De blev alle enige om Zophias udtalelser, og da Morigan begyndte at tjekke dem, smilede de begge to. Zophias smil var mere mildt, og Malibus var det typiske, ret påpasselige smil.
  "Vi er bare glad for at have en ekstra hjælp på holdet." svarede Zophia mildt inden Malibu kunne nå at svare med en af sine spydige kommentarer Selvom hun var varmet mere op for Morigan, så var hun stadig vagtsom. De havde trodsalt også kun kendt personen i et par timer. 
  Det kunne jo sagtens være at Morigan var enten en tyv, eller morder. Måske var han eftersøgt for et eller andet, og denne prøvede at spille uskyldig. Det fik Malibu til at stirre på ham en ekstra gang med et mistænksomt blik. Hun fjernede dog blikket fra Morigan, inden denne så det.. eller hun håbede at den anden ikke havde opdaget det. Malibu dækkede over det ved at gabe. Det var som om at man bare blev mere søvnig af at være i ørkenen. 

  "Er du slet ikke træt selv?" Malibu løftede et vagtsomt bryn af Morigan da denne foreslog at De kunne holde vagt. Andre ville opfatte det som gavmildt, men Malibu synes at det lød mistænksomt. Skulle de begge ligge sig til at sove imens denne person de kun havde kendt ganske kort skulle være vågen med alle deres ting? 

Zophia kunne godt gennemskue Malibus mistænksomhed, og selvom hun havde været åben for idéen om at Morigan kunne være med til at hjælpe dem med deres dusør.. så vidste hun også godt at Malibu skulle varme op til folk, og vise deres loyalitet.
  "Jeg har næsten lige hvilet mig. Så hvis du gerne vil sove, Morigan.. Kan jeg sagtens tage vagten." sagde hun venligt. 

De øjne som Malibu sendte Morigan var stadig meget vagtsomme, De forstod nu godt at hun var ekstra opmærksom. Morigan var trods alt den der bar en maske og ville selv have sat spørgsmålstegn hvis De havde mødt en der så ud som dem selv. 
Heldigvis beroligede det Dem at Zophia holdt en mild tone imellem dem. 
Der var dog noget vildskab i Malibu, som Morigan godt kunne lide, De kunne se ting i hende, som De kunne genkende hos dem selv. De håbede hun ville bløde lidt mere op omkring Dem. Igen blev Morigan lidt forvirret over den følelse De havde, især overfor Malibu. De ville oprigtig gerne lære hende bedre at kende.

Dog kom der et spydigt spørgsmål ud af Malibus mund, hun stolede helt klart ikke på at Morigan skulle holde øje, imens de sov. Det forstod De godt og da Zophia igen reddede situationen ved at tilbyde at holde vagt, takkede Morigan ja.
De kunne godt mærke hvor træt De egentlig var, især efter jagten De havde haft tidligere igennem ørkenen. Men ideen om at De skulle sove i andres selskab, skabte dog lidt uro i Deres krop.  
De sagde til Zophia "Mange tak, jeg ville værdsætte at tage et lille hvil, jeg lader Haga holde vagt i palmen, hun skal nok vække mig hvis der er nogle fare" De håbede ikke at de troede at De ville lade Haga holde vagt for også at holde øje med dem. 

De kiggede på Malibu og sagde så "Har du lyst til at tage et lille hvil sammen med mig?" 
Da ordene kom ud af Morigans mund, kunne de godt selv høre hvor forkert det lød. De skyndte sig at tilføje akavet "Øh undskyld det var slet ikke sådan ment!" 

Malibu sad med armene over kors som et stædigt og surt tre-årigt barn, og kiggede på Morigan, men da Zophia tilbød at hun kunne tage nattevagten, frem for Morigan, løsnede hun en smule mere op og nikkede beslutsomt. 
  "Det synes jeg lyder som en forrygende idé!" Hun talte næsten over Morigan da hun sagde det, så hans ord halvdruknede i hendes høje røst. 

