"Ugh, hvorfor giver du så meget mening!" stønnede Cyreesai et sted under hans forklaring, hvor hun overvejede at holde op med at lytte.
Det var lige før hun havde lagt sig med rygfinden i sandet i bare opgivelse over, hvor smart og klog, Eyidivan kunne lyde, men det ville betyde at se mere på himlen end på ham. Og det var jo upraktisk, fordi solens stråler stadig holdt skydækket lyst, og det gjorde ondt i øjnene.
Hun tog imod flasken igen, mens hun ufrivilligt mærkede varm rødme stige op i sine kinder, da han udtrykte, at han ville elske at se hende i arenaen. De næste ord forsvandt ligesom efter at de første satte sig fast. Eyid ville elske at se hende i areaen...
"Jeg troede ikke engang, du så arena-kampe!" udbrød hun med et smil, der forsøgte at dække over de blussende kinder. "Det plejer at være under jer i Ke'Jaelin, gør det ikke? Ligesom jeg virkelig skal passe på med at tale højt om, hvor mange forestillinger, jeg sniger mig med til..." Det gik øjeblikkeligt op for Cyreesai, at hun faktisk aldrig havde fortalt nogen andre end sin eneste kunstinteresserede 'veninde' (for det var det eneste, de lavede sammen, så hun vidste ikke helt, om de talte som veninder) om sin forkærlighed for teater - heller ikke Eyid. Ved Dybet den her drikkelse måtte virkelig være slem til at fjerne ens grænser, når hun blev så åbenmundet! Hun havde ikke engang drukket fem tåre endnu! Selskabet var jo heller ikke værst... "Så jeg tror, jeg ville mødeeeee...." Hun tog en tænketår. "En fra Chutoo'ran! Du ved en af deres bedste med otte fangarme, to almindelige og et våben i hver. Dét ville vise min far, at der bestemt ingen skam er i at sende mig i arenaen. Jeg ville tvære dem i bundsandet, ville jeg! Du må have set, hvordan de puster sig op og gør sig til, når hunfiskene kommer forbi. Især ham der Rhisi... Rhoda... Jeg kan ikke huske, hvad han hedder. Det er ligemeget. De hedder alligevel alle sammen det samme. Jeg ville lave dem til tangsuppe, det er pointen."
Da hun havde glemt, at hun allerede havde taget en tår, tog hun en til, før hun sendte flasken tilbage igen, mens et drillesygt smil dukkede op på hendes ansigt, og de mørke øjne ikke skjulte en lumsk intention. "Tør du svømme ned i Dybet, indtil du ikke kan se overfladespejlingen mere? Alene?"

    "Fordi," svarede han hende med et selvtilfredst udtryk, selvom han udmærket godt vidste, at hendes udbrud havde været retorisk, "jeg er helt uforskammet intelligent..."
    Hendes blussen var klædelig, men han kommenterede den ikke - nok skulle hun mobbes ud af sine stive Kriger-vaner, men ikke når der ikke var god grund til det. 
    I stedet fnøs han. "Tror du jeg lader chancen for at se veltrænede Kriger-fisk slå hinanden i hovedet gå mig forbi? Måske hvis det er én af minde mødre, der spørger, men da ellers ikke!" 
    Hendes fortalelse fik ham til at le højt. "Se selv!" udbrød han og slog ud imod hende. "Du kan jo godt! Dét med at løbe om hjørner med din sure, gamle far...!" Men under den lille stikpille gjorde det ham en lille smule varm i kroppen at vide, at hun havde en interesse for hans felt - for dét, hans liv i høj grad drejede sig om - ligesom han havde en interesse for hendes.
    ....selvom hans interesse måske var af en mere kødelig karakter. Men at det samme var tilfældet for hende, kunne jo heller ikke udelukkes...

    "Om jeg har set dem!" udbrød han med rullende øjne. Han kunne ikke fordrage de opblæste Chutooran'er - der var bare alt for meget selvtillid samlet på for lidt plads... "Og jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men jeg ved, hvem du mener - ham, der er på min alder, ikke? Måske er par år ældre? Jeg ved Atha'ame havde et godt øje til ham på et tidspunkt... Sikkert den typiske forblændelse af mulighederne med så mange fangarme..." Eyid rystede på hovedet. "Det er seriøst en fantasi, I hunfisk skal lægge fra jer... Det nytter jo ved Dybet ikke at have otte arme, hvis hjernekapaciteten ikke engang rækker til to..."
    Da flasken kom retur tog han velvilligt imod den og lo så atter - højt - da hendes spørgsmål lød. "Nej," svarede han med eftertryk og gjorde en lille salut med flasken imod hende, før han tog en slurk, der bestemt understregede hans svar. "Jeg har jo ikke et dødsønske, vel?" 
    Så fik han alligevel tænkt over hendes spørgsmål og grunden til, at hun kunne have stillet det. Og en tanke faldt ham ind - en tanke, der var gjorde ham alvorlig. 
    "Okay, jeg har et spørgsmål til dig. Og husk - du skal svare ærligt." Hans udtryk var blevet underligt beslutsomt. En tår mere blev taget, før flasken blev rakt tilbage. "Synes du jeg er en kujon?"

