Vrede avler vrede, og det var bestemt også tilfældet nu. Lige så snart Eyidivans ansigt fortrak sig i en grimasse, der var en krigerfisk værdig, skummede Cyreesais indre følelser over til vrede. Noget, hun ofte håndterede situationer meget bedre ved - i følge hende selv. Men slaget kom bag på hende.
Eyids hånd nåede at ramme hende på siden af hovedet som var hun en rekrut, der skulle irettesættes, inden hendes eget system reagerede og den ene hånd greb om hans håndled. Grebet slækkedes dog lige så snart hans anden hånd lagde sig om hendes hage og hals, så svømmehuden klæbrede sig fast til skællene. I ren refleks fandt hendes hænder hans armfinner og forsøgte at få et godt greb. De kunne knække som et sildeben, når man kendte den rigtige vej at rive, men lige nu var kampen stadig mest i ordene.
"Lad være med at give mig det pis," snerrede hun tilbage, mens gællerne flappede for at få nok ilt ind til at presse ordene ud mellem de sammenpressede læber. "Det var bare gensynsglæde, ikke?" Tårerne væltede frem i hendes øjne. "Jeg har bare savnet dig for meget, og jeg skulle tænke over tingene. Det var dine egne, forbandede ord. Det var ikke lettere, da du var væk. Det holdt kun liv i min naive fantasi."
Det gjorde ondt at råbe sådan ad ham. Det føltes forkert, fordi han havde været fange i så mange år, og hun slet ikke kunne påstå at forstå bare en lille smule af den tid af hans liv. Det gjorde ondt, fordi han selv med sit hadefulde, uhyggelige udtryk og gennem Cyreesais egne tårer stadig så så forbandet dejlig ud. Det var forfærdeligt, fordi hun hadede hver en del af sin beslutning om en forening, men samtidig hadede sig selv endnu mere for ikke at have holdt på formerne og holdt fingrene fra Eyidivan. Havde hun bare holdt sig i skindet, ville de ikke stå her nu, klar til at myrde hinanden igen på grund af følelser, hun ikke kunne styre. 

    Han så hendes øjne blive røde, idet hun snerrede ham tilbage i ansigtet - hvæsede sine vrede, sårede ord frem forbi fortrukkede læber. Hånden om armfinnerne blev registreret med en flig af hans opmærksomhed, men han var simpelthen så vred - den umiddelbare fare satte sig ikke ordentlig i hans bevidsthed. I stedet vældede mørket bare op i ham. Trangen til at skade - til at ødelægge. Fingrene om hendes kæbeparti borede sig ind i hendes kød, da han strammede grebet, og det var kun med en kraftanstrengelse at han formåede at holde den anden hånd fra at lægge sig om hendes strube. 
    Det var altid godt, når han gjorde en ende på hende...
    Så hun havde næret en fantasi i sit hjerte? En fantasi, hvor de Forenede sig? Hvor de bandt sig til  hinanden med andet og mere end Blodsbåndet? 
    Og så delte hun den først med ham nu? Nu, hvor hun havde lovet sig bort til en anden? Nu, hvor han var... Hvor han ikke...
    Det var simpelthen for meget. Så frustrerende, at han ikke kunne rumme det. Hvorfor skulle hun være sådan? Hvordan kunne hun...
    Med en snerren helt nede fra halsen af skubbede han hende baglæns. Dybet tage hende! Gid hun måtte rådne op...
    Han ønskede at gøre hende ondt. Og derfor gjorde han det ledeste, han kunne komme på.
    Han lænede sig frem og kyssede hende. 
    Det var krævende og dominerende og på ingen måde et kys, der kaldte på søde ord og varme følelser. Det var sultent og hårdhændet og vredt - en vrede, der var rettet imod Eyid selv lige så meget, som den var rettet imod Cyreesai. For han var svag og svigtende og uværdig, og med dét kys havde han endegyldigt forseglet hendes skæbne. Givet Zahinael præcis hvad han ville have...
    "Distriktsleder Cyreesai!" 
    Råbet kom fra den anden side af perleforhænget, og Eyid nærmest skubbede hende fra sig - nåede lige akkurat at trække hånden til sig, før en forpustet havmand brød igennem perleforhænget og stirrede på dem med store, forskrækkede øjne. "Undskyld!" udbrød han instinktivt - kunne tydeligvis mærke, at han havde afbrudt noget, men fattede forhåbentlig ikke hvad. "Undskyld forstyrrelsen, jeg -" Han brød af og fik så styr på sig selv - kiggede på Cyreesai med frygten lysende ud af blikket. "Der er ankommet en delegation til Hjertet. En delegation fra familien Gojira... De... De er rasende, Distriktsleder Cyreesai. Distriktsleder Atha'ame er blevet underrettet, men Gojira-familiens repræsentanter ville end ikke tale med hende.  De siger, at dén aftale, hun har sat i stand på Arkitekternes vegne, er det samme som en krigserklæring..."

Hvad Cyreesai havde forventet var hårde ord eller en bekræftelse af, at hun havde misforstået alle hans signaler, og var lige så naiv som da de havde været fulde ungfisk på stranden. Bare tanken om den tid fik Cyreesai til at føle sig sølle indeni, inden under al verden.  Vreden blev holdt i ave af Eyidivans fingre, der borede sig ind i hendes hud. Smerten fik hende til at snerre ad ham og stramme grebet om hans armfinner. 
Så skubbede han hende tilbage, og før hun vidste af det, ramte hendes rygfinne væggen, og Eyidivans læber ramte hendes.  Cyreesais selvkontrol smuldrede.
Hendes hænder slap taget i armfinnerne og faldt direkte ned til prydefinnerne på hans hofte. I ren instinkt - for sådan noget her ville hun ellers aldrig drømme om at gøre - greb hun om dem og trak ham tættere på. Hans læber var forfærdeligt krævende mod hendes og hendes baghoved blev presset op mod væggen, så koraloverfladen borede sig ind gennem håret, men det ændrede ikke på, at Cyreesai havde længtes efter det her i mange år. Flere end hun selv ville være ved. Så selvom han stadig holdt hendes hage, som om han havde lyst til at kvase den, og hans læber truede med at give hendes vabler, trak hun ham ind til sig, for hun kunne ikke få nok.

Derfor kom den bratte afslutning og råbet af hendes navn også så meget bag på hende, at hun vaklende måtte støtte sig til væggen for at forblive oprejst. Det hjalp ikke, da budbringeren fortalte, hvorfor han var her. Der var næsten nok til at få hende til at falde om. 
"Nej... Nej, det kan ikke være sket," udbrød hun stakåndet. For stakåndet. "De lovede, det ikke ville komme ud... Ames kontakter... De... Hvor er hun?"
"Uden for Hjertet, Distriktsleder," svarede budbringeren nervøst.
"Nej... Nej, nej, nej, nej..." Oveni den vrede, Eyidivan lige havde fået vækket i hende, og det han lige havde gjort, var hun ikke sikker på, hun kunne holde hovedet koldt under et møde der potentielt kunne udvikle sig til åben krig.
Hun havde brug for Atha'ame. Hun havde brug for hendes velformulerede sætninger og velovervejede ord. Hun kunne ikke gøre det her uden en Ke'Jaelin.
Dirrende fra fingerspidser til toppen af rygfinnen, fik hun skubbet sig ud fra væggen og væltede mod bordet, hvor hun famlede efter sin krone og våben, mens tankemylderet i hendes hoved kun blev værre. Hun måtte finde Atha'ame med det samme og få hende til at diktere, hvad hun skulle sige til Gojira-delegationen, så de ville lade begge distriktsledere komme til orde.
Problemerne med Eyidivan virkede pludselig som vand i forhold til det her. En krigserklæring... En krigserklæring fra Gojira... Gojira som ikke burde vide noget om Arkitekternes gennemgang. Det betød enten, at Gojira havde rigtig mange øjne helt i udkanten af deres distrikt, eller... For der var ikke engang gået en månefase siden det her var begyndt. Ved Valeria, så kunne det kun betyde én ting. Nogen havde fortalt det til Gojira. 