Malibu var ikke rigtig en pige med pli, og det kom til udtryk her. Hun kiggede dog hen på den fremmede imens denne prøvede at tale, men uden at sige noget til denne, kiggede hun tilbage på Zophia som gav et godtagende nik. "Fint, så er det en aftale." Hun rejste sig og børstede noget af sandet af sig. 

Det næste Morigan sagde forskrækkede hende. Hun følte sig som taget på sengen, og da hun samtidig var i færd med at tage en tår at drikke fra sit krus, sprøjtede indholdet til alle sider på grund af hendes forfærdelse. Zophia var allerede på vej hen til sin vagtpost og hun grinede af optrinnet, men sagde ikke noget. Det måtte Malibu selv klare. Der var en klar rødmen hen over hendes næse og hun så vredt på elveren da denne forsøgte at snakke sig ud af den kattepine som den havde sat sig i. Malibu lignede nærmest en som var klar til at slås. 

Hun fnøs så da han undskyldte og rystede fornærmet på hovedet, "Du ligger derovre, så sover jeg her.." Hun fandt nogle ligge underlag frem. Malibu gav ham sit, og så lånte hun Zophias. "Og prøv ikke på noget, du!" hun løftede en truende finger af ham. 

Morigan kunne godt mærke det var længe siden De havde tilbragt tid med andre folk og det gjorde Dem åbenbart lidt nervøs og desværre også akavet. Da Malibu sprøjtede sin drik udover det hele, vidste Morigan ikke om De skulle grine eller undskylde noget mere. Morigan var normalt meget høflig anlagt, det kom sig af at skulle tilpasse sig andre folk uden at vække opmærksomhed på dem selv. Det havde gjort at de ofte ikke sagde noget, men når de gjorde var de ord de sagde meget gennemtænkt. Dog var denne situation ny for Dem og De ville gøre deres bedste for at blive i dette selskab. I det mindste til opgaven de havde fået lov at være med på, overstået. De håbede virkelig at Malibu ville få et bedre syn på dem efterhånden som de brugte mere tid sammen. 
Lige nu virkede Deres håb småt, for de øjne Malibu sendte, lignede hun mest en der var klar til at slås. 

Liggeunderlaget Malibu rakte til Dem, var luksus. De var vant til at ligge på sandet uden noget. Sandet var ofte dejlig varmt efter en dag med solens varme stråler, eller også brugte de et tæppe hvis sandet enten var for varmt eller koldt. De takkede dog høfligt for liggeunderlaget. De lagde det ned og så hvordan Malibu bestemt lagde sig med god afstand fra Morigan. De smilede under masken og lagde sig så ned. Da de kiggede op var stjernerne begyndt at glimte, der var intet som nattehimlen ude i ørkenens åbne landskab. De vendte hovedet mod Malibu og undrede sig over hvordan hendes liv med Zophia så ud og ville gerne spørge, De havde dog ikke noget håb om Malibu ville svare, men De spurgte nu alligevel "Hvordan lærte Zophia og dig hinanden at kende?"

 Malibu havde lagt sig med synlig afstand fra Morigan. Det var bedre at være på den sikre side når alt kom til alt. Personen der var begyndt at redde op til søvn var stadig en fremmed. Det kan godt være at Denne person var blevet accepteret af Zophia, og selvom hun ofte var en god menneskekender, følte Malibu at hun alligevel måtte være varsom overfor denne peronsling. Der skulle noget mere til end bare en samtale og et håndstryk før Malibu kunne acceptere vedkommende og lukke Dem ind i varmen. Det kunne godt være at de to tidligere havde haft et øjeblik hvor de kunne snakke fredeligt sammen, men Malibu måtte minde sig selv om at det ikke var alle man skulle stole på. Og hvad var det for noget pjat med at Zophia sagde at hun kunne lide Morigan. Det var jo tosse tanker! 