Cyreesai spruttede en lille latter ud ved Eyidivans kommentar om hjernekapacitet og fangarme.
"Tro mig, det er bestemt ikke min fantasi!" mumlede hun samtidig, ganske oprigtigt. 
Ét var, at hun ike rigtig gjorde sig i fantasier, som ikke handlede om kamp, men noget andet var, at hun helt seriøst fandt det decideret uhyggeligt at tænke på at tage en af sprutterne som mage. Foreninger mellem forskellige typer havfolk blev ikke set ned på, og hun mente om nogen, at man skulle have lov til at vælge sine venner og partnere, som man havde lyst til, men at forene sig med en med otte arme, mens man selv kun havde ... Nej, hun kunne slet ikke lide tanken. Der var noget ved alle de tentakler, der fik hende til at skutte sig, så snart de ikke blev brugt til at svømme eller kæmpe med.

Det næste spørgsmål ændrede stemningen betragteligt. Cyreesai havde allerede rakt ud mod flasken, og endte med hånden halvt om halsen på den, halvt over Eyids hånd, men gået i stå, da ordenes tyngde ramte. Stilhed sænkede sig omkring den, og hun blinkede et par gange i et åndeløst øjeblik, mens deres blikke var fastlåst på hinanden. Langsomt trak hun flasken til sig og sænkede blikket til sandet mellem dem.
"Engang troede jeg, du var," svarede hun efter at have tænkt mere grundigt over sine ord, end hun ville gøre med en kampplan."Men du er aldrig flygtet fra en kamp - hverken ude på Revet eller i Hjertet." Atter hævede hun blikket og fugtede sine læber. "Så nej, jeg synes ikke, du er en kujon, Eyidivan. Nogle gange er du bare dum at høre på."
Det sidste blev sagt med et forsøgende glimt i øjet, men det var stadig sandhed i det. Nok var de blevet venskabelige efter deres Blodsbånd, men når det kom til planlægning af kamp eller patruljeringer, stødte de stadig finnerne mod hinanden henover Rådsbordet. Og de var ikke engang gamle nok til reelt at sidde i Rådet endnu.
Det ville være oplagt at følge op med et lignede spørgsmål til ham. Om han syntes hun var for overilet. Tænke sig for lidt om. For frembrusende og impulsiv. Men hun kendte allerede svaret på alle de spørgsmål. Eyid behøvede ikke alkohol indenbords for at udtale sig om sådan noget.
"Hvem har dine mødre i tankerne til din Forening?" spørgsmålet fløj ud, før hun rigtig havde nået at overveje, hvad det var, hun sagde.
Alle i distriktet vidste, at Eyid var lige så promiskuøs som Cyreesai var afholden, og hun havde set ham svømme væk med flere hunfisk på det seneste. Hun kunne kun gætte sig til, hvad de lavede. Ting, hun helst ikke ville forestille sig. Men hendes egne forældre var begyndt at overveje mulige fisk til en forening ind i Va'Chakessa, og de blev stødt mere seriøse omkring foretagnet. Nu hvor Cyreesai snart skulle tage en mere aktiv plads i Rådet som sine forældres efterfølger, ville det være godt for hende at have en stærk alliance i baghånden. Hun kunne ikke forestille sig andet, end at Ke'Jaelin opererede efter cirka samme tidsplan.
Hun hadede tanken.

    Eyid var fristet - ualmindeligt fristet! - til at spørge hende, hvad hendes fantasier så var. Havde de været i gang med den anden flaske, og ikke den første, havde han sandsynligvis også gjort det, men selvom han kunne mærke den behagelige, svimlende ørhed fra Landgængerdrikken, så var han endnu ikke så påvirket, at han havde glemt at tage hensyn til hendes følelser.
    Og Cyreesai ville hade sådan et spørgsmål.

    Han drejede hovedet og studerede hende tavst, mens hun gav ham sit svar. Egentlig ikke et svar, der kom bag på ham, men derimod et svar, han endte med at se sig godt tilfreds med. Og som beroligede den lille snert at bekymring, han et øjeblik havde næret dybt nede i maven.
    Han vidste jo godt, at hendes syn på ham havde ændret sig - ligesom hans havde ændret sig, når det kom til hende. Men det var nu rart at høre hende sige det højt. 
    Også selvom han blev nødt til at fnyse håndligt af det sidste.
    "Det er jo kun fordi, du er notorisk kendt for at være allergisk overfor fornuft..." mumlede han - så lavt, at hun kun lige akkurat ville kunne høre det. Men han smilede imens han sagde det. 
    Det var sådan han ville tale til et strategimøde på Revet, og måske var dét grunden til, at bølgerne stadig somme tider kunne gå højt imellem dem. Men de var blevet bedre til at bruge hinandens styrker efter Blodsbåndet, og samarbejdet derude imellem Sangere og Krigere gled lettere, end det nogensinde havde gjort.
    ...selvom hun stadig kunne drive ham til vanvid.
    Da hendes spørgsmål kom, fik det hans øjenbryn til at skyde i vejret. Forening? Hvor i Dybets navn kom dét nu fra?
    "Okay," erklærede han og rakte ud efter flasken. "Hvis jeg skal til at gå i gang med det, får jeg brug for dén dér!" Da den kom ham i hånde tog han en ordentlig slurk og rystede den så en lille smule - en ordløs kommentar på, at der snart var temmelig lavvande i den. 
    Så lænede han sig tilbage i sandet igen med et dybfølt suk og flasken hvilende i et løst greb imod sandet "Du ved hvordan Mor Riyeena altid har haft gode forbindelser i Takhee'ta ikke? Jeg tror, hun pønser på at... udvide samarbejdet. Jeg ved, at overhovedet for én af de gamle Arkitektfamilier har en datter på min alder, og hvis jeg kender Mor Riyeena ret..." Han trak på skuldrene. "Det ville være det logiske, politiske valg. Om jeg så bryder mig om det eller ej... Heldigvis er Mor Aleissan mere romantisk anlagt, og jeg håber lidt, jeg måske kan appellere til hendes romantiske side, hvis Mor Riyeena bliver for insisterende..." Endnu en tår og endnu et skuldertræk. Eyid så ud over havet i stedet for på Cyreesai. "Hvorfor interesserer du dig for, hvem jeg skal eller ikke skal Forenes med?" Først da vendte han blikket imod hende igen og studerede hende et sekund eller to. Indgående. "Går du selv med dén slags tanker, Sai?"