    Eyid greb ud efter Cyreesais arm, netop som hun så ud til at skulle til at styrte ud af døren.
    "Sai-" begyndte han, men rettede så sig selv, til ære for budbringeren, der stadig stod med store, bange øjne og trippede, så der ikke skulle være nogen tvivl om, at de havde travlt. "Distriktsleder Cyreesai, vent." Han holdt fast om hendes arm - prøvede at fange hendes blik. "Indkald Rådet," bad han så - som om de ikke lige havde været ved at rive hovedet af hinanden. Som om han ikke lige havde kysset hende... 
    Som om han ikke var andet, end en bekymret rådgiver. 
    Han talte lavt og indtrængende: "Indkald Rådet. Få styr på dine prioriteter. Læg en strategi. Gojira forsøger at skræmme os ved at spille med musklerne og råbe højt, men de har ikke intet på os, som ikke kan drages i tvivl med det rigtige udspil fra vores side, og så spinkelt et grundlag starter man ikke en krig på..." Han gjorde sit udtryk hårdt og alvorligt - forsøgte at vise hende, at han havde hende. At hun skulle stole på ham. At han var klar til at sætte denne krise foran alt andet, der ellers var sket imellem dem, mens han samtidigt kæmpede med kvalmen over sig selv.
    Kvalmen og vreden. Ond, svigtende, uværdig...
    Med hende var han svag.
    "Gojira kan tåle at vente, mens du får styr på dig selv og dine rådgivere. Mens du snakker med Atha'ame." Han kneb de store øjne en anelse sammen. "Du har styr på dét hér, Sai." Det sidste blev sagt så lavt, at budbringeren ikke ville kunne høre det. "Lad ikke dem diktere noget. Du leder dét hér Distrikt, og det samme gør Atha'ame. Hvis de vil jer noget, kan de snakke med jer begge to - efter du har haft mulighed for at samle dig og trække på dine medrådsmedlemmer."

Hver en muskel i Cyreesais krop spændtes, da Eyids hånd lagde sig om hendes arm. Det sitrede ud i fingerspidserne for at fortsætte, hvad han lige havde startet, men også for at slå ham så hårdt, at næsen ville brække. Hendes ene øjenlåg gibbede af undertrykte følelser, og hun formåede at holde læberne ved en anstrengt dirren frem for en fuldbyrdet snerren.
Men han havde ret. Forbandet være det, han havde jo ret. Og selvom hendes plan havde været at konsultere Atha'ame først, havde hun ikke tænkt over at tage Gojira-udsendingenes tid som gidsel og ikke at tage deres trussel lige så seriøst, som de ønskede. Fordi hun kunne se, hvor slemt det her var. Fordi hun ikke tænkte sig om. Som sædvanligt. Fordi hun ikke var en Ke'Jaelin.
Rådet kunne bare ikke blive samlet nu. Ikke, hvis en af dem, der havde været med til at lægge disse planer, arbejdede sammen med Gojira bag deres rygfinner. Det var stor en risiko at tage, for det ville fodre information direkte til dem, der nu mødte op med pudsede klinger i deres Hjerte. Kun Atha'ame var et sikkert valg lige nu, også selvom lækket kunne komme fra hendes kontakter. Sammen kunne de klare det her - en Va'Chakessa og en  Ke'Jaelin. En Ke'Jaelin, der ikke var Eyidivan.
"Jeg stoler ikke på Rådet lige nu," fik hun frem mellem sammenbidte tænder, hvorefter hun rev sig fri af Eyids greb. Hvor lidt hun ellers havde lyst til det. Det tog længere tid at rive blikket fri af hans læber, end det burde.
"Før mig til Atha'ame," kommanderede hun budbringeren, der tog imod ordren med en længsel efter at komme tilbage i bevægelse og flygte fra hvad end stemning, der havde overtaget Distriktlederens kammer.

    Jeg stoler ikke på Rådet lige nu.
    Det var de ord, der forhindrede Eyid i at gribe ud efter hende igen, da hun rev sig løs fra ham og styrtede efter budbringeren. Jeg stoler ikke på Rådet...
    Så havde hun altså regnet ud, at nogen måtte have givet Gojira nys om Najubi-distriktets gåen-bagom-ryggen-på-dem, og Atha'ames indblanding i dén aftale, der var kommet i stand imellem Najubi og Arkitekterne...
    Han bandede indvendigt over hende og sendte et skarpt blik efter den nu tomme døråbning. Forhåbentlig betød hendes ord, at hun ikke havde mistanke til ham... men selvfølgelig; han havde jo åbent advaret imod aftalen i Rådet - netop for ikke at blive kædet sammen med mistanke, når begivenhederne begyndte at udfolde sig...
    Det var kun Atha'ame, der vidste, at hans modstand havde været på skrømt, men hun troede, han havde udtalt sig sådan, for at narre Rhodion og dermed Jagerne over på hendes side - give hende flertal for beslutningen om at hjælpe Arkitekterne...
    Nej, Atha'ame ville ikke mistænke noget - ikke fra hendes længe savnede storebror. Det troede han simpelthen ikke på.
    Han skulle til at forlade Cyreesais arbejdskammer - drive efter hende og budbringeren, så han kunne følge dén krise, han selv havde startet, til dørs. Men en pludselig indskydelse fik ham til at tøve, og langsomt vendte han sig imod Cyreesais arbejdsbord.
    For dette var jo en næsten perfekt mulighed - en mulighed for at snuse lidt rundt, og måske falde over noget... kompromitterende. For ja - lige nu var det meningen, at han skulle vinde Cyreesai over, som Zahinael ville have det, mens han satte Atha'ame skakmat og overtog hendes plads på Distriktstronen. Men på sigt...
    På sigt var det meningen, at Cyreesai skulle vippes af pinden også, for hun var for stædig - for besværlig - og hendes meninger og holdninger ville helt sikkert sætte hindringer for hans Herres planer...
    I gamle dage ville han have nynnet et par toner for at sikre sig, at der ikke var nogen større, levende væsener i nærheden. Men selvom det næsten var et årti siden, han havde Sunget sidst, huskede hans krop så udmærket, hvad straffen havde været... Og selv hvis han havde villet... Eyid var ikke sikker på, at han overhovedet kunne længere...
    I stedet lyttede han et øjeblik og satte sig så ved hendes skrivebord. Trak roligt hendes skuffer ud og gav sig til at kigge dokumenterne igennem - rulle de lange tangpapirsruller ud og lade øjnene skimme ned over gelskriften. 
    Lovskrifter, traktater, aftaler. Intet af værdi - intet, der vakte hans interesse... Irriteret gravede han dybere i koralskuffen - håbede, der måske gemte sig noget helt inde bagerst - og rynkede så panden. For skuffen var for kort, og efter en del fumlen og roden rundt fandt de lange fingre et lille hul i skuffens bagkant, som - da han hev til - viste sig at skjule et hemmeligt rum bagerst i skuffen. 
    "Så udspekuleret plejede du ikke at være, Sai..." mumlede han for sig selv, idet han trak dén æske, der som det ene havde befundet sig i det hemmelige rum, til sig. Det var én, han selv havde givet hende engang - skåret fra rælingen på dét skibsvrag, de engang havde plyndret for Landgængerflasker, hvorefter de havde drukket sig fulde på én af de små, øde øer, Det Store Åbne gemte på. 
    Og inden i æsken lå to ting. Han rynkede panden og tog først én af de små, tætte pakker med beroligende tang op i sin hånd - var påpasselig med ikke at røre de klistrede, skrig-rosa tangstykker, men derimod løfte pakken i den snor, der var viklet omkring dem, for at holde det hele sammen. Han havde prøvet det beroligende middel en enkelt gang i sine unge dage - sammen med nogle venner, der havde holdt af at eksperimentere med alt, de kunne komme i nærheden af, og han havde bestemt ikke brudt sig om det. I Det Store Åbne var tangen kødædende - klistrede sig til små fisk og lammede dem, hvorefter tangen langsomt nedbrød de sanseløse dyr. For større væsener var effekten knapt så fatal, men Eyid havde alligevel hadet måden tangen sløvede tankerne og kroppen på - gjorde det svært at holde fokus... at huske, hvorfor det var vigtigt at gøre andet, end at ligge helt stille...
    Hvorfor i Dybets navn gemte Cyreesai dén slags i sit arbejdsbord?
    Han troede faktisk, han kendte svaret, og tanken gjorde ham rasende. Med sammenbidt kæbe pakkede han den ene af tangbundterne ind i et lille stykke klæde og stak det i den pung, han havde spændt om låret - i forlængelse af den officielle Rådsklædning. Hun ville komme til at høre for dét hér...
    Den anden ting i æsken var et sammenrullet tangdokument, som Eyid rullede ud med hænder, der rystede af arrigskab.