  Resolut, havde Malibu lagt sig med ryggen til Morigan, som en slags sagte udmelding der indikerede at de ikke var på venskablig jord endnu. Hun havde stadig blussende kinder ved tanken om hvis hun og Morigan skulle have sovet sammen - som vedkommende var kommet til at sige. Hvilken frækhed. 
  Tyran havde sneget sig ud og lagt sig på hjørnet af underlaget, tæt ved hendes hovede, som for at kunne være hendes øjne i nakken, nu hvor hun lå med ryggen til Morigan. Hun lukkede øjnene og prøvede stædigt at ligge sig til at sove, selvom hun slet ikke var træt lige nu - hvordan ville hun overhovedet kunne falde til ro når der lå en fremmed blot nogle metre fra hende? Hvad tænkte hun dog på at have præsenteret denne Morigan for Zophia, og nu skulle de arbejde sammen? Ja ja, jo jo.. Ørnen var ret god at have til denne jagt, og hvis de skulle bruge ørnen, skulle de bruge Morigan. Irriterende. 

  "..." Hun var stille og lyttede da Morigan stillede hende et personligt spørgsmål. Og så udstødte hun ellers et højt og langt suk. For virkelig at understrege hvor irriterende hun syntes Morigan var lige nu. Det var hundrede procent med vilje at hun ville gøre det svært for den anden. Det kunne jo være at vedkommende ville tabe ansigt og udstille hvem de egentlig var.
 Sikke nysgerrig du er. Tænkte hun og surmulede lidt igen. Mon det var oprigtig nysgerrighed? Eller talte den anden bare for at overbevise dem om at vedkommende ikke var farlig og derefter kunne snyde dem? Hun lod stilheden hænge lidt akavet imellem dem, inden hun modvilligt vendte sig mod Morigan, så hun kunne se på ham. 

Malibu så vurderende på Morigan og fnøs så. "Er dit ansigt virkelig deformt, som du siger eller lyver du?" Kom det en smule fjendtligt fra hende istedet for at hun svarede på hans spørgsmål. Hun opførte sig virkelig som en 3 årig der havde besluttet sig for ikke at kunne lide bestemte personer - og denne person lige nu var så Morigan - kun af ren stædighed. Det var meget koldt og varmt når det kom til Malibu, men hun havde også svært ved at regulere sine følelser overfor fremmede. 

Da Malibu lå med ryggen til, kunne Morigan ikke få øjenkontakt, hvilket de ellers ofte foretrak, i stedet måtte De nøjes med Malibus slange. Slangen gav Dem et skummelt blik, så De vendte blikket op mod stjernerne igen. Hvis det ikke var for Malibus lange suk, havde De troet hun var faldet i søvn, for der gik virkelig lang tid før hun svarede Dem. 
Morigan blev nervøs for om De havde overskredet en grænse så De skulle til at sige det var okay hvis Malibu ikke ville svare, men så vendte hun sig mod Dem og Morigan var taknemlig for at få øjenkontakt med hende. Det gjorde det altid lettere for Dem at aflæse folks følelser og håbede De ville se at De ikke havde stødt hende. Men blikket De fik var ekstremt køligt og hendes spørgsmål som angik Deres ansigt var som en mavepuster De ikke lige havde regnet med.

Morigan vidste ikke hvad de ville svare. Normalt var det ikke svært for Dem at lyve, De havde gjort det i så mange år, men De ville virkelig gerne have Malibu kunne lide Dem. Hvorfor det var så vigtigt at det lige var hende kunne Morigan ikke svare på, men det føltes næsten som skæbnen at De stødte ind i de to da De gjorde. De var begyndt at føle at De ikke havde noget mål mere. De havde set så meget på deres rejser og var endelig vendt tilbage til ørkenen, men uden nogen anden årsag end De savnede stilheden. Der gik dog ikke længe før De savnede et mål eller faktisk bekendte, ørkenen var så stor og så tom lige pludselig og ikke bare Deres gamle tilflugtssted. 
De havde skjult deres ansigt i så mange år nu, kun vist det til en- og her kom der to fremmede med noget så spændende et erhverv som dusørjægere. Måske det var det de skulle afprøve med deres liv. De havde trænet siden de kunne gå og her var der endelig en mening med det, end bare at forsvare sig selv på vejen i deres evige rejsen. 