Takhee'ta-døtrene havde noget af et ry, når det kom til skønhed og konstruktion, og Cyreesai blev nødt til at kigge ned, da benævnelsen af navnet fik hendes mundvige til at hæve sig i en snerrende grimasse, der heldigvis ikke kom lyd på. Mens Eyid lænede sig tilbage og for at skjule sin instinktive reaktion - hvorfor blev hun pludselig så sur? - skiftede hun stilling og lagde sig på maven med hagen i hænderne og blikket vendt ind mod øen. Havet så hun jo på hver dag. De sære, tørre træer havde virkelig en charme over sig. Ikke at det fortalte hende, hvorfor hendes tanker var gået i gang med at forestille sig, hvordan hun nemmest kvalte en Takhee'ta-datter.
"Ugh," Det blev Eyids spørgsmål tilbage, der trak hende ud af det meget visuelle tankespor, og hun rev flasken ud af hånden på ham, tog en slurk og rullede rundt, så hun endte på ryggen og sikkert med utrolige mængder sand i håret. "Far er begyndt at tale om det. Mor har jo været lidt på udkig siden jeg blev født, men jeg tror far gerne vil have en alliance, inden jeg begynder at sidde ved hans side og agere stedfortræder, når han ikke er der. Han siger, vi langsomt begynder i løbet af koldstrømningstiden. Man kan aldrig få nok øvelse, siger han. For han har jo ikke tænkt sig at abdicere. Han kommer til at sidde der til jeg får yngel, tror jeg. Men det er stadig træls. Nu har jeg lige fundet ud af, at man kan lave sådan noget her. Jeg er ikke klar til en Forening, Eyid. Jeg kommer jo til at slå vedkommende ihjel." Et hårdt fnys kom fra hendes læber. "Men han vil ikke snakke højt om, hvem de tænker på. Sikkert en af talerfamilierne."
Hun lagde armene under hovedet og drejede hovedet, så hun kunne se på Eyid. Med det hvide skydække som baggrund, lignede det, at han havde en grønlig aura hele vejen rundt i omridset af hans figur. Det glimtede let, lidt ligesom når stjernerne spejlede sig i havoverfladen.
"Vi burde gøre det her lidt oftere," kommenterede hun så, og glemte helt, at det var meningen, hun skulle stille et spørgsmål. "Det er rart at komme lidt væk, og det summer sjovt i mine finner."

    Eyid fnøs en meget tør latter, da hun nævnte sandsynligheden for at komme til at myrde sin kommende mage. "Dét er jo også en måde at løse problemet på..." mumlede han - men lavt nok til at hun muligvis ikke ville høre det. Han nikkede til hendes spekulationer om Talerfamilierne - dét havde han også selv tænkt. Det var det eneste, der gav mening.
    "Hvis han er klog vælger han én fra Samlerfamilierne," bemærkede han, fordi han ikke kunne lade være - dels på grund af alkoholen, der efterhånden kunne mærkes i finnerne hele vejen ned langs ryggen, dels fordi han var sine mødres søn og politiske analyser aldrig lå særlig langt væk i hans bevidsthed. "Samlerne ligger altid lige på vippen imellem Ke'Jaelin og Va'Chakessa, så hvis han kunne sikre deres støtte i flere sager med en Forening, så ville I pludselig stå meget stærkere i Rådet..." Han overvejede et øjeblik implikationerne ved sine egne ord - kunne nærmest høre Mor Riyeenas skarpmundede brok over et sådant politisk udspil for sit indre øre. "Valerias hellige vande..." mumlede han så og løftede et øjenbryn, som hun sikkert ikke ville bemærke - ikke sådan som hun havde lagt sig med ansigtet ind imod øens mørke træer. "Mine mødre ville hade det...!"
    Så grinede han pludselig - rovdyrgrinet, der gav udsyn til de spidse hjørnetænder. "Men mon ikke det bliver en Jager i stedet? Jeg mener - din far går voldsomt op i styrke og kampevner og alt dét, så mon ikke han ofrer det politisk smarte for sine åndede principper? Det tror jeg..."

    "Jeg elsker at gøre sådan nogle ting her med dig," bemærkede han som sandt var. Alligevel så han ikke på hende, men havde stadig blikket fæstnet et sted langt ude over det efterhånden natsorte hav. "Og Sai... Om jeg så skal vriste dig væk fra en kommende mage... Så kommer vi ikke til at holde op - aldrig nogensinde..." Fordi det hele pludselig blev lidt for alvorligt lænede han sig til siden i sandet og greb den anden flaske med et snuptag - hev proppen op med en yderst tilfredsstillende lyd. "Hvis du nu selv kunne vælge..." sagde han så konspiratorisk. "Hvem ville du så Forene dig med?"