    Atha'ame kunne ikke holde sig i ro, og derfor svømmede hun hektisk frem og tilbage udenfor Hjertet, mens bange anelser, paniske tanker og halve planer fór rundt i hovedet på hende i ét stort kaos. Rådets Talere var inde i selve Hjertet - forsøgte at tale Gojira-delegationen ned og holde dem hen, til Cyreesai indfandt sig - og derfor var Atha'ame også alene, da Cyreesai nåede frem. 
    Ved synet af sin medleder standsede ungfisken brat op - et udtryk, der ikke helt kunne beslutte sig for, om det skulle være lettet eller bekymret havde bemægtiget sig hendes ansigt.
    "Cyreesai!" udbrød hun. "Hvor er jeg glad for at se dig! Du har hørt det, kan jeg se..."

Den hastige svømmetur hen til Atha'ame havde vasket noget af panikken, der tilhørte episoden med Eyid væk til fordel for panikken over Gojiras udmelding. Den panik var lettere at håndtere - især efter det, Eyid havde sagt, inden hun strøg ud af sit kammer. Hurtigere end han kunne følge med egentlig, og det havde også været meningen. Selv budbringeren havde hun efterladt i en sidestrøm et sted, idet hun selv hoppede ind i en smutvej.
"Atha'ame!" prustede hun og stoppede sin egen lethed. Det gik altid stærkere, når hun dækkede sig selv i let vand og lod sig føre. Det eneste tidspunkt, det gik hurtigere, var når Eyid havde kontrol over strømmen. "Hvordan kunne det her ske? Hvem har talt over sig?"
Den anklagende tone var ikke rettet mod hendes med-leder, men den var stadig hård og fyldt med bebrejdelse.
"Enten er dine gamle venner nogle slyngler, eller også har vi en i blandt os, der ikke tjener vores formål," fortsatte hun, før Atha'ame kunne komme til orde. "Hvad angår Gojira, så lad dem stege. Hvis de ikke vil tale med os begge, skal de ikke tale med nogen af os."
Som taget direkte ud af Eyidivans mund. Det var næsten som at være tilbage til dengang, hvor de samarbejdede om at få Rådet til at lytte, udover at hun lige nu ikke behøvede lade som om, at hun hadede alle Ke'Jaelin. Selvom de fleste stadig troede, at det kun var Atha'ame, der havde vundet hendes tiltro.

    12. dag i Sydstrømningens måned, 2010
    
    Jeg, Cyreesai Va'Chakessa, ældste datter og arving til Rashez'ar-Distriktet efter Distriktsleder Eivyrr Va'Chakessa, kender hermed for ret, at Taler Riyeena Ke'Jaelin, tidligere Forenet til Distriksleder Aleissan Ke'Jaelin - nu enke - fritages al mistanke om medkonspiration imod Distriktsleder Eivyrr Va'Chakessa og hans mage, Taler Teyrillas Va'Chakessa. Det fastslås, at undertegnede er overbevist om Riyeena Ke'Jaelins uskyld, og derfor ikke ønsker at rejse sag og kræve bodsgørelse. Anonyme - men troværdige - kilder har vist, at Ke'Jaelins kup udelukkende må tilskrives Distriktsleder Aleissans ambitioner, og derfor holdes Riyeena Ke'Jaelin fri for skyld.
    Dog fratages hendes position som Taler for Sangerne - en post, der i stedet går til hendes datter, Atha'ame Ke'Jaelin, som ligeledes modtager Distriktskronen, og derfor fremover skal lede Rashez'ar-Distriktet ved min side. 
    Dette dokument er for Rådets øjne alene, idet det i samråd med Distriktsleder Atha'ame er blevet vurderet, at den eksisterende situation i Distriktet ikke understøtter offentlighedens indblanding. Ethvert brud på denne fortrolige klassificering vil blive straffet.
    Undertegnede sværger ved Valeria og Det Store Åbne, at de nedskrevne ord er sandheden og kun sandheden.

   Eyid sad og stirrede ned på tangrullen, der bar Cyreesais mærke og underskrift i bunden, mens han prøvede at få ordene i dokumentet til at give mening. 
    Sandheden og kun sandheden... 
    Dette var langt fra sandheden! Eyid vidste fra Riyeenas egen mund, at hun havde været en lige så stor del af 'Ke'Jaelin-kuppet', som Cyreesai havde beskrevet det, som Mor Aleissan havde. Ifølge hans tilbageblevne mor, var det faktisk hende, der havde været primus motor for opstanden, og når Eyid tænkte på Mor Aleissan og hendes blide, kunstneriske sind, betvivlede han ikke dét et øjeblik. Så hvorfor i Dybets navn havde Cyreesai holdt hånden over Riyeena...?
    Det kunne selvfølgelig være Atha'ame, der havde tryglet hende om det. Men med de spændinger, Eyid havde bemærket mellem sin mor og sin lillesøster, var det sandsynligvis ikke dét, der var forklaringen... måske snarere tværtimod...
    Med langsomme bevægelser rullede han tangdokumentet sammen og lagde det omhyggeligt tilbage bag den hemmelige bagplade. Han havde fået... alt for meget at tænke over...