Men hvad skulle de dog svare Malibu. Det var svært at sige sandheden når den løgn man har brugt i flere 100 år næsten var blevet ens sande jeg. Især overfor dusørjægere som jo var det De havde flygtet fra hele deres liv. Her sad De og tænkte alt for store tanker med Malibus øjne boret ind i Deres sjæl. Ville hun vide hvis De løj. Moirgan endte også med at sukke dybt, men kom på en ide så De forhåbentlig kunne gøre svaret mere spændende så Malibu måske ville blive mere interesseret i Dem. Så De valgte at svare med en halv løgn i stedet. "Jeg har skjult min ansigt i mange år fordi den bære på en hemmelighed. Men du kan først få den af vide hvis vi lære hinanden bedre at kende" De sendte et blik fyldt med hemmeligheder tilbage til Malibu og håbede hun kunne se De smilte under masken. 

 Da svaret endelig kom fra Morigan prustede Malibu ud af munden irriteret, og himlede med øjnene. En hemmelighed, ja ja. Kunne hendes ører vende sig om en kanins, havde hun gjort det ved det næste denne fik sagt. Det var som at lokke et sky dyr ud af sit skjul med et par godbidder - og dét var desværre nok til at den stædige kvindes nysgerrighed voksede sig større. Lidt som et lille barns. Det var ligesom når man ville have noget man ikke kunne få - så ville man have det endnu mere. Sådan var det også lidt med Morigan, altså at hun pludselig fik vakt en interesse for at lære vedkommende at kende, og finde ud af hvad der egentlig var bag den maske.

 "Ja ja." vrissede hun med et suk, og gjorde ikke noget for at dække for sin tydelige irritation. Malibu havde dog fornemmet, at der nok var antydningen af et smil bag vedkommendes ord. Drillede denne hende lidt? eller morede personen sig bare over at denne havde en hemmelighed, og Malibu måtte ikke vide om den endnu? Det var lige før hun kunne høre Zophias milde latter et sted i nærheden. Lyttede hun til deres samtale? 

 Malibu skuttede sig lidt. Det nyttede alligevel ikke noget at tvinge hemmeligheden ud af Morigan. Hun drejde hovedet stædigt og kiggede op på den mørke himmel fyldt med stjerner inden hun så klemte øjnene hårdt i et forsøg på at tvinge søvnen til sig. 

 "Vi skal tidligt op imorgen." sagde hun så påpegende, og lød en smule sur. Men nok mere betuttet. "Så godnat, Morigan." fnøs hun, og lagde sig til at sove. 

Morigan følte sig tilfreds over sit svar og synes at kunne ane lidt nysgerrighed i Malibus øjne hvilket gjorde Dem glad. Hun vendte dog sit blik op mod nattehimlen, hvilket fik Dem til at lægge og kigge lidt på hende. Morigan måtte selv indrømme at Malibu virkede som en interessant karakter, De elskede at møde personer som hende, hvor de ikke var en åben bog, men man rent faktisk skulle arbejde for deres tillid for at få noget ud af dem. De ville glæde sig til at forhåbentlig at bruge mere tid med hende, så de kunne lokke nogle personlige svar ud af hende. Hun havde sikkert nogle spændende historier fra sit erhverv som dusørjæger. Gad vide hvilken bagrund hun kom fra. Malibu afbrød Morigans dybe tanker, ved at sige godnat med et fnys. Det fik endnu engang Morigan til at smile under sin maske. 

De lagde sig til rette på liggeunderlaget som Malibu havde givet Dem. De måtte indrømme at det var ganske behageligt fremfor altid at ligge direkte på sandet. Morigan kiggede selv op på stjernerne. Det hele var så spændende med nye mennesker og en opgave at skulle stå op til. Men Malibu havde ret, De måtte finde ro så De kunne få noget søvn og være frisk til hvad der var i vente i morgen. Morigan brugte den teknik De altid brugte når De ikke kunne sove. De lagde hånden på maven og lod nogle dybe vejrtrækninger gå igennem kroppen og inden længe fandt De den ro der skulle til få at sende Morigan til drømmeland.