Det var en sjov tankeleg at tænke sig selv gift med en samlet. Ét var, om det var politisk smart og ville gå Ke'Jaelin på, men noget andet var at tanken ikke var helt forfærdelig. Der var ligesom ikke noget pres. Hvis hun forenede sig med en jager eller kriger, ville der konstant være tanker om, hvorvidt partneren var god nok; stærk nok.
Med en samler ville konkurrencen være væk. Behovet for at være bedre end de andre. De ville kunne opveje hinanden. Lidt ligesom en... Sanger.
Det var i det øjeblik i hendes tankerække, at Eyidivan stillede sit næste spørgsmål. Samtidigt løftede Cyreesai Va'Chakessa blikket til hans og det var nok lige præcis her, at en gnist blev tændt dybt, dybt nede i de mest fortrængte kroge af hunfiskens sjæl. En gnist, hun først mange år og mange sorger senere ville opdage på det, som mange ville betegne som det absolut værst mulige tidspunkt.
Men lige nu var hun ung, dum og uvidende om sine egne behov, og derfor kom der ikke andet ud af hendes mund end et bøvet "Øøhhh..."
Det var nemlig så velartikuleret en krigerfisk kunne være, når de virkelig prøvede.
"Måske... Ikke nogen?" Forsøgte hun sig dernæst med, mens hun viftede ad Eyid om at række hende den nyåbnede flaske. Den sidste tår havde haft underligt bundslam i sig. "Eller en, der gider bære rognen, så det ikke skal være mig. Det er ærligt talt ikke noget, jeg har tænkt over. Hvad med dig? Du må da efterhånden vide det, så meget som du mænger dig med.... Piger." 

    "Der er jo ikke nogen, der siger, man skal have afkom..." bemærkede han og rakte hende flasken efter selv at have taget jomfrutåren - dén fik hun ikke to gange! "Dét er jeg ikke sikker på, jeg selv skal have... Det virker som meget arbejde. Og der går fortvivlende mange år før de rigtig... kan noget... ikke sandt? Jeg har da helt bestemt planer om at lade Atha'ame stå for at føre slægten videre, når hun engang er gammel nok til det." Som Atha'ame havde travlt med at lege rebel i øjeblikket, var dét muligvis en plan, hun ville erklære sig meget uenig i. Men dét forholdt Eyid sig ikke til lige nu.
    Han lo i stedet skamløst af Cyreesais spørgsmål og sendte hende et spillende blik igennem halvmørket. "Der er jo forskel, Sai!" bemærkede han kækt. "Kæmpe forskel! En livslang partner skal kunne noget lidt andet, end en pige man bare..." Han løftede et øjenbryn. "Mænger sig med en enkelt nat... Og ja - det kan da godt være, jeg har været rundt, men jeg har ved Dybet ikke fundet én endnu, jeg ville turde Forene mig med. Eller som jeg har haft lyst til at Forene mig med, for dén sags skyld." Rovdyrsmilet vendte tilbage på hans ansigt. "Det er lidt noget andet, det har handlet om..."
    Næsten uvilkårligt lænede han nakken tilbage og opdagede til sin begejstring, at det var blevet så mørkt nu, at stjernerne trådte frem på himlen - som millioner af små, lysende perler, en kæmpehånd havde tabt ud over nattehimlen. 
    "Hvad tror du, jeg har allermest lyst til, lige nu?" 
    Spørgsmålet var så tilfældigt, som noget kunne være, og han vidste knapt selv, hvor det kom fra - eller hvad svaret var, for dén sags skyld. Men noget ved den forudgående samtale havde givet ham en uro i kroppen - nærmest en trækken i mellemgulvet; noget, der ikke kun kunne tilskrives Landgængerdrikken, selvom den efterhånden havde lagt sig tung over hans hjerne. Så hvorfor ikke spørge hende? Hvem kendte ham egentlig bedre end hun? 

"Pfft, som om nogen af os får lov til at slippe uden afkom," fnøs Cyreesai. "Arvinger og alt det der."
Nu hvor mørket havde sneget sig op over den sunkne sol, var der meget nemmere at se alting. Alt lige fra bølgernes brusetoppe til Eyidivans prydefinner stod frem i natten, hvor lyset før havde gjort det hele mudret og sammensmeltet at se på. Og imens hun betragtede sin ven forklare forskellen på sine piger og dem, man ville bruge livet sammen med, indfandt der sig en underlig ro i hende. Måske vin-induceret. Uanset hvad var de indre billeder af at kvæle hunfisk ikke så påtrængende mere, hvorfor end de så havde været det før.
"Hvad du har lyst til lige nu?" gentog Cyreesai forvirret over spørgsmålet. Hvor var dét lige kommet fra? Var det ikke meningen, at det skulle være dybe, personlige spørgsmål? "Eh, sikkert at mænge dig med en bunke piger ..." Det var kun med nød og næppe, hun ikke havde sat åndssvage foran piger, og foragten var ikke helt fri af hendes stemme, så hun fulgte op for ikke at lyde alt for fordømmende. "Eller en politisk diskussion. Det er du altid i humør til, er du ikke? Ikke at jeg kan finde på et godt emne ... Jeg har ikke engang videre lyst til at slås lige nu. Sandet er for blødt."
Og finnerne summer og luften er kølig, himlen og selskabet smukt. Hvad? 
Herude var der ikke noget pres eller nogle forventninger til noget som helst. De kunne bruge natten, som de ville, og drikke den bittersøde væske. Tage konsekvenser og ansvar i morgen. Bare være her, to arvinger, der burde hade hinanden for at fuldende deres skæbne, eller noget.
"Mine tanker giver ikke mening mere," kommenterede Cyreesai højt, uden faktisk at have villet andet end at tænke det. "Er det sådan den her landgængerbryg virker? Åh et spørgsmål... Øh ... Hvorfor sagde du mig imod til sidste taktikmøde, selvom vi var enige om, hvad der skulle gøres?"