    "Det første jeg gjorde, var at sende ilbud til Arkitekterne," svarede Atha'ame med et hårdt udtryk i det fine, alfeagtige ansigt. "Det er kun deres Råd, der kendte til aftalen - offentligheden ved ikke, at vi har været inde over, netop fordi de ville forhindre denne situation. Jeg vil sige, at det er mere end usandsynligt, at nogen af deres Talere har talt over sig. Mine gamle kontakter i Najubi har også holdt tæt - Cyreesai... Det er på ingen måde i deres interesse at påkalde sig Gojiras vrede! Og dén får de at føle i lige så høj grad som os nu..." Hun sagde ikke eksplicit, hvad hendes talestrøm insinuerede - nemlig at forræderen måtte sidde i deres egne rækker. Men budskabet var let at læse i hendes øjne.
     "Synes du, vi bør nægte kendskab til aftalen? Sætte ord imod ord og håbe, de tager hjem igen med uforrettet sag? Eller skal vi hellere sætte hårdt imod hårdt og opruste? Kan vi overhovedet..." For første gang så den unge fisk en lille smule fortvivlet ud. "Har vi Krigerne til det, Cyreesai? Hvis det kommer til krig...?"

"Vi har på ingen måde krigere til en åben kamp med Gojira," svarede Cyreesai og holdt Atha'ames blik, så den stadigt i hendes øjne unge fisk forstod, at hun mente det. Med stort forbogstav og tryk på ikke. De kunne slet ikke tage sådan en kamp. Ikke efter Gojiras sidste udvidelser og sammensmeltningen med nogle af de ydre distrikter, der var blevet for små til at holde sig selv kørende.
"Så her er, hvad vi skal gøre, Atha'ame," fortsatte hun og lagde hånden på Atha'ames skulder. "Vi skal gøre det på Ke'Jaelin-måden. Få dem hvirvlet ind i en strøm af ord, der får dem til at føle sig set og hørt og lader dem gå herfra med lige præcis nok hjertero til at vi ikke ender i krig. Lige nok til at de går hjem og siger, at det hele er én stor misforståelse, men lidt nok til at ingen rigtig kan se det efter i tanghullerne. Det er dét, vi skal gøre. Eller, du skal gøre, for jeg ødelægger uden tvivl det hele, hvis jeg så meget som åbner munden. Jeg skal stå lige bag dig med et ophøjet, men faretruende udtryk, så de ikke er i tvivl om, at du taler sandt. Jeg har ikke øvet mig alle disse år uden grund, vel?"
Hun sendte Atha'ame et opmuntrende smil og håbede inderligt, at den tale ville få hendes med-distriktsleder op fra det sorte krigs-syn, hun var endt i og hen i et mere løsningsorienteret tankespor. Det var ikke hver dag, Cyreesai af alle blev nødt til at finde på planer, men hun havde da sine øjeblikke. Det var ligesom blevet nemmere, da hun først var begyndt at gentage 'Hvad ville Eyid gøre?' for sig selv i enhver situation, hvor hendes instinktive reaktionsmønster var at kaste et spyd efter problemet. Hun havde opdaget, at hun forstod ham meget mere, end hun egentlig havde troet. Eller, det havde hun gjort... Lige indtil han var kommet tilbage.

    Det krævede alle Rådets samlede, diplomatiske evner at overbevise Gojira-familiens udsendinge om, at Atha'ame burde være til stede under det forestående møde. Eyid holdt sig dog lidt i baggrunden - sad bare tavs og med et helt igennem neutralt udtryk, der af dem, der huskede hans advarsel imod at lægge sig ud imod Gojira, helt sikkert ville bliver tolket som værende... modvilligt. Bedre kunne han ikke gøre det lige nu - for Atha'ame skulle gerne tro, at dén modvilje, han havde udvist helt tilbage da de tog beslutningen, ikke havde været andet end dén modvilje, de havde aftalt, for at få Rhodion og dermed Jagerne til at støtte op om at hjælpe Arkitekterne. Hvis det kom hende for øre, at han nu - i denne situation - åbent skummede fløde på vandene og var ud og sige hvad sagde jeg? for at høste Samlerne og Håndværkernes billigelse, så ville hun nok blive mistænksom... for at sige det mildt.
    Hun var jo også deres mødres datter.
    Rhodion talte naturligvis med store bogstaver, men dét var der jo ligesom ikke rigtig noget nyt i. Håndværkernes Ældste, som Eyid vidste var i Riyeenas lomme, endte med at rejse sig fra sin rådsplads og råbe tværs gennem salen, at den unge spruttemand skulle flette sit forbandede næb, og Håndværkernes Taler tog elegant over med lige dele forsikringer og smørelse - understregede vigtigheden af dialog og det gode samarbejde, Distrikterne imellem. Og på én eller anden måde lod udsendingene sig formilde - bare en anelse - for godt en time senere blev dørene slået op, og lod begge Distriktsledere ind i Rådssalen. 
    Cyreesai lignede lige præcis en leder af dén slags, man ikke havde lyst til at lægge sig ud med, og ved synet af hende bekæmpede Eyid bestemt dét stik af... ja, hvad var det egentlig? Det føltes som en blanding af fortrydelse og frygt. Men han vidste ikke, om frygten var på hendes eller egne vegne...
    "Jeg ved ikke af," begyndte Atha'ame køligt - kun fordi Eyid selv havde været én af hendes politiske lærere, engang i tidernes morgen, kunne han se, at hun rystede indeni. "At der før har været ufred mellem Rashez'ar-Distriktet og Gojira-familien. Hvorfor kommer I så her med løfter om ufred, når det bør være det sidste, nogen af os stræber efter?"
     Det blev en længere floskel, hvor Atha'ame på mesterlig vis lige dele stak og talte efter munden. Hvor Distriktsfred og Distriktsautonomi blev nævnt en del gange, og det desuden blev understreget, at Rashez'ar blot havde fungeret som facilitator for aftalen imellem Najubi-distriktet og Arkitekterne - der var hverken blevet brugt tvang eller trusler. Hun formåede sågar at flette en lille, spids kommentar omkring Distrikternes suverænitet og hvordan gamle familier som Gojira burde tage til takke med dén magt, der blev dem givet igennem rådstrukturen, ind i sin tale - diskret, men ikke desto mindre håndgribelig nok til, at Gojiras ordfører fik en rynke imellem øjenbrynene. En rynke, der dog blev glattet ud til en mere... ubeslutsom grimasse, da selvsamme ordføres øjne uvilkårligt vandrede fra den veltalende Atha'ame og bagud - til hendes tavse, alvorlige modstykke i form af Cyreesai, der bestemt lignede én, der kunne inspirere alle til at tænke sig om to gange før de sagde noget overilet. 
    Til sidst rejste en høj, statelig Havkvinde sig fra delegationens midte, og ordføreren tav øjeblikkeligt. Kvinden var ellers ikke én, der havde gjort sig bemærket - ikke som hun havde siddet stille bagerst i delegationens rækker - men ét blik på hendes brændende øjne og knejsende nakke burde være nok for enhver; her var en Havkvinde, der vidste et eller andet om at have magt...
    Og Eyid genkendte hende - den mellemste datter i Gojira-familien. Uden tvivl hende, der havde det sidste ord. 
     Ganske rigtigt.
     "Du taler vel for dig, Distriktleder," bemærkede hun, og selvom ordene kunne opfattes rosende, var de helt sikkert ikke sådan ment. "Jeg vil tro, at Rashez'ar intet ondt havde i sinde." Man kunne ligefrem se, hvordan Atha'ame sank en lille smule sammen i skuldrene af lettelse, og Havkvinden så det vist også, for hun holdt en advarende hånd i vejret. "Men vid," fortsatte hun med et hårdt blik, "at dét her alligevel får konsekvenser. Vi glemmer ikke." 
    Og med de ord forlod Gojira-delegationen Hjertet. 

