måtte han kæmpe imod, hvis den refleks prøvede at forekomme. 

"Okay." hviskede Jontar, dog uden stammen. Drengen frygtede, hvis han sagde det højere, ville han knække det korte ord over i stammende dele. Han vidste godt, han ikke behøvede at virke stærk. Det var kun ham og Emin. Men han var søn af fyrsten. Hvis han var svag, vidste han en slave - af alle folk - at en Kazimi kunne være svag. At det lå i det fyrstelige blod, at der kunne forekomme svaghed. Hvordan ville det ikke se ud? Hvis et afkom af fyrsten var svag? Ingen ville tænke på alderen på ham. De ville se navnet først og ikke tænke på, hvor gammel han var. Midt i al det barnlige, der kørte rundt i drengens sind, var det denne alt for modne tanke, som styrede ham. 

Hele salvien var blevet lagt på. Jontar kunne mærke den tykke puré på begge af sine knæ. På en og samme tid var det køligt og lunt. Det sved ikke. Det prikkede en anelse i sårene, men ingen smerte. Dette gav drengen mod nok til at åbne øjnene og løfte hovedet en anelse for at se på sine knæ. Den grønne salvie var lagt på og dækkede sårene helt og holdent. 
Dog kunne Jontar ikke have lænet hoved længe, før en hånd ankom på hans pande. Kørte pandehåret til siden. Langsomt sænkede Jontar sit hoved igen. Deres øjne mødtes kort. De endnu småskræmte limegrønne mod de rolige og eksotiske gyldne. Emin sagde ikke noget, men det behøvede han heller ikke. Jontar kunne finde ro  elverslavens øjne og tilstedeværelse. 

Efter det lukkede øjnene sig i. En nynnen begyndte at flyde rundt i rummet. Den kom fra Emin. En rolig melodi. En, Jontar ikke havde hørt før. Nynnen sammen med den bevægende hånd mod ansigtet beroligede Jontar. Om det var Emins handlinger eller salvien, begyndte knæene at virke længere væk. De var stadig på Jontars ben, men de virkede underligt væk. Som om følelsen af dem bare var væk. Normalt ville det have skræmt Jontar fra vid og sans. Halvt miste fornemmelsen i knæene? Men han var rolig. Dog prøvede han at løfte det højre ben. Han kunne godt bevæge det, men det kom ikke længere op end et par millimeter, før det dumpede tungt ned i sengen igen. Hvis Emin ville sy ham uden at frygte et knæ i næsen, skulle det være nu.
Jontar var så rolig, at drengen prøvede at nynne med, selvom han ikke kendte melodien. Derfor endte han oftere væk fra, hvad Emin nynnede. Og den barnlige nynnen var næppe lige så køn som slavens. Sanger kunne prinsen nok næppe blive. I hvert fald ikke endnu. Måske, når puberteten havde gjort stemmen dybere og rundere.

Øjnene var endnu lukket i, men Jontar syntes at kunne se stadig noget. Mere end bare den mørke inderside af øjenlågene. Der var farver. Bløde, sarte farver. De dansede for øjnene af ham. I takt med den nynnende melodi. Igen, om det var urterne, salvien og bladenes bedøvende effekt eller distraktionen af nynnende melodi, kunne Jontar ikke mærke, som nålen trængte ind og ud igennem den tynde hud sammen med tråden. Knæene var på drengens ben endnu, men de kunne ikke mærkes. Det ville nok være lidt af et problem, hvis drengen skulle på toilet lige nu. Hvis ikke han kunne bevæge knæene, kunne han ikke just gå på toilet. Hvis det kom dertil, ville Emin enten skulle bære ham. Eller lagener skulle skiftes på et tidspunkt. Heldigvis følte Jontar ikke trangen til at tømme sin blære lige nu. Men uheld kunne endnu forekomme. Han var jo kun fem år. 

Jontar mærkede ikke, da Emin var færdig med at sy begge knæ, eller da lindrende blade blev lagt oven på de færdige syninger. De var først, da tæpperne blev løftet til at dække drengen bedre, stramt ind til ham. Det ville kræve lidt rokken for at komme fri. Men Jontar kæmpede ikke imod. Han lod Emin putte ham som en lille baby. 
"Put med mig." Det var ikke tit, at man hørte en Kazimi bede om noget. Men alligevel var der en bedende tone i den højtonet mumlen fra drengen. Måske var det et eller andet dybt i underbevidstheden, at Jontar bare gerne ville krammes lige nu. Ligge tæt med en anden person uanset status og race. For det var næppe noget, prinsen ville have spurgt efter, hvis han havde været ved sine fulde fem. Blandingen af medicinen og melodien havde gjort ham svag nok til at bede om, hvad han inderst inde ønskede. Og var det i sandhed ikke, hvad alle børn bare ønskede? At deres moder eller fader puttede med dem, efter de var kommet til skade? Mærke trygheden, der var forældre.

Der var ingen, som kom og puttede med Jontar. End ikke efter han inddirekte havde givet ordren. Alt, hvad en Kazimi sagde, spurgte efter, bad efter var en ordre. I hvert fald, når det blev sagt til alle andre end ens eget blod i dette palads. Alle skulle føje sig, når en Kazimi snakkede, men lige nu gjorde Emin ikke, hvad Jontar ønskede. Ikke engang, når han lød som en forkælet møgunge, der bare ville have en at putte med. Forkælet møgunge var han nok uanset hvad, høj på medicin eller ikke.

Alligevel flyttede Emin sig nærmere. Selv med lukkede øjne kunne Jontar mærke, hvordan en krop kom tæt på hans hoved. Men det var, da en hånd lagde sig på maven og begyndte at kærtegne ham igennem tæpperne, at brystkassens løft og sænkninger slappede helt af. 
"Jeg kan godt lide dig. Du er," sagde Jontar, men han blev stoppet midt i sætningen af et stort gab. I hvert fald stort for en femårig dreng. "En god slave." 
Og det var stort set de sidste rationelle ord, Jontar fik sagt. Jo, han mumlede da lidt her og der, men det lød mere som ordene fra en fordrukken prins end en lille dreng. Og der gik ikke mange minutter, før medicinen ramte ham nok til, at han blev slået ud som et lys. Selvom det var højlys dag, sov Jontar til middag. Han lagde hverken mærke til, da en paladsvagt kom ind og fandt den forsvundne prins sovende trygt i sin egen seng med en slave ved sin side. Ej heller lagde han mærke til, da den personlige slave og andre mere bekendte ansigter for drengen kom ind. Nej, han lagde ikke engang mærke til, da Emin forlod værelset for at færdiggøre, hvad end slaven havde været igang med, før han havde stødt på prinsen, der var faldet ned fra træet. Jontar lagde først mærke til noget, da han blidt blev vækket til aftensmad. Og der var Emin ikke tilstede. Kun hans familie og en lille håndfuld af slaver, tjenere og andre ansatte på paladset.