    "Du får det til at lyde som om jeg ikke laver andet!" udbrød han anklagende, da hun bragte 'hans piger' op igen-igen. "Helt ærligt, Sai! Jeg har altså også andet i hovedet!" Da hun fortsatte over i politiske diskussioner klappede han dog i, for måske var hun ikke helt galt på den... 
    Men det var nu ikke dét... ikke...
    Han blev afbrudt i sin selvgranskelse, da hun - lidt som var det en eftertanke - nævnte, at hun ikke engang havde lyst til at slås lige nu.
    Og måske var det dét - dét, der havde fået ham til at spørge. For hans krop var afslappet - hans tanker ligeså. Han havde ingen planer, følte ingen forventning. Han var så... atypisk ubekymret lige nu - i hendes selskab - at det eneste, han faktisk havde lyst til, var at følelsen kunne vare ved...
    Og så havde han lyst til at række ud efter hende - at trække hende tættere på. Men det var alkoholen, der snakkede, og han turde ikke. Ikke med hende. Der var for meget, der kunne gå galt...
    Han smilede i mørket, da hun fortalte at hendes tanker ikke længere hang sammen. Det gjorde hans heller ikke... ikke som de plejede, i hvert fald. Tankerækkerne var ligesom... opbrudte - tankerne lod sig distrahere af pludselige indskydelser...
    Han kom til at grine, da hun stillede sig spørgsmål. 
    "Fordi," forklarede han - kunne høre, at hans ord var begyndt at blive en lille smule slørede efterhånden. "Fordi du har godt af lidt modstand! Og jeg elsker at diskutere med dig." Rovdyrsmilet kom frem igen, for han elskede også at drille hende, og derfor fortsatte han: "En god diskussion er som optakt til elskov - og jeg er ekshibitionistisk nok til at blive en lille smule begejstret, når jeg får mulighed for at gøre netop dét foran resten af krigsrådet..."
    Fordi han følte, han måtte give hele svaret, tilføjede han - lidt mere alvorligt: "...og desuden ville folk fatte mistanke, hvis vi pludselig var rørende enige om alting... Resten af Distriktet er ikke vant til, at jeg respekterer dine meninger. Så nogle gange bliver jeg nødt til at lade som om det ikke er tilfældet."

"Så du siger ...." begyndte Cyreesai langsomt og drillende med et smørret smil på læberne. "At du ikke har hovedet fuld af piger og uanstændighed ..."
Hun skubbede sig op at sidde og lænede sig langsomt ind mod ham med halvt sammenknebne, granskende øjne. En svimlende ørhed kom kort over hende, og hænderne flyttede sig i sandet for at være helt sikker på, hun stod fast, men hun formåede at holde øjenkontakten sådan nogenlunde, mens hun strakte den dramatiske pause. Det var næsten et stimespil værdigt.
"Og så er din første sammenligning til en diskussion .... Elskov,"  Cyreesai slog ham på skulderen - eller det ville hun havde gjort, hvis hun ikke havde misset. "Så ja, du har ikke hovedet fuldt af andet. Det er alt, dit hoved er fuldt af."
Og Cyreesai selv? Ja, hun var vist også ved at være ret fuld. 
Det havde ikke føltes som så meget, mens hun havde ligget ned. Den vandrette position havde på en eller anden måde sløret hendes egen opfattelse af, hvor meget den her landgængerdrik egentlig påvirkede små fisk som dem. Det var da ikke så slemt, havde hun fortalt sig selv. De fortællinger, andre kom med, når de havde været oven vande med et par flasker, måtte være den rene overdrivelse, for ...
Men nu hvor hun havde rettet sig op, og væsken fik lov til at bundfælde sig i maven og sive ud i kroppen, var forskellen fra de steg op fra vandet et par timer tidligere markant. Finnerne summede, og hun var enormt opmærksom på sådan cirka alting. Men på en anden måde, end hun var vant til fra kampsituationer. Kroppen var sløv og behagelig i stedet for at dirre af spænding. Blikket svømmede rundt uden rigtigt at vide, hvor det skulle fokusere (for alle Eyids skæl var fine at se på), frem for at springe fra fjende til fjende og vurdere hver enkelt trussel. Det var rart, men også lidt skræmmende, for Cyreesai var vant til at have kontrol, og lige nu følte hun ikke engang hun havde kontrol over sine egne tanker eller hvilke af dem, der sneg sig ud af hendes mund.