    Der blev selvsagt et længere efterspil. Et efterspil, der inkluderede Håndværkernes Taler, der kastede beskyldninger efter både Atha'ame og Rhodion. Et efterspil, hvor Samlerens Ældste hev Eyid til side i en pause og bad om hans holdning til de politiske udglatninger, der næsten uomtvisteligt måtte finde sted fremadrettet, så Gojira glemte deres harme. Et efterspil, hvor Eyid havde fornøjelsen af Rhodions ansigtsudtryk, da Håndværkerne udvandrede i protest og på vejen proklamerede, "At hvis denne fadæse endte med at koste Rashez'ar så dyrt, som Gojira havde antydet, så kunne det nok være, Håndværkerne ville støtte en anden Ke'Jaelins krav på Distrikstronen!".
    Alt i alt gik alting præcis som det skulle.
    Eyid sørgede nøje for at holde sit udtryk neutralt, og da mødet umiddelbart efter mødte sin naturlige ende, sendte han Atha'ame deres gamle tegn for: Jeg skal tale med dig senere. Siden Håndværkernes dramatiske exit havde hun siddet med et forstenet udtryk, men nu nikkede hun - en enkelt gang - og vendte sig i stedet imod en ophidset Rhodion. 
    "Sai..." Eyid havde nærmet sig hende forsigtigt, og navnet blev ytret lavmælt og tøvende. "Der er ikke mere, du kan gøre her lige nu. Tror du ikke... at du bør trække dig tilbage...? Oven på dén dag, du har haft?" Hun ville uden tvivl kunne høre alt dét, han ikke sagde højt - kunne sikkert læse genklangen af hendes egen kærlighedserklæring i hans blik. "Du må være... brugt."

Nok havde Cyreesai haft en passiv rolle i krisehåndteringen, men det havde ikke gjort det mere afslappende at sidde igennem. Slet ikke, da det viste sig, at Gojira havde sendt en fra deres egen familie med delegationen, og at det ikke blot var almindelige politikertyper, de skulle håndtere. Men Atha'ame klarede det fortrinligt. Hun gjorde alt det, Ke'Jaelin var så berømte for at kunne, og Cyreesai blev mindet om, at de to sammen kunne klare alle de politiske udfordringer, strømningen kastede efter dem. Så længe Atha'ame kunne tale, og Cyreesai kunne se truende ud, havde de andre distrikter ikke en chance.

Efterspillet til gengæld... Efterspillet var internt i deres distrikt, og det var et sandt helvede. De kunne havde været på overfladen i stormvejr så højt som bølgerne gik, og her blev Cyreesai nødt til at blande sig. Her kunne hun ikke holde sig i baggrunden som over for Gojira. Det var hendes pligt at bakke sin distriktsleder op og stå ved deres fælles beslutning.
Men efterhånden kunne hun ikke gøre andet end at lade Atha'ame klare det sidste, og Eyidivans kommentar endte med at falde på et tidspunkt, hvor hun virkelig havde brug for at høre netop de ord.
"Tak for at minde mig om, at vi godt kan klare det her," sagde hun og så mødte hans blik.
Genklangen af deres samtale tidligere ramte hende som en mavepuster. Nej, en mavepuster ville være at foretrække. Det stod skrevet i hans lysegrønne øjne, og en varm strømning skyllede igennem hende, så gællerne spilede sig ud i en dyb indånding. Det var som ikke at kunne få luft. At drukne i sit foretrukne element. Falde ned i hans blik som man faldt i Dybet. Det prikkede i fingerspidserne som var en stime elektriske ål svømmet ind mellem dem. Tiden stod stille, verden betød ikke noget, og alle distriktets problemer kunne rende hende. Noget burde siges, men der var ingen ord at finde, ingen tanker der satte sig sammen til de ord, Cyreesai manglede.

    "Selvfølgelig," var Eyids enkle svar, mens han betragtede hende. Så hendes pupiller udvide sig - dén dybe indånding, der spilede hendes gæller ud. Dén blanding af lettelse og udmattelse, der lå over hele hendes positur. 
    Og fordi han godt kunne mærke, hvordan vandet imellem dem pludselig var blevet elektrisk, tog han et lille skridt tilbage fra hende - gjorde et kast med hovedet. "Kom," bad han med lavmælt stemme. "Lad os komme ud herfra. Jeg troede aldrig, jeg skulle nå dét punkt, men jeg har faktisk fået politik nok for i dag..."
    Og med de ord gav han sig til at gå imod Rådssalens udgang, mens han virkelig håbede, hun ville følge ham. Han kunne ikke klare at glo på Rhodions dumme fjæs så meget som et sekund længere...
     Næsten som ved en eftertanke lod han blikket glide rundt i Hjertets hjerte - Rådssalen, som havde været kulissen for hele hans ungdom; dét mål, hans opvækst var blevet formet efter at trække ham frem imod. Det enorme Rådsbord i midten, og de eleverede bænkerader hele vejen rundt langs væggene. De fantastiske koralformationer i loftet.
    Og nu - de mange Havfolk, der stod i mindre grupper og forsøgte at finde den bedste måde at imødegå det politiske uvejr med Gojira. 
    De anede ikke, hvad de havde i vente.
    Eyid bøjede hovedet - tøvede i de store dobbeltdøre. Egentlig var det ikke en del af planen, men han kunne ikke... Selvom det potentielt kunne ende med at falde tilbage på ham og gøre Atha'ame mistænksom, så blev han nødt til at gøre noget. 
    Og derfor vinkede han én af de unge Havfolk, der stod klar til at svømme ud med Rådets beskeder til resten af Distriktet, hen til sig og bøjede sig ned til ham, så ordene kunne blive imellem dem.
    "Jeg har netop fået besked om, at Innogen har oplevet... en form for komplikation med ynglet," oplyste han - det var nok bedst at holde det vagt... "Desværre har jeg selv en presserende aftale med Distriktsleder Cyreesai, og må derfor bede dig informere Distriktsleder Atha'ame. Så vidt jeg kunne forstå, befinder Innogen sig i Samlernes Laugsstue, men det kan tænkes, at man har rykket hende... Dog bør Distriktsleder Atha'ame lede dér først." Laugsstuen lå i den anden ende af Distriktet, og dét ville forhåbentlig give ham tid nok. Når Atha'ame ikke fandt sin mage dér, ville det næste naturlige sted at lede være Ke'Jaelin-familiens koralpalæ - og dét lå igen helt oppe af distriktsgrænsen imod Arkitekterne... Eyid regnede med, at der i hvert fald ville gå en time - hvis ikke halvanden - før Atha'ame fandt sin mage, og dét burde være tid nok...
    Med et lille nik klappede han den unge havmand på skulderen og så sig så om efter Cyreesai. Havde hun fulgt ham, sådan som han havde bedt hende om?