    "Jeg siger," begyndte Eyids mund automatisk i et selvforklarende tonefald. Men ordene satte sig fast i halsen på ham, da hun lænede sig frem. Som han lå - tilbageslænget i sandet - måtte hun halvt ind over ham, for at fange hans blik, og Eyid fandt sig selv blive trukket op i i hendes mørke øjne. Normalt ville han have grinet anerkendende af hendes argumentatoriske sløjfe - smigret, fordi han vidste, hun gjorde det lidt for hans skyld også - men det 'normale' druknede i den pludselige tilskyndelse til at række op. Trække hende tættere på. Bekræfte hendes antagelser om, hvad hans hoved var fuldt af...
    Selvom slaget missede, trak den pludselige bevægelse ham alligevel tilbage til virkeligheden - virkeligheden hvor hun var en Va'Chakessa og han var en Ke'Jaelin, og hvor hun uden tvivl ville trevle hans prydfinner i strimler, hvis han gjorde det mindste anslag til tilnærmelser...
     Han sendte et skævt smil op til hende. "Nogen skal jo agere modvægt til din puritanske snerpethed..." bemærkede han roligt og rakte så op - strøg en enkelt, forvildet hårlok væk fra hendes pande. Det var tørt efterhånden, og derfor føltes det anderledes end det plejede - blødere, glattere... "Jeg har et spørgsmål," mumlede han så. Hendes ansigt og det mørke hår svømmede en lille smule sammen med stjernehimlen bag hende. "Det er underligt... Og hvis du ikke har lyst til at svare, må du gerne lade være." Dét var måske ikke helt efter reglerne, men dét bekymrede Eyids påvirkede hjerne sig ikke synderligt om. "Men," fortsatte han. "Hvis du undlader at svare, skal du fortælle mig, hvorfor - om det så bare er forklaringen: Dét er for privat, eller: Dét har jeg svoret for Valeria aldrig at røbe..." Han holdt stadig hendes blik. Hvor der normalt ville være et drillende smil, var der nu kun en ulæselig mine.
    "Hvad er din største frygt?"

"Min hva' for noget?" Cyreesai rettede sig op over ham og pegede en anklagende pegefinger ned i hans brystben, så svømmehuden mellem fingrene blævrede. Luft gjorde underlige ting ved så tynd hud. "Nu skal du ikke komme for godt i gang, for du har da i den grad en... Øh... Politisk snerpethed, har du! Nej, en snerpet samtale! En ... "
Et spørgsmål. Det var det, Eyidivan havde. Et spørgsmål, for det var legen, de legede. Og spørgsmålet... Var dumt.
Så dumt, at Cyreesai måtte blinke et par gange mod den tørre, kolde luft og være helt sikker på, at det virkelig var Eyidivan, der lå under hende og blev holdt nede af hendes noget insisterende pegefinger, som var holdt op med at prikke, men ikke havde fjernet sig. 
Men måske var Eyidivan bare lidt dum? Hun havde jo noget højere tanker om ham efter deres vellykkede Blodsbånd, og især i forhold til de andre Sangere, hun var påkrævet at omgås, var han helt klart at foretrække, men var han virkelig så tyndskællet, at han ikke vidste noget som helst?
Endelig slap pegefingeren skællene, og hun lagde en flad hånd på hans ribben og brugte ham som modvægt til at hive sig op, så hun kunne komme helt hen over hans ansigt med sit eget. Udtrykket var alvorligt, men på en måde, hvor et lille smil dirrede i mundvigen og sladrede om, at en lille, meget fuld del af hende, ikke rigtig kunne tage noget som helst seriøst mere.
"Eyidivan," sagde hun og blev afbrudt af en bøvs med sød eftersmag. Hendes hår væltede ned omkring dem, og tankesporet berørte kortvarigt, hvordan landgængere dog magtede sådan noget. "Jeg er ikke bange for noget."
Selvom hendes blik var en smule sløret af vinen, ikke helt fokuserende, og både stemme og ansigtsmimik bar præg af en mistet selvkontrol, var der ingen tvivl overhovedet. Cyreesai mente, hvad hun sagde, gravalvorligt. Hun talte så sandt, som man kunne få hende til. Og for at få hende til at svare så sandfærdigt, var vin vist ikke en helt dårlig metode.

   Eyid løftede gradvist øjenbrynet mere og mere i takt med, at hendes ord gav mindre og mindre mening. Et smil var også kravlet frem på hans læber, og selvom dén finger, hun havde stukket i brystet på ham, var ualmindelig hård, endte han med at grine til hende og række op - lægge fingrene om hendes håndled, så hendes hånd blev fanget på hans bryst.
    Da hun pludselig var helt inde over ham fortrød han dog. Kunne hun mærke, hvordan hans hjerte lige så stille satte farten i vejret? For nok kunne han holde det svedne grin på ansigtet - kunne holde glimtet i øjet og lade som ingenting... Men han kunne ikke holde hjertet i ro. Ikke med alle de halve tanker og ønsker og fantasier han allerede havde næret i aften...
    "Ingenting?" gentog han - egentlig ikke overrasket, men alligevel lidt... foruroliget, måske. Det var tydeligt, at det ikke bare var noget, hun sagde for at spille op - der var vitterligt ikke noget, der skræmte hende...
    "Hvad med da du var lille? Er Krigerfisk bare født frygtløse, eller er det ét eller andet Eivyrr har gjort ved jer i en tidlig alder?" Allerede inden det sidste var ude af munden på Eyid, fortrød han, og hånden, der lå over hendes på hans bryst strammede grebet - som forventede han, at hun ville trække sig tilbage eller måske stikke ham en flad med den... "Dét var dumt sagt - sådan mente jeg det ikke." Hans hjerne kørte heller ikke helt, som den plejede - Mor Riyeena ville have fået en blåhval på tværs, hvis han havde lavet en lignende fortalelse i Rådssammenhænge...!
    "Jeg tror mere, jeg mener... Er en anelse frygt ikke meget... godt? Jeg nærer for eksempel en - efter egen mening - meget sund respekt for dig og dit temperament..."

Den egentlig betydning af Eyidivans ord gik tabt på Cyreesai, der henrykt sprang efter enhver svaghed, der var at finde i sin modstander. Godt nok var Eyid ikke ligefrem hendes modstander i klassisk forstand, men han stak til hende, og så skulle hun da sørme nok bide igen.
"Siger du, at du er bange for mig?" spurgte hun derfor med et ansigt flækket i et rovdyrssmil, og de spidse hjørnetænder glimtende hvidt mod den mørke himmel.
At han havde strammet grebet om hendes hånd gjorde hende kun lidt mere overbevist om, at det var præcis sådan, han havde det, og hun lænede sig endnu mere frem og lagde endnu mere vægt over ham. Det var sådan noget, der var uhyggeligt i kampsituationer - at være låst fast under sin modstander - og i følge Eyidivans heftige hjertebanken var han skræmt fra vid og sans.
"Frygt slører din beslutningsevne," fortsatte hun og fugtede læberne. Hendes eget hjerte havde også hævet tempoet. Det var lidt lækkert at mærke Eyid, der ellers altid var så højrøvet og ophøjet, ligge der og være helt stiv i kroppen af skræk. For hende. "Hvis vi er bange, når vi går i kamp, tager vi dårligere beslutninger. Mine beslutninger kan få andre dræbt, så vi holder hovedet koldt. Hvis frygten sniger sig tæt på, omdanner vi den til brugbar koncentration. Der er aldrig noget at være bange for. Dem der er bange, er dem der ikke kan vinde. Og vi ved, vi kan vinde. Far plejer altid at sige, at vi først har ret til at være bange den dag, hvor vi ikke kan vinde, for så er vi ikke krigere nok til vores position."
Håret blev viftet om på den ene side af rygfinnen for ikke at ende ind foran ansigtet, så Eyids ene side af ansigtet blev henlagt i totalt mørke. Alligevel kunne hun med sit mørkesyn lige skimte den lysegrønne ring i hans øjne. 
"Bliver I ikke lært sådan nogle gode ting som Sangere, måske?" spurgte hun, og gav absolut ingen mening. "Altså ikke det samme, men tilsvarende for hvad end I skal være  de bedste til?"

    Eyid var blevet tør i munden. Men modsat Cyreesais antagelser skyldtes det nu ikke frygt - ikke dén slags frygt, hun troede, i hvert fald...
    "Sund respekt," gentog han åndeløst med et blik, der ikke kunne slippe hendes læber. Det var en helt igennem elendig idé... helt igennem... "Jeg er et analytisk væsen med en høj selvopholdelsesdrift, Sai, og jeg nærer en sund respekt for alle ting, der kan slå mig ihjel..."
    Han gispede, da hun lagde vægt på ham, men gjorde ikke andet end at gribe hendes håndled med den anden hånd også - en måde at tage af for bare en anelse af hendes pres. "Det virker jo fornuftigt nok - så længe man så også vinder. Hvad vil du gøre dén dag, du møder en overmagt, der er for stor? Er det så bare slut?" På en måde kendte han godt svaret. Han kunne ikke forestille sig Cyreesai knækket eller kuet - aldrig. Han var ikke et sekund i tvivl om, at hvis valget stod imellem at bøje sig eller dø, så ville hun vælge døden. Han håbede, at han selv kunne være lige så... principfast, skulle det nogensinde komme dertil.  
    "Jeg tror," begyndte han at svare på hendes spørgsmål, "at vi lærer at... skjule frygten. Og at ignorere nederlag - komme på en ny løsning. Du kan ikke altid kontrollere dine omgivelser, men hvis du kan kontrollere dig selv, er du halvvejs, ikke? Så kan man tilpasse sig, lægge en strategi og alligevel klare sig ud på den anden side." Han gav hende et lille, sigende skub med flasken, som den ene hånd havde fundet halvt begravet i sandet. "Du glemte for resten dén hér, Frøken Frygtløs." Et lysende smil igennem mørket. "Hvis jeg kan drikke dig ned, er det vel også en form for sejr... Selvom jeg godt ved, den kun varer til i morgen, hvor Landgængersygen rammer..."

"Det er også det far altid siger!" udbrød Cyreesai og satte sig op på numsen med et sæt - og ved at bruge Eyidivans mave som støtte. "At vi kan kontrollere os selv og vores handlinger, men ikke vores fjender. Og vi skal fokusere på det, vi kan kontrollere."  I løbet af sætningen forvrængede hun sin stemme så hun lød lidt mere som sin far, og mens vinens påvirkning fik hende til at tro, at det var den bedste imitation, hun nogensinde havde formået, havde den selv samme påvirkning direkte modsat effekt på det faktiske udfald. "Måske er vores forældre slet ikke så forskellige alligevel, hva?"
Idet hun tog flasken fra hans udstrakte hånd, vendte hun sig, så hun kunne læne sig op ad Eyidivan. Fordi han lå ned på ryggen, måtte hun først lige tage fat under hans knæ og arrangere hans ben, som man ville arrangere en sofa. 
"Men jeg møder jo ikke bare lige en overmagt, der er for stor, vel?" kommenterede hun imens. "Og hvis jeg gør, har de da næsten også fortjent det så, ikke? Uh, måske er det det, jeg skal gøre! En fisk stærk nok til at besejre mig i samtlige dicipliner kan få lov til at få min finne i Forening. Den fisk tror jeg ikke findes i Rashez'ar." 
Med en velbehaget smil lænede hun den sammenslåede rygfinne op ad ham og satte flasken til munden. Lige i tide til Eyids sidste ord, hvilke fik hende til at sprutte vin ud af næsen. Det kildede helt op i hjernen.
"Landgængersygen?!" spurgte hun med et forurettet blik på ham.