Strømingerne føltes udtømte. Cyreesai følte sig kold og tom og havde lyst til at vikle sig ind i et tangtæppe. Måske lægge sig med noget af sit rødtang, når hun kom tilbage til sit kammer, bare lige for at få klaret tankerne og finde noget ro. Lige nu kunne hun knapt nok holde sammen på dem længe nok til at tage beslutningen om at svømme hjemad. Et blik bagud fangede Atha'ames. Burde hun blive og hjælpe mere til? Var der mere, hun kunne gøre? En viften med hånden fra Atha'ame og et lille nik fortalte hende, at det var der ikke. Hun kunne frit gå, Atha'ame havde styr på det. Som altid. Nogle gange glemte Cyreesai, at hun var ældst.
Eyidivans sætning om at følge med gjorde det nemt for Cyreesai at gøre noget. Ordre kunne hun forstå, og selvom Eyid aldrig gav ordre, oversatte hendes tanker det til en, så hun kunne komme i sving. Musklerne føltes tunge og ugidelige, idet hun svømmede efter og fortsatte, selv da Eyid sagde noget til en af de unge hjælpere.

"Hvor vil du hen?" spurgte hun, da de var fri af Hjertet og faldt ind ved hinandens side i en strømning. 
Strømningen ledte mod Va'Chakessa-beboelsen, men om han var ved at følge hende hjem eller ej, var hun ikke sikker på. Hun var faktisk ikke sikker på så meget med Eyid lige nu. Udover at det her næsten føltes som gamle dage, når de lå sammen i en strømning, men at det samtidig ikke kunne være fjernere fra.
"Måske er det ikke så godt, at vi bruger tid sammen," mumlede hun, mens det hun mente var Måske vi virkelig burde tale om tingene.

    "Jeg vil ind et sted, hvor vi kan færdiggøre vores snak, uden at blive afbrudt af krigserklæringer, Spruttemænd eller forpligtelser af den ene eller den anden slags," svarede han - en anelse sammenbidt - idet han ledte hende forbi Va'Chakessa-residensen og videre imod Ke'Jaelin-palæet. Hendes sidste ord lod han passere uden at værdige dem nogen anerkendelse, men hendes mumlen pustede alligevel til noget i ham - dén vrede, der aldrig var særlig langt væk, når hun var i nærheden... "Med dén eftermiddag, vi begge lige har haft, er det kun endnu mere vigtigt, at vi ved, hvor vi har hinanden, og skal jeg være ærlig, Sai, så er jeg gået hen og er blevet gevaldigt i tvivl!" 
     Der var betydelig mere bitterhed og skarphed i ordene, end han havde tiltænkt det, og biddet kom faktisk en lille smule bag på ham selv. Normalt var han i bedre kontrol...
    Men han var under pres, huskede han sig selv på, og nu, hvor de var ude af Hjertet og han ikke længere konstant havde Atha'ames ansigt perifært i sit synsfelt, ærgrede han sig allerede over sin egen svaghed... Hvis den lille finte med budbringeren og de opfundne yngel-komplikationer kom hans Herre for øre, ville han ikke blive glad...
     Vagterne foran Ke'Jaelin-palæets hoveddør nikkede begge til hilsen, da Eyid flød forbi dem med Cyreesai i sit kølvand. Først, da de nåede overetagen og dén gang, Eyids kammer lå på, vendte han sig imod hende med et blik, der gnistrede af lysegrøn ild. Hans indre var i oprør, for han vidste, hvad der var forventet af ham - hvad han måtte gøre, inden det var for sent. Og lige nu var hun det eneste afløb, han kunne få.
     "Hvor vover du, at beskylde mig for at have ændret mig," hvislede han - helt oppe i hendes ansigt. Gik fra behersket vrede til eksplosiv vrede på et splitsekund. "At køre dit eget forbandede Stimespil, og så få det til at lyde, som om det er mig, der er ude på et sidespor! 'Distriktets bedste'! 'Gøre min pligt'" Citaterne blev afleveret i et tonefald, der dyppede af gift. "Mens du opfører dig, som en forpulet martyr, der kan klare hele verden selv! For jeg er en distraktion - var det ikke sådan, det var, Sai? En distraktion, du ikke så dig stærk nok til at håndtere! Men dét tror da pokker, når du invaliderer dig selv i din stædighed!" Han tog et sekund til at sende hende et hårdt blik - et blik, der opfordrede hende til at begynde at forklare sig, selvom han endnu ikke eksplicit havde løftet sløret for, hvad der havde fået ham så gevaldigt op i det røde felt. "Vil du selv have mulighed for at rense vandet, eller skal jeg gøre det for dig?"

På turen hen til Ke'Jaelinpalæet snørede maven sig sammen i Cyreesai, og hun knugede hænderne. Det her var ikke det humør, hun havde regnet med, og hun kunne mærke bitterheden bide fra sig gennem vandet. Ændringen blev dog cementeret helt, da de gled op i beboelsesgangene og Eyid først rigtigt eksploderede. 
Først rykkede Cyreesai sig ubevidst tilbage, chokeret over hans pludselige ordudfald. Sådan plejede Eyid ikke at reagere. Men jo længere, han kom i sin talestrøm, des mere fik han også tændt op under hende. For det her var sådan, hun var vant til at reagere. Det her vidste hun, hvordan man håndterede.
"Rense vandet? Rense vandet?"  Cyreesai kunne ikke tro sine egne ører. Næret af Eyids pludselige vrede, skubbede hun ham ind gennem perleforhænget til hans eget kammer. "Det siger hr. Gå-hjem-og-tænk-over-det-det-er-nok-bare-gensynsglæde! Du tror virkelig du kan gøre dig klog på hvad jeg - eller Distriktet for den sags skyld - har brug for, gør du ikke?"
Endnu et skub skulle til, før hun selv var helt inde i hans kammer, og hun ænsede slet ikke deres omgivelser. Kun hans  lynende grønne øjne, og de umulige ord, han skød om sig med. Rygfinnen foldede sig ud i en faretruende farvevisning sammen med finnerne på armene. Inden hun kunne fortsætte med egne ord, pressede en dyrisk hvæsen sig på.
"Du har ændret dig," fortsatte hun så. "Og hvilket latterligt stimespil, tror du jeg spiller? Det bør du af alle vide, jeg ikke kan finde ud af uden en af jer foran mig ligesom med Atha'ame i dag. Jeg gør det, jeg burde have gjort så snart, jeg lod mig krone. Jeg tager den mage og sørger for slægtens videreførsel. Havde min far stadig været her, ville han havde valgt for mig - nu har jeg i det mindste en lille smule selv at skulle have sagt.
    Du kan være nok så sur på Rhodion. Eller mit valg eller hvad i Dybets navn, du er så sur på! Prøver du at fortælle mig, at jeg skulle vælge dig i stedet, måske? Ja, jeg vil gerne indrømme, at jeg sikkert har været for blind til at se det, men jeg er ikke blind for, at du tydeligvis stadig afskyr mig. Viger fra mig, finder på dårlige undskyldninger, og det er uden at nævne, at du næsten stak mig ned! Har det hele tiden været et stimespil for dig? Siden før, de tog dig?" Cyreesai kunne mærke giften dryppe af sine egne ord. Bitre og fyldt med al den tvivl, Eyid havde plantet i hendes hjerte. "For der er altid et eller andet med dig, er der ikke? Der skal altid være gang i en eller anden stor plan. Jeg troede vi havde noget sammen dengang, men jeg var sikkert bare en uvidende brik i endnu et Ke'Jaelin spil, var jeg ikke? Det skulle ikke undre mig, hvis du var indviet i dine mødres planer, og din tilfangetagelse endte med bare at være den perfekte grund til at stikke os i ryggen! Det Blodsbånd har aldrig betydet noget særligt for dig, har det vel?"
Med ét rev hun sit håndsmykke af, så snorene knækkede og perler flød ud i vandet, og så gjorde hun noget, hun ikke havde gjort, siden de var ungfisk. Hun greb om hans venstre hånd med sin egen, så arrene i håndfladerne mødtes.