    "Det tror jeg heller ikke," gav han hende godvilligt ret og lod hende arrangere sine lemmer, som hun nu måtte finde for godt. "Ikke i Kriger-discipliner i hvert fald..." I en debat, hvor hun ikke kunne gribe til korporligheder, ville han rent argumentatorisk rive hende rundt med en sådan voldsomhed, at hun ikke ville nå at fatte, hvad der ramte hende...
    Og fordi hans hjerne var, hvor den var, legede han lidt med dén idé - rive-rundt-idéen. Men i hans tanker var det ikke udelukkende verbalt...
    "Ja, Landgængersygen," gentog han og greb taknemmeligt efter hendes spørgsmål, inden hans tanker fik alt for frit spil. "Jeg håber ikke, du skal noget alt for vigtigt i morgen, for..." Han skubbede lidt til hende med det ene knæ - drillende. "Rusen her kommer ikke uden en pris. Du kommer til at have den ondeste hovedpine i morgen. Og muligvis også kvalme. Faktisk - faktisk så kommer det nok til at føles nogenlunde som om du har fået Dybhavssyge - bare lidt værre." Han smilede for sig selv - et sadistisk lille smil, som var ekstremt malplaceret, når han nu lige så godt vidste, at den samme ulykke ville ramme ham. "Personligt har jeg bekendtgjort for mine mødre, at jeg vil bruge hele dagen i morgen på mit kammer, hvor jeg vil forsøge at oversætte ét af de allerældste stimespil. Hvilket vil sige, at jeg vil ligge i min seng og have ondt af mig selv.. Og en lille smule ondt af dig, hvis du ikke er kommet på en lignende løgn."

"Din lodne sandorm!" udbrød hun, rettede sig op og ud fra hans ben, væltede ned over ham med en hånd på hver side af hans ansigt og et arrigt udtryk i fjæset. "Det synes du ikke lige var en relevant information at give mig, inden vi tog herop?" 
Alt svimlede for hende, og hun mistede fæstet i underlaget. Sandet slugte svømmehud og skæl, mens knæene gled og hun landede tungt oven på Eyidivan med næsen i sandet over hans skulder. Lyden af brændingen blandede sig med hendes tunge åndedræt. Hun kunne ikke engang huske, hvilket skældsord, hun havde været ved at spytte ud, men det havde helt sikkert været ... et eller andet.
Tanker virkede slet ikke lige nu, og tanken om at rejse sig op igen og genvinde noget værdighed, virkede heller ikke. Kroppen lystrede ikke. 
"Ugh, hvorfor virker mine arme ikke..." drævede hun og fik sand i munden, som hun prøvede at spytte ud igen. "Jeg var ikke træt lige før, Eyid, men du er blød." Det var ikke det, hun egentlig ville have sagt. Men han var blød. Mere end hun ville have forventet. Som regel var folk en ret dårlig erstatning for en seng. "Jeg har morgenvagt i morgen." Han havde sagt noget om hovedpine, havde han ikke? "Jeg tror, jeg har fået sandkorn under skællene." Kornene gled af, når hun bevægede sig. Det var en underlig følelse, at det ikke hang fast, som det plejede, når man kom lige fra bølgerne. Kun fingrene løftede sig fra sandet. En hel hånd var for meget at bede om. "Drejer vi rundt?"

     Eyid lo bare op til hende - som altid begejstret, når han kunne hive en reaktion ud af hende. Så betød det knapt så meget, hvilken reaktion, det var...
    "Det er sundt for dig!" forsvarede han sig med. "Sundt for dig for en gangs skyld ikke at leve op til din faders forventninger! Jeg tænkte, at jeg ville give dig oplevelsen! Det er sådan, det skal føles at være ung, Sai!"
    Han havde gerne villet sige mere, men dén mulighed blev taget fra ham, da hun i det samme kollapsede oven på ham og slog al luft ud af hans lunger. Uvant med oplevelsen gispede han et par sekunder - en gispen, der gled over i en anstrengt latter, da hun fortsatte med at tale over ham. 
    "Blød? Må jeg da være fri!" fik han frem under hende. "Bare fordi jeg ikke er lavet af forbandet sten ligesom dig...!" Men trods det indignerede tonefald, lagde han alligevel armene om hende - den ene oppe omkring hendes skulder og den anden om hendes liv; lige ved prydsfinnen. Det føltes bare... rigtigt. Han sukkede velbehageligt og lukkede øjnene - verden snurrede også for ham, men det var nu ganske behageligt. Sandet var køligt og Cyreesai var varm, og lige nu følte Eyid ikke, at han havde én eneste bekymring i sit liv...
    "Jeg kunne godt blive her..." mumlede han med et lille smil. "Lige her. Sådan her. Det er rart ikke at behøve at tænke så meget..."