    Perleforhænger raslede omkring ham, da Cyreesai skubbede ham igennem det, men Eyid tog sig meget lidt af det. Hverken af dét, eller hendes rygfinner, der rejste sig faretruende, eller for dén sags skyld hendes øjne, der skød lyn.
    "Dét stimespil, hvor du lader som om du skal bære hele Distriktets skæbne på dine skuldre, samtidig med at du ødelægger dig selv bag kulissen!" råbte han - havde overgivet sig helt til vreden nu, selvom han vidste, det var farligt. Fordi den bragte indskydelser med sig - billeder fra de hundredevis af gange, han havde taget livet af hende under indflydelse af Zahinaels psykofarmaka...
     Hendes beskyldning om, at han afskyede hende - at han havde brugt hende som en brik i Ke'Jaelin-familiens spil - fik ham faktisk til at tage et skridt tilbage, som havde hun slået ham. Følelserne rasede gennem ham - så vilde og så modsatrettede, at han troede, de ville trække ham under. Så det føltes, som om han var ved at blive revet midt over. Hans hjerne var blæst helt tom for modsvar, for ingen af de modargumenter og gennemtænkte svar, der normalt lå på spring på hans tunge, passede til dette. Det var for uventet. For forkert. For rigtigt...
   Og så pludselig var hun inde på livet af ham - rev sit håndsmykke af, så arret fra Blodsbåndet kom til syne, og lagde det så imod hans, inden han kunne nå at sætte sig til modværge.
    Kraftudladningen var så voldsom, at den slyngede ham bagud, til han ramte koralvæggen med et klask. Lyden af noget, der smadrede lød fra Cyreesais ende af værelset, og fik Eyid til at kigge op i rendyrket panik - uden tid til at være fortumlet, selvom det føltes som om alle knogler i hans krop var blevet rystet løse.
     Men det var bare spejlet, Cyreesai var blevet slynget ind i, og som var blevet smadret bag hende - den lille figurette af en havkvinde med en glaskugle mellem hænderne stod stadig sikkert på bordet ved siden af sengen, og Eyid turde trække vejret igen.
    Det var endnu for tidligt...
    Han kom vaklende på benene og stirrede chokeret på Cyreesai. Og dén frygt, der havde nået at bemægtige sig ham, da han troede, figuretten var blevet smadret, pustede nu i stedet til vreden, som blussede op påny. 
    I tre hurtige skridt var han henne hos hende - hankede op i hende og skubbede hende tilbage imod væggen. Holdt den venstre hånd med arret op foran hendes ansigt - næsten som ville han slå hende - men selvom armen var spændt i arrigskab, fløj hånden ikke. 
    "Dét hér," hvæsede han snerrende og refererede til arret og dét, det betød. "Dét hér har betydet alt, Cyreesai! Hvorfor tror du da ellers, det er sådan her!? Hvis det intet betød, tror du så ikke, jeg ville være komplet ligeglad med, om du Forener dig med Rhodion og bliver ulykkelig? Tror du ikke, jeg ville være komplet ligeglad med, hvad du ofrer for Distriktet? TROR du ikke..." Han havde knappet pungen, der sad spændt til højre lår op og rev nu bedøvelsestangen frem - klaskede det på hendes arm med en foragtelig bevægelse, og færdiggjorde så sin sætning med brændende indædthed: "Tror du ikke, at jeg ville være ligeglad med, hvordan du ødelægger dig selv? Man er ikke stærk nok til at bære en byrde, hvis man må ty til dén slags når ingen kigger, Sai!"

Eyids grønne øjne forsvandt et splitsekund efter, deres håndflader mødte hinanden. Hun nåede ikke at opfatte, hvad der skete, før hun ramte spejlet på den modsatte væg og slog baghovedet ind i koralvæggen. Cyreesai lå vægtsløst i vandet et øjeblik, før hun begyndte at synke nedad. Langt nåede hun ikke, da Eyidivan var hurtigere på finnerne end hende og hamrede hende op mod væggen igen, inden hun nåede at samle tankerne. 
Havde det været så voldsomt sidst? Mindet fra grotten, hvor de var blevet trykket tæt ind mod hinanden, mens blodet havde blandet sig i deres årer, var fyldt med smerte og frygt, men ikke det her. Ikke den her altopslugende vrede, der tvang dem fra hinanden.
Det summede stadig for Cyreesais øre, da Eyid fortsatte sine råb lige op i hendes ansigt. Hvis han ikke allerede havde presset hende op mod væggen, ville hun have gjort det af sig selv. Hele hendes væsen prøvede at trække sig væk fra det arrige monster, der havde overtaget ham. De hvide tænder blottede sig i endnu et hvæs mod ham. Hun knyttede hånden og skulle lige til at sigte efter hans mave, da tangstykket blev kastet mod hendes arm. Straks klæbrede det sig fast, og det indledende smertestik fik hende til at spile øjnene ud. Bedøvelsen trængte ind under skællene som små, blide strømme og fik fingrene til at slappe af og armen til at falde leddeløst nedad i vandet.
Det var det eneste, jeg havde, der mindede mig om dig...
Overraskelsen tog over i hendes blik. I det øjeblik kunne hun ikke finde de normale reaktioner, for hendes hjerne kunne kun fokusere på den bedøvede arm. Hvordan dens lethed fyldte hele verden. Hvordan hun ønskede sig, at det spredte sig til resten af kroppen. Bare at ligge et par velsignede, stille timer og drive med strømmen, selvom hun lå stille i sit kammer. Mindes det, der ikke var mere.
Det var det eneste, jeg havde, der mindede mig om dig...
Underlæben dirrede, mens blikket stadig var i chok over, hvad der lige var sket. Det gik langsommere end normalt, fordi Eyid ikke var den eneste distraktion i rummet mere
"Det var det eneste, jeg havde, der mindede mig om dig..." hviskede hun, uden helt at opfatte, at hun sagde det højt. Tankerne cirklede om tangens påvirkning og følelsen af ikke at være sig selv, bare for et øjeblik. Eller måske nærmere være mere end sig selv. 
Men Eyids grønne øjne lynede stadig, og det var i sidste ende det, der hev tankesporet tilbage til, hvor det havde været. For hvis Eyid kendte til hendes brug af tangen, betød det ...
Cyreesais ansigt forvred sig i harme.
"Hvor vover du at rode i mine ting," snerrede hun og greb efter hans hals med sin stadigt fungerende hånd.

    Det var let at se, hvordan bedøvelsestangens gift gik i blodet på hende - hvordan den fik hende til at spærre øjnene op, mens hendes pupiller udvidede sig og gjorde øjnene mørkere end Dybet. Eyid betragtede forandringen med ansigtet forvredet i en snerren - en snerren, der kun trak dybere furer, da hun fik fremhvisket, hvad der lå bag hendes misbrug.
    "Hvor vover du, at lægge mig til grund for din svaghed!" hvæsede han, og fik hendes eget spørgsmål durk tilbage i hovedet, netop som hun greb efter hans hals.
    Og det var pludselig, som det havde været i Hjertet, da hun havde trukket ham ind i en uventet omfavnelse - fornuften slukkede fra det ene øjeblik til det andet og instinktet tog over. De instinkter, der var blevet fremelsket - fremtvunget - imellem Zahinaels kyndige hænder. 
    Ond. Svag. Uværdig. Det var han... Det var hun. Med hende var han svag. Med hende var han svag...!
    Uden tangen, der stadig sendte gift ud i hendes system, havde han ikke haft en chance - hun var betydeligt stærkere end ham - men dét faktum tog instinktet sig ikke meget af, da hans hånd greb hendes og vred den væk. 
    Og pludselig havde han fingrene lukket om hendes kæbe og armen var spændt op med hele hans kropvægt bag - klar til at hamre hendes hoved tilbage imod væggen. Slå hendes baghoved ind som skallen på et søpindsvin...
    Men i sidste øjeblik fik han standset sig selv - huskede, hvem han skulle forestille at være. Hvad han skulle forestille at være... Og fordi han i sin pludselige panik ikke kunne finde på andet at gøre - ikke kunne finde på andet, der både ville afvæbne hende og forklare den pludselige voldsomhed, han havde udvist før - så gjorde han noget temmelig desperat. Han lænede sig frem og kyssede hende. Tvang vreden over i passion. Maskerede hårdhændetheden som ivrighed. 

Uden bedøvelsestangen havde Eyid ikke haft en chance. Cyreesai ville have kværket ham, inden hun selv opfattede, hvad der var sket. I stedet vred han hendes arm væk så let som han ville lave en pirouette under en stimedans. Svagheden fik mere vrede til at boble op i hende. At en sølle sanger kunne vride hendes hånd væk. Hendes hånd. En kriger som hende. Gjort svag af tangen ... og hans tilstedeværelse.
Men vreden nåede ikke at blive til mere, for Eyids anden hånd lagde sig om hendes kæbe og panikken i hende genkendte spændtheden i hans muskler som et angreb. Alt i hende spændte op. Den bedøvede arm hang nyttesløs i vandet, og den anden kæmpede mod Eyids hårde greb. Alt i hende skreg, at hun skulle væk fra ham. Hvad end, der foregik i hans hoved, var det ved at skade hende.
"Du ..." hvæste hun hæst.
Og så, inden paniktankerne nåede videre, lå hans læber på hendes. Frygten forduftede og resten af hendes ord blev slugt i et sagte, hengivent "Mnnh". Kroppen gav slip på spændtheden og lod sig villigt presse tilbage mod væggen. Men vreden ulmede stadig. Noget i Cyreesai havde lyst til at slå ud efter ham, mens en mindst lige så stor del ønskede at hive ham tættere på sig. Men den ene arm virkede ikke, og den anden var stadig fanget i hans greb. I stedet gengældte hun kysset som gjaldt det hendes liv.
"Eyi... Eyid..." hviskede hun et sted mellem sine tunge vejrtrækninger og hans læber. 
Hjertet hamrede af sted i brystet på hende. Hvad hun ville have sagt til ham, hvis munden var ledig, var ikke vigtigt mere. Det var som at være tilbage i tangbusken, hvor hun havde ladet al fornuft forsvinde og overgive sig til følelsernes vold. Og det føltes som vold, for alt i hende gjorde ondt, samtidig med at hun ikke kunne få nok. Hånden om hagen pressede sig ind i skællene. Al hendes sorg over at miste ham væltede op til overfladen sammen med sorgen over hans ændrede adfærd, da hun fik ham tilbage. Alligevel viklede hendes ene ben sig om hans for at trække ham nærmere, forblive i øjeblikket, velvidende at når han trak sig væk og tænkte over tingene, ville hun miste ham igen. Ligesom dengang til Mørket. Ligesom i tangbusken. Ligesom tidligere på dagen, da hun havde indrømmet, hvad hun følte. Men lige nu ville hjertet ikke lytte til hjernen, og Cyreesai tog imod kysset som en udtørret fisk på land, der endelig blev overskyllet med vand.

    Det var både foruroligende og helt igennem tilfredsstillende at mærke, hvordan hun nærmest smeltede imod ham, da han rykkede ind - gjorde kysset dybere ved at lade hænderne glide ned over hendes figur og presse den ene håndflade imod hendes lænd. Den anden hånd lagde sig om hendes nakke, inden under håret, nærmest uden at han havde givet den lov, og det var et farligt sted - dét vidste han godt; alt for tæt på den sårbare hals, der førte blod til hendes hjerne - men måske gjorde det ikke noget, for selvom han stadig var vred, var han ikke længere vred på hende.
    Nu gjaldt vreden kun ham selv.
    Og det var mærkeligt, for dét hér var jo præcis, hvad hans Herre havde krævet af ham - præcis hvad Zahinael havde planlagt skulle ske. Han burde være ved at kamme over at stolthed...
    Men han var ond
     Ond fordi han bedrog hende...
    Han havde svigtet.
    Svigtet sin ældste veninde, sin Blodspartner, sin første kærlighed...
    Han fortjente ikke at blive regnet for et tænkende væsen.
    Nej, dét var sandt nok - ikke hvis han for alvor troede, at den lille, svage stemme bagerst i hans hoved havde nogen relevans længere. Hans Herre havde for længst fået ham til at forstå, at dén slags tanker ingen plads havde i Eyids hoved... og dét, at de sneg sig frem nu - lige nu - fyldte ham med skam over sig selv.
    Han hørte sit eget navn henhvisket fra hendes læber, netop som han havde sluppet dem for at kysse hende ned ad halsen. Han havde opgivet taget om hendes nakke, for i stedet at kunne pirre prydsfinnen med sine fingerspidser.
    "Nej..." hviskede han imod hendes hals. "Hold kæft, Sai. Der er ikke mere at snakke om nu."